Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 1099
Doknr.
825440
Dato
29-02-2024
Folketingets Socialudvalg har den 2. februar 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 203 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 203:
”Vil ministeren redegøre for, hvor mange børn der er kommet til Danmark fra
Sydkorea før 1970 gennem adoptionsformidlende bureauer eller gennem privat
adoption, og herunder redegøre for, om processen for disse var anderledes
end efter 1970”.
Svar:
Jeg kan oplyse, at Social-, Bolig og Ældreministeriet ikke har oplysninger om
antallet af børn, som er adopteret fra Sydkorea til Danmark før 1970.
Ifølge Ankestyrelsen findes der ikke en opgørelse over, hvor mange
internationale adoptioner, der blev gennemført inden 1969.
Ifølge Ankestyrelsens undersøgelse af adoptionsformidlingen fra Sydkorea til
Danmark i 1970’erne og 1980’erne, som
jeg kan henvise til, er der kun
sparsomme oplysninger om adoptioner fra Sydkorea før 1970.
Det fremgår af undersøgelsens afsnit 5.2 om det danske
formidlingssamarbejde med Sydkorea, at de danske formidlende
organisationer frem til 1970 ikke havde autorisationer til at adoptere børn til
Danmark, hvis børnene boede uden for Norden eller Europa. Frem til 1970 var
det dog tilladt for organisationerne at bistå adoptanter med adoptioner fra
andre lande, det vil sige uden for et formaliseret formidlingssamarbejde.
Det fremgår også, at de første registrerede adopterede fra Sydkorea, formidlet
gennem en dansk organisation (DanAdopt, tidligere Glemte Børn), kom til
Danmark i 1967 som led i en forsøgsordning.
Det fremgår af undersøgelsens afsnit 5.4 herom, at de første registrerede
adoptioner fra Sydkorea via DanAdopt skete i perioden 1967 til 1969. Før 1966
havde DanAdopt udelukkende autorisation til at formidle adoptioner fra
europæiske lande, undtagen de nordiske lande. I 1966 fik DanAdopt udvidet
sine autorisationsvilkår til også at gælde lande uden for Europa, hvis
organisationen var i stand til at fremskaffe tilstrækkelige oplysninger i sagerne
til, at de danske undersøgende institutioner kunne tage stilling til, om
adoptionerne kunne anbefales.
1