SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 316: Spm. om, hvordan ministeren mener, at Social-, Bolig- og Ældreministeriets lovforslag om magtanvendelse harmonerer med ambitionen i »Børnene Først-aftalen« om at styrke kvaliteten i anbringelser samt med anbefalingerne i rapporten »Hvorfor stikker børn og unge af fra en anbringelse?« fra Børns Vilkår

Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del
Offentligt

EVALUERING AF LOV OM VOK-

SENANSVAR FOR ANBRAGTE

BØRN OG UNGE

RAPPORT

Februar 2020

SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 316: Spm. om, hvordan ministeren mener, at Social-, Bolig- og Ældreministeriets lovforslag om magtanvendelse harmonerer med ambitionen i »Børnene Først-aftalen« om at styrke kvaliteten i anbringelser samt med anbefalingerne i rapporten »Hvorfor stikker børn og unge af fra en anbringelse?« fra Børns Vilkår

EVALUERING AF LOV OM VOKSENANSVAR FOR ANBRAGTE BØRN OG UNGE

Rambøll

Hannemanns Allé 53

DK-2300 København K

T +45 5161 1000

F +45 5161 1001

https://dk.ramboll.com

INDHOLD

1.1

1.2

2.1

2.2

2.3

2.4

4.1

4.2

4.3

5.1

5.2

5.3

6.1

6.2

7.1

7.2

Sammenfatning

Evalueringens datagrundlag

Hovedresultater

Indledning

Baggrund

Formål med evalueringen

Metode og datagrundlag

Læsevejledning

Voksenansvarsloven

Praktikernes kendskab til og fortrolighed med lovgivningen

Overordnet kendskab til voksenansvarsloven

Klarhed over ansvar og handlemuligheder blandt medarbejdere på

anbringelsessteder

Implementeringstiltag

Anbringelsesstedernes anvendelse af lovgivningen

Situationer, hvor indgreb opleves nødvendig

Behov i dagligdagen

Øvrige intentioner

Anbringelsesstedernes oplevelse af handlemuligheder

Oplever medarbejdere og plejefamilier, at der er tilstrækkelige handlemuligheder?

Overordnet vurdering af voksenansvarslovens betydning

Anbringelsesstedernes håndtering og læring af magtanvendelser

Håndtering af registrering og indberetning

Opfølgning, læring og forebyggelse

Bilag

Appendix 1: Evalueringsmatrice

Appendix 2: Metodenotat

Rambøll - Evaluering af lov om voksenansvar for anbragte børn og unge

1. SAMMENFATNING

I denne rapport evaluerer Rambøll Management Consulting (herefter Rambøll) anvendelsen af lov om

voksenansvar for anbragte børn og unge (herefter voksenansvarsloven).

Voksenansvarsloven trådte i kraft den 1. januar 2017. Loven fastsætter rammer for plejefamilier og per-

sonales adgang til at anvende magt og foretage andre indgreb i anbragte børn og unges selvbestemmel-

sesret med det formål at varetage den daglige omsorg. Loven har desuden til formål at sikre de an-

bragte børn og unges retssikkerhed i forbindelse med et indgreb. Mulighederne for indgreb afhænger af

typen af anbringelsessted og gælder kun for børn og unge, der er anbragt på det pågældende anbringel-

sessted.

Voksenansvarsloven angiver, at anbringelsessteder skal arbejde ud fra en pædagogisk tilgang, der fore-

bygger magtanvendelse, så magt og andre indgreb så vidt muligt undgås. Magtanvendelser skal regi-

streres og indberettes til anbringende kommune og socialtilsynet. Registrering og indberetning har til

formål at sikre, at anbringelsesstederne følger op på magtanvendelser med henblik på at skabe læring

heraf og forbedre indsatsen over for målgruppen.

Det er første gang implementering og anvendelse af loven evalueres. Evalueringen har til formål at be-

lyse personale og plejefamiliers kendskab til og fortrolighed med voksenansvarsloven. Derudover er for-

målet at frembringe nuanceret viden om den konkrete anvendelse af loven i praksis, herunder at af-

dække, hvorvidt personale og plejefamilier har fået tilstrækkelige handlemuligheder til at sikre omsor-

gen for anbragte børn og unge.

Evalueringen er foretaget i perioden april 2019 til januar 2020. De nye regler til voksenansvarsloven,

som trådte i kraft pr. 1. januar 2019

, er ikke omfattet af evalueringen. Det betyder også, at evaluerin-

gen anvender de tidligere benævnelser på plejefamilieområdet - almindelige og kommunale plejefami-

lier

Evalueringen belyser følgende undersøgelsesspørgsmål:

Har voksenansvarsloven givet de fagprofessionelle i de anbringende kommuner og på anbringel-

sessteder samt plejefamilier en sådan

klarhed over ansvar og handlemuligheder,

at de kan

handle

i overensstemmelse med lovens indhold og intentioner?

Anvendes voksenansvarsloven i praksis efter dens

indhold og intentioner?

Hvordan er voksenansvarsloven

implementeret?

Har de fagprofessionelle i de anbringende kommuner og på anbringelsessteder med voksenan-

svarsloven fået de

nødvendige redskaber

til at drage omsorg for og beskytte anbragte børn

og unge?

1.1 Evalueringens datagrundlag

Evalueringen bygger på flere forskellige datakilder:

•

Spørgeskemaundersøgelse, udsendt til følgende deltagere:

Alle ledere fra de sikrede institutioner og delvis lukkede afdelinger samt ledere fra ud-

valgte åbne døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder

(herefter benævnt

åbne institutioner).

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=205985

Efter de nye regler kategoriseres plejefamilier nu i

almene, forstærkede

specialiserede plejefamilier.

•

Udvalgte medarbejdere fra sikrede institutioner, delvis lukkede afdelinger og åbne insti-

tutioner.

Alle kommunale plejefamilier.

Repræsentativ stikprøve af almindelige plejefamilier.

Alle kommunale myndighedschefer.

Kvalitative interview med ledere, medarbejdere og anbragte børn/unge fra delvis lukkede afde-

linger og åbne institutioner

Kvalitative interview med kommunale og almindelige plejefamilier, familieplejekonsulenter og

børn/unge, anbragt i plejefamilie.

Kvalitative interview med repræsentanter for de fem socialtilsyn.

Indberetningsskemaer for konkrete magtanvendelsessituationer.

Som det fremgår, bygger evalueringen på både kvantitative og kvalitative data. Forskellige typer an-

bringelsessteder deltager i evalueringen. Der er forskel på målgrupperne på disse anbringelsessteder,

og derfor vil der også være forskelligt behov for at foretage indgreb. Beskrivelsen herunder viser, at der

forventeligt vil være et mere komplekst udfordringsbillede hos de anbragte på delvis lukkede afdelinger

og sikrede institutioner sammenlignet med anbragte i plejefamilier:

•

En (almindelig) plejefamilie

er en familie, der på foranledning af en kommune tager imod

børn og unge, der anbringes i plejefamiliens eget hjem.

En kommunal plejefamilie

er en plejefamilie, som i kraft af deres kompetencer og kvalifikati-

oner er godkendt til at have børn eller unge i pleje med et mere omfattende støttebehov, end

børn og unge i plejefamilier normalt har.

Socialpædagogiske opholdssteder og åbne døgninstitutioner (åbne institutioner)

tilby-

der et samlet bo- og behandlingstilbud til børn og unge. En væsentlig målgruppe er børn og

unge, som på grund af sociale eller adfærdsmæssige problemer har behov for at blive anbragt

uden for hjemmet, herunder på grund af forhold hos forældrene. En anden væsentlig målgruppe

for åbne døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder er børn og unge med betydelig

nedsat psykisk og /eller fysisk funktionsevne.

Delvis lukkede afdelinger

er målrettet børn og unge i alderen 12-17 år med behov for længe-

revarende behandlingsforløb på grund af en negativ og udadreagerende adfærd, misbrugspro-

blemer eller kriminel adfærd. Delvis lukkede afdelinger har mulighed for i korte perioder at tilba-

geholde et barn eller en ung på afdelingen for herved at fastholde vedkommende i et socialpæ-

dagogisk behandlingsforløb.

Sikrede døgninstitutioner

modtager unge, hvor der er behov for vedvarende at kunne fast-

holde den unge fysisk på institutionen. Børn og unge kan anbringes på en sikret institution af

strafferetlige årsager (varetægtssurrogat, ungdomssanktion eller alternativ afsoning) eller af so-

ciale årsager, hvor det er absolut påkrævet, at barnet eller den unge opholder sig på en sikret

døgninstitution, fx fordi barnet er til fare for sig selv eller andre.

•

1.2 Hovedresultater

Evalueringen viser, at voksenansvarsloven overordnet set har givet de fagprofessionelle i anbringende

kommuner og på anbringelsessteder samt plejefamilier en sådan

klarhed over ansvar og handlemu-

ligheder,

at de kan

handle

i overensstemmelse med lovens indhold og intentioner. Det fremgår af føl-

gende resultater: Der er et stort kendskab til loven. Mellem 78 og 100 pct. angiver, at de kender loven.

De sikrede institutioner indgår ikke i de kvalitative interview, ligesom åbne døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder, der modtager børn og

unge, som har begået personfarlig kriminalitet, også er fravalgt. Det skyldes, at disse indgår i samtidige kortlægninger hos Ankestyrelsen:

Pædagogisk praksis på de sikrede døgninstitutioner.

https://ast.dk/publikationer/paedagogisk-praksis-pa-de-sikrede-dogninstitutioner.

Kortlægning af indsatsen på de åbne døgninstitutioner og opholdssteder

(initiativ 15 i aftalen om reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet).

https://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Arbejdsomraader/pdf/aftaletekst_29._juni_2018.pdf

Over halvdelen af medarbejderne på sikrede institutioner, delvis lukkede afdelinger, åbne institutioner

samt blandt de kommunale plejefamilier (52-87 pct.) vurderer, at voksenansvarsloven er klar og tyde-

lig. Loven er mest tydelig for medarbejderne på de delvis lukkede afdelinger. Blandt almindelige plejefa-

milier vurderer 38 pct., at loven er klar og tydelig. Derudover vurderer mellem 78 og 99 pct. på tværs

af anbringelsesstederne, at voksenansvarsloven i høj grad eller i nogen grad har tydeliggjort, hvilke for-

mer for magtanvendelse, de må gøre brug af. Især medarbejdere på delvis lukkede afdelinger vurderer,

at voksenansvarsloven har tydeliggjort, hvilke former for magtanvendelse de må gøre brug af. 56 pct.

svarer i høj grad og 43 pct. i nogen grad. Derimod svarer over en femtedel af almindelige plejefamilier i

mindre grad eller slet ikke til dette spørgsmål. På de sikrede institutioner svarer 74 pct. af medarbej-

derne ”kun” i nogen grad.

På trods af ovenstående positive resultater er der fortsat mellem 29 og 46 pct. af medarbejderne på

tværs af de deltagende anbringelsessteder, som angiver, at de indimellem er i tvivl om, hvilket ansvar

og hvilke handlemuligheder, voksenansvarsloven giver. Især blandt plejefamilier (både kommunale og

almindelige) er en del i tvivl om, hvilke beføjelser de har. Det kan hænge sammen med, at der er stor

forskel på, hvor mange der har deltaget i opkvalificeringsforløb i voksenansvarslovens regler og anven-

delse i praksis. Meget få plejefamilier har deltaget i opkvalificeringsforløb. Evalueringen viser et signifi-

kant større kendskab til loven og mindre usikkerhed om ansvar og beføjelser hos medarbejdere og ple-

jefamilier, der har deltaget i et opkvalificeringsforløb om voksenansvarsloven, end blandt medarbejdere

og plejefamilier, som ikke har.

Evalueringen viser også, at voksenansvarsloven langt de fleste steder anvendes efter dens

indhold og

intentioner.

På tværs af alle typer af anbringelsessteder oplever medarbejderne oftest situationer, hvor

de finder det nødvendigt at regulere adgangen til internettet, herunder sociale medier, anvende fysisk

guidning og anvende fysisk magt for at undgå personskade. Evalueringen peger på, at medarbejdere og

plejefamilier ser indgreb som en sidste udvej, efter alle muligheder for frivillig medvirken er afprøvet,

ligesom de giver udtryk for, at indgreb ikke erstatter omsorg og socialpædagogisk indsats. Medarbej-

derne giver ligeledes udtryk for, at indgreb følger proportionalitetsprincippet, men der er forskel på,

hvordan de implicerede børn og unge oplever situationerne. I nogle tilfælde har de oplevet situationen

anderledes end medarbejderen og kan derfor synes, at indgrebet var ude af proportioner. I andre til-

fælde udtrykker børnene/de unge forståelse for nødvendigheden af indgrebet. Det fremgår, at flere

medarbejdere inden for det seneste år har oplevet, at en medarbejder har optrådt ydmygende, hånende

eller nedværdigende over for et anbragt barn eller ung, men i interviewmaterialet udtrykkes der stor

enighed om, at det er meget vigtigt at undgå.

Evalueringen peger dog også på, at der på plejefamilieområdet er en del uklarhed om, hvad almindelige

plejefamilier må. Både blandt almindelige plejefamilier og nogle socialtilsyn, er der en opfattelse af, at

almindelige plejefamilier ikke må foretage omsorgshandlinger som svarer til fysisk guidning, fordi de

ikke er omfattet af voksenansvarslovens § 6 om fysisk guidning. Derudover peger evalueringen på, at

der på plejefamilieområdet også anvendes fysisk magt for at undgå personskade.

Det fremgår af evalueringen, at der er forskel på, i hvilken grad medarbejdere og plejefamilier har del-

taget i opkvalificeringsforløb med henblik på

implementering

af voksenansvarsloven. Opkvalificeringen

er primært foregået via interne kurser. På delvis lukkede afdelinger har henholdsvis 82 og 76 pct. delta-

get i opkvalificeringsforløb vedrørende reglerne i voksenansvarsloven og anvendelsen af bestemmel-

serne i praksis. På de sikrede institutioner er det henholdsvis 63 og 52 pct. af medarbejderne, mens det

på de åbne institutioner og blandt kommunale plejefamilier er omkring halvdelen.

Evalueringen viser også, at voksenansvarsloven overordnet set har givet anbringelsesstederne de

nød-

vendige redskaber

til at sikre omsorgen for anbragte børn og unge. Mellem 83 og 98 pct. svarer i høj

grad eller i nogen grad til spørgsmålet om, hvorvidt de vurderer, at loven har givet de nødvendige red-

skaber til at sikre den daglige omsorg for anbragte børn og unge. Det hyppigst angivne svar for alle ty-

per anbringelsessteder er dog i nogen grad (50-67 pct.). Det peger på, at forholdsvis mange fortsat ind-

imellem oplever situationer, hvor de mangler nødvendige redskaber til at sikre omsorgen for de an-

bragte børn og unge. Medarbejdere og plejefamilier peger især på udfordringer med kontrol af anbragte

børn og unges brug af mobiltelefoner og sociale medier.

De følgende afsnit uddyber disse hovedresultater.

Medarbejdere har stort kendskab til loven, men er indimellem i tvivl om ansvar og handlemu-

ligheder

Hovedparten (78-100 pct.) af medarbejdere og plejefamilier på tværs af typen af anbringelsessteder an-

giver, at de kender loven. Kendskabet er størst blandt medarbejdere på de delvis lukkede afdelinger.

Dog angiver mellem 29 og 46 pct., at de alligevel indimellem er i tvivl om, hvilket ansvar og hvilke

handlemuligheder loven giver dem. Omkring en femtedel af almindelige plejefamilier angiver, at de ikke

kender loven, eller at de har hørt om loven, men ikke ved hvilke beføjelser eller ansvar, den giver. Der-

udover er der størst andel, der angiver indimellem at være i tvivl om, hvilke beføjelser og ansvar loven

giver blandt medarbejdere på de sikrede institutioner, almindelige plejefamilier og medarbejdere på

åbne institutioner (43-46 pct.). 34 pct. af medarbejderne på de delvis lukkede afdelinger og 29 pct. af

de kommunale plejefamilier angiver, at de indimellem er i tvivl.

Der er en sammenhæng mellem kendskab til loven, og hvorvidt man har deltaget i et opkvalificerings-

forløb. De medarbejdere og plejefamilier der har deltaget i et opkvalificeringsforløb, har signifikant

større kendskab til loven. Forskellen gælder for alle typer anbringelsessteder. Selv blandt medarbejdere,

der har deltaget i et opkvalificeringsforløb, er der dog fortsat en forholdsvis stor andel (15-51 pct.), som

angiver, at de indimellem er i tvivl om ansvar og beføjelser.

Mere end halvdelen af medarbejderne på de sikrede institutioner, de delvis lukkede afdelinger, de åbne

institutioner og de kommunale plejefamilier vurderer, at voksenansvarsloven er klar og tydelig (52-87

pct.), mens det kun er tilfældet for 38 pct. af de almindelige plejefamilier. Loven er mest tydelig for

medarbejdere på de delvis lukkede afdelinger.

Hovedparten af medarbejderne og plejefamilierne på tværs af typer af anbringelsessteder vurderer, at

voksenansvarsloven har tydeliggjort, hvilke former for magtanvendelse de må gøre brug af. Således

svarer 78-99 pct. i høj grad eller i nogen grad. Det er medarbejderne på de delvis lukkede afdelinger,

som i højest grad vurderer, at voksenansvarsloven har tydeliggjort, hvilke former for magtanvendelse

de må gøre brug af. Her svarer 56 pct. i høj grad og 43 pct. i nogen grad til dette spørgsmål. Blandt de

sikrede institutioner svarer 74 pct. af medarbejderne ”kun” i nogen grad, og blandt almindelige plejefa-

milier svarer over en femtedel i mindre grad eller slet ikke.

I de kvalitative interview angiver mange blandt især plejefamilier og åbne institutioner, at de kun meget

sjældent har brug for at anvende bestemmelserne i voksenansvarsloven, hvilket også har betydning for

deres kendskab til den. Interviewene viser også, at der kan være tvivl om fortolkningen af ordlyden i

nogle af lovens bestemmelser, fx i fortolkning af ”kortvarig” i § 8. Spørgeskemaundersøgelsen viser

desuden, at der er et lidt større kendskab til voksenansvarsloven hos lederne end blandt medarbej-

derne. Det kunne indikere, at der fortsat med fordel kunne være fokus på at udbrede kendskabet lokalt.

Der er en forholdsvis stor andel blandt især plejefamilier, som vurderer, at voksenansvarsloven i mindre

grad har givet klarhed over, hvilke former for magtanvendelse de må gøre brug af. Socialtilsynene pe-

ger også på, at de især oplever udfordringer hos plejefamilier i forhold til klarhed over, hvilke

handlemuligheder de har hjemmel til ifølge voksenansvarsloven. De fremhæver navnlig, at det er van-

skeligt for plejefamilier at vurdere rækkevidden af voksenansvaret i forhold til at anvende fysisk guid-

ning.

Resultaterne viser desuden, at myndighedschefer fra 63 pct. af kommunerne vurderer, at myndigheds-

sagsbehandlerne ikke er fuldt fortrolige med voksenansvarsloven. Derudover svarer 73 pct. af myndig-

hedscheferne i høj grad eller i nogen grad til spørgsmålet om, hvorvidt anbringelsesstedernes beføjelser

efter voksenansvarsloven har betydning for, hvor man vælger at anbringe. 28 pct. svarer i mindre grad

eller slet ikke.

Evalueringen viser, at der er stor forskel på, hvor stor andel af medarbejdere og plejefamilier, der har

deltaget i et opkvalificeringsforløb om reglerne i voksenansvarsloven og lovens anvendelse i praksis, når

der ses på tværs af de forskellige typer af anbringelsessteder. Der er størst andel medarbejdere på de

delvis lukkede, der har deltaget i opkvalificeringsforløb med dette fokus (hhv. 82 og 76 pct.). Henholds-

vis 63 og 52 pct. af medarbejderne på de sikrede institutioner har deltaget i de to typer opkvalificerings-

forløb, mens det er omkring halvdelen af medarbejderne på åbne institutioner og blandt kommunale

plejefamilier. Blandt almindelige plejefamilier angiver over 80 pct., at de ikke har deltaget i opkvalifice-

ringsforløb med dette fokus. Besvarelserne viser også, at opkvalificeringsforløbene primært har været

interne kurser. Interviewmaterialet viser dog, at der også anvendes andre kanaler til at opnå kendskab

til loven; fx at man selv læser loven eller gennem dialog med familieplejekonsulenter eller socialtilsy-

nene. Der ses det samme mønster med hensyn til deltagelse i opkvalificeringsforløb med fokus på meto-

der til konfliktforebyggelse og forebyggelse af magtanvendelse. Lokale (på den enkelte institution/afde-

ling) retningslinjer for håndtering og forebyggelse af magtanvendelse er mest udbredt hos de sikrede

institutioner og på de delvis lukkede afdelinger.

Voksenansvarsloven anvendes de fleste steder efter dens indhold og intentioner

Der har samlet set været et fald i antallet af indberetninger til socialtilsynene om magtanvendelser på

11 pct. i perioden 2015-2018. Hovedparten (68 pct.) af indberetningerne for 2018 handler om fysisk

magtanvendelse for at undgå personskade efter § 9

Evalueringen afdækker, i hvilket omfang medarbejderne fra de forskellige typer af anbringelsessteder

oplever at stå i situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind med magtanvendelse eller andre former

for indgreb. Samlet set opleves behovet for at anvende magt og indgreb størst blandt de sikrede institu-

tioner og de delvis lukkede afdelinger. På de åbne institutioner og blandt både kommunale og alminde-

lige plejefamilier oplever man imidlertid også i et vist omfang, at det er nødvendigt at gøre brug af for-

skellige former for indgreb. På tværs af alle typer af anbringelsessteder oplever medarbejderne oftest

situationer, hvor de finder det nødvendigt at regulere adgangen til internettet, herunder sociale medier,

anvende fysisk guidning og anvende fysisk magt for at undgå personskade.

Der er forskel på, hvilke typer indgreb medarbejderne på de forskellige typer anbringelsessteder oftest

oplever at have behov for at anvende, som det fremgår herunder. I parentes er angivet andelen af med-

arbejdere, der peger på, at de månedligt eller oftere oplever behov for at anvende det enkelte type ind-

greb. Kapitel 3 indeholder et skema over, hvilke indgreb voksenansvarsloven giver forskellige typer an-

bringelsessteder hjemmel til at foretage.

•

Sikrede institutioner

Regulere adgangen til internettet, herunder sociale medier (54 pct.). Herunder oplever

43 pct. dagligt dette behov.

https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/socialstyrelsens-arsrapport-om-socialtilsynenes-virksomhed-i-2018

•

Tage effekter i bevaring (78 pct.)

Undersøge person eller opholdsrum (71 pct.)

Fysisk guidning (79 pct.)

Anvende fysisk magt for at undgå personskade (67 pct.)

lukkede afdelinger

Regulere adgangen til internettet, herunder sociale medier (48 pct.). Herunder oplever

22 pct. dagligt dette behov.

Fysisk guidning (62 pct.)

Foretage rusmiddeltest (69 pct.)

Åbne institutioner uden børn og unge med funktionsnedsættelser

Regulere adgang til internettet, herunder sociale medier (45 pct.)

Fysisk guidning (20 pct.)

Anvende fysisk magt for at undgå personskade (16 pct.)

Åbne institutioner med børn og unge med funktionsnedsættelser

Fysisk guidning (37 pct.)

Regulere adgang til internettet, herunder sociale medier (35 pct.)

Anvende fysisk magt for at undgå personskade (24 pct.)

Kommunale plejefamilier

Regulere adgang til internettet, herunder sociale medier (43 pct.)

Fysisk guidning (29 pct.)

Anvende fysisk magt for at undgå personskade (10 pct.)

Almindelige plejefamilier

Regulere adgang til internettet, herunder sociale medier (45 pct.)

Fysisk guidning (35 pct.)

Fastholde i hygiejne- eller påklædningssituationer (18 pct.)

Anvende fysisk magt for at undgå personskade (11 pct.)

Delvis

Det fremgår ovenfor, at omkring en tredjedel af både de kommunale og almindelige plejefamilier angi-

ver, at de månedligt eller oftere oplever situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind med fysisk

guidning. Kommunale plejefamilier er omfattet af voksenansvarslovens § 6 om fysisk guidning, mens

det at lægge en arm om skulderen på et barn for at angive, at barnet skal følge med, for en almindelig

plejefamilie er en omsorgshandling, som er omfattet af lovens § 3 om voksenansvar. Evalueringen viser

dog, at der blandt almindelige plejefamilier er udbredt tvivl om, hvorvidt de må foretage handlinger,

som svarer til fysisk guidning. Nogle tilsyn tolker også loven sådan, at almindelige plejefamilier ikke må

foretage sådanne handlinger.

Voksenansvarsloven giver sikrede institutioner, delvis lukkede afdelinger og åbne institutioner hjemmel

til at anvende fysisk magt for at undgå personskade efter § 9. Det fremgår herover, at omkring en tien-

dedel af både kommunale og almindelige plejefamilier også månedligt eller oftere oplever situationer,

hvor det er nødvendigt at gribe ind med fysisk magt for at undgå personskade. De kvalitative interview

med plejefamilier og socialtilsyn peger på, at begge typer plejefamilier også i praksis i et vist omfang

foretager fysisk magtanvendelse for at undgå personskade.

Indberetninger og interviewmaterialet peger på, at magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmel-

sesretten generelt først forekommer, når alle muligheder for

frivillig medvirken

er afprøvet, og at det

ikke erstatter omsorg og socialpædagogisk indsats.

De fleste medarbejdere på tværs af anbringel-

sesstederne peger på, at det er en sidste udvej, som man helst undgår, fordi det skader den relation til

den anbragte, som er så afgørende for at lykkes med indsatsen.

Der kan være forskellige oplevelser af den samme situation, hvor der er foretaget indgreb. Interviews

med medarbejdere og beskrivelser i indberetningsskemaer tyder generelt på, at

proportionalitets-

princippet

følges. Der er dog stor forskel på, hvordan de implicerede børn og unge oplever situatio-

nerne. Det afhænger blandt andet af, om de efterfølgende har drøftet situationen med personalet. I ind-

beretningerne mangler der ofte en udtalelse fra barnet eller den unge.

48 pct. af medarbejderne på sikrede institutioner, 27 pct. på delvis lukkede afdelinger og 24 pct. på

åbne institutioner har inden for det seneste år oplevet tilfælde af

ydmygende eller hånende

behand-

ling af anbragte børn eller unge. Det generelle billede er dog, at man er meget opmærksom på at undgå

dette, og medarbejderne beskriver da også i flere tilfælde i interview, at de oplevede situationer har ført

til afskedigelser.

Samlet set er det evaluators vurdering, at voksenansvarsloven langt de fleste steder anvendes efter

dens indhold og intentioner. Den mest iøjnefaldende undtagelse er dog, at det vurderes, at der også

blandt plejefamilier foretages fysisk magtanvendelse for at undgå personskade, hvilket de ifølge loven

ikke har hjemmel til.

Medarbejdere og plejefamilier mangler indimellem handlemuligheder

Evalueringen viser, at medarbejdere og plejefamilier i store træk vurderer, at voksenansvarsloven giver

de nødvendige redskaber til at sikre den daglige omsorg for anbragte børn og unge. På tværs af typer af

anbringelsessted svarer 83-98 pct. i høj grad eller i nogen grad til dette spørgsmål. For alle typer an-

bringelsessteder er det hyppigst angivne svar dog i nogen grad (50-67 pct.), hvilket viser, at forholdsvis

mange oplever, at de indimellem mangler nødvendige redskaber til at sikre omsorgen for de anbragte

børn og unge. Dette underbygges af interview på anbringelsesstederne.

Både medarbejdere og plejefamilier udtrykker særligt udfordringer relateret til kontrol med mobiltelefo-

ner og sociale medier. Mange giver udtryk for, at de mangler handlemuligheder på dette punkt i forhold

til at sikre omsorgen for barnet eller den unge. Medarbejdere og ledere fremhæver, at den uhensigts-

mæssige brug af mobiltelefoner bl.a. fører til, at børnene og de unge mangler ro og søvn, hvilket har

konsekvenser for deres udvikling under opholdet. Derudover gives der på de forskellige anbringelsesty-

per udtryk for forskellige situationer, hvor ledere, medarbejdere og plejefamilier oplever at mangle de

nødvendige redskaber. To af de delvis lukkede afdelinger beskriver blandt andet, at grænsen på 30 da-

ges tilbageholdelse pr. år nogle gange er utilstrækkelig. Åbne institutioner fortæller eksempelvis om

manglende muligheder for at beskytte selvmordstruede eller selvskadende børn ved hjælp af magtan-

vendelse. Almindelige plejefamilier samt familieplejekonsulenter og myndighedschefer oplever, at der

også i almindelige plejefamilier kan være et behov for at føre, guide og afværge, hvilket der er udbredt

tvivl om, hvorvidt de må ifølge voksenansvarsloven.

Hovedparten af medarbejderne (73-100 pct.) på tværs af anbringelsessteder, hvor der er anbragt børn

og unge med funktionsnedsættelser vurderer, at loven giver de muligheder, som er nødvendige for at

kunne sikre omsorgen for denne målgruppe. 19 pct. af medarbejderne på åbne institutioner og 27 pct.

af både kommunale og almindelige plejefamilier angiver dog, at de ikke vurderer, at voksenansvarslo-

ven giver mulighed for at foretage de nødvendige indgreb for at sikre omsorgen for anbragte med funk-

tionsnedsættelser. Interviewmaterialet viser, at der særligt opleves udfordringer som følge af begrænset

sprog, som gør det svært at vurdere, hvornår barnet eller den unge gør modstand mod fysisk guidning,

samt manglende hjemmel til at anvende teknologiske hjælpemidler (fx GPS, epilepsialarmer og baby-

alarmer). Derudover fremhæves en problemstilling i forbindelse med at give børn/unge med funktions-

nedsættelse lægeordineret medicin, hvis de ikke vil samtykke til det.

Evalueringen viser endvidere, at anbringelsessteder og socialtilsyn generelt oplever, at voksenansvars-

loven har bidraget til et øget fokus på at undgå magtanvendelse samt haft en positiv betydning for

håndteringen af magtanvendelse og konfliktsituationer. Den medfølgende opmærksomhed omkring em-

net samt tilhørende opkvalificering vurderes at have bidraget til et øget fokus på forebyggelse af magt-

anvendelse. Det samme har tydeliggørelsen af reglerne på området, omend flere af de interviewede på

tværs af anbringelsestype stadig oplever, at der er nogle uklarheder forbundet med lovgivningen. Her er

særligt tale om uklarheder i forhold til skelnen mellem omsorg og magtanvendelse samt skelnen mellem

forskellige beføjelser såsom fysisk guidning og fysisk magtanvendelse for at undgå personskade, hvilket

skaber udfordringer i praksis. Derudover peger interviewmaterialet på udfordringer i situationer, hvor

der gælder forskellige regler for de børn og unge, der er anbragt på anbringelsesstedet på den ene side,

og børn og unge i aflastning eller i intern skole på den anden side. Hvor nogle af disse udfordringer po-

tentielt vil kunne imødekommes med en yderligere specificering af vejledningen til voksenansvarsloven,

og formentlig også yderligere opkvalificering, kalder andre udfordringer, efter de interviewede parters

oplevelse, på yderligere beføjelser og dermed en ændring af voksenansvarsloven.

Opfølgning på magtanvendelse skaber læring og forebyggelse

De fleste af medarbejderne og plejefamilierne på tværs af alle typer anbringelsessteder er fortrolige

med reglerne og procedurerne omkring registrering og indberetning af indgreb. Således svarer 96-98

pct. af medarbejderne i høj eller i nogen grad til spørgsmålet om, hvorvidt de er fortrolige med, hvad

der skal indberettes, hvornår og hvordan. Derimod peger flere ledere på, at de oplever udfordringer i

forbindelse med registrering og indberetning. 60 pct. af lederne på de delvis lukkede afdelinger angiver,

at de i høj eller i nogen grad oplever udfordringer i forbindelse med registrering og indberetning. Tilsva-

rende er det halvdelen af lederne på sikrede institutioner, en tredjedel på åbne institutioner og en fjer-

dedel hos kommunale plejefamilier.

Flere peger på, at 24 timers fristen, som betyder, at indberetningen skal være den anbringende kom-

mune i hænde senest 24 timer efter hændelsen, kan være problematisk i forbindelse med weekender og

i forhold til at nå at indhente udtalelser. Gennemgang af det indsamlede materiale viser, at der ofte

mangler udtalelser fra det barn eller den unge, som har været udsat for indgrebet. Således indeholder

ingen af 22 tilsendte indberetningsskemaer en udtalelse fra barnet eller de unge. Det begrundes dog

ofte med, at barnet eller den unge ikke ønsker at udtale sig om episoden, eller at man ikke kunne nå at

tale med den pågældende under rolige omstændigheder inden for fristen på 24 timer.

