Sundhedsudvalget 2023-24
SUU Alm.del
Offentligt
2816079_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 26-01-2024
Enhed: Sundhedsjura og Lovkvalitet
Sagsbeh: amn
Sagsnr.:2023 - 4705
Dok. nr.: 56782
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 51 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 26. oktober
2023. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Mona Juul
(KF).
Spørgsmål nr. 51:
”Vil
ministeren redegøre for, hvordan der holdes kontrol med ulovlige
skønhedsklinikker, samt hvordan udviklingen i ulovlig aktivitet ser ud fra 2022 og
2023? I følge DR er antallet af sager om ulovlige skønhedsklinikker steget med 110
sager fra 17 sager i 2018 til 127 sager i 2021, samtidig med at flere og flere
rapporterer om uheldige konsekvenser efter at være gået til en uautoriseret klink,
som ikke lever op til reglerne om lægetilknytning eller registrering på området for
filler- eller laserbehandlinger. Der henvises til artiklen »Stort sort marked for
skønhedsbehandlinger: I et baglokale sprøjter de ulovligt filler i kundernes læber« på
DR.dk den 10. marts 2022.”
Svar:
Efter de gældende regler for kosmetisk behandling skal behandlingerne kun udføres
af læger med rette speciale og /eller kvalifikationer inden for de pågældende
områder. Til visse behandlinger kan lægen anvende medhjælp. Det er et krav, at de
pågældende læger og eventuelle medhjælpere er godkendt og registreret i Styrelsen
for Patientsikkerhed for lovligt at måtte udføre de kosmetiske behandlinger.
Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med kosmetiske behandlingssteder, de
registrerede behandlere og deres eventuelle medhjælp. Formålet med tilsynet er at
kontrollere, om de grundlæggende krav beskrevet i bekendtgørelsen om kosmetisk
behandling overholdes, og om de kosmetiske behandlinger udgør en risiko for
patientsikkerheden.
Styrelsen for Patientsikkerhed kender i sagens natur ikke det reelle omfang af det
sorte marked for kosmetiske behandlinger og kan derfor ikke med sikkerhed sige, om
markedet er stigende eller faldende. Styrelsen for Patientsikkerhed har dog oplyst, at
styrelsen i 2021 oprettede 127 sager om mulig ulovlig virksomhed på det kosmetiske
område. I 2022 og 2023 blev der oprettet hhv. 251 og 54 sager. Sagerne er primært
oprettet på baggrund af modtagne bekymringshenvendelser eller på baggrund af
forhold, som styrelsen ved egen drift har fået kendskab til.
Som hovedregel håndteres sagerne ved, at Styrelsen for Patientsikkerhed retter
henvendelse til klinikkerne og gør dem opmærksom på reglerne samt beder dem
bekræfte, at de stopper med at behandle, uden at en registreret læge er tilknyttet.
Styrelsen følger systematisk op på, om det sker.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 51: MFU spm. om, hvordan der holdes kontrol med ulovlige skønhedsklinikker
Hovedparten af sagerne politianmeldes ikke, fordi klinikkerne retter ind. Styrelsen for
Patientsikkerhed foretager politianmeldelse, hvis det vurderes, at der er tale om
grovere eller gentagen overtrædelse af reglerne, f.eks. fortsættelse eller
genoptagelse af virksomheden trods oplysning til styrelsen om, at klinikken er
stoppet med behandlingerne, ved oplysninger om patientskade, eller ved manglende
efterlevelse af styrelsens henstilling om at stoppe med behandlingerne.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
Side 2