SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 113: Spm. om ministeren - i forlængelse af besvarelsen af SOU spørgsmål 80 (alm. del) – vil redegøre for, hvordan man kan vurdere, hvorvidt dagbøderne har den ønskede effekt, når man ikke ved hvordan eller i hvilket omfang, de bruges

Socialudvalget 2023-24
SOU Alm.del
Offentligt

Fuldbyrdelsessager efter

forældreansvarsloven

Før og efter den familieretlige reform i 2019

Mai Heide Ottosen og Karen Margrethe Dahl

SOU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 113: Spm. om ministeren - i forlængelse af besvarelsen af SOU spørgsmål 80 (alm. del) – vil redegøre for, hvordan man kan vurdere, hvorvidt dagbøderne har den ønskede effekt, når man ikke ved hvordan eller i hvilket omfang, de bruges

Fuldbyrdelsessager efter forældreansvarsloven – Før og efter den

familieretlige reform i 2019

e-ISBN: 978-87-7582-028-3

Modelfoto: Mathilde Bech/VIVE

Projekt: 301396

Finansiering: Social- og Ældreministeriets årlige trækningsret på

analyse- og forskningsopgaver fra VIVE

VIVE – Viden til Velfærd

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Herluf Trolles Gade 11, 1052 København K

www.vive.dk

VIVEs publikationer kan frit citeres med tydelig kildeangivelse.

Forord

Efter Børnekonventionen og forældreansvarsloven har børn ret til at bevare kontakten til

begge forældre, medmindre det strider mod, hvad der er bedst for barnet. Når forældre

ikke lever sammen, kan det ske, at en bopælsforælder ikke udleverer barnet til samvær,

eller at en samværsforælder ikke bringer barnet tilbage til bopælsforælderen efter endt

samvær. I disse tilfælde kan forældrene henvende sig til retten for at få hjælp til at få

barnet udleveret. Rettens rolle er at sikre, at de afgørelser og aftaler, der er indgået om

barnet, bliver respekteret og efterlevet. Det kaldes for fuldbyrdelse. Reglerne om fuld-

byrdelse er med til forebygge, at forældrene griber til selvtægt.

Der har manglet systematisk viden om retternes praksis i fuldbyrdelsessager, og dette

vidensbehov er blevet accentueret, efter at den familieretlige reform trådte i kraft i 2019.

Her blev fuldbyrdelsessagerne overført fra fogedretterne til de nyoprettede familieretter,

og der blev indført nye bestemmelser og betingelser for at udlevere eller tilbagelevere

barnet.

Denne rapport sætter fokus på, hvad den organisatoriske forandring og en ændret til-

gang i behandlingen af disse sager betyder for fuldbyrdelsesområdet. Undersøgelsens

primære datagrundlag er spørgeskemadata, sagsbeskrivelser og kvalitative interview

med dommere, som er indhentet fra retterne før og efter den familieretlige reform. Der-

udover inddrager undersøgelsen også andre datakilder, herunder især VIVEs årlige må-

linger af forældres tilfredshed med det familieretlige system.

Undersøgelsen er udført af seniorforsker Mai Heide Ottosen, der har været undersøgel-

sens projektleder, og af chefanalytiker Karen Margrethe Dahl.

Vi vil gerne rette en stor tak til de fogedrets- og familieretsdommere, som har afsat tid

til at medvirke i undersøgelsen. Rapporten har været i eksternt review (fagfællebedøm-

melse), og vi vil gerne takke for konstruktive input og kommentarer til manuskriptet. En

tak skal ligeledes rettes til de byretspræsidenter og ansatte i Domstolsstyrelsen og So-

cial- og Ældreministeriet, der har givet os feedback på manuskriptet.

Undersøgelsen er finansieret af Social- og Ældreministeriets årlige trækningsret på ana-

lyse- og forskningsopgaver fra VIVE.

Kræn Blume Jensen

Forsknings- og analysechef for VIVE Social

Indhold

Sammenfatning ........................................................................................................... 6

Baggrund og formål.......................................................................................... 13

1.1

1.2

1.3

1.4

1.5

1.6

1.7

1.8

Baggrund ........................................................................................................... 13

Formål ................................................................................................................ 14

Et historisk rids .................................................................................................. 15

Den familieretlige reform i 2019........................................................................17

Forskningsbaseret viden om fuldbyrdelsessager .......................................... 18

Undersøgelsens særskilte problemstillinger .................................................. 20

Anvendte begreber og terminologier .............................................................. 20

Rapportens disposition ..................................................................................... 22

Undersøgelsens datagrundlag....................................................................... 23

2.1

2.2

2.3

Indledning .......................................................................................................... 23

Dataindsamling om sagsforløb ved foged- henholdsvis familieretten ........ 23

Supplerende datakilder .................................................................................... 27

Organisering af fuldbyrdelsesområdet ......................................................... 30

3.1

3.2

3.3

3.4

Området for afgørelser i fuldbyrdelsessager ................................................. 30

Retternes organisering af sagsområdet ......................................................... 33

At arbejde med fuldbyrdelsessager ................................................................ 35

Opsamling .......................................................................................................... 37

Sagernes karakter ........................................................................................... 39

4.1

4.2

4.3

4.4

4.5

4.6

4.7

4.8

4.9

Indledning .......................................................................................................... 39

Udviklingen i fuldbyrdelsessager .................................................................... 39

Karakteristika ved familierne ........................................................................... 41

Trivsel hos børn og forældre ........................................................................... 42

Sagernes art: Hvem udleverer ikke? ............................................................... 44

Begrundelser for ikke at udlevere barnet ....................................................... 45

Konfliktniveau, risikofaktorer og gengangersager ......................................... 47

Kategorisering af sagerne efter konfliktniveau og risikofaktorer ................. 50

Opsamling .......................................................................................................... 55

Behandling af fuldbyrdelsessagerne............................................................. 57

5.1

5.2

5.3

5.4

5.5

5.6

Visitering og forberedelse af sagerne ............................................................. 57

Retsmøder ......................................................................................................... 60

Børnesamtaler ................................................................................................... 63

Sagernes udfald og anvendelsen af tvangsmidler ........................................ 65

Samværshyppighed blandt børn med fuldbyrdelsessager ........................... 78

Opsamling .......................................................................................................... 79

Et mere sammenhængende system? ............................................................ 82

6.1

6.2

6.3

6.4

Indledning .......................................................................................................... 82

Forældres erfaringer ......................................................................................... 82

Dommeres erfaringer med tværgående myndighedssamarbejde ............... 85

Opsamling .......................................................................................................... 91

Litteratur .................................................................................................................... 93

Bilag 1

Lovregler om fuldbyrdelse efter forældreansvarsloven .................... 97

Sammenfatning

Baggrund og formål

Efter Børnekonventionens artikel 9 og forældreansvarsloven har børn ret til at bevare

kontakten til begge forældre, medmindre det strider mod, hvad der er bedst for barnet.

Når forældrene ikke lever sammen, sker det nogle gange, at en bopælsforælder ikke

udleverer barnet til samvær, eller at en samværsforælder ikke bringer barnet tilbage til

bopælsforælderen efter endt samvær. I disse tilfælde kan forældrene henvende sig til

retten for at få hjælp til at få barnet udleveret. Rettens rolle er da at sikre, at de afgørelser

eller gyldige aftaler, der er indgået om barnet, bliver respekteret og efterlevet. Det kaldes

for fuldbyrdelse. Regler om fuldbyrdelse er nødvendige, fordi der skal være mulighed for

at realisere en samværs- og forældremyndighedsafgørelse ved hjælp af sanktioner, så

barnet ikke uberettiget bliver afskåret fra at have kontakt med den ene forælder, og så

en forældremyndighedsindehaver/bopælsforælder kan udøve myndigheden/bopælsret-

ten. Sådanne regler kan være med til forebygge, at forældre griber til selvtægt.

Fuldbyrdelsessager om forældremyndighed, bopæl og samvær blev før 1. april 2019 be-

handlet ved fogedretten, men med implementeringen af den familieretlige reform pr. 1.

april 2019 blev de overført til den nyoprettede konstruktion, familieretten, der er en af-

deling ved byretterne. Retten forsøger at få parterne bragt til enighed i henhold til de

aftaler, der er indgået, men lykkes dette ikke, kan den tage forskellige magtmidler i brug

og ultimativt iværksætte en udførende forretning, hvor barnet bliver afhentet med umid-

delbar magt (dvs. at retten sørger for, at barnet bliver afhentet).

I forbindelse med den familieretlige reform blev der samtidig indført nye betingelser for

og bestemmelser om, hvordan disse sager fremover skulle behandles. For eksempel har

familieretten nu mulighed for at henvise en sag til fornyet børne- og familiefaglig be-

handling i Familieretshuset. Også magtmidlerne er ændret, så de i højere grad retter sig

mod den tilbageholdende forælder og ikke mod barnet. Betingelserne for at fuldbyrde

en sag om forældreansvar er endvidere ændret, således at fuldbyrdelse kun kan ske

under hensyn til barnet, og at den skal varetage barnets bedste.

Der er generelt begrænset systematisk viden om fuldbyrdelsesområdet, og den familie-

retlige reform i 2019 har tillige affødt nye spørgsmål, herunder: Hvad betyder den orga-

nisatoriske forandring og den ændrede tilgang i behandlingen af disse sager for fuldbyr-

delsesområdet? Har målgruppen for disse sager ændret sig? Hvordan forløber de typiske

sager, og hvordan forløber det mindretal af sager, der må løses ved tvang? Og hvordan

vil ’barnets bedste’ blive fortolket i den retlige praksis? Sådanne spørgsmål lægger op til

at gennemføre en praksisundersøgelse, der har til formål at bringe viden frem om, hvilke

implikationer den familieretlige reform har for behandlingen af fuldbyrdelsessager efter

forældreansvarsloven. I rapporten her præsenteres resultaterne af en sådan praksisun-

dersøgelse, hvis primære datakilder er spørgeskemadata og sagsbeskrivelser fra ret-

terne samt interviews med dommere, der behandler fuldbyrdelsessagerne.

Organisering af fuldbyrdelsesområdet

I forhold til de ’almindelige’ forældreansvarssager om forældremyndighed, bopæl og

samvær har fuldbyrdelsessagerne en mere afgrænset karakter, idet sagsbehandlingen

går ud på at vurdere, om en allerede gyldig aftale eller afgørelse om samvær eller bopæl

skal eksekveres eller ikke. De kendelser, som retten afsiger om udlevering af et barn, er

her-og-nu-afgørelser, der har en mere konkret og kortfristet karakter end de almindelige

forældreansvarssager, fordi de retter sig mod det eller de næste samvær.

Før den familieretlige reform i 2019 var udgangspunktet, at fuldbyrdelse skulle ske, med-

mindre barnets sjælelige eller legemlige sundhed ville blive udsat for alvorlig fare. Efter

reformen i 2019 er det præciseret, at fuldbyrdelse nu kan ske under hensyn til barnet,

og hvis det varetager barnets bedste. Der er tale om et ændret skøn, men de dommere,

som blev interviewet til undersøgelsen, havde delte meninger om, hvor meget lovæn-

dringen ville komme til at betyde. En pragmatisk betragtning var, at retten nu har fået en

klarere hjemmel til beslutte, at et barn ikke skal udleveres.

Det er vanskeligt at tilvejebringe et udtømmende billede af, hvad det har betydet for

fuldbyrdelsesområdet, at sagerne nu er overflyttet fra fogedretten til de nyoprettede

familieretsafdelinger. Vi kan dog konstatere, at de enkelte retter har organiseret sig for-

skelligt, og at man gennem medarbejderrokader har sikret, at der ikke sker et videnstab.

Før reformen blev sagerne fortrinsvis behandlet af funktionschefer og dommerfuldmæg-

tige, mens de efter reformen tillige lidt hyppigere end før behandles af retsassessorer.

Kun et fåtal af de sager, der indgår i undersøgelsen i 2020/2021, dvs. efter reformen, er

behandlet af udnævnte dommere.

Flere interviewede dommere pegede på, at fuldbyrdelsessager om forældreansvar er et

jura-fattigt område, men at de til gengæld kan være dramatiske og konfliktfyldte og der-

for mentalt udfordrende at arbejde med. Sagerne stiller således krav til dommerens rolle

som konfliktløser.

Udvikling i sagsbyrden og sagernes karakter

Undersøgelsen har fulgt udviklingen i fuldbyrdelsessager over en længere årrække og

kan konstatere, at der var en markant stigning i sagerne i perioden 2008-2012, som siden

stabiliserede sig på et højt niveau med ca. 2.500 årlige sager. Stigningen antages at være

et resultat af ændrede administrative processer som følge af domstolsreformen i 2007.

Antallet af fuldbyrdelsessager var i 2020 på samme niveau som i årene forud for den

familieretlige reform. De 2.500 årlige sager dækker ikke over 2.500 familier, idet ca. 40

pct. af sagerne er gengangersager, hvor en familie tidligere har haft en anden eller flere

fuldbyrdelsessager ved retten.

Generelle målinger af det familieretlige system har vist, at den sociodemografiske sam-

mensætning blandt familier med familieretlige sager i det væsentlige er den samme før

og efter den familieretlige reform. Der kan heller ikke konstateres nogen udvikling i for-

ældrenes konfliktniveau og omkring deres forældresamarbejde. Disse målinger tyder på,

at børn, der er involveret i en fuldbyrdelsessag, gennemgående er lidt yngre end børn i

andre familieretlige sager, og mange af dem er i mistrivsel, når man spørger forældrene.

Forældrenes trivsel er ligeledes dårligere end i andre familieretlige sager.

Fuldbyrdelsessager drejer sig hyppigst om, at et barn ikke er blevet udleveret til samvær.

Når man anlægger en længere tidshorisont, indikerer data, at der over tid har været en

stigning i andelen af sager, hvor børn ikke tilbageleveres til bopælsforælderen. Den hyp-

pigste begrundelse for ikke at udlevere er, at barnet ikke vil på samvær (eller tilbage til

bopælsforælderen).

