Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 107:

Forslag til folketingsbeslutning om at flytte ansvaret for handicapområdet væk fra kommunerne.

Af Mette Thiesen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 30.01.2024).

Forhandlingen er åbnet, og det er hr. Peter Kofod, der er ordfører for DF, men han har ikke ønsket at motivere, og derfor går vi direkte til social- og boligministeren. Værsgo.

Tusind tak til forslagsstilerne for at tage en utrolig vigtig debat op og sætte fokus på den struktur og de rammer og den organisering, vi har omkring handicapområdet. Man skal ikke have siddet længe på det område for at kunne se med det blotte øje, at der er rigtig store problemer med den struktur, der er på området. Jeg har selv siddet på området i rigtig mange år, og jeg rigtig optaget af det, både af selvfølgelig at sikre, at mennesker med handicap får den hjælp, de har ret til, men jeg er også optaget af, at de ikke skal slås fra tue til tue for at få den. For det er i sig selv, hører jeg rigtig mange handicappede sige, en lige så stor belastning, som handicappet er. Så er det også et spørgsmål om den hastighed, hvormed man får den hjælp man har behov for. Det mener også man skal have et blik for, for hvis man har behov for støtte eller hjælp betyder tidsfaktoren selvfølgelig noget.

Beslutningsforslaget her pålægger regering at flytte ansvaret for handicapområdet fra kommunerne og indkalde til forhandlinger om det spørgsmål inden udgangen af det her folketingsår. Nu har jeg været med herinde så længe, at jeg var med, dengang handicapområdet blev flyttet fra regionerne – dengang hed det amterne – over i kommunerne, og jeg tror bare sådan indledningsvis, jeg vil sige, at hvis man tror, at alt var fryd og gammen dengang, så tager man fejl. Jeg kan godt huske hundeslagsmålet, i forhold til når en borger skulle have et 107- eller et 108-tilbud, for så var det kropumuligt, fordi det ene lå hos kommunen, og det andet lå i amterne, og hvem havde så ansvaret for hvad?

Der var alle mulige udfordringer med det, og det er klart, at flytter man det væk fra kommunerne, vil der i forhold til sammenhængen mellem handicapområdet og de mange andre ting, man som handicappet borger kan have brug for, og som ligger i kommunerne, komme de snitfladeproblemer, som vi oplevede dengang. Til gengæld vil jeg omvendt sige, at noget af det, jeg synes det kunne, dengang den lå i amterne, og som vi har mistet en del af, er, at man havde en højere grad af specialisering i nogle af de indsatser, der var over for borgerne.

Nu var Socialdemokratiet jo ikke med i den aftale dengang om at flytte det fra amterne til kommunerne, og det var faktisk præcis på grund af en bekymring for det specialiserede socialområde og en bekymring for en afspecialisering. Og jeg mener sådan set, at mange af de profetier, der var omkring det område dengang, desværre er gået i opfyldelse. Det vil sige, vi står en situation, hvor kommunerne hver især skal kunne levere på nogle områder, som det kan være rigtig svært for dem at opretholde med et tilpas specialiseringsniveau, for det kan være, der kommer en borger, lad os sige blot hvert andet, hvert femte eller hvert tiende år, og som har den specifikke problematik, og dermed har man i kommunen ikke oparbejdet den viden eller de tilbud, der skal til for at gribe borgeren bedst.

Der synes jeg, vi har stillet kommunerne over for en ekstremt svær opgave ved at lægge det over til dem, og en af de ting, som jeg er meget optaget af i vores regeringsgrundlag, er spørgsmålet om specialeplan. For i specialeplanen ligger i idéen om kapacitetsfastsættelse, og det kan lyde utrolig djøffet, når man siger kapacitetsfastsættelse, men det er egentlig det samme, som når man f.eks. i sygehusvæsenet – uden at jeg er sundhedsminister, men alligevel – har nogle bestemte operationer, som f.eks. kun bliver foretaget på Riget eller på Skejby, fordi de er så specialiserede, at det kun er et eller to steder i Danmark, man har den viden, der skal til for at lave dem. Og noget af det, som er meningen med specialeplanen, er faktisk, at man præcis kan gå ind og definere det samme. Det vil sige, at vi jo ikke fjerner sundhedsområdet fra regionerne for at få den effekt. Vi har simpelt hen på sundhedsområdet gjort det, at vi går ind og kapacitetsfastsætter og laver en specialeplan og dermed får lagt tingene hen et sted, hvor de rigtige kræfter er stede.

Jeg mener, at der er i specialplanen ligger det utrolig vigtige skridt, nemlig at man ikke skal forvente, at alle kommuner hver især skal kunne køre alle tilbud, for så er det, vi får en en afspecialisering. Det er bare for at sige, at jeg helt principielt godt forstår, hvad det her beslutningsforslag kommer af. Jeg synes, vi har brugt rigtig mange år på også i Folketinget at drøfte forskellige varianter af, hvad vi gør ved den problemstilling, og noget af det klogeste svar, jeg egentlig har set på det, har været speialeplanen, for jeg tror, at aben flytter med.

Det var jo ikke sådan, at flyttede man handicaområdet over i kommunen, blev den hellige gral velforvaret, tværtimod. Jeg tror, at hvis man flytter det tilbage igen, opstår der en ny grænseproblematik, som er enormt svær at håndtere. Derfor er jeg bekymret for, at man tror, at man alene ved at forandre på den struktur kan løse en masse problemer.

Til gengæld er jeg ikke i tvivl i forhold til de stemmer, der siger, at vi ikke kan opnå det specialiseringsniveau, der skal til, hvis hver eneste kommune skal have hvert eneste tilbud. Det er jeg simpelt hen enig i, for bare at sige det direkte, og som jeg hører intentionen bag det her forslag, handler noget af det om at rette op på specialiseringsgraden. Der vil jeg bare sige, at det kan vi i hvert fald samles om.

Så er der spørgsmålet om det her med antallet af fejlvurderinger og dermed antallet af klagesager, men også tilbagevisning af sager. Det mener jeg er enormt alvorligt. Det er det selvfølgelig, fordi mennesker ikke har fået den hjælp og støtte, de har behov for. Der er særlig nogle bestemte regler, som giver ekstremt mange både klagesager og problemer for borgerne, og hvor man i den grad skal kæmpe fra tue til tue.

Det gælder bl.a. spørgsmålet om merudgifter, som udgør 20 pct. af sagerne. Den lader jeg bare lige stå. Det er en paragraf i serviceloven – to, hvis man tager børnene med – som alene udgør 20 pct. af de klagesager, der er i Ankestyrelsen. Der mener jeg simpelt hen, at vi Folketinget må gribe en lille smule i egen barm. Det er os, der har lavet nogle regler, og hvis de regler er så komplet umulige at have med at gøre, at man ender med, at 20 pct., af alle klagesager drejer sig om det, så er der altså et eller andet andet galt. Derfor vil det være et af de steder, jeg vil pege hen.

Der er også nogle andre steder, men det er bare for at sige, at vi jo ved, at der er nogle enkelte områder, hvor det går galt igen og igen, og hvor det er kæmpe problematisk for borgerne. Vi har landet en aftale tilbage juni måned om at de ændre på merudgiftsydelsesreglerne, og det er vi i fuld gang med at planlægge, altså hvordan vi vil foreslå det gjort, og så vil der jo selvfølgelig komme en drøftelse af det.

Jeg tror faktisk, at det er sådan, at hvis det at flytte det specialiserede socialeområde tilbage til regionerne havde været det quickfix, som jeg synes det lidt kan lyde til, når man læser beslutningsforslaget, så tror jeg faktisk, man havde gjort det. Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen af dem, der stod bag den aftale dengang, der bare sådan for princippets skyld ville have holdt fast i aftalen. Det skal jeg selvfølgelig ikke sige på vegne af de partier, men jeg synes, vi blandt både de partier, der ikke var med dengang, og de partier, der var med, har brugt rigtig mange kræfter på at tænke over, hvordan vi får lappet og repareret og gjort det forfra på en måde, så kvaliteten og specialiseringsniveauet stemmer overens med det, borgerne har behov for. Og der mener jeg, at pilen peger på det her med at sørge for, at alle kommuner ikke skal skal have alle tilbud.

Jeg mener, at der er en en anden problemstilling her, som også er væsentlig, og det er selvfølgelig spørgsmålet om økonomi i forhold til det her med, når det ligger i kommunerne, og hvad det så har for en konsekvens. Der var der et par områder, der dengang blev flyttet over, bl.a. beskæftigelseområdet og handicapområdet. Det er jo helt uforskyldt i forhold til borgerne. De har ikke forandret sig, men det, at man kommer ind i en mindre enhed, betyder, at ens personlige tilbud og den økonomi, der følger omkring det, har en større konsekvens for den enheds økonomi, man er en del af.

Der var der, dengang det lå i amterne, selvfølgelig den fordel, at fordi der var en større population, var der også mindre stød ind i økonomien på de enkelte tilbud. Der er der en problemstilling, og man kan sige, at det, der i hvert fald har været en af årsagerne til, at man har en situation, hvor borgerne ikke oplever, at de får den støtte og hjælp, der skal til, og ikke oplever, at der er forbedret kvalitet, jo så er, at man i forbindelse med omstruktureringen ikke gik ind og tog stilling til, hvad der skal ske med prissætningen.

Hvis man har fri prissætning på et område, vil der i sagens natur ske det, at hvis der er ubalance mellem udbud og efterspørgsel, kan priserne blive drevet i vejret, uden at borgerne får noget som helst ud af det. Derfor vil jeg bare pege på, at en ting er strukturen i forhold til organisering, altså om det ligger på det rigtige forvaltningsmæssige niveau, men noget andet er, mener jeg, at der også er nogle andre strukturer, vi skal ind og have kigget på, altså end det, der alene handler om det forvaltningsmæssige niveau.

Der er nogle ting, der ikke bliver løst af, at man bare flytter forvaltningsniveauet, og den ene af dem er så afgørende væsentligt, nemlig den, der handler om prissættelse og dermed det pres på den kvalitet, de kan få i støtten, hviket mange borgere med handicap oplever, fordi man fra kommunens side oplever, at priserne er gået op gennem taget.

Det pres, der er på både kommunerne og dermed den enkelte borger, vil vi vældig gerne af med og få en ro på området, så borgerne har en forudsigelighed i, hvad de kan forvente. Derfor tror jeg, at når man taler om strukturer og organisering på det her område, skal man i hvert fald have med sig, at det ikke alene er det forvaltningsmæssige niveau, vi skal drøfte, men også andre strukturer.

Igen vi jeg sige tusind tak for at sætte fokus på det her område, som jeg synes er afgørende vigtigt. Jeg synes, vi deler intentionerne om, hvor det er, vi gerne vil hen, og så vil jeg sige, at idéen om at skulle påbegynde forhandlinger om at flytte ting fra et forvaltningsmæssigt niveau til det andet i første omgang jo ville kræve, at jeg var sikker på, at jeg synes, at det var det rigtige greb til at opnå en højere grad af specialisering, og det ville jeg simpelt hen være usikker på.

Jeg tror man kan nå lige så langt eller længere ved at gøre det, man har gjort på sundhedsområdet, hvor man netop har defineret, at på nogle områder er det Riget og Skejby, altså nogle enkelte hospitaler, der står for den højt specialiserede indsats, men tusind tak for at tage initiativ til det her beslutningsforslag.

Tak for talen til social- og boligministeren. Der er lige en række korte bemærkninger, og først er det hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti som spørger. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for en, synes jeg, egentlig god tale, både fordi den reflekterer lidt over det, der godt kan gøres bedre, og fordi der måske også er et par forslag i den.

Det er jo fair nok, at vi kan være uenige om noget, men jeg synes, at når man ser omgørelsesprocenterne, er det jo noget, man næsten kan få ondt i maven over. Altså, næsten 50 pct. er omgørelsesprocenten på børnehandicapområdet i Ankestyrelsen. Så det er sådan, at man tænker: Det er jo virkelig ikke bare godt nok. Der må gøres et eller andet, der er rimelig drastisk.

Jeg synes jo, der er ret meget luft i det forslag, vi lægger frem her, og jo også til, at regeringen kan sige, at de gerne vil noget bestemt, men det er også væsentligt, at vi kommer i gang med at gøre noget, fordi vi ikke kan leve med, at det her område i så høj grad sejler, som det gør, og det er jo det, det gør. Når næsten halvdelen får medhold i sådanne type sager, vil jeg tillade mig sige, at så sejler det.

Så jeg vil måske gerne have, at ministeren måske bliver lille smule mere konkret på, hvad regeringens ambitioner er her. Det er punkt 1. Jeg har jo forstået det sådan, at den her regering, en flertalsregering, er skabt for, at man kan løse meget store komplicerede problemer, som man ikke ville kunne i en mindretalsregering. Så jeg er jo spændt på, hvordan man vil løse det her meget store komplicerede problem, som jo i mange år har martret Danmark.

Tak. Værsgo til ministeren.

Lad mig først og fremmest sige, at vi jo sidste forår behandlede den store hjemløsereform og den store reform for udsatte børn. Nu sidder vi jo så og er i gang med at slå streger under en reform på handicapområdet, og så har vi i regeringsgrundlaget også annonceret, at vi vil ind at kigge på den gruppe, vi kalder de udsatte voksne, dvs. folk, der eksempelvis er misbrugere og har svær psykisk sygdom.

På den måde kan man sige, at vi bevæger os hen over de store områder på socialområdet for at komme nogle af de her helt fundamentale problemer til livs, for det er fundamentale problemer, og det er rigtig alvor. Det vil sige, at når man som tidligere undervisningsminister har beskæftiget sig med folkeskolen, er der i sagens natur også problemer der, særlig hvad angår måske nogle af de samme grupper, som vi taler om her på handicapområdet, men dybden af problemerne på socialområdet har en helt anden karakter, end de f.eks. har på skole- og sundhedsområdet. Det er der ingen tvivl om.

I forhold til vores ambitionsniveau er det jo at komme hen over alle de fire store områder på socialområdet. Det vil sige hjemløsereform, udsatte børn, nu handicap, og at vi får kigget på misbrugstilbud og de psykiatriske tilbud.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Tak for det. Så vil gerne spørge, hvad ministeren i talen mente med, at der også var et økonomisk aspekt i det her spørgsmål. Hvorfor egentlig? Kommunerne er vi jo enige om er forpligtet af loven, og kommunerne skal overholde loven, og hvis der så er noget økonomi i det spørgsmål, må der jo sidde nogle ansvarlige mennesker på Christiansborg, der enten retter op på det misforhold, at ambitionsniveauet er for højt i forhold til økonomien, eller at man må skrue ned for ambitionerne. Altså, de to ting må hænge sammen.

