SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 659: Spm. om ministeren mener, at hensynet til økonomisk beskyttelse af barnets arv bør veje tungere end hensyn til barnets trivsel og tryghed i vante rammer

Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

9. oktober 2024

Proces-

Insolvensretskontoret

Sofia Ravnsborg

2024-11736

3433052

Besvarelse af spørgsmål nr. 1489 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1489 (Alm. del), som

Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 13. september

2024. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikke-medlem af udvalget (MFU)

Birgitte Bergman (KF).

Peter Hummelgaard

Niels Dam Dengsøe Petersen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/5

SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 659: Spm. om ministeren mener, at hensynet til økonomisk beskyttelse af barnets arv bør veje tungere end hensyn til barnets trivsel og tryghed i vante rammer

Spørgsmål nr. 1489 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren redegøre for, hvilke hensyn der ligger til grund

for, at børn under 18 år som udgangspunkt ikke må arve fast

ejendom og derfor er pålagt at sælge denne, medmindre de får

dispensation, jf. artiklen ”Børnenes forældre blev revet fra dem

på et splitsekund. Nu kan de blive tvunget ud af deres

barndomshjem” fra berlingske.dk den 8. september 2024?”

Svar:

Jeg vil først og fremmest gerne slå fast, at vanvidskørsel er foragteligt for

både vores fællesskab og for menneskeliv. Det er en forbrydelse, som vi skal

slå hårdt ned på. Det fremgår også af regeringsgrundlaget ”Ansvar for

Danmark”, at regeringen ønsker at se på muligheden for at skærpe indsatsen

mod vanvidskørsel.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Familieretshuset, der har oplyst følgende:

”Det er i værgemålslovens § 30 bestemt, at justitsministeren kan

fastsætte regler om værgens pligt til at indhente godkendelse fra

Familieretshuset, herunder til dispositioner over indtægten og

formuen og til stiftelse af gæld.

Af § 6, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1444 af 13. december 2013

om værgemål (værgemålsbekendtgørelsen), der bl.a. er udstedt

i medfør af værgemålslovens § 30, fremgår, at værgen skal have

Familieretshusets godkendelse til at erhverve eller afhænde fast

ejendom.

Bestemmelsen omfatter såvel voksne under værgemål efter

værgemålslovens

som

mindreårige,

hvor

forældremyndighedsindehaveren normalt er værge.

Familieretshusets godkendelse kræves til al erhvervelse af fast

ejendom, herunder erhvervelse ved arveudlæg.

Familieretshuset henviser til dødsboskiftelovens § 16, stk. 4, 2.

pkt., hvoraf det fremgår, at bestemmelserne i værgemålslovens

§§ 28-30 finder anvendelse med de ændringer, der følger af

forholdets natur.

Af § 11 i værgemålsbekendtgørelsen følger, at bestemmelserne

i værgemålsbekendtgørelsens §§ 6-10 også finder anvendelse

Side 2/5

under skiftebehandling af dødsboer, hvor en person under

værgemål er arving eller legatar.

Såfremt personen under værgemål, herunder en mindreårig, er

beskikket en skifteværge til at varetage sine interesser under

dødsbobehandlingen, er det skifteværgen, der skal søge

godkendelse til, at fast ejendom arveudlægges til den

pågældende.

Baggrunden for kravet om godkendelse til erhvervelse af fast

ejendom er, at der er tale om en disposition, der vil have

betydelige og vidtrækkende økonomiske konsekvenser for

personen under værgemål.

Af Civilstyrelsens værgevejledning (vejledning nr. 9092 af 25.

februar 2009) fremgår følgende:

”Efter praksis er statsforvaltningerne [nu

Familieretshuset] tilbageholdende med at tillade, at

den, der er under værgemål, erhverver fast ejendom.

Tilladelse gives normalt kun, hvor det efter en

vurdering af den pågældendes alder, personlige og

økonomiske forhold, ejendommens art og pris samt

formålet med erhvervelsen skønnes, at det er

hensigtsmæssigt for den pågældende at erhverve

ejendommen. Baggrunden herfor er de pligter og

byrder, der er forbundet med at eje fast ejendom.

Det er en forudsætning for at få tilladelsen, at den

pågældende selv har økonomiske muligheder for at

klare disse forpligtelser, f.eks. at betale

terminsydelser, forsikringer og ejendomsskatter.