Ifølge de involverede forældres oplysninger viser undersøgelsen, at fuldbyrdelsessager

hyppigere end andre familieretlige sager er karakteriseret ved et højt konfliktniveau og

ved, at der er flere risikofaktorer i sagerne. Når man grupperer familierne med fuldbyr-

delsessager efter forældrenes egen opfattelse af konfliktniveauet og omfanget af soci-

ale problemer (risikofaktorer), er to tredjedele af familierne kendetegnet ved, at der er

mindst tre risikofaktorer, eller at der er oplysninger om fysisk eller psykisk vold i sagen.

Dette er en væsentlig højere andel end i andre familieretlige sager. Da vi i en survey

spurgte dommerne om det samme, var de ofte usikre på, om der var risikofaktorer i sa-

gen. Det kan skyldes, at disse problemer ikke har været en del af den aktuelle sag, eller

at dommerne kræver en højere grad af bevisførelse for at ville angive, at der fx er mis-

brug eller vold i sagen. I de sagsbeskrivelser, som dommere har udarbejdet til undersø-

gelsen, omtales dog ofte sager med flere tilstedeværende risikofaktorer, der kan have

negativ betydning for børnenes trivsel. Der optræder dog også en del eksempler på sa-

ger, hvor det høje konfliktniveau mellem forældrene er den primære årsag til den mang-

lende udlevering, og sager, hvor forældrene er villige til at samarbejde, men hvor prakti-

ske problemer gør det vanskeligt at overholde en samværsaftale. Vi finder ikke indikati-

oner på, at målgruppen for fuldbyrdelsessager eller sagernes karakter skulle have æn-

dret sig efter reformen.

Rettens behandling af fuldbyrdelsessager

På grundlag af information om i alt 360 sager, som er indhentet fra fogedretterne i 2019

og familieretterne i 2020/2021, gennemgår undersøgelsen, hvordan retten behandler

fuldbyrdelsessagerne. Gennemgangen viser, at en del af de anmodninger om udlevering

af et barn, som retten modtager, bliver afvist eller af forskellige grunde går i sig selv igen,

uden at der afholdes et retsmøde. I 2020 drejede det sig om hver fjerde anmodning.

Retsmøder afvikles i udgangspunktet som selvmøder, hvor forældrene selv fremlægger

deres sag, men i meget konfliktfyldte sager kan det smidiggøre processen, når en advo-

kat deltager. Retsmøder kan afvikles som fysiske møder eller som telefonretsmøder. Un-

dersøgelsen afspejler, at telefonretsmøder bliver anvendt i varierende omfang på tværs

af retterne – det gjaldt både før og efter reformen – men når denne mødeform bliver

brugt, er det især i tilfælde, hvor dommeren har tiltro til, at sagen kan afsluttes med et

forlig.

Gennemgangen viser videre, at retten – såvel før som efter reformen – har afholdt en

børnesamtale i hver tredje fuldbyrdelsessag. Børn over 6 år indkaldes i flertallet af sa-

gerne, hvis begrundelsen for den manglende udlevering er, at barnet modsætter sig at

blive udleveret. De undersøgelsesdata fra 2020, som er baseret på forældres besvarel-

ser, indikerer, at børn, der er involveret i en fuldbyrdelsessag, hyppigere har deltaget i

børnesamtale end børn, der er impliceret i en sag i Familieretshuset eller i den øvrige

familieret.

Om sagernes udfald viser undersøgelsen, at der bliver indgået flere forlig og afsagt færre

kendelser efter reformen end før. Forholdet mellem kendelser om, at barnet skal udle-

veres (fremmes) henholdsvis ikke skal udleveres (nægtes fremme), er det samme før

som efter reformen. I omkring halvdelen af de afsagte kendelser bestemmer dommeren,

at barnet skal udleveres; i den anden halvdel nægter dommeren at fremme sagen (dvs.

at retten ikke vil forsætte behandlingen af sagen). Undersøgelsen viser, at der oftere

afsiges en kendelse om, at barnet ikke skal udleveres, når der er kendte risikofaktorer i

sagen, og når barnet udtrykker modstand mod udleveringen. Analysen tyder endvidere

på, at barnets mening udgør et relativt stærkt grundlag for, at der afsiges retlige kendel-

ser i sagerne.

I forbindelse med den familieretlige reform fik retten som noget nyt mulighed for at hen-

vise sagen til Familieretshuset. Undersøgelsen viser, at denne mulighed bliver anvendt i

halvdelen af de sager, hvor dommeren nægter at fremme sagen. Når henvisningsmulig-

heden bliver brugt, er det i nogle tilfælde, fordi der er tale om sager med en høj grad af

kompleksitet, hvor retten har svært ved at gennemskue, hvad der er op og ned i sagen.

I andre tilfælde kan der være tale om, at et barn modsætter sig at fortsætte i den ordning,

det er omfattet af, eller der kan være tilfælde, hvor der under fuldbyrdelsessagen kom-

mer nye oplysninger frem, som giver anledning til at overveje, om den gældende aftale

er til barnets bedste. Da den familieretlige reform blev forberedt, var det tanken, at hen-

visningssagerne skulle behandles i et særligt fast-track-spor i Familieretshuset. Under-

søgelsen peger imidlertid på, at denne ordning i praksis er ukendt for dommerne eller

ikke fungerer.

Forholdet mellem afsagte kendelser uden og med tvangsmidler er omtrent det samme

før som efter reformen: Cirka hver fjerde kendelse indeholder et tvangsmiddel, som of-

test er truslen om en bøde.

Afhentning af barnet ved umiddelbar magt er rettens yderste tvangsmiddel. I forbindelse

med reformen fik retten som et nyt redskab mulighed for at tilbageholde den forælder,

der ikke vil udlevere, for at undgå at skulle afhente barnet med magt. I de 271 sager, som

er indhentet fra retterne efter reformen (2020/2021), kom tilbageholdelse af en forælder

på tale i 2 sager. I begge tilfælde var der tale om sager, hvor barnet ikke var blevet

tilbageleveret til bopælsforælderen. Tilbageholdelserne var planlagt til at foregå i rets-

bygningen i forbindelse med, at et retsmøde skulle afholdes.

Blandt de i alt 360 sager, som er indberettet fra retterne i 2019 og 2020/2021, blev 5

børn søgt afhentet ved umiddelbar magt, 3 i 2019 og 2 i 2020/21. Da dommerne har

beskrevet de fem sager med varierende udførlighed, er det vanskeligt at vurdere, om

afhentning af børn ved umiddelbar magt i højere grad sker af hensyn til barnet og for

dets bedste efter reformen end før reformen. I mindst 3 af de 5 sager synes den tilba-

geholdende forælders manglende vilje til efterleve tidligere myndighedsafgørelser, eller

forsøg på at forhale sagsbehandlingen, at være et centralt element i sagen. I 3 af de 5

sager resulterede afhentningen i, at barnet blev udleveret, mens det i 2 tilfælde endte

med ikke at lykkes, fordi bopælsforælderen forsvandt med barnet, eller fordi man måtte

opgive at få barnet med.

Ifølge Domstolsstyrelsens registreringer var der i hele 2020 fire sager, hvor det blev be-

sluttet at afhente et eller flere børn ved umiddelbar magt. Det svarer til 0,2 pct. af alle

afsluttede fuldbyrdelsessager dette år. Ud fra de statistiske informationer, som Dom-

stolsstyrelsen har udarbejdet på udvalgte måletidspunkter fra 2013 til 2020, tegner der

sig et klart billede af, at der i de senere år har været et fald i antallet af sager, hvor børn

bliver afhentet med umiddelbar magt, og at det efter reformen var yderst sjældent, at

det skete.

Et mere sammenhængende sagsforløb?

Med udgangspunkt i fuldbyrdelsessagerne belyser undersøgelsen, om sagsbehandlings-

forløbene er blevet mere sammenhængende for borgerne, sådan som det var målsætnin-

gen med reformen. Spørger man forældre, der ud over en fuldbyrdelsessag også har haft

en anden sag i det familieretlige system efter reformen, er der en udbredt utilfredshed. 9

ud af 10 forældre havde ikke fået løst den problematik, de henvendte sig med nogle må-

neder tidligere, og tre fjerdedele af forældrene oplevede ikke, at sagsbehandlingsforløbet

var sammenhængende. Forældre med fuldbyrdelsessager er gennemgående mere util-

fredse end forældre, der har andre sager i det familieretlige system. Det kan skyldes, at de

i højere grad end andre formodes at have flere samtidige problemer, eller at de har mødt

det familieretlige system på et tidspunkt, hvor reformen ikke var fuldt implementeret.

Reformen indebar, at børnesagkyndige fra Familieretshuset fremover skal varetage bør-

nesamtalen i fuldbyrdelsessagerne, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Undersøgelsen viser, at dette mål blev delvist indfriet i 2020, hvor Familieretshusets

børnesagkyndige deltog i 60 pct. af de afholdte børnesamtaler. Medarbejderne fra fami-

lieretterne beskriver samarbejdet som velfungerende, men peger også på, at der er en

stigende efterspørgsel efter disse børnesagkyndige, hvilket er baggrunden for, at fami-

lieretten i en del børnesamtaler trækker på sit eget korps af sagkyndige psykologer.

Undersøgelsen har belyst, i hvilken grad der foregår et tværgående samarbejde mellem

medarbejdere og myndigheder, når der er samtidigt verserende sager. Undersøgelsen

viser for det første, at overlappet mellem samtidige fuldbyrdelsessager og andre verse-

rende forældreansvarssager i familieretten er ganske beskedent, hvorfor det er sjæl-

dent, at borgeren møder den samme medarbejder i fuldbyrdelsessagen, som også har

behandlet den anden sag i retten (4 pct. af fuldbyrdelsessagerne). For det andet viser

undersøgelsen, at der foregår en form for kontakt eller koordinering i omkring hver femte

fuldbyrdelsessag, hvor der samtidigt verserer en sag hos Familieretshuset eller i kom-

munen. Der er en lidt højere grad af koordinering efter reformen i forhold til før. Under-

søgelsesmaterialet efterlader dog indtryk af, at der i fuldbyrdelsessagerne er ganske

vandtætte skotter mellem Familieretshuset og familieretten. Det gælder både før og ef-

ter reformen. Når der er kontakt eller koordinering med Familieretshuset, sker det typisk

ved, at familieretten udsætter fuldbyrdelsessagen, hvis den har fået kendskab til, at Fa-

milieretshuset er ved at afslutte en sag om fx samvær. I forhold til familierettens samar-

bejde med kommunen ser undersøgelsen tegn på, at dette fremstår lidt mere forstærket

efter reformen end før, om end på en indirekte måde. Vi kan således registrere, at kom-

munale sagsbehandlingstiltag omtales med større hyppighed i familierettens sagsbeskri-

velser efter reformen (21 pct. af sagerne) end før (11 pct. af sagerne). Ændringen kan

være et resultat af, at forældrene nu uploader sagens akter digitalt. Det har gjort oplys-

ningsgrundlaget mere omfattende, men kan også bidrage til at kvalificere familierettens

afgørelser.

Barnets position

Undersøgelsen kredser om spørgsmålet om, hvorvidt det har nogen betydning for sager-

nes forløb og udfald, at fuldbyrdelsessager ikke længere bliver vurderet ud fra kriteriet om

’alvorlig fare for barnets legemlige og sjælelige sundhed’, men ud fra et bredere kriterium

om ’barnets bedste’. Har det ændrede skøn fx manifesteret sig ved øget børneinddragelse,

ved at barnets mening i højere grad tillægges vægt, eller ved at dommerne i højere grad

end tidligere er opmærksomme på, om der er risikofaktorer i sagen? Når vi fokuserer på

netop disse nedslagspunkter, peger undersøgelsen opsummerende på følgende:

▪

Om børneinddragelse: På den ene side tyder undersøgelsen på, at børn i højere

grad bliver inddraget i fuldbyrdelsessager end i andre familieretlige sager i fami-

lieretten eller Familieretshuset. På den anden side er omfanget af børnesamtaler i

fuldbyrdelsessagerne omtrent det samme før og efter reformen.

Om barnets mening: På den ene side har vi vist, at børnesamtalen spiller en rolle

for, at der afsiges en kendelse, og at barnets modstand influerer på afgørelsen

om, hvorvidt det skal udleveres eller ikke. På den anden side er forholdet mellem

kendelser om, at barnet skal udleveres, og at det ikke skal udleveres, omtrent det

samme før og efter reformen.

Om opmærksomhed på risikofaktorer i sagen: Når man spørger dommerne di-

rekte, om der er risikofaktorer i sagen, er der på den ene side ingen væsentlige

forskelle i besvarelsesmønsteret før og efter reformen. På den anden side har vi

observeret, at dommerne efter reformen hyppigere omtaler kommunale sagsbe-

handlingstiltag i deres sagsbeskrivelser, hvilket kan tolkes som en øget opmærk-

som på betydningen af risikofaktorer.

▪

Ud fra det datagrundlag, vi har haft til rådighed, ser vi på disse nedslagspunkter samlet

set kun mindre ændringer før henholdsvis efter reformen. Det er imidlertid ikke ensbe-

tydende med, at lovændringerne er virkningsløse eller uden betydning. Det er således

muligt, at justeringerne i loven har været en kodificering af en allerede eksisterende

praksis.

Om undersøgelsens datagrundlag

Undersøgelsens primære datagrundlag er information om i alt 360 fuldbyrdelsessager,

som blev indhentet ved en baselinemåling i fogedretterne før den familieretlige reform

(2019) og ved en opfølgende måling i familieretterne efter reformen (2020/2021). Fra

fogedretterne modtog vi information om 89 sager, mens vi fik sagsoplysninger om 271

sager fra familieretterne. Informationerne er indhentet i form af en spørgeskemaunder-

søgelse, der samtidig rummede mulighed for, at den dommer, som havde behandlet sa-

gen, kunne skrive et resume af sagens problemstillinger og udfald, dvs. en sagsbeskri-

velse. De relativt få sager, som indkom fra fogedretterne, indebærer, at vi kun kan udtale

os forsigtigt om eventuelle ændringer som følge af reformen. I tillæg til de 360 sager har

vi gennemført kvalitative interview med i alt 14 dommere fra fogedretten henholdsvis

familieretten, som har erfaring med at behandle fuldbyrdelsessager.

