Haderslev Kommune
Att. Borgmester Hans Skau
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 8182
Doknr.
791933
Dato
19-01-2024
Vedrørende redegørelse og supplerende oplysninger fra Haderslev
Kommune i konkret sag om tilbuddet Odinsgård
Social-, Bolig- og Ældreministeriet har modtaget Haderslev Kommunes
redegørelse af 7. november 2023 samt supplerende oplysninger af 28. november
2023 i den konkrete sag om tilbuddet Odinsgård.
Ministeriet har derudover modtaget supplerende oplysninger fra Faaborg-Midtfyn
Kommune (Socialtilsyn Syd), som vedlægges til Haderslev Kommunes orientering.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet har på baggrund af redegørelsen og de
supplerende oplysninger følgende konkrete bemærkninger:
Social-, Bolig- og Ældreministeriet finder på baggrund af en samlet vurdering af det
foreliggende grundlag anledning til at udtale, at ministeriet ikke er betrygget i, at
Haderslev Kommune ved varetagelsen af ansvaret som driftsherre har iværksat
tilstrækkelige foranstaltninger og udvist rettidig omhu ift. problemerne på
Odinsgård. Ministeriet har herved også lagt vægt på, at Haderslev Kommune,
Faaborg-Midtfyn Kommune og Handicaprådets Handicaprepræsentanter oplyser,
at problemerne har eksisteret i en årrække, og at de iværksatte tiltag ikke har vist
sig tilstrækkelige. Social-, Bolig- og Ældreministeriet mener således ikke, at
Haderslev Kommune over for ministeriet i tilstrækkelig grad har kunnet begrunde,
at der fra kommunens side ikke er grebet ind tidligere og mere grundlæggende
over for problemerne i tilbuddet Odinsgård.
Ministeriet finder det dertil bekymrende, at forvaltningen og Social- og
Handicapudvalget i Haderslev Kommune ud fra det oplyste ikke har haft kendskab
til den adfærd på Odinsgård, som afspejles i de skjulte optagelser, som vises i
Operation X-udsendelsen
”Nødråb i natten”.
Ministeriet bemærker derudover, at det fremgår af de supplerende oplysninger fra
Faaborg-Midtfyn Kommune (Socialtilsyn Syd), at en række oplysninger, som
potentielt kan have betydning for vurderingen af tilbuddets generelle kvalitet, ikke
er tilgået Socialtilsyn Syd. Ministeriet skal på den baggrund opfordre Haderslev
Kommune til at følge forholdene og udviklingen i Odinsgård tæt og at holde
Socialtilsyn Syd orienteret om forhold, som kan have betydning for kvaliteten i
tilbuddet.
Afslutningsvist noterer ministeriet sig, at Haderslev Kommune dagligt arbejder på
at styrke indsatsen og sikre både borgerne, de pårørende og medarbejdernes
trivsel på Odinsgård, og at Haderslev Kommune udarbejder et brev med
indskærpelse af tilbuddenes oplysningspligt og fremsender til de tilbud, som
kommunen er driftsherre for.
Med venlig hilsen
Malene Vestergaard
Afdelingschef
1