Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 2715
Doknr.
848301
Dato
01-05-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 3. april 2024 stillet følgende spørgsmål nr. 393
(alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Theresa Berg Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 393:
”Vil ministeren redegøre for sin holdning til at iværksætte og understøtte
forsøg
med loft over antal sager for socialrådgivere på børne- familieområdet i en
periode? Der henvises til udfordringerne med overholdelse af tidsfrister i
børnesager samt fejl i børnesager, som beskrevet i artiklerne ”Familier risikerer
at blive ladt i stikken, mens halvdelen af landets kommuner kæmper med at
overholde tidsfrister” og ”Jurist: Alt for mange kommuner laver alvorlige fejl i
børnesager?” begge bragt på dr.dk den 2. april 2024.”
Svar:
Det er kommunerne, der har ansvaret for sagsbehandlingen på det
specialiserede børne- og familieområde. Vi har ikke i lovgivningen fastsat
regler for, hvordan kommunerne skal organisere sig lokalt. Det er op til den
enkelte kommune at sikre, at rammerne for sagsbehandlingen er i orden, så
børn og unge med behov for særlig støtte får den hjælp, de har brug for.
Det er klart, at jeg bliver foruroliget, når jeg læser, at adskillige kommuner har
udfordringer med at overholde helt centrale sagsbehandlingskrav. Som borger i
enhver kommune bør man kunne stole på, at retssikkerheden er i orden.
Jeg mener dog ikke, at den rette vej frem er, at staten detailregulerer, hvordan
kommunerne skal organisere deres arbejde lokalt
–
eksempelvis med regler
om, hvor mange sager en sagsbehandler må sidde med. Det risikerer at blive
en rigid centralstyring, som ikke tager højde for lokale forhold.
Derudover er det ikke nødvendigvis antallet af sager i sig selv, som er
afgørende. Det handler bl.a. også om kompleksiteten i den enkelte sag, om
god ledelse, medarbejdersammensætningen og den enkelte sagsbehandlers
erfaring med området, samt muligheden for sparring.
Jeg tror på, at barnets lov kommer til at gøre en forskel i praksis. Bl.a. fordi de
nye, mere fleksible, sagsbehandlingskrav giver kommunerne bedre mulighed
for at tilrettelægge sagsbehandlingen mere smidigt, så ressourcerne prioriteres
rigtigt. Det indebærer bl.a., at kommunerne ikke skal udarbejde en børnefaglig
undersøgelse i de mindre komplekse sager, hvor det er tilstrækkeligt med en
mere afgrænset afdækning.
1