Ud over de data, som blev indhentet fra retterne (benævnt fuldbyrdelsesundersøgel-

sen), trækker undersøgelsen også på andre datakilder. Det drejer sig først og fremmest

om VIVEs årlige survey-baserede målinger af forældres tilfredshed med det familieretlige

system før og efter reformen (her benævnt som tilfredshedsundersøgelsen). I 2020-må-

lingen (dvs. efter reformen) er der informationer om, hvorvidt 1.589 forældre, som havde

anlagt en forældreansvarssag gennem Familieretshuset, tillige havde haft en fuldbyrdel-

sessag ved familieretten. Tilfredshedsundersøgelsens resultater om fuldbyrdelsessager

giver et indblik i forældrenes perspektiver på mødet med retten, men den er ikke repræ-

sentativ for alle forældre, der havde en fuldbyrdelsessag efter reformen.

Derudover inddrager undersøgelsen også myndighedsdata og informationer om en tidli-

gere praksisundersøgelse, som blev gennemført ved fogedretterne i starten af 00’erne.

1.1

Baggrund og formål

Baggrund

Efter Børnekonventionens artikel 9 og forældreansvarsloven har børn ret til at bevare

kontakten til begge forældre, medmindre det strider mod, hvad der er bedst for dem.

Undersøgelser om danske skilsmissebørn har vist, at de fleste forældre formår at sam-

arbejde om børnene uden større konflikter, mens et mindretal af børnene – 25-30 pct. –

oplever at blive involveret i en sag om samvær, bopæl eller forældremyndighed, fordi

forældrene henvender sig til en familieretlig myndighed, oftest Familieretshuset (tidli-

gere Statsforvaltningen) eller i sjældnere tilfælde familieretten (tidl. byretten) (Ottosen,

2016).

Nogle gange sker det, at en bopælsforælder ikke udleverer barnet til samvær, eller at en

samværsforælder ikke bringer barnet tilbage til bopælsforælderen efter endt samvær. I

disse tilfælde kan forældrene henvende sig til retten for at få hjælp til at få barnet udle-

veret. Rettens rolle er da at sikre, at de afgørelser eller gyldige aftaler, der er indgået om

barnet, bliver respekteret og efterlevet. Det kaldes for fuldbyrdelse. Regler om fuldbyr-

delse er nødvendige, fordi der skal være mulighed for at realisere en samværs- og for-

ældremyndighedsafgørelse ved hjælp af sanktioner, så barnet ikke uberettiget bliver af-

skåret fra at have kontakt med den ene forælder. Sådanne regler kan være med til fore-

bygge, at forældrene griber til selvtægt.

Fuldbyrdelsessager blev før 1. april 2019 behandlet ved fogedretten og efter dette tids-

punkt ved familieretten. Retten forsøger at få parterne bragt til enighed i henhold til de

aftaler, der er indgået, men lykkes dette ikke, kan den tage forskellige magtmidler i brug

og ultimativt iværksætte en udkørende forretning, hvor barnet bliver afhentet med umid-

delbar magt.

Sager efter forældreansvarsloven udgjorde kun en beskeden del af fogedretternes sam-

lede sagsmasse (0,7 pct.) (Domstolsstyrelsen, 2018), men set fra det familieretlige per-

spektiv er de ca. 2.500 årlige fogedretssager om forældreansvar en anseelig størrelse.

Der findes ingen viden om, hvor mange danske skilsmissefamilier der har været i kontakt

med fogedretten, men antallet af fuldbyrdelsessager steg efter 2007, hvor både foræl-

dreansvarsloven og domstolsreformen trådte i kraft, uden at man kender de præcise

årsager hertil (Ottosen, 2016). Udkørende fogedforretninger, hvor fogeden fysisk henter

børn til eller fra samvær, forekom meget sjældent: I 2017 blev det besluttet at afhente 9

børn med magt, mens det tilsvarende drejede sig om 18 børn i 2016. Det var således i

under 1 pct. af sagerne, hvor det bliver besluttet, at sagen skulle løses ved umiddelbar

magt (Børne- og Socialministeriet, 2018).

Den historiske debat om tvangsfuldbyrdelse afspejler, at man alle dage været har været

betænkelig ved, at børn blev udleveret til samvær ved umiddelbar magt. Samtidig har

synspunktet også været, at det er nødvendigt at have sanktionerende regler, hvis for-

ældre ikke respekterer de fastsatte afgørelser eller indgåede aftaler om samvær, bopæl

eller forældremyndighed. Fra begyndelsen af 2000’erne har der været øget politisk be-

vågenhed på fuldbyrdelsesområdet: Hvordan kan man på den ene side beskytte børn

mod den voldsomme oplevelse, det er at blive udleveret med myndighedernes bistand,

og hvordan kan man på den anden side imødegå såkaldt samarbejds- eller samværschi-

kane, hvor den ene forælder uberettiget hindrer den anden forælder i at have kontakt

med det fælles barn?

Historisk set har fuldbyrdelsessagerne været placeret hos fogedretten, som behandler sa-

ger om udleveringskrav. Men med implementeringen af den familieretlige reform pr. 1. april

2019 blev fuldbyrdelsessagerne om forældremyndighed, bopæl og samvær overført til den

nye konstruktion, familieretten. Samtidig blev der indført en række nye betingelser og be-

stemmelser om, hvordan disse sager fremover skulle behandles, herunder fx indledende

overvejelser om der er behov for en fornyet grundig børne- og familiefaglig behandling af

sagen i Familieretshuset. Også magtmidlerne er ændret, så de i højere grad retter sig mod

den tilbageholdende forælder og ikke mod barnet. Betingelserne for at fuldbyrde en sag

om forældreansvar er endvidere vendt om, således at fuldbyrdelse kun kan ske under hen-

syn til barnet, og at fuldbyrdelse skal varetage barnets bedste, og ikke som tidligere, hvor

fuldbyrdelse kun kunne afvises, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed blev udsat

for alvorlig fare ved fuldbyrdelsen (Børne- og Socialministeriet, 2018). Ændringerne be-

skrives mere detaljeret nedenfor.

1.2

Formål

Der er begrænset systematisk viden om, hvordan fuldbyrdelsesager foregår, og også de

statistiske data på området er begrænsede. De seneste analyser hidrører fra 2003-2004

(Børnerådet, 2002; Rothe, 2003; Justitsministeriets forskningsenhed, 2004), dvs. før

Forældreansvarsloven trådte i kraft. En gennemgang om udviklingen i familieretlige kon-

flikter konkluderede på baggrund af væksten i fuldbyrdelsessager, at der var behov for,

at statistikken på fogedretsområdet blev tydelig- eller tilgængeliggjort, så det fremover

blev muligt at følge udviklingen mere systematisk (Ottosen, 2016).

Implementeringen af den familieretlige reform i 2019 har foranlediget, at nye spørgsmål

rejser sig: Hvad betyder den organisatoriske forandring og den ændrede tilgang i be-

handlingen af disse sager for fuldbyrdelsesområdet? Vil disse ændringer føre til et fald i

afgjorte fuldbyrdelsessager, eller vil de føre til andre udfald, end man hidtil har set? Vil

familieretsreformen indebære, at det er de samme eller andre målgrupper af forældre,

der anmoder om at få en sag fuldbyrdet, eller at sagernes substans ændrer sig? Hvordan

vil familieretten fremover løse konflikterne, og hvilke medarbejdere ved retterne (og an-

dre tilgrænsende systemer) er involveret i konfliktløsningen? Hvordan forløber de typi-

ske sager, og hvordan forløber det mindretal af sager, hvor sagerne må løses ved tvang?

Og hvordan vil ’barnets bedste’ blive fortolket i den retlige praksis?

Disse spørgsmål lægger op til at gennemføre en praksisundersøgelse, der har til formål

at bringe viden frem om, hvilke implikationer den familieretlige reform har for behandlin-

gen af fuldbyrdelsessager efter forældreansvarsloven. En sådan undersøgelse, der er et

element i evalueringen af det nye familieretlige system, forudsætter, at der også forelig-

ger viden om, hvordan fuldbyrdelsesområdet fungerede, før reformen trådte i kraft. Un-

dersøgelsen fokuserer på de mest almindeligt forekommende sagstyper, hvor børn ikke

udleveres til eller fra et samvær, mens den ikke beskæftiger sig med internationale bør-

nebortførelsessager, der også kan fuldbyrdes ved tvang i retten.

1.3

Et historisk rids

Overordnet set forekommer fuldbyrdelsesområdet ikke at være et emne, der er fyldigt

kommenteret i den familieretlige litteratur. I løbet af de sidste ca. 35 år har der været fire

større lovreformer af forældreansvarsområdet (dvs. ca. hvert tiende år), og forarbej-

derne til disse afspejler, at det først er i nyere tid, dvs. fra starten af 2000’erne, at områ-

det har fået særlig opmærksomhed.

Reglerne om fuldbyrdelse af forældreansvarsafgørelser (eller gyldige aftaler herom) befin-

der sig i retsplejeloven. I en gennemgang af området fra 1948 (Munch-Petersen, 1948)

fremgår det, at der allerede tidligt har været lovhjemmel til, at en forældremyndighedsin-

dehaver kunne få fogedens bistand til at få udleveret et umyndigt barn ved en umiddelbar

fogedforretning

. Fogeden kunne dog udsætte sagen eller afvise at tage begæringen til

følge under hensyn til barnets tarv. Det var imidlertid først i forbindelse med en ændring

af ægteskabsloven i 1969, at en tilsvarende ret til den samkvemsberettigede forælder blev

lovfæstet.

Adgangen til samkvemsret for den forælder, der ikke fik forældremyndigheden ved skils-

misse, var blevet indført med § 27 i myndighedsloven fra 1922

. Man indførte dengang

en ret, men man glemte det vigtigste, sanktioneringen, som professor Ernst Andersen

påpegede i sin lærebog om familieret fra 1964 (Andersen, 1964). Når der skulle gå 47 år,

før retsplejeloven fik udtrykkelige bestemmelser om grundlaget for tvangsfuldbyrdelse i

sager, der handlede om udlevering til samvær (§ 478) og midlerne hertil (§ 499a: bøder

eller umiddelbar magt), skyldes det formentlig især to forhold: For det første foregik lov-

givningsprocessen i et noget mere adstadigt tempo, end vi ser det i dag. For det andet

var skilsmisser et relativt sjældent fænomen før 1970, og familieretlige konflikter om ud-

levering af børnene forekom endnu sjældnere.

Ikke desto mindre afspejler familieretlige kommentarer fra 1940 og frem til begyndelsen

af 1960’erne, at spørgsmålet om fogedbistand i forbindelse med udlevering til samvær

ikke var en helt ukendt problemstilling

. Der blev i denne periode afsagt flere højesterets-

og landsretsdomme, som gik på, at den samkvemsberettigedes position kunne betragtes

som analog til forældremyndighedsindehaverens i relation til udlevering. Flere familie-

retlige kommentatorer (Andersen, 1964; Ahnfelt-Rønne, 1940; Snævar, 1963) mente, at

disse afgørelser hvilede på et tvivlsomt grundlag og var betænkelige ved den praksis,

Reglen var dengang placeret i Retsplejeloven (Rpl) § 609. Rpl er fra 2016.

Lov nr. 277 af 30/6 1922, om umyndighed og værgemål, § 27: »Den af forældrene, hvem forældremyndigheden

ikke tilkommer, har ret til personligt samkvem med barnet, medmindre særlige omstændigheder taler derimod.

Alle spørgsmål om udøvelsen af sådan ret, såvel som om dens indskrænkning eller ophævelse, afgøres om fornø-

dent af overøvrigheden«.

Munch-Petersen (1948 om tvangsfuldbyrdelse) skriver, p 269 og 289-92): b. Skønt § 609 kun omtaler Fogedens

Hjælp til at »gøre Forældre- eller Værgemyndighed gældende med hensyn til umyndige«, har Praksis i nyeste Tid

anerkendt, at Fogedens Bistand til Udlevering af et Barn ogsaa kan paakaldes efter § 609 ellers dens Analogi t i l

Gennemførelse af »Samkvemsretten« eller »Besøgsretten« efter Myndighedslovens § 27. Rigtigheden af denne

Praksis er overordentlig tvivlsom, men det maa i hvert Fald understreges, at det ovenfor S. 291 om Gennemførelse

af Forældre- eller Værgemyndighed anførte, hvorefter Hensynet til Barnets T arv kan føre til, at Fogeden ikke er

Faderen (eventuelt Moderen) følgagtig, gør sig endnu stærkere gældende, hvor det kun drejer sig om Gennemfø-

relse af et kortvarigt Besøg, som Barnet ikke ønsker.[…]

der havde udviklet sig. For eksempel mente højesteretssagfører Ahnfelt-Rønne, at sam-

kvemsretten var gået over gevind:

Nu foreligger jo imidlertid efter Højesterets Dom af 21. November 1939 den

Mulighed, at den samkvemsberettigede kan gaa umiddelbart til Fogden og faa

en Slags Indsættelsesforretning foretaget i Samkvemsretten. Hyggeligt er

dette Fremtidsperspektiv ikke. Af alle civilretlige Konstellationer er den vel den

uhyggeligste: Faderen – Fogeden – det skrigende Barn – den grædende Mo-

der, og alt dette for at opnå, at Barnet besøger Faderen den sidste Søndag i

Maaneden fra 12-20. Det er vel et Spørgsmaal, om denne i Højesteretsdom-

mens Præmisser forudsatte Ret til at gaa til Fogden ikke kan blive en Torpedo

under hele § 27.

Nogle mente, at man enkelt og effektivt kunne løse dette problem ved enten at ophæve

samkvemsretten eller ved i grelle tilfælde at overføre forældremyndigheden fra den sabo-

terende forælder til den samkvemsberettigede (Ahnfelt-Rønne, 1940; Andersen, 1964).

