Sundhedsudvalget 2023-24
SUU Alm.del
Offentligt
2837019_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 12-03-2024
Enhed: Epidemihåndtering og kvalitet i
sundhedsvæsenet
Sagsbeh: MRH
Sagsnr.:2024 - 2592
Dok. nr.: 104170
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 310 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 14. februar 2024.
Spørgsmål nr. 310:
”Hvor
mange patienter dør på venteliste til organtransplantation inklusive patienter,
der tages af ventelisten, fordi de er for syge til at kunne blive transplanteret?”
Svar:
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har ministeriet indhentet bidrag fra
Sundhedsstyrelsen, som jeg henholder mig til.
I 2023 døde 28 danskere, mens de ventede på et organ, mens 56 blev permanent
afmeldt fra ventelisten. Langt de fleste af patienterne ventede på en nyre. Det er ikke
muligt at oplyse, hvor mange patienter, der blev taget af ventelisten, fordi de var for
syge til at kunne blive transplanteret, men som døde i 2023. Disse data bliver ikke
opgjort.
Derudover skal man være opmærksom på, at der kan være mange årsager til, at en
patient tages af ventelisten. En midlertidig afmelding kan fx være fordi, man skal
rejse, eller man har fået en infektion. En permanent afmelding kan fx være pga. en
hjerte- eller kræftsygdom eller flytning ud af landet.
Dødsårsagerne for patienter, som er taget af ventelisten, er ikke nødvendigvis
relateret til, at de ikke blev transplanteret. Især for nyresyge, hvor der findes
behandling i form af dialyse, kan dødsårsager også være fx kræft, hjertesygdom,
ulykker mv. Endeligt kan patienter være blevet taget af ventelisten flere år før de dør.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde