Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Udvalget til Valgs Prøvelse
Dato: 27-08-2024
Enhed: Demokratikontoret
–
Valgenheden
Sagsbeh: mphl
Sagsnr.:2024 - 8426
Dok. nr.: 191044
Hermed sendes endelig besvarelse af spørgsmål nr. 1 (Alm. del), som Udvalget til
Valgs Prøvelse har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 21. juni 2024.
Spørgsmål nr. 1:
”Hvilke
perspektiver ser ministeren
–
bl.a. i lyset af valgklagerne i forbindelse med
europaparlamentsvalget den 9. juni 2024 vedrørende adgangsforhold for personer
med funktionsnedsættelser på valgsteder
–
i at indføre krav om, at vælgerne skal
vejledes om adgangsforhold på de konkrete valgsteder i de breve, hvorved der
udsendes valgkort?”
Svar:
Når kommunalbestyrelsen udpeger de bygninger og lokaler, der skal bruges under
afstemningen, skal kommunalbestyrelsen tage hensyn til, at lokalerne og
stemmerummene så vidt muligt skal være tilgængelige for kørestolsbrugere og andre
stærkt bevægelseshæmmede. Kommunalbestyrelsen skal i forlængelse heraf sørge
for, at vælgerne bliver gjort bekendt med muligheden for ændring af afstemningssted
samt de nærmere betingelser herfor. Indenrigs- og Sundhedsministeriet henstiller i
den forbindelse til, at kommunalbestyrelsen oplyser vælgerne om muligheden for
ændring af afstemningssted på kommunens hjemmeside, ligesom det kan være
hensigtsmæssigt med annoncering i relevante medier.
En vælger kan efter ansøgning afgive sin stemme på valgdagen på et andet
afstemningssted i sin bopælskommune end det, vælgeren er tilknyttet i henhold til
valglisten, såfremt ændringen af afstemningssted er begrundet i vælgerens handicap
eller nedsatte førlighed. Dette følger af § 47 a i folketingsvalgloven, § 25 i Europa-
Parlamentsvalgloven og § 53 a i lov om kommunale og regionale valg. Reglerne
gælder også ved landsdækkende og bindende kommunale folkeafstemninger.
Fristen for indgivelse af en ansøgning om at ændre afstemningssted er 8 dage før
valgdagen. Fristen på 8 dage er fastsat, så kommunerne har tid til at træffe afgørelse
over for vælgeren, tilføje vælgeren på valglisten for det nye valgsted samt slette
vælgeren fra dennes oprindelige valgsted.
Fristen ligger dermed forud for vælgernes modtagelse af valgkort. En vejledning om
adgangsforholdene på de konkrete valgsteder i de breve, hvorved der udsendes
valgkort, vil derfor ikke gøre en forskel for de vælgere, der måtte have behov for at
ansøge om at ændre afstemningssted, da fristen for indgivelse af en ansøgning om at
ændre afstemningssted på det tidspunkt er udløbet.
På den baggrund ser jeg ikke umiddelbart perspektiver i at indføre krav om, at
vælgerne skal vejledes om adgangsforholdene på de konkrete valgsteder i de breve,
hvorved der udsendes valgkort.