Andre, der ligeledes fandt den umiddelbare magtanvendelse betænkelig, mente, at sam-

kvemsretten skulle bevares, men at man i stedet burde idømme tvangsbøder (Snævar,

1964).

I 1964 afgav Justitsministeriets ægteskabsudvalg af 1957 en betænkning (Justitsmini-

steriets ægteskabsudvalg, 1964), hvori problemstillingen om tvangsfuldbyrdelse af sam-

kvem blev grundigt behandlet. Udvalget havde bl.a. indhentet informationer om proble-

mets omfang i København. Københavns Overpræsidium behandlede dengang ca. 300

samkvemssager om året, hvoraf 30 sager var genstand for en børnepsykiatrisk erklæring

– dem, vi i dag ville betegne som komplekse samværssager. Ved Københavns Byret var

der i samme periode (1961-1963) årligt berammet 19-27 sager om umiddelbare foged-

forretninger til gennemtvingelse af samkvemsretten, dvs. et ganske beskedent antal.

Omkring hver fjerde sag endte med, at sagen ’blev gennemført fuldt ud’, som det hed

sig. De andre sager blev forligt eller bortfaldt af andre grunde, bl.a. fordi fogeden opgav

at gennemføre forretningen. I øvrigt var omkring halvdelen af de berammede sager gen-

gangersager.

Ægteskabsudvalget mente, at håndhævelsen af samkvemsretten skulle lovfæstes, så-

dan at den, der havde samkvemsretten, skulle have rimelige muligheder for virkelig at

gennemføre retten trods modstand fra modparten. Men samtidig skulle en regel i videst

muligt omfang tilgodese hensynet til barnets tarv. Tvangsmidlerne hertil skulle være bø-

der eller umiddelbar magt. Forud herfor burde dog foregå mæglingsbestræbelser med

forældrene for at få samværet gennemført på fredelig vis. Først herefter kunne tvangs-

bøder komme på tale. Fuldbyrdelse ved umiddelbar magt, dvs. afhentning af barnet,

skulle betragtes som den sidste udvej og burde ikke kunne ske

, ”

dersom barnets sjæle-

lige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare”. Fogeden ville dermed få

en mulighed for at afvise at tvangsfuldbyrde. Udvalget gik ikke ind i en indholdsmæssig

drøftelse af, hvad der mentes med

alvorlig fare

for barnets sjælelige og legemlige sund-

hed, men fastslog dog, at en påstand om eksistensen af en sådan fare ikke alene kunne

støttes på forældremyndighedsindehaverens forklaring, men måtte underbygges nær-

mere, eventuelt ved en børnepsykiatrisk undersøgelse. Ægteskabsudvalgets overvejel-

ser og forslag udgjorde – i modificeret form – grundlaget for ændringen af retsplejeloven

i 1969 (Justitsministeriets

ægteskabsudvalg,

1964; Retsplejerådet, 1989).

Siden 1969 er retsplejelovens bestemmelser om tvangsfuldbyrdelse af samvær og for-

ældremyndighed blevet justeret flere gange, bl.a. i forbindelse med vedtagelsen af for-

ældreansvarsloven i 2007. Her blev barnets perspektiv styrket i sagsbehandlingen, idet

der blev indført mulighed for at gennemføre en børnesamtale – også med mindre børn –

i tvangsfuldbyrdelsessagens forberedende del under medvirken af en børnesagkyndig.

Barnet kunne også få beskikket en person til at bistå sig under retssagen. Desuden blev

proceduren stammet op, hvis fuldbyrdelsen skulle ske ved umiddelbar magtanvendelse,

idet en børnesagkyndig og en repræsentant fra kommunen som udgangspunkt skulle

medvirke. Begrundelsen var, at det er traumatiserende for et barn at blive transporteret

til en forælder under fysisk magtanvendelse af fremmede personer. For at understrege,

at fogedretssager om børn har en særlig karakter, fik bestemmelserne om tvangsmidler

desuden deres eget selvstændige kapitel (kapitel 48a) i stedet for at stå omtalt sammen

med bl.a. boligretsdomme om opsigelse eller ophævelse af lejemål

(

Udvalget om Foræl-

dremyndighed og Samvær, 2006; L134/2007). I 2015 blev forældreansvarsloven justeret

med den såkaldte chikanepakke, hvor man b.la. indførte automatisk erstatningssamvær

og åbnede mulighed for, at forældrene – som en sidste udvej for at finde en fredelig

løsning – kunne modtage udkørende børnesagkyndig rådgivning, inden en forældrean-

svarssag blev fuldbyrdet ved umiddelbar magt (L103/2014).

1.4

Den familieretlige reform i 2019

Det retlige grundlag for tvangsfuldbyrdelse var før den familieretlige reform i 2019 be-

skrevet i retsplejelovens § 478 (grundlaget for tvangsfuldbyrdelse), i §§ 536-37 i kapitel

48a (om tvangsmidler og betingelser herfor) og i § 596 (om umiddelbar håndhævelse af

forældremyndighed og bopæl) (Kistrup,

Møgelvang-Hansen & Lindencrone Petersen

2015; Justitsministeriet, 2004, 2007). Fra 2019 blev de hidtidige §§ 536-537 ophævet,

og der er indsat et nyt kapitel 42b i retsplejeloven om særregler om tvangsfuldbyrdelse

af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær (§ 456 p-r). Bestemmelserne i § 478

og § 596 er indholdsmæssigt uændrede, men teknisk justeret i henhold til den nye op-

gavevaretagelse, dvs. tvangsfuldbyrdelsessager om forældreansvar fremover skulle be-

handles i familieretten og ikke længere i fogedretten.

Den overordnede hensigt med den familieretlige reform i 2019 er dels at tilvejebringe et

mere samlet forløb for de familier, som er involveret i sagerne, dels at understrege, at

hensynet til barnet er altafgørende, og at dette hensyn sættes over andre hensyn. Dette

gælder også i forhold til fuldbyrdelse af forældreansvar. Hensigten med ændringerne i

fuldbyrdelsesreglerne er at signalere tydeligere end hidtil, at en eventuel fuldbyrdelse

skal ske under hensyn til barnet, og at barnet i videst muligt omfang bør skånes for op-

levelsen af at skulle udleveres til en forælder med magt (Børne- og Socialministeriet,

2018).

Blandt de væsentligste ændringer, der fulgte med familieretsreformen i 2019, er:

▪

Før 1. april 2019 blev tvangsfuldbyrdelsessager behandlet i fogedretten. Nu be-

handles de af familieretten. Hensigten hermed er at skabe et sammenhængende

forløb for familierne.

Før 1. april 2019 kunne fuldbyrdelse ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige

sundhed derved udsættes for alvorlig fare

. Nu kan fuldbyrdelse kun ske under

hensyn til barnet, og den skal varetage barnets bedste. Desuden kan fuldbyrdelse

nu kun ske, hvis der ikke er behov for at henvise sagen til Familieretshusets vur-

dering af, om den aftale/afgørelse, der søges fuldbyrdet, skal ændres eller ophæ-

ves

. Hensigten er at præcisere, at fuldbyrdelsen skal ske for barnets skyld og

ikke for en forælders skyld.

Før 1. april 2019 kunne fuldbyrdelse ske ved at anvende tvangsmidler (bøder) eller

umiddelbar magt (afhentning af barnet). Nu er det præciseret, at umiddelbar magt

som udgangspunkt skal ske ved kortvarigt at tilbageholde den forælder, der har

barnet. Er det ikke muligt, skal Familieretten vurdere, om der er grundlag for at

hente barnet. Hensigten er at skærme barnet mod voldsomme oplevelser i forbin-

delse med, at det bliver afhentet af den anden forælder.

Før 1. april 2019 kunne der fastsættes tvangsbøder, til barnet blev udleveret. Det

kan der fortsat, men det er præciseret, at bøden fastsættes i forhold til forælde-

rens indkomstforhold, og som minimum er på 1.500 kr. Hensigten med at fast-

sætte en beløbsstørrelse er at sikre, at den reelt kan påvirke forælderens adfærd.

Før 1. april 2019 skulle der ved afhentning af et barn normalt deltage en børne-

sagkyndig og en repræsentant fra kommunen. Nu er det præciseret, at den bør-

nesagkyndige skal være fra Familieretshusets børneenhed, og at denne skal vur-

dere, om fuldbyrdelsen sker af hensyn til barnet og varetager barnets bedste.

Hensigten er at skabe et sammenhængende forløb for barnet, idet dette måske

tidligere har haft en kontaktperson i Familieretshuset, hvis sagen har været be-

handlet der. Skal der afholdes en samtale med barnet om fuldbyrdelsen, skal

denne varetages af en børnesagkyndig eller af en repræsentant fra kommunen.

Den børnesagkyndige skal i givet fald komme fra Familieretshusets børneenhed,

medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder.

▪

1.5

Forskningsbaseret viden om fuldbyrdelsessager

Både nationalt og internationalt er der efterhånden opbygget nogen viden om sager,

hvor forældre henvender sig til de familieretlige myndigheder for at få løst deres uenig-

I forarbejderne til lovændringer i 2007 om ændring af retsplejeloven er anført under pkt. 3 om tvangsfuldbyrdelser:

”Ministeriet er ligesom udvalget af den opfattelse, at det er traumatiserende for et barn at blive transporteret til

en forælder under fysisk magtanvendelse af fremmede personer. ”Hvad der derudover menes med, at ”barnets

sjælelige og legemlige sundhed udsættes for alvorlig fare”, er ikke nærmere udfoldet. Kilde: https://www.ft.dk/

samling/20061/almdel/reu/bilag/202/332074.pdf . Heller ikke i betænkningen ’Barnets perspektiv’ drøftes det. Be-

stemmelsen er videreført fra dengang gældende ret (§ 536). I betænkning fra 1964 anvendes formuleringen, men

det er ikke indholdsbestemt.

I forarbejderne til den nye FAL anføres det: ”Børne- og Socialministeriet finder, at det fortsat skal være udgangs-

punktet, at fuldbyrdelsessagen søges forligt, samtidig med at der bør være fokus på den underliggende konflikt

mellem forældrene. Det vil som et naturligt led heri i nogle tilfælde kunne være relevant at genbehandle sagen, og

ministeriet finder derfor, at der som noget nyt bør foretages en indledende vurdering af, om sagen har en sådan

karakter, at der er behov for en grundig børne- og familiefaglig behandling af sagen i Familieretshuset og familie-

retten. I bekræftende fald bør familieretten have mulighed for at henvise sagen til Familieretshuset til videre be-

handling”.

heder om børnene. Efter forældreansvarsloven blev indført i 2007, er der i Danmark ud-

givet flere forskningspublikationer om forældres kontakt med det familieretlige system i

både byretten og Statsforvaltningen henholdsvis Familieretshuset (Ottosen & Stage,

2011; Ottosen, 2016; Ottosen, Dahl & Boserup, 2017; Dahl, 2018; 2019; 2020). Ingen af

dem har beskæftiget sig særskilt med fuldbyrdelsesområdet, men generelt viser de dan-

ske undersøgelser, at forældre, som henvender sig til de familieretlige myndigheder, kan

have mindre eller større problemer. I nogle tilfælde er der en udtalt vilje til at få samar-

bejdet til at fungere – disse familier behøver mindre hjælp. I andre tilfælde overskygger

forældrenes indbyrdes konflikter muligheden for at samarbejde om børnene. I atter an-

dre tilfælde er der tale om mere komplekse forældreansvarssager med bekymringer for

barnets trivsel: Der kan fx være bekymringer for, om omsorgen bliver varetaget godt

nok, hvis en forælder er psykisk syg eller har misbrugsproblemer, eller for, om der er

sikkerhedsproblemer i form af fysisk eller psykisk vold mellem familiemedlemmerne. Hos

Ottosen, Dahl & Boserup (2017) gennemgås, hvordan udenlandske undersøgelser har

fundet tilsvarende problemstillinger og gradbøjninger af konflikter i det familieretlige

sagskompleks.

Der er imidlertid begrænset systematisk viden om forældreansvarssager, der bliver fuld-

byrdet ved tvang. I Danmark gennemførte Justitsministeriets forskningsenhed i 2004 en

mindre statistisk undersøgelse om fogedretternes praksis, der var baseret på data fra

1999-2001. Den viste bl.a., at fire ud af fem fogedretssager omhandlede samvær på især

fædres begæring, at der ofte kun var ét barn involveret (typisk i indskolingsalderen), at

manglende udlevering oftest blev begrundet med, at barnet ikke ville på samvær, at der

dengang sjældent blev afholdt børnesamtaler eller børnesagkyndige undersøgelser, at

halvdelen af sagerne blev forligt, mens 1,6 pct. af sagerne blev afsluttet med en udkørende

fogedforretning (dvs. umiddelbar magt) (Justitsministeriets forskningsenhed, 2004).

Heller ikke internationalt forekommer området at være forskningsmæssigt særligt vel-

belyst. Undersøgelser om håndhævelse af familieretlige afgørelser har i højere grad fo-

kuseret på børnebidrag end på samvær og bopæl (jf. Trinder et al., 2013: 12). Inden for

de senere år er der dog udarbejdet flere sammenlignende gennemgange af, hvordan

regelværket om fuldbyrdelse af forældreansvar er udformet i forskellige jurisdiktioner

(Bailey,

2017; Wasoff, 2007),

herunder også i det nordiske regi (Danielsen, 2003). Blandt

de få undersøgelser, der eksplicit har behandlet den retlige praksis i fuldbyrdelsessager

om samvær mv., skal især fremhæves to. Den ene er Röbäck (2012), en svensk ph.d.-

afhandling, der især fokuserer på barnets position og stemme i sagsforløbet. Studiet vi-

ser bl.a., at retten over tid (fra 2001 til 2007) er blevet mere opmærksom på forhold, der

kan gøre børn risikoudsatte (på kort sigt), ligesom den har fremmet børns mulighed for

at ytre sig i den retlige proces. Ikke desto mindre forholder retten sig ambivalent og tø-

vende til, hvad der er barnets ’virkelige vilje’. Det andet studie hidrører fra England, hvor

Trinder et. al (2013) belyste myndighedernes håndtering af fuldbyrdelsesager om sam-

vær ved at undersøge sammenhængen mellem sagernes problemstilling og den måde,

retten løste dem på. Overordnet set fandt studiet, at retten anvendte robuste/adækvate

løsningmodeller: fx blev sager, som fortrinsvist handler om forældrenes indbyrdes kon-

flikter, oftest løst ved forlig, mens sanktionerne var strengere i de relativt få sager med

fjendtligt indstillede mødre, der vedholdende modsatte sig, at der skulle være samvær.

