Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 26-01-2024
Enhed: Sygehuspolitik
Sagsbeh: LLJE
Sagsnr.:2023 - 6595
Dok. nr.: 60570
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 120 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 28. november
2023.
Spørgsmål nr. 120:
”Vil
ministeren kommentere henvendelse til udvalget om adenomyose, jf. SUU alm.
del
–
bilag 78, og præsentation fremvist for udvalget 23/11.23 om samme, jf. SUU
alm. del
–
bilag 103? Vil ministeren herunder besvare følgende spørgsmål:
a. Hvor mange kvinder i Danmark er ramt af adenomyose?
b. Hvad kan ministeren oplyse om dansk forskning i adenomyose og retningslinjer for
sygdommen og behandlingen af den?
c. Hvordan og i hvilket omfang bliver der undervist i adenomyose på
medicinstudierne?
d. Hvor mange danske patienter med adenomyose er i de seneste år rejst til udlandet
for udredning og behandling, og hvad er ministerens kommentarer til dette tal?
e. Vil ministeren punkt for punkt kommentere og forholde sig til de forslag til
initiativer, som fremgår af SUU alm. del
–
bilag 103?”
Svar:
Det er vigtigt, at kvinder med adenomyose får den rette udredning og behandling. Jeg
påskønner derfor også, at Sundhedsudvalget har fået et oplæg herom, og at der
bliver sat fokus på kvindesygdomme mere generelt. Jeg har dog ikke mulighed for at
vurdere oplæggets forslag til initiativer.
Der er til brug for besvarelsen indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som oplyser
følgende:
”Adenomyose
defineres som tilstedeværelse af endometrium (den slimhinde som
beklæder indersiden af livmoderhulen) i livmoderens muskulatur. Diagnosen stilles på
baggrund af en vurdering af symptomer, men kan først bekræftes ved at se på vævet
igennem mikroskop (histologi). De hyppigste symptomer på adenomyose er
blødningsforstyrrelser, tyngdefornemmelse og smerter i underlivet samt ufrivillig
barnløshed.
Hyppigheden af adenomyose i befolkningen kendes ikke, da det indtil for få år siden
ikke var muligt at diagnosticere tilstanden med mindre livmoderen blev fjernet.
Gennem de senere år er den diagnostiske sikkerhed øget ved hjælp af forbedret
ultralydsundersøgelse og MR-teknologi, men da såvel hysterektomi (fjernelse af
livmoderen) samt billeddiagnostik foretages på baggrund af symptomer fra
underlivet, er det vanskeligt at udtale sig om den faktiske hyppighed. Hertil kommer,
at der fortsat kan være usikkerhed om de billeddiagnostiske kriterier for sygdommen.