Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 01-11-2023
Enhed: Beredskab og Smitsomme
Sygdomme
Sagsbeh: tzni
Sagsnr.:2023 - 3203
Dok. nr.: 32474
Folketingets Sundhedsudvalg har den 5. oktober 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 6
(alm. del) til indenrigs- og sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Mette Thiesen (DF).
Spørgsmål nr. 6:
”Vil
ministeren redegøre for, hvilke kriterier der skal opfyldes for at blive tildelt
hjemmevaccine, og om der er forskelle mellem kommunerne i forhold til tilbuddet
om hjemmevaccination for influenza og covid-19, og i så fald, hvad er årsagen til disse
forskelle? Og vil ministeren redegøre for, hvordan borgere, der ikke har mulighed for
at transportere sig til lægen eller et vaccinationscenter, skal forholde sig, hvis
visitationskontoret nægter at tilbyde hjemmevaccination.”
Svar:
Vi skal så vidt muligt forebygge, at ældre, gravide og personer med en række kroniske
sygdomme får et alvorligt sygdomsforløb, hvis de bliver smittet med influenza og
covid-19. Derfor tilbydes igen i år gratis sæsonvaccination mod influenza og covid-19.
Programmet er statsligt styret og regionalt forankret inden for rammerne af den
fortsatte normalisering af den samlede indsats mod covid-19, som regeringen har
besluttet. Derfor har Indenrigs- og Sundhedsministeriet til brug for besvarelsen
indhentet en udtalelse fra Danske Regioner, som jeg henviser til:
”Tilbuddet om hjemmevaccination er rettet mod
borgere, som er immobile og derfor
ikke kan forlade eget hjem. Kriterierne er, at borgerne af helbredsmæssige eller
psykiske årsager ikke kan transportere sig selv til et vaccinationssted eller apotek. Det
er med andre ord borgere, som ikke normalt kommer uden for eget hjem.
Kommunerne hjælper regionerne med at visitere borgere til hjemmevaccination. Alle
borgere, som opfylder kriteriet om immobilitet, vil blive tilbudt en
hjemmevaccination, der omfatter både covid-19
og influenza.”
Med venlig hilsen
Sophie Løhde