Studiet påpegede imidlertid også, at retterne ikke i tilstrækkelig grad var opmærksomme

på de behov for beskyttelse af børnene, som blev nævnt i en række af sagerne (fx på-

stande om vold og omsorgssvigt) og efterlyste derfor fremadrettet et øget fokus på be-

tydningen af risici og mere børnecentrerede løsninger.

1.6

Undersøgelsens særskilte problemstillinger

Med afsæt i den spinkle viden om fuldbyrdelsesområdet i almindelighed og med afsæt i

de justeringer af området, som følger af den familieretlige reform fra 2019, har vi formu-

leret følgende temaer og problemstillinger for undersøgelsen, som bliver beskrevet og

analyseret gennem rapportens kapitler:

▪

Sagsgange:

Undersøgelsen beskriver, hvordan fuldbyrdelsesområdet er organi-

seret før og efter den familieretlige reform, herunder hvilke medarbejdergrupper

der behandler sagerne, og hvordan et sagsforløb konkret foregår fra en sag mod-

tages, til den bliver afsluttet. Den belyser videre, i hvilken udstrækning der anven-

des børnesamtaler og børnesagkyndige undersøgelser.

▪

Målgruppen for fuldbyrdelsessager:

Undersøgelsen indkredser karakteristika ved

forældre og børn, som henvender sig til fogedretten/familieretten med en sag om

fuldbyrdelse: Hvad drejer problemstillingerne sig typisk om – også i de sager, der

fører til anvendelse af tvangsmidler? I hvilken udstrækning er klientellet fx rekrut-

teret fra de komplekse § 7-sager, og i hvilken udstrækning er der tale om gengan-

gersager?

▪

Sagernes behandling og udfald:

Hvordan forløber de typiske sager, og hvor hyp-

pigt ender sagerne med tvang? Hvilke midler tages i anvendelse og under hvilke

betingelser (tvangsbøder, tilbageholdelse og afhentning), når børn bliver afhentet

ved umiddelbar magt? Kan man som følge af de nye midler, som fulgte med fami-

lieretsreformen, observere, om sagerne får et anderledes forløb?

▪

Sammenhængende sagsforløb:

Hvordan fungerer samarbejdet med andre myn-

digheder, særligt med Familieretshuset? Efter reformen i 2019 fik familieretten

mulighed for at henvise en sag til yderligere behandling i Familieretshuset og

skulle nu også samarbejde med Familieretshusets børnesagkyndige i de tilfælde,

hvor børn var direkte involveret i sagen.

▪

Barnets position:

Hvilken betydning har det for sagens forløb og udfald, at udle-

vering af et barn efter familieretsformen ikke længere skal vurderes ud fra kriteriet

om ’alvorlig fare for barnets legemlige og sjælelige sundhed’, men ud fra det bre-

dere kriterie om ’barnets bedste’? Vil denne ændring fx føre til øget børneinddra-

gelse, have indflydelse på, hvilken vægt barnets mening tillægges, eller måske

føre til, at rettens medarbejdere i højere grad end tidligere er opmærksomme på,

om der er risikofaktorer i sagen?

1.7

Anvendte begreber og terminologier

Sager, hvor forældre beder om rettens hjælp til at få et barn udleveret, blev tidligere

benævnt som tvangsfuldbyrdelsessager. Vi har konstateret, at der gennem de senere år

er sket en sproglig forskydning, sådan at man i dag i højere grad betegner dem som

fuldbyrdelsessager. I rapporten anvender vi den nyere betegnelse.

En sag

er et sagsforløb, der starter med en anmodning om udlevering. Nogle sager går i

sig selv igen uden at blive realitetsbehandlet; andre sager ender med et forlig eller en

kendelse. Dette beskrives nærmere i kapitel 5. Her skal vi gøre opmærksom på, at de

360 sager, som indgår i undersøgelsen, ikke dækker over 360 forskellige familier. Det

fremgår af nogle af de indhentede sagsbeskrivelser, at den samme familie kan optræde

i flere sager (såkaldte gengangersager), men da alle beskrivelserne er anonymiserede

for os, er det ikke muligt at tilvejebringe en præcis opgørelse over, hvor mange familier

de 360 sager dækker over.

De medarbejdere, som har medvirket i undersøgelsen, bliver i rapporten benævnt som

dommere

, fordi de har udøvet dømmende magt i sagen. De dækker over en række forskel-

lige stillingsbetegnelser ved retterne (jf. kapitel 3), som typisk er udnævnte dommere,

funktionschefer, retsassessorer og dommerfuldmægtige. Medarbejdere, som medvirkede

før reformen, omtales som

fogedretsdommere

, mens dem, der deltog efter reformen, be-

nævnes som

familieretsdommere

I de sagsbeskrivelser, som vi har indhentet fra retterne, og som vi refererer til i rapporten,

indgår der juridisk fagjargon. Vi har nogle steder omskrevet denne jargon til almindeligt

dansk, men visse steder kan de juridiske termer ikke undgås. I Boks 1.1 har vi forklaret

en række af de juridiske ord og vendinger, som ofte optræder i fuldbyrdelsessagerne.

Boks 1.1

Ofte anvendte juridiske termer og vendinger i fuldbyrdelsessagerne

Rekvirent: Den part (forælder), som er berettiget til at få barnet udleveret (dvs. anmoder om

at få barnet udleveret).

Rekvisitus/rekvisita: Den part (forælder), som er forpligtet til at udlevere barnet (dvs. som

ikke har udleveret barnet).

Påstand: Partens krav (til den afgørelse, man ønsker af retten).

Afviste henholdsvis tilbagekaldte sager: Anmodning om udlevering, som retten afviser at be-

handle henholdsvis som forælderen selv trækker tilbage.

Tilkendegivelse: Dommeren tilkendegiver mundtligt ved retsmødets slutning, hvilket udfald

en sag vil få. Tilkendegivelsen indeholder en begrundelse for resultatet.

Afsige en kendelse: Rettens afgørelse om, hvad der skal gælde i sagen.

Sagen fremmes: Retten fortsætter behandlingen af sagen.

Sagen nægtes fremme: Retten forsætter ikke behandlingen af sagen.

Kære: At klage over rettens afgørelse.

1.8

Rapportens disposition

Rapporten består af seks kapitler. I det efterfølgende kapitel 2 redegør vi for undersø-

gelsens design, de anvendte datakilder og metoder og for de metodiske forbehold, der

må tages ved undersøgelsen. Kapitel 3 beskriver organiseringen af fuldbyrdelsesområ-

det på baggrund af kvalitative interviews med dommere fra foged- og familieretterne. I

kapitel 4 redegør vi for udvalgte karakteristika ved forældre og børn, som er involveret i

en fuldbyrdelsessag, og vi viser på baggrund af en kategorisering af forældrenes pro-

blematikker, hvilken variationsbredde der kan være i de sager, hvor en forælder anmoder

om at få udleveret et barn. Kapitlet er baseret på et mix af forskellige datakilder, der

både hidrører fra forældre og fra retterne. Kapitel 5 fokuserer på rettens behandling og

følger processen, fra retten modtager en anmodning om udlevering, til den træffer en

afgørelse, som i yderste konsekvens kan ende med, at barnet bliver afhentet ved umid-

delbar magt. Dette kapitel er fortrinsvis baseret på data, som er indhentet fra retterne. I

det afsluttende kapitel 6 vurderer vi på baggrund af data, som er indhentet blandt for-

ældre og hos retterne, om den familieretlige reform har medført et mere sammenhæn-

gende sagsforløb i fuldbyrdelsessagerne, sådan som det var forventningen med refor-

men.

2.1

Undersøgelsens datagrundlag

Indledning

Dette kapitel redegør for, hvilke datakilder og fremgangsmåder der er anvendt til at be-

lyse undersøgelsens problemstillinger. Den primære kilde til viden om fuldbyrdelsesom-

rådet er indhentet fra retterne før henholdsvis efter den familieretlige reform, som trådte

i kraft i april 2019. Derudover trækker undersøgelsen også på en survey, som er gen-

nemført blandt forældre, der har haft en sag i det familieretlige system, efter reformen

trådte i kraft. Mens informationerne fra retterne anskuer fuldbyrdelsesområdet ud fra et

sagbehandlingsperspektiv, repræsenterer surveyen med forældrene området ud fra en

borgersynsvinkel.

2.2

2.2.1

Dataindsamling om sagsforløb ved foged- henholdsvis

familieretten

Design

Undersøgelsen er baseret på et evalueringsdesign med en før- og eftermåling. Det vil

sige, at der er gennemført en baselinemåling af fuldbyrdelsesområdet inden reformens

iværksættelse (april 2019) og yderligere en måling efter, at reformen var implementeret

(2020/2021). Undersøgelsen anlægger fortrinsvis et sagsbehandlingsperspektiv ved at

fokusere på, hvad den nye lovgivning og organisering betyder for behandlingen af fuld-

byrdelsessager ved retten.

Det blev besluttet at iværksætte undersøgelsen kort tid før reformens ikrafttræden. På

grund af det fremskredne tidspunkt var det ikke muligt at igangsætte en større statistisk

baseret dataindsamling med indhentning af nye data. Kortlægningen skulle i stedet være

baseret på de statistiske data, som allerede fandtes i domstolssystemet, samt på kvali-

tative dataindsamlingsmetoder, som kunne tilvejebringe et dybtgående indblik i, hvordan

fuldbyrdelsessystemet fungerede før og efter reformen. Det skulle dels foregå ved at

interviewe udvalgte nøglepersoner ved domstolene, dvs. jurister, som behandler disse

sager, dels skulle der i mindre skala indhentes strukturerede informationer om et antal

sagsforløb, som rettens medarbejdere havde behandlet. Der skulle udfyldes informatio-

ner for hver sag, og skemaet skulle besvares af den medarbejder, der havde behandlet

sagen. Til dette formål var det hensigtsmæssigt at udvikle et spørgeskema, som rum-

mede de samme informationstyper, som en tidligere udført praksisundersøgelse ved fo-

gedretterne havde anvendt (Justitsministeriets forskningsenhed, 2004).

Det spørgeskema, som vi udviklede, dækkede følgende temaer:

▪

Information om medarbejderen (ansættelsessted, stillingsfunktion, erfaring med

sagsområdet)

Karakteristika ved sagen (sagens art, tidligere fuldbyrdelsessag i retten, rekviren-

tens køn og position, børns køn og alder, begrundelser for manglende udlevering,

information om tidligere børnesagkyndig undersøgelse, vurdering af parternes kon-

fliktniveau samt forekomst af risikofaktorer)

▪

Kontakt med andre medarbejdere og myndigheder i samtidigt verserende sager i

familieretten, Statsforvaltningen/Familieretshuset eller kommunen

Sagsbehandlingen i familieretten (realitetsbehandlet eller ikke, antal retsmøder, af-

holdelse af børnesamtale, sagens udfald, herunder anvendelse af tvangsmidler).

▪

I spørgeskemaet var der endvidere gjort plads til en sagsbeskrivelse. Vi opfordrede med-

arbejderen til at give et resumé af, hvad den enkelte sag drejede sig om. Disse sagsforløb

kunne give et overordnet overblik over sagernes karakter og udfald. Der er således an-

vendt en mixed-methods-tilgang, idet undersøgelsen baserer sig på en kombination af

flere datatyper og metoder.

2.2.2

Baselinemåling ved fogedretten i 2019

I tilrettelæggelsesfasen i marts 2019 var det målet at få en tredjedel af landets retskredse

repræsenteret i undersøgelsen. Vi ønskede at interviewe to medarbejdere i hver rets-

kreds samt at indsamle strukturerede informationer om ca. 300 sager. Dette antal ville

udgøre 12 pct. af de ca. 2.500 fuldbyrdelsessager, som retterne årligt afslutter. Til dette

formål skulle der udfyldes et af os udarbejdet spørgeskema om hver sag. Vi udvalgte på

den baggrund otte retskredse, som både repræsenterede land og by, og som samtidig

behandlede relativt mange fuldbyrdelsessager om forældreansvar.

Ved kontakten med de udvalgte retter viste det sig, at flere retter ikke ønskede at deltage

i undersøgelsen eller kun havde mulighed for at deltage med en mere beskeden indsats.

Forklaringen var, at medarbejderne på daværende tidspunkt var travlt optagede af at til-

passe sig den nye organisering, som var affødt af reformen. Vi inviterede derfor yderligere

en håndfuld retskredse til at deltage i undersøgelsen, dog uden større held. Da vi samtidig

var presset på tid – baselinemålingen skulle afspejle situationen før reformen – måtte vi

nøjes med de retskredse, der positivt havde indvilget i at medvirke i undersøgelsen.

Baselinemålingen i 2019 er baseret på følgende grundlag:

▪

Dataindsamlingen fandt sted ved seks fogedretter i foråret 2019. De seks retter

udgør en fjerdedel af landets retskredse og repræsenterer såvel større og mindre

retter som land og by.

Der blev indsamlet systematisk information om 89 fogedretssager, hvilket ud-

gjorde en tredjedel af det opstillede mål på 300 sager. Dataindsamlingen omfat-

tede sager, der var behandlet umiddelbart før reformens ikrafttræden. Vi havde

forud for dataindsamlingen indskærpet, at der skulle være tale om et tilfældigt

udvalg af de seneste indkomne sager, som retten havde modtaget. Da dataind-

samlingen var tilendebragt, kunne vi ved sammenligning med en tidligere praksis-

undersøgelse (Justitsministeriets forskningsenhed, 2004) konstatere, at ganske

mange af de sager, som vi fik information om, var realitetsbehandlede sager. Vi

kan derfor ikke udelukke, at begæringer, som retten har afvist, eller som ansøge-

ren har trukket tilbage, er underrepræsenteret i det indhentede datamateriale.

