Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 1718
Doknr.
836535
Dato
21-03-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 23. februar 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
246 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 246:
”Vil ministeren kommentere udsendelsen ”Borgmester kaldte hemmeligt møde
for
udramatisk: Ekspert tvivler” bragt på 24syv.dk den 22. februar 2024 og
redegøre for, hvorvidt ministeren er bekymret for, om de etablerede
iværksættelser af indsatser og taskforce er nok til at få etableret den
nødvendige kvalitet i forvaltningen? Og herunder redegøre for hvad ministeren
påtænker man ellers kan iværksætte for at sikre, at Langeland kommune har
den fornødne kvalitet i kommunens børnesager?”
Svar:
Som social- og boligminister har jeg en naturlig interesse i at følge med i,
hvordan det går på området for børn og unge i udsatte positioner i landets
kommuner. I den sammenhæng er det oplagt at række ud til kommuner med
udfordringer på området, som det gør sig gældende i Langeland Kommune.
Jeg kan derudover oplyse, at der i dag er regler, som giver mulighed for et
frivilligt samarbejde mellem to kommuner på eksempelvis børneområdet. Det
betyder, at små kommuner vil kunne drage fordel af større kommuners
kapacitet med henblik på at forbedre kvaliteten i sagsbehandlingen. Det er
kommunerne selv, som kan ansøge om at indgå i et frivilligt samarbejde.
Hvad angår Task Forcen kan jeg oplyse, at formålet med den permanente
Task Force på området for udsatte børn og unge er at understøtte kommunens
eget kvalitetsarbejde bl.a. gennem rådgivning, gennemgang af sager, sparring
og kompetenceudvikling.
Det er den enkelte kommune, der sammen med Task Forcen, beslutter, hvilke
områder, kommunen vil prioritere at fokusere på i forløbet, og det er også
kommunen selv, der beslutter, hvilke anbefalinger og udviklingsområder der
skal arbejdes videre med efter endt forløb med Task Forcen. Et Task Force
forløb afhænger derfor af den specifikke kommunale kontekst, kommunens
kvalitetsniveau i sagsbehandlingen og ressourcer til at udvikle området. Det har
derfor stor betydning for resultatet af et Task Force-forløb, i hvor høj grad
kommunen selv er indstillet på og ønsker en forandring.
1