Tak for det. Da vi havde førstebehandlingen af B 104, havde vi ikke gjort vores stilling endeligt op, men vi ville afvente debatten og besvarelsen af de mange spørgsmål. Vi har nu taget stilling i det, som vi anser for at være en meget alvorlig sag, hvor vi sender en dansk soldat af sted til det, der er en offensiv militær operation i et andet land. Og vi er jo bekymrede over, at det er blevet hastebehandlet.
Jeg vil gerne starte med at sige, at Radikale Venstre på det kraftigste fordømmer angrebene på civile skibe fra houthibevægelsen i Yemen, og vi bakker fuldt op om en indsats for at beskytte skibstrafikken i Det Røde Hav. Vi støtter derfor udsendelsen af en fregat og bestræbelserne på at etablere en stærk og defensiv EU-operation i Det Røde Hav.
Men vores samlede vurdering er, at den offensive militære operation med angrebene fra USA og Storbritannien i Yemen er blevet en eskalerende faktor i regionen og indtil nu kun har gjort skibsfarten endnu mere usikker. Vi vil komme til at stå relativt isoleret i EU, hvis vi går med, og burde i stedet stå sammen med vores nære allierede i Europa om den fælles EU-ledede defensive og diplomatiske mission, som er under forberedelse og meget snart kan være på plads. Vi mister den position, vi ellers har haft i Yemen, og mulighederne for at presse på for en fredsaftale, og vi risikerer at styrke houthibevægelsen og svække vores position i forhold til de øvrige arabiske lande.
Endelig ønsker vi ikke at deltage i en offensiv militær operation uden en langt mere entydig afklaring af det folkeretlige grundlag. FN-resolution 2722, som regeringen argumenterer for ligger til grund for dansk deltagelse, indeholder, som udenrigsministeren selv anfører i et svar på vores spørgsmål, ikke en selvstændig bemyndigelse til magtanvendelse mod houthibevægelsen. Resolutionen opfordrer indtrængende til, at der udvises forsigtighed og tilbageholdenhed for at undgå yderligere eskalering, og det lytter vi til.
Hvis vi vil beskytte skibstrafikken og skabe fred i Yemen og Mellemøsten, er deltagelse i en offensiv militær operation i Yemen ikke den rigtige vej at gå, og Radikale Venstre stemmer derfor imod.