Udenrigsministeriet
Folketingets Lovsekretariat
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
http://www.um.dk
Bilag
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
23/30785
PRO
6. februar 2024
URU alm. del - svar på spørgsmål nr. 93 fra Nick Zimmermann
(DF) stillet den 15. januar 2024 til udenrigsministeren
Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for, om Udenrigsministeriet er bekendt med, at
De Forenede Arabiske Emiraters nu lukkede ambassade i Danmark har
bedraget andre danske virksomheder end Tip Top Ejendomsservice og
Kronevagt Security ved at bestille opgaver, som man ikke efterfølgende
har betalt for? Der henvises til ”Svigter Jimmi: Arabisk ambassade løber
fra millionregning” bragt på ekstrabladet.dk den 12. januar 2024.
Svar
Udenrigsministeriets kendskab til uoverensstemmelser på et givet
tidspunkt mellem ambassader i Danmark og danske erhvervsdrivende eller
andre beror på, om der rettes henvendelse til ministeriet.
Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser hverken forpligter
herværende ambassader til at informere Udenrigsministeriet eller giver på
anden vis Udenrigsministeriet adgang til oplysninger om
uoverensstemmelser. Udenrigsministeriet har derfor ikke samlet overblik
over uoverensstemmelser mellem ambassader i Danmark og danske
erhvervsdrivende eller andre.
Udenrigsministeriet søger imidlertid altid i de tilfælde, hvor ministeriet
bliver gjort opmærksom på sager om uenigheder mellem ambassader i
Danmark og danske virksomheder eller borgere, at bidrage til en løsning
på uoverensstemmelserne.