Evalueringen viser, at institutionerne i høj grad oplever, at der følges op på magtanvendelser. Således

svarer 78-81 pct. i høj grad til, at de oplever, at de følger op på magtanvendelse med henblik på at fo-

rebygge fremtidig magtanvendelse. Gennem bl.a. drøftelser på personalemøder og løbende sparring har

institutionerne fokus på at skabe læring og forebygge lignende magtanvendelser og indgreb samt sikre,

at børn, unge og medarbejdere har det godt efter voldsomme episoder. Flere socialtilsyn peger imidler-

tid på, at der kan være potentiale for at styrke opfølgningen på magtanvendelse, ved i højere grad at

sikre, at børn og unges udtalelser indgår i indberetningerne, og ved at institutionerne i højere grad be-

nytter sig af det frivillige refleksionsskema i indberetningen. De plejefamilier der har foretaget magtan-

vendelse, giver udtryk for, at opfølgningen herpå primært består i drøftelser med familieplejekonsulen-

ten og ekstern supervision. Flere plejefamilier giver dog udtryk for, at der kan være en barriere for at

tale om magtanvendelse, og dermed en barriere for at få råd og vejledning til forebyggelse på den bag-

grund, fordi plejefamilier kan være nervøse for konsekvenserne af deres håndtering af konfliktsituatio-

nerne.

Når det kommer til det generelle arbejde med at forebygge magtanvendelse, finder undersøgelsen på

tværs af institutioner en relativt ensartet praksis, mens der i plejefamilierne er en lidt anden tilgang. På

institutioner arbejdes ofte med opkvalificering, fokus på den pædagogiske indsats samt opbygning af

viden og videndeling, mens der på plejefamilieområdet gives udtryk for en mindre systematisk tilgang til

arbejdet med forebyggelse. Samtidig indikerer interviewene, at der kan være forskel i kompetencerne til

at arbejde forebyggende. Socialtilsynene giver udtryk for, at medarbejdere på institutioner generelt op-

leves at være klædt på til at arbejde forebyggende, omend der også er variationer herpå. Derimod ople-

ver tilsynene en lavere grad af systematik i det forebyggende arbejde hos plejefamilier. Flere tilsyn på-

peger, at kompetencerne og rammerne til forebyggende arbejde i plejefamilierne vurderes lavere, og at

den forebyggende indsats er mere personafhængig.

Særligt om plejefamilier

Som det fremgår af ovenstående sammenfatning, skiller plejefamilierne sig på en række evaluerings-

punkter ud fra de øvrige anbringelsessteder. De har et lavere kendskab til voksenansvarsloven, de er

oftere i tvivl om ansvar og handlemuligheder som følge af loven, de har i lavere grad deltaget i opkvali-

ficeringsforløb, og nogle steder foretages der indgreb og magtanvendelse, som plejefamilier ikke har

hjemmel til i voksenansvarsloven.

Evalueringen peger dog også på vigtige nuancer i forhold til både almindelige og kommunale plejefami-

lier. I interview med socialtilsyn fremhæves det, at der med indførelsen af voksenansvarsloven ikke var

indtænkt informations- og opkvalificeringstiltag over for plejefamilier. Det påpeges, at især almindelige

plejefamilier ikke i samme grad som øvrige anbringelsessteder har organisatorisk støtte, der kan bi-

drage til at igangsætte sådanne initiativer. I forlængelse heraf peger evalueringen også på, at plejefami-

lier har ringere forudsætninger for at arbejde med forebyggelse og deeskalering af konfliktsituationer,

fordi de ikke er en del af et institutionsmiljø. De har ikke samme muligheder for kollegial sparring om en

mulig konflikt eller for i en optrappet konflikt at lade en anden gå ind i konflikten i stedet. Det er netop

muligheder, som andre steder fremhæves som gunstige i forhold til nedtrapning og forebyggelse.

Endelig viser evalueringen, at en del af både de kommunale og de almindelige plejefamilier relativt ofte

oplever et behov for at foretage indgreb og anvende magt. Evalueringen viser også, at knap en tredje-

del af myndighedschefer vurderer, at kommunen i mindre grad eller slet ikke tager højde for anbringel-

sesstedets muligheder for at foretage indgreb i forbindelse med det konkrete valg af anbringelsessted.

Det kunne indikere, at plejefamilier i nogle tilfælde har børn eller unge anbragt, som er vanskelige at

håndtere uden at kunne foretage indgreb.

Særligt om børn- og ungeperspektivet

Generelt er der stor forskel på, hvordan børn og unge oplever magtanvendelse. Hvor nogle børn og

unge oplever magtanvendelse som voldsomt og grænseoverskridende, er der andre, som i andre til-

fælde ikke bemærker, at der er tale om magtanvendelse. Dette afhænger naturligvis af situationen og

den konkrete magtanvendelse, men kan også være sammenhængende med børn og unges tidligere op-

levelser med konflikthåndtering før anbringelsen.

Ingen af de tilsendte indberetningsskemaer indeholder en udtalelse fra barnet eller den unge. I de fleste

tilfælde begrundes det med, at barnet eller den unge ikke ønskede at tale med medarbejderne om situ-

ationen lige efter hændelsen. Interview med børnene og de unge viser dog, at børn og unge kan opleve

større forståelse for situationen lidt efter hændelsen, end de har i selve øjeblikket eller lige efter magt-

anvendelsen har fundet sted.

Ligeledes indikerer indberetningsskemaer og interview, at der kan være forskel på, hvordan hhv.

børn/unge og medarbejdere oplever magtanvendelsessituationer. Når situationerne opleves forskelligt,

er der derfor også forskel på, hvorvidt de anvendte magtanvendelser forstås som værende proportio-

nelle med håndteringen af de givne situationer, hvor børn kan opleve situationer som værende mindre

farlige eller alvorlige, end medarbejderne oplever situationerne.

Endelig er der forskel på børn og unges interesse for egne rettigheder og voksenansvarsloven samt op-

levelse af, hvorvidt rettighederne overholdes. Hvor børn og unge på åbne institutioner og i plejefamilier

generelt giver udtryk for at have en lavere grad af interesse for egne rettigheder, fremtræder unge på

delvis lukkede afdelinger som mere opmærksomme på disse. Børn og unge, anbragt i plejefamilier og

på åbne døgninstitutioner, giver samtidig overordnet udtryk for i højere grad at være tilfredse med reg-

lerne på anbringelsesstedet. De oplever at have ret til bl.a. selvbestemmelse og personlig frihed, end

det er tilfældet for nogle unge, anbragt på delvis lukkede døgninstitutioner, som oplever, at medarbej-

derne har for store muligheder for at gøre brug af magtanvendelse og indgreb i de unges selvbestem-

melsesret. Også på åbne døgninstitutioner er der eksempler på børn, som udtrykker utilfredshed med,

at medarbejdere kommer ind på værelset uden at banke på, samt at medarbejdere fører tæt kontrol

med brugen af mobiltelefon og social kontrol.

Særligt om børn og unge med nedsat funktionsevne

Evalueringen peger på, at medarbejderne oplever særlige udfordringer i forhold til indgreb over for an-

bragte med funktionsnedsættelser. Godt nok vurderer hovedparten af medarbejderne og plejefamilierne

på tværs af typen af anbringelsessted, at loven giver mulighed for at foretage de nødvendige indgreb for

at sikre omsorgen for anbragte børn og unge med funktionsnedsættelser. Der er dog 19 pct. af medar-

bejdere på de åbne institutioner og 27 pct. blandt både kommunale og almindelige plejefamilier, som

angiver, at loven ikke giver mulighed for de nødvendige indgreb for at sikre omsorgen for denne

gruppe.

I interviewmaterialet peger medarbejdere og plejefamilier blandt andet på, at det er sværere at vur-

dere, hvornår denne gruppe yder modstand mod fysisk guidning, fordi de ofte mangler sprog. Derud-

over viser interviewmaterialet, at medarbejdere og plejefamilier især oplever mangler ved loven i for-

hold til at anvende teknologiske hjælpemidler over for anbragte med funktionsnedsættelser. Det drejer

sig bl.a. om GPS, babyalarmer og epilepsialarmer. Der er en opfattelse af, at loven ikke giver hjemmel

til at anvende sådanne hjælpemidler, og at de vil blive opfattet som ulovlig overvågning.

Særligt om de generelle principper for voksenansvarsloven

I voksenansvarslovens forskellige bestemmelser angives det, hvilke typer anbringelsessteder der har

hjemmel til de forskellige former for indgreb. Generelt fremgår det også, at omsorgen for et barn eller

en ung skal varetages ud fra en konkret afvejning af barnets eller den unges grundlæggende rettigheder

og under hensyntagen til barnets eller den unges alder, modenhed og funktionsevne samt under iagtta-

gelse af proportionalitetsprincippet.

Derudover gælder der en række generelle principper, som magtanvendelse og andre indgreb skal fore-

tages ud fra:

•

Magtanvendelse og andre indgreb foretages undtagelsesvis og må aldrig erstatte socialpædago-

gisk indsats.

Personale og plejefamilier skal først afsøge alle muligheder for frivillig medvirken.

Magtanvendelse og andre indgreb skal være så skånsomme og kortvarige som muligt.

Magtanvendelse og andre indgreb skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået (proportio-

nalitetsprincippet).

Magtanvendelse og andre indgreb skal tage hensyn til andre tilstedeværende, og der må ikke

forekomme ydmygende, hånende eller nedværdigende behandling.

Magtanvendelse og andre indgreb skal registreres og indberettes.

Samlet set er konklusionen på evalueringen, at voksenansvarslovens generelle principper i overvejende

grad følges blandt de undersøgte anbringelsessteder. Det vurderes, at magtanvendelse og indgreb ge-

nerelt ses som en sidste udvej, som medarbejdere og plejefamilier først anvender, når

socialpædagogisk indsats og frivillig medvirken ikke er tilstrækkelig. Evalueringen tegner også et billede

af, at indgrebene generelt er tilrettelagt så skånsomt og kortvarigt som muligt samt efter proportionali-

tetsprincippet. Det fremgår dog også, at der kan være forskellige oplevelser af den samme situation

mellem personale/plejefamilie og barnet eller den unge. I den sammenhæng er det problematisk, at der

ofte mangler udtalelser fra barnet/den unge i indberetninger. Nogle medarbejdere har oplevet episoder

med ydmygende, hånende eller nedværdigende behandling, men interviewmaterialet giver indtryk af, at

sådanne episoder tages alvorligt, og at der er stor enighed om, at det ikke må forekomme. Endelig viser

evalueringen, at der er stor fortrolighed med reglerne omkring registrering og indberetning.

Implementeringsfejl og teorifejl

Som det fremgår ovenfor, er de overordnede konklusioner overvejende positive. Der er stort kendskab

til loven, og loven anvendes overordnet set i tråd med dens indhold og intentioner. Der er stor enighed

om, at loven og det følgende fokus på opkvalificering bidrager til forebyggelse af fremtidige magtanven-

delser.

Det fremgår dog også, at der kan peges på områder, hvor medarbejdere og plejefamilier oplever mang-

ler ved loven. Mange er fortsat indimellem i tvivl om ansvar og handlemuligheder. På plejefamilieområ-

det oplever man et behov for at foretage indgreb, som loven ikke giver hjemmel til. Derudover har lo-

ven kun delvist givet tilstrækkelige handlemuligheder i forhold til at sikre den daglige omsorg for an-

bragte børn og unge.

I forhold til fremadrettede handlinger er det afgørende, om de oplevede mangler ved loven skyldes im-

plementeringsfejl, altså at loven ikke er implementeret tilstrækkeligt eller med tilstrækkelig kvalitet, el-

ler om det skyldes teorifejl, hvor der er mangler i selve loven.

Evalueringen peger på nogle

implementeringsfejl,

som kan være medvirkende til, at der i nogle til-

fælde opleves mangler ved loven. Kapitel 4 viser, at der er stor forskel i medarbejdere og plejefamiliers

kendskab til loven afhængig af, om de har deltaget i opkvalificeringsforløb. Det fremgår også, at især

almindelige plejefamilier har deltaget i opkvalificeringsforløb i lavere grad end de øvrige typer af anbrin-

gelsessteder. Derudover viser kapitlet, at ledere generelt har et større kendskab til loven end medarbej-

dere, hvilket kan indikere, at der nogle steder kan gøres mere for at understøtte implementeringen af

loven ud på medarbejderniveau. Endelig viser evalueringen, at det blandt almindelige plejefamilier er en

udbredt opfattelse, at de ikke må foretage omsorgshandlinger svarende til de handlinger, der i forhold

til § 6 henregnes til fysisk guidning, fordi de ikke er omfattet af denne bestemmelse. Af vejledningen til

loven fremgår det imidlertid, at:

Det antages, at plejefamilier kan foretage de samme omsorgshandlinger og indgreb over for barnet eller den

unge, som forældre kan over for deres egne børn. Forældre og plejefamilier kan således som led i varetagelsen

af den daglige omsorg foretage visse indgreb over for et anbragt barn eller en ung, herunder f.eks. ved at lægge

en arm om skulderen på barnet eller den unge for at angive, at man ønsker, at vedkommende skal følge med

eller andre lignende omsorgstiltag. Omsorgshandlinger eller indgreb over for barnet eller den unge skal endvidere

ske under hensyntagen til barnets integritet, alder og modenhed (se vejledningens kap. 5)

(Vejledning til voksenansvarsloven kap. 6)

Når almindelige plejefamilier oplever loven som mangelfuld på grund af den manglende adgang til at

anvende fysisk guidning, er der således også tale om en implementeringsfejl.

Evalueringen peger imidlertid også på enkelte tilfælde af

teorifejl.

Evalueringen peger på nogle områ-

der, hvor medarbejdere og plejefamilier oplever at mangle handlemuligheder med henblik på at sikre

omsorgen for de anbragte. Det drejer sig fx om mulighed for at regulere adgang til mobiltelefon, mulig-

hed for at sikre omsorg for anbragte med funktionsnedsættelser ved brug af forskellige hjælpemidler og

for at give receptpligtig medicin, selvom barnet eller den unge ikke ønsker det.

Derudover er især plejefamilier, men også nogle socialtilsyn, inde på, at det er vanskeligt at fortolke

rækkevidden af omsorgsforpligtelsen i § 3. Det kan betragtes som en teorifejl ud fra en betragtning om,

at det med fordel kan tydeliggøres, hvilke indgreb der efter § 3 må foretages med henblik på at sikre

den daglige omsorg. Det kan imidlertid også betragtes som en implementeringsfejl, hvis antagelsen er,

at det er tydeliggjort tilstrækkeligt i lovens vejledning.

2. INDLEDNING

I denne rapport præsenterer Rambøll resultaterne af evalueringen af voksenansvarsloven. Evalueringen

er gennemført i perioden april 2019 til januar 2020 på vegne af Socialstyrelsen.

2.1 Baggrund

I juni 2013 nedsatte den daværende regering udvalg om magtanvendelse på anbringelsessteder for

børn og unge (Magtanvendelsesudvalget). Magtanvendelsesudvalget afgav i marts 2015 betænkning nr.

1551/2015 om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Med udgangs-

punkt i Magtanvendelsesudvalgets anbefalinger indgik den daværende regering og en kreds af politiske

partier

i efteråret 2015 den politiske aftale ”Klare rammer for voksenansvar over for anbragte børn og

unge”.

Voksenansvarsloven er en udmøntning af den politiske aftale og trådte i kraft 1. januar 2017. Loven har

til formål at skabe et særskilt regelgrundlag for magtanvendelse og andre indgreb over for anbragte

børn og unge og tydeliggøre de eksisterende regler på området, herunder en tydeliggørelse af børn og

unges grundlæggende rettigheder bl.a. i relation til magtanvendelse. Endelig er der med loven etableret

en udvidet adgang til at anvende magt over for anbragte børn og unge med henblik på at sikre, at per-

sonalet har de fornødne redskaber til at drage omsorg for de anbragte børn og unge.

Voksenansvarsloven fastsætter rammer for plejefamilier og personales adgang til, som led i varetagel-

sen af den daglige omsorg, at anvende magt og foretage andre indgreb i anbragte børn og unges selv-

bestemmelsesret. Derudover har loven til formål at sikre de anbragte børn og unges retssikkerhed i for-

bindelse hermed. Indgrebsmulighederne afhænger af type af anbringelsessted og gælder kun for an-

bragte børn og unge.

Magtanvendelse og andre indgreb i anbragte børn og unges selvbestemmelsesret må kun ske undtagel-

sesvis og må aldrig erstatte omsorg og socialpædagogisk indsats. Al magtanvendelse skal således være

nødvendig og stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået, herunder være afpasset barnets eller den

unges alder, modenhed og funktionsniveau. Et indgreb i et barn eller en ungs selvbestemmelsesret skal

udøves så skånsomt og kortvarigt, som omstændighederne tillader, og med størst mulig hensyntagen til

barnets eller den unges personlige integritet.

Anbringelsesstederne skal dermed arbejde ud fra en pædagogisk tilgang, der forebygger magtanven-

delse, så magtanvendelse så vidt mulig undgås. Magtanvendelser skal registreres og indberettes til an-

bringende kommune med kopi til det socialtilsyn, som fører driftsorienteret tilsyn med pågældende an-

bringelsessted. Formålet med registrering og indberetning er også, at anbringelsesstederne følger op på

eventuelle magtanvendelser med henblik på løbende læring og forbedring af indsatsen.

Socialstyrelsen udarbejdede, i forbindelse med voksenansvarslovens ikrafttræden, undervisningsmateriale

til personale og plejefamilier om voksenansvarsloven og forebyggelse af magtanvendelse. Der var ikke di-

rekte krav om at personale og plejefamilier skulle deltage i opkvalificering af voksenansvarsloven.

2.2 Formål med evalueringen

I denne rapport evalueres den praktiske anvendelse af de lovgivningsmæssige rammer for magtanven-

delse og indgreb. Det overordnede formål med evalueringen er at belyse målopfyldelsen og de praktiske

erfaringer med anvendelsen af loven. Det betyder, at evalueringen fokuserer på, i hvilket omfang

Socialdemokraterne, DF, LA, Alternativet, Radikale Venstre, SF og Konservative.

personale og plejefamilier har kendskab til lovgivningen og er fortrolige med de enkelte bestemmelser i

voksenansvarsloven. Derudover skal evalueringen frembringe nuanceret viden om anbringelsessteder-

nes konkrete anvendelse af voksenansvarsloven i praksis, herunder om de oplever at have fået tilstræk-

kelige handlemuligheder i forhold til at kunne drage omsorg og beskyttelse for de anbragte børn og

unge.

Der kan opstilles følgende undersøgelsesspørgsmål for evalueringen af voksenansvarsloven:

Har voksenansvarsloven givet de fagprofessionelle i de anbringende kommuner og på anbringel-

sessteder samt plejefamilier en sådan

klarhed over ansvar og handlemuligheder,

at de kan

handle

i overensstemmelse med lovens indhold og intentioner?

Hvordan er voksenansvarsloven

implementeret?

Anvendes voksenansvarsloven i praksis efter dens

indhold og intentioner?

Har de fagprofessionelle i de anbringende kommuner og på anbringelsessteder med voksenan-

svarsloven fået de

nødvendige handlemuligheder

til at drage omsorg for og beskytte an-

bragte børn og unge?

Disse overordnede undersøgelsesspørgsmål er operationaliseret i en række konkrete spørgsmål til di-

rekte brug for dataindsamlingen. De kan findes i bilaget til evalueringen.

2.3 Metode og datagrundlag

Evalueringen bygger på et mixed methods-design, og datagrundlaget er således tilvejebragt ved brug af

kvantitative såvel som kvalitative undersøgelsesmetoder. I dette afsnit skitseres de enkelte datakilder

kortfattet, mens det er muligt at læse supplerende og uddybende beskrivelser af datagrundlaget, meto-

der og analysestrategier i evalueringens bilag. Nedenstående figur giver et overblik over

evalueringsaktiviteterne i alle evalueringens faser.

Figur 1: Evalueringsaktiviteter

Som illustreret i figuren, er evalueringen baseret på en breddeafdækning og et efterfølgende dybdestu-

die. Begge kortlægninger er gennemført ud fra den viden, som indledningsvist er genereret i forbindelse

med desk research og hypotesegenererende interview med interessenter. Formålet med den hypotese-

baserede tilgang er at sikre, at alle interessenters perspektiver på drivkræfter og barrierer samt positive

og negative konsekvenser afdækkes. Den hypotesebaserede tilgang er kombineret med en mere åben

og eksplorativ tilgang, hvor der også har været et blik for nye perspektiver.

Breddeafdækningen

består primært af en spørgeskemaundersøgelse, udsendt til ledere og medarbej-

dere på de sikrede institutioner, de delvis lukkede afdelinger, åbne institutioner samt kommunale pleje-

familier og udvalgte almindelige plejefamilier. Derudover indeholder spørgeskemaundersøgelsen et

skema til myndighedschefen for dette område i alle kommuner. I spørgeskemaundersøgelsen belyses

bl.a. ledere og medarbejderes kendskab til og fortrolighed med voksenansvarsloven samt deres per-

spektiver på at anvende loven i praksis.

I interview med de fem socialtilsyn undersøges tilsynenes kendskab til og fortrolighed med loven og de-

res syn på, hvordan voksenansvarsloven omsættes i praksis på forskellige anbringelsessteder.

Dybdestudiet

er tilrettelagt ud fra resultaterne af breddekortlægningen og bygger på casestudier på

fem delvis lukkede afdelinger, syv åbne institutioner og ni plejefamilier, fordelt på fire kommuner. I ud-

vælgelsen af institutioner og kommuner til casebesøg har der været fokus på at opnå en spredning på

typen af anbringelsessted, målgrupper, størrelse og geografi.

På det enkelte casebesøg er der gennemført interview med leder, medarbejdere og anbragte børn og

unge. I forbindelse med casebesøg hos plejefamilier er der desuden gennemført interview med myndig-

hedschef og kommunale familieplejekonsulenter.

For at belyse problemstillingerne omkring anvendelsen af voksenansvarsloven er der forud for casebesø-

gene indsamlet relevante dokumenter, såsom dagbogsnotater fra institutionerne og indberetninger om

magtanvendelse. Dette materiale anvendes sammen med de kvalitative interviews.

Tabel 1 herunder viser det samlede datagrundlag for de analyser, der er foretaget i denne evaluering.

Tabel 1: Datagrundlag

Spørgeskemabesvarelser

Antal besvarelser

Sikrede inst. (ledere)

Sikrede inst. (medarb.)

Delvis lukkede (ledere)

Delvis lukkede (medarb.)

Åbne inst. (ledere)

239

Åbne inst. (medarb.)

232

Alm. plejefamilier

355

Kommunale plejefamilier

Myndighedschef

Svarprocent

38 %

100 %

43 %

46 %

60 %

64 %

Kvalitative interviews

Antal interview

Ledere

Medarbejdere/plejefamilier

Børn og unge

Myndighedschef

Familieplejekonsulent

Rep. for socialtilsyn

* Spørgeskema til medarbejdere er videresendt fra leder. Vi kender ikke mulige antal besvarelser, og svarprocent kan derfor ikke

beregnes.

** Der er besvarelser fra medarbejdere fra 4 af de 8 sikrede institutioner og fra 3 af de 5 delvis lukkede afdelinger.

Datagrundlaget herover skal ses i forhold til det samlede antal anbringelsessteder af de forskellige ty-

per, som fremgår af tabellen herunder.

Tabel 2: Antal anbringelsessteder

Sikrede institutioner

Delvis lukkede afdelinger

Åbne institutioner (døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder)

Kommunale plejefamilier

Almindelige plejefamilier

* Antallet er baseret på udtræk fra tilbudsportalen.dk

Antal anbringelsessteder på landsplan

631*

161*

5727**

** Antallet er baseret på den årlige rapport om socialtilsynenes virksomhed - https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/socialstyrelsens-arsrapport-om-socialtil-

synenes-virksomhed-i-2018.

Som det fremgår af figur 1 herover, er der i overgangen mellem breddeafdækningen og dybdestudiet

afholdt en interessentworkshop med deltagelse af Socialstyrelsen, Ankestyrelsen og en række bruger-

og medarbejderorganisationer på området. Workshoppens fokus var i fællesskab at udlede hypoteser

om sammenhænge og problematikker ud fra forskellige perspektiver og inden for forskellige temaer om-

kring voksenansvarsloven. Evalueringen er ikke tilrettelagt som en stringent afprøvning af hypoteserne.

De er i stedet anvendt til at strukturere dybdestudiet og evalueringens temaer. I det følgende henvises

til nogle af de mest centrale hypoteser.

2.4 Læsevejledning

Foruden sammenfatning, indledning og bilag indeholder denne rapport fire kapitler, som er struktureret

efter de overordnede undersøgelsesspørgsmål, som evalueringen har til formål at belyse. Kapitlerne in-

deholder således følgende:

Kapitel 3

giver et kort overblik over bestemmelserne i voksenansvarsloven, herunder hvilke bestem-

melser der gælder for de forskellige typer af anbringelsessteder.

Kapitel 4

afdækker praktikernes kendskab til og fortrolighed med voksenansvarsloven og dens bestem-

melser. I kapitlet er der også fokus på, hvordan loven er søgt implementeret på de forskellige typer af

anbringelsessteder.

Kapitel 5

omhandler anbringelsesstedernes anvendelse af lovgivningen. Kapitlet indeholder en afdæk-

ning af, hvor ofte medarbejderne og plejefamilier oplever situationer, hvor forskellige typer indgreb er

nødvendige, samt om anvendelsen i praksis følger lovens indhold og intentioner.

Kapitel 6

har fokus på anbringelsesstedernes oplevelse af handlemuligheder efter voksenansvarsloven.

Kapitlet afdækker, hvorvidt medarbejdere og plejefamilier oplever, at loven har givet tilstrækkelige

handlemuligheder. Derudover indeholder kapitlet en afdækning af det overordnede syn på voksenan-

svarsloven blandt de interviewede parter.

Kapitel 7

omhandler anbringelsesstedernes håndtering af magtanvendelse, herunder fortrolighed med

procedurerne omkring registrering og indberetning af hændelser, samt deres arbejde med læring og fo-

rebyggelse på baggrund heraf.

Bilagene

indeholder dels en evalueringsmatrice, hvor undersøgelsesspørgsmålene er operationaliseret i

konkrete spørgsmål, og dels et uddybende metodenotat, som beskriver evalueringens datagrundlag og

de analyser, der er foretaget.

3. VOKSENANSVARSLOVEN

Som nævnt, trådte voksenansvarsloven i kraft i d. 1. januar 2017. Loven har til formål at fastsætte

rammer for plejefamilier og personales adgang til at anvende magt og andre indgreb i anbragte børn og

unges selvbestemmelsesret, når de varetager den daglige omsorg. Loven gælder for alle kommunale,

regionale og private anbringelsessteder for børn og unge. De forskellige bestemmelser gælder dog ikke

nødvendigvis for alle typer anbringelsessteder. Herunder ses en oversigt over, hvilke typer anbringel-

sessteder, der efter lovens forskellige bestemmelser, har hjemmel til at foretage indgreb.

Loven angiver desuden, at magtanvendelse og andre indgreb i børn og unges selvbestemmelsesret kun

må ske undtagelsesvis og aldrig må erstatte omsorg og socialpædagogisk indsats. Heri ligger også, at

alle muligheder for at opnå frivillig medvirken skal være afsøgt forud for magtanvendelse eller andre

indgreb. Når det er nødvendigt at foretage en magtanvendelse eller et indgreb, skal det foregå så skån-

somt og kortvarigt som muligt. Derudover gælder proportionalitetsprincippet. Det betyder, at anven-

delse af magt eller indgreb skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået, og at personale og pleje-

familier skal anvende de mindst indgribende foranstaltninger, som er tilstrækkelige.

§§ 3-6 angiver voksenansvaret og rammerne for ophold på anbringelsesstedet og anses ikke som

magtanvendelse.

Tabel 3: Oversigt over voksenansvarslovens bestemmelser

Paragraffer i Voksenansvarsloven

Almin-

delige

pleje-

fami-

lier

Kom-

munale

pleje-

fami-

lier

Delvis

luk-

kede

afde-

linger

Luk-

kede/sik

-rede

døgnin-

stitutio-

ner

Op-

holds-

steder

Åbne

døgn-

institu-

tioner

§ 3: Voksenansvaret,

herunder omsorgsforpligtelsen.

§ 4: Husorden,

der angiver regler og retningslinjer.

§ 5: Rusmiddeltest

med samtykke fra barnet eller den unge.

§ 6: Fysisk guidning

§ 8: Afværgehjælp:

kortvarig fastholdelse eller føre et barn eller

en ung væk fra en situation, når det er nødvendigt for at afværge

ødelæggelse eller beskadigelse af ting i et ikke ubetydeligt om-

fang.

§ 9: Fysisk magtanvendelse

ved fastholdelse eller føre et barn

eller en ung hen til et andet opholdsrum. Det er en betingelse, at

barnet eller den unge udviser en adfærd, der er til fare for ved-

kommende selv, øvrige anbragte, personalet eller andre på an-

bringelsesstedet.

§ 10: Tilbageførelse

ved rømning, når barnet eller den unge ud-

viser en adfærd, der medfører risiko for skade på vedkommende

selv eller andre.

§ 11: Tilbageholdelse

i forbindelse med eller under anbringelse

ved, at personalet fysisk fastholder barnet eller den unge, når det

anses for at have afgørende betydning for at imødekomme sær-

lige behov for støtte, og det vurderes at have særlig betydning for

den socialpædagogiske behandling.

§ 12: Tilbageholdelse (vinduer og døre aflåses),

når det har

afgørende betydning for den socialpædagogiske behandling, at

barnet eller den unge ikke rømmer, og der er risiko for, at ved-

kommendes sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade ved

rømning.

Paragraffer i Voksenansvarsloven

Almin-

delige

pleje-

fami-

lier

Kom-

munale

pleje-

fami-

lier

Op-

holds-

steder

Åbne

døgn-

institu-

tioner

Delvis

luk-

kede

afde-

linger

Luk-

kede/sik

-rede

døgnin-

stitutio-

ner

§ 13: Fastholdelse

fysisk (uanset om betingelserne for at an-

vende fysisk magt (§ 9) er opfyldt), når det har afgørende betyd-

ning for den socialpædagogiske behandling, at barnet eller den

unge fastholdes, og der er risiko for vedkommendes sundhed eller

udvikling, og hvis vedkommende tidligere har rømmet, og det for-

modes at ske igen, og hvis vedkommende tidligere har begået kri-

minalitet, og det formodes at ville ske igen, og hvis vedkom-

mende tidligere har indtaget euforiserende stoffer, og det formo-

des at ville ske igen, eller hvis vedkommende tidligere har skadet

sig selv, og det formodes, at vedkommende vil skade sig selv al-

vorligt.

§ 14: Isolation,

når der er overhængende fare for, at barnet el-

ler den unge skader sig selv eller andre.

§ 15: Kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden

kommunikation,

når det er nødvendigt af hensyn til barnet eller

den unges sundhed eller udvikling.

§ 16: Undersøgelse af person og opholdsrum,

hvis der er be-

stemte grunde til at antage, at barnet eller den unge er i besid-

delse af effekter, og besiddelsen medfører, at ordens- eller sikker-

hedsmæssige hensyn ikke kan iagttages.

§ 16, stk. 6: Tage effekter i bevaring,

hvis det skønnes på-

krævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.

§ 17: Alarm - eller pejlesystemer

over for børn og uge med

nedsat psykisk funktionsevne, når der er risiko for, at barnet eller

den unge ved at forlade anbringelsesstedet skader sig selv eller

andre, når det personlige alarm- eller pejlesystem kan bidrage til

at afværge denne risiko, og når forældremyndighedsindehaveren

har givet samtykke til anvendelsen af det personlige alarm- eller

pejlesystem.

§ 19:

Indgreb

fx afbrydelse, forhindring eller overvågning i den

anbragtes (strafferetlig dom) adgang til internet og telefon.

§ 21a:

Lederen har pligt til at anmelde

personfarlig kriminali-

tet, der har fundet sted på institutionen.

* Evalueringen omfatter ikke de nye regler i voksenansvarsloven pr. 1.1.2019. Derfor fremgår de heller ikke af denne tabel.

Det fremgår, at de sikrede døgninstitutioner og de delvis lukkede afdelinger har flest beføjelser efter

voksenansvarsloven. De åbne døgninstitutioner og opholdssteder har færre beføjelser til at anvende

magt og foretage andre indgreb, og endelig har kommunale og almindelige plejefamilier kun i begræn-

set omfang hjemmel til at anvende magt og foretage andre indgreb efter voksenansvarsloven.

En række af bestemmelserne kræver

forudgående myndighedsafgørelse.

Det gælder:

•

§ 11 om tilbageholdelse i op til 14 dage (børn og unge-udvalget)

§ 12 om tilbageholdelse ved aflåsning af yderdøre og vinduer (kommunalbestyrelsen)

§ 13 om fastholdelse (kommunalbestyrelsen)

§ 15 om kontrol med breve, telefonsamtaler og anden kommunikation (børn og unge-udvalget)

§ 17 om anvendelse af alarm- og pejlesystemer over for børn og unge med nedsat psykisk funk-

tionsevne (kommunalbestyrelsen)

§ 19 om adgang til internet og telefon for domsanbragte unge (kommunalbestyrelsen).

I parentes er det angivet, om det er kommunalbestyrelsen (i praksis leder eller myndighedssagsbehand-

ler) eller børn og unge-udvalget, der træffer afgørelse om eventuel anvendelse af de nævnte bestem-

melser. Når sådanne afgørelser foreligger, er kompetencen til i konkrete situationer at anvende bestem-

melserne givet til lederen af anbringelsesstedet.

Magtanvendelse eller andre indgreb i anbragte børn og unges selvbestemmelsesret skal

registreres

indberettes

til anbringende kommune samt til det socialtilsyn, der fører

tilsyn

med anbringelsesstedet.

Socialtilsynet fører et driftsorienteret tilsyn. Det betyder, at de ikke fører tilsyn med lovligheden af de

magtanvendelser og indgreb, der indberettes. Socialtilsynet forholder sig dog til, om magtanvendelser

og indgreb giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser. Den anbringende kommune fører det per-

sonrettede tilsyn, og klager over anvendelse af magt eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten kan

indbringes for kommunalbestyrelsen.

4. PRAKTIKERNES KENDSKAB TIL OG FORTROLIGHED MED

LOVGIVNINGEN

Det er et centralt formål med evalueringen at belyse, i hvilket omfang anbringelsessteder, myndigheder

og rådgivende aktører har kendskab til voksenansvarsloven og i forlængelse heraf, hvorvidt der er til-

strækkelig klarhed over, hvilket ansvar og hvilke handlemuligheder loven giver de forskellige anbringel-

sessteder. Kendskab til og fortrolighed med lovens bestemmelser er afgørende for, at der kan handles i

overensstemmelse med lovens indhold og intentioner, hvilket behandles i næste kapitel.

Dette kapitel omfatter tre afsnit. I

afsnit 4.1

afdækkes det overordnede kendskab til voksenansvarslo-

ven hos personale og plejefamilier.

Afsnit 4.2

går et skridt dybere, idet der her afdækkes, i hvilket om-

fang medarbejderne på de forskellige typer af anbringelsessteder har klarhed over det ansvar og de be-

føjelser, som voksenansvarsloven giver. I

afsnit 4.3

er der fokus på at undersøge, hvilke implemente-

ringsmæssige greb, der er anvendt lokalt med henblik på at tilrettelægge en praksis, der er i overens-

stemmelse med lovgivningen.

Tabel 4: Kapitlets hovedpointer

•

Hovedparten af medarbejderne kender loven (78-100 pct.), men på tværs af type af anbringel-

sessted er mellem 29 og 46 pct. indimellem i tvivl om, hvilket ansvar og hvilke handlemulighe-

der loven giver dem.

29 pct. af kommunale plejefamilier angiver, at de kender loven, men indimellem er i

tvivl om, hvilke beføjelser/hvilket ansvar den giver

34 pct. af medarbejderne på delvis lukkede afdelinger angiver, at de kender loven, men

indimellem er i tvivl om, hvilke beføjelser/hvilket ansvar den giver

43 pct. af medarbejderne på åbne institutioner angiver, at de kender loven, men ind-

imellem er i tvivl om, hvilke beføjelser/hvilket ansvar den giver

44 pct. af almindelige plejefamilier angiver, at de kender loven, men indimellem er i

tvivl om, hvilke beføjelser/hvilket ansvar den giver

46 af medarbejderne på sikrede institutioner angiver, at de kender loven, men indimel-

lem er i tvivl om, hvilke beføjelser/hvilket ansvar den giver.

Ca. en femtedel af almindelige plejefamilier angiver, at de ikke kender loven, eller at de har

hørt om loven, men ikke ved hvilke beføjelser eller ansvar, den giver.

På både de sikrede institutioner, de delvis lukkede afdelinger og de åbne institutioner er kend-

skabet blandt lederne højere end blandt medarbejderne.

Der er signifikant større kendskab til loven og mindre usikkerhed om ansvar/beføjelser hos

medarbejdere og plejefamilier, som har deltaget i opkvalificeringsforløb om voksenansvarslo-

ven.

Over halvdelen af medarbejderne på sikrede institutioner, delvis lukkede afdelinger, åbne insti-

tutioner og de kommunale plejefamilier vurderer, at voksenansvarsloven er klar og tydelig (52-

87 pct.), mens det kun er 38 pct. af almindelige plejefamilier. Loven er mest tydelig for medar-

bejderne på de delvis lukkede afdelinger.

78-99 pct. svarer i høj grad eller i nogen grad til, at voksenansvarsloven har tydeliggjort hvilke

former for magtanvendelse, de må gøre brug af. Især medarbejdere på delvis lukkede afdelin-

ger vurderer, at voksenansvarsloven har tydeliggjort, hvilke former for magtanvendelse de må

gøre brug af – 56 pct. svarer i høj grad og 43 pct. i nogen grad. Derimod svarer over en femte-

del af almindelige plejefamilier i mindre grad eller slet ikke til dette spørgsmål. Det understøttes

af interviews med socialtilsynene, som peger på udfordringer hos plejefamilier – særligt om-

kring fortolkning af mulighederne for fysisk guidning.

•

74 pct. af medarbejderne på sikrede institutioner svarer ”kun” i nogen grad til, hvorvidt voksen-

ansvarsloven har tydeliggjort, hvilke former for magtanvendelse de må gøre brug af.

En mulig forklaring på ovenstående punkter kan være, at der er stor forskel på, hvor mange

medarbejdere der har deltaget i opkvalificeringsforløb vedrørende reglerne i voksenansvarslo-

ven og anvendelse af bestemmelserne i praksis.

Især blandt almindelige plejefamilier har meget få (under en femtedel) deltaget i op-

kvalificeringsforløb med dette fokus.

Der er størst andel medarbejdere på de delvis lukkede, der har deltaget i opkvalifice-

ringsforløb med dette fokus (hhv. 82 og 76 pct.)

Hhv. 63 og 52 pct. af medarbejdere på de sikrede institutioner har deltaget i opkvalifi-

ceringsforløb med dette fokus

Ca. lige store andele blandt kommunale plejefamilier og medarbejdere på åbne instituti-

oner har deltaget i opkvalificeringsforløb med dette fokus (ca. halvdelen)

Opkvalificering er primært foregået via interne kurser.

For alle typer anbringelsessteder angiver en større andel af de medarbejdere, der har deltaget i

opkvalificeringsforløb, at loven har tydeliggjort, hvilke former for magtanvendelse de må gøre

brug af end for de medarbejdere, der ikke har deltaget i opkvalificeringsforløb.

63 pct. af myndighedscheferne er helt eller delvist enige i, at myndighedssagsbehandlere ikke

er fuldt fortrolige med loven.

73 pct. af myndighedscheferne svarer i høj eller i nogen grad til spørgsmålet om, hvorvidt an-

bringelsesstedernes beføjelser efter voksenansvarsloven har betydning for, hvor man vælger at

anbringe det enkelte barn eller den enkelte unge. Omvendt er der 28 pct. af myndighedsche-

ferne, som svarer i mindre grad eller slet ikke til dette spørgsmål.

4.1 Overordnet kendskab til voksenansvarsloven

Den første forudsætning for, at plejefamilier og personale i praksis arbejder inden for voksenansvarslo-

vens rammer for magtanvendelse og indgreb efter lovens indhold og intentioner er, at de har kendskab

til loven og dens bestemmelser.

Figuren herunder viser personalets og plejefamiliernes besvarelse på spørgsmålet om, hvilket udsagn

der bedst beskriver deres kendskab til voksenansvarsloven. Langt hovedparten af medarbejdere inden

for alle anbringelsestyperne angiver, at de kender loven (78-100 pct.). Det fremgår dog også, at mellem

29 og 46 pct. af dem, der kender loven, indimellem er i tvivl om, hvilke beføjelser og hvilket ansvar lo-

vens bestemmelser giver dem. Der er størst andel af medarbejderne, der angiver indimellem at være i

tvivl om ansvar og beføjelser hos de sikrede institutioner, almindelige plejefamilier og de åbne institutio-

ner (43-46 pct.). 34 pct. af medarbejderne på de delvis lukkede afdelinger og 29 pct. af de kommunale

plejefamilier angiver, at de indimellem er i tvivl. Det laveste kendskab til loven findes blandt de almin-

delige plejefamilier, hvor ca. en femtedel enten angiver, at de ikke kender loven, eller at de har hørt om

loven, men ikke ved, hvilke beføjelser eller ansvar den giver. For de åbne institutioner er det undersøgt,

om der er forskel i kendskab til voksenansvarsloven blandt åbne døgninstitutioner og opholdssteder. Der

er stort set ingen forskel. Tre procentpoint flere på opholdssteder tilkendegiver at kende loven og vide,

hvilke beføjelser/ansvar den giver.

Derudover er spørgsmålet undersøgt særskilt for medarbejdere på interne skoler på døgninstitutioner og

opholdssteder. Kendskabet blandt medarbejdere på interne skoler er på alle typer af anbringelsessteder

lavere end blandt de øvrige medarbejdere. På sikrede institutioner og delvis lukkede afdelinger angiver

40 pct. af medarbejderne på interne skoler, at de kender loven og de beføjelser/ansvar, den giver,

mens 60 pct. angiver, at de kender loven, men indimellem er i tvivl om, hvilke beføjelser/ansvar den

giver. På de åbne institutioner har 17 pct. svaret, at de kender loven og de beføjelser/ansvar, den giver,

67 pct. svarer, at de kender loven, men indimellem kan blive i tvivl, og 17 pct. angiver, at de har hørt

om loven, men ikke kender de beføjelser/ansvar, den giver.

Figur 2: Hvilket af følgende udsagn beskriver bedst dit kendskab til voksenansvarsloven?

Spørgsmålet er også stillet til lederne på de sikrede institutioner, de delvis lukkede afdelinger og de

åbne institutioner. Besvarelserne viser her, at lederne på alle tre institutionstyper angiver et større

kendskab end hos medarbejderne. Det kan indikere, at der generelt kan gøres mere lokalt for at øge

medarbejdernes kendskab og udvikle deres kompetencer i forhold til lovens beføjelser.

Figuren herover peger altså på, at hovedparten af plejefamilier og medarbejdere på tværs af de tre in-

stitutionstyper kender voksenansvarsloven, men en relativt stor andel heraf er indimellem i tvivl om,

hvilket ansvar og hvilke beføjelser loven giver dem. Det understøttes af figuren herunder, hvor medar-

bejderne angiver, hvorvidt de vurderer, at voksenansvarsloven er klar og tydelig.

Figur 3: Vurderer du, at voksenansvarsloven er klar og tydelig?

Det fremgår af figuren, at der er store forskelle i medarbejdernes vurdering. Loven er mest tydelig for

medarbejderne på de delvis lukkede afdelinger, hvor 87 pct. svarer ja til, at voksenansvarsloven er klar

og tydelig. Det fremgår også, at mere end halvdelen af medarbejderne på både de sikrede institutioner,

de delvis lukkede afdelinger, de åbne institutioner og de kommunale plejefamilier angiver, at loven er

klar og tydelig, mens det blandt almindelige plejefamilier kun er 38 pct. 17-26 pct. af medarbejderne

blandt de sikrede institutioner, de åbne institutioner, samt både kommunale og almindelige plejefamilier

svarer nej til spørgsmålet, og en ret høj andel svarer ”ved ikke”.

En del af formålet med aftalen om lovændringer på området var at skabe større klarhed over regel-

grundlaget for ansvar og handlemuligheder. I det lys må det umiddelbart betragtes som et bemærkel-

sesværdigt resultat, at kun 38 pct. at almindelige plejefamilier vurderer, at voksenansvarsloven er klar

og tydelig. Resultaterne nuanceres yderligere i det følgende.

Medarbejderne har efterfølgende haft mulighed for at uddybe, på hvilke områder de vurderer, at vok-

senansvarsloven er uklar. Her fremhæves især

skelnen mellem fysisk guidning og fysisk magt

samt

skelnen mellem magtanvendelse og omsorg

som områder, hvor voksenansvarsloven fremstår uklar.

I figuren herunder sammenholdes medarbejderes og plejefamiliers kendskab til voksenansvarsloven

med, om de i 2017 eller 2018 har deltaget i opkvalificeringsforløb inden for reglerne i loven. Figuren vi-

ser det samme billede for medarbejderne på alle typer af anbringelsessteder; nemlig at de medarbej-

dere og plejefamilier, der har deltaget i et opkvalificeringsforløb, også i højere grad angiver, at de ken-

der loven. For alle typer af anbringelsessteder er forskellen i kendskab mellem gruppen, der har delta-

get i et opkvalificeringsforløb, og gruppen der ikke har, signifikant forskellig

Det fremgår også, at der fortsat er en relativt høj andel medarbejdere og plejefamilier blandt dem, der

har deltaget i et opkvalificeringsforløb, som angiver, at de indimellem er i tvivl om, hvilke beføjelser og

hvilket ansvar loven giver dem. Blandt de medarbejdere og plejefamilier, der har deltaget i opkvalifice-

ringsforløb, er mellem 13 og 41 pct. på tværs af typen af anbringelsessted fortsat indimellem i tvivl om,

hvilke beføjelser og hvilket ansvar loven giver. For de medarbejdere og plejefamilier, der ikke har delta-

get i et opkvalificeringsforløb, er det mellem 45 og 60 pct. på tværs af de forskellige anbringelsessteder.

Der er foretaget en chi

-test.

Figur 4: Kendskab til voksenansvarsloven opdelt på, hvorvidt man i 2017 eller 2018 har deltaget i et opkvalifice-

ringsforløb inden for reglerne i voksenansvarsloven

Medarbejdernes overordnede kendskab til voksenansvarsloven har også været et tema i de kvalitative

interviews, som er gennemført på de delvis lukkede afdelinger, de åbne institutioner og blandt plejefa-

milier. Flere af de åbne institutioner og plejefamilierne lægger vægt på, at de kun i ret begrænset om-

fang gør brug af voksenansvarsloven, idet de foretager meget få magtanvendelser og indgreb. Det kan

være med til at forklare, at forholdsvis mange (13-54 pct. afhængig af deltagelse i opkvalificeringsfor-

løb) angiver, at de indimellem er i tvivl om beføjelser og ansvar. Hvis man som medarbejder oplever, at

man kun i meget begrænset omfang har behov for at gøre brug af loven, har man også et begrænset

incitament til at opsøge detaljeret viden om bestemmelserne. Der er dog også medarbejdere og plejefa-

milier, som i interviewene giver udtryk for, at det kan være svært for dem at skelne mellem, hvad de

må og ikke må i henhold til voksenansvarsloven. Typiske usikkerhedspunkter er rækkevidden af om-

sorgsforpligtelsen; hvornår er der tale om omsorg, og hvornår er der tale om magtanvendelse? Derud-

over nævner flere også, at det kan være vanskeligt at skelne mellem fysisk guidning og magtanven-

delse.

Medarbejderne på de delvis lukkede afdelinger står oftere i situationer, hvor de har behov for at gøre

brug af bestemmelserne i voksenansvarsloven. Her er der også forskel på medarbejdernes oplevelser.

Nogle medarbejdere angiver, at de har et stort kendskab til lovens beføjelser og ansvar, og at de derfor

ikke er i tvivl. Andre medarbejdere fremhæver, at de situationer, hvor de skal gøre brug af bestemmel-

serne, opstår pludseligt. Det betyder, at de skal handle hurtig og derfor godt kan blive i tvivl om, hvilke

beføjelser de har, når de står i situationen.

Nogle af medarbejderne på de delvis lukkede afdelinger angiver

også, at de kan blive i tvivl om fortolkningen af ordlyden i nogle

af lovens bestemmelser. Det kommer til udtryk i citatet her. En

anden medarbejder fra en delvis lukket afdeling kommer med et

specifikt eksempel på, at ordet

kortvarig

i § 8 om fastholdelse i

forbindelse med afværgehjælp kan være vanskelig at fortolke.

Hvornår overskrider man grænserne for

kortvarig fastholdelse

forskellige situationer?

For hvert menneske, der læser den

[voksenansvarsloven], er der hver

gang en ny måde, man kan tolke den

på. Jeg tænker bare, at de skal være

mere specifikke.

(Medarbejder på delvis lukket afde-

ling)

4.2 Klarhed over ansvar og handlemuligheder blandt medarbejdere på anbringelsessteder

Dette afsnit går mere i dybden med, i hvilket omfang voksenansvarsloven har givet de forskellige aktø-

rer tilstrækkelig klarhed over ansvar og handlemuligheder til, at de kan handle efter dens indhold og in-

tentioner.

Figuren herunder viser medarbejdernes og plejefamiliernes besvarelse på spørgsmålet om, hvorvidt de

vurderer, at voksenansvarsloven har tydeliggjort, hvilke former for magtanvendelse de må gøre brug af

det enkelte sted. 78-99 pct. svarer i høj grad eller i nogen grad hertil. Figuren viser, at der er forskel i

vurderingen afhængig af typen af anbringelsessted. Især medarbejderne på de delvis lukkede afdelinger

vurderer, at voksenansvarsloven har tydeliggjort, hvilke former for magtanvendelse de må gøre brug af.

Her svarer 56 pct. i høj grad og 43 pct. i nogen grad. De almindelige plejefamilier har i mindst grad op-

levelsen af, at voksenansvarsloven har tydeliggjort deres beføjelser. Her svarer 32 pct. i høj grad og 46

pct. i nogen grad, mens over en femtedel svarer i mindre grad eller slet ikke. Derudover skal det frem-

hæves, at en forholdsvis høj andel (74 pct.) af medarbejderne på de sikrede institutioner kun svarer i

nogen grad til, hvorvidt loven har tydeliggjort, hvilke former for magtanvendelse, de må gøre brug af.

Figur 5: I hvilken grad vurderer du, at voksenansvarsloven har tydeliggjort, hvilke former for magtanvendelse I

som institution/plejefamilie må gøre brug af?

De kvalitative interview understøtter billedet af, at medarbejderne på de delvis lukkede afdelinger og de

åbne institutioner finder det forholdsvis klart, hvilke former for indgreb de må gøre brug af. Derimod er

plejefamilierne mere i tvivl. Nogle angiver, at de ikke selv er helt klar over, hvilke beføjelser de har. So-

cialtilsynene har den samme opfattelse. Interviewene med de fem socialtilsyn afspejler stor enighed om,

at medarbejderne på de sikrede institutioner, delvis lukkede afdelinger og åbne institutioner er godt

klædt på til at vurdere, hvad de har hjemmel til. Dog fremhæves det, at der er gråzoner, hvor det kan

være vanskeligt at vurdere. Det drejer sig blandt andet om skønnet mellem fysisk guidning, føring og

fastholdelse. Det betegnes som et kompliceret skøn, der kan være vanskeligt at foretage ensartet mel-

lem medarbejderne, især fordi det ofte skal foretages akut.

Tilsynene er også enige om, at der er en stor udfordring på plejefamilieområdet, fordi plejefamilier ge-

nerelt mangler kendskab til voksenansvarsloven. Tilsynene oplever, at plejefamilierne har svært ved at

navigere i forskellen mellem omsorgspligt og magtanvendelse,

hvilket også afspejles i citatet til højre. Tilsynene oplever desu-

den, at plejefamilierne bliver overraskede, når tilsynene på deres

[plejefamilier]

har ikke erfaring

besøg klargør, hvad de ikke må, fordi de ikke har hjemmel til

med at arbejde med magtanvendel-

det. Oplevelsen er, at plejefamiliernes umiddelbare tilgang er, at

sesregler. De har svært ved at vur-

de forholder sig til, hvad de ville gøre, hvis det var deres eget

dere rækkevidden af § 3, og hvilke

barn. Et af tilsynene peger på, at der med indførelsen af voksen-

paragraffer de er omfattet af og ikke

ansvarsloven ikke var nogen plan for, hvordan plejefamilieområ-

omfattet af.

det skulle introduceres til og opkvalificeres inden for de nye reg-

(Repræsentant for socialtilsyn)

ler, der blev indført. Ud fra den betragtning er socialtilsynene

ikke overraskede over det manglende kendskab til og forståelse af reglerne, eller de udfordringer tilsy-

nene oplever. Pr. 1. juli 2019 trådte en ny lov i kraft, som indeholder tiltag til generel opkvalificering af

plejefamilier

. De konkrete opkvalificeringsaktiviteter, som følger af denne lovgivning, har dog ikke væ-

ret afviklet på tidspunktet for evalueringen og rummer ikke en egentlig opkvalificering i voksenansvars-

loven, dens intentioner og anvendelse

https://www.retsinformation.dk/eli/ft/201812L00008

Et forslag til opkvalificering af plejefamilier i voksenansvarsloven findes på Socialstyrelsens hjemmeside: https://socialstyrelsen.dk/tvaergaende-omra-

der/magtanvendelse-born-og-unge-1/undervisningsmateriale/kursusdage-for-plejefamilier

Figuren herunder viser plejefamilier og medarbejderes vurdering af, hvorvidt voksenansvarsloven har

tydeliggjort, hvilke former for indgreb de må gøre brug af, opdelt på hvorvidt de har deltaget i et opkva-

lificeringsforløb inden for reglerne i voksenansvarsloven. Denne opdeling er interessant, fordi den kan

give en indikation af, hvorvidt opkvalificering kan bidrage til, at plejefamilier og medarbejdere i højere

grad oplever, at loven tydeliggør, hvilke indgreb de har hjemmel til at benytte.

Figuren viser en tendens til, at medarbejdere og plejefamilier, der har deltaget i et opkvalificeringsfor-

løb, i højere grad vurderer, at loven har tydeliggjort dette. Det gælder især for kommunale plejefamilier

og medarbejdere på åbne og delvis lukkede afdelinger, hvor 20-27 procentpoint flere af de, der har del-

taget i et opkvalificeringsforløb, svarer, at loven i høj grad har tydeliggjort, hvilke indgreb de må be-

nytte, sammenlignet med de, der ikke har deltaget i et forløb. Blandt almindelige plejefamilier er der

ikke forskel på andelen, der svarer i høj grad, men en større andel (12 procentpoint) af gruppen, der

har deltaget i opkvalificeringsforløb, angiver, at loven i nogen grad har tydeliggjort reglerne. Blandt

medarbejdere på sikrede institutioner er der ikke en entydig tendens til, at deltagelse i et opkvalifice-

ringsforløb er forbundet med, at man i højere grad vurderer, at voksenansvarsloven har tydeliggjort

reglerne. Det til trods, indikerer figuren overordnet, at opkvalificeringsforløb i reglerne indenfor voksen-

ansvarsloven kan hjælpe med at tydeliggøre over for plejefamilier og medarbejdere på institutioner,

hvilke indgreb og magtanvendelser loven giver dem hjemmel til at benytte.

Figur 6: I hvilken grad vurderer du, at voksenansvarsloven har tydeliggjort, hvilke former for magtanvendelse I

som institution/plejefamilie må gøre brug af?

Ovenstående figurer og uddybende kvalitative pointer tegner et billede af, at voksenansvarsloven i hø-

jere grad tydeliggør rammerne for magtanvendelse for de anbringelsessteder, hvor mange af lovens be-

stemmelser gælder, end for plejefamilier, som kun er omfattet af få af lovens bestemmelser. Ud over

ovenstående begrundelser er det evaluators oplevelse, at det også kan skyldes, at der er større incita-

ment til at sætte sig ind i lovens bestemmelser, jo mere de sætter rammerne for medarbejdernes dag-

lige arbejde. Tydelig ledelsesinvolvering er generelt vigtigt i forhold til at udbrede kendskabet til og im-

plementeringen af nye rammer for faglig praksis, og der er bedre muligheder for ledelsesmæssig påvirk-

ning i denne sammenhæng i institutionsrammer, hvor ledelsen er i tæt kontakt med medarbejderne.

Derudover er der også bedre forudsætninger for kollegial sparring om voksenansvarsloven i institutions-

miljøer, hvilket også må forventes at kunne understøtte udbredelse af kendskabet til voksenansvarslo-

ven og de praktiske implikationer af bestemmelserne.

4.2.1

Kendskab til lovgivningen blandt myndigheder og rådgivende aktører

Som det er gennemgået i kapitel 3, har de forskellige typer af anbringelsessteder forskellige muligheder

for at foretage indgreb efter voksenansvarsloven. Derfor er det vigtigt, at der tages højde for det i den

enkelte anbringelse. Hvis det vurderes, at der vil være brug for at gribe ind (fx for at hindre person-

skade), bør barnet eller den unge anbringes et sted, hvor der er hjemmel til at foretage et sådan ind-

greb.

I den gennemførte spørgeskemaundersøgelse er der stillet spørgsmål til myndighedschefernes vurdering

af kendskabet til og fortroligheden med konkret anvendelse af reglerne i voksenansvarsloven i anbrin-

gende kommune. Figuren herunder viser myndighedschefernes svar på spørgsmålet om, hvorvidt de

vurderer, at myndighedssagsbehandlerne i deres egen kommune mangler fortrolighed med anvendelse

af reglerne i voksenansvarsloven.

Figur 7: Myndighedssagsbehandlerne i vores kommune mangler fortrolighed med anvendelse af reglerne i vok-

senansvarsloven

* n =66

Det fremgår, at 63 pct. af myndighedscheferne er helt eller delvist enige i, at de sagsbehandlere, som

træffer afgørelse om anbringelse og anbringelsessted i børne- og ungesager, mangler fortrolighed med

anvendelse af reglerne i voksenansvarsloven. Figuren herunder viser, at 73 pct. af myndighedscheferne

svarer i høj eller i nogen grad til spørgsmålet om, hvorvidt anbringelsesstedernes beføjelser efter vok-

senansvarsloven har betydning for, hvor man vælger at anbringe det enkelte barn eller den enkelte

unge. Omvendt er der 28 pct. af myndighedscheferne, som svarer i mindre grad eller slet ikke til dette

spørgsmål.

Figur 8: I hvilken grad vurderer du, at anbringelsesstedernes beføjelser til at anvende magt/foretage indgreb i

barnet og den unges selvbestemmelsesret har betydning for valget om, hvor det enkelte barn/den enkelte ung

skal anbringes?

* n =66

Knap to tredjedele af kommunerne vurderer altså, at de sagsbehandlere, der træffer afgørelse om, hvor

et barn eller en ung skal anbringes, i høj eller nogen grad mangler fortrolighed med bestemmelserne i

voksenansvarsloven, og godt en fjerdedel der vurderer, at man ikke i særlig høj grad skeler til anbrin-

gelsesstedernes mulighed for at foretage indgreb, når man vælger anbringelsessted. Det kan have be-

tydning for anbringelsesstedernes forudsætninger for at agere inden for voksenansvarslovens beføjelser,

hvilket vil blive uddybet i næste kapitel. Det kan også have betydning for de anbringende kommuners

mulighed for at føre personrettet tilsyn i den konkrete anbringelse, eftersom det netop er i kommuner-

nes personrettede tilsyn, at man skal forholde sig til, om barnet eller den unge er anbragt det rette

sted, fx i tilfælde hvor der foretages mange magtanvendelser.

Det generelle billede på tværs af de interview, der er foretaget med

repræsentanter for alle fem socialtilsyn, er, at de har et godt kend-

skab til voksenansvarsloven og er fortrolige med bestemmelserne og

afvejning af hensyn. Der kan dog opstå tvivlstilfælde på de områder,

hvor der er overladt en del til et fagligt skøn. Det drejer sig især om

§ 3, hvor flere påpeger, at der er en uklar afgrænsning af tilfælde,

hvor paragraffen kan bringes i anvendelse til at hjemle indgreb. Poin-

ten fremgår også af citatet til højre.

Paragraf 3 – der bliver vi mest

udfordret. Udstrækningen af den

paragraf giver altid udfordringer.

Elastik i metermål.

(Repræsentant for socialtilsyn)

Børn og unges kendskab til voksenansvarsloven

4.2.2

Interviewene med de anbragte børn og unge giver indtryk af, at der er forskel på deres interesse i og

kendskab til voksenansvarslovens regler og de rammer og rettigheder, de afstedkommer for børnene

eller de unge, afhængig af om de er anbragt på en delvis lukket afdeling eller på åbne institutioner/i ple-

jefamilie. De børn og unge, der er anbragt på en åben institution eller i en plejefamilie, er generelt ikke

så opmærksomme på rettigheder og regler i forhold til voksenansvarsloven. De fleste er overordnet til-

fredse med og har forståelse af rammerne og reglerne på anbringelsesstedet. Der er dog flere, som gi-

ver udtryk for en utilfredshed med, at de voksne nogle gange kommer ind på deres værelse, selvom de

ikke har givet dem lov. Børn fortæller fx om, hvordan de har hængt skilte på deres værelsesdøre, der

angiver, at man skal banke på, men at de alligevel til stor frustration oplever, at medarbejderne ”kom-

mer brasende ind”. De interviewede børn og unge kan dog sjældent forholde sig til, hvilken betydning

voksenansvarsloven har i denne sammenhæng.

De unge på delvis lukkede afdelinger har generelt i lidt højere grad styr på, hvilke rettigheder de selv

har, og hvad medarbejderne på afdelingerne må. Her er der forskel på, hvilken holdning de unge har.

Nogle udtrykker forståelse for rammerne og reglerne, mens lige så mange giver udtryk for, at medar-

bejderne har for stor mulighed for at gøre brug af magtanvendelse over for de unge.

4.3 Implementeringstiltag

Implementeringen af lov om voksenansvar skal ses som de aktiviteter og tiltag, der er igangsat for at

give personale på anbringelsessteder og plejefamilier kendskab til loven og kompetencer til at handle

efter dens bestemmelser og formål. Implementeringen omhandler altså aktiviteter, der giver viden om

lovens regler og anvendelse i praksis, samt aktiviteter, der giver personale på anbringelsessteder og

plejefamilier kompetencer til at håndtere konfliktsituationer og forebygge magtanvendelser.

Implementeringen omhandler derudover tiltag, der styrker de anbragte børn og unges retssikkerhed

ved at give dem viden om deres rettigheder og medbestemmelse til at forme deres hverdag.

4.3.1

Aktiviteter til udbredelse af viden om lovens regler og anvendelse i praksis

Et væsentligt element i at afdække, hvordan loven er implementeret, er, hvordan plejefamilier og perso-

nale på anbringelsessteder er blevet bekendt med lovens regler og deres anvendelse i praksis. Figurerne

herunder viser svar fra personale på anbringelsessteder og plejefamilierne i forhold til, hvorvidt de har

deltaget i

opkvalificeringsforløb inden for reglerne i voksenansvarsloven og anvendelse af

dens bestemmelser i praksis.

Figurerne viser, at der på tværs af grupperne er væsentlige forskelle i,

hvor stor en andel der har deltaget i et forløb i 2017 eller 2018.

Figur 9: Har du i 2017 eller 2018 deltaget i et opkvalificeringsforløb inden for nedenstående temaer? (Reglerne i

voksenansvarsloven)

Blandt medarbejdere på delvis lukkede afdelinger har størstedelen (78 pct.) deltaget i enten et internt,

eksternt eller andet kursus inden for reglerne i loven. På sikrede institutioner har 63 pct. deltaget i et

forløb, imens godt halvdelen af kommunale plejefamilier (56 pct.) og medarbejdere på åbne institutio-

ner (51 pct.) har deltaget i et forløb. Almindelige plejefamilier er den gruppe, hvor færrest (19 pct.) har

deltaget i opkvalificeringsforløb inden for reglerne i voksenansvarsloven. Figur 10 viser samme mønster

for deltagelse i opkvalificeringsforløb om

anvendelse

af lovens bestemmelser i praksis. Det fremgår, at

den største andel medarbejdere, der har deltaget i opkvalificeringsforløb om anvendelse af loven findes

hos de delvis lukkede afdelinger (76 pct.). Lidt over halvdelen af medarbejderne på de sikrede institutio-

ner (52 pct.) har deltaget i denne type opkvalificeringsforløb. På både de åbne institutioner og blandt de

kommunale plejefamilier er det lidt under halvdelen, der har deltaget i et opkvalificeringsforløb om an-

vendelse af lovens bestemmelser, mens det blandt almindelige plejefamilier er 15 pct.

Både blandt medarbejdere på anbringelsessteder og plejefamilier har en lidt mindre andel deltaget i et

forløb i lovens anvendelse end i lovens regler, men fordelingerne er tæt på ens. Interviewpersoner for-

tæller, at kurserne typisk omhandler

både

lovens regler og anvendelse i praksis, hvilket de ens fordelin-

ger kan være udtryk for.

For både medarbejdere og plejefamilier er interne kurser den mest udbredte form for opkvalificerings-

forløb. Mange angiver, at reglerne er blevet gennemgået på interne personalemøder eller temadage, og

flere angiver i den forbindelse at have brugt Socialstyrelsens undervisningsmateriale og cases. Derud-

over angives fysiske og webbaserede kurser, udbudt af Socialpædagogisk Landsforbund (SL), pilotud-

dannelsen Supertanker inden for specialområdet kriminalitetstruede børn og unge (DOK, Region Midtjyl-

land)) og kurser ved jurister fra regionen som eksempler på opkvalificeringsforløb, som medarbejdere

på anbringelsessteder har deltaget i. Plejefamilierne angiver kommunalt udbudte kurser, kurser ved so-

cialtilsyn, rådgivning fra VISO og professionshøjskolernes uddannelse for plejefamilier (PUP) som ek-

sempler på opkvalificeringsforløb.

Figur 10: Har du i 2017 eller 2018 deltaget i et opkvalificeringsforløb inden for nedenstående temaer? (Anven-

delse af bestemmelserne i voksenansvarsloven i praksis)

De to figurer oven for viser, at det er blandt de delvis lukkede afdelinger, at den største andel medar-

bejdere har deltaget i opkvalificeringsforløb. Både hvad angår voksenansvarslovens regler og anvendel-

sen af bestemmelserne. Omvendt er der en relativ stor andel blandt både almindelige og kommunale

plejefamilier og medarbejdere på åbne og sikrede institutioner, der ikke har deltaget i nogen former for

opkvalificeringsforløb inden for lovens regler, eller i anvendelsen af lovens bestemmelser. Angivelser i

spørgeskemaundersøgelsen og interview viser her, at personale på anbringelsessteder og plejefamilier

har fået viden om loven fra andre kanaler end opkvalificeringsforløb. Flere plejefamilier angiver, at de

selv har søgt viden om loven på nettet, og i interview fortæller flere plejefamilier, at de søger viden og

sparring om reglerne hos deres familieplejekonsulent

, hvis der opstår et behov herfor. Medarbejdere på

åbne institutioner fortæller således i interview, at de fik udleveret lovteksten i forbindelse med dens

ikrafttræden, og nogle steder indgår loven også som en del af en materialepakke, der udleveres til nye

medarbejdere.