Ved hver af de deltagende retskredse blev 1-2 juridiske medarbejdere (herefter:

dommere) interviewet, næsten alle steder funktionschefen og i de fleste tilfælde

også en dommerfuldmægtig. De fleste interviews blev gennemført i maj 2019, men

alle skuer tilbage på tiden før reformen, der netop var trådt i kraft. I alt deltog 10

▪

fogedretsdommere i et interview, enkelte af dem i flere runder. Interviewene fo-

kuserede både på retternes organisering og sagsbehandlingspraksis, og også på

problemstillingerne i udvalgte sager, som de interviewede fogedretsdommere

havde behandlet.

2.2.3

Opfølgende måling ved familieretten 2020/2021

Ved den opfølgende dataindsamling i 2020/2021 var udgangspunktet at geninddrage de

retskredse og en del af de medarbejdere, som havde deltaget året før, for på den måde

at tilvejebringe en forståelse af de forandringsprocesser, som familieretsreformen måtte

have affødt. Vi var informeret om, at nogle af de tidligere interviewede medarbejdere

skulle overflyttes til den nye familieretlige afdeling, mens andre skulle forblive i foged-

retten. Samtidig ønskede vi at booste den ”kvantitative” del af undersøgelsen, som ved-

rørte strukturerede information om sagsforløb.

I dialog med Domstolsstyrelsen og udvalgte medarbejdere fra retterne besluttede vi at

invitere alle retskredse til at medvirke i den anden runde af undersøgelsen. Hensigten her-

med var ikke alene at opnå et forbedret datagrundlag, men også at fordele arbejdsbyrden

med at udfylde spørgeskemaer på en mere ligelig måde, så det ikke var en mindre gruppe

medarbejdere, der blev arbejdsmæssigt belastet af den igangsatte undersøgelse.

Den opfølgende undersøgelse foregik i 2020/2021 og er baseret på følgende grundlag:

▪

24 familieretsafdelinger, dvs. alle landets retskredse, blev inviteret til og har med-

virket i undersøgelsen. Der er imidlertid stor variation i, hvor mange spørgeske-

maer den enkelte ret har udfyldt og indsendt. Nogle retter har fx udfyldt mere end

20 skemaer, mens andre kun har udfyldt et enkelt eller ganske få. Der er ikke et

ligefremt proportionalt forhold mellem retternes størrelse og antallet af udfyldte

skemaer. Tværtimod har flere af de retter, der behandler mange fuldbyrdelsessa-

ger, kun udfyldt ganske få skemaer. De fleste af de retter, som medvirkede i base-

linemålingen i 2019, valgte kun i meget begrænset omfang at medvirke i opfølg-

ningsundersøgelsen i 2020.

Der blev indsamlet systematisk information om 271 fuldbyrdelsessager ved op-

følgningsundersøgelsen, svarende til 90 pct. af det opsatte måltal på 300 sager.

Dataindsamlingen foregik i efteråret 2020 henover vinteren 2021. I en del af denne

periode var Danmark omfattet nedlukninger på grund af covid-19, hvilket afspejles

i nogle af de sagsforløb, som vi har indhentet information om. Som ved baseline-

målingen understregede vi, at vi ønskede viden om et tilfældigt udvalg af ind-

bragte fuldbyrdelsessager og ikke kun om de sager, som familieretterne havde

realitetsbehandlet. Dette mål er i højere grad indfriet i opfølgningsundersøgelsen

end i baselinemålingen.

I forlængelse af opfølgningsundersøgelsen gennemførte vi i andet halvår af 2021

interviews med ledende medarbejdere ved fire familieretlige afdelinger, som havde

ansvar for eller erfaring med at behandle fuldbyrdelsessager. Interviewene fokuse-

rede overvejende på de ændringer, som den familieretlige reform havde afledt, her-

under fx den organisatoriske forandring, indholdet af de nye lovbestemmelser og

eventuelt ændrede samarbejdsflader.

▪

2.2.4

Fuldbyrdelsesundersøgelsens samlede datagrundlag

Det datasæt, som er indsamlet ved retterne og oparbejdet over to målinger, benævnes i

rapporten som

fuldbyrdelsesundersøgelsen

. Samlet set rummer datasættet information

om 360 sager fra begge år, som opsummerende består af følgende elementer:

▪

Spørgeskemadata,

der giver mulighed for simpel statistisk bearbejdning.

Sagsbeskrivelser,

som er dommernes frie resumé af, hvad den enkelte sag drejer

sig om. Disse sagsbeskrivelser er udarbejdet med varierende udførlighed. Nogle

er meget summariske og giver kun i stikord rede for sagens karakter og udfald,

mens andre, der fylder op til flere sider, er meget detaljerede. Ud over information

om sagernes nøgterne fakta rummer disse beskrivelser også observationer af sa-

gens parter og refleksioner over egen praksis.

▪

Kvalitative interview

med 14 dommere.

Om kvaliteten af dette datasæt skal vi gøre følgende bemærkninger: For det første er

dataindsamlingen foregået ved hjælp af et selvrekrutteringsprincip, hvor det har været

op til den enkelte ret dels at afgøre, om den ville medvirke eller ikke, dels at beslutte,

hvilke medarbejdere der skulle deltage i undersøgelsen. Selvrekrutteringsprincippet in-

debærer, at man som forsker ikke har mulighed for at vurdere, hvor repræsentativ un-

dersøgelsen er for hele fuldbyrdelsesområdet. For det andet har vi modtaget færre be-

svarelser fra retterne end det måltal på i alt 600 sager (dækkende begge år), som vi

oprindelig havde kalkuleret med. Det begrænsede antal indkomne besvarelser, især ved

baselinemålingen i 2019, indebærer, at vi måtte afstå fra at udføre detaljerede eller avan-

cerede statistiske analyser. I de tilfælde, hvor vi har vurderet, at det beskedne data-

grundlag påvirker resultaterne, gør vi opmærksom på det i analysen.

2.2.5

Bearbejdning af data

spørgeskemadata

om fuldbyrdelsessagerne, som er indsamlet blandt dommerne,

præsenteres i rapporten ved simple beskrivende analyser, idet datagrundlaget ikke har

styrke til, at der kan anvendes mere avancerede statistiske analyser. Da 2019-datasæt-

tet og 2020-datasættet ikke dækker de samme retter og i øvrigt, som beskrevet, ikke er

lige dækkende for alle typer af sager, er det kun i begrænset omfang muligt at bruge den

statistiske data til at sammenligne fuldbyrdelsesområdet før og efter reformen. Når vi

alligevel gør det enkelte steder, er det, fordi andre typer data understøtter de kvantita-

tive analyser. Den begrænsede sammenlignelighed mellem data fra de to indsamlingsår

betyder derudover, at der ikke benyttes statistiske signifikanstest i analyserne af fuld-

byrdelsesdatasættet.

sagsbeskrivelser,

som indgår i undersøgelsen, var anonymiserede, da vi modtog dem.

De er dommernes eget resumé af sagen, som var udarbejdet til denne undersøgelse og

altså ikke en kopi af sagens officielle akter. For at give læseren indblik i de varierende

problemstillinger, som fuldbyrdelsessager drejer sig om, har vi indsat en række af disse

sagsbeskrivelser i rapporten. De tjener primært et illustrativt formål, idet vi ikke kunne

gennemføre en egentlig analyse af sagerne uden kendskab til de originale akter. De

sagsbeskrivelser, der indgår i rapporten, er først og fremmest udvalgt ud fra et kriterie

om, at de skulle være typiske eller dækkende for den problemstilling, de illustrerer. Sam-

tidig har vi ved udvælgelsen lagt vægt på, at de involverede personer i sagerne ikke

måtte kunne genkendes. Det betyder, at sagsbeskrivelser med kombinationer af sær-

egne karakteristika er fravalgt som illustrativt materiale. I nogle beskrivelser har vi fore-

taget en let sproglig redigering ved at oversætte den juridiske fagjargon til mere almin-

deligt dansk. Enkelte meget lange beskrivelser har vi forkortet, ligesom vi visse steder

har sløret bestemte personhenførbare oplysninger for at beskytte sagens parter. Redi-

geringen er dog foretaget med respekt for dommernes egen tone i sagsfremstillingerne.

De 14

kvalitative interviews,

som er gennemført med dommere ved foged- henholdsvis

familieretterne, har haft til formål at give indblik i, hvordan fuldbyrdelsesområdet funge-

rer på et dybere og mere konkret niveau før og efter reformen. Interviewene blev gen-

nemført på baggrund af en på forhånd udarbejdet interviewguide, og de oparbejdede

interviews blev efterfølgende kodet efter en række temaer, som undersøgelsen ønskede

at afdække (fx ’sagsgange’, ’sagernes karakter’, ’samarbejde med andre myndigheder’).

Syntesen af interviewene danner fx baggrund for beskrivelserne af retternes organise-

ring (kapitel 3) og behandling af fuldbyrdelsessagerne (kapitel 5), men vi har samtidig

lagt vægt på, at dommernes forskelligartede fortolkninger eller betragtninger kunne

komme til orde. I rapporten optræder de interviewede dommere gennem indirekte og

direkte citater. Deres identitet er sløret, og hvor vi anvender direkte citater, er disse re-

digeret let fra talesprog til et sprog, der kan læses på skrift.

2.3

2.3.1

Supplerende datakilder

Tilfredshedsundersøgelsen: Forældres erfaringer med det

familieretlige system

VIVE følger den familieretlige reform gennem årlige målinger blandt forældre, som har

været i kontakt med de familieretlige myndigheder, fordi de har haft en forældreansvars-

sag. Den første måling blev gennemført i 2019 før reformens ikrafttræden og den anden

måling i 2020, dvs. efter at reformen var blevet sat i værk. Undersøgelsen giver bl.a.

indblik i, hvordan forældre opfatter deres konflikt, hvordan de vurderer deres børns triv-

sel, og hvordan de har oplevet sagsbehandlingsforløbet. Undersøgelsen er baseret på

spørgeskemadata blandt forældre med forældreansvarssager, dvs. samværs-, bopæls-

eller forældremyndighedssager, som i månederne forud for dataindsamlingen havde væ-

ret til mindst et møde i Statsforvaltningen henholdsvis Familieretshuset. 1.515 forældre

deltog i den første måling i 2019, mens 1.589 forældre deltog i målingen i 2020. Resulta-

terne fra målingerne er beskrevet deltaljeret i rapporten

”Forældres tilfredshed med de

familieretlige myndigheder”

(Dahl, 2020).

Den første måling om forældres tilfredshed med de familieretlige myndigheder (herefter:

tilfredshedsundersøgelsen) var allerede i gangsat, da den aktuelle undersøgelse om

fuldbyrdelsesområdet var på tegnebordet. Tilfredshedsundersøgelsen har derfor ingen

særskilte informationer om forældres oplevelse af sagsbehandlingsforløbet i fogedret-

ten, dvs. før reformen. Ved den anden måling i 2020, dvs. efter reformens ikrafttræden,

indarbejdede vi imidlertid nogle få spørgsmål i tilfredshedsundersøgelsen, som kunne

kaste lys på, om forældre med en fuldbyrdelsessag adskiller sig fra eller ligner andre

forældre, som er i kontakt med de forskellige dele af det familieretlige system. Vi har

vurderet, at det alt andet lige ville berige den aktuelle undersøgelse, hvis vi ved siden af

det ’sagsbehandlingsperspektiv’, som fuldbyrdelsesundersøgelsen repræsenterer, tillige

har et ’borgerperspektiv’ på området.

Man skal imidlertid være opmærksom på, at de data, der hidrører fra forældrene i til-

fredshedsundersøgelsen, ikke er repræsentative for alle forældre, der anlægger en fuld-

byrdelsessag. Det skyldes, at forældrene i tilfredshedsundersøgelsen er udvalgt, fordi

de henvendte sig til Familieretshuset med et problem om forældremyndighed, bopæl

eller samvær, der eventuelt senere er blevet behandlet af familieretten. Blandt alle re-

spondenter har 7 pct. (118 respondenter) oplyst, at de (også) har haft en fuldbyrdelses-

sag familieretten. Respondenterne i tilfredshedsundersøgelsen er således i meget vid

udstrækning forældre med flere samtidigt verserende sager eller gengangersager i det

familieretlige system. Undersøgelsen har ikke data om de forældre, der henvender sig

direkte til familieretten med et fuldbyrdelsesproblem uden først at have været ved Fa-

milieretshuset. En forsigtig sammenligning i Tabel 2.1 af svarene på spørgsmål, der op-

træder i begge undersøgelser, viser, at forældre og dommere er nogenlunde enige om

konfliktniveauet i sagerne – i hvert fald i de sager, hvor dommerne kender konfliktni-

veauet. Ligeledes ligner besvarelserne hinanden, når man ser på årsagerne til, at barnet

ikke udleveres, idet andelen, der angiver henholdsvis barnets modstand, og andelen, der

angiver misbrug af rusmidler hos en af forældrene, er nogenlunde ens.

Tabel 2.1

Sammenligning af data fra fuldbyrdelsesundersøgelsen og tilfredshedsun-

dersøgelsen (2020) på udvalgte parametre. Procent.

Barnets

Misbrug af

modstand

rusmidler

årsag til

manglende manglende

udlevering udlevering

Fuldbyrdelsesundersøgel-

sen 2020 (dommerbesva-

relser)

Tilfredshedsundersøgel-

sen 2020 (forældrebesva-

relser)

Anm.:

Kilde:

Lavt

konflikt-

niveau

Mellemhøjt

konflikt-

niveau

Højt

konflikt-

niveau

Antal

sager/be-

svarelser

271

118

Dommerbesvarelserne medtager kun besvarelser, hvor dommerne har kendskab til konfliktniveauet.

