SOU, Alm.del - 2023-24 - Supplerende svar på spørgsmål 366: Spm. om hvilke notater, korrespondancer og instrukser, som ligger mellem Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og den sydkoreanske regering

Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del
Offentligt

441

“-I

—

V..—

P.nI. ,j.nr.5.JD.88.b.

[FORTROLUT

NOTITS

Samtaler i København med

den

sydkareanske præsidents sær

lige rådgiver i internatio

nale spørgsmål, september 1976.

, blev under sit

Fræsidentrådgiveren, br. Kyong Won Kim

mber 1976 som

ophold i København i dagene ll.—15.septe forud for FN’s

led i en rundrejse til de nordiske lan redegøre for og

mål at

31. generalforsamling med det for

ter på Korea—

søge støtte til de sydkoreanske synspunk

teriet den 13. sep

spørgsmålet modtaget i udenrigsminis

ligesom

lan (A),

tember til en drøftelse på embedsmandsp til en kortere

han blev modtaget af udenrigsminister

enrigsministeriet

samtale (B). Den 14. september var ud

bilaterale spørgsmål

vært ved en frokost (0), hvor visse

blev berørt.

Chung Hyun Byun,

Rr. Kyong Won Kim var ledsaget af hr.

igsministerium,

east, kontorchef i det sydkoreanske udenr

ambassadør og ambas—

ligesom den herværende sydkoreanske

saderåd deltog i samtalerne.

embedsmandspian

Fra dansk side lededes drøftelàerne på

til stede ekspedi

af ambassadør P. Drvig. Endvidere var sattach N.—J.Schel—

del

tionssekretær A. Brandstrup og han

K..O.Kapel og refe—

de, begge fra H.III., samt fuldmægtig

renten.

(

•

af Korea—spørgsmålet

Kim betegnede sidste års behandling

ne havde debatten væ

i FN som en stor skuffelse. Ikke ale resulteret i en kon

ret ganske uproduktiv, men den havde

øge spændingen om

frontation og dermed bidraget til at e havde man derfor

kring spørgsmålet. Fra sydkoreansk sid

at undgå, at spørgs

og havde arbejdet for

helst set

en i år. Norclkorea

målet kom op under generalforsamling

som man ville vide, anmeldt et dags—

havde imidlertid,

dermed tvunget Syd—

ordensforslag om Korea—spørgsmålet og

til at fremlægge sit

gennem lo—landegruppen

korea

eget forslag.

slag som stort set

Han betegnede det “sydkoreanske” for

eholdent og fordra—

identisk med sidste års: det var måd cifikke fremgangs

spe

geligt af indhold og anviste ikke

men betonede som det

måder til en løsning af konflikten,

mellem parterne. Re—

centrale opfordringen til en dialog

holdning og i reali—

solutionsforslaget var upartisk i sin

—

Socialudvalget 2023-24

SOU Alm.del - supplerende svar på spørgsmål 366

Offentligt

—

SOU, Alm.del - 2023-24 - Supplerende svar på spørgsmål 366: Spm. om hvilke notater, korrespondancer og instrukser, som ligger mellem Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og den sydkoreanske regering

—

teten parallelt til konsensusvedtagelsen i 1973.

Eet “nordkoreanske’t forslag fandt Kim helt uansvarligt.

En opløsning af FN—kommandoen, hvorved vå1oenstilstands—

aftalen ville bortfalde, uden at der var tilvejebragt

arrangementer af mere permanent karakter, ville være

uhyre farligt. Hele det etablerede, maskineri i henhold

til våbenstilstandsaftalen var nødvendig for at sikre

freden i området,

hvilket grænseincidentet den l.

august med al tydelighed havde vist. At ordene “real

parties” til forhandling om en endelig fredsaftale ikke

fandtes i dette års “nordkoreanske” resolutionsforslag,

skulle ikke forlede nogen til at tro, at der hermed var

givet udtryk for Nordjcoreas vilje til at forhandle med

Sydkorea. Det var klart fremgået af udtalelser fra nord—

koreansk hold i den senere tid, at Nordkorea fortsat

alene agtede at forhandle en fredsaftale med USA.