Tilladelse til at erhverve et almindeligt parcelhus, en

ejerlejlighed eller en andelslejlighed gives navnlig,

hvis den pågældende er en mindreårig omkring 17

år, og den ejendom, der ønskes erhvervet, skal

anvendes til bolig for den pågældende alene eller

sammen med en samlever.

Køb af en erhvervsejendom, herunder landbrug,

tillades, selv om de ovennævnte generelle

forudsætninger er opfyldt, i almindelighed kun, hvis

den pågældende har den uddannelse, som erhvervet

forudsætter, eller i hvert fald et indgående kendskab

til erhvervet.

Køb af en udlejningsejendom godkendes normalt

ikke, idet det sædvanligvis kun vil have

investerings- eller spekulationsmæssigt formål.”

Side 3/5

Familieretshuset foretager et samlet skøn ved vurderingen af,

om et arveudlæg af fast ejendom kan godkendes.

I vurderingen indgår begrundelsen for ønsket om

arveudlæg/arvingens behov for ejendommen, oplysninger om

ejendommen, herunder budget for ejendommen inklusive

udgifter til ejendomsskatter, forsikringer, forbrugsafgifter,

løbende vedligehold m.v., arvingens alder og personlige og

økonomiske forhold. Hvis ejendommen skal tjene til bolig for

andre end arvingen, vil der ligeledes skulle foreligge

oplysninger om eventuel (leje)betaling fra den/de pågældende.

Hvis ejendommen skal ejes i sameje med andre, vil der normalt

også blive stillet krav om samejeoverenskomst, således at det

sikres, at ejernes indbyrdes rettigheder og pligter er klarlagt på

forhånd, herunder også i forhold til regulering ved udtræden

eller opløsning af samejet.

Det vil ligeledes kunne have betydning, om andre har erklæret

at ville friholde arvingen for alle udgifter ved ejerskabet af

ejendommen indtil pågældendes 18. år. Arvingen skal dog altid

selv have økonomisk mulighed for at klare ejerskabet, eftersom

en friholdelseserklæring ikke fritager arvingen for at hæfte for

udgifterne ved ejerskabet, men alene er en ekstra sikkerhed.

En godkendelse forudsætter, at erhvervelse af ejendommen

samlet set kan anses for økonomisk forsvarlig.

Der lægges derfor betydelig vægt på arvingens økonomiske

forhold, herunder indtægter og eventuel formue. Særligt for så

vidt angår en mindreårig arving, skal der være sikkerhed for, at

pågældende har tilstrækkelige indtægter/frie midler til at dække

de løbende, påregnelige driftsudgifter til ejendommen. Der må

ikke være udsigt til, at der skal bruges af en eventuel formue

omfattet af værgemålet for at få budgettet for ejendommen til at

hænge sammen, idet udgangspunktet er, at formuen bevares

indtil det 18. år, jf. værgemålslovens § 25, stk. 1. Formueforbrug

vil i øvrigt kræve særskilt godkendelse, jf. værgemålslovens §

39.

Hvis erhvervelsen forudsætter, at arvingen skal gældsætte sig

(fx ved at indtræde som debitor på lån i ejendommen), vil det

tale imod en godkendelse. Gældsstiftelse kræver også særskilt

godkendelse, jf. værgemålsbekendtgørelsens § 7.

Der lægges endvidere betydelig vægt på arvingens alder. Hvis

pågældende er væsentlig under myndighedsalderen, vil det tale

imod en godkendelse.”

Side 4/5

Jeg er grundlæggende enig i, at i den forfærdelige situation familien står i,

er det et stærkt hensyn, at familien økonomisk skal kunne indrette sig, som

de synes er bedst. Men samtidig er det vigtigt, at lovgivningen og

myndighedernes praksis er indrettet på en sådan måde, at det generelt og

samlet set balancerer de forskellige hensyn, herunder også hensynet til bl.a.

mindreårige børn, der ikke selv kan varetage deres interesser. Jeg mener

derfor ikke på nuværende tidspunkt, at der bør ændres i lovgivningen, men

det er naturligvis et område, der skal følges tæt, så vi er sikre på, at vi

løbende tager stilling til, om lovgivningen og myndighedernes praksis

balancerer de forskellige tungtvejende hensyn rigtigt.

Side 5/5