Folketingets Socialudvalg
Social- og Boligministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 5761
Doknr.
897768
Dato
03-09-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 24. juni 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
582 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 582:
”Vil ministeren kommentere på løsningsforslagene fra foreningen far mor og
børn vedr. forældrefremmedgørelse, jf. https://www.ffmb.dk/loesninger, og
redegøre for, om der er nogle af forslagene, ministeren bakker op om, og
redegøre for, hvilke forslag ministeren ikke bakker op om og hvorfor?”
Svar:
Jeg er med spørgsmålet blevet bedt om at kommentere på Foreningen Far,
Mor & Børns 15 løsningsforslag til, hvordan forældrefremmedgørelse kan
imødegås. Med løsningsforslagene peges der bl.a. på vigtigheden af at undgå
brud i kontakten mellem barn og forælder og på, at en ophævelse af samvær
skal være ordentligt underbygget. Ifølge foreningens forslag bør
forældrefremmedgørelse i udstrakt grad imødegås og håndteres ved løsninger,
der er givet på forhånd, bl.a. ved at der som minimum altid skal være overvåget
samvær og ved et udgangspunkt om deleordninger.
Indledningsvist vil jeg gerne slå fast, at forældrefremmedgørelse, og det at
bruge et barn som våben i konflikten med den anden forælder, ikke er
acceptabelt. Som opfølgning på aftalen om et forbedret familieretligt system fra
efteråret 2023 vil forældrefremmedgørelse blive skrevet ind i
forældreansvarsloven, og et udkast til denne ændring har været i offentlig
høring hen over sommeren. Begrebet vil med forslaget få en fremtrædende
plads i loven og udgøre et overordnet princip.
Men jeg vil også gerne slå fast, at vigtigheden af at dæmme op for
forældrefremmedgørelse skal balanceres over for hensynet til beskyttelsen af
barnet og til at møde det enkelte barns behov.
Det er sådan, at afgørelser om samvær efter forældreansvarsloven skal træffes
ud fra, hvad der er bedst for barnet, og at hensynet til barnets bedste og
barnets ret til trivsel og beskyttelse altid kommer i første række. En
samværsordning skal afspejle barnets konkrete situation for på den måde at
skabe den bedst mulige løsning for det enkelte barn. For nogle børn er en
deleordning den rigtige løsning, og for andre børn er et mindre omfattende
samvær den rette vej. Der skal altså tages konkret stilling til samværet, og det
er alt andet lige vanskeligt at sikre, at obligatoriske løsninger, hvor eksempelvis
deleordning er udgangspunktet, møder det konkrete barns behov.
1