Sydkorea var taknemmelig for Danmarks interesse gennem

årene for det koreanske spørgsmål og for den forståelse

for den sydkoreanske position, man havde lagt for dagen.

Man ville dog gerne opfordre til, at Danmark alvorligt

overvejede at tage en mere fast holdning

spørgsmalet

ved at tegne sig som medforslagsstiller til det “syd—

koreanske” forslag. Man var på sydkoreansk hold velbe—

kena.t med de overvejelser, der lå bag den danske hol1nrg,

men fandt ikke desto mindre, at upartiske lande, hvortil

Danmark måtte henregnes, måtte finde det muligt mere ak

tivt at støtte det “sydJcoreanske” resolutionsforslag

gen’em medforslagsstillerskab

betragtning af dette for—

slags helt upartiske indnold.

Dyvig redegjorde for de elementer, på hvilke den danske

holdning

Korea—sager baserede sig, og for de overvej

elser, der lå bag den danske beslutning om ikke at ville

stå som w.edforslagsstiller til det sydkoreanske forslag,

af hvilke som de væsentligste måtte fremhæves ønsket om

længst muligt at kunne virke for en konsensus i sagen

sammenholdt med det forhold, at Danmark i modsætning til

de fleste øvrige vesteuropæiske lande havde anerkendt

Nordkorea.

Såfremt man fra dansk side rigtigt havde be

dømt situationen, som den forelå i øjeblikket, som paral

lel til situationen forud for sidste års generalforsamling,

en bedømmelse, som man forstod deltes af Sydkorea

var

det ikke realistisk at regne med dansk medforslagsstiller—

skab. Hvis det under behandlingen i FN skulle vise sig,

at der ikke var mulighed for opnåelse af en konsensusved—

tagelse, og der skulle stemmes om de to foreliggende reso—

lutionsforslag, ville der dog på den anden side næppe være

tvivl om, at Danmark som sidste år ville stemme for det

sydkoreanske forslag.

—

—,

På

Dyvigs

spørgsmål om det for Sydkorea var

kommet

som en

overraskelse,

at Nordkorea

var kommet først med sit for

slag til aagsordenspunxc og resolution, svarede

tim,

man ikke var blevet overrasket, men skuffet over det

nord—

(

——

‘PT

koreanske initiativ.

Fra sydkoreansk side havde man som

nævnt håbet at kunne undgå en behandling i

i år af

Korea—spørgsmålet, og man havde derfor været meget påpas

selig med ikke at foretage sig noget i sagen, der kunne

give Nordkorea anledning til et ud4spil. For at tilveje—

bringe balance havde man derfor ikke haft anden udvej end

selv at fremlægge et resolutionsforslag.

Det var Sydkoreas opfattelse, at de uforpligtede landes

statschefmøde i Colombo ikke havde været en ubetinget

succes for Nordkorea. Flere af de deltagende lande havde

således udtrykt stor utilfredshed med Nordkoreas holdning,

og det var en tilsnigelse at fremstille det således, at

der under mødet var opnået en konsensus om Korea—spørgs-

målet. Noget andet var, at Noråkorea selv fremstillede stats—

chefmødet som en sejr for sine synspunkter og derfor ikke

var indstillet på en kompromislinie, hvorfor udsigterne

for en dialog om sagen var meget ringe. Nordkoreanerne

måtte derfor tvinges til at indse, at en konfrontation

ikke var i deres interesse. Specielt for lande, der hav

de anerkendt Nord..korea, måtte det være en opgave at få

overbevist den nordkoreanske regering om, at der intet

alternativ var til forhandling.

Få Dyvigs spørgsmål om, hvorledes man på sydkoreanak side

vurderede udfaldet af en eventuel afstemning

FN, speci

elt hvorledes den tredje verdens lande måtte forventes at

stille sig, svarede Kim, at man ikke havde synderlig præ

cise forestillinger herom, men at man regnede med, at af—

stemningsmønstret formentlig ville blive nogenlunde det

samme som sidste år. Man havde dog indtryk af, at mange

udviklingslande var ved at få øjnene op for, at Sydkorea

havde mere at tilbyde end Nordkorea.

Dette gjorde sig

særligt gældende i henseende til økonomisk samarbejde og

bistand, og man kunne konstatere en begyndende udvikling

i Sydkoreas relationer med den tredje verden.

Om situationen i Nordkorea udtalte Kim på Dyvigs fore

spørgsel, at de seneste ekstraordinære foranstaltninger,

der var truffet i Nordkorea, havde baggrund i den på

gående magtkamp inden for lederskabet, d.v.s. Kim 11 Sung

og hans familie. For at bortlede befolkningens opmærk

somhed fra magtkampen spillede man bevidst på krigstema—

et fra lederskabets side. Det var et meget farligt spil,

og i Sydkorea ville man ikke udelakke, at Nordkorea om

gikkes med planer om et angreb mod syd.

Både Kina og

USSR ønskede at undgå krig i Korea, men man tvivlede på,

at disse to lande ville være i stand til at hindre en

krig,hvis Nordkorea ønskede den, og at de næppe heller i

givet fald ville kunne holde sig uden for en eventuel

konflikt. Eet bedste værn herimod var den amerikanske

militære tilstedeværelse i Sydkorea, som var symbol på

USIs faste vilje til at støtte Sydkorea.

—4--

Dvig

foreslog at fortsætte

drøftelse

dagen efter, hvor man fra dansk sid rne ved frokosten

e endvidere ville

ønske at komme ind på et par konk

rete spørgsmål i re

lation til det bilaterale forhold,

’ der var godt, selv

om visse forhold i Sydkorea nok fra

mørkede himlen lidt. Udenrigspoliti tid til anden for

kken forudsatte i

hvert fald i Danmark, at opinionen

stod bag regeringen.

(B) Samtalen med udenrigsministeren

Kim gentog over for udenrigsministe

ren sin opfordring

til Danmark om at stå som medforsl

agsst

sydkoreanske resolutionsudkast. Herved iller til det

ville Danmark

bidrage til at formå Nordkorea til

at genoptage dialo—

gen, som var det centrale punkt i be

stræbelserne for

at komme en løsning nærmere.

Udenrigsministeren redegjorde for

Danmarks objektive aner—

kendelsespolitik, der var baggrunde

n for, at man i 1973

havde anerkendt Noråkorea og fået

etableret officielle

forbindelser med landet. Man havde

herigennem fået en mu

lighed for at fremføre synspunkter,

som heller ikke Syd—

korea kunne være uinteresserede i.

Dette gjaldt således

med hensyn til tilstedeværelsen af ud

enlandske styrker

i Sydkorea, der helt klart var et anlig

alene tilkom den sydkoreanske regering gende, som det

at træffe beslut—

ning om. Udenrigsministeren betegnede

lig beklageligt, at dialogen me1le No det som overordent

rd— og Sydkorea var

bragt til ophør, ligesom han fandt ud

målet under sidste års FN generalfor viklingen i spørgs

samling meget forsten—

mende. Fra dansk side håbede man fo

rtsat, at en konfron

tation kunne undgås, men det var

i øjeblikket svært at

se, at situationen afveg fra den, de

sidste år. Fra dansk side fandt ma r havde foreligget

n det væsentligt at

holde balance i sin holdning til No

rd— og Sydkorea i den

foreliggende fase, hvor et grundlag

for en forhandlings—

løsning endnu ikke helt kunne udelu

ikke blive tale om dansk medforslag es. Der kunne derfor

sstillerskab til det

sydkoreanske resolutionsudkast. De

tte kunne præjudicere

vor stilling i FN til andre sager,

hvor et balancehensyn

ligeledes gjorde sig gældende, og de

rved ødelægge vore

muligheder for i givet fald at spi

lle en formidlende

rolle.

