Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del
Offentligt
2785319_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 8253
Doknr.
772685
Dato
22-11-23
Folketingets Socialudvalg har d. 26. oktober 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
25 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Mikkel Bjørn (DF).
Spørgsmål nr. 25:
”Vil ministeren kommentere opslaget "Er du min nye støtteperson eller mulige
rejsemakker på sigt?" delt offentligt på Facebook d. 12. oktober, som er
gengivet nedenfor og redegøre for, om der bruges offentlige midler på at sætte
trediveårige mænd i kontakt med piger ned til 16 år? Vil ministeren endvidere
tilkendegive sin holdning til at en trediveårig mand søger kontakt med piger ned
til 16 år?”
Svar:
Som jeg læser Facebook-opslaget er der to ordninger på socialområdet, som
det kan være relevant at redegøre for indledningsvist. Det drejer sig om
socialpædagogisk bistand efter servicelovens § 85 og ledsageordningen efter §
97.
Kommunen skal efter servicelovens § 85 yde socialpædagogisk bistand til
personer med betydeligt nedsat funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Socialpædagogisk bistand kan bestå af hjælp, rådgivning, støtte eller omsorg,
således at den pågældende kan leve et liv på egne præmisser. Efter § 85 har
borgeren ikke ret til selv at udpege en støtteperson eller vælge den leverandør,
der skal udføre den socialpædagogiske bistand. Det er derimod kommunen,
som vælger hvem, der skal udføre den socialpædagogiske støtte, som er
bevilget til borgeren.
Derudover er der ledsageordningen efter servicelovens § 97, som sikrer
ledsagelse til personer, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Personer med handicap kan
f.eks. benytte ledsagelsen til fritidsaktiviteter, tage på indkøb eller deltage i
kulturelle og sociale aktiviteter uden at skulle bede familie og venner om hjælp.
Ledsagelse efter § 97 omfatter ikke socialpædagogisk bistand, og ordningen
omfatter ikke borgere med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller
af sociale årsager. Efter § 97 kan borgeren vælge selv at udpege en ledsager,
som godkendes og ansættes af kommunen. Kommunen har dog fortsat
arbejdsgiveransvaret og skal vurdere, om den udpegede ledsager kan anses
for egnet til opgaven.
1
SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 25: Spm. om der bruges offentlige midler på at sætte trediveårige mænd i kontakt med piger ned til 16 år m.v.
2785319_0002.png
På baggrund af ovenstående vurderer jeg ikke, at der i det omtalte Facebook-
opslag kan være tale om en støtteordning på det sociale område. Opgaverne,
som beskrives i opslaget, kunne eventuelt ydes som socialpædagogisk støtte,
men ordningen efter § 85 giver som nævnt ikke borgeren mulighed for selv at
udpege sin støtteperson. Og som jeg også har nævnt, omfatter ledsagelse
efter § 97 ikke socialpædagogisk bistand, hvorfor flere af de nævnte opgaver
ikke ville kunne ydes af en ledsager ansat efter § 97.
Derudover skal kommunen efter § 97 som nævnt godkende og ansætte
borgerens ledsager, og her har jeg svært ved at se for mig, at nogen kommune
ville finde det forsvarligt at ansætte en 16 årig pige som ledsager for en mand i
30’erne.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
2