Så jeg kan egentlig ikke forstå, at der er det her spørgsmål om økonomi, fordi kommunerne skal, som jeg forstår det – det håber jeg ministeren er enig med mig i – forvalte efter de regler, der er.

Værsgo til ministeren.

Hvis man tager det allerførste af de vidnesbyrd, som #enmillionstemmer leverede i påskeferien, er der en, der tilkendegiver at have brugt flere timer på at sidde til møder end den tid, som vedkommende fik udmøntet i hjælp. Derfor skal man være meget klar over, når man taler om handicapområdet, at det, der sker, er, at der er sådan et stort sug på økonomien, som slet ikke kommer borgerne til gavn. Det ligner faktisk ikke i særlig høj grad resten af vores velfærdssamfund.

Hvad er det, der gør, at det er sådan? Ja, det er, fordi de regler, vi har lavet på Christiansborg, faktisk ikke handler om finanslovsaftalerne, men om den ordlyd, der er i serviceloven, som gør, at man skal gøre tingene på en bestemt måde i kommunen. Det giver så det her kæmpe sug, hvor man som borger oplever at skulle til tre møder, to telefonsamtaler, to ankesager, før man får en eller anden relativt lille dims, som koster væsentlig mindre end prisen for de respektive møder, og det er det, jeg synes vi skal ind at have gjort op med, nemlig at skattekronerne, vi betaler, selvfølgelig bliver brugt på borgerne og ikke på hele det der nidkære visitationssystem, der er blevet bygget op på handicapområdet.

Tak. Så er det fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne som spørger. Værsgo.

Mange tak. Jeg bemærkede en større kronik af statsministeren i Politiken her for nogle dage siden. Den handlede om, at vi skulle tage et opgør med new public management, og det synes jeg jo lyder rigtig spændende, for noget af det, jeg i hvert fald har med mig fra uddannelsen til sygeplejerske, er at sætte relationen i centrum for alt, hvad man gør, og derfor blev jeg selvfølgelig glad for at læse, at det var et opgør, man var klar til.

Jeg vil derfor også bare høre ministeren her i dag, om der ligger nogle tanker omkring det, altså i relation til at indføre relationel velfærd, i forbindelse med at der også skal ske en større reform af handicapområdet.

Værsgo til ministeren.

Jamen tusind tak for det, og jeg er så enig i, at en af de ting, der bliver ødelagt med new public management, jo netop er relationen, fordi det er alt muligt andet, man måler og vejer på. Min opfattelse er, at f.eks. den der merudgiftsydelse, bare for at blive ved med den, som er den, der giver rigtig mange af både tilbagevisningerne og klagesagerne, simpelt hen er new public management gone mad.

Altså, det er simpelt hen et af de værste eksempler fra hele vores offentlige sektor på, hvad new public management kan ødelægge, og hvordan man har fået fokuseret på noget fuldstændig forkert. Der var en af socialcheferne eller forvaltningscheferne, der var ude at sige, at de skulle lave en markedsanalyse af, hvad hueforbruget var hos almindelige danskere, for så at kunne udmåle, hvilke tilskud man så skulle have til huer, hvis man havde en bestemt type fysiske handicap.

Det kan jo simpelt hen ikke være rigtigt. Altså, den markedsundersøgelse i sig selv – man kunne jo simpelt hen have 27 livs forbrug af huer for det, en markedsundersøgelse koster, og det er alene, fordi nogen åbenbart har haft et behov for, at man i forhold til hver enkelt lille dims er 100 pct. sikker på, at der ikke er nogen, der får hverken 2 øre mere eller mindre, og midt i det har man så brugt et kæmpe beløb på noget, der aldrig kommer borgerne til gavn.

Jeg synes jo, vi skal bruge pengene på borgerne og sørge for, at borgerne kan møde systemet med værdighed, og derfor er det bestemt tanken, at en del af opgøret med new public management præcis skal ske på handicapområdet.

Tak. Værsgo, spørgeren.

Jeg kunne komme med flere eksempler på både meget interessante og uinteressante måder at forvalte lige præcis det område på, ligesom ministeren kommer med. Der er desværre nogle rigtig grelle eksempler på, hvordan tingene foregår, men det er jo, fordi der er sat en styringsform, som er helt forkert.

Så jeg vil bare lige høre igen: Ministeren siger, at der vil være noget omkring relationel velfærd. Altså, så det bliver en del af det handicapudspil, som regeringen kommer med, at man prøver at gøre, hvad man kan for at indføre relationel velfærd i det arbejde, som medarbejderne har derude, i forhold til de enkelte mennesker med kognitive såvel som andre funktionsnedsættelser.

Tak. Værsgo til ministeren.

Ja, regeringens udgangspunkt vil være, at dem, der arbejder med borgere med handicap, i højere grad får tid til at være sammen med borgerne med handicap i stedet for f.eks. – bare for at komme med et andet eksempel – det her, vi har, med, at man skal registrere det, hver gang man påhæfter en sele og tager den af igen, selv om borgeren altid kommer til at have brug for selen, og selv om det er for at undgå, at borgeren falder ud af sin kørestol. Det er jo ikke det, medarbejderne skal bruge tid på. Der skal medarbejderne selvfølgelig kunne bruge deres faglighed til at være sammen med den borger, som vel også er årsagen til, at de har taget deres uddannelse og arbejder i det fag.

Så ja, selvfølgelig vil vi ind at kigge på lige præcis det, at det altså er i relationerne, magien sker på socialområdet, og selvfølgelig særlig, hvis man også har godt, uddannet og nok personale.

Tak. Så er det fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance som spørger. Værsgo.

Tak. Fejlvurderinger snakker ministeren om, og jeg er med på, der også er fejlvurderinger, men de massive omgørelser, vi ser i Ankestyrelsen, kan vel næppe alle sammen være fejlvurderinger og principafgørelser. Vi ser jo i alt for stor stil, at det er helt elementær lovgivning, som de ikke kan finde ud af længere. Der er manglende partshøringer og manglende journalisering. Jeg har hørt om folk, der er kommet til at give borgeres journaler væk til andre mennesker, som overhovedet ikke havde noget at gøre i de journaler. Det kan vel næppe være super svært at finde rundt i meget af den lovgivning, som vi kan se de ikke kan finde rundt i nu.

Altså, har vi med kommuner at gøre, som også tester deres sager i Ankestyrelsen og skubber dem så lang tid? Vi ser efterhånden kommuner, der gør alt for ikke at hjælpe de handicappede. Det er vel ikke fejl?

Tak. Ministeren.

Jeg tror, det er en sammenblanding af alle mulige forskellige ting i forhold til det, der bliver tilbagevist. Jeg har en oplevelse af, at socialrådgiverne og sagsbehandlerne i kommunerne har fået pålagt at skulle lave rigtig mange ting, som er komplet irrelevant, i løbet af deres arbejdsdag. Det er noget, som de synes er irrelevant, som borgerne synes er irrelevant, og som koster kommunerne, jeg ved ikke hvor mange penge i lønkroner. Min oplevelse er, hvis vi fjerner det, får de samme sagsbehandlere og socialrådgivere tid til at behandle de sager, de sidder med, som faktisk er relevante, og hvor det giver mening, også i forhold til borgerne, på en ordentlig måde. Derfor vil jeg mene, at der er en tæt sammenhæng mellem de opgaver, vi pålægger kommunerne herindefra – mængden af dem og relevansen af dem – og så også deres evne til i sidste ende at udføre dem, både på en ordentlig vis, men også på en rigtig vis.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Men det er jo bare ikke sådan, at vores sagsbehandlere selv kan sidde at vurdere, hvad de synes er relevant. Det er relevant at partshøre, det er relevant at journalisere osv., og selvfølgelig skal de leve op til lovgivningen, når det er, at den er sådan.

Så nævnte ministeren #enmillionstemmer og deres vidnesbyrd. De påpeger jo alle sammen, at det faktisk ikke er penge, der mangler, men at pengene bliver brugt helt forkert. Her synes jeg jo, det er mærkeligt, at regeringen ikke har lyst til at sætte ind med noget gennemsigtighed i økonomien og indhentning af data, så vi rammer rigtigt med indsatserne.

Tak. Værsgo til ministeren.

Jeg forstår ikke baggrunden for den konklusion, for nu bliver det konkluderet, at regeringen ikke vil give gennemsigtighed eller data. Altså, regeringen er ikke kommet med et udspil endnu, så hvordan man som ordfører kan konkludere, hvad regeringen vil på et tidspunkt, hvor vi ikke er kommet med et udspil, ved jeg ikke. På baggrund af hvad konkluderer ordføreren det? Og så er jeg i øvrigt enig. Det er ikke den enkelte sagsbehandler, der kan vurdere, om man partshører eller ej. Det er lovpligtigt. Jeg er helt enig i den beskrivelse.

Tak. Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF som spørger. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for mange fine nuancer på handicapområdet, som i hvert fald har sine særlige udfordringer lige for tiden.

Vi skal i dag snakke om at flytte handicapområdet, og i den forbindelse kommer jeg til at tænke på specialeplanen, som vi jo har drøftet igennem længere tid. Det er snart ved at være 2 år siden, at vi skulle have forhandlet noget i gang. Specialeplanen er jo netop det, der skal være med til at løfte området og give et bud på, hvad man kan bruge indsatser, også ude i kommunerne.

Så kan regeringen se sig selv i at komme i gang med specialeplanlægningen? Og i særdeleshed: Kan regeringen se sig selv i, at der også er nogle vigtige opgaver, der varetages af eksempelvis regionerne for de højtspecialiserede tilbud – ministeren nævnte jo sundhedsområdet, og det er jo regionen, der i høj grad står for det – eller at der er nogle nationale tilbud?

Værsgo til ministeren.

Først vil jeg sige, at nu siger ordføreren, at det er 2 år med specialeplanen. Altså, første gang jeg sad og forhandlede forslag om en specialeplan, var i 2015. Så det er bare for at sige, at jeg er helt med på, at det har været lang tid undervejs. Og ja, regeringen har skrevet det ind i regeringsgrundlaget. Det vil sige, at vi bestemt har en intention om at gennemføre det.

Regeringen har en klar opfattelse af, at der skal være nogle tilbud, der er lokale, og at der skal være nogle tilbud, som skal være i et større område. Det kan også være, at der er nogle ting, hvor der er få. F.eks. på epilepsiområdet er det jo meget få steder i Danmark. Der kan også være nogle steder, hvor der kun er et enkelt tilbud. Det er det, der ligger i kapacitetsstyringsdelen af specialeplanen. Så man kan sige, at det, som vi tager udgangspunkt i som regering, når vi skriver, at vi gerne vil lave en specialeplanlægning af det højtspecialiserede handicapområde, faktisk er at sørge for, at der er en sammenhæng mellem, hvor stor en gruppe borgere der overhovedet er med den problematik, vi taler om – hvor komplekst er det? – og hvilket geografisk område det er realistisk at man kan have det inden for for at dække den population.

Så er der selvfølgelig et eller andet hensyn til, at de fleste helst ikke vil bo for langt væk fra deres familie. Det er lidt forskelligt, alt efter hvem man er. Det skal man selvfølgelig også have blik for. Men det er bare for at sige, at det er den idé, der ligger i kapacitetsstyringsdelen af specialeplanen.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Tak for det. Det lyder rigtig godt. Ser regeringen så, at regionerne kan have en særlig rolle i lige præcis at løfte nogle af de tilbud? Og hvilke overvejelser har regeringen, i forhold til at man jo så også skal investere i området for netop at få de her specialiserede tilbud op at stå og i virkeligheden løfte nogle af byrderne, som kommunerne også bærer på?

Værsgo til ministeren.

Tusind tak for det spørgsmål. Regionerne har jo allerede en rolle i forhold til det højtspecialiserede område, idet der stadig væk er regionale tilbud på det her område. Der er i øvrigt også rigtig mange private aktører. Og det er klart, at med en udrulning af en specialeplan vil der være nye tilbud, der skal til, og der har vi ikke taget stilling til, hvem der så er de rigtige til at tage sig af de forskellige tilbud.

Jeg synes jo, at det er fint, at der er nogle ting, der bliver kørt på Rigshospitalet, og det er jo så Region Hovedstaden, der har det hospital. Det vil sige, at der har vi ikke haft noget behov for, at det er statsligt, bare fordi der kun er ét sted, hvor man kan gøre det i Danmark.

Så det er bare for at sige, at det, jeg tror er det væsentlige i den her sammenhæng, er, om det geografiske opland er stort nok i forhold til den gruppe borgere, der har den her problemstilling, så specialiseringsniveauet bliver højt nok. Der tror jeg helt bestemt på, at det skal være sådan, at ikke alle kommuner har alle tilbud. For så får vi simpelt hen ikke et højt nok specialiseringsniveau.

Det med investeringen bliver jeg nødt til at vende tilbage med.

Så siger vi tak til social- og boligministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor kan vi gå videre i ordførerrækken, og det er fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet som ordfører. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg vil gerne starte med at takke Dansk Folkeparti for beslutningsforslaget. Det er en både vigtig og central drøftelse på et meget vigtigt område, som optager Socialdemokratiet meget. Beslutningsforslaget her pålægger regeringen at indlede forhandlinger om at flytte ansvaret for handicapområdet væk fra kommunerne før udgangen af folketingsåret 2023/24.

Lad mig slå helt fast, at vi i Socialdemokratiet deler intentionerne i forslaget om at sikre et velfærdssamfund, hvor hver eneste borger uanset fysisk eller psykisk handicap modtager en ordentlig og værdig behandling. Det specialiserede socialområde, som området hedder med et teknisk ord, er en fuldstændig afgørende del af vores velfærdssamfund, og derfor kan det også være relevant at se på, om de rette forudsætninger er på plads til, at vi som samfund kan yde den hjælp, som mennesker med handicap har behov for. Det skal ikke mindst ses i lyset af de store udfordringer, som opleves på området i dag, udfordringer, som bl.a. handler om, at en række borgere føler, at de møder en mur af bureaukrati og snubletråde, når de efterspørger den hjælp, de eller deres børn har behov for, noget, som desværre er en udbredt oplevelse, og det viser det helt enormt vigtige katalog over vidnesbyrd på over 300 sider, som organisationen #enmillionstemmer har samlet. Tag f.eks. et vidnesbyrd, hvor en borger fortæller, at hun eller han i fællesskab med sin bandagist indsender en ansøgning om at få en ny protese, og vedkommende får et brev om, at kommunen gerne vil have, at deres konsulent på området ser på sagen, og konsulenten, der indkaldes, er den selv samme person. Eller tag det vidnesbyrd, hvor en borger kort og præcist i én sætning opsummerer, at vedkommende har brugt mere tid på møder end den tid, personen har fået hjælp. Her må der altså være plads til forenkling og forbedring.

