Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 8576
Doknr.
779788
Dato
07-12-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 9. november 2023 stillet følgende spørgsmål
nr. 36 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 36:
”Vil ministeren redegøre for, om ministeren er enig i, det vil være nyttigt at få
klarlagt, om det er aldersdiskrimination jævnfør artikel 14 og 5 i FN´s
Handicapkonvention, når et menneske med handicap i folkepensionistalderen
mister muligheden for at blive kompenseret for ekstraudgifter, der er en direkte
følge af personens handicap?”
Svar:
Jeg skal henvise til svaret på SOU alm. del spm. 5 dateret den 7. november
2023, hvoraf det fremgår, at ”FN’s Konvention om Rettigheder for Personer
med Handicap (Handicapkonventionen) blev vedtaget af FN’s
Generalforsamling den 13. december 2006. Handicapkonventionen er til dato
ratificeret eller tiltrådt af 187 medlemslande og desuden af EU. Danmark
ratificerede handicapkonventionen i august 2009.
Forud for ratifikationen blev det vurderet, at ratifikationen af
handicapkonventionen ikke krævede en ændring af dansk lovgivning. Der blev
således konstateret normharmoni mellem handicapkonventionens krav til
staten og dansk lovgivning. Efterfølgende lovgivning, som falder inden for
konventionens anvendelsesområde, skal vurderes i relation til konventionens
krav, dvs. der skal løbende tages stilling til om den nye lovgivning er i
overensstemmelse med konventionens forpligtelser. En sådan vurdering er
også foretaget i forhold til servicelovens regler om merudgifter.”
Yderligere vurderede landsretten i 2017, at ophøret af merudgiftsydelsen ved
folkepensionsalderen ikke udgør handicap- eller aldersdiskrimination. Der
henvises til dom afsagt den 5. oktober 2017 ved Østre Landsret.
På den baggrund mener jeg, at det allerede er klarlagt, at aldersafgrænsningen
i servicelovens § 100 ikke
udgør aldersdiskrimination jf. artikel 14 og 5 i FN’s
Handicapkonvention.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
1