Udenrigsudvalget 2023-24
URU Alm.del
Offentligt
2862310_0001.png
Folketingets Udenrigsudvalg
Dato
3. maj 2024
Bilag
Sag
24/24199
Enhed
ØKOSIK/EUJUR
URU alm. del – svar på spørgsmål 181 fra Trine Pertou Mach (EL)
stillet den 5. april 2024 til udenrigsministeren.
Spørgsmål
Det fremgår af artiklen ”Danmark skifter kurs: Indfører »meget restriktiv« linje for
militær eksport til Israel”, bragt på Information.dk den 5. april 2024, at ministeren
over for Information har meddelt følgende: »Som følge af den fortsatte krig mellem
Israel og Hamas og de katastrofale konsekvenser, det har for civilbefolkningen i Gaza,
har Udenrigsministeriet fra den 25. marts 2024 yderligere skærpet vores tilgang til
eksport af militært udstyr til Israel«. Vil ministeren på den baggrund redegøre for,
hvilke konkrete ændringer, der foretages, herunder om den skærpede tilgang får
konsekvenser for danske virksomheders eksport af dele til F-35-programmet? Vil
ministeren herunder anføre konkrete eksempler på typer af eksport, der var mulige
frem til den 25. marts 2024, men som herefter ikke vil kunne finde sted i kraft af den
skærpede tilgang? Vil ministeren endvidere oplyse, om den nye skærpede tilgang
medfører, at Danmark er mere restriktiv end den praksis, der foreskrives af de fælles
EU-regler på området?
Svar
I lyset af den alvorlige udvikling i Israel og Palæstina skærpede Udenrigsministeriet
den 25. marts 2024 yderligere sin tilgang til eksport af militært udstyr og dual-use
produkter til Israel.
Skærpelsen gælder direkte eksport af militært udstyr og dual-use produkter til Israel
og i sager om eksport via et andet land med Israel som kendt slutbruger.
Med den skærpede tilgang anlægger Udenrigsministeriet en meget restriktiv linje i
vurderingen af konkrete sager. Ansøgninger vil fortsat blive vurderet fra sag til sag i
overensstemmelse med kriterierne i Rådets fælles holdning og kravene i FN’s
våbenhandelstraktat, men vurderingen sker ud fra en meget restriktiv tilgang.
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2, 1448 København K Tlf.: +45 3392 0000 Fax: +45 32 54 05 33
E-mail:
[email protected]
Web: UM.dk
1/2
URU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 181: Spm. om kommentar til artiklen Danmark skifter kurs: Indfører »meget restriktiv« linje for militær eksport til Israel, bragt på Information.dk den 5/4-2024
Hvis det vurderes, at en konkret eksport ikke lever op til kriterierne i EU’s fælles
holdning og de konventionsmæssige krav, vil Udenrigsministeriet udtale sig imod, at
den konkrete ansøgning imødekommes.
Det er ikke muligt på forhånd at fastslå i hvilke tilfælde, Udenrigsministeriet vil udtale
sig imod en konkret udførsel, da det vil bero på en konkret udenrigs- og
sikkerhedspolitisk vurdering af de ansøgninger, som Udenrigsministeriet høres i.
Det er fortsat Udenrigsministeriets vurdering, at Danmarks tilgang til eksportkontrol
til Israel er i overensstemmelse med vores EU-retlige og internationale forpligtelser.
For så vidt angår eksport til F-35-programmet henvises der til den samtidige
besvarelse af URU alm. del spørgsmål 168, 169, 172 og 173 af den 3. maj 2024.
Med venlig hilsen
Lars Løkke Rasmussen
2/2