Forslaget foreslår en flytning af handicapområdet væk fra de lokale kommunr og en adskillelse af finansieringen fra de beslutningstagende myndigheder. Vi er ikke overbeviste om, at sådan en omstrukturering og adskillelse af finansieringen vil løse de komplekse udfordringer, vi ser på området. Det risikerer blot at flytte de eksisterende problemer frem for at løse dem. En flytning af et område, der koster 60 mia. kr., er ikke noget, man gør i løbet af en nat, og vi tror heller ikke, at en flytning vil ændre på de udfordringer, som #enmillionstemmers vanvittig vigtige vidnesbyrd er et udtryk for.

Vi anerkender som sagt, at der er udfordringer inden for handicapområdet, men der er behov for, at vi tager arbejdshandskerne på og forsøger at finde konkrete løsninger på de udfordringer, der opleves, frem for lidt i blinde at sætte vores lid til, at problemerne løses med et trylleslag ved at flytte hele området og alle dets udfordringer et andet sted hen. Det er vores ambition at indføre specialeplanlægning for højt specialiserede handicaptilbud, hvilket vil forbedre kvaliteten ved at samle viden, kompetencer og indsatser for personer med lignende behov. Gennem en specialisering kan vi sikre en mere målrettet og effektiv brug af de ressourcer, som vi har til rådighed.

Til slut vil jeg understrege, at vi skal arbejde sammen i regeringen, Folketinget, kommunerne og interessenterne, for det er her, vi finder de bedste løsninger til gavn for vores borgere med handicap. Det er vores fælles ansvar at sikre et stærkt og retfærdigt velfærdssamfund, men vi skal sikre os, at de tiltag, vi laver, rent faktisk løser de udfordringer, vi ser, og at handicapområdet ikke bliver en kastebold mellem skiftende flertal, før vi har tænkt det ordentligt igennem. Jeg synes helt generelt, at det er et for vigtigt område til, at vi laver så store ændringer. På den baggrund kan jeg afvise beslutningsforslaget, og så skulle jeg også hilse fra Radikale Venstre.

Tak for denne ordførertale. Så er det fru Charlotte Broman Mølbak som spørger. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg hedder nu godt nok Mølbæk, men der er ingen skade sket. Tak for ordførertalen, hvor der også var mange fine henvisninger til den store udfordring, der er på handicapområdet, og også vigtige eksempler på vidnesbyrd fra #enmillionstemmer. Jeg bed lige mærke i et af dem, hvor visitator og vejleder var den samme, og det får mig faktisk til at spørge: Hvor står Socialdemokratiet egentlig, når vi snakker visitation på handicapområdet? Mener man, at det er den rigtige visitation, der er ude i kommunerne, og at det er kommunen selv, der skal visitere til noget, som den faktisk også selv kan spare nogle penge på?

Værsgo til ordføreren.

Det er faktisk noget af det, som jeg synes vi har set eksempler på her på det sidste. Det er et af de elementer, vi kunne have en dialog om i fællesskab, også med interessenterne, for der er blevet peget på nogle forhold, som måske ikke er hensigtsmæssige. Løsningen har jeg ikke lige på stående fod, men jeg kunne godt være åben for en dialog.

Tak. Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk som spørger. Værsgo.

Mange tak for det. Jamen det vil jeg da se frem til. Jeg synes, det er dejligt at høre, at der er den her åbning. Jeg kan også afsløre, at SF heller ikke har den endelige løsning. Det er ikke de nemme løsningers tid, og det er heller ikke dem, vi skal gå efter på handicapområdet. Men jeg vil dog spørge ordføreren, om man kunne forestille sig, at der var en form for second opinion. I dag har vi jo VISO, men man kan tage den VISO-rapport og læse den og lægge den ned i skuffen igen. Kunne Socialdemokratiet forestille sig, at vi fandt en løsning med second opinion på det her spørgsmål om visitation, der rummede en nationalt anerkendt faglighed, og som man skulle følge ude i kommunerne, hvis de havde været inde over og havde lavet nogle anbefalinger om, hvad der var bedst for den pågældende borger?

Ordføreren.

Igen vil jeg sige, at det kan jeg faktisk ikke sige på stående fod. For som ordføreren selv påpeger, har vi VISO i dag, som er et fantastisk system, men som ikke bliver brugt i sin fulde udstrækning. Så hvad er det, vi kan gøre, for at der rent faktisk også bliver lyttet til de anbefalinger? Der har jeg heller ikke løsningen i forhold til visitation, men jeg lytter mig frem til, at vi kan komme i gang med en dialog.

Tak. Så er det fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance som spørger. Værsgo.

Jeg follower lidt op på – man må ikke sige det på engelsk, men jeg kan ikke lige finde det danske ord nu – spørgsmålet til ministeren om den her manglende gennemsigtighed i økonomien. For man kan da i hvert fald sige, at Socialdemokratiet har siddet med magten på det her område i adskillige år uden at indsamle evidens og data, og alligevel tager I ganske drastiske skridt på området. I har valgt at bruge 1,5 mia. kr. på at udvide det kommunale botilbud, selv om man overhovedet ikke har noget evidens for, at det kommunale skulle være bedre end det private. Det sker jo på det grundlag, at man overhovedet ikke aner, hvad man bruger pengene på, eller hvordan man bruger dem bedst.

Så kan man ikke hermed godt konkludere, at Socialdemokratiet i hvert fald indtil i dag ikke har interesseret sig for gennemsigtighed i økonomien?

Værsgo til ordføreren.

Det synes jeg bestemt ikke man kan, og nu synes jeg også, ordføreren skal afvente, hvad der kommer fra vores side. Nu ved ordføreren jo ikke, hvad der er en del af det. Så har jeg egentlig også tiltro til kommunerne og sætter min lid til, at de kan etablere nogle af de her botilbud. Noget af det, som vi også kan se, og det er i forhold til en specialeplan, er jo, at der også har manglet nogle botilbud. Det har ikke været muligt for små kommuner at etablere nogle af de her tilbud, og jeg synes faktisk, at det er helt på sin plads, at vi giver mulighed for at oprette dem, så borgerne også kan bo i nærheden af, hvor de er født og opvokset.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Men det vigtigste må vel være først og fremmest at finde ud af, hvem der leverer den højeste kvalitet for pengene. Og så knalder man bare 1,5 mia. kr. af på at vælge det kommunale, og dermed udbygger man jo det kommunale monopol. Er det Socialdemokratiets politik, at vi bare skal have det private ud, som lige nu faktisk står med de allermest komplekse borgere, og som måske er allermest specialiserede i forhold til de handicappede?

Værsgo til ordføreren.

Jeg synes slet ikke, der er noget atypisk i, at vi i en økonomiaftale afsætter et stort beløb til offentlige institutioner. Vi har også lige landet en folkeskoleaftale, hvor man sætter enormt mange penge af til faglokaler ude i folkeskolerne, og det er jo heller ikke de frie skoler og privatskolerne, der får gavn af det. Så det ser jeg sådan set ikke noget problem i.

Tak. Så er det hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti som spørger. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen til den socialdemokratiske ordfører. Vi har en flertalsregering i Danmark, og det har vi, kan jeg forstå, fordi den skal løse de her svære og store strukturelle ting, hvilket alle os idioter ude på fløjene åbenbart ikke kan bruges til. Nu har den her regering siddet i halvandet år, og så vil jeg bare vide: Synes den socialdemokratiske ordfører, at man er kommet godt i mål eller i hvert fald har en god mellemtid på det her område nu, hvor man har en flertalsregering og kan gøre, som man vil?

Værsgo til ordføreren.

Nu kom jeg sådan set ude fra et byråd, hvor jeg har siddet i 13 år, og skiftende regeringer har da i hvert fald heller ikke taget hånd om det her område. Så at skyde os i skoene, at der ikke er sket noget siden regeringens start, synes jeg nu ikke man kan. Jeg synes, vi har et utrolig ambitiøst regeringsgrundlag på det her område, og jeg synes faktisk også, vi har gang i nogle rigtig gode takter, og jeg glæder mig til det næste halve år.

Værsgo til spørgeren.

Det var det næste, jeg ville spørge til, altså det næste halve år. For ordføreren indikerede jo, at der skulle komme noget, som var nyt, men jeg synes ikke helt, ministeren indikerede, der skulle komme noget. Så det kunne være, den socialdemokratiske ordfører ville løfte sløret for, hvad det er, der er på vej, som er spændende og nyt, og som skal løfte det her i løbet af det næste halve år.

Værsgo til ordføreren.

Jamen det er jo lige præcis det, som der står i regeringsgrundlaget. I regeringsgrundlaget peger vi på, at vi skal have en specialeplan, og vi peger på, at vi skal have flere mennesker med handicap i job og uddannelse, så det er jo lige præcis sådan nogle ting, som vi er i gang med.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til fru Sara Emil Baaring – jo, undskyld. Hr. Torsten Gejl nåede lige til allersidst at trykke sig ind som spørger. Værsgo.

Tak for talen. Nu nævner ordføreren #enmillionstemmer som nogle, ordføreren synes er meget, meget vigtige. Hvad tænker ordføreren om, at bevægelsen #enmillionstemmer har fremsat det her forslag, som DF kommer med i dag, også som et borgerforslag og i den grad mener, at det er vigtigt at flytte socialområdet og handicapområdet væk fra kommunerne? Når ordføreren mener, at #enmillionstemmer er så vigtig, hvad tænker ordføreren så om, at de anbefaler at stemme ja til det her forslag?

Værsgo til ordføreren.

Jeg lytter meget til deres argumenter, men det handler om at flytte et område på 60 mia. kr. Jeg tror sådan set, at de grundlæggende problemer, som vi ser, med, at borgerne ikke får den hjælp, som de har brug for, kommer til at flytte med, hvor end man så flytter det hen. Så jeg tror ikke, det er noget, der løser det. Jeg kan jo godt være enig i, at der er de grundlæggende problematikker, som #enmillionstemmer peger på, og jeg er enig med dem, men jeg tror ikke, løsningen er at flytte hele området.

Værsgo til spørgeren.

Nu er der netop kommet en rapport, som også handler meget om penge på handicapområdet, fra Tranæsudvalget og KL. Monica Lylloff fra #enmillionstemmer siger, at den rapport synes hun er direkte dumpet. Hvad tænker ordføreren om det?

Værsgo til ordføreren.

Rapporten kom i sidste uge. Det er en uge siden, og jeg har simpelt hen ikke haft mulighed for at dykke ned i den her rapport, som er meget omfattende, eller fået alle interessenterne udenom til også at berige mig med deres argumenter. Så jeg kan ikke stå her og sige, hvad jeg synes eller ikke synes om den.

Så kan vi sige tak til fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er Anni Matthiesen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. og tak til Dansk Folkeparti for at rejse en vigtig debat her i aften. Jeg vil starte med at understrege, at det er et område, som vi i Venstre mener er meget vigtigt, og som der er god grund til at sætte øget fokus på, for der er behov for, at vi sikrer en mere værdig behandling af vores handicappede her i landet. Jeg anerkender også, at der fortsat er meget, vi kan gøre bedre på handicapområdet, for vi ser fortsat alt for mange sager, hvor borgerne faktisk kommer i klemme i systemet, og noget af det, vi i Venstre går rigtig meget op i – og jeg er næsten også sikker på, at det er noget, I kan genkende – er, at vi sætter borgeren før systemet, og derfor er det her område også noget, som betyder meget for os.

Jeg er uenig i, at problemet bare bliver løst, hvis man flytter ansvaret væk fra kommunerne. Forslaget, som vi drøfter her i aften, indeholder heller ikke en konkret stillingtagen til, hvor ansvaret så skulle flyttes hen. Dansk Folkeparti peger på, at ansvaret for at træffe beslutning om støttebehov og ansvaret for pengekassen skal adskilles på handicapområdet, men en adskillelse af myndighedsansvar og finansieringsansvar vil uagtet formentlig resultere i, at udgifterne dermed vil stige. Vi ser jo desværre i forvejen stigende udgifter på de her områder, og jeg tror bare, vi kan spørge vores borgmestre rundtomkring i landet, og så vil vi høre, at det et område, som i hvert fald rigtig mange både byrådspolitikere og borgmestre er fortvivlede over, fordi omkostningerne bare stiger og stiger.

Jeg vil gerne understrege, at det ikke skal forstås sådan, at Venstre ikke mener, at handicapområdet er vigtigt, for det er det, men vi skal også politisk træffe de rigtige beslutninger, for det er et område, hvor vi har rigtig mange borgere, som er påvirket af, hvad det er for regler, vi indfører, og hvilke ændringer vi foretager på området. Så det med bare at sige, at nu skal vi bare flytte det her område væk fra kommunerne, tror jeg simpelt hen ikke på vil løse de problemer, vi ser i dag.

Noget, som man jo også kan læse i regeringsgrundlaget, er bl.a. det med at indføre specialeplanlægning for det højt specialiserede område. Det er noget, som jeg helt klart tror er en vej frem, og det er også et noget af det, vi rent ud sagt har forpligtet os til at tage fat på og få løst. Jeg deler også forslagsstillernes syn på, at handicapområdet er så vigtigt og har så store udfordringer, at det er et af de emner, som bør sættes øverst på dagsordenen.

Med det vil jeg sige til forslagsstilleren, at Venstre ikke kan støtte det her beslutningsforslag, men at vi helt klart mener, at det er noget, som vi skal have løst, og det har jeg også tillid til og tro på at vi får gjort.

Tak. Der er lige et par korte bemærkninger. Først er det fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance som spørger. Værsgo.

Vi sætter borgeren frem for systemet, siger ordføreren her. Det tror jeg ikke mange vil give dig ret i at de kan mærke er det, regeringen her skulle gøre. Omkostningerne stiger og stiger, bliver der også sagt, og ja, det må man godt nok sige de gør, og det gør det jo rigtig svært at træffe de rigtige beslutninger. Alligevel har I jo virkelig gang i at træffe beslutninger lige for tiden, bl.a. med en revidering af magtanvendelsesreglerne, hvor man gerne vil låse de handicappede inde og øge brugen af magtanvendelse. Er det det, Venstre mener med, at man sætter borgeren frem for systemet?

