Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 15-04-2024
Enhed: Beredskab og Smitsomme
Sygdomme
Sagsbeh: emjo
Sagsnr.:2024 - 4445
Dok. nr.: 133600
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 391 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 18. marts 2024.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Stinus Lindgreen (RV).
Spørgsmål nr. 391:
”Hvor
mange covid-vacciner er blevet indkøbt til sæsonerne 2022/2023 og 2023/24
til ældre over 65, og hvor mange har man måtte kassere som følge af, at en del af
målgruppen (65+) er blevet vaccineret mod covid gennem DANFLU-projektet i
stedet for det nationale vaccinationsprogram?
”
Svar:
Danmark tilsluttede sig tidligt i pandemien Europa-kommissionens vaccineaftale,
parallelt med andre EU-lande. Aftalen blev indgået, inden sundhedsmyndighederne
kendte til omfanget af epidemien, effektive vaccinekandidater samt tilgængeligheden
af vaccinedoser. Indkøbene blev på daværende tidspunkt ikke foretaget til specifikke
målgrupper, men med henblik på massevaccination af stort set hele den danske
befolkning.
Aftalen, der var juridisk bindende, omfattede forhåndsindkøb af et minimumsantal
doser fra forskellige vaccineproducenter til fordeling blandt EU-medlemslandene i
2020 og 2021, med mulighed for senere køb af yderligere doser. Der blev senere
indgået en tillægsaftale om levering af yderligere vaccinedoser til EU i 2023.
Folketinget har løbende været inddraget i indkøbene og givet opbakning hertil, f.eks.
via bevilling af finansiering til indkøbene.
Derfor har sundhedsmyndighederne ikke foretaget nye køb af covid-19 vacciner til
sæsonerne 2022/2023 og 2023/2024, men har i stedet udskudt leveringen af en del
af de tidligere bestilte doser fra Pfizer-BioNTech og afbestilt andre doser, hvilket
Folketingets Sundhedsudvalget tidligere er blevet orienteret om. Det er derfor ikke
muligt at give et fuldt retvisende billede af indkøb til de to i spørgsmålet nævnte
programmer eller til en specifik målgruppe, f.eks. personer fra 65 år.
Det privat finansierede forskningsprojekt DANFLU valgte på eget initiativ i sæsonen
2023/24 udover at tilbyde deres forsøgspersoner influenzavaccination tillige at
tilbyde dem samtidig vaccination mod covid-19 i stil med samvaccinationen i det
offentlige program. DANFLU købte ifølge Statens Serum Institut covid-19 vacciner fra
Moderna gennem instituttet. Disse vacciner hjemtages til Statens Serum Institut
under forretningsmæssige kontrakter til salg på det private marked og er dermed
hverken indkøbt som led i Europa-kommissionens vaccineindkøbsaftale eller for
offentlige midler. DANFLU’s indkøb skete således på privat initiativ længe efter, at det
offentlige sæsonvaccinationsprogram for 2023/24 blev planlagt, og aftaler med
underleverandører var udbudt og indgået.