Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del
Offentligt
2786871_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 8266
Doknr.
781561
Dato
24-11-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 27. oktober 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
27 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Peder Hvelplund (EL).
Spørgsmål nr. 27:
”Vil
ministeren kommentere artiklen af Helene Bagge Grimstrups på
muskelsvindfonden.dk den 16. oktober 2023 om dennes oplevelser med
ankesystemet? Link til artikel: https://muskelsvindfonden.dk/artikler/jeg-har-ikke-
en-chance-i-det-system/”
Svar:
Den i spørgsmålet nævnte artikel omhandler en borger, som ud fra sin egen
sag beskriver sin oplevelse af ankesystemet, herunder at hun føler sig utryg,
når Ankestyrelsen efter hendes opfattelse ikke længere er en uvildig instans,
der reelt vurderer en afgørelse og tager stilling til både borgerens og
kommunens argumenter.
Det følger af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
(retssikkerhedsloven), at Ankestyrelsen i sin sagsbehandling ikke er bundet af
parternes påstande, og at styrelsen er uafhængig af instruktioner vedrørende
afgørelsen af den enkelte sag. Hverken ministeriet eller jeg som minister kan
således pålægge Ankestyrelsen at træffe en bestemt afgørelse eller på anden
måde gribe ind i afgørelsen eller behandlingen af konkrete sager. Til brug ved
besvarelsen af spørgsmålet er derfor indhentet en udtalelse fra Ankestyrelsen,
som har oplyst følgende:
”Ankestyrelsen bemærker, at styrelsen prøver kommunernes afgørelser inden
for rammerne af retssikkerhedslovens § 69. Det fremgår af bestemmelsen, at
styrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål. Bestemmelsen gælder bl.a. for det
sociale område.
Ankestyrelsen prøver altid, om kommunen har anvendt de materielle regler i
f.eks. lov om social service korrekt. Derudover prøver Ankestyrelsen, om
kommunen har overholdt de almindelige forvaltningsretlige principper om lovlig
forvaltning (f.eks. magtfordrejningslæren, lighedsgrundsætninger m.v.).
Ankestyrelsen prøver ligeledes fuldt ud, om sagen er tilstrækkeligt oplyst, om
sagens faktiske omstændigheder er rigtigt gengivet, og om der er sket fejl i
sagsbehandlingen. Ankestyrelsens prøvelse omfatter også lovligheden af de
1
SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 27: MFU spm. om kommentar til artiklen af Helene Bagge Grimstrups på muskelsvindfonden.dk den 16. oktober 2023 om dennes oplevelser med ankesystemet
2786871_0002.png
kriterier, som kommunen har lagt til grund, og om kommunen har foretaget et
konkret og individuelt skøn.
Som udgangspunkt prøver Ankestyrelsen således alene de retlige rammer for
det skøn, som indgår i en kommunal afgørelse.
Hvis Ankestyrelsen vurderer, at kommunens skøn ikke er udøvet inden for de
retlige rammer, tilsidesætter styrelsen kommunens afgørelse og dermed også
skønnet. Ankestyrelsen vil i så fald, hvis det er muligt, træffe en ny afgørelse,
der er inden for de retlige rammer. Ankestyrelsen vil således i den situation
sætte sit eget skøn i stedet for kommunens. Hvis det ikke er muligt, f.eks. fordi
sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, vil Ankestyrelsen hjemvise sagen til fornyet
behandling ved kommunen.
Hvis kommunens skøn omvendt er udøvet korrekt, vil Ankestyrelsen som
udgangspunkt i stedet konstatere, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte
kommunens skønsmæssige vurdering.
Ankestyrelsen vil i forbindelse med behandlingen af en klagesag altid forholde
sig til de klagepunkter, borgeren gør gældende, og inddrage disse i
behandlingen af klagen. I de situationer, hvor borgerens bemærkninger giver
anledning til yderligere oplysning af sagen, vil Ankestyrelsen kunne hjemvise
sagen med
henblik på, at kommunen oplyser sagen yderligere.”
Jeg kan i det hele henholde mig til Ankestyrelsens udtalelse.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
2