Derudover fortæller både ledere og medarbejdere på anbringel-

sessteder, at viden og drøftelser af loven ofte også spredes

mere uformelt. Som illustrereret i citatet til højre, sker det fx i

forbindelse med, at nye medarbejdere i deres første uger delta-

ger i sidemandsoplæring, gennem drøftelser af loven på perso-

nalemøder samt i dialoger med kolleger i forbindelse med kon-

krete hændelser.

Man bliver introduceret til loven af

ens kolleger, man går som et føl efter

andre i starten, så der ser man det og

hører om loven.

Loven kommer op og vende ift. de

enkelte børn. Vi har behandlings-mø-

En leder på en åben institution beskriver dog også, at det trods

det hver anden tirsdag, og der kan

initiativer for at øge opmærksomheden på loven, kan være

den være oppe og vende. Også når

svært at skabe et vedholdent fokus på lovgivningen blandt med-

man står i situationer, så snakker

arbejderne, fordi det drukner i andre opgaver i dagligdagen. Det

man med sin kollega om, hvad man

kommer derfor mest op, når der opstår konkrete hændelser

må gøre og ikke må gøre.

med magtanvendelser. Samme leder beskriver også, at der kan

(Medarbejdere på åben institution)

være en særlig udfordring ift. vikarer, fordi de ikke på samme

måde som fastansatte deltager systematisk i personalemøder.

Derfor er de ofte ikke med til at drøfte de konkrete situationer, hvor lovens bestemmelser har været i

anvendelse. Selvom vikarer på lige fod med fastansatte bliver introduceret til loven ved ansættelse, er

de altså ikke på samme måde med i drøftelser af lovens anvendelse i praksis.

Nogle ledere på åbne institutioner fortæller desuden, at socialtilsynene har spillet en stor rolle ift. imple-

mentering af loven på deres anbringelsessted. De fortæller, at det er på foranledning af tilsynene – hos

nogle af dem som følge af påbud – at de er begyndt at sætte større fokus på loven. Nogle ledere søger

også viden hos tilsynene om, hvordan enkelte bestemmelser skal tolkes.

Kompetencer i metoder til konfliktforebyggelse, konflikthåndtering og forebyggelse

af magtanvendelse

En del af formålet med lov om voksensansvar er at forebygge unødige indgreb og brug af magt over for

anbragte børn og unge og hermed også at sikre de anbragte børn og unges retssikkerhed. En del af lo-

vens implementering omhandler derfor også tiltag, der bidrager til at klæde plejefamilier og anbringel-

sessteders personale på til at håndtere konfliktsituationer og forebygge konflikter og magtanvendelse.

4.3.2

Figurerne herunder viser svar fra medarbejdere på anbringelsessteder og plejefamilier i forhold til, hvor-

vidt de i løbet af 2017 og 2018 har deltaget i

opkvalificeringsforløb inden for metoder til konflikt-

forebyggelse og konflikthåndtering samt forebyggelse af magtanvendelse.

En plejefamiliekonsulent, eller familieplejekonsulent, vil oftest have til opgave at yde vejledning, støtte og supervision til plejefamilier i kommunen. Kom-

munerne skal sikre den fornødne supervision i overensstemmelse med plejeopgavens omfang til plejefamilier. Her har plejefamiliekonsulenterne en rolle.

Figur 11: Har du i 2017 eller 2018 deltaget i et opkvalificeringsforløb inden for nedenstående temaer? (Metoder

til konfliktforebyggelse og konflikthåndtering)

Størstedelen af medarbejderne på sikrede institutioner (85 pct.) og delvis lukkede afdelinger (78 pct.)

har deltaget i enten et internt, eksternt eller andet forløb inden for metoder til konfliktforebyggelse og

konflikthåndtering. 62 pct. af kommunale plejefamilier har deltaget i et forløb, mens lidt over halvdelen

(55 pct.) af medarbejderne på åbne institutioner har deltaget i et forløb. Også her har kommunale ple-

jefamilier således deltaget i opkvalificeringsforløb i lige så stort omfang som medarbejdere på åbne in-

stitutioner. Almindelige plejefamilier er den gruppe, hvor færrest har deltaget i forløb inden for disse te-

maer, hvor lidt under halvdelen (48 pct.) angiver at have deltaget i et opkvalificeringsforløb inden for

temaet i løbet af 2017 og 2018.

Figur 12: Har du i 2017 eller 2018 deltaget i et opkvalificeringsforløb inden for nedenstående temaer? (Forebyg-

gelse af magtanvendelse)

Lidt færre medarbejdere og plejefamilier har deltaget i opkvalificeringsforløb, der direkte omhandler fo-

rebyggelse af magtanvendelse end i forløb om konflikthåndtering og forebyggelse. Mønsteret for delta-

gelse er det samme i den forstand, at det er på de sikrede og delvis lukkede anbringelsessteder, hvor

flest medarbejdere har deltaget i et forløb (henholdsvis 70 og 72 pct.), og blandt almindelige plejefami-

lier, at færrest har deltaget (20 pct.). Igen er tendensen, at medarbejdere, der arbejder med de mest

udadreagerende målgrupper, også er dem, hvor flest har deltaget i opkvalificeringsforløb.

Både i interview og spørgeskemaundersøgelsen angiver plejefamilier og medarbejdere især mentalise-

ring, low arousal og psykofysisk træning som de metoder, opkvalificeringsforløbene har omhandlet.

Disse metoder angives både under forløb om konfliktforebyggelse og konflikthåndtering og under forløb

om forebyggelse af magtanvendelse. Der er altså et stort overlap mellem opkvalificeringsforløb, der an-

gives inden for disse temaer.

Udbyttet af disse opkvalificeringsforløb for medarbejdere og plejefamilier i forhold til at forebygge ind-

greb i selvbestemmelsesretten og magtanvendelse beskrives nærmere i kapitel 7.

4.3.3

Lokale retningslinjer til implementering af lov om voksenansvar

Ud over medarbejderes deltagelse i opkvalificeringsforløb er et væsentligt element i anbringelsessteders

implementering af lov om voksenansvar, hvorvidt de har udformet interne retningslinjer for håndtering

af magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten samt retningslinjer for registrering og

indberetning heraf. Figuren herunder viser svar fra ledere på anbringelsessteder i forhold til, hvorvidt

der på deres institution er udarbejdet interne retningslinjer for dette.

Figur 13: Har I på jeres institution udformet andre interne retningslinjer?

Alle sikrede institutioner og delvis lukkede afdelinger angiver at have retningslinjer for både håndtering

af magtanvendelse og indberetning heraf. Størstedelen af åbne institutioner (78 og 77 pct.) angiver li-

geledes at have retningslinjer for dette. Fra interview med ledere på åbne institutioner og delvis lukkede

afdelinger fremgår, at retningslinjerne typisk beskriver, hvem der skal kontaktes, hvis der er foretaget

en magtanvendelse, hvordan hændelsen skal registreres, og hvem der har ansvaret for at foretage ind-

beretning til anbringende kommune og socialtilsyn inden for 24 timers fristen.

I et eksempel fra en åben institutions interne beredskabsmappe beskriver retningslinjerne derudover, at

hændelsen skal gennemgås med barnet/den unge og eventuelle andre, der har overværet den, at de

implicerede medarbejdere gennemgår hændelsen med lederne, samt at hændelsen drøftes på et kom-

mende personalemøde med henblik på læring herfra. Enkelte ledere beskriver desuden, at de benytter

registreringer i deres interne it-system til at føre historik over antal og type af magtanvendelse. Ud fra

historikken vurderer lederen, hvorvidt der er behov for at sætte øget fokus på magtanvendelse og fore-

byggelse heraf i forbindelse med personalemøder, temadage eller kurser.

4.3.4

Tiltag til at styrke anbragte børn og unges rettigheder

Anbragte børn og unges rettigheder er tilsvarende som for andre borgere især beskrevet i Grundloven

samt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Børnekonventionen og Handicapkonventionen.

Heraf følger det blandt andet, at alle børn og unge har ret til respekt for sit privatliv og familieliv og sin

korrespondance, samt ret til inddragelse, selvbestemmelse og personlig integritet. I vejledningen til

voksenansvarsloven fremgår det, at det er centralt, at barnet eller den unges synspunkter altid inddra-

ges i tilrettelæggelsen af indsatsen, samt at den konkrete gennemførelse af foranstaltninger så vidt

muligt sker i dialog med barnet eller den unge

. Et element i at afdække tiltag til implementeringen af

loven er derfor også at afdække, hvilke tiltag der er iværksat for at styrke de anbragte børn og unges

rettigheder, fx ved at inddrage dem i tilrettelæggelsen af deres hverdag eller sikre, at de er bekendt

med deres rettigheder.

Figuren herunder viser, hvilke tiltag til at styrke anbragte børn og unges rettigheder ledere på anbrin-

gelsessteder angiver at have iværksat siden lovens ikrafttrædelse.

Figur 14: Har I siden januar 2017 iværksat tiltag, der styrker de anbragte børn og unges rettigheder?

Lidt over halvdelen af institutioner angiver at have iværksat til-

tag for at involvere de unge i udformningen af institutionens

husorden. Alle sikrede og delvis lukkede afdelinger har en husor-

den, hvor 82 pct. af ledere fra åbne institutioner i spørgeskema-

undersøgelsen angiver at have udformet en. Af interview frem-

går, at inddragelse i udformningen af husordenen som oftest fo-

regår på ungemøder, hvor de anbragte børn og unge i fælles-

skab med personalet drøfter den. Flere steder fungerer ungemø-

derne generelt som et forum til inddragelse, hvor de anbragte

børn og unge kan udtrykke ønsker til fx weekendaktiviteter, af-

tensmad og udflugter.

Ud over husordenen, der beskriver institutionens overordnede

rammer og regler, arbejder de fleste institutioner også med indi-

viduelle planer for det enkelte barn eller den unge, og det er ofte

i forbindelse med udarbejdelsen af disse, at de anbragte børn og

unge har medbestemmelse på deres dagligdag. I interview be-

skriver unge på åbne institutioner fx, at de her bestemmer,

Vi har lavet en fælles husorden, og på

det enkelte ungemøde med børnene

arbejder man med, hvad der kunne

være aktuelt for de her børn. (…)

Husordenen er en vision, og pædago-

gikken er en mission. Der er tusind

gange på en uge, hvor husordenen

ikke overholdes – men det er noget at

arbejde ud fra og lave rutiner. For

nogle fungerer det, og for andre gør

det ikke. Det er en husorden og ikke

en huslov. Kunne de overholde den,

var de ikke her. Men det er et pejle-

mærke for, hvilken retning vi skal ar-

bejde i.

(Leder åben institution)

Vejledning til voksenansvarsloven punkt 47.

hvilke fritidsaktiviteter de gerne vil gå til, og de kan lave aftaler om ture væk fra institutionen. Det er

forskelligt, hvorvidt de interviewede børn og unge mener, at de selv er med til at bestemme nok. Nogle

giver udtryk for, at langt de fleste regler giver god mening, og at de har stor frihed til selv at bestemme

i dagligdagen. Lige så mange udtrykker, at de synes de voksne bestemmer for meget.

Generelt viser figuren herover, at de fleste ledere på tværs af åbne institutioner, sikrede institutioner og

delvis lukkede afdelinger angiver at have gjort tiltag, der styrker de anbragte børn og unges inddragelse

i dagligdagen. Størstedelen af sikrede institutioner (75 pct.) og delvis lukkede afdelinger (60 pct.) angi-

ver derudover at have undervist eller drøftet deres rettigheder med de anbragte børn og unge, mens

det kun er tilfældet for 28 pct. af de åbne institutioner. Figuren viser også, at det kun er på relativt få

institutioner (en delvis lukket og 12-13 pct. åbne), at personalet har præsenteret børnene og de unge

for Socialstyrelsens hjemmeside og Børnerådets pjecer om anbragte børn og unges rettigheder.

14 pct. af ledere på åbne institutioner angiver, at de ingen tiltag har taget til at styrke børnenes og de

unges rettigheder siden voksenansvarslovens ikrafttræden i januar 2017.

5. ANBRINGELSESSTEDERNES ANVENDELSE AF LOVGIV-

NINGEN

I dette kapitel undersøges det, hvordan voksenansvarsloven anvendes i praksis. Det overordnede formål

med kapitlet er at afdække, hvorvidt loven anvendes efter dens indhold og intentioner. I

afsnit 5.1

un-

dersøges det, hvor ofte medarbejdere og plejefamilier oplever situationer, hvor det er nødvendigt at fo-

retage forskellige typer indgreb. I

afsnit 5.2

beskrives de situationer, hvor praktikerne især kan komme

i tvivl om, hvilke handlemuligheder voksenansvarsloven giver. Afsnit

5.3

samler op på, hvorvidt anven-

delse af lovgivningen følger de øvrige intentioner.

Voksenansvarsloven indeholder i flere paragraffer beskrivelser, som kan bruges til at udlede lovens

ind-

hold og intentioner.

Når et barn anbringes, overgår voksenansvaret fra forældre til personale eller

plejefamilie. Voksenansvarsloven giver mulighed for at foretage indgreb i barnet eller den unges selvbe-

stemmelsesret med henblik på at sikre barnet eller den unges interesser, opfylde fysiske og psykiske

behov, samt at barnet eller den unge opbygger kompetencer til at indgå i sociale relationer, trives og

modtager læring.

Omsorgen for et barn eller en ung skal varetages ud fra en konkret afvejning af barnets eller den unges

grundlæggende rettigheder, under hensyntagen til barnets eller den unges alder, modenhed og funkti-

onsevne samt under iagttagelse af proportionalitetsprincippet.

Derudover fremgår det, at anvendelse af magt og andre indgreb skal foretages ud fra følgende princip-

per:

•

Magtanvendelse og andre indgreb foretages undtagelsesvis og må aldrig erstatte socialpædago-

gisk indsats.

Personale og plejefamilier skal først afsøge alle muligheder for frivillig medvirken.

Magtanvendelse og andre indgreb skal være så skånsomme og kortvarige som muligt.

Magtanvendelse og andre indgreb skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået (proportio-

nalitetsprincippet).

Magtanvendelse og andre indgreb skal tage hensyn til andre tilstedeværende, og der må ikke

forekomme ydmygende, hånende eller nedværdigende behandling.

Magtanvendelse og andre indgreb skal registreres og indberettes.

Ud over disse principper for magtanvendelse og andre indgreb kan oversigten fra kapitel 3 over, hvilke

anbringelsessteder der må anvende de forskellige bestemmelser, også betragtes som en del af lovens

indhold og intention. I de følgende analyser er der derfor både fokus på de forskellige anbringelsesste-

ders anvendelse af de forskellige bestemmelser og på de principper, der er oplistet herover.

Tabel 5: Kapitlets hovedpointer

•

Der er et generelt fald i antal indberetninger fra 2015-2018 for hele børne- og ungeområdet på 11 pct.

Sikrede institutioner og delvis lukkede afdelinger oplever oftere behov for indgreb end åbne institutioner og pleje-

familier.

På

sikrede institutioner

oplever 43 pct. af medarbejderne dagligt behov for at regulere adgangen til internettet,

herunder sociale medier. Derudover oplever flest medarbejdere månedligt eller oftere behov for at tage effekter i

bevaring (78 pct.), undersøge person eller opholdsrum (71 pct.) anvende fysisk guidning (79 pct.) og anvende

fysisk magt for at undgå personskade (67 pct.).

•

På

delvis lukkede afdelinger

oplever 22 pct. af medarbejderne dagligt behov for at regulere adgangen til inter-

nettet, herunder sociale medier. Derudover oplever flest medarbejdere månedligt eller oftere behov for at an-

vende fysisk guidning (62 pct.) og at foretage rusmiddeltest (69 pct.).

•

Flest medarbejdere på

åbne institutioner uden anbragte børn/unge med funktionsnedsættelser

oplever

månedligt eller oftere behov for at regulere barnet eller den unges adgang til internettet, herunder sociale medier

(45 pct.) samt gøre brug af fysisk guidning (20 pct.) og fysisk magtanvendelse for at undgå personskade (16

pct.).

•

Flest medarbejdere på

åbne institutioner med anbragte børn/unge med funktionsnedsættelser

oplever

månedligt eller oftere behov for at anvende fysisk guidning (37 pct.), regulere barnet eller den unges adgang til

internettet, herunder sociale medier (35 pct.), samt gøre brug af fysisk magtanvendelse for at undgå personskade

(24 pct.).

•

Flest

kommunale plejefamilier

oplever månedligt eller oftere behov for at regulere barnet eller den unges ad-

gang til internettet, herunder sociale medier (43 pct.), anvende fysisk guidning (29 pct.) og fysisk magtanven-

delse for at undgå personskade (10 pct.).

•

Flest

almindelige plejefamilier

oplever månedligt eller oftere behov for at regulere barnet eller den unges ad-

gang til internettet, herunder sociale medier (45 pct.), anvende fysisk guidning (35 pct.), fastholde barnet eller

den unge i hygiejne- eller påklædningssituationer (18 pct.) og fysisk magtanvendelse for at undgå personskade

(11 pct.).

•

Stor spredning i oplevet behov for at anvende tilbageholdelse og fastholdelse på delvis lukkede afdelinger – ca. en

fjerdedel oplever behovet månedligt eller oftere, mens ca. en tredjedel aldrig eller kun årligt oplever behovet.

Plejefamilier udtrykker, at de relativt ofte har behov for at bruge fysisk guidning og fysisk magt for at undgå per-

sonskade. Interviews peger på, at der også foretages indgreb i praksis.

Fysisk guidning fremhæves som et godt redskab, som kan være anvendeligt på alle typer anbringelsessteder.

Blandt almindelige plejefamilier er der udbredt tvivl om, hvorvidt de må foretage handlinger, som svarer til fysisk

guidning. Nogle tilsyn tolker også loven i retning af, at almindelige plejefamilier ikke må foretage sådanne hand-

linger.

•

Indgreb ses som sidste udvej – følger intention om, at alle muligheder for frivillig medvirken er afprøvet først.

Medarbejdere giver udtryk for, at magtanvendelser følger

proportionalitetsprincippet.

Ingen af de tilsendte indberetningsskemaer indeholder udtalelser fra barnet eller den unge. Ofte angives det, at

barnet eller den unge ikke ønskede at udtale sig.

Der er stor forskel på, hvordan børn og unge oplever brug af magtanvendelse. Det afhænger bl.a. af typen af

magtanvendelse, og om de efterfølgende har drøftet situationen med personalet. Nogle børn og unge udtrykker

forståelse for indgrebet i konkrete situationer. Andre oplever situationen på en anden måde end medarbejderen

og finder derfor indgrebet unødvendigt eller ude af proportioner.

•

48 pct. af medarbejderne på sikrede institutioner har inden for det seneste år oplevet situationer, hvor en medar-

bejder har optrådt

ydmygende, hånende eller nedværdigende

over for et anbragt barn eller ung, heraf har 37

pct. oplevet det et par gange eller flere. På de delvis lukkede afdelinger har 27 pct. oplevet det, heraf 14 pct. et

par gange eller flere. På de åbne har 24 pct. oplevet det, heraf 9 pct. et par gange eller flere. I interview udtryk-

kes der dog stor enighed om, at det er meget vigtigt at undgå.

5.1 Situationer, hvor indgreb opleves nødvendig

Socialstyrelsen har i december 2019 udgivet den årlige rapport om socialtilsynenes virksomhed

. Rap-

porten indeholder blandt andet en beskrivelse af udviklingen på en række nøgletal i perioden 2015 til

2018, herunder indberetning om magtanvendelser på børne- og ungeområdet. Magtanvendelser skal

indberettes til anbringende kommune med kopi til socialtilsynet. Datagrundlaget for beskrivelsen af ud-

viklingen i antal magtanvendelser er således opgørelser over antallet af indberetninger, sendt til de fem

socialtilsyn i perioden. Figuren herunder viser udviklingen i det samlede antal indberetninger.

Figur 15: Antal indberetninger om magtanvendelse, 2015-2018

Det fremgår, at der samlet set har været et fald i antallet af indberetninger om magtanvendelser på 11

pct. fra 2015 til 2018. Hovedparten (68 pct.) af indberetningerne for 2018 drejede sig om fysisk magt-

anvendelse efter § 9. Derefter kommer indberetninger om undersøgelse af person og opholdsrum (11

pct.) efter § 16 og afværgehjælp (8 pct.) efter § 8

I breddekortlægningen har medarbejdere og ledere på de deltagende institutioner samt plejefamilier

svaret på spørgsmål om, hvor ofte de oplever at stå i situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind.

De følgende afsnit viser resultaterne af disse spørgsmål for hvert type anbringelsessted. I den følgende

gennemgang er der således fokus på, hvor ofte medarbejderne oplever et behov for at gribe ind, samt

hvilke typer indgreb det typisk drejer sig om

. Det skal pointeres, at der ikke nødvendigvis kan sættes

lighedstegn mellem omfanget af oplevet behov og faktiske indgreb. Medarbejderne kan godt angive, at

de oplever et behov, uden at det nødvendigvis fører til et reelt indgreb.

I gennemgangen af det oplevede behov for indgreb blandt de forskellige typer af anbringelsessteder er

det en væsentlig pointe, at der er forskel på de børn og unge, der er anbragt de enkelte steder, jf. be-

skrivelsen af målgrupperne i kapitel 1.

5.1.1

De sikrede institutioner

Som det fremgår af tabel 2, gælder de fleste af voksenansvarslovens bestemmelser for de sikrede insti-

tutioner. Figuren herunder viser en opgørelse over, hvor ofte medarbejderne på de sikrede institutioner

oplever situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind på forskellig vis.

https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/socialstyrelsens-arsrapport-om-socialtilsynenes-virksomhed-i-2018

Det skal her nævnes, at fx fysisk guidning ikke er en magtanvendelse. Fysisk guidning skal derfor ikke indberettes og indgår således ikke i opgørelsen.

Der er for alle anbringelsessteder lavet analyser af, hvorvidt der er forskel på oplevelsen af behovet for at anvende fysisk magt for at undgå personskade

afhængig af, om man har deltaget i opkvalificeringsforløb. Der er i ingen tilfælde signifikant forskel.

Figur 16: Hvor ofte du oplever, at det er nødvendigt, at I gør brug af disse typer indgreb? (Medarbejdere, sik-

rede institutioner)

Det fremgår af figuren, at 43 pct. af medarbejderne dagligt oplever behov for at regulere barnet/den

unges adgang til internettet, herunder sociale medier. Derudover oplever medarbejderne på de sikrede

institutioner også især behov for at tage effekter i bevaring, undersøge person eller opholdsrum, gribe

ind med fysisk guidning og anvende fysisk magt for at undgå personskade. Således angiver fra 67 til 79

pct., at de månedligt eller oftere oplever behov for at gøre brug af disse indgreb. I 2013 foretog Rambøll

en kortlægning af magtanvendelser over for anbragte børn og unge

. Dengang viste kortlægningen, at

90 pct. af de sikrede institutioner anvendte fysisk magt for at undgå personskade månedligt eller oftere.

Spørgsmålene er ikke stillet på samme måde i de to undersøgelser, og det er derfor ikke muligt at ana-

lysere en udvikling mellem de to undersøgelsestidspunkter.

5.1.2

De delvis lukkede afdelinger

Figuren herunder viser, hvor ofte medarbejderne på de delvis lukkede afdelinger oplever, at det er nød-

vendigt at gøre brug af forskellige former for indgreb. Af figuren fremgår det, at medarbejderne her of-

test oplever et behov for at regulere barnet eller den unges adgang til internettet, herunder sociale me-

dier. Det oplever 22 pct. af medarbejderne på de delvis lukkede afdelinger dagligt. Derudover oplever

medarbejderne ofte behov for at anvende fysisk guidning og foretage rusmiddeltest. Henholdsvis 68 og

62 pct. oplever dette behov månedligt eller oftere.

Konsulentbistand i relation til Magtanvendelsesudvalget. https://sim.dk/media/12129/konsulentbistand-i-relation-til-magtanvendelsesudvalget.pdf

Figur 17: Hvor ofte du oplever, at det er nødvendigt, at I gør brug af disse typer indgreb? (Medarbejdere, delvis

lukkede afdelinger)

Det fremgår, at der er forholdsvis stor spredning på medarbejdernes vurdering af, hvor ofte de har be-

hov for at tilbageholde ved aflåsning af yderdøre og vinduer samt at fastholde børn eller unge, som vil

forlade afdelingen. Omkring en fjerdedel af medarbejderne angiver, at de månedligt eller oftere har be-

hov for både at tilbageholde og fastholde. Omvendt angiver omkring en tredjedel, at de aldrig eller kun

årligt står i situationer, hvor det er nødvendigt at bruge disse to muligheder.

5.1.3

De åbne institutioner

Figuren herunder viser, hvor ofte medarbejderne på de åbne institutioner uden børn og unge med funk-

tionsnedsættelser angiver, at de oplever et behov for at gøre brug af magtanvendelse eller andre ind-

greb. Figuren viser, at medarbejderne på de åbne institutioner oftest oplever, at det er nødvendigt at

regulere barnet eller den unges adgang til internettet, herunder sociale medier, samt at gøre brug af

fysisk guidning og fysisk magtanvendelse for at undgå personskade. Henholdsvis 45, 20 og 16 pct. af

medarbejderne på de åbne institutioner oplever månedligt eller oftere behov for disse typer af indgreb.

Det fremgår desuden, at medarbejderne på de åbne institutioner generelt ikke oplever et behov for at

gøre brug af magtanvendelse og indgreb lige så ofte som medarbejdere på sikrede institutioner og del-

vis lukkede afdelinger. Det kan ses ved, at en mindre andel af de samlede besvarelser ligger til venstre

for den linje, der angiver overgangen fra månedligt til halvårligt behov.

Figur 18: Hvor ofte du oplever, at det er nødvendigt, at I gør brug af disse typer indgreb? (Medarbejdere, åbne

institutioner uden børn og unge med funktionsnedsættelser)

Figuren herunder viser, hvor ofte medarbejdere på åbne institutioner, hvor der er anbragt børn og unge

med funktionsnedsættelser, oplever at have behov for at gøre brug af de forskellige typer indgreb

Medarbejderne på disse institutioner oplever oftest, at der er behov for at anvende fysisk guidning, re-

gulere adgang til internettet, herunder sociale medier, og anvende fysisk magt for at undgå person-

skade. Henholdsvis 37, 35 og 24 pct. af medarbejderne oplever behov for at gribe ind på denne måde

månedligt eller oftere.

Det fremgår, at behovet for at gøre brug af både fysisk guidning og fysisk magt for at undgå person-

skade opleves oftere på de åbne institutioner, hvor der er anbragt børn og unge med funktionsnedsæt-

telser, end på de øvrige åbne institutioner. Der er en forskel på henholdsvis 17 procentpoint og 8 pro-

centpoint. Til gengæld opleves behovet for at regulere adgangen til internettet, herunder sociale medier

sjældnere på åbne institutioner, hvor der er anbragt børn og unge med funktionsnedsættelser, end på

øvrige åbne institutioner (10 procentpoint lavere).

Institutionerne medtages i denne kategori, hvis de blot har haft et barn med funktionsnedsættelse anbragt siden 1. januar 2017. Medarbejderne svarer

ikke specifikt med disse børn for øje. Der kan være stor variation i graden og typen af funktionsnedsættelser mellem disse åbne institutioner.

Figur 19: Hvor ofte du oplever, at det er nødvendigt, at I gør brug af disse typer indgreb? (Medarbejdere, åbne

institutioner med børn og unge med funktionsnedsættelser)

5.1.4

Plejefamilier

Figurerne herunder viser henholdsvis de kommunale og de almindelige plejefamiliers svar på spørgsmå-

let om, hvor ofte de oplever, at det er nødvendigt at gøre brug af de nævnte typer indgreb. Figurerne

viser yderligere en reduktion i det samlede oplevede behov for at gøre brug af indgreb i forhold til de

åbne institutioner. Der er dog alligevel nogle plejefamilier, både blandt de kommunale og de alminde-

lige, som angiver, at de nogle gange oplever, at det er nødvendigt at gøre brug af forskellige typer ind-

greb. For begge typer plejefamilier gælder, at flest angiver behov for at regulere barnet eller den unges

adgang til internettet, herunder sociale medier, efterfulgt af fysisk guidning som de indgreb, de oftest

oplever et behov for at anvende. Henholdsvis 43 og 45 pct. af de kommunale og almindelige plejefami-

lier angiver, at de månedligt eller oftere har behov for at regulere adgang til internettet.

De almindelige plejefamilier oplever et lidt større behov for at anvende fysisk guidning, end de kommu-

nale plejefamilier. Således angiver 35 pct. af de almindelige plejefamilier, at de månedligt eller oftere

oplever behov for at anvende fysisk guidning, mens det er 29 pct. af de kommunale plejefamilier. Deref-

ter er det blandt de kommunale plejefamilier fysisk magtanvendelse for at undgå personskade, som

flest (10 pct.) angiver at opleve et behov for at gøre brug af månedligt eller oftere. Hos de almindelige

plejefamilier angiver henholdsvis 18 og 11 pct., at de månedligt eller oftere oplever, at det er nødven-

digt at gøre brug af fastholdelse i forbindelse med hygiejne- og påklædningssituationer og fysisk magt-

anvendelse for at undgå personskade.

Oplevelsen af behov for at anvende fysisk magt i situationer med risiko for personskade påkalder sig op-

mærksomhed, fordi hverken de kommunale eller de almindelige plejefamilier har hjemmel til at gøre

brug af fysisk magt i disse situationer. De kan godt have en oplevelse af, at det jævnligt er nødvendigt

uden decideret at foretage indgrebene. Resultaterne tegner dog det samme billede som kortlægningen

af magtanvendelser fra 2013. Dengang viste kortlægningen, at ca. 10 pct. af plejefamilierne anvendte

fysisk magt for at undgå personskade månedligt eller oftere

Figur 20: Hvor ofte du oplever, at det er nødvendigt, at I gør brug af disse typer indgreb?

(Kommunale plejefamilier)

Ibid.

Figur 21: Hvor ofte du oplever, at det er nødvendigt, at I gør brug af disse typer indgreb?

(Almindelige plejefamilier)

Gennemgangen af medarbejdernes angivelse af, hvor ofte de oplever, at det er nødvendigt at gøre brug

af de forskellige bestemmelser i voksenansvarsloven, viser et billede af, at det største behov for at gøre

brug af mulighederne for magtanvendelse og andre indgreb findes hos de sikrede institutioner og de

delvis lukkede afdelinger. Det er ikke overraskende i betragtning af, at det også er her, man finder de

mest udfordrede målgrupper. Både medarbejderne på de åbne institutioner og plejefamilierne oplever

dog også månedligt eller oftere situationer, hvor det er nødvendigt at gøre brug af flere af voksenan-

svarslovens muligheder for indgreb.

Overordnet set viser gennemgangen, at især behovet for at regulere barnet eller den unges adgang til

internettet og sociale medier opleves relativt ofte på tværs af alle typer af anbringelsessteder. Derud-

over fremgår det også, at medarbejderne på tværs af typer af anbringelsessted forholdsvis ofte oplever

behov for at anvende fysisk guidning og fysisk magt for at undgå personskade. Hertil kommer, at de

delvis lukkede afdelinger forholdsvis ofte oplever et behov for at gøre brug af muligheden for at foretage

rusmiddeltest, ligesom især de sikrede institutioner ofte oplever et behov for at tage effekter i bevaring

samt foretage undersøgelse af person eller opholdsrum.

De kvalitative interview giver mere uddybede forklaringer på, hvordan de forskellige typer af anbringel-

sessteder ser behovet for at gøre brug af bestemmelserne i voksenansvarsloven. Det skal pointeres, at

gruppen af interviewpersoner er ganske heterogen. Selv inden for de åbne institutioner kan der være

stor forskel på den anbragte målgruppe. Det har naturligt nok betydning for deres vurdering af, hvilke

indgreb de har behov for at foretage og hvor ofte. På tværs af interviewene har der dog været en ten-

dens til, at interviewpersonerne i høj grad har forholdt sig konkret til fysisk guidning og fysisk magtan-

vendelse for at undgå personskade. Hovedparten af interviewpersonerne beskriver

fysisk guidning

som et godt redskab, som de ofte har behov for at anvende. Flere påpeger det positive i, at de med § 6

i voksenansvarsloven nu har fået et redskab til at varetage omsorg og hensyn til fællesskabet, der ligger

før en eventuel magtanvendelse

. Fysisk guidning fremhæves som et godt og skånsomt redskab til

konfliktnedtrapning.

