Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 08-01-2024
Enhed: Borgernær Sundhed
Sagsbeh: chk
Sagsnr.:2023 - 7377
Dok. nr.: 70618
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 162 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 14. december
2023. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marlene Harpsøe (DD).
Spørgsmål nr. 162:
”Kan
ministeren bekræfte, at patienter, der benytter sig af retten til frit sygehusvalg,
når behandlingsgarantien overskrides i det offentlige sundhedsvæsen, samtidig
mister retten til offentlig befordring, som man ellers ville have haft ret til, hvis man
havde ventet på behandling i det offentlige? Såfremt dette er korrekt, bedes
ministeren samtidig redegøre for, om det er ministerens vurdering, at det er rimeligt
over for patienterne?”
Svar:
Spørgsmålet forstås således, at der spørges ind til befordringsreglerne, når en patient
benytter sig af det udvidede frie sygehusvalg, idet der spørges til det tilfælde, hvor
behandlingsgarantien overskrides i det offentlige sundhedsvæsen. Det forstås
således, at der benyttes et privat aftalesygehus i stedet for behandling på et offentligt
sygehus.
Patienter, som vælger at anvende det udvidede frie sygehusvalg, har ret til
godtgørelse af deres befordringsudgifter som minimum svarende til den
befordringsudgift, de ville have haft til det behandlingssted, hvor behandlingen ville
have fundet sted, såfremt man ikke havde benyttet det udvidede frie sygehusvalg.
Her gælder de almindelige betingelser for at have ret til befordring eller
befordringsgodtgørelse, hvor patienten skal leve op til en af følgende betingelser: At
afstanden til det valgte sygehus overstiger 50 km., at patienten modtager pension
eller, at patientens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler.
Patienter, der benytter sig af det udvidede frie sygehusvalg, mister altså ikke retten til
offentlig befordring ved at benytte sig af retten til udvidet frit sygehusvalg, såfremt
de gældende betingelser for befordring i øvrigt er opfyldt.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde