Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 20-06-2024
Enhed: Psykiatri og Misbrug
Sagsbeh: tch
Sagsnr.:2024 - 7058
Dok. nr.: 167179
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 562 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 23. maj 2024.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Anne Valentina Berthelsen (SF).
Spørgsmål nr. 562:
”Hvad
er ministerens kommentar til oplysningerne fra Dansk Psykolog Forening,
offentliggjort d. 21. maj 2024 på deres
hjemmeside, om at psykologer i psykiatrien ”…
ofte eller altid …” må afvise psykiatriske patienters ønske om at få
psykologbehandling på grund af manglende ressourcer, og hvordan vil regeringen
rette op på dette problem, så man kan sikre den optimale behandling til borgerne og
undgå unødig medicinering?”
Svar:
Psykiatrien er stærkt udfordret og har været det længe. Den er præget af væsentlige
udfordringer med tilgængelighed, sammenhæng og kapacitet. Indsatsen i psykiatrien
bæres af en række forskellige faggrupper, og det er vigtigt hele tiden at have fokus
på, hvordan anvendelsen af forskellige faggrupper kan bidrage til både kapacitet og
den bedst mulige indsats for hver enkelt patient.
Det kræver naturligvis også gode faglige og økonomiske rammer. Regeringen
prioriterer psykiatrien tårnhøjt. Derfor har regeringen afsat 3,2 mia. kroner frem mod
2030 til løft af psykiatrien over den samlede 10-årige periode, så området samlet set
bliver løftet med mere end 4 mia. kroner siden 2019.
Midlerne skal bl.a. bidrage til at udvide den samlede behandlingskapacitet, så vi
sikrer, at mennesker med psykiske lidelser hurtigere kan blive udredt og behandlet,
hvad end det drejer sig om psykologbehandling eller anden sundhedsfaglig
behandling.
På den faglige bane udarbejder Sundhedsstyrelsen faglige retningslinjer på områder,
hvor den tværfaglige og tværsektorielle indsats giver udfordringer. Der er udarbejdet
en række nationale kliniske anbefalinger og retningslinjer for psykisk sygdom og
mental sundhed. Disse skal sikre patientinddragelse, og at behandlingen
tilrettelægges ud fra behov og på rette niveau.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde