Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del
Offentligt
2834811_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 1311
Doknr.
823855
Dato
06-03-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 8. februar 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
218 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 218:
”Vil ministeren kommentere artiklen ”Mor fik tvangsfjernet sine børn
- udskældt
afdeling skrev i sagen, at hun havde 10 diagnoser: Men hun har ikke én
eneste” på fyens.dk/nordfyn den 8. februar 2024 og svare på, om man med de
metoder vi nu ved, der har været anvendt i Nordfyns Kommune, så kan vide sig
sikker på, at afgørelserne er korrekte, når Ankestyrelsen ikke prøver
oplysningernes rigtighed i hverken 1., 2. eller 3. instans?”
Svar:
Jeg kan indledningsvist henvise til min besvarelse af SOU alm. del spm. nr.
137 (2023-24), der er vedlagt som bilag. Det fremgår af besvarelsen, at jeg har
bedt Nordfyns Kommune om en redegørelse om den generelle sagsbehandling
i kommunens børne- og ungeafdeling.
Jeg vil i forlængelse heraf gerne understrege, at jeg som minister ikke kan gå
ind i konkrete sager eller pålægge en kommune at træffe en bestemt afgørelse
i en sag. Det er kommunerne, der har myndighedsansvaret og dermed
ansvaret for sagsbehandlingen i sager om hjælp og støtte efter barnets lov,
herunder sager om anbringelse uden for hjemmet. Kommunerne er i den
forbindelse bl.a. forpligtet til at sikre en tilstrækkelig oplysning af sagen, så der
sættes ind med den rigtige hjælp.
Det er uden tvivl indgribende at anbringe barn uden for hjemmet, ikke mindst
når afgørelsen træffes tvangsmæssigt. Derfor er der også nogle klare kriterier i
lovgivningen for, hvornår en kommune kan anbringe et barn uden for hjemmet
uden samtykke.
Det fremgår af § 47, stk. 1, i barnets lov, at der kun kan træffes afgørelse om
anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, når der er en åbenbar risiko for,
at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade. Det
fremgår derudover af stk. 2, at der kun kan træffes en afgørelse efter stk. 1, når
der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets
eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.
Lovgivningen omfatter derudover nogle klare retssikkerhedsmæssige garantier
i forbindelse med behandlingen af en sag om anbringelse uden samtykke efter
barnets lov.
1
 SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 218: Spm. om ministerens kommentar til artiklen Mor fik tvangsfjernet sine børn - udskældt afdeling skrev i sagen, at hun havde 10 diagnoser: Men hun har ikke én eneste
2834811_0002.png
For det første træffes afgørelsen af kommunens børne- og ungeudvalg, hvor
det er en dommer, der leder møderne. Børne- og ungeudvalget skal tage
stilling til forvaltningens indstilling om at anbringe et konkret barn uden
samtykke og skal i den forbindelse vurdere, om der er grundlag for
anbringelsen.
Børne- og ungeudvalgets afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen af sagens
parter, dvs. forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, der er
fyldt 10 år. Ved behandling af klagesagen gælder der en række særlige krav af
hensyn til barnets bedste og retssikkerheden for barnet og forældrene. Det
indebærer bl.a., at sagens parter har ret til gratis advokatbistand under
klagesagens behandling.
Ankestyrelsen foretager i sager om anbringelse uden samtykke en fuld
prøvelse af børne- og ungeudvalgets afgørelse. Det vil sige, at Ankestyrelsen i
modsætning til, hvad der ellers gælder på socialområdet, kan prøve hele
afgørelsen, dvs. både retlige spørgsmål, hensigtsmæssighed og faktiske
omstændigheder. Ankestyrelsen tager således stilling til, om afgørelsen er
truffet inden for lovgivningens rammer, herunder om der er et
anbringelsesgrundlag
–
altså om de fornødne kriterier vurderes at være til
stede for at kunne anbringe barnet uden for hjemmet uden samtykke.
Ankestyrelsen tager derudover stilling til, om kommunen har foretaget en
tilstrækkelig oplysning af sagen eller har tilsidesat andre væsentlige
processkridt af betydning for sagens behandling, ligesom Ankestyrelsen
foretager en vurdering af, om afgørelsen er hensigtsmæssig for barnet eller
den unge, som afgørelsen vedrører.
Ankestyrelsens afgørelser i tvangsmæssige sager kan kræves indbragt for
byretten. Som part i sagen kan man derfor, efter at have klaget til
Ankestyrelsen, også få sagen for retten og få en dommer til at se på, om
grundlaget for den tvangsmæssige anbringelse er i orden. Under retssagen
gælder parternes ret til gratis advokatbistand også.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
Bilag:
Bilag 1. SOU alm. del
–
svar på spm. 137 (2023-24)
2