Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del
Offentligt
2863614_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 3188
Doknr.
857244
Dato
07-05-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 23. april 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
434 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 434:
”Vil
ministeren i forlængelse af besvarelsen af samrådsspørgsmål AC den
18. april 2024 redegøre for, om ministeren fremadrettet vil sikre, at der
evalueres på anbringelser undervejs og efterfølgende, så de anbragte børn
og unge får mulighed for at fortælle om deres oplevelser under en
anbringelse, herunder personalets ageren og adfærd?”
Svar:
Det er helt afgørende, at anbragte børn og unge bliver inddraget i sager om
anbringelse, og at der sikres det rette match mellem et barn eller en ung og
anbringelsesstedet
Derfor er jeg også glad for, at vi med barnets lov, der trådte i kraft per 1. januar
2024, har sat barnet i centrum af sagsbehandlingen og bl.a. tydeliggjort, at
barnet skal inddrages løbende, så barnet eller den unge netop får mulighed for
at fortælle om deres oplevelser. Herudover skal der ske en løbende opfølgning
på de indsatser, der sættes i værk, så det sikres, at barnet trives.
Med barnets lov er der også fokus på kontinuitet for barnet eller den unge, bl.a.
gennem kravet om, at væsentlige møder med barnet eller den unge som
udgangspunkt skal afholdes med deltagelse af to børne- og ungerådgivere i
sager, hvor der ikke tidligere er iværksat støttende indsatser eller en
anbringelse, jf. § 21, stk. 5. Dette skal være med til at understøtte, at barnet
eller den unge kender de børne- og ungerådgivere, der er involveret i deres
sagsbehandling.
Derudover er der klare regler for, hvordan kommuner og socialtilsyn skal følge
op på både de anbragte børn og unge og anbringelsesstederne blandt andet
med henblik på at sikre, at de trives og bor i trygge rammer. Socialtilsynene
skal godkende og føre løbende driftsorienteret tilsyn med
anbringelsesstederne, ligesom kommunerne skal følge op på anbringelsen
løbende, som led i det personrettede tilsyn.
Endelig kan anbragte børn og unge, pårørende, ansatte og andre henvende sig
anonymt til socialtilsynet, hvis de oplever bekymrende forhold i et tilbud. Det
kan ske gennem den whistleblowerordning, som hvert af de fem socialtilsyn har
pligt til dels at stille til rådighed, dels at oplyse anbragte, ansatte m.fl. om jf. §
11, stk. 1, i socialtilsynsloven.
1
SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 434: Spm. om, om ministeren fremadrettet vil sikre, at der evalueres på anbringelser undervejs og efterfølgende, så de anbragte børn og unge får mulighed for at fortælle om deres oplevelser under en anbringelse
2863614_0002.png
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
2