Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del
Offentligt
2919364_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
9. oktober 2024
Proces-
og
Insolvensretskontoret
Sofia Ravnsborg
2024-11736
3433052
Besvarelse af spørgsmål nr. 1489 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1489 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 13. september
2024. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikke-medlem af udvalget (MFU)
Birgitte Bergman (KF).
Peter Hummelgaard
/
Niels Dam Dengsøe Petersen
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/5
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 657: Spm. om ministerens kommentar på, om der bør ændres i arvereglerne, i tilfælde hvor børn bliver pludseligt forældreløse og har et ønske om at blive boende i deres nuværende hjem
Spørgsmål nr. 1489 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren redegøre for, hvilke hensyn der ligger til grund
for, at børn under 18 år som udgangspunkt ikke må arve fast
ejendom og derfor er pålagt at sælge denne, medmindre de får
dispensation, jf. artiklen ”Børnenes forældre blev revet fra dem
på et splitsekund. Nu kan de blive tvunget ud af deres
barndomshjem” fra berlingske.dk den 8. september 2024?”
Svar:
Jeg vil først og fremmest gerne slå fast, at vanvidskørsel er foragteligt for
både vores fællesskab og for menneskeliv. Det er en forbrydelse, som vi skal
slå hårdt ned på. Det fremgår også af regeringsgrundlaget ”Ansvar for
Danmark”, at regeringen ønsker at se på muligheden for at skærpe indsatsen
mod vanvidskørsel.
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Familieretshuset, der har oplyst følgende:
”Det er i værgemålslovens § 30 bestemt, at justitsministeren kan
fastsætte regler om værgens pligt til at indhente godkendelse fra
Familieretshuset, herunder til dispositioner over indtægten og
formuen og til stiftelse af gæld.
Af § 6, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1444 af 13. december 2013
om værgemål (værgemålsbekendtgørelsen), der bl.a. er udstedt
i medfør af værgemålslovens § 30, fremgår, at værgen skal have
Familieretshusets godkendelse til at erhverve eller afhænde fast
ejendom.
Bestemmelsen omfatter såvel voksne under værgemål efter
værgemålslovens
§
5
som
mindreårige,
hvor
forældremyndighedsindehaveren normalt er værge.
Familieretshusets godkendelse kræves til al erhvervelse af fast
ejendom, herunder erhvervelse ved arveudlæg.
Familieretshuset henviser til dødsboskiftelovens § 16, stk. 4, 2.
pkt., hvoraf det fremgår, at bestemmelserne i værgemålslovens
§§ 28-30 finder anvendelse med de ændringer, der følger af
forholdets natur.
Af § 11 i værgemålsbekendtgørelsen følger, at bestemmelserne
i værgemålsbekendtgørelsens §§ 6-10 også finder anvendelse
Side 2/5
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 657: Spm. om ministerens kommentar på, om der bør ændres i arvereglerne, i tilfælde hvor børn bliver pludseligt forældreløse og har et ønske om at blive boende i deres nuværende hjem
under skiftebehandling af dødsboer, hvor en person under
værgemål er arving eller legatar.
Såfremt personen under værgemål, herunder en mindreårig, er
beskikket en skifteværge til at varetage sine interesser under
dødsbobehandlingen, er det skifteværgen, der skal søge
godkendelse til, at fast ejendom arveudlægges til den
pågældende.
Baggrunden for kravet om godkendelse til erhvervelse af fast
ejendom er, at der er tale om en disposition, der vil have
betydelige og vidtrækkende økonomiske konsekvenser for
personen under værgemål.
Af Civilstyrelsens værgevejledning (vejledning nr. 9092 af 25.
februar 2009) fremgår følgende:
”Efter praksis er statsforvaltningerne [nu
Familieretshuset] tilbageholdende med at tillade, at
den, der er under værgemål, erhverver fast ejendom.
Tilladelse gives normalt kun, hvor det efter en
vurdering af den pågældendes alder, personlige og
økonomiske forhold, ejendommens art og pris samt
formålet med erhvervelsen skønnes, at det er
hensigtsmæssigt for den pågældende at erhverve
ejendommen. Baggrunden herfor er de pligter og
byrder, der er forbundet med at eje fast ejendom.
Det er en forudsætning for at få tilladelsen, at den
pågældende selv har økonomiske muligheder for at
klare disse forpligtelser, f.eks. at betale
terminsydelser, forsikringer og ejendomsskatter.
