Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 4045
Doknr.
874323
Dato
17-06-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 27. maj 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
507 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 507:
”I
et dokument til kommende dagsorden for Nordfyns
kommunalbestyrelsesmøde fremgår det, at ”Der er indkøbt ekstern bistand for
at få afviklet de manglende 60 børnefaglige undersøgelser jfr. politiske
drøftelser med Økonomiudvalget. Der er indgået aftaler til en samlet udgift på
475.000 kr." Vil ministeren kommentere, at man i Nordfyns kommune nu er
bagud med 60 børnefaglige undersøgelser, samt redegøre for reglerne for brug
af ekstern bistand på børnefaglige undersøgelser samt om eksterne
leverandører må udarbejde børnefaglige undersøgelser? Der henvises til
Økonomiudvalget, Nordfyns Kommune: Budgetopfølgning pr. 31. marts 2024”
Svar:
Jeg kan indledningsvist oplyse, at det er kommunalbestyrelsen, der har
ansvaret for de sager, der behandles i kommunen. Kommunalbestyrelsen er
derfor også ansvarlig for, at kommunens forvaltning fungerer tilfredsstillende og
herunder for at sikre den nødvendige prioritering af ressourcer.
Vi har ikke i lovgivningen fastsat regler for, hvordan kommunerne skal
organisere sig lokalt. Det er op til den enkelte kommune at sikre, at rammerne
for sagsbehandlingen er i orden, så børn og unge med behov for særlig støtte
får den hjælp, de har brug for.
Det er selvfølgelig foruroligende, at en kommune har behov for at få afviklet 60
manglende børnefaglige undersøgelser. Reglerne om børnefaglige
undersøgelser er jo indført af en grund, nemlig for at sikre at der bliver
foretaget en grundig udredning af barnets eller den unges støttebehov, så der
kan blive sat ind med den rette hjælp. Der er også en grund til, at
undersøgelsen som udgangspunkt skal afsluttes inden for fire måneder, så
barnet eller den unge og familien ikke skal vente på hjælpen i unødigt lang tid.
På den baggrund har jeg sådan set stor forståelse for, at man i Nordfyns
Kommune har besluttet at sætte ekstraordinært ind for at få afsluttet de mange
børnefaglige undersøgelser, der fortsat udestår. Så de berørte børn og familier
oplever en fremdrift i sagsbehandlingen og får den støtte, de har brug for.
1