Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 21-12-2023
Enhed: FOBS
Sagsbeh: cfk
Sagsnr.:2023 - 7183
Dok. nr.: 67796
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 126 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 4. december
2023. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jens Henrik Thulesen Dahl (DD).
Spørgsmål nr. 126:
”Ministeren bedes kommentere artiklen ”Der er flere kræfttilfælde nær giftdepot,
men ikke råd til at finde årsagen”,
dr.dk, 1/12-23,
og samtidig svare på, om
ministeren mener, at vi på nationalt niveau bør påtage os ansvaret for at få afdækket
eventuelle sammenhænge mellem geologisk forurening og kræfttilfælde i f.eks.
Thyborøn og Harboøre, som det foreslås i artiklen?”
Svar:
Jeg vil gerne starte med at understrege, at forureningssager med
sundhedskonsekvenser er en problematik, som regeringen tager alvorligt. Regeringen
ser derfor også løbende på, hvad der kan gøres for at forebygge og mindske disse
konsekvenser.
Resultater, som dem der nævnes i artiklen, kan være med til at skabe utryghed i
lokalbefolkningen. Derfor er det også vigtigt, at der bliver taget hånd om borgerne og
deres bekymringer, og jeg har noteret mig, at Region Midtjylland har igangsat flere
gode tiltag og initiativer, som kan hjælpe de borgere, der er utrygge ved situationen.
Lokale myndigheder kan til enhver tid rådføre sig med de nationale
sundhedsmyndigheder. Styrelsen for Patientsikkerhed har til opgave at rådgive
statslige, regionale og kommunale myndigheder i hygiejniske, miljømæssige og
socialmedicinske forhold, og Sundhedsstyrelsens opgave er at yde sundhedsfaglig
rådgivning om helbredseffekter.
Der er ikke fra statslig side afsat øremærkede forskningsmidler til forskning i de
sundhedsmæssige effekter af forurening på personer bosiddende i områder med
forurening. Der er dog mulighed for generelt at søge midler til forskning hos f.eks.
Danmarks Frie Forskningsfond (DFF), som er en offentlig, forskningsfinansierende
fond. Fonden modtager på finansloven 2024 ca. 1,9 mia. kr., som kan udmøntes til
forskningsprojekter.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde