Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del
Offentligt
2853772_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 2505
Doknr.
845412
Dato
18-04-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 21. marts 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
344 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 344:
”Vil ministeren redegøre for, om ministeren vil bede Københavns Kommune om
en redegørelse for forholdene på døgninstitutionen Nexus, hvor børn er blevet
udsat for vold og magt af voksne i årevis? Og vil ministeren i den
sammenhæng redegøre for, om ministeren mener, at der er sket
menneskeretslige krænkelser på Nexus? Der henvises til TV2´s dokumentar
”Et Helvedes Børnehjem”.”
Svar:
Der er ingen tvivl om, at TV2s dokumentar om forholdene på Nexus er dybt
bekymrende. Jeg vil derfor indhente en redegørelse fra Københavns
Kommune, som driver Nexus, og spørge, hvilke konkrete skridt de har taget i
forhold til medarbejdere og ledelse. Jeg vil desuden bede socialtilsynet om en
redegørelse for tilsynet med institutionen, herunder hvordan de har ført tilsynet,
hvem de har talt med og hvilke skridt, de har taget.
Når jeg har modtaget redegørelserne, vil jeg vurdere dem og sende dem til det
kommunale tilsyn i Ankestyrelsen, så de kan vurdere, om der er grundlag for at
rejse en tilsynssag.
For så vidt angår det menneskeretlige spørgsmål henviser jeg til, at
Københavns Kommune som driftsherre for Nexus har ansvar for, at praksis på
børne- og ungehjemmet er i overensstemmelse med de anbragte børn og
unges grundlæggende rettigheder, og det gælder også rettigheder efter Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Jeg har ikke tilstrækkelig
information om den konkrete sag til at vurdere, hvorvidt der er sket krænkelser
af børnene og de unges konventionsbeskyttede rettigheder. Jeg har dog
noteret mig, at det fremgår af mediedækningen, at der har været eksempler på
sager, som har haft strafferetlige konsekvenser for nogle af medarbejderne fra
Nexus.
Jeg kan oplyse, at lov om voksenansvar for anbragte børn og unge (herefter
voksenansvarsloven) har til formål at fastsætte rammer for plejefamilier og
personales adgang til at anvende magt og foretage andre indgreb i anbragte
børn og unges selvbestemmelsesret som led i varetagelsen af den daglige
omsorg. Loven opererer efter min opfattelse inden for rammerne af EMRK, og
1
SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 344: Spm., om ministeren vil bede Københavns Kommune om en redegørelse for forholdene på døgninstitutionen Nexus
2853772_0002.png
magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal således altid
ske i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der følger af
EMRK. Det er et grundlæggende princip i voksenansvarsloven, at
magtanvendelse altid kun må anvendes undtagelsesvist og aldrig må erstatte
omsorg og en socialpædagogisk indsats, såvel som at indgreb i et barn eller en
ungs rettigheder altid skal være proportionalt og udføres så skånsomt som
muligt.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
2