Tilladelse til at erhverve et almindeligt parcelhus, en
ejerlejlighed eller en andelslejlighed gives navnlig,
hvis den pågældende er en mindreårig omkring 17
år, og den ejendom, der ønskes erhvervet, skal
anvendes til bolig for den pågældende alene eller
sammen med en samlever.
Køb af en erhvervsejendom, herunder landbrug,
tillades, selv om de ovennævnte generelle
forudsætninger er opfyldt, i almindelighed kun, hvis
den pågældende har den uddannelse, som erhvervet
forudsætter, eller i hvert fald et indgående kendskab
til erhvervet.
Køb af en udlejningsejendom godkendes normalt
ikke, idet det sædvanligvis kun vil have
investerings- eller spekulationsmæssigt formål.”
Side 3/5
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 657: Spm. om ministerens kommentar på, om der bør ændres i arvereglerne, i tilfælde hvor børn bliver pludseligt forældreløse og har et ønske om at blive boende i deres nuværende hjem
Familieretshuset foretager et samlet skøn ved vurderingen af,
om et arveudlæg af fast ejendom kan godkendes.
I vurderingen indgår begrundelsen for ønsket om
arveudlæg/arvingens behov for ejendommen, oplysninger om
ejendommen, herunder budget for ejendommen inklusive
udgifter til ejendomsskatter, forsikringer, forbrugsafgifter,
løbende vedligehold m.v., arvingens alder og personlige og
økonomiske forhold. Hvis ejendommen skal tjene til bolig for
andre end arvingen, vil der ligeledes skulle foreligge
oplysninger om eventuel (leje)betaling fra den/de pågældende.
Hvis ejendommen skal ejes i sameje med andre, vil der normalt
også blive stillet krav om samejeoverenskomst, således at det
sikres, at ejernes indbyrdes rettigheder og pligter er klarlagt på
forhånd, herunder også i forhold til regulering ved udtræden
eller opløsning af samejet.
Det vil ligeledes kunne have betydning, om andre har erklæret
at ville friholde arvingen for alle udgifter ved ejerskabet af
ejendommen indtil pågældendes 18. år. Arvingen skal dog altid
selv have økonomisk mulighed for at klare ejerskabet, eftersom
en friholdelseserklæring ikke fritager arvingen for at hæfte for
udgifterne ved ejerskabet, men alene er en ekstra sikkerhed.
En godkendelse forudsætter, at erhvervelse af ejendommen
samlet set kan anses for økonomisk forsvarlig.
Der lægges derfor betydelig vægt på arvingens økonomiske
forhold, herunder indtægter og eventuel formue. Særligt for så
vidt angår en mindreårig arving, skal der være sikkerhed for, at
pågældende har tilstrækkelige indtægter/frie midler til at dække
de løbende, påregnelige driftsudgifter til ejendommen. Der må
ikke være udsigt til, at der skal bruges af en eventuel formue
omfattet af værgemålet for at få budgettet for ejendommen til at
hænge sammen, idet udgangspunktet er, at formuen bevares
indtil det 18. år, jf. værgemålslovens § 25, stk. 1. Formueforbrug
vil i øvrigt kræve særskilt godkendelse, jf. værgemålslovens §
39.
Hvis erhvervelsen forudsætter, at arvingen skal gældsætte sig
(fx ved at indtræde som debitor på lån i ejendommen), vil det
tale imod en godkendelse. Gældsstiftelse kræver også særskilt
godkendelse, jf. værgemålsbekendtgørelsens § 7.
Der lægges endvidere betydelig vægt på arvingens alder. Hvis
pågældende er væsentlig under myndighedsalderen, vil det tale
imod en godkendelse.”
Side 4/5
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 657: Spm. om ministerens kommentar på, om der bør ændres i arvereglerne, i tilfælde hvor børn bliver pludseligt forældreløse og har et ønske om at blive boende i deres nuværende hjem
Jeg er grundlæggende enig i, at i den forfærdelige situation familien står i,
er det et stærkt hensyn, at familien økonomisk skal kunne indrette sig, som
de synes er bedst. Men samtidig er det vigtigt, at lovgivningen og
myndighedernes praksis er indrettet på en sådan måde, at det generelt og
samlet set balancerer de forskellige hensyn, herunder også hensynet til bl.a.
mindreårige børn, der ikke selv kan varetage deres interesser. Jeg mener
derfor ikke på nuværende tidspunkt, at der bør ændres i lovgivningen, men
det er naturligvis et område, der skal følges tæt, så vi er sikre på, at vi
løbende tager stilling til, om lovgivningen og myndighedernes praksis
balancerer de forskellige tungtvejende hensyn rigtigt.
Side 5/5