Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 07-05-2024
Enhed: Sygehuspolitik
Sagsbeh: annb
Sagsnr.:2024 - 5339
Dok. nr.: 145047
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 435 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 10. april.
Spørgsmålene er stillet efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 435:
”Vil
ministeren i forlængelse af bl.a. artiklen
”Assisteret
petrionaldialyse risikerer at
forsvinde som behandlingstilbud” i Nyrenyt 1/24 svare på, om ministeren mener, at
det giver mening at hjemtage den assisterede dialyse til sygehusene, når vi i
Sundhedsaftalen i 2022 afsatte 500 mio. kr. til styrket hjemmebehandling og
Sundhedsstrukturkommissonens formand gang på gang siger, at det er det nære og
sammenhængende sundhedsvæsen, der nu skal styrkes?”
Svar:
For at styrke det nære sundhedsvæsen har regeringen sammen med KL og Danske
Regioner i december 2023 indgået aftale om at afsætte 500 mio. kr. til mere
behandling i eget hjem. Initiativerne skal bl.a. bidrage til at reducere faste
rutinekontroller for borgere med kronisk sygdom, herunder diabetes, KOL og
hjertesvigt, udbrede digitale psykiatritilbud samt etablere landsdækkende digitale
genoptræningstilbud og digitale skærmbesøg i hjemmeplejen til borgere der kan og
vil.
Aftalen supplerer de investeringer og prioriteringer, som allerede foretages af
regioner og kommuner, og ansvaret for behandlingen af dialysepatienter ligger hos
regionerne. Gennem samarbejdsaftalerne kan kommuner og regioner indgå aftale
om, at kommunerne i samarbejde med hjemmeplejen varetager assisteret P-dialyse i
hjemmet, som kan frigøre kapacitet på sygehusene. Både regioner og kommuner
bærer ansvaret for at løfte opgaven og udforme de konkrete aftaler, og jeg forventer,
at disse aftaler indgås med fokus på, hvad der i sidste ende gavner patienterne.
Derudover forventes det, at Sundhedsstrukturkommissionen afslutter sit arbejde i
juni 2024. Kommissionen skal bl.a. komme med forslag til den fremadrettede
organisering og behandling i eller tæt på eget hjem.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde