Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del
Offentligt
2836663_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 1360
Doknr.
826275
Dato
11-03-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 12. februar 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
224 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 224:
”Vil ministeren kommentere artiklen ”Lennart lå i to måneder med sit nyfødte
plejebarn på brystet - nu er han anklaget for omsorgssvigt og fik fjernet barnet
på fem minutter” på fyens.dk den 10. februar 2024, og vil ministeren redegøre
for, om clean cut er lovligt, og om det i den pågældende sag er foretaget på et
ordentligt oplyst grundlag?”
Svar:
Jeg kan indledningsvist oplyse, at jeg som minister ikke kan gå ind i en konkret
sag eller pålægge en kommune at træffe en bestemt afgørelse i en sag. Det er
kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for de sager, der behandles i
kommunen. Kommunalbestyrelsen er derfor også ansvarlig for, at kommunens
forvaltning fungerer tilfredsstillende, og at man i sagsbehandlingen overholder
gældende lovgivning.
Det klare udgangspunkt i lovgivningen er, at et barn eller en ung, der er
anbragt uden for hjemmet, alene kan flyttes til et nyt anbringelsessted, hvis der
er en god grund til det. Det kan fx være tilfælde, hvor barnets eller den unges
anbringelsessted ikke længere kan imødekomme barnets eller den unges
behov. Det vil være op til en konkret vurdering i den enkelte sag, og en
beslutning om at ændre barnets eller den unges anbringelsessted vil altid
skulle tage udgangspunkt i, hvad der er til barnets bedste.
Kontinuitet og stabilitet i anbringelsen er helt centralt for at sikre en god og tryg
opvækst, når et barn er anbragt uden for hjemmet. Det har vi derfor også fokus
på i den nye barnets lov, der trådte i kraft 1. januar 2024, og som bl.a. giver
børn under 10 år ret til en ”second opinion” ved afgørelser om hjemgivelse eller
ændret anbringelsessted. Det indebærer konkret, at barnets plejefamilie,
støtteperson eller venskabsfamilie kan anmode Ankestyrelsen om en vurdering
af kommunens afgørelse – fx hvis barnets plejefamilie vurderer, at flytningen er
begrundet i usaglige hensyn eller vil være til skade for barnet. Det vil herefter
være op til Ankestyrelsen at foretage en vurdering af den afgørelse, som
kommunen har truffet. Med barnets lov har vi også sænket aldersgrænsen for
børn og unges partsstatus fra 12 til 10 år. Børn og unge over 10 år kan således
udøve selvstændige partsbeføjelser og har bl.a. mulighed for at klage over en
afgørelse om ændret anbringelsessted. Og så har vi med barnets lov styrket
1
SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 224: Spm. om ministerens kommentar til artiklen Lennart lå i to måneder med sit nyfødte plejebarn på brystet - nu er han anklaget for omsorgssvigt og fik fjernet barnet på fem minutter
2836663_0002.png
barnets stemme i sagsbehandlingen, så børn og unge skal inddrages løbende
og i forbindelse med både afgørelser og beslutninger i barnets eller den unges
sag. Jeg kan i øvrigt henvise til min tidligere besvarelse af SOU alm. del spm.
nr. 204 (2023-24), der er vedlagt som bilag 1.
Jeg kan desuden henvise til min besvarelse af SOU alm. del spm. nr. 227
(2023-24), der er vedlagt som bilag 2. Af svaret fremgår, at jeg har modtaget
en redegørelse fra Nordfyns Kommune, som er oversendt til socialudvalget til
udvalgets fortrolige orientering. Det fremgår endvidere af svaret, at
Ankestyrelsen er i gang med at undersøge, om de finder anledning til at rejse
en tilsynssag.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
Bilag:
Bilag 1. SOU alm. del – svar på spm. 204 (2023-24)
Bilag 2. SOU alm. del – svar på spm. 227 (2023-24)
2