Jeg vil prøve at opsummere det, jeg kunne høre vi var enige om. En tredjedel af befolkningen har ikke noget valg. De er afhængige af den kollektive trafik. Det var den ene ting. Den anden ting er, at der er sket en voldsom stigning i forskellen mellem en pris for en individuel transport og en kollektiv transport gennem de sidste 15 år. Det er vi også enige om.
Vi er også enige om, kan jeg høre – for jeg synes rigtig mange har brugt udtrykket et sympatisk forslag, og det kan jeg godt lide – at det er vigtig at styrke den kollektive transport. Ministeren udtrykte det meget klart, altså at det var det, der lå hans hjerte nærmest. Det var jeg glad for at høre. Det vil sige, at vi står med en fælles målsætning, der handler om, at vi skal styrke den kollektive trafik af sociale grunde, af trafikale grunde og af klimamæssige grunde.
Nu går jeg lidt ud over det, jeg sagde i min opsummering, altså ud over det, der er sagt i ord, så det kan være, der er nogen, der føler sig taget til indtægt, men ikke desto mindre er det min klare opfattelse, at det faktisk er noget, vi er enige om. Det betyder, at vi er nødt til at vende den udvikling, som jeg før kaldte hønen og ægget, hvor stigende priser fører til færre passagerer, hvilket fører til stigende priser, der så fører til færre passagerer, i hvert fald hvis man har den logik, at det skal være rentabelt på egne præmisser. Den logik deler jeg ikke. Jeg mener, at den kollektive transport er en social foranstaltning. Det er en del af vores velfærdssamfund. Det betyder, at det selvfølgelig er mere rentabelt at køre med den lokale transport i et storbyområde, end det er ude på landet, og ja, det er klart. Der er ingen her, der taler om de store blå busser, der uafladelig skal køre rundt i hele landet. Det er der ingen, der taler om. Vi taler om at tilpasse en stor sammenhængende struktur, som er rentabel i den ene ende, men ikke i den anden ende, og de må så bidrage, og derfor skal vi heller ikke dele det op i forskellige strukturer.
Det kan ikke nytte noget, at vi f.eks. udliciterer S-togene i København, fordi det er dem, der giver overskud, mens vi lader de andre sejle deres egen sø. Det er ikke det, der er meningen. Meningen er, at vi opfatter vores skinnebårne trafik som et skelet, som hele vores kollektive trafik hænger på. Så har vi nogle muskler, som er busserne, og så har vi ude i de fintmaskede nerver nogle andre muligheder i form af mindre enheder, der kan køre på mindre muligheder end dem, vi snakker om ellers. Der taler jeg f.eks. om tilkaldebusser, tilkaldebiler eller noget tilsvarende, som det er vigtigt at have, hvis man skal sige, at der er en sammenhængende kollektiv transport.
Når alt det er sagt, er det her bare et lille delforslag. Vi har flere andre forslag, og det ved alle, men det her er et lille delforslag, der tager højde for, at vi var i gang med at vende en udvikling, og at vi var i gang med at vende om på det med hønen og ægget, så vi kunne sikre, at der kom et stort passagergrundlag som et fundament for, at man derefter kunne sikre, at den kollektive trafik ikke bare også blev billigere, men også blev mere regulær, mere sammenhængende, mere udviklet og mere komfortabel. Der må gerne på sigt være mulighed for en mere komfortabel infrastruktur, som der kunne investeres i, hvis man kunne opnå den situation. Det er forholdsvis vigtigt at lave en sådan indsats for at vende en udvikling.
Jeg har ikke hørt en eneste ordfører komme med alternative forslag til, hvordan man vender den udvikling, som er blevet defineret som en økonomisk naturlov, altså at det selvfølgelig går dårligere og dårligere for den kollektive trafik. Det er ikke en naturlov. Det er en lovmæssighed i samfundet, som vi er medvirkende til at sætte betingelserne for, og derfor er vi nødt til at gøre noget dramatisk, hvis vi skal nå at hindre det totale koks og fallit for den kollektive transport.
Det er vores ærinde med at fremsætte det her forslag. Jeg kan godt høre, hvordan det vil gå med det, når det skal til anden behandling; det er jeg ikke i tvivl om. Men jeg håber alligevel, at vi i udvalgsbehandlingen kan få nogle mere nuancerede diskussioner af, hvad man ellers kan gøre. For jeg synes heller ikke, det er helt tilfredsstillende, at alle siger, at nu må vi bare vente på ekspertudvalget. Der er jo ingen, der siger, at det ekspertudvalg kommer med noget, som er rettidig omhu, for vi kan ikke vide, om der faktisk kommer noget til efteråret. Hvis jeg kunne få en garanti for, at der gør det, så er jeg helt med på, at vi godt kan skubbe en diskussion lidt, men vi kan jo ikke vide det. Det er noget, regeringen ved, og det får vi ikke umiddelbart at vide. Men det kan være, at ministeren vil gå op og sige, at det kommer den 17. september. Hvis det er tilfældet, vil jeg blive meget begejstret.