Dahl (2020). Undersøgelse af fuldbyrdelsessager, 2020.

På grundlag af de indhentede data fra foged- og familieretterne (dvs. den aktuelle fuld-

byrdelsesundersøgelse) vurderer vi, at der i henved 60 pct. af sagerne har været en sam-

tidig eller tidligere sag i Familieretshuset. Der er tale om en minimumsopgørelse. Samtidig

indikerer data, at en del af de forældre, som har henvendt sig direkte til foged- eller fami-

lieretten, ofte ikke har nogen gyldig samværsaftale, dvs. der mangler et tvangsfuldbyrdel-

sesgrundlag. Uden et sådant grundlag kan retten ikke behandle sagen, hvorfor den bliver

afvist. I tilfredshedsundersøgelsen angiver 80 pct. af de forældre, der har en fuldbyrdel-

sessag, at de tidligere har haft en anden sag hos de familieretlige myndigheder.

Alt i alt betyder disse omstændigheder, at tilfredshedsundersøgelsens resultater om fa-

milier med fuldbyrdelsessager kun er delvist dækkende for den samlede mængde fuld-

byrdelsessager, men at vi ikke præcist kan afgøre, hvordan de to datasæt adskiller sig

fra hinanden. Forskelle og ligheder mellem de to datasæt kan både handle om, at sa-

gerne er forskellige, og at spørgeskemaerne er besvaret af forældre og dommere, der

ikke nødvendigvis ser ens på sagerne.

Når vi i rapporten præsenterer data fra tilfredshedsundersøgelsen, sammenligner vi 1)

forældre, der haft en fuldbyrdelsessag (og eventuelt andre sager), med 2) forældre, der

haft en forældreansvarssag ved familieretten, og 3) forældre, der kun har været i kontakt

med Familieretshuset. De undersøgelsesfund, som præsenteres i denne rapport, vedrø-

rer følgende temaer:

▪

Sociodemografiske karakteristika ved familierne

Trivslen blandt de involverede børn

Forældrenes selvrapporterede konfliktniveau og oplysninger om risikofaktorer

Information om de indsatser, børnene har modtaget i det familieretlige system

De involverede børns samværsordning på undersøgelsestidspunktet

Forældrenes vurdering af sagsbehandlingsforløbet.

2.3.2

Andre datakilder

Ud over de ovenfor nævnte datasæt indgår der også andre datakilder i undersøgelsen.

Det drejer sig for det første om Domstolsstyrelsens statistik over udviklingen i indkomne

og afsluttede fuldbyrdelsessager. Derudover inddrager undersøgelsen data fra en un-

dersøgelse om fogedretternes praksis, som Justitsministeriets forskningsenhed udar-

bejdede i 2004. Denne praksisundersøgelse kan sammen med de nyligt indsamlede data

tilvejebringe et billede af, hvordan området har udviklet sig over en længere periode.

Organisering af fuldbyrdelsesområdet

På baggrund af interview med dommere fra foged- og familieretten indkredser dette

kapitel området for fuldbyrdelsessager. Kapitlets første del beskriver, hvordan fuldbyr-

delsessager adskiller sig fra andre sager om forældreansvar, som retten og Statsforvalt-

ningen/Familieretshuset behandler. Herefter beskrives den organisatoriske forankring af

fuldbyrdelsessager i fogedretten henholdsvis familieretten, mens kapitlets sidste del

indkredser, hvordan det set fra et dommerperspektiv kan være at arbejde med fuldbyr-

delsessager i forhold til andre slags sagstyper.

3.1

Området for afgørelser i fuldbyrdelsessager

Frem til 1. april 2019 var det fogedrettens opgave at eksekvere afgørelser eller gyldige

aftaler om samvær, forældremyndighed eller bopæl, medmindre det satte barnets sjæ-

lelige eller legemlige sundhed i alvorlig fare. I forbindelse med den familieretlige reform i

2019 er fuldbyrdelsesområdet blevet lagt ind under den nyoprettede familieretlige afde-

ling. Dermed var – og er – området for både fogedrettens og nu familierettens behandling

af forældreansvarssager langt mere afgrænset end Statsforvaltningen (nu Familierets-

huset) og byretten (nu familieretten), der behandler de ’almindelige’ forældreansvarssa-

ger om samvær henholdsvis bopæl og forældremyndighed. De ’almindelige’ forældrean-

svarssager drejer sig fx om at finde løsninger på, hvilken samværsordning barnet skal

have, hos hvem af forældrene barnet skal bo, eller om der skal være fælles eller enefor-

ældremyndighed. Den mere begrænsede kompetence i fuldbyrdelsessager kommer til

udtryk på to måder:

For det første skal retten ved behandlingen af en fuldbyrdelsessag ikke tage stilling til

sagens materielle eller substantielle aspekter, fx at vurdere, om der skal være samvær,

hvor omfattende det løbende samvær skal være, eller hvor barnet skal bo. Denne type

vurderinger varetages af Statsforvaltningen/Familieretshuset henholdsvis byretten/fa-

milieretten, der på grundlag af parternes og eventuelle yderligere oplysninger har til op-

gave at afveje, hvad der vil være den bedste løsning for det enkelte barn. I fuldbyrdel-

sessager er dommerens opgave med andre ord ikke at fungere som en slags overdom-

mer for Statsforvaltningen/Familieretshuset og byretten/familieretten, men mere snæ-

vert at gennemføre en allerede truffet afgørelse eller en gyldigt indgået aftale. Da vi i

2019 interviewede en række fogedretsdommere, fremhævede flere, at fuldbyrdelsessa-

gerne i den forstand havde en mindre kompliceret karakter:

Det er generelt lettere at træffe afgørelser i disse sager, for der skal ret meget

til, for at vi ikke tvangsfuldbyrder. Så på den måde skal vi jo ikke lave noget

om. Vi skal bare gennemføre det, der allerede er besluttet. Og der skal ret

meget bekymring til, for at vi ikke gør det. Så det klare udgangspunkt er: Du

skal bare udlevere. Så på den måde er de lette. Vi er ligesom ikke i tvivl.

(Fogedretsdommer 1)

Under en fuldbyrdelsessag kan det imidlertid undertiden komme frem, at der reelt er

behov for en fornyet stillingtagen til forældreansvaret. For eksempel kan det være, at en

gammel samværsafgørelse ikke længere passer til barnets behov, fordi barnet i mellem-

tiden har fået en helbredsmæssig lidelse. I de tilfælde kunne fogedretten nægte at

fremme sagen med henvisning til, at barnets sjælelige eller legemlige sundhed ellers ville

blive udsat for alvorlig fare (Børne- og Socialministeriet, 2018). Udgangspunktet før 1.

april 2019 var derfor, at barnet skulle udleveres, medmindre det ville tage alvorlig fysisk

eller psykisk skade af det. Betingelserne for at nægte fuldbyrdelse var dermed mere

restriktive i forbindelse med fogedens prøvelse end ved den oprindelige afgørelse om

forældreansvar, hvor afgørelsen skulle træffes ud fra, hvad der var bedst for barnet (for-

ældreansvarslovens § 4). At vurdere, hvad der er til barnets bedste, henholdsvis om bar-

net vil tage fysisk eller psykisk skade af at blive udleveret til samvær, er således to for-

skellige vurderinger.

For det andet gælder en afgørelse om fuldbyrdelse i retten typisk for en nærmere af-

grænset tidsperiode, mens virkningerne af Statsforvaltningens/Familieretshusets og by-

rettens/familierettens afgørelser typisk strækker sig længere fremad i tid

. Når en foræl-

der henvender sig til retten for at få et barn udleveret, drejer det sig i en mindre del af

sagerne om, at barnet ikke er kommet hjem til bopælsforælderen efter et samvær hos

den anden forælder. Størstedelen af sagerne handler om, at et barn ikke er blevet udle-

veret til et bestemt samvær, som der ellers er en aftale eller afgørelse om. Retten kan

herefter bestemme, at barnet skal udleveres til det næste samvær, eller at der fx skal

iværksættes et erstatningssamvær. Og tilsvarende: Kommer tvangsmidler, fx en tvangs-

bøde, på tale, skal det så præcist som muligt angives, under hvilke betingelser bøden

kan udløses. En afgørelse om tvangsbøder kan kun gælde et enkelt eller et par enkelte

angivne samvær – ikke et ubestemt antal fremtidige samvær (Kistrup,

Møgelvang-Han-

sen & Lindencrone Petersen,

2015: 625). Der er således tale om meget konkrete og tids-

ligt afgrænsede afgørelser (kendelser). Hvis det ved en senere lejlighed viser sig, at for-

ælderen ikke udleverer barnet til et samvær, og den anden forælder igen anmoder om at

få det fuldbyrdet, er der tale om en ny sag. En fogedretsdommer forklarer:

Hele vores arrangement har bygget på, at skal der være holdt møde inden

næste samvær, og det betyder også, at der som udgangspunkt skal være en

afgørelse. Og så skal vi ligesom være færdige med den. Det er som udgangs-

punkt et engangsforløb. (Fogedretsdommer 2)

Når en fuldbyrdelsessag således drejer sig om at få et enkelt eller få samvær gennem-

ført, vil der være risiko for, at et forældrepars underliggende konflikter ikke bliver løst,

blot fordi fogeden afsiger en kendelse. Der skal noget mere til, dvs. en anden indsats,

hvilket dommerne også indskærper over for forældrene:

Vi gør også et stort nummer ud af at sige til dem, at meget af vores formelle

sagsbehandling drejer sig om, hvad der skal ske næste gang. Altså i ental. [Om

der for eksempel skal være] erstatningssamvær for et bestemt samvær. Og

det vil sige, at der ikke kommer nogle former for varig løsning på det her, og

Endvidere kan fogedretten efter § 536, stk. 5 i retsplejeloven fastsætte erstatningssamvær for et samvær, der

ikke har kunnet gennemføres under en fuldbyrdelsessag. Fogedretterne kan på denne måde imødegå tilfælde,

hvor en bopælsforælder uden grund forhindrer samværet. Fogedretten kan imidlertid som nævnt ovenfor ikke

tage stilling til det overordnede og løbende samvær, der er fastsat af Statsforvaltningen, eller spørgsmålet om

barnets bopæl eller placeringen af forældremyndigheden. Disse spørgsmål skal behandles af Statsforvaltningen

og domstolene.

jeg siger nogle gange til dem, at: ”nu kunne jeg jo godt give en tvangsbøde,

eller lade være med at give en tvangsbøde, men det løser jo ikke jeres pro-

blem”. (Fogedretsdommer 3)

Denne mere hændelsesorienterede tilgang er anderledes mere afgrænset end de foræl-

dreansvarsafgørelser, som Statsforvaltningen eller byretten traf, og som efter reformen

træffes i Familieretshuset eller familieretten: Mens afgørelsesområdet i fuldbyrdelsessa-

ger er kortfristet og konkret, har afgørelserne i de almindelige forældreansvarssager en

længere tidshorisont: En dommers afgørelse om forældremyndigheden over et femårigt

barn kan i princippet gælde, indtil barnet bliver myndigt. På samme måde er Statsfor-

valtningens (Familieretshusets) afgørelse om en bestemt samværsordning i princippet

gyldig, indtil der foreligger væsentligt ændrede forhold, eller forældrene selv udarbejder

en ny aftale.

Den familieretlige reform har ikke ændret ved, at fuldbyrdelsessager drejer sig om at

eksekvere afgørelser eller gyldige aftaler om samvær, forældremyndighed eller bopæl.

Reformen har heller ikke ændret ved, at fuldbyrdelsessager drejer sig om at træffe kon-

krete her-og-nu-afgørelser om, hvorvidt et barn skal tilbageleveres til bopælsforælde-

ren, eller om et enkelt eller nogle få samvær skal gennemføres eller ikke. Udgangspunk-

tet er fortsat, at der skal findes en hurtig løsning på problemet og helst inden for en

tidshorisont på 14 dage, dvs. inden det næste samvær skal finde sted (hvis sagen drejer

sig om det).

Det nye element på fuldbyrdelsesområdet er, at det nu fremgår af lovgivningen, at fuld-

byrdelse kun kan ske under hensyn til barnet, og hvis det varetager barnets bedste. Den

tilgang er mindre restriktiv end før, hvor barnet skulle udleveres, medmindre det ville

tage alvorlig fysisk eller psykisk skade af det.

De familieretsdommere, som i 2021 blev interviewet til undersøgelsen, anerkender, at

der er tale om et ændret skøn, men de havde forskellige vurderinger af, hvor indgribende

lovændringen er. En dommer mente således, at lovændringen tydeliggør, at tankegan-

gen om parternes rettigheder (dvs. forældres ret til samvær) nu er forladt til fordel for en

tilgang, hvor hensynet til barnets bedste står i centrum. En anden dommer vurderede, at

lovændringen kun betød en mindre forskel, fordi forældreansvarsloven stadig forudsæt-

ter, at det er bedst for børn at have kontakt med begge forældrene.

En tredje familieretsdommer anlagde en mere pragmatisk tilgang til problemstillingen ved

at pege på, at lovændringen især betød, at dommeren med nu bedre ’lovsamvittighed’

kan nægte at udlevere et barn. Den pågældende dommer havde behandlet fuldbyrdel-

sessager både før og efter den familieretlige reform. Dommeren fortalte, at der før re-

formen kunne være situationer, hvor en dommer var nødt til at træffe afgørelse om, at et

barn ikke skulle udleveres, selvom det samtidig kunne diskuteres, om der var hjemmel til

det i loven. Den nye formulering om hensynet til barnets bedste var ifølge denne dommer

mere realistisk og rigtig

: ”Det er en lettelse for os, at vi nu kan gøre det i overensstem-

melse med loven, hvor vi før måtte sidde og vride os lidt på os selv, om vi kunne tillade

os at komme til det, som vi burde komme til”. (Familieretsdommer)

3.2

3.2.1

Retternes organisering af sagsområdet

Før reformen

Fogedretten er en afdeling i byretten, der hjælper en privatperson eller en virksomhed,

som er ejer af en ting, eller som har krav på noget, med at få dette udleveret fra en anden,

der uretmæssigt har eller skylder det. Der kan fx være tale om pengekrav, betalingspå-

krav (inkasso), inddrivelse af effekter, sikring af immaterielle rettigheder, udsættelse af

et lejemål – og før 1. april 2019 – også børn, typisk når de ikke blev udleveret til samvær.

