Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 1811
Doknr.
838128
Dato
12-04-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 27. februar 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
256 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 256:
”Vil
ministeren oversende kommissorierne fra undersøgelserne i henholdsvis
Sverige og Norge og redegøre konkret for, hvori forskellene til den danske
undersøgelse ligger?”
Svar:
Jeg lægger til grund, at der spørges til de norske og svenske undersøgelser af
international adoption. Jeg vedlægger derfor komitédirektivet og et
tillægsdirektiv fra den svenske regering vedrørende den svenske undersøgelse
samt mandatet for det norske granskningsudvalg.
Jeg kan generelt henvise til de vedlagte svenske komitédirektiver og mandatet
for det norske granskningsudvalg og kan særligt pege på, at de undersøgelser,
der er iværksat i Norge og Sverige, omfatter adoptioner fra alle afgiverlande
men med udpegning af en række lande, som skal prioriteres særligt i
undersøgelserne. I den undersøgelse, vi har aftalt, fokuseres alene på de ti
største afgiverlande.
Endvidere har de i Norge og Sverige iværksatte undersøgelser en anden
tidsmæssig afgrænsning. Hvor den i Danmark aftalte undersøgelse skal se på
perioden 1964 til 2016, er det i Norge op til det nedsatte granskningsudvalg at
fastlægge undersøgelsesperioden. I Sverige skal undersøgelsen afdække
perioden fra 1950 til nu. Den undersøgelse, vi har indgået aftale om, løber frem
til 2016, hvilket er begrundet i, at der i 2016 trådte et nyt adoptionssystem i
kraft i Danmark. Det nye adoptionssystem, som bl.a. rummer et langt stærkere
tilsyn med den adoptionsformidlende organisation, byggede på en
helhedsanalyse af adoptionssystemet.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
1