Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 7138
Doknr.
917740
Dato
24-10-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 27. september 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 702 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Theresa Berg Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 702:
Vil ministeren i forlængelse af besvarelsen af SOU alm. del spørgsmål nr. 629
redegøre for forældres adgang til sagsakter og partsstatus, når der
igangsættes en sag om anbringelse af et barn uden for hjemmet med eller
uden tvang, jf. reglerne i barnets lov, herunder hvilke sagsakter forældre har
adgang til, når barnet er blevet anbragt uden for hjemmet?
Svar:
Jeg kan henvise til mit svar på SOU alm. del spørgsmål nr. 629, hvori jeg
redegør for, at Barnets Lov ikke regulerer spørgsmålet om biologiske forældres
ret til indsigt i sagens dokumenter. Derfor gælder de generelle regler i
forvaltningsloven om partsstatus og adgang til sagsakter, når der igangsættes
en sag om anbringelse af et barn uden for hjemmet.
Det følger af forvaltningsloven, at den, der er part i en sag, hvori der er eller vil
blive truffet en afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive
gjort bekendt med sagens dokumenter. For at være parter i en sag, skal
forældrene have partsstatus i den konkrete sag hos forvaltningsmyndigheden.
Sagens parter er typisk den eller dem, som afgørelsen i en sag vil blive stilet til
(afgørelsens adressater).
Forældrene er parter i den sag, der vedrører anbringelse af barnet uden for
hjemmet og har ret til partsaktindsigt i sagen efter forvaltningsloven. Men også i
andre afgørelsessager om barnet, når det er anbragt uden for hjemmet, vil
forældrene typisk være parter i sagen. Der kan dog være dokumenter eller
oplysninger i sagen, de ikke kan få indsigt i, herunder for eksempelvis
forvaltningens interne arbejdsdokumenter eller andre oplysninger, der er
undtaget fra partsaktindsigt.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1