Værsgo til ordføreren.

Det, som jeg håber fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance hørte i min ordførertale, var, at det er noget af det, som er rigtig vigtigt for Venstre. Derfor er noget af det, som vi helt klart kæmper for, også, at det ikke er systemet, der hele tiden skal overrule borgerne, men at vi skal tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for borgerne. Der må vi jo desværre sige, at når jeg siger, at omkostningerne på det her område er steget og steget, og vi så samtidig kan måle, at borgerne faktisk ikke synes, de har fået en bedre kvalitet eller for den sags skyld en større livstilfredshed, er der jo et eller andet, der er galt, og som vi også er nødt til at kigge ind i grundlæggende at få gjort noget ved.

Værsgo til spørgeren.

Men så undrer det mig jo virkelig, at man som et liberalt parti er med til at træffe så vilde beslutninger som det, der lægges op til, på det her grundlag. Man har ingen evidens for, hvad der virker, og man har meget lidt fakta, i forhold til hvad pengene rent faktisk bliver brugt til, eller hvad der driver de øgede udgifter. Det kan man jo stort set ikke få et svar på i Social-, Bolig- og Ældreministeriet.

Så jeg vil igen spørge Venstre: Hvordan i alverden kan I deltage i det her, når det jo netop ikke er på baggrund af at have noget viden om, hvad der driver udgifterne?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Nu er det sådan, at Liberal Alliances ordfører jo ikke ved, hvad det er, Venstre deltager i. Vi har ikke præsenteret noget endnu. Jeg kan sige, at noget af det, som jeg i hvert fald kan love ordføreren, bl.a. er – nu stillede ordføreren et spørgsmål til den tidligere ordfører om det – at det med den økonomiske gennemsigtighed er noget af det, som er vigtigt, i hvert fald både for mig og for Venstre.

Tak. Så er det hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti sådan spørger. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes, det er en helt legitim betragtning, at man også diskuterer økonomi i det her spørgsmål, men jeg synes også, det er en væsentlig pointe, at kommunerne selvfølgelig skal overholde loven. Kommunerne skal selvfølgelig give borgerne den hjælp, som borgerne må have krav på. Og hvis det så er sådan, at budgetterne er for små og der skal mere til, jamen så må kommunerne jo gøre det gældende bl.a. over for os herinde eller i andre fora, og så må man jo lave en anden økonomisk fordeling.

Så kan Venstre – ja, det er et ledende spørgsmål – virkelig stille sig tilfreds med en situation, og jeg er helt med, at borgmestrene derude siger, at der er et eller andet her, der ikke helt balancerer, hvor man ser en så høj omgørelsesprocent i Ankestyrelsen, som jo også hænger sammen med, at der er nogle borgere, der føler de får for lidt. Så klager de, og så får de medhold.

Det viser vel også en eller anden form for ubalance i et system, hvor det økonomiske pres er for stort, eller også er det ambitionerne, der er for høje, og så må man jo forsøge at tilpasse det, så vi ligesom kan få det til at fungere.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg er helt enig med Dansk Folkepartis ordfører i, at vi skal finde balancen, og det er egentlig også noget af det, jeg har et håb om at vi gør, for jeg er ked af, at vi bliver ved med at skulle fylde flere og flere milliarder i det her område, hvis man samtidig ikke kan se, at borgerne oplever en højere kvalitet eller for den sags skyld får et mere lykkeligt liv. Derfor håber jeg også, at man på en eller anden måde kan få vendt det her rundt, så man forhåbentlig får noget økonomisk gennemsigtighed og man kan se, hvad det egentlig er, vi bruger pengene til.

Jeg har på fornemmelsen – nu nævnte ministeren også selv f.eks. merudgiftsydelserne – at der er steder, hvor der er alt for meget bureaukrati og administration, men som i sidste ende ikke ender ud i, at de handicappede faktisk får et bedre liv, og det er det, jeg gerne vil være med til at lave om på.

Tak. Værsgo.

Tak for det svar. Det synes jeg var et godt svar.

Så vil jeg spørge Venstres ordfører, om Venstres ordfører er enig i, at der også er en høj grad af ulighed i det her spørgsmål. Altså, er man fra et ressourcestærkt hjem, vil der være nogle muligheder for, at der virkelig bare bliver klaget over noget, men er man ikke det, så er man en af dem, der strander i systemet og ikke får den hjælp, som man måske ville have krav på eller have ret til, hvis der blev klaget ordentligt, og hvis man fik den rygvind, der skulle til for at få medhold i systemet. Mener Venstre ikke i lighed med Dansk Folkeparti, at det er et problem, hvis man anerkender den ulighed?

Værsgo til ordføreren.

Jeg vil gerne sige, at jeg anerkender den fare for ulighed, for jeg ved om nogen også selv, hvor meget det kræver, hvis man f.eks. har et handicappet barn og man skal kæmpe med systemerne for at få nogle rettigheder. Jeg håber egentlig, at vi i stedet kan få skabt et system, hvor det slet ikke skal være nødvendigt. Selvfølgelig skal man have klagemuligheden, men jeg ser da rigtig gerne, at systemet bliver på en måde, så det ikke er nødvendigt som forælder til f.eks. et handicappet barn at skulle gå klagevejen for at få rettighederne.

Det siger jo noget om, at det system og de regler, vi har fået skabt gennem mange år, trænger til et virkelig gennemgribende eftersyn.

Tak. Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF som spørger. Værsgo.

Tak for ordførerens tale. Jeg ved også, at ordføreren har ret stor indsigt i det her område og absolut også brænder for det.

Det, jeg er lidt mere nysgerrig på, er, hvad Venstres ambitioner på handicapområdet egentlig er. Har man tænkt sig, at der skal være en reform af området? Har man tænkt sig, at det hele bare skal blive i kommunerne? Eller kunne man forestille sig, at man faktisk også kunne løfte nogle af de her vigtige opgaver andre steder som f.eks. regionerne eller nationale steder? De kunne være med til at løfte de her meget specialiserede opgaver, som mange kommuner jo har svært ved. Kommunerne ved vi jo har rigtig store udfordringer. Så kan Venstre se sig i det? Og vil Venstre være med til at investere i, at vi kan starte det op?

Værsgo til ordføreren.

Jeg kan i hvert fald sige så meget, at vi i Venstre sagtens kan se, at som det er skruet sammen i dag, er der et problem, i forhold til at dem, der har helt specielle handicap, ikke får den rette hjælp. Og det er jo egentlig helt naturligt, kan man sige, at man ikke kan have den samme kvalitet og for den sags skyld hjælpemuligheder i 98 forskellige kommuner.

Så det der med, at der jo kan være specialiserede handicapområder, som mere naturligt vil være placeret et andet sted, er i hvert fald noget af det, som vi fra Venstres side sagtens kan se os i, altså at man kan være nødt til at lave nogle regler her fra Christiansborg om, hvordan vi får placeret det bedre steder, så det er bedre for borgerne. Så igen: Borgeren frem for systemet.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Det er jeg da glad for at høre. Men jeg skal lige høre, om Venstre er interesseret i og villig til at investere i, at vi kan oprette sådan et system. For det er ikke noget, man bare gør fra den ene dag til den anden. Ansatte og folk med specialiseret viden osv. skal jo have løn, og bygninger koster sådan set også penge. Er Venstre klar på at investere i, at vi kan give det her løft til handicapområdet? Eller vil man hellere følge Tranæstankegangen om, at man skal reducere udgifterne?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg er sådan et positivt menneske, så jeg har også tanker om, at der, hvor man har det i dag, kan man måske også slippe for at bruge nogle penge, hvis man flytter det et andet sted hen. Jeg har ikke lavet et regnestykke eller for den sags skyld spurgt ind til, hvad det her vil koste. Nu synes jeg, at vi skal tage et skridt ad gangen og finde ud af, hvad det i det hele taget er, vi taler om, og hvad det i det hele taget er for områder, man eventuelt bør flytte. Så længe vi ikke har overblik over det, vil jeg ikke begynde at komme med nogen økonomiske kommentarer på, hvad jeg synes at der skal bruges af penge.

Tak. Jeg forstår, at hr. Torsten Gejl ikke ønsker ordet. Så kan vi sige tak til fru Anni Matthiesen som ordfører for Venstre. Vi går videre i ordførerrækken til fru Charlotte Broman Mølbæk som ordfører for SF. Værsgo.

Tak for det. Vi er helt enige i, at handicapområdet i dag har brug for et markant løft, og at det specialiserede område skal sikres. Vi er mange, der er pårørende og oplever de mange udfordringer, der er for nogle af dem, vi holder allermest af. Det skaber stor frustration, når vi ser, at vores nære oplever mange afvisninger og lukkede døre. Der er så mange kampe at kæmpe i hverdagen, når man lever med et handicap, og der er i sagens natur færre kræfter at kæmpe med, når man både skal slås med et handicap og med systemet.

I 2007 valgte et borgerligt flertal, herunder Dansk Folkeparti, i Folketinget at nedlægge amterne og flytte handicapområdet til kommunerne. Det var vi mange, der var imod, og vi var lige så mange, der advarede mod den afspecialisering af området, der ville ske, at den opbyggede viden og erfaring, man havde, ville blive pillet fra hinaden, og at de mange specialiserede tilbud, der lå i amterne, ville forsvinde.

Men det er ikke kun den specialiserede viden, der er blevet fjernet. Det halter også med økonomien i kommunerne, bl.a. fordi regeringen ikke har villet kompensere kommunerne for deres øgede udgifter på specialområdet i økonomiforhandlingerne. Bl.a. derfor oplever mange, at økonomi prioriteres over faglige hensyn ved ansøgninger om hjælp, og de må ofte selv betale for nødvendige hjælpemidler eller nedprioritere deres arbejde. Lange sagsbehandlingstider og urimelige dokumentationskrav er også udbredt.

Beslutningsforslaget fremhæver nogle vigtige pointer vedrørende behandling af mennesker med handicap. Forslaget berører retfærdighed, værdighed og behovet for en mere effektiv løsning, og vi kan ikke ignorere det faktum, at alt for mange personer, der lever med fysiske eller psykiske handicap, kæmper en opslidende kamp for at opnå de mest basale rettigheder og opnå støtte. I et af eksemplerne fra beslutningsforslaget omtales en sag fra Randers, hvor jeg selv bor. Det er en sag, jeg selv har været inde over. Den handler om en mor til en dreng, lille søde Aske, som ikke kunne få den rigtige hjælp, hvilket havde store konsekvenser. Man ville faktisk lave en billigere hjælp, som slet ikke tog hensyn til barnets tarv. Der er absolut meget at gøre stadig væk.

Desværre er det en realitet, at vores kommuner alt for ofte undlader eller udsætter at give den nødvendige hjælp og støtte. Det skyldes ofte de økonomiske hensyn eller en manglende prioritering af handicapområdet i kommunen. Så kommunerne står i dag over for en opgave, og der har vi ansvaret på Christiansborg for at sikre både økonomi, kapacitet og specialiseret viden på området. Vi erkender behovet for forandringer. Men det er også vigtigt at have en konkret plan for, hvordan vi vil løse udfordringer. Vi kan ikke bare stemme for et forslag, der ikke giver os en klarere retning. Vi har brug for en gennemtænkt strategi for at sikre, at mennesker med handicap får den støtte og behandling, de fortjener.

SF ser gerne, at dele af handicapområdet bl.a. flyttes til regionerne, fordi de bedre kan sikre den specialiserede indsats, og så er de tættere forbundet til sundhedsvæsenet, som de her mennesker ofte også er en væsentlig del af i deres hverdag.Men vi skal ikke bare sende området et andet sted end, uden at vi sikrer os, at indholdet også er godt.

En reform af handicapområdet må sikre, at mennesker med handicap har adgang til den rette indsats af høj kvalitet, og det kræver en etablering af specialeplanlægning og en styrkelse af en landsdækkende vidensopbygning og distribution af den viden til myndigheder ogtilbud. Der er også behov for en ny stillingtagen til områdets organisering, placering af ansvaret for visitationer og tilbud og opgavefordelingen mellem stat, regioner og kommuner.

Så det er vigtigt at have en konkret og en nuanceret plan for handicapområdet, og der skal være en reform af hele området for at rette op på forholdene, som de er i dag. Og det har SF kæmpet for i en del år efterhånden. Vi håber snart at kunne komme i gang med nogle forhandlinger ovre ved ministeren, så vi kan styrke handicapområdet og håndtere nogle af de mange udfordringer, og så vi sammen kan finde fælles og bedre løsninger for, hvad det er, vi gør for mennesker med handicap i det her land. Det er afgørende, at vi sikrer en hurtig og effektiv hjælp til borgere med handicap, og det haster.

Jeg vil høre forslagsstilleren, om man har overvejet at lave en form for beretning, for jeg tror, vi er mange, der i udgangspunktet ikke er så uenige i, at der skal gøres noget i forhold til handicapområdet, og også ser, at en flytning af dele af det i virkeligheden vil være en del af løsningen. Så det vil jeg gerne spørge forslagsstilleren om man kunne være interesseret i. Det synes vi i hvert fald kunne være en fornuftig vej. Med de bemærkninger vil jeg godt sige tak for ordet.

Tak for den ordførertale. Der er lige en kort bemærkning til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, og tak for et rigtig godt samarbejde. Jeg synes, der er rigtig meget, som LA og SF faktisk er enige om. Store dele af vores analysearbejde, i forhold til hvad der er galt på handicapområdet, er det faktisk mit indtryk at vi er enige om. Man skal ikke prioritere økonomi over det at sætte ind med den nødvendige hjælp, som borgerne er berettiget til. Men der, hvor enigheden ophører, er jo, at SF's svar altid er, at der skal flere penge til. Hvordan kan SF konkludere, at der mangler penge, når hverken Tranæsudvalget eller ministeriet kan redegøre for, om der mangler penge, eller hvad de bliver brugt på?

Værsgo til ordføreren.

Jamen tak for det. Et langt stykke hen ad vejen er jeg enig, men der er nok også nogle årsager til, at vi er placeret i forskellige politiske partier. Det er ikke en analyse, når vi siger, at der mangler penge. Det er en politisk prioritering, og det er jo det, vi i det mindste skylder borgerne at være ærlige om. Når vi mener, at der mangler penge, handler det om, at kommunerne har stigende udgifter. Det ved vi, det er helt faktuelt. Vi ved også, at de på det specialiserede socialområde står med store overskridelser, og det er rigtig svært for dem at finde ud af, om de skal prioritere den borger, der er helt ude over kanten, eller om de skal prøve at forebygge, at problemerne bliver større.

