Sundhedsudvalget 2023-24
SUU Alm.del
Offentligt
2885263_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 21-06-2024
Enhed: Enhed for Life Science
Sagsbeh: bdh
Sagsnr.:2024 - 7415
Dok. nr.: 172375
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 586 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 29. maj 2024.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 586:
”Kan
ministeren, jf. spørgsmål 585, oplyse, om ministeren mener, at de berørte
borgere skal orienteres om, at deres personlige data indgår i et forskningsprojekt?”
Svar:
Det er helt afgørende, at borgerne kan have tillid til, at der forskes på et etisk
forsvarligt grundlag herhjemme, og jeg mener generelt, at borgere, hvis biologiske
materiale indgår i denne type forskningsprojekter, bør informeres. Derfor har jeg
også taget initiativ til at indføre nye regler på området.
De nye regler, der trådte i kraft den 1. januar 2024, indebærer bl.a., at National
Videnskabsetisk Komité i sager om dispensation fra samtykke, hvor
forskningsprojektet vedrører omfattende kortlægning af arvemassen, kan stille vilkår
om, at forskerne informerer borgerne om forskningsprojektet, herunder hvilke
muligheder de har for ikke at deltage. De nye regler skal ses som et redskab for
National Videnskabsetisk Komité, der kan anvendes for at sikre, at forskningen i
allerede udtaget biologisk materiale fra en biobank ikke udgør en belastning for den
enkelte.
Det konkrete forskningsprojekt ’iPsych’, som
der henvises til, blev påbegyndt i 2012
og ville i medfør af de gældende regler og praksis sandsynligvis ikke blive godkendt
uden informeret samtykke fra de berørte borgere i dag.
Af den pågældende artikel på DRs hjemmeside fremgår det, at godkendelsen af
forskningsprojektet udløb i 2021. I relation hertil bemærkes det, at forskerne ikke
længere må indsamle oplysninger til brug for projektet, men at de godt kan
bearbejde de indsamlede data med henblik på afrapportering og efterfølgende
publicering af forskningsresultaterne.
Det bemærkes, at de data, der indgår i det konkrete projekt, er pseudonymiserede,
og at forskerne dermed ikke kan identificere de enkelte personer. Statens Serum
Institut vil imidlertid formentlig kunne være behjælpelig med at finde frem til de
borgere, som indgår i projektet, og det er derfor positivt, at forskerne nu er gået i
SUU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 586: Spm. om ministeren mener, jf. spm. 585, at de berørte borgere skal orienteres om, at deres personlige data indgår i et forskningsprojekt
dialog med instituttet med henblik på at forsøge at identificere og efterfølgende
informere de involverede personer.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
Side 2