Kim måtte beklage, at Nordkorea va

vestlige lande, idet ingen kommun blevet anerkendt a±’

istiske lande havde

reageret på Sydkoreas henvendelser

om normale forbin

delser, og at den af visse vestlige

lande ændrede hold

ning til Nordkoree ikke, som håbet,

havde ændret dette

forhold. Kim udtrykte håb om, at

det

ville være muligt

—5—

for Danmark at overtale andre nordiske lande (Finland

og Sverige) til også at stemme imod det nordkoreanske

forslag. Udenrigsministeren var ikke bekendt med de

motiver, der havde ligget bag den finske og svenske

afståelse sidste år, som dog muligvis var udtryk for

en vis afstandtagen fra den interne udvikling i Syd—

korea. Denne udvikling lå også Danmark på sinde, men

fra dansk side var man ikke indstillet på at bruge en

stemmeafgivning i FN til at give udtryk for misbilligel—

se al’ visse interne sydkoreanske forhold.

(0)

Under udenrigsministeriets frokost for hr. Kim gjorde

man fra dansk side opmærksom på den herskende skævhed

i samhandelen mellem Danmark og Sydkorea og nævnte dan

ske firmaers interesse for, men vanskeligheder ved at

få fodfæste på det koreanske marked. Specielt fremhæ—

vedes danske producenter af cementmaskineri samt skibs—

og hospitalsudstyr. Ikke mindst i sidstnævnte henseende

kunne de sydkoreanske myndigheder måske bidrage til et

for Danmark gunstigt udfald. For generelt at fremme dans

eksport til Sydkorea omtaltes planerne om at invitere

en sydkoreansk industridelegation til Danmark i løbet

af efteråret.

Kim gav udtryk for forståelse for de danske synspunkte

og ville notere sig de fremsatte bemærkninger. Ifølge

Kim kunne danske forretningsfolks svigtende succes i

Sydkorea hænge sammen med, at disse ikke var direkte og

kontante nok i deres “approach” til markedet, og at de

ikke i tilstrækkeligt omfang lagde konkrete forslag på

bordet under forhandlinger med potentielle sydkoreanske

aftagere. Specielt for så vidt angik cementmaskineri,

mente han at vide, at der i Sydkorea allerede var en

overskudsproduktion af cement, men at der måske besto

visse muligheder i forbindelse med større koreanske d

ingeniør— og eitreprenørprojekter uden for Korea, for

trinsvis i Mellemøsten.

Fra dansk side bragtes endvidere adoptionssagen på bane,

og man henstillede indtrængende, at det måtte blive ove

vejet i Sydkorea at ophæve kvoteringen for danske adoptio—

ner, således at Danmark ikke stilledes ringere i så hen

seende end andre lande. Der var stadig mange danske fam

lier, der ønskede at adoptere.

Kim lagde megen vægt på at fremhæve, at det bestemt ikke

var for at

diskriminere, at man havde fastsat en kvote

for adoptivbørn til Skandinavien. Kvotens størrelse var

i og for sig måske nok ret vilkårligt fastst, men bag

grunden for kvoteringsordningen var, at man i Sydkorea

var bange for, at antallet al’ koreanske adoptivbørn til

—0—

Skandinavien ellers kunne risikere at kone ud af pro—

portion ed disse landes befolkninger. Man følte lige—

at an måtte holde igen, indtil an fik et kla

ledes,

rere ‘cillede af, hvorledes de koreanske børn blev inte

greret i det danske sanfund. Kin ville holde den danske

henstilling i erindring, ien stillede herudover intet

konkret i udsigt.

Afsluttende takkede Kim for de nyttige samtaler. Atmos

færen havde været god og “frankt1.

(

NIELSEN