Derudover kan man også rent faktisk se ud af Tranæsrapporten, at antallet af borgere procentvis er steget mere, end udgifterne er steget. Derfor er vores analyse, at der også skal være en medfinansiering. Det handler ikke kun om penge, men det handler også om penge, for trods alt koster en medarbejder også penge, når vi snakker om løn og specialiseret viden og faglighed.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Men vi kan jo se, at pengene i alt for høj grad bliver brugt på det, der ikke så pænt bliver kaldt kolde hænder, frem for de varme hænder. Skylder vi ikke også borgerne at bruge deres hårdt tjente skattekroner med respekt? Hvorfor interesserer SF sig aldrig for, hvordan pengene bruges?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Så tror jeg, ordføreren har været en smule døv på nogle tidspunkter, for det ved jeg da i hvert fald at jeg har snakket om. Jeg sagde det faktisk også lige før, men jeg vil gerne sige det igen: Selvfølgelig kan vi bruge pengene bedre, men det handler ikke kun om at bruge pengene bedre. Når der kommer flere borgere og pengene ikke følger med, er der i sagens natur bare helt automatisk færre penge pr. borger. Som jeg siger, koster personale altså også penge. Vi er også optaget af at reducere bureaukratiet, det har vi været i en lang årrække, og det fortsætter vi naturligvis med at være.

Tak. Så er det en kort bemærkning til hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Værsgo.

Tak for endnu en god tale og en nuanceret tale. Det her forslag er jo ret relevant, ikke mindst fordi der er fokus på økonomien på handicapområdet, også i forbindelse med Tranæsudvalgets rapport, hvor nogle med handicap nærmest kommer til at føle sig som en investering.

Nu har det her forslag jo været oppe i Folketinget før fra et borgerforslag. Dengang stemte SF ja til det. Hvis det nu var sådan, at forslaget kom i salen og man skulle stemme om det, hvad ville SF så stemme?

Værsgo til ordføreren.

Tak for det. Det er rigtigt, at vi i 2021 stemte ja til borgerforslaget om at flytte handicapområdet ud af kommunerne. Men vi gjorde det også med en lang politisk bemærkning til selve forslaget – det kan man gå ind at læse sig til – som indeholder nøjagtig det, vi skriver her.

Vi kommer ikke til at stemme imod det her forslag. Det kan vi simpelt hen ikke se os selv i, fordi vi netop også er for, at dele af det skal flyttes. Men det, der er problematisk for os i lige præcis det her forslag, er, at det får en tone af kun kommunebashing. Og I skal høre mig rigtigt, når jeg siger: Jeg synes også, kommunerne fejler på nogle områder. Men jeg synes virkelig også, at Christiansborg fejler, når det gælder kommunerne i forhold til både at have den fornødne økonomi til at løfte de opgaver, men i virkeligheden også at sikre en ordentlig specialeplanlægning, så man har mulighed for at sende borgerne det rigtige sted hen tidligt nok. Der synes jeg også, vi har svigtet. Jeg synes bare ikke, det er fair kun at sende den ud til kommunerne.

Tak. Værsgo, spørgeren.

Jamen så kan forslagsstillerne jo glæde sig over, at SF så enten stemmer gult eller grønt. Og jeg forstår godt de overvejelser. Det her er jo ikke enkelt. Hvad tænker SF er de væsentligste områder, der kunne flyttes væk fra kommunerne? Og hvor tænker SF eventuelt de kunne flyttes hen?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg ville ønske, jeg havde mere end 30 sekunder, ikke? Men vi synes absolut, regionerne kan spille en langt større rolle, når vi snakker hjerneskade, når vi snakker bpa-ordninger, og når vi snakker blindeindsats. Det kunne jo godt være, blindhed og høretab skulle være i nogle nationale enheder, som måske ligger under regionerne. Vi synes måske også, at man kunne kigge på, hvordan kommunerne kan samarbejde bedre omkring f.eks. autismeområdet, så man sikrer sig, at der er en stor faglig styrke. Og det skal være udgangspunktet for al specialeplanlægning, vi skal lave. Det skal være en høj grad af specialiseret viden. For vi tror bare på, at har man det, rammer man også rigtigt første gang, og så bliver det i øvrigt billigere senere hen.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger til fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF. Vi går videre i ordførerrækken, og det er til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Tak for det. Og tak til DF for at bringe det her emne op. Det er noget, jeg som ordfører for Liberal Alliance selv er ret optaget af. Jeg tror egentlig, at alle ordførere herinde er optaget af, at vi kan se, at der er kæmpe udfordringer med handicapområdet ude i kommunerne.

Der er kæmpe udfordringer med at sikre borgernes retssikkerhed, sikre, at de får den hjælp, som de er berettiget til. Omgørelsesprocenterne stiger og stiger, og det er meget foruroligende. Vi har set tv-programmer med forråelseskulturer og omsorgssvigt af borgere på bosteder, og jeg ser også en masse incitamentsstrukturer i kommunerne, som desværre får dem til at træffe de fagligt forkerte beslutninger, og det er også meget foruroligende.

Det, som jeg jo er enig med DF i, er, at der er en total mangel på konsekvenser af alle de her mange lovbrud, som vi kan se bliver lavet i kommunerne, og her har vi jo faktisk begge, begge partier, fremsat forslag om en bodsordning.

Jeg tror faktisk, at med lige præcis det forslag, som vi begge har fremsat, kunne meget rettes op i forhold til at få en større lovmedholdelighed. Men det ville kun afhjælpe noget, for vi har, som også flere ordførere har været inde på, været vidne til en meget stor afspecialisering, da man rykkede handicapområdet ud i kommunerne, og det skal vi have fundet en løsning på.

Om det skal være hele handicapområdet, der skal rykkes ud, ved jeg faktisk ikke om jeg er enig i. Jeg ser bestemt områder, de godt kunne varetage, men den meget specialiserede del er jeg egentlig enig i nok skal rykkes ud af kommunerne. Spørgsmålet er så: Hvor skal det rykkes hen? For LA ønsker at nedlægge regionerne, så hvis det er der, man vil have det hen, så kan vi jo ikke stemme for det.

Jeg synes egentlig også, det er fornuftigt at vente, dels til man har fået det færdige resultat af strukturreformen, dels til, og det mener jeg simpelt hen også er fuldstændig afgørende, vi får skabt overblik over og gennemsigtighed i økonomien, så vi rent faktisk ved, hvad der driver udgifterne, og så vi rent faktisk ved, hvordan vi får øget kvalitet.

Indtil vi har det, synes jeg faktisk det ville være uforsvarligt at rykke handicapområdet nogen steder hen. Det er afgørende, at vi får styr på den her del først, og når det er sket, er vi i LA meget, meget positivt stemt over for at kigge på en reformering af hele området.

Jeg er meget positiv over for forslaget i det hele taget, og jeg kunne sagtens have fundet på at fremsætte det selv, men ikke på nuværende tidspunkt, og derfor kommer LA til at stemme gult.

Tak. Så er der lige en kort bemærkning til fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan da også hernedefra kvittere for det gode samarbejde, og jeg tror også, at fællesmængden af det, vi er enige om, nok er større end det, vi ikke er enige om.

Hvis vi nu vender tilbage til spørgsmålet om bureaukrati, så hørte jeg ordføreren sige, at vi jo ved, at man bruger mange flere penge på de kolde hænder end på handicapområdet. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren lige kunne konkretisere, hvor vi finder de tal, der viser, hvordan det rent proportionelt ser ud, altså med hensyn til hvor mange penge vi bruger på bureaukratiet, versus hvor mange penge vi bruger på mennesker med handicap. Hvor finder jeg den viden?

Det andet, jeg vil spørge om, handler om profit for private virksomheder. Der forsvinder jo mange penge ud i nogens lommer – de fleste snyder ikke, med nogle snyder, og de hiver store profitter ud. Det vil sige, at det er skatteborgernes penge, som skulle være gået til de her mennesker, som man putter ned i egen lomme. Vil LA være med til at sætte stop for det profitmageri?

Værsgo til ordføreren.

Jeg syntes næsten, det var foruroligende, da jeg lige før hørte ordføreren stå heroppe og sige, at vi er godt i gang med at afbureaukratisere, og at det skal vi bare fortsætte med. For det er jo ikke rigtigt. Bureaukratiseringen går kun en vej, og det er desværre op, og det samme gør antallet af akademikere, journalister osv. ude i kommunerne. Og det er da en forkert måde at bruge pengene på, når det er sosu'er, socialpædagoger osv., vi har brug for. Så jeg synes da virkelig, at ordføreren skulle kigge på, hvordan det i virkeligheden står til derude.

I forhold til profit, så har jeg ikke noget problem med det, hvis man kan lave et tilbud, som er af rigtig, rigtig god kvalitet. Vi kan altid diskutere, hvor meget profit man skal kunne lave, men der er jo allerede masser af plejehjem, børnehaver osv., som giver profit. Hvis de kan levere et godt tilbud til de samme penge og borgeren har frit valg, har jeg ikke noget problem med, at der er profit i det.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Jeg tror, at ordføreren misforstod mig, så jeg skal lige rette: Jeg siger ikke, at vi har gjort en masse ved det, men jeg siger, at vi i SF i lang tid har arbejdet for det, og at det er noget, vi slet ikke er blinde for.

Jeg har selv arbejdet i kommunen som pædagog og siddet som socialudvalgsformand, så jeg har set det meget tæt på, og jeg kender udmærket til, hvad der er, hvad der ikke er.

Jeg spørger ordføreren til, hvilke konkrete undersøgelser og tal der er, for det spørger ordføreren jo også om. Og så må jeg sige, at jeg undrer mig over, at ordføreren ikke synes, at det er okay at give løn til kolde hænder, men at det er okay at give løn til ansatte i private tilbud, der hiver profitter ud af et velfærdsområde, hvor pengene vitterlig kunne være gået til bedre indsatser og mere indhold til mennesker med handicap.

Værsgo til ordføreren.

Der spørges til specifikke tal, men det er jo tal, der kommer fra ministerierne selv. Det er jo dem, der laver de her opgørelser, hvis man beder om det, og det er vi da nogle, der har gjort, så de opgørelser kan ordføreren jo bare finde frem.

Men hvis jeg skal nævne en enkelt ting, så har vi alle sammen nævnt kommunalreformen en del gange. Siden vi lavede den kommunalreform, har vi fordoblet antallet af akademikere ude i kommunerne. Det er da fuldstændig vanvittigt. Samtidig ser vi meget store forskelle på, hvor godt drevet kommunerne er, og det er ikke alle kommuner, som er nødt til at have ekstremt mange akademikere ansat. Man kan faktisk godt gøre det godt med færre, end hvad mange kommuner gør, så vi mener, at det er en forkert brug af skatteborgernes penge.

Tak til fru Katrine Daugaard som ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre i ordførerrækken til fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Mange tak. Først en tak til forslagsstillerne i Dansk Folkeparti for at fremsætte det her forslag, som jo handler om at pålægge regeringen at flytte ansvaret for handicapområdet væk fra kommunerne og at indkalde til forhandlinger. Mennesker med psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser skal støttes til at kunne leve et godt og trygt liv. De skal støttes i uddannelse og arbejde med fokus på den enkeltes ressourcer og under hensyntagen til individuelle begrænsninger. Det offentlige skal sikre en hurtig sagsbehandling med høj faglighed, der kan skabe mulighed for den rette hjælp.

I dag har kommunerne jo et stort ansvar for netop at sikre denne hjælp, og som borger kan man desværre opleve en både mangelfuld og fejlagtig sagsbehandling, ligesom borgernes retssikkerhed kan være udfordret som følge deraf. Som borger kan man også opleve, at kommunen heller ikke har nok viden om ens handicap. Flere borgere har også flere forskellige handicap og lidelser samtidig, hvilket også øger kompleksiteten og dermed kravene til medarbejdernes kompetencer. Der er derfor brug for at løfte kvaliteten af sagsbehandlingen og kompetencerne hos medarbejderne, så borgerne får den rette hjælp første gang.

I Danmarksdemokraterne bakker vi helhjertet op om den del af beslutningsforslaget, som handler om, at regeringen skal indkalde til forhandlinger. Der er nemlig brug for politisk stillingtagen til, hvordan mennesker med handicap fremover får en mere ensartet hjælp og støtte, der er rettidig og af høj faglig kvalitet, og som samtidig understøtter den enkeltes behov for at leve et liv med en høj grad af selvstændighed og medindflydelse på egen hverdag og livssituation, uanset hvor i landet man bor.

Men vi er i Danmarksdemokraterne ikke klar til at sige, at løsningen er at fratage kommunerne alt ansvaret på området. Vi ønsker heller ikke, at indsatsen for mennesker med handicap styres fra København. Der skal kunne findes løsninger lokalt med borgerne i centrum, ligesom noget kan foregå regionalt. Derfor vil vi heller ikke afvise, at der er dele af det kommunale ansvar på handicapområdet, som med fordel kan flyttes til mere specialiserede enheder. Det er en debat, som vi gerne tager.

Men en ting er, hvor ansvaret ligger; noget andet er den tilgang, som man har til borgerne, til de mennesker, som man møder i sit arbejde. I dag oplever mange et system, som de skal passe ind i, men sådan er mennesker ikke, og slet ikke, når de har sociale, fysiske eller kognitive udfordringer. Mennesker passer ikke ind i en bestemt kasse, uanset hvem de er. Jeg er selv uddannet sygeplejerske, og jeg er uddannet til at sætte relationen i centrum for hver en sygeplejefaglig handling i sundheds- og omsorgsarbejdet. Det er relationen, der flytter mennesker; det er ikke systemet.

Jeg forstår derfor godt, at der er mennesker, der slår sig på social- og handicapsystemet. Faktisk viser forskning, at 60 pct. af effekten i arbejdet med mennesker kan tilskrives relationen, og derfor er det vigtigt, at man arbejder for at sikre relationel velfærd. Jeg har også bemærket, at statsministeren for nylig havde en kronik i Politiken, hvor statsministeren talte for et opgør med new public management. Så lad os erstatte det med relationel velfærd og sætte det enkelte menneske i centrum. Jeg håber, at regeringen bliver meget mere konkret på det i det politiske arbejde.

