Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del
Offentligt
2827677_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 787
Doknr.
815585
Dato
21-02-2024
Folketingets Socialudvalg har den 24. januar 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 168 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 168:
”Vil ministeren redegøre for, hvordan en adoption fra Sydafrika præcis
foregår?”
Svar:
Jeg har i anledning af spørgsmålet anmodet Ankestyrelsen om bidrag til
besvarelsen.
Ankestyrelsen har oplyst følgende:
”Ankestyrelsens forståelse af de enkelte skridt i en adoptionssag i Sydafrika er
som følger:
Impilo får barnet overdraget i sin varetægt enten direkte fra biologisk
mor, politiet, et hospital eller fra de sociale myndigheder.
Barnet anbringes midlertidigt hos en plejefamilie eller på et børnehjem,
hvorefter de sociale myndigheder godkender anbringelsen.
Herefter åbnes sagen ved retten, der godkender, at børnehjemmet
eller plejefamilien tager midlertidigt vare på barnet. Impilo udpeges af
retten som ansvarlig for at undersøge barnets baggrund og
beskyttelsesbehov nærmere.
Impilo sender løbende opdaterede rapporter til retten om status på
undersøgelsesarbejdet og barnets situation.
Hvis barnets biologiske forældre er kendte, skal de afgive skriftligt
samtykke til bortadoption ved retten. Impilo skal vejlede de biologiske
forældre om de muligheder, de har for at få støtte til at tage vare på
barnet selv. Impilo skal dokumentere over for retten, at vejledningen
har fundet sted. De biologiske forældre kan inden for 60 dage trække
deres samtykke tilbage over for domstolen.
Hvis barnets biologiske forældre ikke er kendte, eller er forsvundet,
skal Impilo efterlyse de biologiske forældre, barnets værge eller andre
omsorgspersoner i den lokale dagspresse. Retten kan herefter slå fast,
at barnet er uden kendte forældre. Dette kan tidligst ske 90 dage efter,
Impilo har foretaget en efterlysning i dagspressen.
1
SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 168: Spm. om, hvordan en adoption fra Sydafrika præcis foregår
2827677_0002.png
Barnets sag registreres herefter i RACAP, der er det nationale register
over børn, der er frigivet til adoption. Registeret anvendes til at finde en
national adoptivfamilie til barnet og administreres af den sydafrikanske
centralmyndighed. Hvis det mindst 60 dage efter registreringen af
barnet i RACAP ikke lykkes at finde en sydafrikansk familie til barnet,
kan international adoption være en mulighed.
Impilo kan herefter matche barnet med en udenlandsk ansøger eller
ansøgerpar.
Den sydafrikanske centralmyndighed skal godkende, at
adoptionsforløbet kan fortsætte, inden de danske myndigheder skal
foretage samme godkendelse. Dette kaldes en 17c-godkendelse, der
er et udtryk for, at adoptionen ikke strider mod Sydafrikas lovgivning,
Danmarks lovgivning eller internationale konventioner. Dette sker på
baggrund af oplysninger fra Impilo om barnets forhold, frigivelsen til
bortadoption og oplysninger fra Danmark om de danske ansøgere. De
danske ansøgere skal også acceptere matchningsforslaget.
Impilo anmoder herefter om et retsmøde, hvor retten vurderer de
samlede oplysninger om barnet og ansøgerne i adoptionssagen.
Når der er fastlagt en retsdato, kan ansøgerne rejse til Sydafrika for at
afslutte adoptionsprocessen. Barnet overdrages typisk til ansøgerne
mindst to uger før retsmødet, hvor retten udsteder en
adoptionsbevilling.
Referatet af retsmødet sendes til den sydafrikanske centralmyndighed,
der udsteder en formel erklæring om adoptionen, og adoptionen
registreres i det sydafrikanske Indenrigsministerium”.
Jeg kan i det hele henholde mig til Ankestyrelsens bidrag.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
2