Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 08-10-2024
Enhed: Psykiatri og Misbrug
Sagsbeh: lpe
Sagsnr.:2024 - 11219
Dok. nr.: 222295
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål 720 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 10. september
2024. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Louise Brown (LA).
Spørgsmål 720:
”Hvorfor
adviserede Indenrigs- og sundhedsministeriet ikke forbrugere og
forhandlere om ændringerne af bekendtgørelse om euforiserende stoffer fra den 12.
januar 2024 med henblik på og sikre alle parters retssikkerhed og viden forud for at
bekendtgørelsen trådte i kraft?”
Svar:
Det lægges i forbindelse med besvarelsen til grund, at der i spørgsmålet sigtes til
bekendtgørelse nr. 14 af 9. januar 2024 om ændring af bekendtgørelse om
euforiserende stoffer, hvormed stofferne H4-CBD, HHCP og THCP blev optaget på
bekendtgørelsen med den virkning, at bl.a. besiddelse og salg af stofferne fra og med
den 12. januar 2024 blev forbudt til andre end medicinske og videnskabelige formål.
Baggrunden for den omhandlede ændringsbekendtgørelse er, at Sundhedsstyrelsen
efter at have modtaget indberetninger om fund i Danmark af H4-CBD, HHCP og THCP,
som alle er såkaldte syntetiske cannabinoider, vurderede stofferne og på grundlag af
vurderingen indstillede til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at de alle blev optaget
på bekendtgørelse om euforiserende stoffer.
Sundhedsstyrelsen henviste i den forbindelse til, at brug af H4-CBD, HHCP og THCP
vurderes at indebære en alvorlig sundhedsrisiko på linje med risikoen ved brug af
stoffet THC, som er det psykoaktive stof i cannabis, og som i lighed med cannabis
allerede er optaget på bekendtgørelsen.
Med Sundhedsstyrelsens indstilling var de lovgivningsmæssige betingelser for, at H4-
CBD, HHCP og THCP kunne optages på bekendtgørelsen om euforiserende stoffer,
opfyldt, og ændringsbekendtgørelsen blev på det grundlag udstedt.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er fuldt opmærksom på, at bekendtgørelser,
herunder ændringsbekendtgørelser, som det klare udgangspunkt bør sendes i
offentlig høring inden udstedelsen, og at man ved indførelse af nye regler ud fra et
hensyn til muligheden for at indrette sig på de nye regler generelt bør være
opmærksom på at sikre en rimelig tid, fra reglerne offentliggøres, til de træder i kraft.
Der kan dog forekomme situationer, hvor høring må undlades, fordi der er behov for,
at regler udstedes, offentliggøres og sættes i kraft hurtigst muligt.
Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse er der tale om en sådan situation,
når Sundhedsstyrelsen indstiller til ministeriet, at et stof eller en stofgruppe optages