Flere fremhæver imidlertid også, at fysisk guidning i praksis

ikke kun skal betragtes som et redskab til at håndtere konflikt-

Det behøver ikke være isolation og

situationer. Der kan også være tale om det, man kan kalde

væk. Guidning bruger vi hele tiden.

positiv guidning,

hvor det bruges til at føre børn og unge til

Nogle gange et fysisk skub for at

gode situationer; ikke kun væk fra dårlige situationer. Derud-

komme i gang med noget.

over fremhæver flere, at det at anvende fysisk guidning til at

(Medarbejder på åben døgninstitution)

undgå optrapning af konflikter ofte opleves som nærhed og

omsorg af børnene eller de unge. Flere børn og unge i mål-

grupperne reagerer ofte positivt på fysisk kontakt og berøring, når personale fx lægger en arm om de-

res skulder. Det afhænger dog af den enkelte situation og af den relation den pågældende medarbejder

har til barnet eller den unge. Medarbejdere som arbejder med mindre børn, fremhæver desuden, at de i

deres daglige arbejde ofte har behov for at anvende fysisk guidning i forbindelse med påklædningssitua-

tioner eller til at understøtte sproglige beskeder.

Flere interviewpersoner beskriver feltet mellem fysisk guidning og

fysisk magtanvendelse

for at

undgå personskade som en balancegang. Nogle steder bruger man fysisk guidning forholdsvis ofte,

mens man kun sjældent har behov for at gøre brug af magtanvendelse. Andre steder oplever jævnligt

situationer, hvor fysisk guidning ikke er tilstrækkelig, og hvor situationen nødvendiggør, at personalet

må overgå til at anvende fysisk magt for at varetage omsorgen for barnet/den unge eller andre. Fx op-

lever anbringelsessteder, som også har børn og unge med svært selvskadende adfærd, at fysisk guid-

ning ofte ikke er tilstrækkeligt. Her oplever man, at det relativt ofte er nødvendigt at foretage en magt-

anvendelse for at sikre barnet eller den unges fysiske velbefindende.

I gennemgangen ovenfor fremgik det, at respondenter fra

plejefamilier

i flere tilfælde har svaret, at de

oplever at stå i situationer, hvor der er behov for at foretage forskellige indgreb, også med indgreb som

voksenansvarsloven ikke giver dem hjemmel til. Som beskrevet i kapitel 4 viser evalueringen, at der af

forskellige årsager er et begrænset kendskab til voksenansvarsloven hos plejefamilier bredt set og i

særdeleshed hos almindelige plejefamilier.

Interviews med plejefamilierne peger imidlertid også på, at de indimellem oplever situationer, hvor de

er nødt til at gribe ind. Flere af socialtilsynene giver udtryk for en fornemmelse af, at mange plejefami-

lier bruger magtanvendelse og indgreb, som de ifølge voksenansvarsloven ikke har hjemmel til. Tilsy-

nene taler om et stort antal ulovlige indgreb. Nogle plejefamilier indberetter magtanvendelser, men so-

cialtilsynene vurderer, at der er et stort mørketal her, fordi mange ikke indberetter. Det kan således tale

for, at det behov for at gøre brug af forskellige indgreb, som fremgik af plejefamiliernes spørgeskema-

besvarelser ovenfor, faktisk også ofte fører til reelle indgreb og magtanvendelse. Interviewene med ple-

jefamilierne peger også på, at nogle (også almindelige plejefamilier) gør brug af magtanvendelse for at

undgå personskade.

I kapitel 4 fremgik det, at anbringelseskommuner ikke altid tager højde for anbringelsesstedets beføjel-

ser til at foretage indgreb og magtanvendelse, når de vælger anbringelsessted. Det kan potentielt set

være en udfordring for bl.a. plejefamilier. Man kan forestille sig, at der hos plejefamilier er anbragt børn

og unge med en adfærd, som sandsynliggør behovet for at gøre brug af magtanvendelse og andre ind-

greb. Dette er dog ikke undersøgt nærmere i evalueringen.

Inden voksenansvarsloven var det antaget, at såvel personale som plejefamilier måtte anvende fysisk guidning. Med loven har de fagprofessionelle blot

fået klar hjemmel til fysisk guidning.

Flere af tilsynene pointerer, at der er flere årsager til, at plejefamilier har et begrænset kendskab til

voksenansvarsloven, og at de derfor kan komme til at foretage indgreb, som de ikke er klar over, at de

ikke har hjemmel til. Som det fremgår af kapitel 3, er almindelige plejefamilier ikke omfattet af voksen-

ansvarslovens § 6 om fysisk guidning, i modsætning til kommunale plejefamilier og de øvrige typer af

anbringelsessteder. Af vejledningen til voksenansvarsloven fremgår det imidlertid, at det ikke er hensig-

ten med loven at afskære almindelige plejefamilier fra muligheden for at anvende fysisk guidning. I vej-

ledningens kapitel 6, stk. 57

hedder det:

Det antages, at plejefamilier kan foretage de samme omsorgshandlinger og indgreb over for barnet

eller den unge, som forældre kan over for deres egne børn. Forældre og plejefamilier kan således

som led i varetagelsen af den daglige omsorg foretage visse indgreb over for et anbragt barn eller

en ung, herunder f.eks. ved at lægge en arm om skulderen på barnet eller den unge for at angive,

at man ønsker, at vedkommende skal følge med eller andre lignende omsorgstiltag.

Det afgørende i denne sammenhæng er, at almindelige plejefamilier betragtes som familier i private

hjem. Derfor er det ikke nødvendigt, at lovgivningen regulerer de handlemuligheder, som alle forældre

har i forhold til varetagelse af den daglige omsorg, herunder fysisk guidning. Kommunale plejefamilier

og øvrige anbringelsessteder indtræder i en mere professionel relation til barnet eller den unge, hvorfor

deres handlemuligheder begrænses til det, der er angivet i lovgivningen.

Det er dog ud fra de kvalitative interview tydeligt, at i hvert fald nogle af de almindelige plejefamilier og

nogle af tilsynene har en oplevelse af, at man som almindelig plejefamilie ikke må anvende fysisk guid-

ning, fordi de ikke er omfattet af voksenansvarslovens § 6. Under interview med almindelige plejefami-

lier er det også påpeget, at nogle af dem er blevet vejledt og undervist ud fra den opfattelse. Evaluerin-

gen viser dermed, at der kan være behov for at præcisere især almindelige plejefamiliers handlemulig-

heder. Et af socialtilsynene peger på, at en mulighed for at give almindelige plejefamilier et mere klart

billede af, hvad de må og ikke må, kunne være at inkludere dem under § 6 om fysisk guidning. Eller al-

ternativt at skrive fysisk guidning eksplicit ind under voksenansvaret i § 3.

Flere af tilsynene giver også udtryk for, at plejefamilier står i vanskelige situationer, fordi de har dårlige

vilkår for at arbejde med forebyggelse, sammenlignet med institutioner. En plejefamilie er et mindre

miljø, hvor der er dårligere mulighed for sparring og understøttelse af forebyggende tiltag. Det fremhæ-

ves, at arbejdet her ofte er mindre metodisk og mere personbåret, end tilfældet er i et institutionsmiljø,

hvilket kan gøre det vanskeligt at arbejde systematisk og langsigtet med forebyggende redskaber.

Spørgeskemabesvarelserne fra de

delvis lukkede afdelinger

viste en forholdsvis stor spredning i med-

arbejdernes angivelse af, hvor ofte de oplever et behov for at gøre brug af henholdsvis § 12 og § 13 om

tilbageholdelse og fastholdelse.

De kvalitative interview afspejler spredningen i medarbejdernes be-

svarelser om hyppighed af anvendelsen, idet der tegnes et billede af fem delvis lukkede afdelinger med

forskellig kultur for at anvende de særlige beføjelser. På nogle af de delvis lukkede afdelinger anses de

særlige beføjelser som et nødvendigt og kærkomment redskab til at fastholde de unge i behandling og

anvendes derfor relativt ofte. På andre institutioner er man mere forsigtig med at anvende de udvidede

beføjelser, dels fordi de opleves som vanskelige at integrere i den socialpædagogiske indsats, dels fordi

de nærmere rammer for især tilbageholdelse, som fastsættes af kommunalbestyrelsen i anbringende

kommune, opleves som begrænsende. Dette resulterer på særligt en delvis lukket afdeling i sjælden

brug af de særlige beføjelser. Endelig skal en del af forklaringen på forskelle i hyppigheden, hvormed de

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=212161

udvidede beføjelser anvendes, givetvis findes i de fem delvis lukkede afdelingers mere eller mindre for-

skellige målgrupper.

5.2 Behov i dagligdagen

I de foregående afsnit har fokus været på at beskrive, i hvilket omfang medarbejdere og plejefamilier

oplever situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind. Afsnittet har således tegnet et billede af, i hvil-

ket omfang voksenansvarsloven anvendes i praksis. I forlængelse heraf er der i dette afsnit fokus på

nogle af de situationer, der især indeholder dilemmaer for medarbejderne i forhold til at vurdere, om og

i givet fald hvilke(t) indgreb der er behov for at foretage.

I spørgeskemaet har personale og plejefamilier besvaret spørgsmål om, hvorvidt det i dagligdagen er let

at vurdere, om der er behov for at anvende fysisk magt mod barnet/den unge for at undgå person-

skade, samt om der er hjemmel til det. Figurerne herunder viser besvarelserne af disse to spørgsmål.

Figur 22: I dagligdagen er det let at vurdere, hvorvidt der er behov for at anvende fysisk magt mod barnet/den

unge

Figurerne viser, at især plejefamilierne finder det let at vurdere, om der er behov for at anvende magt i

det daglige. Således er 79 pct. af både de kommunale og almindelige plejefamilier helt enige i, at det er

let at vurdere, mens henholdsvis yderligere 16 og 11 pct. er delvist enige. På de åbne institutioner og

delvis lukkede afdelinger er henholdsvis 60 og 63 pct. helt enige i, at det er let at vurdere i dagligdagen.

Lidt færre (54 pct.) er helt enige heri. Den højeste andel, der svarer helt uenig og delvist uenig findes

blandt medarbejderne på de sikrede institutioner (11 pct.).

Når plejefamilierne i højere grad end personalet på de øvrige anbringelsestyper giver udtryk for, at det i

dagligdagen er let at vurdere, om der er behov for at anvende fysisk magt for at undgå personskade,

kunne det være en nærliggende tanke, at det hænger sammen med, at der er færre bestemmelser i

voksenansvarsloven, som gælder plejefamilier. Formuleringen i spørgsmålet er imidlertid ikke rettet

mod behovet for at anvende de redskaber, de har hjemmel til, men mod deres vurdering af behov for at

anvende fysisk magt for at undgå personskade. I afsnittene ovenfor fremgik det desuden, at en vis an-

del af både kommunale og almindelige plejefamilier angiver, at de faktisk oplever, at det er nødvendigt

også at gøre brug af fysisk magt for at undgå personskade en gang imellem. I det lys er der her nær-

mere tale om, at plejefamilier helt reelt finder det lettere at vurdere, hvornår der er behov for at bruge

fysisk magt for at undgå personskade.

Det samme billede ses i forhold til at vurdere, om der er hjemmel til at bruge fysisk magt over for bar-

net eller den unge for at undgå personskade. Her er det også blandt plejefamilierne, at den største an-

del er helt enige i, at det i dagligdagen er let at vurdere, som det fremgår af figuren herunder. Her kan

fortolkningen dog godt være, at det også bør være lettere for plejefamilier, fordi de netop ikke har

hjemmel til at bruge fysisk magt for at undgå personskade. Det fremgår af figuren, at også almindelige

plejefamilier virker ret sikre i deres vurdering af, om der er hjemmel i det enkelte tilfælde. Således angi-

ver 86 pct., at de er helt enige eller delvist enige. På den anden side et det fremgået af de foregående

afsnit, at plejefamilier i interviewene har givet udtryk for usikkerhed i forhold til fx anvendelse af fysisk

guidning og afværgehjælp.

Figur 23: I dagligdagen er det let at vurdere, om der er hjemmel til at bruge fysisk magt over for barnet/den

unge

De kvalitative interview peger også på nogle områder, hvor medarbejdere og plejefamilier i det daglige

kan stå i dilemmaer, hvor det er vanskeligt at vurdere behovet for at gøre brug af magtanvendelse og

andre indgreb. Flere interviewpersoner er inde på, at der er overladt en del til fortolkning i forhold til

omsorgsforpligtelsen i § 3. Det betyder, at man som medarbejder kan stå i situationer, hvor det kan

være svært at vurdere, om det går ind under hensynet til omsorg for barnet eller den unge. Det kan fx

dreje som om lægebesøg eller meget usund kost. Dilemmaet her er, om man som medarbejder skal re-

spektere barnet eller den unges ret til selv at bestemme, hvad han/hun spiser, og til at afgøre, om

han/hun vil til lægen i konkrete situationer. Interviewene peger på, at medarbejdere og plejefamilier

kan være i tvivl om, hvornår de må foretage sådanne indgreb i selvbestemmelsesretten med henvisning

til omsorgsforpligtelsen. Derudover beskriver flere plejefamilier et dilemma i forhold til at vurdere, hvor-

når eller om de må gøre brug af fysisk guidning som en del af omsorgsforpligtelsen.

Andre beskriver dilemmaer i forhold til at anvende fysisk guidning over for børn eller unge med funkti-

onsnedsættelse, fordi det kan være vanskeligt at vurdere, hvornår der ydes modstand, og om en fikse-

ring i en kørestol kan være en magtanvendelse, selvom det af en ergoterapeut er vurderet som hen-

sigtsmæssig. Endelig giver forholdsvis mange interviewpersoner på tværs af typer af anbringelsessteder

udtryk for at være i tvivl om, hvorvidt de må inddrage mobiltelefoner med henvisning til omsorg for bar-

net eller den unge. Fx i situationer, hvor brug af mobiltelefon giver dårlige søvnvaner.

5.3 Øvrige intentioner

I de foregående afsnit har der været fokus på, i hvilket omfang de forskellige typer af anbringelsesste-

der har behov for – og i praksis også anvender – de forskellige former for magtanvendelse og indgreb,

som voksenansvarsloven giver mulighed for. En del af lovens intentioner og indhold er imidlertid også,

at magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal være undtagelsesvis og først må

anvendes, når alle muligheder for frivillig medvirken er afprøvet, samt at det ikke må erstatte socialpæ-

dagogisk indsats. Dertil kommer, at et eventuelt uundgåeligt indgreb skal være så skånsomt og kortva-

rigt som muligt, skal tage hensyn til andre, skal følge proportionalitetsprincippet, og at der ikke må fo-

rekomme ydmygende og hånende behandling.

5.3.1

Undgå magtanvendelse og indgreb

I de kvalitative interview lægger mange interviewpersoner vægt på, at generelt og langsigtet arbejde

med forebyggelse er helt afgørende i forhold til at forebygge situationer, hvor magtanvendelse eller an-

dre indgreb bliver nødvendige. Det handler meget om rammerne på det enkelte sted og medarbejdernes

tilgang til børnene eller de unge. Denne del behandles nærmere i afsnit 6.2 i næste kapitel. Her er der

nærmere fokus på de konkrete forsøg på at undgå de episoder, der kan ende i magtanvendelse eller an-

dre indgreb i selvbestemmelsesretten.

Det fremgår af beskrivelserne i de indhentede indberetningsskemaer, at medarbejderne typisk har for-

søgt at tale med den anbragte forud for hændelsen med henblik på at nedtrappe den konkrete konflikt.

Af de kvalitative interview fremgår det også, at de fleste netop peger på, at deres tilgang i forhold til at

undgå magtanvendelse typisk er at tale med barnet eller den unge for at deeskalere den konkrete situa-

tion. Flere nævner desuden, at de ud over at tale med barnet eller den unge også forsøger at aflede, og

at det er vigtigt at give barnet eller den unge plads til at gå væk fra situationen. Andre peger på, at de

ofte laver et personaleskift, så det er en anden voksen, der overtager snakken i den konflikt, der er ved

at opstå. Oplevelsen er, at det kan være nedtrappende i sig selv, at barnet eller den unge kan snakke

med en anden end den, som konflikten opstod med. Denne mulighed har plejefamilier ikke i samme om-

fang som personale på institutioner. Flere plejefamilier peger på, at de i stedet ofte konsulterer familie-

plejekonsulenten undervejs i situationen med henblik på at få sparring på den konkrete situation. Mange

anvender konkrete deeskalerende redskaber, som de har modtaget undervisning i.

Generelt angiver de fleste interviewpersoner, at de føler sig godt klædt på til at håndtere og nedtrappe

konflikter med børnene eller de unge. De fremhæver, at det i høj grad også handler om at kende det

enkelte barn eller den unge godt, så det er tydeligt at se de tidlige tegn på konflikt. Nogle af medarbej-

derne på delvis lukkede afdelinger peger på, at den måde, hvormed man møder barnet eller den unge,

er afgørende. Både den verbale kommunikation og kropssproget kan i sig selv være konfliktnedtrap-

pende eller det modsatte. Det fremhæves som afgørende at møde barnet eller den unge med en aner-

kendende tilgang, ikke mindst i situationer hvor der er ved at opstå en konflikt.

Ovenstående indikerer, at man på anbringelsesstederne gør meget for at forsøge at opnå frivillig med-

virken, så en magtanvendelse kan undgås. Flere af interviewpersonerne lægger da også stor vægt på,

at magtanvendelse er absolut sidste udvej, fordi det gør skade på den relation, den voksne har opbyg-

get til barnet eller den unge. Netop relationen opfattes af mange som meget afgørende for den pædago-

giske indsats over for barnet eller den unge.

5.3.2

Under indgrebet

Som nævnt, er en del af intentionerne bag loven også, at indgreb skal være så skånsomme og kortva-

rige som muligt, tage hensyn til andre og følge proportionalitetsprincippet. Det er generelt meget van-

skeligt at vurdere dette, da det næsten kræver, at man overværer den situation, der beskrives.

Situationerne kan beskrives og opleves forskelligt af henholdsvis personale og barnet eller den unge

selv. Generelt giver medarbejdere i interviewene udtryk for, at de for det første forsøger at undgå magt-

anvendelse, og dernæst at de kun udøver magt i det nødvendige omfang. Flere beskriver, at situatio-

nerne alligevel kan blive voldsomme, og at de i sig selv kan være ydmygende for barnet eller den unge.

Både interviewene og beskrivelser af situationerne i indberetningsskemaerne efterlader dog det indtryk,

at medarbejderne mener, at magtanvendelsen eller indgrebet var nødvendigt, og at det foregik så skån-

somt som muligt. I et indberetningsskema beskrives det fx, hvordan medarbejdere først beder et barn

om at slippe sit tag i et andet mindre barn for dernæst at befri det mindre barn ved en magtanvendelse,

da barnet ikke imødekommer medarbejdernes ønske. I et andet indberetningsskema er der et tilsva-

rende eksempel på, at medarbejdere først forsøger sig med pædagogiske virkemidler, før de gør brug af

en magtanvendelse. En ung har i dette tilfælde forladt institutionen med trusler og ødelæggelse af gen-

stande, hvorefter medarbejdere følger efter og forsøger at motivere den unge til at vende tilbage via

dialog. Da den unge ikke reagerer, fortæller medarbejderne den unge, at de vil fastholde og tilbageføre

den unge på det tidspunkt, han når frem til hallen. Da den unge fortsat ikke reagerer, gør medarbej-

derne, som de har fortalt ham. Flere indberetningsskemaer vidner derudover om eksempler, hvor med-

arbejdere har gjort brug af magtanvendelse i særligt farlige situationer, hvor medarbejdere har oplevet,

at den unges adfærd har været så selvskadende eller farlig, at det har været til stor risiko for den unge

selv. På den måde indikerer indberetningsskemaerne, hvor situationerne er beskrevet med medarbej-

dernes ord, at andre tiltag er forsøgt før magtanvendelse, og at indgrebet svarer til situationens alvor.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at ingen af de tilsendte indberetningsskemaer indeholder udtalelser fra

barnet eller den unge. I de fleste tilfælde angives det, at barnet eller den unge ikke ønskede at udtale

sig, ligesom der også er eksempler, hvor det fremgår, at barnet fx som følge af en funktionsnedsættelse

ikke vurderes at være i stand til at reflektere over hændelsen, samt at barnet ikke længere opholder sig

på institutionen og derfor ikke kan udtale sig. I enkelte tilfælde refereres det, at den unge fandt indgre-

bet for voldsomt eller unødvendigt, eller at fastholdelse varede for længe, efter han/hun var faldet til ro.

Der er dog også enkelte tilfælde, hvor medarbejderen i beskrivelsen har refereret, at barnet eller den

unge ikke selv oplevede situationen som en magtanvendelse.

De børn og unge, der har deltaget i interviews, har forskellige syn på de magtanvendelsessituationer, de

har oplevet. Nogle udtrykker forståelse af, at det var nødvendigt at gribe ind i konkrete situationer,

mens andre finder det unødvendigt eller ude af proportioner, fx fordi de oplevede situationen på en an-

den måde, end medarbejderen gjorde. Dette er tilfældet i nedenstående citat til venstre, hvor en ung

oplevede at handle ”i sjov”, hvorefter medarbejderen reagerede med en magtanvendelse. Ligeledes er

det tilfældet i nedenstående citat til højre, hvor den unge ikke oplevede situationen som værende lige så

farlig, som medarbejderen gjorde.

Jeg begyndte at slå på de voksne for

sjov … Han sagde, at jeg ikke skulle

gøre det igen. Jeg gjorde det så tre

gange mere, og så tyrede han mig i

gulvet … Det var træls … Jeg var sur i

fem timer bagefter.

(Ung)

Der var en gang, hvor jeg ville lave nogle ting, hvor de voksne

sagde, at jeg ikke måtte gøre det. Så gik jeg op til vejen. Der

gik en pædagog med. Den voksne mente, jeg var ved at blive

kørt ned. Så hun kastede sig over mig. Så gik jeg ind mega

sur. Hun ville have, at jeg ikke blev ”kørt” ned, men det var jeg

slet ikke ved at blive. Det snakkede vi om efter. Og så blev vi

gode venner igen.

(Ung)

Samtidig indikerer interviewmaterialet, at børn og unge kan ændre opfattelse af situationen efter magt-

anvendelsen. Hvor en ung i situationen kan have svært ved at se medarbejdernes intention med magt-

anvendelsen, kan medarbejdernes handlinger på et senere tidspunkt og efter samtaler mellem den unge

og medarbejderne give mening for den unge, som indikeret ved nedenstående citat. Interviewene indi-

kerer således generelt, at efterfølgende samtaler med medarbejderne kan have indvirken på, hvordan

den unge efterfølgende oplever de konkrete situationer.

”Der var en ung, som gik amok på en voksen, og her fik de mig væk, da jeg prøvede at hjælpe den voksne.

Jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke måtte hjælpe den voksne, der var i konflikt med den unge, men det forstår

jeg godt nu.”

(Ung)

Under interview med børn og unge findes også flere eksempler på, at børn og unge kan opleve magtan-

vendelser som værende voldsomme. En ung fortæller om, hvordan hun oplever en værelsesundersø-

gelse som grænseoverskridende – særligt fordi den blev gennemført af en mand – og hvordan magtan-

vendelse generelt minder hende om overgreb, som hun har været udsat for før anbringelsen. Ligeledes

giver et barn udtryk for en følelse af, at en fastholdelse varer i meget lang tid, hvilket i sig selv kan op-

leves som værende voldsomt.

I indberetningsskemaer er der imidlertid også eksempler på, at magtanvendelse ikke opleves som væ-

rende magtanvendelse af børn og unge. En ung kommenterer således eksempelvis på en registreret

magtanvendelse, hvor han blev taget fat om og løftet ned fra et tag, hvor han ikke oplevede situationen

som en magtanvendelse. Ligeledes er der unge, som giver udtryk for at være ligeglade med eller forstå

en undersøgelse af værelset, fx fordi de oplever, at de ikke har noget at skjule. Således spænder børn

og unges oplevelse af magtanvendelse vidt, hvilket også er i overensstemmelse med medarbejdernes

indtryk af, hvordan børn og unge oplever brug af magtanvendelse.

Specifikt i forhold til begrænsning af adgang til mobiltelefoner og sociale medier fremkommer der under

interview eksempler på, at børn og unge også kan blive frustrerede over medarbejdernes brug af magt-

anvendelse. Unge oplever, at de bliver behandlet som børn, når de ikke må benytte de samme sociale

medier, som deres klassekammerater må, når de ikke må kommunikere med specifikke personer, eller

når telefonerne også i weekenderne skal afleveres kl. 22. Særligt oplevelsen af, at jævnaldrende klasse-

kammerater er underlagt andre regler, end de selv oplever at være, giver anledning til frustration.

Det er også værd at bemærke, at børn og unge kan opleve en øget tryghed ved, at medarbejdere gør

brug af magtanvendelse i konfliktsituationer, hvor andre børn og unge udviser en truende eller voldelig

adfærd. Eksempelvis fortæller et barn om en oplevelse, hvor vedkommende var glad for, at medarbej-

derne greb ind med en magtanvendelse:

”Jeg har oplevet, at de store blev taget fat i og lagt ned … De kastede sten og havde knive med. De skulle

lægge dem ned. Det var godt, at de voksne gjorde det.”

(Barn)

Opsummerende synes der således at være stor forskel på, hvordan børn og unge oplever magtanven-

delse, og interviewene indikerer, at børn og unges oplevelser bl.a. afhænger af tidspunktet, hvor de gi-

ver udtryk for deres oplevelse (under eller efter magtanvendelse), typen af magtanvendelse (fx kontrol

med kommunikation, værelsesransagning eller fastholdelse), hvorvidt de unge har drøftet magtanven-

delsen med medarbejderne efterfølgende og naturligvis de unges personligheder.

5.3.3

Ydmygende eller hånende behandling

Endelig står der som nævnt også i voksenansvarslovens § 7, stk. 4, at ydmygende, hånende eller anden

nedværdigende behandling ikke er tilladt. Figuren herunder viser medarbejdernes besvarelse af et di-

rekte spørgsmål fra spørgeskemaundersøgelsen om, hvorvidt de har oplevet det.

Figur 24: Har du inden for det seneste par år oplevet, at en medarbejder på jeres afdeling har optrådt ydmy-

gende, hånende eller nedværdigende over for et anbragt barn eller ung?

Figuren viser, at de fleste medarbejdere på tværs af type af anbringelsessted angiver, at de aldrig har

oplevet, at en medarbejder har optrådt ydmygende, hånende eller nedværdigende over for et anbragt

barn eller ung. Figuren viser dog også, at det faktisk er forekommet både på de sikrede institutioner, de

delvis lukkede afdelinger og de åbne institutioner. Således har 48 pct. på de sikrede institutioner oplevet

sådanne situationer, heraf har 37 pct. oplevet det et par gange eller flere. På de delvis lukkede instituti-

oner har 27 pct. oplevet det, heraf 14 pct. et par gange eller flere, og på de åbne institutioner har 24

pct. oplevet det, heraf 9 pct. et par gange eller flere. I de gennemførte kvalitative interview er der en

enkelt af medarbejderne fra de åbne institutioner, der gengiver en episode, som han/hun opfattede som

nedværdigende. På de delvis lukkede afdelinger har et par medarbejdere oplevet det en enkelt gang. I

det ene tilfælde førte det til en afskedigelse. Generelt er der stor enighed om, at det er meget vigtigt at

undgå ydmygende, hånende eller nedværdigende behandling med disse målgrupper, hvor mange af

børnene og de unge i forvejen har lavt selvværd og før har oplevet at føle sig forkert.

Også enkelte børn på åbne institutioner kan fortælle om, at de har oplevet, at de selv eller andre børn

og unge på institutionen er blevet udsat for ydmygende, hånende eller nedværdigende behandling. En

ung fortæller fx om, hvordan en medarbejder blev fyret for at have udtalt sig nedværdigende om en an-

den ung. Interviewene indikerer imidlertid også, at der kan være forskel på, hvad hhv. børn/unge og

medarbejdere oplever som værende ydmygende, hånende eller nedværdigende behandling. Unge for-

tæller fx om, hvordan det føles ydmygende at blive kaldt barnlig – særligt hvis deres oplevelse er, at de

i en situation blot har forsøgt at forsvare sig selv. Samtidig giver medarbejdere på en delvis lukket afde-

ling udtryk for at være opmærksomme på at begrænse brugen af sarkasme, da det kan give anledning

til misforståelser.

Således indikerer interviewene, at der på nogle institutioner både er særligt fokus på at udlede, hvad

børn og unge oplever som værende ydmygende, hånende og nedværdigende behandling samt på at

undgå sådanne situationer helt generelt.

6. ANBRINGELSESSTEDERNES OPLEVELSE AF HANDLEMU-

LIGHEDER

I forrige kapitel er anbringelsesstedernes anvendelse af voksenansvarslovens bestemmelser afdækket

med fokus på at undersøge, om den praktiske anvendelse af loven følger dens indhold og intentioner.

Kapitel 5 havde således fokus på, hvor ofte man på de forskellige typer af anbringelsessteder oplever at

stå i situationer, hvor der er behov for at foretage forskellige former for indgreb, samt om indgrebene er

i tråd med lovens intentioner.

I dette kapitel er der fokus på anbringelsesstedernes oplevelse af de handlemuligheder, som voksenan-

svarsloven giver dem. I

afsnit 6.1

afdækkes det, hvorvidt medarbejderne oplever, at voksenansvarslo-

ven har givet tilstrækkelige handlemuligheder. Afsnittet er opdelt på de enkelte typer af anbringelses-

steder

. I

afsnit 6.2

afdækkes det overordnede syn på betydningen af voksenansvarsloven.

Tabel 6: Kapitlets hovedpointer

•

I spørgeskemaundersøgelsen er der spurgt om, hvorvidt medarbejderne vurderer, at voksenan-

svarsloven har givet de nødvendige redskaber til at sikre den daglige omsorg:

19 pct. af medarbejderne på sikrede institutioner svarer i høj grad

38 pct. af medarbejderne på de delvis lukkede afdelinger svarer i høj grad

35 pct. af medarbejderne på de åbne institutioner, hvor der er anbragt børn og unge

med funktionsnedsættelse svarer i høj grad

40 pct. af medarbejderne på de åbne institutioner, hvor der ikke er anbragt børn og

unge med funktionsnedsættelser svarer i høj grad

35 pct. af de kommunale plejefamilier svarer i høj grad

29 pct. af de almindelige plejefamilier svarer i høj grad

Det hyppigst angivne svar for alle typer anbringelsessteder er, at loven i nogen grad gi-

ver de nødvendige redskaber (50-67 pct.).

Spørgeskemaundersøgelsen viser dermed, at medarbejdere og plejefamilier i store træk

vurderer, at loven giver de nødvendige redskaber (83-98 svarer i høj grad eller i nogen

grad). En forholdsvis stor andel (50-67 pct.) oplever dog, at de indimellem mangler nød-

vendige redskaber til at sikre den daglige omsorg for anbragte børn og unge.

De uddybende interview viser, at:

Medarbejdere og plejefamilier på tværs af alle typer anbringelsessteder oplever behov

for øgede handlemuligheder i forhold til kontrol med anbragte børn og unges brug af mo-

biltelefoner og sociale medier. Mange medarbejdere og ledere fremhæver, at de oplever,

at de ikke i tilstrækkelig grad kan sikre omsorg for de anbragte børn og unge på dette

punkt.

På to af de delvis lukkede afdelinger oplever man, at grænsen på 30 dages tilbagehol-

delse pr. år ikke altid er tilstrækkelig.

På åbne institutioner oplever man bl.a. også indimellem at mangle redskaber til at be-

skytte selvmordstruede eller selvskadende børn og unge.

Hos plejefamilier fremgår det, at de indimellem oplever at mangle mulighed for at gøre

brug af hjælpemidler, såsom babyalarmer, tremmesenge og afskærmning af trapper.

Afsnittet er baseret på kvalitative interview. Der er ikke et selvstændigt afsnit om de sikrede institutioner, fordi der ikke er gennemført casebesøg på

disse.

•

Hovedparten af medarbejderne på tværs af anbringelsessteder, hvor der er anbragt børn og

unge med

funktionsnedsættelser

vurderer, at loven giver de muligheder, som er nødvendige

for at sikre omsorgen for denne målgruppe (73-100 pct.).

19 pct. af medarbejderne på åbne institutioner og 27 pct. at både kommunale og almin-

delige plejefamilier angiver dog, at de ikke vurderer, at voksenansvarsloven giver mulig-

hed for at foretage de nødvendige indgreb for at sikre omsorg over for anbragte med

funktionsnedsættelser.

Der opleves særlige problemstillinger på institutioner, hvor der også er anbragt børn og unge med

funktionsnedsættelser. Her peges der især på udfordringer som følge af begrænset sprog, som gør det

svært at vurdere, hvornår barnet eller den unge gør modstand mod fysisk guidning, samt manglende

hjemmel til at anvende teknologiske hjælpemidler (fx GPS, epilepsialarmer og babyalarmer). Derud-

over fremhæves en problemstilling vedr. at give børn/unge med funktionsnedsættelse lægeordineret

medicin, hvis de ikke vil samtykke til det.

•

Nogle medarbejdere oplever udfordringer i forhold til, at de har færre handlemuligheder over for børn

og unge i aflastning og børn og unge, der er anbragt andre steder men går i intern skole.

Der er stor enighed om, at voksenansvarsloven har bidraget til forebyggelse af magtanvendelse, bl.a.

via fokus på opkvalificering.

Generelt er oplevelsen blandt medarbejdere og plejefamilier samt socialtilsynene, at lovgivningen er

blevet mere tydelig, men at der fortsat er områder, der kan blive mere tydelige og situationer, hvor

der savnes handlemuligheder. Særligt plejefamilieområdet efterspørger yderligere vejledning.

