Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del
Offentligt
2852716_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 2478
Doknr.
844887
Dato
17-04-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 20. marts 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
333 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Charlotte Broman Mølbæk (SF).
Spørgsmål nr. 333:
”Vil
ministeren redegøre for, hvad ministeren ved om Københavns Kommunens
ageren i sagen om Lynghusets lukning, og kan ministeren samtidig svare på,
om ministeren vurderer om kommunen har handlet som den skulle i sagen -
med de ressourcer, den nu engang har haft til rådighed?”
Svar:
Indledningsvist kan jeg oplyse, at Københavns Kommune er ansvarlig for
håndteringen af lukningen af tilbuddet Lynghuset. Jeg er derfor alene i
besiddelse af oplysninger om den igangværende proces via oplysninger på
Københavns Kommunes hjemmeside. Af oplysningerne kan det bl.a. udledes,
at socialtilsynet i marts har truffet afgørelse om, at Lynghusets godkendelse
skal bringes til ophør, og at Lynghuset således skal lukkes. Det kan dertil
udledes, at Socialudvalget i Københavns Kommune har besluttet, at der skal
klages over socialtilsynets afgørelse om ophør af Lynghusets godkendelse.
I den forbindelse kan jeg generelt oplyse, at såfremt der klages over
socialtilsynets afgørelse, vil socialtilsynet herefter skulle genvurdere sagen.
Hvis socialtilsynet vurderer, at afgørelsen skal fastholdes, vil sagen blive sendt
til Ankestyrelsen.
I det tilfælde hvor Ankestyrelsen giver socialtilsynet medhold i deres afgørelse,
vil det have den virkning, at Lynghuset skal lukke. Det vil herfra være op til
Københavns Kommune at sikre en ordentlig proces for denne nedlukning.
Om forløbet op til socialtilsynets afgørelse om ophør af Lynghusets
godkendelse kan jeg oplyse, at for at få belyst de to sager om tilbuddene
Lynghuset og Odinsgård, som behandles i Operation X-udsendelsen
”Nødråb i
natten”,
blev de relevante kommuner, allerede inden udsendelsen blev sendt,
anmodet om redegørelser. Dette omfattede bl.a. Københavns Kommune, som
driver Lynghuset.
Københavns Kommunes redegørelse blev modtaget den 13. november 2023,
og den gav anledning til at stille nogle supplerende og uddybende spørgsmål.
Det supplerende svar blev modtaget den 8. december 2023. Både
redegørelsen og det supplerende svar blev oversendt til udvalget i forbindelse
1
SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 334: Spm. om, hvad årsagerne er til, at det ikke lykkedes kommunen og personalet på Lynghuset at rette op på problemerne
2852716_0002.png
med besvarelsen af SOU alm. del spm. 68 (samling 2023-24), hvortil jeg kan
henvise.
Derudover kan jeg henvise til mit svar på SOU alm. del spm. 71 (samling 2023-
24), hvorved ministeriets svar til Københavns Kommune bl.a. blev oversendt til
udvalget. I dette svar oplyste jeg, at det er min opfattelse, at indsatsen fra
Københavns Kommune ikke har været tilfredsstillende, når det kommer til at
iværksætte tilstrækkelige foranstaltninger og udvise rettidig omhu over for
tilbuddet Lynghuset.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
Bilag:
Bilag 1
SOU alm. del svar på spm. 68 (samling 2023-24).
Bilag 2
Redegørelse fra Københavns Kommune.
Bilag 3
Supplerende svar Københavns Kommune.
Bilag 4
SOU alm. del svar på spm. 71 (samling 2023-24).
Bilag 5
Brev til Københavns Kommune.
2