Når det er sagt, er det jo også besluttet at indføre specialeplanlægning på handicapområdet, hvor man sådan set lader sig inspirere af det, der sker på sundhedsområdet. Det er der mange gode takter i. Det skal være med til at sikre mere ensartede og evidensbaserede tilbud til mennesker med handicap på tværs af landets kommuner, hvilket kan være med til at sikre en rettidig hjælp af høj faglig kvalitet. Der pågår også lige nu forhandlinger mellem regeringen og handicaporganisationerne i arbejdsfællesskabet Sammen om Handicap, og efter sigende skulle der komme en række anbefalinger herfra i næste uge.

Efterfølgende er det så meningen, at Folketingets partier skal indkaldes til forhandlinger, og det ser vi i Danmarksdemokraterne meget frem til. For der er behov for handling og politisk stillingtagen. Det er ukendt, hvornår de her forhandlinger kommer til at finde sted, men de er meget vigtige, og det er meget vigtigt for mig at sige klart og tydeligt heroppefra i dag: Det må ikke være en syltekrukke.

I forhold til at løsningen på udfordringerne med hjælpen til mennesker med handicap er at fratage kommunerne alt deres ansvar på handicapområdet, må vi sige, at det ser vi i Danmarksdemokraterne ikke som en løsning. Vi tager gerne debatten om, hvordan området organiseres bedre fremover, og det er i Danmarksdemokraternes optik ikke givet, at kommunerne absolut skal sidde med hele ansvaret på området. Men vi støtter hundrede procent forslagsstillernes intention og ønsket om, at der indkaldes til forhandlinger – jo hurtigere desto bedre.

Tak for den tale. Der er en kort bemærkning til hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Værsgo.

Tak for talen. Nu bruger ordføreren et ord, som jeg også synes rigtig godt om, og som hedder relationel velfærd, og jeg hørte også ordføreren nævne det et par gange fra talerpulten. Vil ordføreren uddybe lidt, hvad der er tankerne bag ordet relationel velfærd eller relationelle kompetencer, eller hvordan ordføreren udtrykte det?

Værsgo til ordføreren.

Det, som det i bund og grund handler om, er, at man som faguddannet, at man som fagprofessionel sætter relationen med det enkelte menneske, som man møder i sin dagligdag, i centrum, så det ikke er systemet, der er styrende. Man kan jo sige, at jeg nu kender det fra praksis, i forhold til at jeg er uddannet sygeplejerske, og når jeg skal ind og foretage en pleje- eller omsorgsopgave, møder jeg først og fremmest mennesket og finder ud af, hvad det er for et menneske, jeg står over for. For det har meget at sige og meget at gøre med, hvordan jeg griber tingene an, og hvordan jeg rent faktisk sikrer mig, at den opgave eller den behandling, som jeg skal foretage, har den ønskede virkning.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Tak. Jeg synes, det er utroligt vigtigt. For i min verden handler det om at få indsatsen bragt væk fra det her excelarktyranni, hvor man sætter en masse flueben, fordi man har spurgt om alle de rigtige ting. Man man glemmer bare ligesom at lytte til svaret. Relationen opstår, synes jeg, der, hvor man lytter til svaret og går i dialog med den enkelte, og det kræver selvfølgelig også dygtige medarbejdere, og det kræver mange andre ting. Hvordan tror ordføreren at vi kan skabe bedre rammer for den relationelle velfærd?

Værsgo til ordføreren.

Jeg tror i bund og grund, at medarbejderne rigtig gerne vil det her. For man er jo ikke uddannet for at arbejde for et system, men man bliver først og fremmest uddannet for at arbejde med relationerne, og jeg oplever jo også, at vi herinde politisk kan tage det ansvar. Vi er i øjeblikket i gang med nogle ældreforhandlinger, hvor man lige præcis også er i gang med den omstilling, som jeg sådan set også her slår til lyd for at vi skal foretage på andre områder, og det handler også om, at vi her fra Christiansborg har tillid til medarbejderne og deres faglighed, og at vi på den måde kan være med til at sikre nogle gode rammer for dem.

Tak. Der er en kort bemærkning til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Og tak for talen og for et godt samarbejde. Jeg ved, at ordføreren er optaget af relationsarbejde og sikring af kvalitet, og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren sætte lidt ord på det, vi har hørt fra ordførerne for regeringspartierne her i dag i forhold til det her med, at de ønsker at sætte borgeren før systemet.

Samtidig har vi set dem implementere en hel del Tranæsanbefalinger, og der er nu også sendt et lovforslag omkring revidering af magtanvendelser i høring, hvor man øger magtanvendelser og endda foreslår, at man skal kunne låse handicappede mennesker inde.

Hvordan lyder det i ordførerens ører i forhold til at sætte mennesket først og relationsarbejdet?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg synes bestemt, at relationsarbejdet skal sættes først, også i forhold til når man tager stilling til, om man skal udføre en magtanvendelse eller ej – så skal der først og fremmest ske en eller anden form for en pædagogisk tilgang, hvor det er, at man taler og kommunikerer og motiverer en borger til at handle på en bestemt måde til gavn for borgeren selv.

I forhold til regeringens forslag omkring magtanvendelser vil jeg sige: Jeg har ikke læst forslaget, men jeg har bemærket, at der er et meget rungende nej fra mange handicaporganisationer i forhold til det her forslag, og det tager jeg selvfølgelig ad notam, altså at det her er noget, som handicaporganisationerne ikke har været en del af.

Jeg bemærker også, at regeringen fuldstændig har negligeret at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om det her område. Jeg tror, vi kunne have fundet en meget bedre løsning, hvis det var, at regeringen rent faktisk indkaldte os til forhandlinger, så vi kunne have lavet et samlet resultat, som vi alle sammen kunne stå på mål for.

Tak. Værsgo, spørgeren.

Men hvis man i det her lovforslag f.eks. lægger op til at kunne låse handicappede inde i mange timer – jeg mener endda, at det er op til 10 timer ad gangen – er det så noget, ordføreren med den faglighed, du trods alt også har, og indsigt i området mener er godt for relationsarbejdet?

Eller mener ordføreren måske, at det i virkeligheden handler lidt mere om økonomi og dermed ikke taler ind i, at regeringen ønsker at sætte borgeren før systemet?

Tak. Jeg skal lige gøre spørgeren opmærksom på, at vi ikke bruger direkte tiltale. Værsgo til ordføreren for en besvarelse.

Jeg har ikke læst det pågældende lovforslag omkring magtanvendelser, som lige p.t. er i høring. Men når det er, at det har været i høring og kommer tilbage, får vi det jo fremstillet her i Folketinget, og så vil jeg selvfølgelig læse det helt detaljeret, i forhold til hvordan det ser ud.

I forhold til relationen er svaret, at ja, så er det først og fremmest dén, der er i centrum, og magtanvendelse er jo sådan set det sidste middel, man skal tage op af den værktøjskasse, der handler om at sikre hjælp til borgerne.

Så siger vi tak til fru Marlene Harpsøe som ordfører for Danmarksdemokraterne. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og det er nu fru Rosa Eriksen fra Moderaterne som ordfører. Værsgo.

Tak. Det er skønt at være tilbage på talerstolen, og tak for ordet. Alle borgere, der har et handicap, skal have en værdig behandling. Det er jeg overhovedet ikke uenig i, og jeg vil faktisk gerne lige komme med den observation, at jeg synes, debatten i dag er rigtig rar, og at vi taler om det her område på en rigtig, rigtig god måde. Det synes jeg er enormt vigtigt.

Vi er i Moderaterne vel vidende om, at der er kæmpe udfordringer på området for mennesker med handicap. I vores regeringsgrundlag har vi lovet, at vi vil lave en specialeplanlægning. Det tror vi helt oprigtigt er en del af løsningen. Vi skal simpelt hen have viden og kompetencer, især i forhold til de højtspecialiserede tilbud, nogle steder, der kan møde mennesker med handicaps behov. Vi skal også kigge på, hvordan vi kan regelforenkle. Vi har selv haft en kampagne med Thorkild med sin blindestok. Der er rigtig meget at tage fat på, men specialeplanlægning er vigtig for os.

Vi går ind for en værdig behandling, men vi tror ikke på, at kun det at flytte et område fra ét sted til et andet løser det her problem. Vi er åbne for at tale om det, men som moderater kan vi selvfølgelig ikke sige, at vi gerne vil rykke det her område til regionerne. Som sagt tror vi ikke, at det er løsningen. Vi tror på, at vi skal dybere ned, og det starter med specialeplanlægning.

Derfor stemmer vi imod beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak for talen. Der er lige et par korte bemærkninger. Først er det fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF som spørger. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren. Ja, det er godt, at vi kan have nogle konstruktive debatter, også selv om vi står forskelligt politisk, og ja, det her er et svært område. Der er rigtig mange, der har det rigtig svært, når de lever med et handicap i Danmark, så der er mange følelser i det.

Det, jeg gerne vil spørge Moderaterne om, er i virkeligheden, om vi kan blive lidt klogere på, hvad ambitionerne egentlig er for handicapområdet. Anerkender man, at der er udfordringer med økonomien i kommunerne? Anerkender man, at der er udfordringer med, at alle kommuner kan sikre den specialiserede indsats? Og anerkender man, at der også skal investeres, for at vi kan få tilrettelagt området, i specialeplanlægningen, så alle vores fine og flotte ord og visioner kan ske fyldest?

Værsgo til ordføreren.

Det var tre gode spørgsmål. Det her med at investere i området, altså om vi vil sende flere penge, tror vi i Moderaterne ikke nødvendigvis er løsningen. Der er masser af eksempler på, at pengene ikke bliver brugt rigtigt, og der peger pilen også indad mod Christiansborg. Så det vil vi gerne tage et opgør med.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at Moderaterne er et parti, der går ind for frisættelse, og jeg vil sige noget i forhold til alt det, vi står her og siger om, at der skal være relationelt samarbejde mellem borger og socialrådgiver. Der har vi jo det problem, at vi har en kæmpestor udskiftning af socialrådgivere, og så er det dæleme svært at opbygge en relation. Så vi vil gerne have, at det her område får et eftersyn, og vi tror virkelig på, at specialeplanlægning er den vej, vi skal gå, for også at opsamle viden og blive klogere.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Tak for det, og hvor er det befriende dejligt med klar tale. Så ved vi alle sammen, hvor I står. Det synes jeg vi i det mindste skylder hinanden og i hvert fald og under alle omstændigheder borgerne derude. Så kan de bedre tage stilling til, hvem de vil have siddende herinde.

Det, jeg gerne vil høre Moderaterne om, er, om man kan se, at regionerne kan spille en central rolle i lige præcis specialeplanlægningen. Allerede nu, som ministeren også påpegede, har man jo en række tilbud, og de har tidligere stået for en række tilbud. Regionerne kan jo stå for en helt anden specialisering, end kommunerne kan. Det ser vi bl.a. på sundhedsområdet. Så kan Moderaterne se sig selv i, at vi også styrker lige præcis det her felt og netop bruger regionerne som medspiller i at kunne få løftet kvaliteten på handicapområdet?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Vi vil altid gerne spille med i Moderaterne, men lige præcis i forhold til det specifikke spørgsmål er jeg meget spændt på Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger, og hvad de kommer med, inden jeg vil stå at love, at vi vil være med til at flytte et område eller noget af et område til f.eks. regionerne. For vores sundhedspolitik tror jeg alle kender, og den er ikke så regionsvenlig. Så det er en interessant tanke, men jeg vil gerne afvente at se, hvad kommissionen siger.

Tak. Der er en kort bemækrning til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Værsgo.

Nej, hvor er jeg glad for at høre, at Moderaterne ønsker gennemsigtighed i økonomien. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre helt specifikt, hvordan Moderaterne ønsker, at vi skaber gennemsigtighed i økonomien.

Værsgo til ordføreren.

Det er et rigtig, rigtig godt spørgsmål, og jeg tror, der er mange modeller for, hvordan man kan gøre det. Det er noget af det, vi også er ved at undersøge i vores parti – hvad vi tror er en rigtig god løsning på det. Men vi er klare på, at vi mener, at det vil være nødvendigt, også i forhold til at vi skal have et godt samarbejde med både private aktører og kommuner i vores samfund.

Tak. Værsgo, spørgeren.

Det synes jeg også lyder rigtig godt. Men det er bare ligesom to modsatrettede ting, der bliver sagt nu, for vi har ikke gennemsigtighed i økonomien. Moderaterne har været med til at implementere nogle anbefalinger fra Tranæsudvalget, som gør det stik modsatte, nemlig udbygger det kommunale monopol med 1,5 mia. kr. til kommunale bosteder. Hvordan i alverden kan Moderaterne være med til det, når vi lige har hørt Moderaternes politik?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg går ud fra, at du mener de tidligere anbefalinger og ikke de anfalinger, der nu ligger fra Tranæsudvalget, for de er jo immer væk kommet i sidste uge og overhovedet ikke implementeret.

Det handler jo om at gøre det, der er bedst for området, og jeg kan sige, at det ikke er et ønske fra Moderaterne at have en mindre eller en større privat sektor. Det, der er vigtigt for os, er, at dem, der er bedst til at arbejde med de her mennesker med handicap, også er dem, der skal gøre det.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Vi siger tak og går videre i ordførerrækken, og det er fru Brigitte Klintskov Jerkel.

Mange tak, formand, og også tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her vigtige debat. Fra Konservatives side er vi meget optaget af, at vi får nedbragt sagsbehandlingstiderne i kommunerne, så borgerne ikke skal vente meget længe på at få bevilget den hjælp og støtte, som de har brug for. Der er desværre eksempler på, at nogle borgere må vente over 1 år på f.eks. at få bevilget en handicapbil, og det er bare ikke godt nok.

Derudover er det også vigtigt for os at sikre borgernes retssikkerhed. Noget af det tog vi fat i i aftalen om barnets lov med bl.a. to sagsbehandlere på de svære sager og opkvalificering af medarbejdere og bedre socialrådgiveruddannelse inden for børne- og familieområdet. Det var en del af den aftale, vi lavede.

Men vi anerkender også, at der er kommuner, som har alt for høje omgørelsesprocenter. Det er ikke godt nok, og det går ud over borgerne, som skal kæmpe mod systemet, hvis de da overhovedet har overskuddet og ressourcerne til det.

I beslutningsforslaget her kommer forslagsstillerne ikke med noget konkret bud på en alternativ model til den måde, som området er sammensat på i dag. Forslagsstillerne skriver heller ikke noget om økonomien, og derfor er det svært at tage stilling til, hvad tankerne helt præcis er.

