Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Social- og Boligministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 4973
Doknr.
886965
Dato
18-09-2024
Folketingets Socialudvalg har den 26. juni 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
587 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 587
”Vil ministeren redegøre for, om
det er korrekt, at fædre, der har et eller flere
børn bosiddende i udlandet, ofte betaler et højere børnebidrag end hvis
barnet/børnene boede i Danmark, og vil ministeren redegøre for, hvad
baggrunden er herfor?”
Svar
Jeg forstår spørgsmålet sådan, at der spørges til, om en forælder, som har
bopæl i Danmark og har børn bosiddende i udlandet, betaler et højere bidrag
end, hvad der ville følge af de danske regler om børnebidrag.
Jeg kan oplyse, at Danmark har tiltrådt underholdspligtsforordningen (Rådets
forordning (EF) nr. 4/2009 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt).
Det følger af forordningen, at afgørelser om børnebidrag som udgangspunkt
træffes af myndighederne i den EU-medlemsstat, hvor barnet bor, og efter
lovgivningen i den stat. Det betyder også, at størrelsen af børnebidraget følger
af det pågældende lands lovgivning. Jeg kan ikke udtale mig om, hvorvidt
børnebidrag generelt fastsættes højere i udlandet end i Danmark.
Forordningen giver ikke Danmark mulighed for at fastsætte regler, der strider
mod forordningen, ligesom Danmark ikke ensidigt kan ændre forordningen.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1