Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 4965
Doknr.
900093
Dato
23-09-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 19. juni 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
574 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 574:
”Vil ministeren redegøre for, hvordan Social-,
Bolig- og Ældreministeriets
orienteringsskrivelse den 11. juni 2024 om beregning og revisionspåtegning af
takster for krisecentre stemmer overens med reglerne i lov om socialtilsyn, som
beskriver, hvordan både private og offentlige tilbud kan indregne over- og
underskud i deres budgetter, og dermed taksterne?”
Svar:
Jeg kan oplyse, at lov om socialtilsyn ikke forholder sig til, om tilbud kan
indregne forventet over- og underskud i deres budgetter eller i deres takster.
Det budget, som det enkelte tilbud skal have godkendt af socialtilsynet skal
ifølge socialtilsynsloven ”udarbejdes
med udgangspunkt i grundlaget for
beregning af tilbuddets takster”,
men budgettet
er ikke fuldstændigt identisk
med takstberegningsgrundlaget. Det standardbudgetskema, som tilbuddene
skal indberette deres budgetter på, indeholder da også mulighed for, at
budgettet kan udvise overskud.
Jeg finder derfor ikke, at der er uoverensstemmelse mellem
orienteringsskrivelsens beskrivelse af reglerne om takstfastsættelse og
revisionspåtegning og gældende regler i lov om socialtilsyn om udarbejdelse af
budgetter.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1