14. maj 2024
Redegørelse til Social-, Bolig- og Ældreministeriet
Social-, Bolig- og Ældreministeriet har den 26. april 2024 anmodet Joannahuset om en
redegørelse baseret på en række spørgsmål i relation til forsøgsordningen. Anmodningen
sker på baggrund af en række henvendelser fra forældre, der rejser kritik af deres børns
forløb i Joannahuset og dialogen med Joannahuset.
Joannahuset har som forsøgs- og udviklingsprojekt igennem 3 år og 8 måneder undersøgt,
afprøvet og udviklet på metoder og tilgange i organiseringen af et børne- og
ungekrisecenter.
På baggrund af næsten 800 unikke børn og unges henvendelser til Joannahuset, er det
vores erfaring, at et børne- og ungekrisecenter kan nå den ønskede målgruppe. Endvidere
er det vores erfaring, at et krisecenter kan udgøre et vigtigt tilbud i forhold til at bidrage til,
at børn og unge i akut krise og kriselignende situationer har et fysisk døgnåbent sted at
række ud til, når de er klar til at søge hjælp. Det betyder, at vi som samfund får øgede
muligheder for at hjælpe børn og unge, som har behov for særlig støtte. Herunder børn og
unge som udsættes for fysisk og psykisk vold, social kontrol, som lever i funktionel
hjemløshed, og de børn, som ikke oplever at få tilstrækkelig hjælp fra det sociale system.
Joannahuset har på baggrund af erfaringerne i udviklingsprojektet beskrevet målgruppen,
samt de socialfaglige- og pædagogiske metoder, som vores praksis i dag tager afsæt i, i en
håndbog.
Udover at Socialtilsynet fører tilsyn med Joannahusets huslyindsats, er Joannahusets
rådgivning og retshjælp akkrediteret af RådgivningsDanmark. Joannahuset blev første gang
akkrediteret ultimo 2022, og vi har senest i januar 2023 fået godkendt vores årlige opfølgning
på akkrediteringen.
Joannahuset har endvidere udarbejdet en lang række af procedurer for arbejdet i
krisecenteret.
I Joannahuset er der 17 fuldtidsansatte samt et korps af nattevagter, som er deltidsansatte.
De frivillige, som er tilknyttet Joannahuset, er omsorgsfrivillige. De frivillige har ikke noget
fagligt ansvar i relation til børn og unge. Sammensætningen af det faglige personale er
tilpasset de kompetencebehov, der er knyttet til at drive et krisecenter målrettet børn og
unge.