Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del
Offentligt
Social- og
Boligministeriet
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 6155
Doknr.
906113
Dato
24-09-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 27. august 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
621 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).
Spørgsmål nr. 621:
”Vil ministeren –
med bidrag fra justitsministeren og politiet
oplyse, hvilken
viden de danske myndigheder ligger inde med i forhold til Scientologys
påståede vanrøgt og slavelignende forhold for børn? Og hvad gør de danske
myndigheder for at komme børnene til undsætning? Ministeren bedes
redegøre for, om myndighederne vil foranledige en undersøgelse af børns
forhold i organisationen i Danmark, jf. artiklen »Efter historier om
»slavelignende vilkår« vil politikerne rydde op i Scientology: »Hellere i dag end
i morgen««, bragt i Berlingske den 25. august 2024.”
Svar:
Indledningsvist kan jeg oplyse, at Social- og Boligministeriet ikke ligger inde
med oplysninger om forholdene i Scientology. Jeg har i den forbindelse bedt
Justitsministeriet om bidrag til besvarelsen af spørgsmålet. Justitsministeriet
oplyser følgende:
”Social-
og Boligministeriet har alene anmodet om bidrag til de to første dele af
spørgsmålet, der vedrører, hvilken viden de danske myndigheder ligger inde
med i forhold til Scientologys påståede vanrøgt og slavelignende forhold for
børn, samt hvad de danske myndigheder gør for at komme børnene til
undsætning.
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:
”Rigspolitiet kan oplyse, at det ikke er muligt at trække tal på
eventuelle
anmeldelser af vanrøgt af børn inden for Scientology. Dette skyldes, at
der i politiets systemer ikke findes en søgenøgle, som angiver, hvorvidt
en person er tilknyttet Scientology.
Såfremt politiet modtager en anmeldelse om f.eks. vanrøgt af et
barn efter straffelovens § 213, vil det være barnets forælder eller
værge, som vil blive registreret som gerningsperson og ikke den
eventuelle organisation eller det trossamfund, som forælderen
eller værgen måtte være en del af. En besvarelse af spørgsmålet
vil derfor forudsætte en manuel gennemgang af alle sager
vedrørende straffelovens § 213. Dette vil tilsvarende gøre sig
gældende i forhold til anmeldelser af andre
1
SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 621: MFU spm. om, hvilken viden de danske myndigheder ligger inde med i forhold til Scientologys påståede vanrøgt og slavelignende forhold for børn
2910119_0002.png
straffelovsovertrædelser, som måtte involvere en organisation
eller et trossamfund.
Rigspolitiet kan generelt oplyse, at myndigheder, organisationer
eller personer, som bliver bekendt med eller får mistanke om
f.eks. en overtrædelse af straffelovens § 213 om vanrøgt eller
nedværdigende behandling af et barn, kan indgive en anmeldelse
herom til politiet. Det følger af retsplejelovens § 742, stk. 2, at
politiet iværksætter efterforskning efter anmeldelse eller af egen
drift, når der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som
forfølges af det offentlige, er begået.””
Jeg kan endvidere oplyse, at kommunen skal føre tilsyn med de forhold,
hvorunder alle børn og unge under 18 år og kommende forældre i den
pågældende kommune lever jf. barnets lov § 9.
Derudover følger det af barnets lov § 133, at den, der får kendskab til, at et
barn eller en ung under 18 år fra forældrenes eller andre opdrageres side
udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold,
der bringer barnets eller den unges sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at
underrette kommunen.
Dertil er det kommunen, der vurderer, om der i en konkret sag er grund til at
antage, at barnet har behov for særlig støtte. Er det tilfældet skal kommunen
tage stilling til, om der er behov for at lave en afdækning efter barnets lov § 19
eller en børnefaglig undersøgelse efter barnets lov § 20, og i forlængelse heraf
om der er behov for at iværksætte støtte efter barnets lov.
Afslutningsvis kan jeg oplyse, at ministeriet ikke har planlagt en undersøgelse
af børns forhold i Scientology.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
2