Fra konservativ side vil vi meget gerne være med til at ændre på forholdene for mennesker med handicap. For snart 2 år siden kom den meget store rapport om det specialiserede socialområde, og allerede der var vi klar, og det er vi stadig væk. Vi venter bare på, at vi kommer i gang med at komme i dybden med det her område og få kigget på, hvordan vi kan gøre det her bedre for mennesker med handicap.

Men som nævnt synes vi, at beslutningsforslaget her er noget ukonkret uden et eller andet forslag til en model, man kunne forholde sig til, og som ligesom ville vise, at så blev det bedre. Der er heller ikke noget om, hvilke tanker der er om noget økonomi i forhold til en eller anden given model. Derfor synes vi, det her beslutningsforslag er ret svært at forholde os til, så derfor kommer vi ikke til at støtte det.

Tak for talen. Der er en kort bemærkning til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance som spørger. Værsgo.

Jeg er glad for, at Konservative også går op i det her stigende, som det jo er, antal opgørelser, som vi er vidne til. Jeg er også glad for, at I går op i retssikkerhed; det gør vi også i Liberal Alliance. Vi har jo sammen med DF også stillet forslag om en bodsordning, som Konservative stemte imod. Det var ellers noget, som ret hurtigt jo kunne få en effekt på borgernes retssikkerhed og sikre, at lovgivningen blev overholdt.Der har også været stillet forslag om en forvaltningsdomstol, som Konservative også stemte imod.

Så hvis ikke det er de her to ting, som kunne være med til at sikre eller i hvert fald forbedre retssikkerheden for borgerne, hvad foreslår De Konservative så konkret vi gør for at få formindsket antallet af omgørelser og sikret retssikkerhed for borgerne?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Noget af det ligger jo faktisk i aftalen omkring barnets lov. Der tog vi jo fat om noget af det i forhold til netop det her med, at der skal være to sagsbehandlere på de meget svære sager. Det skulle gerne være med til at styrke retssikkerheden. Der er også opkvalificering af medarbejdere, og vi har også som en del af aftalen jo aftalt, at der skal kigges på socialrådgiveruddannelsen, og at den ligesom skal gøres bedre til at ruste sagsbehandlerne til de her svære sager på børne- og familieområdet. Og det skulle gerne være med til at højne retssikkerheden for borgerne.

Det er jo en aftale, som først lige nu er kommet i gang og er blevet implementeret. Jeg går ud fra, at alle kommuner er med på, at den blev implementeret 1. januar. Men vi har jo ikke set effekten af det på nuværende tidspunkt, og det er da i hvert fald noget af det, vi vil følge meget tæt, altså hvordan det kommer til at gå ude i kommunerne nu med den aftale, der er blevet lavet.

Tak. Værsgo, spørgeren.

Det svar er jeg virkelig skuffet over, for det er jo i særdeles kun anbringelsessagerne, at man hjælper. De handicappede står faktisk dårligere med barnets lov, i og med at man ikke længere har krav på en børnefaglig undersøgelse. Man har ikke længere krav på, at tingene skal undersøges og afdækkes ordentligt, så man sætter ind med den rette indsats. Altså, det, ordføreren foreslår her, som svaret på, hvordan man øger retssikkerheden, er jo sådan set noget, der gør det stik modsatte.

Tak. Værsgo til ordføreren.

I forhold til handicapområdet kom der jo hele den her store rapport – kæmpe telefonbøger – for 2 år siden. Jeg har egentlig i 2 år bare ventet på, at vi skulle forhandle det her område netop for at lave en indsats, der kan forbedre på det her område.

Noget af det, jeg i hvert fald åben for at kigge på, er jo netop det her med, at det kan godt være, at ikke alt skal ligge i kommunerne. F.eks. er der jo borgere, der har diagnoser, som der er meget få mennesker der har, og det gør det jo rigtig svært for nogle kommuner at kunne stille den rette hjælp til rådighed, fordi man ikke har ret mange sager med en eller anden given diagnose. Hvis man nu f.eks. kunne samle det i nogle klynger, hvor vi forpligter kommunerne til at samarbejde, så kunne det måske i hvert fald være en løsning på at opnå en bedre viden og et bedre grundlag for at yde borgerne den støtte og hjælp, som de har brug for.

Tak. Så er det hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Det, ordføreren sagde om økonomi, kan jeg simpelt hen ikke forstå. For jeg går ud fra, at De Konservatives socialordfører mener, at kommunerne selvfølgelig skal overholde loven, og det betyder også, at borgerne skal have den hjælp, de har krav på, og ikke slides op i alle mulige klagesager, der ender i Ankestyrelsen, og som ofte bliver hjemvist til kommunerne. Det er jo de tal, der også indgår i beslutningsforslaget her. Så jeg kan simpelt hen ikke forstå, at økonomi er et element i det. Der må jo være en åben drøftelse om, hvor niveauet skal være, og hvad der er det rimelige, og så fortsætter man ligesom med det. Men det her med at sige, at økonomi er en faktor i at stemme imod beslutningsforslaget, synes jeg er helt skævt.

Værsgo til ordføreren.

Nu synes jeg jo lidt, at ordføreren faktisk glemmer det første argument, jeg kom med. Det var faktisk, at det her er meget ukonkret. Der er jo ikke nogen model for, hvordan Dansk Folkeparti så ser at det skulle sammensættes, hvis det var, at hele området skulle tages væk fra kommunerne og flyttes – men hvorhen? Det står der ikke. Der står, at det enten skal være staten eller regionerne. Der står heller ikke, hvordan det så ligesom skulle skrues sammen. Det er jo meget svært at forholde sig til det, når der ikke står noget konkret. Det var faktisk det første argument, jeg gav.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Jamen det er jeg glad for, for så er økonomi ikke længere en faktor. Så har vi ligesom i hvert fald fjernet det argument. Det er sådan, jeg hører ordførerens besvarelse. Så er det jo fair nok, at man kan have sine egne løsninger eller have nogle andre løsninger end Dansk Folkeparti. Vi kan bare konstatere, at den ordning, der er nu, jo i hvert fald i meget høj grad giver nogle dårlige løsninger for borgerne og skaber en situation, hvor næsten halvdelen af de børnehandicapsager, der behandles i Ankestyrelsen, omgøres. Det synes vi er en utilfredsstillende måde at gøre det på, og det er også derfor, vi siger til regeringen og til Folketingets partier, at vi er nødt til at finde en ny model. Så kan det være, at der er noget, der kan ligge lokalt, hvor det vil give god mening. Det kan også være, der er noget, der skal ligge i staten. Det kan også være, regionen er en mulighed. Men det er i hvert fald noget, vi er nødt til at få gearet på en helt anden måde end den måde, det fungerer på i dag.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jamen det er jeg sådan set meget enig med Dansk Folkeparti i. Og vi har jo sådan set også de sidste 2 år ventet på, at vi ligesom skulle gå i dybden med det her og se på, hvordan vi kunne skrue det sammen på en bedre måde for de her mennesker. Jeg sidder også selv i en kommunalbestyrelse og følger også meget, meget tæt de her årlige opgørelser over omgørelsesprocenterne i kommunerne, og jeg må bare ærligt indrømme, at man bliver utrolig ked af det, når man ser, hvordan det står til. Så der er i hvert fald virkelig grund til, at vi får kigget på det her og får gjort det bedre.

Tak til fru Brigitte Klintskov Jerkel. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er fru Runa Friis Hansen fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg kører lige pulten ned, så I kan se mig. Normalt ville det jo være fru Rosa Lund, der stod her, men hun beklager, at hun ikke kunne være her i dag, så derfor har jeg lovet at møde op og holde hendes tale.

Enhedslisten bakker op om forslaget. Tak til Dansk Folkeparti for at tage behovet for en egentlig reform af strukturen på handicapområdet op. Og tak til #enmillionstemmer, som stillede forslaget som et borgerforslag, som blev drøftet her i Folketingssalen i 2021. Dengang stemte Enhedslisten også for forslaget, og vores position er den samme i dag.

Vi er muligvis ikke alle sammen fuldstændig enige om, hvad der skal flyttes fra kommunerne, men vi er alle sammen enige om, at der er behov for at lave strukturen grundlæggende om, og vi kan fuldt ud forstå desperationen og frustrationen hos de mange borgere, som er fanget i det her. Der er brug for grundlæggende forandringer på handicapområdet. Alt for mange borgere med handicap får i dag ikke den hjælp, de har behov for. Og ikke nok med det, mange får heller ikke den hjælp, de har krav på efter lovgivningen. Det er helt utilstedeligt, at der er fejl i så mange sager på både børnehandicapområdet og voksenhandicapområdet.

Vi ved fra Ankestyrelsens praksisundersøgelser, at der også er tårnhøje fejlprocenter i de sager, som ikke påklages. Det kan derfor næppe undre nogen med bare et rimeligt kendskab til handicapområdet, at kritikken af kommunernes indsats er hård og har været det i en årrække. Kommunerne gør det simpelt hen ikke godt nok. Antallet af protester er vokset og vokset de seneste år, så vi siger tak til alle jer, der kæmper for at ændre tingene og fastholde vores politiske fokus.

Det er ikke småjusteringer, der er brug for, det er helt gennemgribende forandringer, som bl.a. må indebære, at kommunernes rolle ændres. For kommunerne magter åbenlyst ikke at leve op til den højt specialiserede indsats, der skal til. Men løsningen på problemerne på handicapområdet er ikke blot at flytte opgaverne fra en offentlig myndighed til en anden. Der er brug for et langt mere omfattende ændringsarbejde. Vi ønsker en helt ny finansieringsmodel, hvor det fulde finansieringsansvar fjernes fra kommunerne. Vi vil gerne have en mere rimelig og først og fremmest mere solidarisk fordeling af udgifterne, så vi fjerner det, som i dag gør, at kommunerne jo på mange måder sætter økonomien over borgernes behov, og så vi fjerner det faktum, at det i dag kan betale sig for kommuner at føre en mangelfuld og fejlagtig sagsbehandling. Derudover har vi jo i Enhedslisten fremlagt ni konkrete forslag til forbedringer af retssikkerheden for mennesker med handicap.

Afsluttende vil jeg bare sige tak for forslaget. Tak for, at vi er flere, der ønsker grundlæggende ændringer i kommunens rolle og opgaver i forhold til handicapområdet. Det er grunden til, at vi støtter vi forslaget og stemmer for.

Tak for den ordførertale. Der er lige en kort bemærkning fra hr. Peter Kofod som spørger fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg skal gøre det helt kort. Jeg vil bare takke Enhedslisten for opbakning til forslaget. Ordføreren kan jo roligt lade Rosa Lund blive hjemme i fremtiden og tage sagerne selv, men det vil jeg nu lade Enhedslisten om at afgøre. Tak.

Værsgo til ordføreren.

Det skal jeg hilse og sige.

Jeg forstår, at der ikke er flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Runa Friis Hansen fra Enhedslisten som ordfører. Vi har fået besked fra Radikale Venstre, og vi går videre i ordførerrækken til hr. Torsten Gejl fra Alternativet som ordfører. Værsgo.

Tak, formand. Det her beslutningsforslag kom oprindelig som et borgerforslag iværksat af #enmillionstemmer, og det er egentlig sjovt at høre både ministeren og den socialdemokratiske ordfører tale så varmt om #enmillionstemmer stemmer, mens de står på talerstolen og stemmer nej til de forslag, som de oprindelig kom med.

Jeg synes, at det her forslag er utrolig relevant i tiden, både med hensyn til økonomien og kassetænkningen, men også i forhold til retssikkerheden. Der er netop kommet en rapport fra Tranæsudvalget i KL, som jeg nok synes foreslår nye højder for kassetænkningen i kommunerne. Jeg har både talt med mennesker med handicap og handicaporganisationer, som er bange for, at mennesker med handicap bliver en slags investeringsobjekter, der skal bedømmes på deres værdi på arbejdsmarkedet, i stedet for at være mennesker i et velfærdssamfund, hvor man faktisk har ret til støtte og hjælp, hvis man får brug for det, og der vil jeg lige slå fast, at det ikke er et lovforslag fra Beskæftigelsesministeriet, vi her bedømmer, og at det ikke handler om, hvorvidt man kan gøre sig parat til et arbejde eller ej, men at det her er et forslag på Socialministeriets område, og at man har lov til at få hjælp, fordi man er et menneske. Simon Toftgaard Jespersen, som er formand for Muskelsvindfonden, udtrykker det sådan her, og det er et citat fra Altinget, formand:

»Økonomisnakken er nået så vidt, at åbenlyse behov for at hjælpe mennesker med handicap bliver fejet under gulvtæppet. Ordene prioriteringsrum og styringsmuligheder dækker i virkeligheden over, at kommunerne skal kunne give den hjælp, de har lyst til. Ikke nødvendigvis på baggrund af behov. Og det er i min verden en gigantisk fejlslutning. Et selvmål af rang.

Hvad er det for et samfund, vi bevæger os mod, hvis økonomi ender med at blive den væsentligste parameter i handicappolitikken? På socialområdet?«

Det skal også nævnes, at Monica Lylloff fra #enmillionstemmer vender tommelfingeren nedad til Tranæsudvalgets rapport. Og det er jo ikke, fordi kassetænkning og økonomisk tænkning er nyt. Altså, vi har jo i Socialudvalget og Socialministeriet nu længe kæmpet imod, at mennesker med handicap uberettiget får frataget deres hjælpemidler, og at de, hvis de har kræfter til det, skal kæmpe en stor kamp for overhovedet at få den igen, selv om de faktisk er berettiget til det.

Så kassetænkningen på handicapområdet er jo tiltagende, og jeg tror jo egentlig også, at jo længere tid mennesker med handicap bliver besparet, jo længere tid man giver dem den forkerte hjælp eller ikke hjælp nok eller man ikke giver dem de hjælpemidler, de skal bruge, jo dyrere bliver det. For jo sværere får man ved at komme ind i samfundet igen og få et normalt liv og få et arbejde.

