Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del
Offentligt
2816229_0001.png
Folketingets Socialudvalget
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 9400
Doknr.
798660
Dato
29-01-2024
Folketingets socialudvalg har d. 6. december 2023 stillet følgende spørgsmål
nr. 83 (alm. del) til ældreministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 83:
”Vil ministeren redegøre for, hvilke regler der gælder for institutioners
(henholdsvis offentlige, private og selvejende) indhentning af straffeattester ved
ansættelser af pleje- og omsorgspersonale? Og vil ministeren herunder
specifikt redegøre for, om der er fundet en løsning i forhold til private
leverandørers mulighed for at indhente offentlige straffeattester? Der henvises
til Sundheds- og Ældreudvalget, alm. del, svar på spørgsmål 1559,
folketingsåret 2019-20, hvoraf det fremgår, at ”Efter bekendtgørelsens § 22,
stk. 1, nr. 7, er det ikke muligt for Rigspolitiet at udstede en offentlig
straffeattest til private leverandører for pleje- og omsorgspersonale.” og at
”Justitsministeriet vil sammen med Sundheds- og Ældreministeriet kigge på en
løsning snarest muligt, sådan at vi sammen får sikret, at lignende sager kan
undgås i fremtiden.”
Svar:
Der blev d. 14. december 2023 sendt et foreløbigt svar, hvoraf det fremgår, at
Social-, Bolig- og Ældreministeriet til brug for besvarelsen havde rettet
henvendelse til Justitsministeriet med henblik på bidrag.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet har modtaget bidrag fra Justitsministeriet,
som bemærker følgende:
”Justitsministeriet kan oplyse, at politiet udsteder såkaldte private
straffeattester til personer, der er fyldt 15 år, når den person, som
oplysningerne angår, anmoder politiet herom, jf. § 11, stk. 1, i
kriminalregisterbekendtgørelsen.
På en privat straffeattest medtages afgørelser, som er tilført Kriminalregisterets
afgørelsesdel, og som omfatter overtrædelse af straffeloven, lov om tilhold,
opholdsforbud og bortvisning, lovgivningen om euforiserende stoffer,
lovgivningen om våben og eksplosivstoffer, opholdsforbud idømt efter
straffelovens §§ 79 a-79 c eller udenlandske afgørelser, jf.
kriminalregisterbekendtgørelsens § 11, stk. 3.
De afgørelser, der fremgår af en privat straffeattest, er undergivet visse
begrænsninger, herunder af tidsmæssig karakter. Bestemmelserne herom
1
SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 83: Spm. om, hvilke regler der gælder for institutioners (henholdsvis offentlige, private og selvejende) indhentning af straffeattester ved ansættelser af pleje- og omsorgspersonale
2816229_0002.png
fremgår af § 11, stk. 2-5, i kriminalregisterbekendtgørelsen og indebærer bl.a.,
at bødestraffe som udgangspunkt slettes fra en privat straffeattest efter 2 år,
mens henholdsvis en betinget og ubetinget fængselsstraf slettes efter 3 og 5
år.
Politiet kan endvidere udstede såkaldte offentlige straffeattester til en række
myndigheder til brug for nærmere angivne formål, jf. § 23, stk. 1, i
kriminalregisterbekendtgørelsen. På en offentlig straffeattest medtages
samtlige oplysninger, der er tilført Kriminalregisterets afgørelsesdel. Disse
oplysninger er oplistet i § 1-4 i kriminalregistercirkulæret.
En offentlig straffeattest kan ikke udstedes til den person, som oplysningerne
angår, men alene til den pågældende offentlige myndighed. Derudover er en
offentlig straffeattest ikke undergivet de samme tidsmæssige begrænsninger,
som gør sig gældende for private straffeattester, hvorfor eventuelle afgørelser
typisk vil optræde i en væsentligt længere tidsudstrækning på en offentlig
straffeattest sammenlignet med en privat straffeattest.
Efter kriminalregisterbekendtgørelsens § 23, stk. 1, nr. 7, kan politiet efter
begæring – og med samtykke fra den person, som oplysningerne angår, jf. §
23, stk. 5 – udstede offentlige straffeattester til regioner og kommuner for
personer, der søger ansættelse eller er ansat til at yde indsats i henhold til §§
83 og 85 i lov om social service, samt for personer, der søger ansættelse eller
er ansat ved tilbud, hvor der ydes en sådan indsats.
Der er efter kriminalregisterbekendtgørelsen ikke hjemmel til, at politiet kan
udstede en offentlig straffeattest til private leverandører for pleje- og
omsorgspersonale.”
Jeg kan henholde mig til Justitsministeriets bidrag og kan i øvrigt oplyse, at det
er min holdning, at det i høj grad er op til lederne i ældreplejen at medvirke til at
sikre, at kun egnede medarbejdere ansættes til at tage vare på vores ældre
medborgere. Det gælder selvfølgelig også for de private leverandører af
ældrepleje. Det sikres bl.a. ved at have grundige ansættelsesprocedurer, hvor
der fx spørges ind til tidligere ansættelser, indhentes referencer fra tidligere
arbejdsgivere og for de private leverandørers vedkommende evt. at anmode
ansøgeren om at anmode politiet om en privat straffeattest.
Men lederne skal også i det løbende arbejde med plejen og omsorgen for de
ældre have fokus på kulturen, og at det til stadighed er de rette medarbejdere,
der er ansat. Et væsentligt omdrejningspunkt i den kommende ældrereform og
ældreloven vil være helhedsplejen og den borgernære visitation, som netop vil
indebære, at lederne, sammen med det øvrige personale, rykker tættere på
plejen af den enkelte ældre.
Afslutningsvist skal jeg bemærke, at regeringen ikke har planer om at ændre
reglerne for private leverandørers indhentelse af offentlige straffeattester for
ansatte i ældreplejen.
Med venlig hilsen
Mette Kierkgaard
Ældreminister
2