•

6.1 Oplever medarbejdere og plejefamilier, at der er tilstrækkelige handlemuligheder?

I forlængelse af afdækningen af anbringelsesstedernes anvendelse af voksenansvarslovens bestemmel-

ser afdækkes det i dette afsnit, hvorvidt praktikerne oplever, at loven giver tilstrækkelige handlemulig-

heder i arbejdet med de anbragte børn og unge. Kapitlet er opdelt efter typen af anbringelsessted for at

tydeliggøre, hvorledes den pågældende anbringelsestype oplever, at de har de nødvendige, tilstrække-

lige og hensigtsmæssige handlemuligheder til at drage omsorg for og beskyttelse af anbragte børn og

unge.

Nedenstående figur viser, at hovedparten af medarbejderne på alle anbringelsestyper (83-98 pct.) angi-

ver, at voksenansvarsloven i høj grad eller i nogen grad giver de nødvendige redskaber til at sikre den

daglige omsorg for anbragte børn og unge. Kun meget få medarbejdere svarer slet ikke til spørgsmålet,

og kun blandt åbne institutioner og plejefamilier.

Figur 25: I hvilken grad vurderer du, at voksenansvarsloven giver dig de nødvendige redskaber til at sikre den

daglige omsorg for anbragte børn og unge?

Ud fra figuren kan der ikke udledes en direkte sammenhæng mellem omfanget af beføjelser og hvorvidt

de vurderer, at de har de nødvendige redskaber til at drage omsorg for de anbragte børn og unge. Dette

ses ved, at der blandt de sikrede institutioner er den laveste andel (19 pct.), der svarer i høj grad til,

hvorvidt de vurderer, at de har de nødvendige redskaber. Yderligere analyser (ikke vist i figuren) viser

derudover en lille forskel mellem åbne institutioner, der modtager børn og unge med funktionsnedsæt-

telse og dem, der ikke gør.

En lidt mindre andel (5 pct. point) af medarbejdere på institutioner, der

har børn og unge med funktionsnedsættelse, svarer i høj grad sammenlignet med medarbejdere på in-

stitutioner, der ikke har denne målgruppe.

Af figuren ovenfor ses det yderligere, at det hyppigst angivne svar på tværs af anbringelsesstederne er,

at medarbejdere og plejefamilier kun i nogen grad vurderer, at de har de nødvendige redskaber. Spør-

geskemaundersøgelsen indikerer herved, at medarbejdere og plejefamilier i store træk vurderer, at lo-

ven giver de nødvendige redskaber, men en forholdsvis stor andel (50-67 pct.) oplever, at der kan fore-

komme situationer, hvor de mangler redskaber til at sikre omsorgen for anbragte børn og unge. Af no-

ten til figuren fremgår det, at der derudover er godt en femtedel af de almindelige plejefamilier, der

svarer ”ved ikke” til dette spørgsmål. Det kan hænge sammen med almindelige plejefamiliers forholds-

vis lave grad af kendskab til loven og dens handlemuligheder, som er afdækket i forrige kapitel.

I spørgeskemaundersøgelsen har medarbejderne desuden svaret på, i hvilke situationer de især mang-

ler handlemuligheder. Her er det især muligheden for i større omfang at kunne benytte fysisk magt for

at undgå personskade eller andre indgreb for at kunne beskytte de anbragte børn og unge, der fremhæ-

ves. Således angiver mellem en femtedel og en tredjedel af medarbejderne på tværs af typerne af an-

bringelsessteder, at de i nogen grad eller i høj grad savner denne mulighed ud fra de rammer voksenan-

svarsloven giver. Dette understøttes af de kvalitative interview. De tre efterfølgende afsnit beskriver

derfor for hver af anbringelsestyperne, hvordan medarbejderne og plejefamilierne generelt oplever de-

res handlemuligheder, og hvor disse opleves som utilstrækkelige.

Forskellen er ikke statistik signifikant ved chi2-test.

6.1.1

Handlemuligheder på delvis lukkede afdelinger

Interviewene med medarbejdere og ledere på de delvis lukkede afdelinger bekræfter billedet af, at mens

en del oplever, at loven giver tilstrækkelige handlemuligheder, så fremhæves der også situationer, som

viser, at de indimellem mangler redskaber til at sikre omsorg for og beskyttelse af de anbragte børn og

unge. Der fremkommer gennem interviewene særligt en situation, hvor de oplever, at deres handlemu-

ligheder er utilstrækkelige.

På tværs af de delvis lukkede afdelinger tilkendegiver

både ledere og medarbejdere, at særligt de anbragte

Vi har brug for at kunne monitorere den omsorg

børn og unges

mobiltelefoner

skaber store og jævn-

bedre. Hvis de unge ikke kan bruge en telefon hen-

lige dilemmaer, da medarbejderne ikke har hjemmel i

sigtsmæssigt, så ville vi gerne kunne tage telefonen

lovgivningen til at inddrage deres telefoner, eksempel-

fra dem. […] For at yde den rigtige omsorg har vi

vis ved sengetid. Dette har særligt konsekvenser for

brug for en større hjemmel i lovgivningen.

(Leder på

børnenes søvn, da de ikke selv kan administrere bru-

delvis lukket afdeling)

gen af mobiltelefonen. De anbragte børn og unge får

derfor ikke den ro, de har brug for, hvilket forskellige

ledere og medarbejdere pointerer, påvirker deres udvikling og behandling. De anbragte børn og unge

fristes nemt, når de bruger telefonen, hvorfor de kan få adgang til salg af stoffer, ligge og skrive til

langt ud på natten og spille spil. De anbragte børn og unge har derfor svært ved at stå op, og deres ud-

vikling, behandling og skolegang påvirkes af den manglende søvn.

På tværs af de delvis lukkede afdelinger angiver medarbejderne, at de føler, at de står tilbage med en

følelse af pædagogisk svigt, da de i sådan en situation ikke føler, at de kan give tilstrækkelig omsorg.

Der er derfor på tværs af de delvis lukkede afdelinger enighed om, at deres handlemuligheder i sådan

en situation er begrænsede og utilstrækkelige, hvilket har konsekvenser for deres omsorg for og beskyt-

telse af de anbragte børn og unge.

Beføjelserne til

kort at fastholde, føre, afværge, tilbageholde samt tilbageføre

et anbragt barn

eller en ung og undersøgelse af person eller opholdsrum opleves som nødvendige, hensigtsmæssige og

styrkende for at kunne fastholde de anbragte børn og unge i behandlingen. Dog kommer det i inter-

viewene til udtryk, at deres handlemuligheder i forbindelse med tilbageholdelse ved aflåste døre og vin-

duer ikke altid er tilstrækkelige. Enkelte ledere og medarbejdere oplever, at den maksimale ramme for

tilbageholdelse på de fem sammenhængende dage om måneden og i alt 30 dage om året ikke er til-

strækkeligt i forhold til afdelingens målgruppe. Det kan være nødvendigt, at den unge ved anbringelse

skal afruses, hvilket kan vare 14 dage, hvorfor handlemulighederne ikke opfattes som værende hen-

sigtsmæssige. Yderligere oplever en leder situationer, hvor det anbragte barn eller ung ikke er røm-

ningstruet, men i stedet opretholder et misbrug. Her har ledere og medarbejdere den opfattelse, at de

ikke har beføjelser til at tilbageholde. Det eksemplificeres med, at unge med misbrugsproblemer kan

angive, at de skal ud og kommer hjem igen senere samme dag. På denne måde kan vedkommende op-

retholde sit misbrug, skade sig selv og egen behandling, uden at personalet oplever, at de har mulighe-

der for at tilbageholde den pågældende unge, idet vedkommende ikke er rømningstruet.

6.1.2

Handlemuligheder på åbne institutioner

For de åbne institutioner tegner der sig et overordnet billede af, at de besidder de nødvendige redskaber

til at sikre den pædagogiske omsorg og beskyttelse af anbragte børn og unge. I interviewene fremlæg-

ger ledere og medarbejdere dog situationer, hvor de oplever, at deres handlemuligheder er utilstrække-

lige.

Ledere og medarbejdere på åbne institutioner oplever også indimellem, at deres handlemuligheder er

begrænsede i situationer i forhold til de anbragte børn og unges

brug af mobiltelefoner.

Flere både

ledere og medarbejdere tilkendegiver, at der mangler hjemmel i lovgivningen til, at de kan inddrage de

anbragte børn og unges mobiltelefoner for at kunne afhjælpe de konsekvenser, som den uhensigtsmæs-

sige brug af mobiltelefonerne medfører. Oplevelsen af, at medarbejderne mangler handlemuligheder i

sådanne situationer, går på tværs af de åbne institutioner. De føler på samme vis som medarbejderne

på de delvis lukkede afdelinger, at de svigter de anbragte børn og unge, da de ikke kan give dem til-

strækkelig omsorg i sådanne situationer.

Interviewmaterialet indikerer dog samtidig, at medarbejdere oplever, at øget kontrol med brugen af

mobiltelefoner og sociale medier kan være hæmmende for medarbejdernes relationer til og drøftelser

med børn og unge. Har medarbejderne muligheden for at inddrage de unges telefoner eller fastsætte

regler for, hvordan og med hvem de unge må kommunikere via mobiltelefonerne, kan det afskære med-

arbejderne fra at have vigtige samtaler med de unge om brugen af mobiltelefoner og sociale medier,

fordi de så kan være tilbageholdende med at fortælle medarbejderne om deres adfærd på sociale me-

dier. På den baggrund er der i reguleringen af kommunikationen en balancegang, hvor det er vigtigt at

være opmærksom på, at en tæt og åben relation til medarbejdere også kan virke fremmende i beskyt-

telsen af børn og unge, når det kommer til brugen af sociale medier.

Hvis der kom regler, så kan vi måske ikke nå dem. Så ville de ikke sige til os, hvis de kom i problemer, fordi

de i første omgang ikke måttet være på det sociale medie … Det gør det sværere at snakke om, hvis der er

regler om det. Så kommer det ulovlige mere i fokus end selve snakken.

(Medarbejder fra åben institution)

Ud over ovenstående situationer hvor alle er enige om, at der mangler nødvendige og tilstrækkelige

handlemuligheder, fremgår der af interviewene få andre tilfælde, hvor der kan opstå mangel på handle-

muligheder.

En medarbejder angiver, at det i nogle tilfælde kunne være hensigtsmæssigt at foretage

rusmiddeltest

af anbragte børn og unge uden samtykke,

da disse test i bund og grund kun udføres med henblik

på at beskytte barnet. I situationer hvor barnet eller den unge trækker sit samtykke tilbage, er det

svært for medarbejderne at fastholde barnet eller den unge i et positivt behandlingsforløb, da det bliver

sværere at beskytte barnet eller den unge mod misbrug i disse tilfælde.

Andre medarbejdere fremhæver, at de ikke oplever at have tilstrækkelige handlemuligheder i forhold til

tilbageholde,

i situationer hvor anbragte børn og unge er selvmordstruede. Medarbejdere fremhæ-

ver særligt situationer, hvor de anbragte børn og unge planlægger selvmord, eller hvor de planlægger

selvskade med andre anbragte børn og unge på andre institutioner. Dette fremgår af nedenstående ci-

tat, der tydeliggør, at handlemulighederne ikke opleves som tilstrækkelige og samtidig gør det sværere

for medarbejderne at passe på de anbragte børn og unge samt drage omsorg for dem.

Jeg vil gerne kunne bruge den viden [fra anbragte børn og unges sms’er/samtaler] til at forhindre den tur, da den

er til fare for dem. Her kunne jeg godt tænke mig at se deres sms-samtaler. Men vi kan ikke gøre noget nu […].

Vi har også unge, som opsøger sugerdaddys. Her kunne det være godt at kunne se deres samtaler, så man

kunne gøre noget ift. at anmelde sexovergreb. De unge laver også pagter med hinanden, også på andre instituti-

oner og andre steder i landet ift. at lave selvskade eller begå selvmord. Her kunne det være godt at kunne se

[samtalerne], så man kunne give besked til den anden institution. Det vil hjælpe begge parter.

(Medarbejder fra åben institution)

Yderligere fremhæver en leder, at der for målgruppen kan opstå situationer i forbindelse med de an-

bragte børn og unges

medicin,

hvor handlemulighederne heller ikke opleves tilstrækkelige. Lederen be-

retter om flere situationer, hvor barnet eller den unge har anvendt medicin uhensigtsmæssigt til selv-

skade, hvilket påvirker de ansatte, da de ikke føler, at de kan passe tilstrækkeligt på dem, idet de ikke

kan hindre den uhensigtsmæssige medicinbrug. Lederen anbefaler hertil, at medicin bør udleveres af de

voksne, da de på denne måde i højere grad vil kunne have de nødvendige, tilstrækkelige og hensigts-

mæssige handlemuligheder for at beskytte og drage omsorg for anbragte børn og unge.

De åbne institutioner har ligeledes hjemmel til at gøre brug af afværgehjælp (kortvarig fastholdelse,

føre et barn eller ung væk fra en situation), tilbageholdelse i en periode på 14 dage ved eller under an-

bringelse samt at tilbageføre et anbragt barn eller en ung og undersøgelse af deres rum og person. Ud

fra interviewene danner der sig et generelt billede af, at disse beføjelser er gode og nødvendige for at

kunne varetage omsorgen for de anbragte børn og unge. På tværs af de åbne institutioner giver medar-

bejderne og lederne udtryk for, at disse beføjelser er en stor hjælp i forhold til at kunne beskytte bør-

nene mod at bringe sig selv i fare, hvorfor de bidrager til at sikre den pædagogiske omsorg. Det frem-

går samtidig af interviewene, at både medarbejdere og ledere oplever, at disse beføjelser i højere grad

end tidligere kan bidrage til at forebygge og give de anbragte børn og unge ro. Dette skyldes, at mål-

gruppen ofte profiterer af den kortvarige berøring, som nogle af disse beføjelser indebærer, hvilket de

anbragte børn og unge kan opleve som omsorg. Der er dog enkelte af medarbejderne, der tilkendegi-

ver, at det ikke er alle beføjelserne, der er nødvendige for dem, hvor andre bruger og anvender dem

alle. Dette afhænger af den konkrete målgruppe, de enkelte institutioner arbejder med, hvilket kan vari-

ere. Ledere på tværs af de åbne institutioner udtrykker desuden, at de vil have svært ved at undvære

beføjelserne, fordi børnenes udfordringer gør, at de skal håndteres forskelligt, i måden hvorpå de tilgår

de anbragte børn og unge.

6.1.3

Handlemuligheder i plejefamilier

For plejefamilierne tegner der sig et blandet billede af, hvorvidt de har de nødvendige handlemuligheder

for at sikre den nødvendige omsorg for og beskyttelse af anbragte børn og unge. Flere giver udtryk for,

at det er fint, at loven giver plejefamilierne begrænsede muligheder for at foretage indgreb i barnet eller

den unges selvbestemmelsesret. Dette kommer til udtryk i interviewene med plejefamilierne, familieple-

jekonsulenterne samt myndighedscheferne, hvor flere fremhæver, at magtanvendelse skal være en

undtagelse. I interviewene fremhæves det, at det er godt, at der er regler, der gør sig gældende for de

kommunale plejefamilier, og samtidig påpeges det, at hvis opgaven kræver mere, så er det ikke dem,

der skal have barnet eller den unge anbragt.

Interviewene med plejefamilierne afdækker dog enkelte tilfælde, hvor de ikke oplever deres handlemu-

ligheder som tilstrækkelige. Særligt fremhæver de situationer vedrørende plejebørnenes

mobiltelefo-

ner,

hvilket er situationer de to forrige anbringelsessteder også har fremhævet. Plejefamilierne indike-

rer, at plejebørnenes mobiltelefoner skaber store konflikter i dagligdagen, og at de særligt føler sig

indikerer, at plejebørnenes mobiltelefoner skaber store konflikter i dagligdagen, og at de særligt føler

sig magtesløse, da de tydeligt kan se og skal kæmpe med de konsekvenser, som blandt andet den

manglende søvn medfører for plejebørnene. I enkelte plejefamilier skaber det store frustrationer, når de

med deres egne børn gerne må sørge for, at de ikke anvender deres telefoner om aftenen eller natten,

men er magtesløs over for plejebørnene. Interviewpersonerne giver udtryk for et stort behov for til-

strækkelige handlemuligheder, der kan afhjælpe disse daglige konflikter om telefonen. Manglen herpå

gør at plejefamilierne ikke føler, at de tilstrækkeligt eller forsvarligt kan drage omsorg for børnene eller

beskytte dem.

I andre interview med plejefamilier og familieplejekonsulen-

ter giver de udtryk for, at deres handlemuligheder er util-

strækkelige, når plejebørn bevidst vælger at stikke af eller i

nogle tilfælde bliver væk. Plejeforældrene føler i sådanne si-

tuationer ikke, at de hverken har de nødvendige eller til-

strækkelige redskaber til at beskytte plejebørnene. Dette

kommer til udtryk i citatet til højre. Der efterspørges

tekno-

logiske redskaber i form af en GPS,

der kan spore pleje-

børnene, hvis sådanne tilfælde skulle opstå. For nuværende

betragtes sådan en løsning som overvågning af plejebarnet,

men plejeforældrene vil herved i højere grad føle, at de kan

passe på plejebarnet og sørge for dets sikkerhed.

Jeg har et eksempel med en plejefamilie, hvor

barnet havde nedsat funktionsevne. Drengen

havde et ur med en funktion, der kunne kalde

og sige, hvor han var, når han var for langt

væk. Plejemor kunne så ringes op og hente

ham, hvis han blev væk. Men det måtte hun

ikke, for det var overvågning. Det var ren og

skær omsorg og selvstændighed. Men det må

man ikke.

(Familieplejekonsulent)

Flere almindelige plejefamilier oplever derudover også situa-

tioner, hvor det kunne være relevant for dem at have mulig-

Afværge og guide, det gør vi jo som alminde-

hed for at

afværge samt anvende fysisk guidning,

hvil-

lige forældre. De er jo sidestillede i deres om-

ket er beføjelser de kommunale plejefamilier har. Som

sorgsopgave ift., hvad vi forventer af dem – på

nævnt tidligere har især et af de interviewede socialtilsyn i

den måde synes jeg, det er rimeligt, at man si-

denne sammenhæng også påpeget, at de vil anbefale, at

ger, at den mulighed skal man have som pleje-

også almindelige plejefamilier får mulighed for at anvende

familie.

fysisk guidning, enten ved at muligheden indgår under om-

(Myndighedschef)

sorgsforpligtelsen i § 3, eller ved at almindelige plejefamilier

skrives ind i § 6. Tilsynets pointe er, at fysisk guidning er et

redskab, der anvendes med frivillig medvirken fra det anbragte barn eller ung og dermed kun er mindre

indgribende. Som tidligere beskrevet har almindelige plejefamilier, som en del af voksenansvaret, mu-

lighed for at anvende nødvendige omsorgshandlinger svarende til hvad forældre kan over for deres

børn. Ikke desto mindre viser interviewene altså, at der er en udbredt opfattelse af, at de ikke må gøre

brug af sådanne handlinger.

Yderligere tilkendegiver de almindelige plejefamilier, at de oplever tilfælde, hvor de har brug for at

føre

barnet

væk, men oplever manglende handlemuligheder hertil. Under de kvalitative interview berettes

der blandt andet om ferier, hvor plejebørnene har været udadreagerende og gjort skade på andre ting

og biler, samt festsituationer, hvor der tillige er blevet gjort skade på genstande, uden at plejebarnet

har været til fare for andre. Plejefamilierne oplever i sådanne tilfælde ikke, at de har tilstrækkelige

handlemuligheder til at hjælpe og beskytte barnet fra handlinger, de formentlig vil fortryde og være

kede af efterfølgende.

Af interviewene fremgår der også en generel skepsis og bekymring for særligt de små plejebørn. Pleje-

familierne udtrykker en opfattelse af, at voksenansvarsloven ikke giver dem mulighed for at bruge al-

mindelige foranstaltninger til at beskytte dem med. Plejeforældrene påpeger i interviewene, at de føler,

at det er svært at beskytte og drage omsorg for plejebarnet, fordi de har fået den opfattelse, at de ikke

må benytte hverken

tremmesenge, låge foran trapper eller aflåsning

af døre, så barnet ikke løber

ud og bliver væk. En plejeforælder udtaler i forbindelse hermed, at de har fået den opfattelse, at de ikke

må have en låge foran trappen, og at de af den årsag har deres plejebarn til at sove på en madras i de-

res soveværelse nedenunder, da de ikke tør have plejebarnet ovenpå, hvor plejebarnet ellers har sit

værelse. Dette gør de af frygt for, at plejebarnet skulle vågne om natten og være omtumlet og derfor

kan falde ned af trappen. En låge for trappen er dog ikke en mulighed, da denne skærmer vejen for bar-

net. Plejeforældrene tilkendegiver, at disse manglende og ellers almindelige foranstaltninger, som deres

egne børn er underlagt, gør det kompliceret at passe og beskytte plejebørnene, hvorfor de ikke mener,

at de har de nødvendige og hensigtsmæssige redskaber hertil.

Yderligere fremgår det af interviewene med plejefamilierne, at de har fået den opfattelse (blandt andet i

forbindelse med tilsynsbesøg), at de ikke må anvende

babyalarmer

til deres plejebørn. Plejefamilierne

har en oplevelse af, at anvendelse af babyalarmer betragtes som overvågning, hvor plejefamilierne om-

vendt ser det som et redskab til at beskytte og drage omsorg for plejebarnet. Dette forekommer særligt

i situationer, hvor de har brug for at vide, om barnet er faldet til ro, eller hvor et barn med funktions-

nedsættelse kræver en særlig form for pasning. Plejefamilierne oplever i disse tilfælde, at de ikke har

tilstrækkelige redskaber til at passe på barnet og drage omsorg for det.

6.1.4

Særlige problemstillinger

For personale og plejefamilier, der arbejder med børn og unge med funktionsnedsættelse og børn med

sygdomme, er der særlige forhold, der har indvirkning på deres muligheder for at drage omsorg for de

anbragte børn og unge. Dette kommer i interviewene til udtryk ved, at der er særlige situationer, hvor

medarbejderne oplever, at de ikke har tilstrækkelige eller nødvendige redskaber og handlemuligheder til

at kunne drage omsorg og beskytte anbragte børn og unge. Personalet og plejefamiliernes oplevelse af

handlemuligheder er påvirket af, at de finder det vanskeligt at tolke loven og derfor også at agere efter

den.

Figuren herunder viser medarbejdernes svar på spørgsmålet om, hvorvidt de vurderer, at voksenan-

svarsloven giver mulighed for at foretage nødvendige indgreb for at sikre omsorgen for børn og unge

med

funktionsnedsættelser.

Figuren viser, at hovedparten af medarbejderne på alle typer anbringel-

sessteder vurderer, at loven giver de muligheder, som er nødvendige for at sikre omsorgen for målgrup-

pen (73-100 pct.). Det fremgår dog også, at der blandt plejefamilier og på åbne institutioner er mange

medarbejdere (hhv. 27 pct. og 19 pct.), der vurderer, at loven ikke giver de muligheder, der er nødven-

dige for at sikre omsorgen for børn og unge med funktionsnedsættelser. Interviewmaterialet giver mu-

lighed for uddybninger af, hvilke situationer medarbejdere og plejefamilier især mangler handlemulighe-

der i.

Figur 26: Vurderer du, at voksenansvarsloven giver dig mulighed for at foretage de nødvendige indgreb for at

sikre den daglige omsorg for anbragte børn og unge med funktionsnedsættelser?

Af interviewene fremgår et særligt dilemma i forhold til arbejdet med anbragte børn og unge, der har

funktionsnedsættelser, idet der opstår mange gråzoner. Målgruppen kan mangle sprog og være svært

handicappet. Det kan føre til situationer, hvor det ikke er muligt at vurdere, hvorvidt barnet eller den

unge siger nej eller gør fysisk modstand til den guidning, som personalet foreslår og udøver. Det kom-

plekse opstår derfor ved, at medarbejderne ikke oplever, at de har de tilstrækkelige redskaber til at vur-

dere, hvornår guidningen eksempelvis overgår til en magtanvendelse, når og hvis børnene gør mod-

stand, i det omfang de kan. Et socialtilsyn påpeger hertil, at det er svært at fortolke § 3 for arbejdet

med denne målgruppe, og udtaler samtidig, at der ”ikke

er nok bestemmelser, der tilgodeser børn med

så indgribende funktionsnedsættelse”.

Ud over at medarbejderne oplever, at det er svært at tolke og

agere efter loven, så oplever de samtidig, at de har svært ved at beskytte barnet tilstrækkeligt og

værne om deres integritet, hvilket de to nedenstående citater indikerer.

[…] hvor går grænsen, når man ikke kan føre

sig selv, og hvor meget skal man vise, før der

er tale om en magtanvendelse? […] vi snakker

meget om, hvordan sikrer vi deres integritet,

når de ikke selv kan udføre det.

(Leder på åben institution)

[…] når vi står med de svært fysisk handicappede, hvad er

reelt så et nej? Har du ikke sprog, hvordan kan jeg så vide,

at du siger nej til det, jeg foreslår eller den guidning, jeg

prøver at give? Der er mange gråzoner uden sprog, og er de

fysisk hæmmede og de ikke kan sige, hvad de vil?

(Medarbejder på åben institution)

Medarbejdere og ledere, der arbejder med målgruppen, fremhæver i relation hertil, at de særligt mang-

ler

teknologiske redskaber

for at kunne beskytte de anbragte børn og unge tilstrækkeligt. Inter-

viewene peger på, at det er svært at balancere hensyn om de anbragte børn og unges retssikkerhed i

forhold til spørgsmål om deres sikkerhed og omsorg. Dette kommer til udtryk ved, at det bl.a. er om

aftenen og natten, der mangler redskaber til at passe på børnene. Er der et barn, der har risiko for at få

epilepsianfald, er det svært at få bemyndigelse til at anvende epilepsialarmer, der gør, at personalet kan

reagere hurtigere og hjælpe barnet. Derudover er manglen på hensigtsmæssige

sengeheste

stor, da

de yngre børn i målgruppen har brug for tryghed om natten. Sengehestene må ikke have den højde det

kræver, fordi det blive betragtet som indespærring af barnet, hvis siderne er tilstrækkeligt høje. Medar-

bejdere og ledere mener, at det er misforstået og i stedet burde være et udtryk for sikkerhed og omsorg

for barnet. Er siderne ikke tilstrækkeligt høje på sengehestene, kan barnet falde ud og slå sig, være vå-

gen hele natten og sågar holde de øvrige anbragte børn vågne, fordi det ikke selv kan finde ro. Dette

skaber store frustrationer, da medarbejderne føler et pædagogisk svigt, idet de ikke kan beskytte bar-

net tilstrækkeligt om natten. Et socialtilsyn påpeger hertil, at de sagtens kan forstå problemstillingen,

men at dette ikke ændrer på, at børnene ikke må være indespærret. Det pågældende socialtilsyn påpe-

ger, at de er bekendte med enkelte institutioner, der har løst de manglende handlemuligheder med at

lade barnet sove i et puderum. På den måde lander barnet blødt, hvis det skulle finde på at rejse sig op

og ende med at falde ud.

Yderligere oplever ledere og medarbejdere, at det er svært at passe på de anbragte børn og unge inden

for målgruppen, når og hvis de bevæger sig uden for institutionen. De anbragte børn og unge i mål-

gruppen tænker ikke nødvendigvis over konsekvenserne ved at åbne døren og gå udenfor, hvilket kan

føre til, at de mister orienteringen og bliver væk. I sådanne tilfælde gives der udtryk for, at institutio-

nerne mangler

GPS-lignende redskaber,

der kan spore børnene for deres egen sikkerheds skyld. Idet

det ikke er muligt at aflåse dørene, kan de anbragte børn og unge i målgruppen frit bevæge sig væk fra

institutionen, hvilket skaber store dilemmaer for personalet, da de føler sig magtesløse i forhold til at

varetage barnets omsorg og beskyttelse i sådanne situationer

Anbragte børn og unge med funktionsnedsættelser kan desuden have behandlingskrævende sygdomme,

der kræver

medicin.

Det kan være svært for medarbejderne at sikre, at de får medicinen, i tilfælde

hvor de ikke ønsker det. I interviewene giver en myndighedschef og et socialtilsyn udtryk for, at det kan

være svært for både plejefamilier og personale at medicinere de anbragte børn og unge, når de mod-

sætter sig, da de kun kan medicinere med samtykke og fuld frivillighed. Denne manglende handlemulig-

hed gør, at plejefamilier samt personalet har svært ved at sikre barnet eller den unge den kontinuerlige

sundhedsmæssige behandling, der er behov for. Myndighedschefen og socialtilsynet anbefaler hertil, at

§ 3 udvides således, at lægeordineret medicin og børnevaccinationsprogrammer placeres herunder, da

det vil hjælpe plejefamilierne og personale med at kunne beskytte og drage omsorg for anbragte børn

og unge med funktionsnedsættelse.

6.2 Overordnet vurdering af voksenansvarslovens betydning

Som nævnt viser opgørelser, at antallet af indberetninger om magtanvendelse er faldet fra 2015 til

2018. Både ledere og medarbejdere på delvis lukkede afdelinger og åbne institutioner samt ledere fra

socialtilsyn vurderer, at voksenansvarsloven har bidraget til, at der er sket et sådant fald i antallet af

magtanvendelser. I dette afsnit belyses det, hvilken betydning ledere og medarbejdere på anbringelses-

steder, plejefamilier og familieplejekonsulenter samt myndighedschefer og socialtilsyn oplever, at vok-

senansvarsloven overordnet set har haft, og hvorfor nogle oplever, at vedtagelsen af voksenansvarslo-

ven har bidraget til at begrænse antallet af magtanvendelser.

Overordnet betoner nogle primært forhold omkring voksenansvarsloven, herunder implementeringen af

loven, når de fremhæver voksenansvarslovens betydning, mens andre primært lægger vægt på forhold

ved selve loven, herunder formuleringen af loven, som udslagsgivende for voksenansvarslovens betyd-

ning. Disse forskellige typer af forhold gennemgås i det følgende.

Det er ikke under interview kommet frem, hvorvidt medarbejdere og plejefamilier har en oplevelse af at kunne anvende voksenansvarslovens § 17 i disse

tilfælde.

I interview fremhæves, at voksenansvarsloven har bidra-

get til at skabe et

øget og skærpet fokus

på at undgå

Den [voksenansvarsloven] er med til at

magtanvendelse. Der er en oplevelse af, at voksenan-

tale ind i en dagsorden om, at vi altid skal

svarsloven har understøttet udviklingen af en dagsorden

forsøge os med andre veje end magtan-

med fokus på, at anbringelsesstederne skal søge at be-

vendelse. Hvis ikke den var der, så ville

nytte sig af andre muligheder end magt, når de drager

det være op til den enkelte pædagog.

omsorg for anbragte børn og unge. Med andre ord oplever

(Leder åben institution)

flere af de interviewede, at opmærksomheden omkring

vedtagelsen af loven har været gavnlig i forhold til at ned-

bringe antallet af magtanvendelser. Flere nævner dog samtidig, at de også allerede inden voksenan-

svarsloven var opmærksomme på at tænke i de baner. Ligeledes er der nogle som peger på, at det ikke

er loven i sig selv, men snarere

uddannelse og opkvalificering

i forlængelse af vedtagelsen af vok-

senansvarsloven, som har bidraget til at forebygge og nedbringe antallet af magtanvendelser. En myn-

dighedschef beskriver eksempelvis, hvordan uddannelse og rådgivning om konflikthåndtering opleves at

bidrage til at mindske antallet af magtanvendelser. Tilsvarende beskriver en leder på en åben institu-

tion, at implementeringen af voksenansvarsloven har bidraget til at løfte vidensniveauet blandt medar-

bejderne og på den måde bidraget til at forebygge antallet af magtanvendelser. En leder på en åben in-

stitution deler dog ikke denne opfattelse og indikerer, at voksenansvarsloven og et øget fokus på magt

ikke bidrager positivt til at styrke omsorgen for anbragte børn og unge, men at der snarere er behov for

et øget fokus på den pædagogiske indsats.

Interviewene viser også, at forhold ved selve loven har betydning for dens virkning. En leder på en åben

institution beskriver eksempelvis, hvordan vedkommende oplever, at voksenansvarsloven er

mindre

rigid

end den tidligere lovgivning på området, når det kommer til at håndtere konflikter ved fælles mål-

tider på institutionerne. På den måde fremhæves det som et positivt element ved lovgivningen, at den

giver større handlerum til medarbejderne i konkrete situationer. Ligeledes indikerer en leder på en an-

den åben døgninstitution, at det er positivt, at voksenansvarsloven, ved at sætte en overordnet retning

for håndteringen af forskellige konfliktsituationer,

tvinger anbringelsesstederne til at reflektere

over deres tilgang. Lederen oplever ikke, at loven er meget tydelig, men at der er plads til fortolkning.