Det her beslutningsforslag adresserer også retsløshed. Det er jo efterhånden almindeligt kendt, at Ankestyrelsen i løbet af de sidste 10 år har fået 500.000 klager – 500.000 klager – fra borgere, der føler, at de har fået en forkert afgørelse i kommunerne, og tusindvis af de klager fører, som vi også har talt om i dag, til omgørelser, og hvor der på handicapområdet er en alt for stor omgørelsesprocent. Men selv om der har været 500.000 klager på 10 år og tusindvis eller måske hundredtusindvis af omgørelser, har der ikke været en eneste gang, hvor Ankestyrelsen f.eks. har sanktioneret kommunerne, og det er jo ret vildt. Det er altså fuldstændig konsekvensløst for en kommune at træffe forkerte beslutninger i forhold til en borgers sag. Det kan være, at den bliver omgjort, og at man den næste dag bare igen kan træffe en forkert beslutning. Så der er virkelig en retsløshed, og det er jo ikke kun på handicapområdet, men det er også på alle de andre velfærdsområder, og det er der også nogle partier der forsøger at adressere, f.eks. DF og LA, som gerne vil have sanktioner over for kommunerne, når man bliver ved med at træffe forkerte afgørelser, og det er i Alternativet også lykkedes os at samle støtte fra alle partier undtagen regeringen og Det Konservative Folkeparti til at prøve at foreslå en model for en forvaltningsdomstol, som Folketinget så kan tage stilling til.

Det er sådan, at man i hele EU undtagen i Danmark har en forvaltningsdomstol, hvor man prøver at sikre, at der bliver en konsekvens, når offentlige myndigheder træffer forkerte beslutninger i borgernes sager, for selvfølgelig at forsøge at skabe en præcedens for, at det stopper, og i Alternativet stemmer vi, hvis det beslutningsforslag kommer i salen, ja, ikke fordi vi har en superquickfix, i forhold til hvordan det lige præcis skal løses, men også som en slags protest mod kassetænkning og retsløshed.

Tak for den ordførertale. Så er der en kort bemærkning til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg vil gerne først og fremmest sige et stort tak for et rigtig godt og tæt samarbejde på socialområdet. Jeg er meget enig i alt, hvad ordføreren siger i sin rigtig gode tale her.

Jeg har f.eks. et eksempel på en handicappet, Kristine hedder hun, fra Odense, som netop har fået frataget sin BPA-ordning og nu skal have den erstattet med en hjemmehjælpsordning, som er dobbelt så dyr. Det ender med at blive dobbelt så dyrt, og den her sag har kørt frem og tilbage og i Ankestyrelsen, og nu har de lagt sag an.

Altså, der er jo ingen tvivl om, når man dykker ned i alle de her sager, som jo ligger i vores alle sammens indbakker, er jeg sikker på, at der bliver spildt ufattelig mange penge på det her område – penge, som jo går fra at kunne hjælpe dem, det hele drejer sig om.

Det var egentlig mere en kommentar. Jeg vil bare sige tak for en rigtig flot tale og for et godt samarbejde.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Selv tak, og tak for samarbejdet på retssikkerhedsområdet. Retssikkerhed er ikke en rød eller en blå ting; retssikkerhed handler mere om etik, og det er da også derfor, jeg tror, at vi kan samle os på tværs af salen omkring retssikkerhed.

Også tak for at være med til at forlade barnets lov sammen med DF og Alternativet. Tak til LA for det. Det var jo også på grund af manglende retssikkerhed, så det er også lidt mærkeligt, at den lov i dag bliver brugt til at fremhæve retssikkerheden, når vi netop er tre partier, der forlod den, fordi der var en ret udtalt mangel på retssikkerhed flere steder i den lovgivning.

Tak. Så er der et spørgsmål fra fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførerens gode tale. Der er ingen tvivl om, at ordføreren også klart står på side med de mennesker med handicap, som lever med rigtig stor frustration i det system, der er skabt over efterhånden rigtig mange år. Jeg vil også sige, at jeg sådan set er meget enig i det, vi har snakket om tidligere, når det gælder en forvaltningsdomstol, som jo faktisk også er et SF-forslag, fra før Alternativet var født. Men det er kun dejligt, at vi er flere og flere, der samles om det, for vi har også brug for at få afprøvet nogle af de afgørelser, der foregår i Ankestyrelsen. Der er i hvert fald også nogle konstruktioner omkring Ankestyrelsen, som gør mig betænkelig i forhold til at ligge tæt på kommunerne.

Det, jeg gerne vil høre ordføreren om, er økonomien på området, som jeg også tænker er en væsentlig del af udfordringerne. Vi ser, at der simpelt hen er færre penge pr. borger, og kommunerne kan simpelt hen ikke få det hele til at række. Kan Alternativet se sig i, at der også skal en styrkelse af økonomien til derude, for at vi netop kan sikre den rigtige hjælp første gang, og at så kan vi forhåbentlig undgå et retssystem?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Ja. Altså, vi vil til hvilken som helst tid hellere have forstærket økonomi til handicapområdet end topskattelettelser og deslige, plus at vi skal til at gøre det klogere. Som jeg sagde før, tror jeg faktisk, at vi er med til at skabe en negativ spiral, hvor det bliver dyrere og dyrere, når vi behandler folk ringere og ringere, fordi de får mere og mere brug for hjælp og mindre og mindre mulighed for f.eks. at komme ind på arbejdsmarkedet. Så i forhold til investering i hjælp og støtte til folk med handicap vil jeg sige selvfølgelig, for de har ret til at have så normalt et liv, de kan få, men også for at hjælpe dem til f.eks. at arbejde. Det tror jeg faktisk er en god investering.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Det kan jeg jo kun erklære mig hundrede procent enig i, og som pædagog ved man jo godt, at gør man tingene tidligt, i rette tid og rigtigt fra starten af, får man det også bare meget bedre. Så det er bare interessant at høre, om Alternativet også kunne se sig selv i nogle nye former at tænke tingene på, f.eks. specialeplanlægning, placering af opgaver, og det kunne også være regionerne – om det også er sådan nogle tanker, Alternativet går med.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Ja, og vi glæder os til, også sammen med SF, at komme ind i de forhandlinger. Jeg synes da også, at alle ordførere og måske også ministeren åbner for, at der kan være steder, hvor en indsats kan flyttes hen, f.eks. en specialisering. Det er jo ikke alle kommuner, der har forstand på det hele. Så der er da også blevet taget lidt hul på det med det her beslutningsforslag. Er der nogle ting, vi kan flytte på, f.eks. i specialiseringsøjemed, over i regionen, til staten, eller hvad ved jeg? Så vi glæder os til at tage hul på det og se, om vi kan gøre det bedre på den måde.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til hr. Torsten Gejl. Så skal vi høre ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Mennesker med et handicap skal have den rette hjælp. Det bør jo egentlig være ligetil, men desværre sker det alt for ofte, at i stedet for en hurtig og nødvendige hjælp skal de og/eller deres pårørende indlede en voldsom, langvarig og opslidende kamp med kommunen for at få, hvad de er berettiget til, hvis de overhovedet kan få den nødvendige hjælp. Nogle gange tager kampen med kommunen urimelig lang tid – og vi taler jo om år – og andre gange får man slet ikke den hjælp, man er berettiget til, og skal derfor indlede endnu en langvarig og opslidende sag mod kommunen.

Der er sikkert mange årsager til, at det er svært for dem, der har behovet, at få den hjælp, som der egentlig er brug for. Det kan være, fordi kommunen spekulerer i at udskyde sagsbehandlingen for ad den vej at spare penge eller for helt at undslå sig at yde den nødvendige støtte. Det kan også være, fordi fagligheden ganske enkelt ikke er god nok. Men uanset hvad, må det være nok. Det har stået på alt for længe, vi har talt om det før, og der er skrevet om det i årevis: Kommunerne leverer ikke den service til borgerne, som de er berettiget til, og som der er behov for.

Det er svært nok f.eks. at have et handicap eller være pårørende til en borger med et handicap, men at man yderligere skal kæmpe med i forvejen sparsomme ressourcer for at få den nødvendige hjælp, er på ingen måde rimeligt i et velfærdssamfund. Derfor foreslår Dansk Folkeparti at flytte ansvaret for handicapområdet ud af kommunerne og til en anden instans. Vi er nødt til at sikre, at borgerne får den nødvendige hjælp, støtte og behandling, når der er behov for det, og det varetages bedst hos andre instanser end kommunerne, og her bør det være en instans, som f.eks. ikke skal skele til økonomien, men i stedet for alene skal kigge på borgernes behov. Så vi håber, at vi med det her beslutningsforslag kan sætte gang i, at vi får set på nogle andre løsninger end dem, der er for nuværende.

Jeg vil gerne sige tak til ministeren og til ordførerne for bemærkningerne – selvfølgelig særlig til de ordførere, som har set velvilligt på forslaget. Jeg skal også hilse mange gange fra fru Mette Thiesen, og så skal jeg også sige, at det ikke er, fordi vi har gennemført en ordførerrokade, at jeg står her i dag; det er rent praktiske hensyn, der gør sig gældende.

Så var der et spørgsmål fra SF's ordfører om en beretning. Jeg tror måske, det er klogest, at SF's ordfører i forbindelse med udvalgsbehandlingen af det her spørgsmål tager en snak med fru Mette Thiesen, og så finder vi lige ud af, hvordan vi lander det på den bedst mulige måde.

Så vil jeg også bare lige sige som en besøgende på socialområdet – det er faktisk første gang, at jeg har været ordfører på en sag på det her område – at det har været helt fantastisk at opleve den indignation, som de forskellige partiers ordførere føler, og den meget store og brændende interesse, man har for det her. Det har været en virkelig positiv oplevelse, så det vil jeg gerne sige jer tak for.

Tak for ordet.

Tak. Der er lige et par korte bemærkninger. Først er det fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF som spørger. Værsgo.

Tak for det. Det er dejligt, at sådan en snak om mennesker med handicap også kan skabe lidt håb hos ordføreren. Mit håb ligger i, om vi så snart kan begynde at få nogle beslutninger, der er flertal for, så vi rent faktisk kan komme til at hjælpe nogle af de her mennesker med handicap.

Jeg vil også godt kvittere og sige, at jeg også kender DF for ofte at stille sig på side med mennesker med handicap, og vi har jo også tidligere lavet nogle forslag sammen. Men jeg bliver nødt til lige igen at rejse det, jeg nævnte i min tale om, da DF i sin tid sammen med Venstre og en blå regering valgte at nedlægge amterne, som var ansvarlige for store dele af det specialiserede socialområde og havde opbygget specialiseret faglighed. Dem valgte man at nedlægge og smide hele området ud til kommunerne uden at lave en sikring af økonomien og uden at lave en sikring af de specialiserede bosteder og indsatser. Så jeg vil godt prøve at høre ordføreren: Står DF et andet sted, og ser DF anderledes på den beslutning, man traf tilbage i 2007, i lyset af hvad der er sket nu med handicapområdet, og på hvilken måde vil man være med til at løfte det? Hvor skal det ligge henne? Skal det tilbage?

Tak. Det får vi svar på fra ordføreren nu.

Det er ikke sikkert, men jeg skal forsøge at svare. Der er jo ting, der er gået godt og dårligt med kommunalreformen og med hele den omlægning, der var. Jeg vil sige, at vi er et andet sted i forhold til kommunalreformen. I virkeligheden tror jeg også, der er kommuner – det er selvfølgelig også en diskussion om amter og regioner – hvor jeg tror, at hvis man havde spurgt befolkningen igen, ville man få det svar, at der var et ønske om at blive delt op.

Så jeg vil sige, at Dansk Folkeparti er et andet sted i dag end dengang, man vedtog kommunalreformen. Kan man bebrejde mig for det? Det ville nok svare til, hvis man bebrejdede SF's ordfører for noget, SF gjorde, dengang hr. Holger K. Nielsen var formand. Det er at gå mange år tilbage. Jeg tror, jeg blev konfirmeret dengang, altså i den tid. Men selvfølgelig kan man da hive det op af hatten og sige: I har selv været med til noget for snart 20 år siden. For det var vi jo. Altså, det var Dansk Folkeparti med til dengang, og der er ting ved den kommunalreform, som ikke har været særlig lykkelige – absolut.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Tak for det. Det har jeg da prøvet utallige gange, altså at skulle stå på mål for det, som min forgænger har gjort, og sådan er det jo. Det var nu ikke bare kun for at træde i det; det var faktisk også for at høre, om man var landet et andet sted. Jeg prøver at forhindre mig selv i at sige »blive klogere«.

Vi var netop så bekymrede over, om der ville ske en alvorlig afspecialisering, ved at man netop gjorde det. Derfor er det også væsentligt for os at høre, hvor DF i virkeligheden står i dag, og hvor vi kan danne fælles front, i forhold til at vi netop får sikret, at der sker den her kvalificering af tilbuddene, og at vi også får satset meget mere på det specialiserede område. Nu ved jeg godt, at det ikke er ordførerens område, men det er bare mere i virkeligheden det, der også er vigtigt at høre, altså om vi også er allierede her.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Men amterne findes jo ikke mere, så hvis man vil lave den øvelse at sige, at vi skal rulle det hele tilbage, altså hvis det nu var det, man ønskede – ordføreren ryster på hovedet, så det er ikke det, ordføreren ønsker, men hvis det var det, kunne man spørge: Skulle man så bare lægge det i regionerne? Det tror jeg heller ikke nødvendigvis ville komme til at passe. Men der skal i hvert fald findes en løsning, som ikke er den, vi har i dag, for der er simpelt hen bare for store menneskelige lidelser forbundet med den situation, der er nu.

Tak. Så er der lige en kort bemærkning til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Det er egentlig bare et lille opklarende spørgsmål. Ordføreren siger, at der ikke skal skeles til økonomien. Betyder det, at DF ikke interesserer sig for, at borgernes penge bruges bedst muligt? Betyder det, at DF mener, at der på det specialiserede socialområde ikke er en eneste krone, vi kan bruge bedre?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Nej, det betyder det ikke. Det betyder, at kommunerne skal holde loven, og det betyder også, at når man har nogle rettigheder, nogle krav og nogle forventninger, der er helt rimelige, og som er intentionen med lovgivningen, som er vedtaget herinde, skal det honoreres ude i virkeligheden.

Hvis det så viser sig, at det er fuldstændig overdrevet, altså hvis det bliver for stor en regning, må man skrue ned et andet sted og tage ansvaret der, hvor det ligger. Men det kan ikke være et limbo, som der er i dag, hvor der er nogle kommuner, der er presset og skruer på knappen, og der så står nogle borgere med nogle rimelige krav og har nogle realistiske forventninger og skal kæmpe meget hårdt for sine rettigheder. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg formulerede det, men det var det, jeg mente med det, jeg sagde om økonomien.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Dermed betyder økonomi vel noget, altså i forhold til at vi bruger den på at hjælpe de handicappede og ikke på at holde dem fra døren så at sige. Kunne vi være enige om det?

Ordføreren.

Det tror jeg godt vi kan være enige om. (Katrine Daugaard (LA): Tak).

Så siger vi tak til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.