Sundhedsudvalget 2023-24
SUU Alm.del
Offentligt
2844423_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 27-03-2024
Enhed: Lægemidler
Sagsbeh: lbje
Sagsnr.:2024 - 3304
Dok. nr.: 118868
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 359 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 29. februar 2024.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jens Henrik Thulesen Dahl (DD).
Spørgsmål nr. 359:
”Ministeren
bedes redegøre for, om det er op til en konkret lægefaglig vurdering fx af
en individuel sundhedsperson eller afdeling på et sygehus at træffe beslutning om at
benytte lægemidlet trastuzumab deruxtecan (Enhertu) til behandling af HER2-low
metastatisk brystkræft på trods af medicinrådets overordnede anbefaling. Der
henvises til SUU alm. del - svar på spørgsmål 655, 2022-23,
2.samling og ”Princippapir
om prioritering for sygehuslægemidler”, Sundheds-
og Ældreministeriet, 31. marts
2016.”
Svar:
Medicinrådets opgave er at vurdere nye behandlingers effekt i forhold til den pris,
virksomhederne har sat, så ressourcerne i sundhedsvæsenet rækker længst muligt.
Det gør Medicinrådet ved at vurdere, om et lægemiddel skal anbefales som
standardbehandling på sygehusene.
Medicinrådet arbejder inden for rammerne af de syv principper for prioritering af
sygehusmedicin, som jeg som sundheds- og ældreminister tog initiativ til i 2016, og
som alle Folketingets partier dengang bakkede op om.
Det er regionernes ansvar at sikre, at Folketingets syv principper overholdes. Det
gælder også det syvende princip, som indebærer, at det skal være muligt ud fra en
konkret lægefaglig vurdering at behandle med lægemidler, som er afvist til
standardbehandling. Jeg har gjort regionerne opmærksomme på, at det naturligvis
også bør gælde for lægemidler, som er under behandling i Medicinrådet.
Jeg kan forstå, at det muligvis ikke altid er tilfældet. Jeg har derfor bedt regionerne
om at redegøre for den praksis, der ligger til grund for, at de regionale
lægemiddelkomitéer tilsyneladende fortsat afviser at behandle med lægemidler, som
er under behandling i Medicinrådet. Det er afgørende for tilliden til Medicinrådet, at
rådets arbejde sker inden for rammerne af Folketingets syv principper.
Medicinrådet oplyser på sin hjemmeside, at der er en igangværende vurdering af
lægemidlet med anvendelse til metastatisk HER2-lav brystkræft, der har forventet
anbefalingsdato senere på måneden.
SUU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 359: Spm. om det er op til en konkret lægefaglig vurdering fx af en individuel sundhedsperson eller afdeling på et sygehus at træffe beslutning om at benytte lægemidlet trastuzumab deruxtecan (Enhertu) til behandling af HER2-low metastatisk brystkræft på trods af medicinrådets overordnede anbefaling
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
Side 2