Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 4326
Doknr.
878043
Dato
27-06-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 6. juni 2024 stillet følgende spørgsmål nr. 541
(alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 541:
”Vil ministeren redegøre for, hvad det vil koste at gennemføre en
behandlingsgaranti til børn og unge fra familier med stof- eller
alkoholafhængighed, hvor der ikke er en aldersgrænse på 25 år som i B
168?”
Svar:
Udvalgets spørgsmål forudsætter en behandlingsgaranti uden aldersgrænse til
personer, der som børn og unge er/var belastede af en opvækst med voksne,
der er stof- eller alkoholafhængige. Med behandlingsgarantien skal sikres, at
personerne anonymt og så vidt muligt inden 14 dage, men senest inden 30
dage efter de har henvendt sig, får den nødvendige rådgivning, støtte og
behandling.
Statens Institut for Folkesundhed har estimeret, at knap 9 pct. af børn og unge i
2021 havde mindst én forælder med tegn på et alkoholproblem
(”Antallet af
børn af forældre med alkoholproblemer”, 2023). Endvidere har ca. 19 pct. af
den voksne befolkning i Danmark i alderen 18-64 år i en stikprøve oplyst, at de
er vokset op med en person i husstanden, som drak for meget (”Alkohol i
Danmark 2015. Vaner, skader på andre og holdninger”, Statens institut for
folkesundhed, 2016).
Forudsættes beregningsteknisk, at den tilsvarende andel gælder for
befolkningen i 2024, vil omkring 429.500 personer i alderen 0-64 år være
vokset op med mindst én forælder med tegn på et alkoholproblem, henholdsvis
op mod 926.300 personer i alderen 0-64 år vokse op med en person i
husstanden, som drikker for meget. Det antages, at tilbuddet ikke er relevant
for personer over 64 år.
Antages det, at behandling gennemsnitlig vil bestå af 12 sessioner af 1 times
varighed for en psykolog med en timeløn inkl. overhead på 646 kr., at der vil
0,5 time pr. session til forberedelse og efterbehandling, samt at der vil være
administrative udgifter svarende til 2 timer pr. person for en socialrådgiver med
en timeløn på 457 kr. inkl. overhead, vil en behandling medføre merudgifter pr.
person på 12.550 kr.
1