Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Dato: 07-05-2024
Enhed: Patientsikkerhed og Lovkvalitet
Sagsbeh: nmwi
Sagsnr.:2024 - 5825
Dok. nr.: 151866
Folketingets Lovsekretariat
Medlem af Folketinget Jens Henrik Thulesen Dahl (DD) har den 29. april 2024 stillet
følgende spørgsmål nr. S 884 til indenrigs- og sundhedsministeren, som hermed
besvares.
Spørgsmål S 884:
Er ministeren enig i, at aktiv dødshjælp betyder, at en sundhedsperson giver et
dødbringende lægemiddel til en patient, som udtrykker ønske om at dø, og hvordan
forholder ministeren sig til, at både læger og sygeplejersker kommer med et opråb i
Politiken den 7. april 2024, hvor de klart giver udtryk for, at de to faggrupper ikke
ønsker en sådan ordning i Danmark?
Begrundelse
Der henvises til artiklen »Opråb fra lægers og sygeplejerskers top: »Vi ønsker ikke
aktiv dødshjælp, og vi kommer til at stå fast«« fra Politiken den 7. april 2024.
Svar:
Der er mange perspektiver, der skal overvejes, når vi debatterer spørgsmålet om en
dansk model for en mere værdig død. Det gælder f.eks., at nogle kan føle, at der
lægges et utilsigtet pres på sårbare patientgrupper, som kan føle sig til last. Det
gælder f.eks. også, at nogle sundhedspersoner af personlige eller faglige grunde ikke
ønsker at medvirke til at fremskynde døden.
Det er vigtigt at huske på, at der findes flere forskellige modeller for dødshjælp. Den
hollandske model med eutanasi, som er nævnt i artiklen, er alene én af dem.
Det er et meget svært etisk dilemma, hvorvidt aktiv dødshjælp skal legaliseres.
Regeringen har nedsat Udvalget for en mere værdig død.
Udvalget består af både eksperter og praktikere, der har viden om og praktisk
erfaring med den sidste tid inden for forskellige områder, og lægfolk som har
personlig erfaring med livets sidste tid eller som på anden måde repræsenterer den
danske befolkning.
Udvalgets arbejde afsluttes i 2. halvår 2024 ved afgivelse af et refleksionsoplæg, som
skal nuancere regeringens beslutningsgrundlag.
Alle perspektiver er berettigede og velkomne. Derfor sætter jeg også pris på
sundhedspersonernes holdninger. For det er vigtigt at nuancere debatten og få alle
synspunkter frem i lyset.
Med venlig hilsen