Netop i forhold til tydeligheden af voksenansvarsloven er der i de kvalitative interviews på tværs af an-

bringelsesstederne delte meninger om, hvorvidt det ud fra lovgivningen er tydeligt, hvordan anbringel-

sesstederne må agere i konkrete situationer. Fra flere forskellige typer af anbringelsessteder gives der

udtryk for, at voksenansvarsloven, i højere grad end den tidligere lovgivning på området, er

tydelig

indskærper, hvad der er tilladt samt specificerer, hvad anbringelsesstederne må, ligesom det fremhæ-

ves, at lovens intentioner fremstår tydelige. Hvor flere på den måde giver udtryk for, at lovgivningen på

området er forbedret, er der ligeledes også flere som samtidig betoner, at der fortsat er

plads til for-

bedring

af lovgivningen, når det kommer til lovens tydelighed på nogle punkter. Interviewene viser

også, at det på baggrund af loven kan være svært at udlede, hvilke handlemuligheder der falder ind un-

der omsorgshandlinger, og at der er behov for, at lovgivningen i højere grad tager højde for børn og un-

ges alder samt mentale alder. Derudover italesætter myndighedschefer i forskellige kommuner, at vok-

senansvarsloven kan være svær at forstå for plejefamilierne, og at det vil kræve meget at omsætte lov-

givningen til retningslinjer for håndteringen af konkrete situationer.

Flere fremhæver

vejledningen

til loven som en mulighed for at tage højde for og specificere de gråzo-

ner, som de oplever, at der er i lovgivningen. En familieplejekonsulent i en kommune oplever, at vejled-

ningen har været med til at tydeliggøre nogle forhold, men at den gerne måtte være endnu tydeligere.

Nogle plejefamilier ytrer desuden et ønske om flere eksempler i vejledningen, således at denne i højere

grad kunne benyttes som opslagsværk over, hvad plejefamilierne må og ikke må.

Opsummerende synes anbringelsesstederne generelt positivt stemte over for vedtagelsen af voksenan-

svarsloven, herunder den opmærksomhed på og opkvalificering i forebyggelse af magtanvendelse, som

loven har medført. Ligeledes giver anbringelsesstederne generelt indtryk af, at voksenansvarsloven har

været med til at tydeliggøre lovgivningen på området, selvom flere samtidig oplever, at lovgivningen

fortsat ikke er helt klar. Her efterspørger særligt plejefamilieområdet yderligere vejledning.

6.2.1

Interne skoler og børn og unge i aflastning

I interviewene fremgår det, at medarbejdere og personale oplever udfordringer ved at sikre omsorgen

for

børn og unge i aflastning

og på

interne skoler,

når omsorgen for børnene ikke er indbefattet af

voksenansvarsloven, og der skal anvendes forskellige regler. Et socialtilsyn eksemplificerer dette med,

at i tilfælde hvor en intern skole drives som et samarbejde mellem flere opholdssteder, så gælder magt-

anvendelsesreglerne kun for de anbragte børn og unge, der hører til på opholdsstedet der driver skolen.

Voksenansvarslovens beføjelser gælder ikke de øvrige børn og unge, som kun går i skole, men er an-

bragt på andre opholdssteder. Dette gør det svært for både børnene og personalet, da de ikke kan for-

stå grundlaget for forskelsbehandlingen, hvilket samtidig gør det ekstra kompliceret at gribe ind i situa-

tioner, hvor det kræves. Dette underbygger ledere fra to åbne institutioner, da de bekræfter, at det er

svært at gribe ind i situationer, hvor den ene implicerede er underlagt voksenansvarsloven, og den an-

den ikke er. Episoderne fører dog ofte til, at der gribes ind af hensyn til begge børns sikkerhed, hvilket

resulterer i klager fra forældrene.

En anden udfordring opstår i og med at voksenansvarsloven ikke gælder for børn og unge i aflastning,

men alene børn og unge der er anbragt. Dette mener et socialtilsyn dog er passende, da børn og unge i

aflastning netop ikke er anbragt, hvorfor reglerne bør være forskellige. Omvendt oplever de åbne insti-

tutioner samt andre socialtilsyn, at det gør arbejdet med børn og unge, der er i aflastning, udfordrende,

da børnene og de unge kan have de samme udfordringer, men personalet har ikke den samme hjemmel

til at gribe ind og hjælpe dem. Selvom magtanvendelse ikke gælder for børn og unge i aflastning, frem-

går det af interviewene, at dette i nogle tilfælde alligevel sker for at beskytte og drage omsorg for bør-

nene og de unge. I praksis er der derfor en oplevelse af, at det er problematisk, at børn og unge i af-

lastning er undtaget. Dette tydeliggøres gennem de to nedenstående citater.

[…] børn i aflastning er ikke i lovens forstand ”an-

bragt”, men omvendt er børnenes adfærd og reaktio-

ner, i mange situationer, ikke afvigende fra de an-

bragtes. Dermed opleves aflastningsbørn i de samme

situationer, hvor de fx er til fare for sig selv eller an-

dre, er i besiddelse af euforiserede stoffer eller er

voldsomt destruktive.

(Leder fra Socialtilsyn)

[…] børnene kan have samme forstyrrelse, men

ikke den samme hjemmel til at gribe ind. Nogle

gange er vi nødt til at gribe ind. De fleste i aflast-

ning må det ikke fremkomme (forekomme?), men

det gør det – og det indberetter vi.

(Medarbejder på åben institution)

7. ANBRINGELSESSTEDERNES HÅNDTERING OG LÆRING

AF MAGTANVENDELSER

Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten for anbragte børn og unge må kun foreta-

ges undtagelsesvist. Som nævnt beskrives det i voksenansvarsloven, at magtanvendelse og indgreb

ikke må træde i stedet for en socialpædagogisk indsats. Det beskrives desuden, at magtanvendelse og

andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal registreres og indberettes til anbringende kommune med

kopi til socialtilsynet. Formålet hermed er på den ene side at give anbringende kommune og socialtilsy-

net forudsætninger for at føre henholdsvis personrettet og driftsorienteret tilsyn. På den anden side er

formålet, at registreringen og opfølgningen skal skabe grundlag for læring og forebyggelse af fremtidig

magtanvendelse og andre indgreb.

I dette kapitel er der i

afsnit 7.1

fokus på, hvorvidt personale og plejefamilier er fortrolige med proce-

durerne for registrering og indberetning af magtanvendelse og indgreb. Dernæst er der i

afsnit 7.2

bredere fokus på at afdække, i hvilket omfang og hvordan anbringelsesstederne arbejder med opfølg-

ning, læring og forebyggelse af fremtidig magtanvendelse.

Tabel 7: Kapitlets hovedpointer

•

Langt de fleste er fortrolige med reglerne om, hvad der skal indberettes, hvornår og hvordan (96-98

pct. svarer i høj grad eller i nogen grad).

60 pct. af lederne på de delvis lukkede afdelinger angiver, at de i høj eller i nogen grad oplever ud-

fordringer i forbindelse med registrering og indberetning. Tilsvarende er det halvdelen af lederne på

sikrede institutioner, en tredjedel på åbne institutioner og en fjerdedel hos kommunale plejefamilier.

•

24 timers frist opleves ofte problematisk.

81-96 pct. af lederne på de sikrede institutioner, de delvis lukkede afdelinger og de åbne institutio-

ner svarer i høj grad eller i nogen grad til, hvor ofte de får udtalelse fra de unge inden for 24 timer.

35 pct. at de kommunale plejefamilier svarer i mindre grad eller slet ikke.

•

Ud af 22 tilsendte indberetningsskemaer indeholder ingen en udtalelse fra barnet eller den unge.

Det begrundes ofte med, at barnet eller den unge ikke ønsker at udtale sig.

Hovedparten af medarbejderne oplever, at de følger op på magtanvendelse med henblik på at fore-

bygge fremtidig magtanvendelse (78-81 pct. svarer i høj grad).

Socialtilsyn peger dog på, at læringen kan styrkes ved i højere grad af inddrage udtalelser

fra de implicerede børn og unge samt ved i højere grad at gøre brug af refleksionsskemaet i

den frivillige del af indberetningsskemaet.

•

På institutionerne arbejder man med generel forebyggelse af magtanvendelse gennem opkvalifice-

ring, fokus på pædagogisk indsats og opbygning af viden samt deling heraf.

Plejefamilier har en mindre systematisk tilgang til at arbejde med forebyggelse generelt.

Interviewmaterialet peger også på dårligere forudsætninger herfor hos plejefamilier på

grund af færre muligheder for sparring og støtte.

7.1 Håndtering af registrering og indberetning

En del af den praktiske anvendelse af voksenansvarsloven gælder også bestemmelser om registrering

og indberetning af indgreb. Voksenansvarslovens § 21 beskriver, at magtanvendelse eller andre indgreb

i anbragte børn eller unges selvbestemmelsesret efter §§ 8-14, § 16 og § 19 og magtanvendelse i øvrigt

skal registreres og indberettes til anbringende kommune samt til det socialtilsyn, der fører driftsoriente-

ret tilsyn med det pågældende anbringelsessted. Barnet eller den unge, der har været udsat for en

magtanvendelse eller et indgreb i selvbestemmelsesretten, skal orienteres og have mulighed for at ud-

tale sig om episoden.

Figuren herunder viser, i hvilken grad medarbejderne angiver at være fortrolige med indberetningsplig-

ten i forhold til, hvad der skal indberettes, hvornår og hvordan. Figuren viser et ret ensartet billede på

tværs af typerne af anbringelsessted. Mellem 60 pct. og 71 pct. svarer i høj grad, mens yderligere 27

pct. til 37 pct. svarer i nogen grad. Der er således ret få medarbejdere på de sikrede, de delvis lukkede

afdelinger, de åbne institutioner og blandt kommunale plejefamilier, som angiver, at de i mindre grad

eller slet ikke er fortrolige med indberetningspligten.

Figur 27: I hvilken grad vurderer du, at du er fortrolig med indberetningspligten forstået på den måde, at du ved

hvad der skal indberettes, hvornår og hvordan?

Figuren herunder viser, i hvilken grad lederne (som er ansvarlige for indberetning) på de forskellige ty-

per af anbringelsessteder oplever udfordringer i forbindelse med registrering og indberetning af magtan-

vendelse og indgreb. På de sikrede institutioner svarer halvdelen af lederne, at de i høj eller i nogen

grad oplever udfordringer, mens det på delvis lukkede afdelinger er 60 pct., der svarer i høj eller i no-

gen grad

. På de åbne institutioner er det en tredjedel, der svarer i høj eller i nogen grad, mens det

blandt de kommunale plejefamilier er 26 pct.

Det skal påpeges, at resultaterne for sikrede institutioner og delvis lukkede afdelinger bygger på et meget lavt n, da der kun er ganske få af disse institu-

tionstyper.

Figur 28: I hvilken grad oplever du udfordringer i forbindelse med registrering og indberetning af magtanven-

delse og indgreb?

Figuren herunder viser, hvor ofte medarbejderne angiver, at de får en udtalelse om magtanvendelsen

eller indgrebet fra det implicerede barn/den unge, som det er foreskrevet i voksenansvarsloven. Langt

hovedparten af lederne på de sikrede institutioner, de delvis lukkede afdelinger og de åbne institutioner

svarer i høj eller i nogen grad til, at det som oftest lykkes. Blandt de kommunale plejefamilier er der

derimod over en tredjedel, der svarer slet ikke eller i mindre grad. Interviewene med socialtilsynene vi-

ser også, at flere tilsyn oplever, at der generelt ofte mangler udtalelser fra barnet eller den unge i ind-

beretningerne. De forholder sig ikke til, om det er en særlig problematik for bestemte typer af anbrin-

gelsessteder.

Figur 29: Vi får oftest børnene/de unges udtalelse om hændelsen inden for de fastsatte 24 timer

Som en del af evalueringen er der indhentet konkrete indberetningsskemaer fra delvis lukkede afdelin-

ger, åbne institutioner og kommunale plejefamilier. Vi har modtaget 22 indberetningsskemaer i alt. In-

gen af dem indeholder udtalelser om episoden fra det barn eller den unge, der har været genstand for

indgrebet eller magtanvendelsen. I beskrivelserne er der dog ofte kommentarer som, at barnet eller den

unge ikke ønsker at udtale sig, at de er uenige i, at indgrebet var nødvendigt, at de ikke bryder sig om

indgrebet eller andet.

Det generelle billede fra de kvalitative interview er, at de fleste er fortrolige med procedurerne for regi-

strering og indberetning, ligesom de også peger på, at det praktiske med selve indberetningen fungerer.

Det er forskelligt, om det er den enkelte medarbejder selv, der foretager indberetningen, eller om det er

en leder. Dog påpeger interviewpersoner på både delvis lukkede afdelinger og åbne institutioner, at 24

timers fristen kan være vanskelig at efterleve i alle tilfælde. Der peges på, at det kan være svært at nå

at inddrage alle parter inden for denne frist. Eksempelvis kan det være nødvendigt, at barnet eller den

unge skal falde til ro, før medarbejderne kan få dem til at reflektere over hændelsen og komme med en

udtalelse Derudover nævner flere, at det er et problem, hvis magtanvendelsen finder sted fredag aften,

hvor lederen er gået på weekend. De udtrykker i den sammenhæng også forundring over, at indberet-

ningen i det tilfælde skal være afsendt til anbringende kommune inden udgangen af lørdag, når de kom-

munale medarbejdere også holder weekend. Socialtilsynenes oplever kvaliteten af indberetningerne lidt

forskellig. Interviewene peger på, at nogle af tilsynene oplever betydelige fejl og mangler i indberetnin-

gerne. Det handler især om manglende udtalelse fra barnet eller den unge. Andre tilsyn oplever, at de

fleste indberetninger er udfyldt korrekt.

7.2

Opfølgning, læring og forebyggelse

Spørgeskemaundersøgelsen gennemført blandt medarbejdere på sikrede institutioner, delvis lukkede

afdelinger og åbne institutioner viser, at medarbejderne i høj grad oplever, at de følger op på magtan-

vendelse og andre indgreb.

Figur 30: Oplevelsen af, i hvilken grad der følges op på magtanvendelse og andre indgreb blandt medarbejdere

på sikrede institutioner, delvis lukkede afdelinger og åbne institutioner og opholdssteder

Som illustreret i figuren herover giver mellem 78 pct. og 81 pct. af medarbejderne udtryk for, at de i høj

grad følger op på magtanvendelse. Lidt flere medarbejdere på åbne institutioner end på delvis lukkede

afdelinger og sikrede institutioner angiver, at de ikke ved, i hvilket omfang der følges op. Det gælder for

9 pct. af de medarbejdere på åbne institutioner, som har besvaret spørgeskemaet. Det kan skyldes, at

der på åbne institutioner generelt foretages færre magtanvendelser end på delvis lukkede afdelinger og

sikrede institutioner, hvorfor ikke alle medarbejdere nødvendigvis har oplevet magtanvendelse og derfor

ved, hvorvidt der følges op på dem.

Interviewene med ledere og medarbejdere på de forskellige anbringelsessteder samt plejefamilier, fami-

lieplejekonsulenter og socialtilsyn underbygger resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen, idet der

også blandt interviewpersonerne generelt er en oplevelse af, at der oftest følges op på magtanvendelse

og andre indgreb. I dette afsnit belyses det, hvorvidt og hvordan de forskellige anbringelsessteder følger

op på og søger at lære af de magtanvendelser, som finder sted på anbringelsesstederne. Ligeledes kom-

mer afsnittet ind på det oplevede udbytte af opfølgningen på magtanvendelserne, herunder hvorvidt

magtanvendelse bidrager til at skabe læring på anbringelsesstederne og styrke arbejdet med at fore-

bygge magtanvendelse fremadrettet. Afslutningsvis beskrives det, hvordan anbringelsesstederne gene-

relt arbejder med at forebygge konflikter, og hvorvidt medarbejdere og plejefamilier opleves at være

kompetente og klædt på til at løfte denne opgave.

7.2.1

Opfølgning på magtanvendelser på institutioner og afdelinger

Interviewene indikerer, at der på tværs af institutioner og afdelinger er relativt stor forskel på, hvor sy-

stematisk opfølgningen på magtanvendelse gennemføres. Et socialtilsyn peger på, at systematikken ikke

nødvendigvis afhænger af institutionernes størrelse, og interviewene indikerer ligeledes ikke, at syste-

matikken er sammenhængende med anbringelsestypen, dvs. hvorvidt der er tale om en åben institution

eller en delvis lukket afdeling. På nogle af de åbne institutioner foretages sjældent eller aldrig magtan-

vendelse og/eller andre indgreb og derfor kan medarbejderne her i mindre grad forholde sig til, hvordan

de typisk følger op på magtanvendelse.

På tværs af alle interviewede institutioner og afdelinger,

hvordan man tackler den unge, som har væ-

der har erfaring med magtanvendelse, gives der dog ud-

ret i høj arousal. Det er jo magtanvendelse,

tryk for, at første skridt i opfølgningen på magtanvendelse

vi tyer til, når vi har været igennem alle de

er, at de involverede medarbejdere

registrerer

magtan-

andre metoder. Det kunne jo være, at en af

vendelsen i samarbejde med en leder. Tilsvarende frem-

de andre medarbejdere har haft en ople-

hæver hovedparten af de interviewede, at magtanven-

velse, som lykkedes med at få talt vedkom-

delse

drøftes

blandt medarbejdere og ledere samt gen-

mende ned – så deles det her.

nemgås på personalemøder, afdelingsmøder og/eller stor-

(Medarbejder på en delvis lukket afdeling)

møder. Her er der blandt andet fokus på, hvorvidt medar-

bejderne kunne have håndteret situationen anderledes, hvad medarbejderne må gøre i den givne kon-

fliktsituation, og hvordan børnene/de unge skal håndteres fremadrettet. Temaer som disse kan også

drøftes i forbindelse med supervision, hvilket også af flere fremhæves som et ofte brugt forum for op-

følgning på magtanvendelse. Hyppigheden af møder, hvorpå magtanvendelserne drøftes og følges op,

varierer på tværs af anbringelsesstederne. På nogle anbringelsessteder er der tale om månedlige mø-

der, mens der på andre anbringelsessteder afholdes personalemøder hver 14. dag, hvor de seneste

magtanvendelser drøftes. Endvidere nævnes det, at der på et anbringelsessted er evalueringstid om af-

tenen, hvor magtanvendelse kan tages op. Nogle medarbejdere beskriver, hvorledes karakteren af

magtanvendelse og situationen er afgørende for, hvor hurtigt der efterfølgende er behov for en opfølg-

ning.

Det er på personalemøderne, vi snakker om,

I forlængelse af særligt

voldsomme situationer

er der på nogle anbringelsessteder praksis for, at le-

dere relativt kort tid efter en magtanvendelse afholder en debriefing med de involverede medarbejdere,

hvor medarbejderne taler situationen igennem med hinanden og lederen, eller at medarbejdere og/eller

ledere kontakter hinanden telefonisk med henblik på at tale situationen igennem. Tilsvarende giver

nogle medarbejdere udtryk for, at der i forbindelse med voldsomme situationer er mulighed for at få

psykologhjælp. På et anbringelsessted beskrives et IT-system, hvor medarbejdere kan beskrive de vold-

somme situationer med et højt konfliktniveau, samt hvor udfordrede situationerne har været på et per-

sonligt og pædagogisk plan. Endelig beskriver flere medarbejdere og ledere, at

samtaler med børn og

unge

er en væsentlig del af opfølgningen på magtanvendelse.

Under interview beskrives formålet med opfølgningsaktiviteterne som at

minimere antallet af magt-

anvendelser,

men også at

drage omsorg for børn og unge samt medarbejdere.

Medarbejdere og

ledere oplever generelt, at opfølgningen er med til at forebygge magtanvendelse, idet de drøfter, hvad

der virker og ikke virker i håndteringen af givne situationer og kan inspirere hinanden i forhold til alter-

native handlemuligheder i tråd med citatet ovenfor. En leder på en åben institution fortæller i den for-

bindelse, at opfølgningen på magtanvendelse løbende bidrager til at skabe en bedre forståelse af barnet

og indikerer, at det derigennem bliver muligt at forebygge nogle magtanvendelser, selvom magtanven-

delse ikke kan undgås helt. Også aftaler og forholdsregler, som vedtages i forbindelse med opfølgningen

på magtanvendelse, kan bidrage til at forebygge fremtidig magtanvendelse. Konkret fortæller en leder

på en anden åben institution eksempelvis om en situation, hvor de besluttede, at to unge fremadrettet

skulle adskilles for at undgå konfrontationer mellem dem, samt at knive i den ene bo-afdeling skulle

fjernes.

Samtalerne med børn og unge kan desuden være med til at

forebygge splid

og er vigtige, bl.a. fordi

det ellers let kan opleves som nedværdigende for et barn eller en ung, hvis vedkommende har oplevet

en magtanvendelse og ikke får talt denne igennem med en medarbejder efterfølgende. Samtidig oplever

medarbejdere, at samtalerne med børn og unge i forlængelse af magtanvendelse er med til at vise børn

og unge, at medarbejderne lytter til dem. Også medarbejderne kan have gavn af opfølgningen. Dette

kommer til udtryk ved, at de

arbejdsmiljømæssige forhold

relateret til, hvordan medarbejderen har

det efter en magtanvendelse, betones af flere ledere og medarbejdere under interview. På den bag-

grund forekommer udbyttet af opfølgningen på magtanvendelse at være relateret til både forebyggelse,

omsorg for børn og unge samt medarbejderpleje.

7.2.2

Opfølgning på magtanvendelse i plejefamilier

Opfølgningen på magtanvendelse i plejefamilierne adskiller sig fra opfølgningen på institutionerne, da de

befinder sig i et mindre miljø, hvor der ikke på samme måde er kolleger og/eller en leder tæt på, som

det er muligt at sparre og drøfte magtanvendelsen med. I stedet giver flere plejefamilier og familiepleje-

konsulenter udtryk for, at plejefamilierne benytter familieplejekonsulenten eller ekstern supervision til

opfølgning på konfliktsituationer og/eller magtanvendelse. Samtidig må det antages, at plejefamilier

sjældnere end de andre typer af anbringelsessteder oplever konfliktsituationer, hvor magtanvendelse er

nødvendig.

På tværs af kommuner, hvorfra plejefamilier er interviewet, synes der at være

forskellig praksis

i for-

hold til indberetning af magtanvendelse og opfølgning herpå. På baggrund af interviewene kan det ikke

direkte udledes, hvorvidt dette skyldes, at plejefamilierne fra nogle af de kommuner, som vi har talt

med, har gjort brug af magtanvendelse og derfor indberettet magtanvendelsen, mens plejefamilier fra

andre kommuner ikke har, eller om det skyldes, at plejefamilierne i nogle af kommunerne i lavere grad

er bekendte med, hvad der udgør en magtanvendelse eller et indgreb, og hvad de derfor skal indbe-

rette.

I tråd med resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen vedrørende plejefamiliernes fortrolighed med

loven beskrevet i kapitel 4 kan det dog tyde på, at

manglende fortrolighed

med loven kan være årsa-

gen til, at der i to af de fire kommuner, hvorfra plejefamilier er interviewet til undersøgelsen, gives ud-

tryk for, at der ikke er foretaget eller indberettet magtanvendelser. Under interviewene med nogle af

plejefamilierne, som giver udtryk for, at de ikke har foretaget eller indberettet magtanvendelser, drøftes

egne tidligere eksempler på håndteringen af konfliktsituationer, der kunne tendere til at udgøre magtan-

vendelse. En myndighedschef fortolker i forlængelse heraf fraværet af indberetninger som potentielt

sammenhængende med, at plejefamilier kan være

nervøse for konsekvenserne

af at foretage en ind-

beretning, herunder om de kan fortsætte som plejefamilie. Dette giver plejeforældre også selv udtryk

for og beskriver fraværet af indberetninger som potentielt forårsaget af berøringsangst og en bekymring

for at blive afskediget som plejefamilie. I forhold til evaluering af opfølgning på magtanvendelse betyder

det, at nogle af plejefamiliernes udtalelser alene er hypotetiske forstået på den måde, at de forholder

sig til, hvad de

ville

gøre for at følge op på en magtanvendelse, såfremt det skulle blive nødvendigt.

Plejeforældre i en kommune giver udtryk for, at de hellere vil indberette for meget end for lidt. Dette

både for at sikre læring som følge af konfliktsituationerne, hvor familieplejekonsulenten kan vejlede ple-

jefamilierne i, hvordan de alternativt kan håndtere situationerne og for at sikre kommunens opbakning

til de handlinger, de foretager. En familieplejekonsulent og nogle plejeforældre taler om, at det at ind-

berette en magtanvendelse kan bidrage til at give plejeforældrene ”rygdækning” for de handlinger, de

har foretaget. Det giver plejeforældrene

tryghed,

at familieplejekonsulenterne læser indberetningerne

igennem og forholder sig til dem. Under interviewene beskrives denne praksis som værende baseret på

et højt niveau af gensidig tillid, hvor plejefamilierne har tillid til, at konsulenten alene vil støtte og vej-

lede på baggrund af indberetningerne. På den anden side har familieplejekonsulenten tillid til, at plejefa-

milierne gør hvad de kan for at sikre omsorg for børnene. I tillæg til læring og opbakning kan plejefor-

ældre være interesserede i at bruge familieplejekonsulenten for at få støtte til håndteringen af konflikt-

situationer. En plejeforælder fortæller eksempelvis om, hvordan vedkommende henvendte sig til familie-

plejekonsulenten i forlængelse af en magtanvendelse, fordi vedkommende oplevede at være ”ude

i to-

vene følelsesmæssigt”

efter situationen. På samme måde som medarbejdere på institutioner kan have

behov for opfølgning med kolleger og ledere i forlængelse af voldsomme situationer, synes det således

centralt, at plejeforældre har muligheden for at drøfte magtanvendelse fra et personligt perspektiv.

7.2.3

Potentialer for styrket læring som følge af opfølgning på magtanvendelse

Under interview med socialtilsyn gives der udtryk for, at indberetninger i sig selv ikke virker fremmende

for læring og forebyggelse, men at det

fokus på opfølgning,

som indberetningerne skaber, er med til

at skabe refleksioner og fagligt udbytte. I forlængelse heraf fremhæver et socialtilsyn derfor to forhold

relateret til indberetninger, som potentielt kan bidrage til at styrke læring og forebygge magtanven-

delse.

Det ene forhold vedrører

børn og unges udta-

lelser

i forbindelse med magtanvendelse. Som

tidligere belyst fremhæver flere socialtilsyn, at

udtalelser fra børn og unge ofte ikke indgår i ind-

beretningerne af magtanvendelse. Når børn og

unge ikke udtaler sig i forbindelse med en magt-

anvendelse, kan det betyde, at medarbejdere og

plejefamilier ikke får indblik i børnenes perspekti-

ver på, hvordan lignende magtanvendelser kan

undgås fremadrettet.

Vi kigger meget efter, i hvor høj grad de laver opfølgning

med barnet/den unge, så de kan give sin version af det

skete. Vi ser stadig en del indberetninger uden barnets

perspektiv på dét, der er sket. Det er ikke altid så godt.

Både ift. at barnet har ret til at blive inddraget i det, der

vedrører dem selv, og i et forebyggelsesperspektiv – Hvad

skal vi gøre en anden gang? Hvad er bedst for dig? Det er

ikke alle, der er gode til at anvende barnet som en del af

forebyggelsen. Der er den del, som kan blive bedre.

(Leder Socialtilsyn)

En højere grad af inddragelse af børn og unges udtalelser i indberetningerne beskrives derfor af et soci-

altilsyn, som en mulighed for at styrke forebyggelsen af magtanvendelse, jf. citatet til højre.

Det andet forhold vedrører

refleksionsskemaet.

Her oplever et socialtilsyn, at anbringelsesstederne

generelt ikke udfylder refleksionsskemaet, da det ikke er obligatorisk som tidligere. Dette ærgrer social-

tilsynet, eftersom der i skemaet findes flere temaer, som det er relevant for anbringelsesstederne at

forholde sig til i forbindelse med en opfølgning. I refleksionsskemaet kan det eksempelvis beskrives,

hvorvidt der er elementer ved forløbet, som kunne være håndteret anderledes, og hvorvidt der er plan-

lagt eller iværksat foranstaltninger for at forebygge lignende situationer fremover. Selvom anbringelses-

stederne ikke udfylder refleksionsskemaet, indikerer ovenstående afsnit dog, at i hvert fald nogle an-

bringelsessteder mundtligt drøfter temaerne på eksempelvis personalemøder. Dette kommer til udtryk

ved, at netop alternative handlinger drøftes i visse personalegrupper, ligesom magtanvendelse har givet

anledning til, at der tages yderligere forholdsregler i konkrete situationer.

7.2.4

Fokusområder i forebyggelsen af magtanvendelse

Opfølgning på magtanvendelse beskrives dog alene som en af flere måder, hvorpå anbringelsesstederne

arbejder på at forebygge magtanvendelse samt nedtrappe og deeskalere konflikter. I tillæg til opfølg-

ning fremhæves også andre fokusområder, der har til hensigt at styrke konflikthåndteringen. Disse fo-

kusområder belyses i dette afsnit og efterfølgende beskrives anbringelsesstedernes oplevede kompeten-

cer til at arbejde forebyggende, når det kommer til konflikthåndtering.

På flere af de delvis lukkede afdelinger fremhæves det, at forskellige former for

opkvalificering

medarbejdere bidrager til at forebygge magtanvendelse. Her nævnes uddannelse i konflikthåndtering,

psykofysisk træning og et kursus i at takle unge, som befinder sig i høj ’arousal’. I tillæg til opkvalifice-

ringen italesættes brugen af

pædagogiske værktøjer

på tværs af delvis lukkede afdelinger som vig-

tige redskaber til at forebygge magtanvendelse. I det daglige oplever medarbejdere og ledere at kunne

forebygge nogle magtanvendelser ved hjælp af at være opmærksomme på deres kommunikation og

kropssprog, ved at være grænsesættende, tale de unge ned, arbejde med en anerkendende tilgang og

ved at have strategier for at italesætte konfliktsituationer, før de udspiller sig. Også

videndeling

på

tværs af medarbejdere opleves som en mulig vej til at forebygge magtanvendelse. Via løbende drøftel-

ser og eksempelvis et dagbogssystem med farvekoder over de unges humør, som registreres på dags-

basis, kan medarbejderne klæde hinanden på til at varetage omsorgsopgaven for de unge på en måde,

hvor magtanvendelse i højere grad opleves at blive forebygget.

På åbne institutioner gengives overordnet de samme fokusområder i arbejdet med at forebygge magt-

anvendelse som på delvis lukkede afdelinger. Eksempelvis fremhæver en leder på en åben institution

ligeledes kurser i konflikthåndtering og dermed betydningen af opkvalificering af medarbejderne. Under

interview med ledere og medarbejdere på åbne institutio-

ner betoner flere dog også særligt den

pædagogiske ind-

Nyansatte skal ikke gå ind i konflikter. De

sats

i sig selv og herunder særligt opbygningen af

gode

skal ikke være konfronterende eller ad-

relationer

til børn og unge som forebyggende elementer.

færdsregulerende. Man skal være nys-

En leder fortæller eksempelvis om, hvordan anbringelses-

gerrig og spørge åbent ind. Man kan ikke

stedets pædagogiske tilgang baseret på at lytte til samt at

noget med de her børn, hvis man ikke

se og høre barnet virker nedtrappende, ligesom de på an-

har en relation til dem.

bringelsesstedet har særligt fokus på at give børnene nogle

(Leder åben institution)

redskaber, så situationerne ikke opstår igen.

Medarbejdere på en anden åben døgninstitution fortæller om, hvorledes det at kende børnene godt kan

virke forebyggende, og at de indledningsvis i barnets forløb taler med barnet om, hvad vedkommende

har behov for, når han/hun bliver sur. Vigtigheden af relationen til barnet/den unge betyder, at der på

et anbringelsessted er særligt fokus på, at medarbejdere kan trække sig fra en situation, hvis en kon-

flikt er ved at opstå, for at blive erstattet af en anden medarbejder, som har en bedre relation til barnet.

På et andet anbringelsessted betyder vigtigheden af relationen, at nyansatte har en mere begrænset

rolle, jævnfør citatet til højre. Endelig peger et anbringelsessted på, at et godt

kendskab til børn og

unges diagnoser

kan virke forebyggende og bidrage til konfliktnedtrapning. En leder fortæller, hvor-

dan viden om en ungs diagnose kan gøre medarbejderne bedre i stand til at identificere, hvordan den

unge har det og samtidig øge opmærksomheden på potentielle konfliktsituationer. På anbringelsesstedet

underviser en psykiater derfor medarbejderne i børn og unges diagnoser.

Interviews med plejefamilier og familieplejekonsulenter indikerer, at der i lavere grad er fokus på sær-

lige tiltag for at forebygge konflikter og magtanvendelse ud over den opfølgning, som finder sted, efter

der har været en konflikt eller en magtanvendelse. Dette underbygges af, at socialtilsynene oplever, at

der er en

lavere grad af systematik

forbundet med at forebygge magtanvendelse i plejefamilier sam-

menlignet med institutioner. Plejefamilier fra en kommune kommer dog som de eneste ind på, hvordan

et kursus i mentalisering har gjort dem bedre i stand til at forebygge konflikter, ved eksempelvis at gøre

dem opmærksomme på, at det i nogle situationer ikke er gavnligt at fortsætte med at diskutere med

barnet. Ligeledes fremhæver disse plejefamilier, at et godt kendskab til barnet kan være med til at fore-

bygge, at konflikter eskalerer, og at samtaler med barnet vedrørende barnets følelser og oplevelser kan

hindre, at nogle situationer udvikler sig til konflikter.

Det lavere fokus på forebyggelse og nedtrapning af konflikter i plejefamilierne kan muligvis udspringe

af, at nogle plejefamilier i lavere grad har kompetencerne til at varetage denne opgave. På tværs af so-

cialtilsyn gives der udtryk for en bekymring for, at plejefamilier generelt ikke er klædt tilstrækkeligt på

til at forebygge magtanvendelse. Denne bekymring understøttes til dels af, at plejefamilierne er den an-

bringelsestype, som i lavest grad har deltaget i opkvalificeringsforløb med fokus på forebyggelse af

magtanvendelse, hvor 21 pct. af de almindelige plejefamilier og 45 pct. af de kommunale plejefamilier

angiver at have deltaget i sådanne forløb, jævnfør resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen belyst i

kapitel 4. Socialtilsynene beskriver, hvordan de oplever, at plejefamilier i højere grad agerer, som foræl-

dre ville gøre i en ”almindelig familie”, at deres tilgang er mindre metodisk og i højere grad baseret på

personlighed, samt at det ofte er personafhængigt, hvorvidt en plejefamilie har kompetencerne til at fo-

rebygge magtanvendelse. Hovedparten af de interviewede plejefamilier giver imidlertid selv udtryk for,

at de føler sig klædt på til at nedtrappe konflikter. En plejeforælder nævner dog også vigtigheden af

ekstern supervision, for at vedkommende kan føle sig klædt på til at forebygge konflikter. Her oplever

plejeforælderen, at den eksterne supervision bidrager til at sikre et fokus på pædagogikken i frustre-

rende situationer.

Flere socialtilsyn oplever derimod, at medarbejderne på institutioner generelt har kompetencerne til at

forebygge magtanvendelse. Her beskriver et socialtilsyn, at de fleste har kompetencerne til at arbejde

forebyggende, mens et andet socialtilsyn oplever, at det varierer meget fra sted til sted og fra medar-

bejder til medarbejder. Et tredje socialtilsyn oplever, at et særligt ledelsesfokus på forebyggelse er afgø-

rende for, hvorvidt institutionerne har kompetencerne til at arbejde forebyggende, mens også persona-

lesammensætningen på institutionerne i form af andelen af pædagogisk uddannet personale fremhæves

som en central faktor. Flere socialtilsyn kommer i forlængelse heraf også ind på, at der fortsat er mulig-

hed for forbedring ift. at styrke medarbejdernes kompetencer inden for forebyggelse, til trods for at so-

cialtilsynene oplever, at der i løbet af de seneste år er sket en klar forbedring, hvor antallet af magtan-

vendelser er faldet.

Medarbejdere og ledere på institutioner fremhæver også selv, at kurser i konflikthåndtering og den pæ-

dagogiske uddannelse er afgørende for deres kompetencer til at arbejde forebyggende. På tværs af an-

bringelsessteder giver medarbejderne samtidig udtryk for, at de oplever at være klædt på til at arbejde

forebyggende.

Opsummerende synes delvis lukkede afdelinger og åbne institutioner således generelt at arbejde med

nogle af de samme fokusområder, når det kommer til at forebygge magtanvendelse, herunder opkvalifi-

cering, en stærk pædagogisk indsats samt opbygning af viden og videndeling. Ligeledes vurderes med-

arbejderne på institutionerne generelt at være klædt på til at løfte det forebyggende arbejde, mens

kompetencerne dog forventes at variere på tværs af anbringelsessteder og medarbejdere. I plejefamili-

erne fremtræder et mindre systematisk fokus på forebyggelse, hvilket også formodes at hænge sam-

men med, at behovet for at forebygge magtanvendelse generelt er mindre, da målgruppen af børn og

unge anbragt i plejefamilier overordnet adskiller sig fra målgruppen anbragt på institutioner.

8. BILAG

Appendix 1: Evalueringsmatrice

Appendix 2: Metodenotat

APPENDIX 1: EVALUERINGSMATRICE

Tabel 8: Evalueringstemaer og -spørgsmål

Formål

Evalueringstema

Evalueringsspørgsmål

Har loven givet plejefamilier, personale og myndighedssagsbehandlere

tilstrækkelig klarhed over ansvar og handlemuligheder til, at de kan

handle efter dens indhold og intentioner?

Lovens klarhed

Er rådgivende aktører fortrolige med bestemmelser samt deres fortolk-

ning og afvejning af hensyn?

Er der hos plejefamilier, personale og myndighedssagsbehandlere klar-

hed over, hvilke dele af loven der gælder for hvilke typer anbringelses-

steder?

Anvendes loven i praksis efter dens indhold og intentioner?

Lovens

klarhed og

anvendelse

Lovens anvendelse

Hvordan håndteres registrering, indberetning og opfølgning på magtan-

vendelser og andre indgreb i anbringende kommuner og på anbringel-

sessteder?

Hvordan er voksenansvarsloven implementeret?

Implementering

I hvilket omfang har personale og plejefamilier deltaget i opkvalifice-

rende aktiviteter?

Har anbringende kommuner, alm. plejefamilier, kommunale plejefami-

lier, opholdssteder og døgninstitutioner fået de nødvendige, tilstrække-

lige og hensigtsmæssige redskaber til at drage omsorg for og beskyt-

telse af anbragte børn og unge?

Hvilken særlig betydning har de udvidede beføjelser?

Har plejefamilier og personale i arbejdet med børn og unge med funkti-

onsnedsættelser behov for øget brug af teknologier, som kræver sær-

skilt lovhjemmel?

Medfører det udfordringer i praksis, at personalet på anbringelsessteder

og kommunale plejefamilier ikke har hjemmel til at anvende de samme

redskaber over for børn og unge i aflastning, som de kan for anbragte?

Alle indgreb

Udvidede beføjelser

Børn og unge med

psykiske eller fysiske

funktionsnedsættelser

Børn og unge i aflast-

ning er ikke omfattet

af voksenansvarsloven

Nødvendige

redskaber

APPENDIX 2: METODENOTAT

Rambøll har sideløbende i perioden april 2019 til januar 2020 gennemført en evaluering af Lov om vok-

senansvar for anbragte børn og unge samt evaluering af delvis lukkede døgninstitutioner og delvis luk-

kede afdelinger på døgninstitutioner. De to evalueringer har forskelligt fokus og indhold, men har delvist

fagligt overlap. Derfor har dataindsamling været overlappende og gennemført samtidigt. I dette meto-

denotat præsenteres det samlede datagrundlag for evalueringerne.

Evalueringen af både voksenansvarsloven og delvis lukkede afdelinger bygger på et mixed methods de-

sign. Begge evalueringer består således både af en breddekortlægning, baseret på kvantitative data fra

en registerundersøgelse og en spørgeskemaundersøgelse, samt en efterfølgende dybdekortlægning, ba-

seret på forskellige kvalitative datakilder. I dette bilag beskrives både det kvantitative og kvalitative da-

tagrundlag, metoderne for tilvejebringelse heraf, samt udfordringer og begrænsninger forbundet her-

med.

8.1 Spørgeskemaundersøgelse

Det primære datagrundlag for breddeafdækningen i både evalueringen af voksenansvarsloven og de

delvis lukkede afdelinger udgøres af en spørgeskemaundersøgelse. Den samlede målgruppe for begge

evalueringer er anbringelsessteder for anbragte børn og unge. Det drejer sig om følgende tilbudstyper:

•

Almindelige plejefamilier

Kommunale plejefamilier

Private opholdssteder

Åbne døgninstitutioner

Døgninstitutioner, der modtager børn og unge med fysisk og psykiske funktionsnedsættelser

Delvis lukkede afdelinger

Sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger

Interne skoler (der er oprettet på opholdssteder og døgninstitutioner, som er omfattet af evalu-

eringen).

Evalueringen omfatter

ikke

kost- og efterskoler samt netværksplejefamilier.

Spørgeskemaundersøgelsens målgruppe er de fagpersoner inden for disse tilbudstyper, der har ansvar

for at drage omsorg for de anbragte børn og unge. Det inkluderer ledere og medarbejdere på opholds-

steder, medarbejdere på interne skoler knyttet til opholdssteder samt almene og kommunale plejefami-

lier. Derudover inkluderer målgruppen for spørgeskemaundersøgelsen også myndighedssagsbehandlere

i anbringende kommuner.

Spørgeskemaundersøgelsen indhold er tilpasset efter, hvorvidt evalueringen af voksenansvarsloven,

evalueringen af de delvis lukkede afdelinger eller begge evalueringer er relevante for den enkelte re-

spondent. Overordnet er spørgeskemaundersøgelsen således inddelt i tre del-surveys:

•

Del-survey 1: Voksenansvarsloven.

Denne del indeholder spørgsmål om bl.a. kendskab, for-

trolighed med loven samt anvendelse af dens bestemmelser. Denne del af spørgeskemaunder-

søgelsen er udsendt til ledere og derfra også videresendt til medarbejdere på samtlige sikrede

institutioner, delvis lukkede afdelinger og åbne institutioner, alle kommunale plejefamilier og en

repræsentativ gruppe af almene plejefamilier. For alle institutioner er spørgeskemaet udsendt til

ledere via kontaktinformation på tilbudsportalen. Lederne har derefter videresendt skemaet til

medarbejdere via en mail, der indeholdt et link til automatisk oprettelse. Ledere på sikrede

institutioner og delvis lukkede afdelinger blev bedt om at videresende til alle medarbejdere,

imens ledere på åbne institutioner blev bedt om at videresende til to almindelige medarbejdere

(ikke afdelingsledere eller lignende). Kontaktoplysninger på plejefamilier blev leveret i et udtræk

fra Socialstyrelsen. Spørgeskemaet blev sendt til alle kommunale plejefamilier via plejeforældre-

nes private e-mail. Blandt almindelige plejefamilier blev der tilfældigt udtrukket en stikprøve på

800 familier, som ligeledes fik tilsendt skemaet via plejeforældrenes private e-mail. I forbindelse

med udsendelsen til almene plejefamilier meldte nogle tilbage, at de ikke længere havde pleje-

børn eller at de kun havde plejebørn i aflastning. Disse blev slettet som respondenter og indgår

ikke i evalueringen.

•

Del-survey 2: Delvis lukkede afdelinger.

Denne del indeholder spørgsmål om kendetegn,

målgruppe, indsats og resultater på delvis lukkede afdelinger. Denne del blev udsendt til ledere

og medarbejdere på delvis lukkede afdelinger. Metode til fremsendelse fremgår af ovenstående

beskrivelse af del-survey 1.

Del-survey 3: Myndighedschefer.

Denne del indeholder spørgsmål til anbringende kommunes

vurdering af både voksenansvarsloven og delvis lukkede afdelinger. Kontaktoplysninger på myn-

dighedschefer blev fremsøgt via de enkelte kommunernes hjemmesider eller oplyst telefonisk

via kommunens hovednummer.

•

8.1.1

Gennemførelse af spørgeskemaundersøgelsen

Spørgeskemaundersøgelsen blev gennemført i perioden fra d. 04.07.2019 til d. 21.08.2019. I perioden

er der foretaget følgende indsamlingsaktiviteter:

04/07:

06/08:

13/08:

15-19/08:

19/08:

21/08:

Udsendelse af første distributionsmail til alle respondenter.

Udsendelse af første påmindelsesmail til dem, der ikke har besvaret spørgeskemaet.

Udsendelse af anden påmindelsesmail til dem, der ikke har besvaret spørgeskemaet.

Telefonisk opfølgning blandt institutionsledere og myndighedschefer.

Udsendelse af sidste påmindelsesmail.

Spørgeskemaundersøgelsen lukkes for besvarelser.

I nedenstående tabel fremgår den endelige svarprocent for spørgeskemaundersøgelsen.

Spørgeskemabesvarelser

Antal besvarelser

239

232

355

Sikrede inst. (ledere)

Sikrede inst. (medarb.)

Delvis lukkede (ledere)

Delvis lukkede (medarb.)

Åbne inst. (ledere)

Åbne inst. (medarb.)

Alm. plejefamilier

Kommunale plejefamilier

Myndighedschef

regnes.

Svarprocent

50 %

100 %

43 %

46 %

64 %

* Spørgeskema til medarbejdere er videresendt fra leder. Vi kender ikke muligt antal besvarelser, og svarprocent kan derfor ikke be-

8.2

Kvalitative interview

8.2.1

Udvælgelse af cases til dybdestudie

Evalueringens kvalitative datagrundlag bygger på casestudier på alle fem delvis lukkede afdelinger, syv

udvalgte åbne institutioner samt med ni plejefamilier fordelt på fire udvalgte kommuner. I casestudierne

indgår der ikke sikrede institutioner, da Ankestyrelsen i 2018 offentliggjorde en kortlægning af den pæ-

dagogiske praksis på disse institutioner. I udvalget af åbne institutioner indgår der ikke åbne døgninsti-

tutioner og opholdssteder, som modtager børn og unge med personfarlig kriminalitet, da Ankestyrelsen

sideløbende med nærværende evaluering foretager en kortlægning på et udvalg af anbringelsessteder,

der modtager kriminalitetstruede børn og unge.

De åbne institutioner og kommuner er dels udvalgt med udgangspunkt i resultaterne fra spørgeskema-

undersøgelsen og dels ud fra geografiske kriterier. Udvælgelsen af åbne institutioner blev foretaget ved

at danne en bruttoliste af institutioner med spredning på aldersgrupper, målgrupper, størrelse, geogra-

fisk placering, og i hvilken grad medarbejderne angav at have kendskab til loven og benytte dens be-

stemmelser. Der blev ligeledes udarbejdet en bruttoliste af kommuner med spredning på geografi, andel

af kommunale plejefamilier og myndighedschefernes kendskab til voksenansvarsloven. Lederne fra de

udvalgte åbne institutioner og myndighedschefer fra udvalgte kommuner blev kontaktet telefonisk eller

fik tilsendt en invitation til deltagelse via mail. Såfremt lederen eller myndighedschefen tilkendegav at

ville deltage, skete rekrutteringen af medarbejdere, plejefamilier, familieplejekonsulenter og anbragte

børn og unge til interview igennem vedkommende. Uddeling af oplysningsbreve til anbragte børn og

unge, deres biologiske forældre samt relevante medarbejdere skete ligeledes gennem institutionerne og

kommunerne. Efter casebesøg på delvis lukkede afdelinger blev der også gennemført telefoninterview

med anbringende sagsbehandlere for nogle af de interviewede unge. Endvidere er der foretaget telefon-

interview med repræsentanter for de fem socialtilsyn.

8.2.2

Udfordringer ved rekruttering af institutioner og kommuner og interview med an-

bragte børn og unge

I rekrutteringsprocessen til casestudier afslog flere institutioner og kommuner af forskellige årsager at

medvirke i evalueringen. I alt har 12 kommuner og 14 åbne institutioner været kontaktet med fore-

spørgsel om deltagelse i evalueringen. Flere institutioner gav udtryk for, at de ikke havde ressourcer til

at forberede et casebesøg, eller at en gruppe medarbejdere ikke kunne tage tid ud af deres normale ar-

bejdstid til at deltage i interview. Andre gav udtryk for, at deres anbragte børn og unge er sårbare, og

at de ikke vurderede det hensigtsmæssigt for dem at føle sig som objekt for en undersøgelse eller del-

tage i interview om et så følsomt emne som magtanvendelse. Kommuner henviste især til rekrutterin-

gen af plejefamilier som en vanskelig og ressourcekrævende proces. De oprindelige bruttolister af ud-

valgte institutioner og kommuner blev derfor ændret af flere omgange. Åbne institutioner, der afslog at

deltage, kunne i høj grad erstattes af andre institutioner, der sikrede fortsat spredning på de udvalgte

kriterier. I rekrutteringen af kommuner blev det efter flere afslag derimod nødvendigt med en mere

pragmatisk tilgang til de opstillede udvælgelseskriterier og antallet af plejefamilier, kommunerne blev

bedt rekruttere til interview. Der blev primært skelet til kriteriet om geografisk spredning i rekrutterin-

gen af kommuner. I forbindelse med gennemførelse af interview med børn og unge var det derudover et

vilkår, at deres deltagelse afhang af, hvorvidt de havde overskud på dagen for casebesøget. I flere til-

fælde var det ikke muligt at gennemføre alle planlagte interview med børn og unge. I et enkelt tilfælde

var det derudover ikke muligt at foretage interview med børn og unge, fordi målgruppen for institutio-

nen var børn og unge med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne. Her vurderede personalet, at ingen

anbragte børn og unge på tidspunktet for casebesøget havde kognitivt niveau til at gennemføre et inter-

view. Det samlede antal gennemførte interview, der udgør evalueringens primære kvalitative data-

grundlag, fremgår af nedstående tabellen.

Kvalitative interview

Ledere

Medarbejdere/plejefamilier

Børn og unge

Myndighedschef

Anbringende sagsbehandler

Familieplejekonsulent

Rep. for socialtilsyn

Antal interview

8.2.3

Gennemførelse af interview

Alle interview er gennemført som semistrukturerede interview. Det vil sige, at interviewene har taget

udgangspunkt i en interviewguide, der danner den overordnede struktur for interviewet, men at der

samtidig er givet plads til at forfølge emner og pointer i den rækkefølge, de naturlig forekommer i løbet

af interviewet. Interview med ledere og myndighedschefer er i de fleste tilfælde foretaget som individu-

elle interview, men i nogle tilfælde har afdelingsledere eller administrative medarbejdere, med særlig

viden om fx implementeringen af loven eller procedure i forhold til af magtanvendelser, også deltaget.

Interview med medarbejdere på institutioner og med plejefamilier og familieplejekonsulenter er foreta-

get som fokusgruppe. I disse interview har der været fokus på give interviewpersonerne mulighed for at

lade sig inspirere af hinandens historier og kommentere på andres perspektiver. Dette har bidraget til få

alle perspektiver samt at få indtryk af, hvilke perspektiver der går igen på tværs flere af interviewperso-

ner. I interview med anbragte børn og unge har det i særlig grad været et fokus at skabe en tryg inter-

viewsituation, der gør interviewet til en god oplevelse og samtidig giver barnet eller de unge lyst til at

dele sine oplevelser. Disse interview er således i høj grad foregået på børnene eller de unges præmisser

både i forhold til form og indhold. I nogle tilfælde er de foretaget som individuelle interview, imens de i

andre, på ønske fra de anbragte børn og unge, er foretaget som gruppeinterview med to på samme tid.

Der blev derudover lagt vægt på, at det var tilladt ikke at ønske at svare på et spørgsmål, samt at det

altid var tilladt at afbryde interviewet.

Endelig er der gennemført telefoniske interview med anbringende sagsbehandlere, som har anbragt

unge på de delvis lukkede afdelinger. Disse har bidraget til at afdække sagsbehandlernes perspektiver

på anbringelsesstedernes anvendelse af voksenansvarsloven samt undersøge kommunernes fortrolighed

med bestemmelserne heri.

8.2.4

Øvrige kvalitative datakilder

For anbragte børn og unge på både delvis lukkede afdelinger og åbne institutioner er der forud for case-

besøgene indsamlet relevante dokumenter, såsom journaludsnit, dagbogsnotater og indberetninger om

magtanvendelse. Dette materiale er anvendt sammen med interviewene til at belyse problemstillingerne

om anvendelsen af voksenansvarsloven. Indberetninger har især bidraget til at give eksempler på for-

skellige typer situationer, der kan føre til nødvendigheden af at benytte en magtanvendelse. Journalud-

snit og dagbogsnotater supplerer dette ved at belyse optakten til en magtanvendelse samt efterspillet

heraf, herunder hvordan den påvirker barnet eller den unge og dennes forhold til de implicerede voksne.

I evalueringen af delvis lukkede afdelinger er der derudover indhentet dokumenter, der beskriver afde-

lingers rammer, herunder navnlig deres husorden, samt hvilken behandlingsindsats de udfører.

8.3 Registerundersøgelse (gælder kun evaluering af delvis lukkede afdelinger)

I dette afsnit præsenteres datagrundlaget og den metodiske tilgang, der ligger til grund for hhv. mål-

gruppe- og resultatanalysen. Først beskrives, hvordan målgruppeafgrænsningen er foretaget. Herefter

beskrives hhv. målgruppeanalysen og resultatanalysen. Til slut følger en gennemgang af datagrundlaget

for de to analyser.

8.3.1

Målgruppeafgrænsning

Som beskrevet ovenfor indeholder indeværende analyse både en målgruppeanalyse og en resultatana-

lyse. Disse analyser har til formål at undersøge, hvad der karakteriserer børn og unge anbragt på delvis

lukkede institutioner eller institutioner med delvis lukkede afdelinger i forbindelse med anbringelsens

påbegyndelse samt i årene efter anbringelsens ophør. Som supplement hertil udføres målgruppeanaly-

sen endvidere for børn og unge anbragt på hhv. åbne og sikrede institutioner. Nedenfor beskrives det,

hvordan vi har afgrænset de tre målgrupper.

8.3.1.1 Børn og unge på delvis lukkede afdelinger

Analysens primære målgruppe er afgrænset til at bestå af de børn og unge, der ifølge registerdata om

anbringelser fra Danmarks Statistik (BUAF) har været anbragt på anbringelsestypen ”delvis lukket døgn-

institution eller delvis lukket afdeling på åben døgninstitution”

i perioden 1. juli 2013 til 31. december

2017 og som enten fylder eller er over 12 år i året for anbringelsens påbegyndelse. Der kan være an-

bringelser, der inden for denne periode endnu ikke er afsluttet. Da målgruppeanalysen undersøger,

hvad der karakteriserer de anbragte børn og unge på tidspunktet for deres anbringelse, indgår disse an-

bringelser i målgruppeanalysen, og slutdatoen for disse anbringelser er således ændret til 31. december

2017. Disse anbringelser indgår dog ikke i resultatanalysen. Dette skyldes, at det ikke er muligt at un-

dersøge, hvad der karakteriserer disse børn i årene efter deres anbringelse er afsluttet, da vi ikke har

kendskab til anbringelsens egentlige slutdato.

For en række af de anbragte børn og unge er anbringelsens startdato registeret før 1. juli 2013. Da der

hverken var oprettet delvis lukkede institutioner eller delvis lukkede afdelinger før denne dato, er børn,

hvis anbringelse både er påbegyndt og afsluttet inden 1. juli 2013, frasorteret. Anbringelser, der er på-

begyndt før den 1. juli 2013, men først afsluttet efter denne dato, er medtaget i analysen. I disse til-

fælde er anbringelsens startdato ændret til 1. juli 2013.

Der kan være registreret flere hændelser/forløb for hvert anbragt barn i perioden. Det kan blandt andet

skyldes, at barnet har ændret anbringelsessted, eller der er sket andre ændringer i barnets forløb (fx

ændring fra tvangsanbringelse til frivillig anbringelse). Hændelser, der ikke vedrører enten iværksættel-

sen af en anbringelse eller ændringen af anbringelsesstedet, indgår ikke i identifikationen af børn og un-

ges førte anbringelse i perioden. Det drejer sig om hjemgivelse/ophør af anbringelse, afgørelser om an-

bringelse, sagsophør ved overdragelse til en anden kommune, afgørelse om behov for efterværn samt

iværksættelse/genetablering af efterværn med døgnophold på anbringelsessted.

8.3.1.2 Børn og unge anbragt på åbne eller sikrede institutioner

Undersøgelsens sekundære målgruppe er afgrænset til at bestå af de børn og unge, der ifølge register-

data om anbringelser fra Danmarks Statistik (BUAF) har været anbragt på en af følgende anbringelses-

typer: ”Døgninstitution for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne”, ”Døgninstitu-

tion, almindelig afdeling” og ”Døgninstitution, sikret afdeling” i perioden 1. januar 2010 til 31. december

2017, uanset deres alder på anbringelsestidspunktet.

Der skelnes i analysen mellem anbringelser på hhv. åbne døgninstitutioner, hvilket omfatter de to først-

nævnte anbringelsestyper, og sikrede døgninstitutioner, hvilket omfatter den sidstnævnte anbringelses-

type. Hvis en anbringelse er påbegyndt inden 1. januar 2010, vil denne, uagtet om anbringelsen pr. 1.

januar 2010 er afsluttet eller ej, ikke indgå i målgruppeanalysen. Der kan være anbringelser, der inden

for perioden 1. januar 2010 til 31. december 2017 endnu ikke er afsluttet. Da målgruppeanalysen un-

dersøger, hvad der karakteriserer de anbragte børn og unge på tidspunktet for deres anbringelse,

Variablen ANSTED_KLAS kode 7 i BUAF. For yderligere information: https://www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/Times/boern-

og-unge/ansted-klas.

indgår disse anbringelser i målgruppeanalysen, og slutdatoen for disse anbringelser er således ændret

til 31. december 2017.

På samme vis som for børn og unge anbragt på delvis lukkede afdelinger kan der være registeret flere

hændelser/forløb for hvert anbragt barn i perioden. Dette håndteres på samme vis som beskrevet under

afgrænsningen af børn og unge anbragt på delvis lukkede afdelinger.

8.3.1.3 Generelt for målgruppeafgrænsningen

Det gælder generelt på tværs af målgrupperne, at et barn eller en ung i løbet af den afgrænsede peri-

ode både kan have været anbragt på flere af de ovennævnte anbringelsesformer, ligesom barnet/den

unge kan have været anbragt flere gange inden for samme anbringelsesform. Vi har derfor valgt at af-

grænse analysen til at undersøge, hvad der karakteriserer de anbragte børn og unge i forbindelse med

deres

første

anbringelse i perioden på hvert af de førnævnte anbringelsesformer. Denne tilgang sikrer

dermed, at alle børn og unge, der i perioden har været anbragt på hver anbringelsesform, indgår i ana-

lysen. Samtidig har denne tilgang dog den implikation, at et barn/en ung potentielt kan indgå i analysen

flere gange, idet vedkommende i løbet af perioden kan have været anbragt første gang på flere forskel-

lige anbringelsesformer. Hvis der foretages en summering af antal børn på tværs af alle anbringelsesfor-

mer, vil dette tal derfor være højere end det unikke antal anbragte børn og unge.

8.3.2

Målgruppeanalysen

I målgruppeanalysen undersøger vi konkret, hvad der karakteriserer de anbragte børn og unge på hver

af tre anbringelsesformer i forbindelse med påbegyndelsen af deres anbringelse, samt hvad der karakte-

riserer forholdene omkring selve anbringelsen.

Som beskrevet i afsnittet om målgruppeafgrænsningen kan et barn/en ung i løbet af perioden være an-

bragt flere gange inden for samme anbringelsesform. For at sikre at vedkommende kun indgår i analy-

sen af hver anbringelsesform en enkelt gang og dermed ikke tæller dobbelt, har vi valgt at afgrænse

analysen til at undersøge, hvad der karakteriser de anbragte børn og unge i forbindelse med påbegyn-

delsen af deres

første

anbringelse på hver anbringelsesform.

Undersøgelsen af, hvad der karakteriserer de anbragte børn og unge i forbindelse med påbegyndelsen

af deres anbringelse, indeholder en analyse af barnets alder og køn i selve året for anbringelsen, bar-

nets bopælsregion året inden anbringelsen, om barnet er dømt for ikke-færdselsrelateret kriminalitet

inden for to år op til anbringelsens påbegyndelse, og om barnet har været diagnosticeret med en mental

lidelse inden anbringelsens påbegyndelse.

Undersøgelsen af, hvad der karakteriserer selve anbringelsen, indeholder en analyse af de angivne an-

bringelsesårsager samt anbringelsens varighed. Jf. tabellen nedenfor identificeres både anbringelsens

påbegyndelse og ophør i anbringelsesstatistikken (BUAF). Heri eksisterer der dog ikke nødvendigvis en

entydig angivelse af, hvornår en anbringelse ophører. Vi har derfor valgt at definere en anbringelse som

afsluttet, såfremt barnet enten anbringes på en anden anbringelsesform, eller der er mere end 10 dage

mellem den i registeret anførte afslutningsdato og påbegyndelsen af en ny anbringelse på samme an-

bringelsesform. Denne definition følger samme tilgang, som Danmarks Statistik anvender.

8.3.3

Resultatanalysen

Som beskrevet undersøger vi i resultatanalysen, hvordan børn og unge anbragt på en delvis lukket af-

deling i perioden 1. juli 2013 til 31. december 2017 udvikler sig i årene efter endt anbringelse. Hvis et

barn eller en ung fortsat er anbragt efter 31. december 2017, vil vedkommende ikke indgå i resultat-

analysen.

Jf. tabellen nedenfor identificeres både anbringelsens påbegyndelse og ophør i anbringelsesstatistikken

(BUAF). Heri eksisterer der dog ikke nødvendigvis en entydig angivelse af, hvornår en anbringelse ophø-

rer. I denne analyse har vi derfor valgt at definere en anbringelse som afsluttet, såfremt barnet anbrin-

ges på en anden anbringelsesform. Ligeledes defineres en anbringelse som afsluttet, såfremt der er

mere end 10 dage mellem den i registeret anførte afslutningsdato og påbegyndelsen af en ny anbrin-

gelse på samme anbringelsesform. Det vil dermed sige, at hvis et barns anbringelse på en delvis lukket

afdeling ifølge anbringelsesstatistikken ophører, men barnet igen anbringes på en delvis lukket afdeling,

fx tre dage senere, betragtes disse som en samlet anbringelse.

Som beskrevet i afsnittet om målgruppeafgrænsningen kan et barn i løbet af perioden være anbragt

flere gange inden for samme anbringelsesform. For at sikre at et barn kun indgår i analysen en enkelt

gang og dermed ikke tæller dobbelt, har vi valgt at afgrænse analysen til at undersøge, hvordan de an-

bragte børn og unge på delvis lukkede afdelinger udvikler sig i årene efter afslutningen af deres

første

anbringelse på hver anbringelsesform.

For at følge barnets udvikling i årene efter anbringelsens afslutning undersøger vi, hvad der karakterise-

rer barnet i hhv. samme år, et år efter og tre år efter anbringelsens ophør. I den forbindelse er det vig-

tigt at være opmærksom på, at det ikke vil være muligt at følge alle børn og unge i op til tre år efter an-

bringelsens ophør. Dette skyldes, dels at der for en række registre er forsinkelser med op til to år. Dels

er det ikke muligt at undersøge, hvad der karakteriserer et barn tre år efter anbringelsens ophør, hvis

anbringelsen fx afsluttes i 2017.

8.3.4

Datagrundlaget for hhv. målgruppe- og resultatanalysen

Både målgruppe- og resultatanalysen baserer sig på registerdata fra hhv. Danmarks Statistik (DST) og

Sundhedsdatastyrelsen (SDS). Af tabellen nedenfor fremgår de anvendte registre, registrenes tidsmæs-

sige afgrænsning samt en beskrivelse af, hvordan data fra registeret anvendes i evalueringen.

Tabel 8-1 Datagrundlaget for hhv. målgruppe- og resultatanalysen

BUAF

Kilde

DST

Periode

2010-2017

Beskrivelse

Registeret anvendes til identifikation af anbragte børn og unge

samt til indhentning af oplysninger vedr. anbringelsesform samt

start- og slutdato for hver enkelt anbringelse og hermed anbrin-

gelsens varighed.

Registeret anvendes til indhentning af oplysninger vedr. årsa-

gerne, der ligger til grund for hver enkelt anbringelse.

Registeret anvendes til indhentning af baggrundsinformationer

om:

•

de anbragte børn og unges køn og alder i året for anbrin-

gelsens påbegyndelse.

de anbragte børn og unges bopælsregion i året forud for

anbringelsens påbegyndelse.

BUAH

BEF

DST

2010-2017

2009-2018

UDDA

DST

2009-2019

Registeret anvendes til indhentning af oplysninger vedr. de an-

bragte børn og unges højest fuldførte samt igangværende ud-

dannelse i årene efter anbringelsens ophør.

Registeret anvendes til indhentning af oplysninger vedr. de an-

bragte børn og unges primære indtægtskilde i årene efter an-

bringelsens ophør.

AKM

DST

2009-2017

KRAF

Kilde

DST

Periode

2005-2018

Beskrivelse

Registeret anvendes til indhentning af oplysninger om, hvorvidt

hhv. de anbragte børn og unge har været dømt for en ikke-

færdselsrelateret kriminel handling op til to år forud for anbrin-

gelsens påbegyndelse, samt hvorvidt de anbragte børn og unge

har været dømt for en ikke-færdselsrelateret kriminel handling i

årene efter anbringelsens ophør.

En begrænsning ved anvendelsen af dette register er, at data-

sættet kun indeholder oplysninger om lovovertrædelser udført

af personer over 15 år.

LPR_ADM

SDS

2007-2017

Registeret anvendes til identifikation af hhv. de anbragte børn

og unges kontakt med sygehusvæsenet.

En begrænsning ved anvendelsen af dette register er, at vi tids-

mæssigt kun har oplysninger om sygehuskontakter siden 2007.

Det er derfor ikke muligt at analysere de anbragte børn og un-

ges kontakt med sygehusvæsenet forud for denne periode.

LPR_DIAG

SDS

2007-2017

Registeret anvendes til identifikation af anbragte børn og unge,

der har været diagnosticeret med en psykisk lidelse forud for

anbringelsens påbegyndelse. Registeret anvendes ligeledes til

at identificere, om de anbragte børn og unge har forsøgt at

begå selvmord i årene efter anbringelsens ophør.

En begrænsning ved anvendelsen af dette register er, at vi tids-

mæssigt kun har oplysninger om sygehuskontakter siden 2007.

Det er derfor ikke muligt at analysere de anbragte børn og un-

ges diagnoser, indlæggelsesårsager mv. forud for denne peri-

ode.