Fogedretten modtager årligt ca. 360.000 sager (2018), og den medarbejderskare, der

behandler sagerne, består både af fogedretssekretærer og jurister. Juristerne (fx rets-

assessorer, dommer- og uddannelsesfuldmægtige) tager sig typisk af de mere kom-

plekse sager, hvori der er tvist (uenighed), mens fogedretssekretærerne varetager de

tvistløse sager. Den helt dominerende del af fogedretssagerne – 92 pct. – drejer sig om

pengekrav og betalingspåkrav. Kun en meget lille af sagerne – under 1 pct. af de mod-

tagne sager – drejede forud for reformen sig om sager efter forældreansvarsloven, som

i fogedretten blev kaldt for ’samværssagerne’.

Hvor mange jurister der er knyttet til fogedretten, beror på, om der er tale om en stor

eller mindre ret, og på hvordan man organiserer opgaverne. Fra de interviewede foged-

retsdommere hørte vi, at nogle retter havde en relativ høj grad af specialisering, hvor

nogle medarbejdere fortrinsvis arbejdede med bestemte sagstyper, fx samværssager.

Andre fortalte, at juristerne oftest havde en mere blandet sagsportefølje, dvs. beskæfti-

gede sig med andre sagsområder, fx straffe- eller civilsager. Et par fogedretsdommere,

som begge var ansat ved større retter, skønnede, at de 4-6 jurister, som beskæftigede

sig med fogedsager i deres ret, samlet set dækkede ca. halvandet årsværk.

I fogedretten blev fuldbyrdelsessagerne behandlet af funktionschefen, dommerfuld-

mægtige samt af uddannelsesfuldmægtige efter en vis oplæringsperiode. Flere inter-

viewede dommere påpegede, at de mest komplekse samværssager mv. blev behandlet

af fogedrettens erfarne jurister, mens sager, der skønnedes at være mere ukomplice-

rede, blev behandlet af yngre medarbejderkræfter.

Et par yngre fogedretsdommere fortalte, at de i deres dommeruddannelsesforløb havde

deltaget i et kursus, hvor de fik en teoretisk indføring i reglerne, men at det ikke ville

have været til skade, hvis de også havde fået indblik i andre, mere psykologiske redska-

ber, fx om krisehåndtering. Som systemet var, var det

learning by doing

i kombination

med praktisk oplæring. Uddannelsesfuldmægtigen overværede således nogle få foged-

retsmøder, som blev ledet af en erfaren medarbejder, hvorefter rollerne blev byttet

rundt, så den unge medarbejder ledte et mindre antal møder under den erfarnes super-

vision. Herefter blev den unge sluppet løs på egen hånd, men med mulighed for at råd-

føre sig med en erfaren kollega, inden der skulle træffes en afgørelse.

Erfaringsudvekslingen om sagsforløb kunne foregå uformelt ved, at juristerne indbyrdes

rådførte sig med hinanden; de yngre medarbejdere havde oftere et større behov derfor

end de mere erfarne. Nogle fortalte, at de i deres afdeling tillige havde en såkaldt vis-

domsbog, en samling af særlige sager, fx de sager, der blev kæret til landretten. Som en

del af vidensdelingen fremhævede flere funktionschefer også, at der var en erfa-gruppe,

et netværk bestående af funktionschefer fra hele landet, som distribuerede utrykte af-

gørelser og andet med hinanden for på den måde at sikre en ensartet retspraksis på

tværs af landet.

3.2.2

Efter reformen

Formålet med at flytte fuldbyrdelsesområdet over i den nyoprettede familieretlige afde-

ling var i følge den familieretlige reform at skabe et mere sammenhængende forløb for

borgeren. Undersøgelsen er ikke designet til at kunne give en udtømmende beskrivelse

af, hvordan alle retter har implementeret reformen, og derfor er det vanskeligt at vurdere,

hvor omfattende den organisatoriske forandring egentlig er. Interviewene med de fami-

lieretlige dommere afspejler dog, at der retterne imellem er variationer med hensyn til,

hvordan man har organiseret sig. Nogle retter har fx placeret den familieretlige afdeling

i et retssekretariat, der også behandler almindelige civilsager og straffesager, mens an-

dre har placeret den under skifteretten.

Domstolene har som andre sektorer i samfundet igangsat en digitaliseringsstrategi for

bl.a. at modernisere og effektivisere sagsgangene ved retterne. Denne indsats, som blev

igangsat før og sideløbende med den familieretlige reform, og som fortsat er under ud-

rulning, har haft betydning for fuldbyrdelsessagerne og de øvrige sager, som familieret-

ten behandler. Da sagsområdet var placeret i fogedretten, fandtes sagerne kun i fysisk

papirformat. Nu foregår sagsbehandlingsprocessen via domstolenes digitale sagsportal

minretssag.dk, hvor borgeren anlægger sagen. Minretssag.dk indeholder sagens oplys-

ninger, processkrifter, bilag mv. De ændrede arbejdsgange, som følger af digitaliserin-

gen, kan have haft implikationer for oplysningsgrundlaget i sagerne – en problemstilling,

som vi vender tilbage til i kapitel 6.

I forbindelse med implementeringen af den familieretlige reform er der etableret et site på

retternes hjemmeside med notater, vejledninger og anden information om de familieretlige

sager (Retten Rundt, 2019). Vi har desuden fået oplyst, at Domstolsstyrelsen har afholdt

kurser om bl.a. fuldbyrdelsesområdet. Der er ligeledes taget initiativ til at samle de fami-

lieretlige jurister på tværs af retterne til træf og i digitale netværk, som giver mulighed at

udveksle erfaringer om sagsområdet.

Om fuldbyrdelsessagerne fortalte en dommer ved en ret, at sagsområdet var forblevet

under den fogedretlige funktionschef i det første års tid efter reformen, mens en dommer

ved en anden ret fortalte, at man fra starten ønskede, at sagerne blev behandlet af med-

arbejdere med en familieretlig tilgang. Selvom nye sekretærer og jurister arbejder med sa-

gerne i dag, reflekterer interviewene dog også, at man gennem medarbejderrokader har

sikret, at erfaringerne fra det hidtidige fuldbyrdelsesområde ikke er gået tabt. Interviewene

med familieretsdommerne efterlader indtryk af, at det som før fortrinsvis er funktionsche-

fen, der sammen med andre erfarne medarbejdere (retsassessorer og dommerfuldmæg-

tige) behandler fuldbyrdelsessagerne.

Dette mønster iagttages også i Figur 3.1, som viser, at to tredjedele af de besvarelser,

som indgik i fuldbyrdelsesundersøgelsen i 2020/2021, var udfyldt af medarbejdere med

mindst to års erfaring på fuldbyrdelsesområdet. Samtidig er andelen af medarbejdere

med meget lang erfaring (> 10 år) på området halveret fra 51 pct. til 22 pct. Figuren viser

videre, at sagerne fortrinsvis blev behandlet af funktionschefer og dommerfuldmægtige

før reformen, mens de efter reformen tillige lidt hyppigere blev behandlet af retsasses-

sorer. Kun 7 pct. af de sager, der indgår i undersøgelsen i 2020/2021, er behandlet af

udnævnte dommere.

Figur 3.1

Medarbejdernes stillingskategori og erfaring med at behandle fuldbyrdel-

sessager i 2019 og 2020, opgjort ud fra indkomne sagsbeskrivelser i fuld-

byrdelsesundersøgelsen. Procent.

Stillingskategori

Funktionschef

Dommer

Dommerfuldmægtig

Kontorfuldmægtig

Retsassessor

Ikke angivet

Medarbejdererfaring

Max et år

2-5 år

6-10 år

Mere end 10 år

2019

Anm.:

Kilde:

N= 89/ 271

Undersøgelse af fuldbyrdelsessager, 2019 og 2020.

2020

3.3

At arbejde med fuldbyrdelsessager

Skønt fuldbyrdelsessagerne kun udgjorde en lille del af fogedrettens samlede sags-

mængde, påpegede flere interviewede fogedretsdommere, at de fyldte relativt meget i

hverdagen. En dommer, der på interviewtidspunktet i 2019 netop var overflyttet fra foged-

retten til familieretten, fortalte:

Det er, fordi at det er nogle sager, der består af to retsmøder og en børnesam-

tale. Der er rigtig meget skrivearbejde. Altså, så skal du skrive retsbog fra det

første møde, og typisk forklarer forældrene rigtig meget; så du skal skrive

lange forklaringer. […] Og så skal du have en børnesamtale, som du også skal

skrive et referat fra. Og så skal du have et nyt retsmøde, som du også skal

skrive retsbog fra, og meget ofte beder parterne i de situationer om at få en

kendelse, og så skal du skrive en kendelse på det. […] I forhold til at man som

foged har måske 15-20 retsmøder på en uge, så genererede de her sager for-

holdsmæssigt meget arbejde.

I 2020 angav 66 pct. af de 44 dommere, der deltog i spørgeskemaundersøgelsen, at de

gennemsnitligt brugte op til 10 timer ugentligt på familieretlige sager. 23 pct. brugte 11-

20 timer ugentligt, mens 7 pct. brugte mere end 20 timer ugentligt på familieretlige sager.

Spørgsmålet var ikke med i 2019-spørgeskemaet, men i interviewene med fogedrets-

dommere fra 2019 fortalte de fleste, at de brugte en halv til en hel dag om ugen på fuld-

byrdelsessagerne. Undersøgelsen tyder således på, at kun et fåtal af de dommere, der

behandler fuldbyrdelsessager, har deres primære arbejdsopgaver inden for det familie-

retlige område.

Flere af de dommere, som vi har interviewet til undersøgelsen, har fremhævet, at foræl-

dreansvarssager er et af de mest jurafattige områder, som retterne beskæftiger sig med,

og særligt har fuldbyrdelsessager om forældreansvar et begrænset antal paragraffer. Til

gengæld kan de være uforudsigelige, dramatiske, konfliktfyldte og følelsesladede og

derfor mentalt udfordrende at arbejde med. Den dommer, der behandler fuldbyrdelses-

sager, er nødt til at påtage sig en rolle som konfliktløser og gå i dialog med parterne for

at finde et tilfredsstillende resultat. På grund af disse forhold er fuldbyrdelsessager – og

forældreansvarssager mere generelt – måske ikke den mest attraktive sagstype for alle

medarbejdere, som nogle af de interviewede dommere bemærkede.

Til illustration følger nedenfor et uddrag af en samtale med en dommer, der fortalte om,

hvordan fuldbyrdelsessager adskiller sig fra andre sagstyper ved retten. I samtalen, der

også berører spørgsmålet om sikkerhed, refererede dommeren – i lighed med andre in-

formanter – til en drabsepisode, som skete for nogle år siden i forbindelse med et møde

i fogedretten, og som førte til skærpede sikkerhedsforanstaltninger i retten:

Det er mennesker i krise. Du kan ikke vide, hvad der sker. Og du skal kunne

rumme rigtig meget. Du skal kunne træffe hurtige og gode beslutninger. Du

skal kunne bevare roen. Der er rigtig mange jurister, der ikke har lyst til at have

den slags sager, for du kan blive hylet ud af den, og det kan være belastende.

Du skal passe på ikke at tage dem med hjem. Fordi der er børn involveret, og

der er et meget højt konfliktniveau.

Interviewer: Hvad mener du med, at man kan blive hylet ud af den?

Du kan ikke vide, om der lige pludselig er nogen, der begynder at råbe og skrige,

smide med ting eller sige nogle rigtig provokerende ting. Der er nogle forældre,

der prøver at inddrage sagsbehandleren i konflikten og bliver meget personlige:

”Har du selv børn? Vil du virkelig udsætte dit eget barn for det her?” De kører på

én psykisk. Det skal man kunne håndtere – være myndighedsperson og have

den der afstand og alligevel have en balance, så de ikke opfatter én som en kold

figur, en automat. Så man også er der for at løse det.

I en straffesag kan det også blive skruet meget op, og der kan være en tiltalt

eller vidner, der bliver vrede, men det er meget mere tilrettelagt og stringent.

Der er meget mere styring, og hvis man ved, at der kan blive noget, er der

politi på, der lægger en dæmper på det. Her sidder man helt mutters alene.

Interviewer: Er I bange nogle gange?

Det kan man godt blive. Der er nogle gange nogen, der bliver meget opfa-

rende. Der kravler henover bordet og råber dig ind i ansigtet. Det kan de godt

finde på. Det kan være i afmagt. Og i nogle sager, hvor den ene part er den

underdanige, der bliver kørt på psykisk, og hvor den anden [...] prøver at psyke

juristen og få vedkommende hylet ud af det. Vi har alarmknapper i mødeloka-

let, som vi kan trykke på. En til vores vagter i huset, og en, hvor vi kan tilkalde

politiet. Vi har også en metalscanner, men det er sjældent, vi har brugt den.

Jeg har ikke været bange for, at nogen skulle tage våben med ind.

[…]

Det trækker flere tænder ud. Det suger meget mental energi. Jeg skal helst

ikke have mere end en sag om dagen. Jeg har haft to om formiddagen og en

om eftermiddagen, hvis bølgerne virkelig er gået højt op til en højtid. Det kunne

der før i tiden. For de fylder rigtig meget. Det er jo kun 80 sager om året, men

de fylder rigtig meget, for de handler om følelser, og de handler om børn og

forældre, der er kommet i klemme.

Interviewer: Ville du foretrække at slippe for dem?

De kan være rigtig hårde at have, men i de sager, hvor det lykkes, og hvor der

er nogen, der henvender sig til mig efterfølgende, efter flere år og siger: ”Kan

du huske mig? Jeg var ikke særlig samarbejdsvillig. Men du sagde nogle ting,

og nu vil jeg spørge dig til råds”. Så giver det mening. Især hvis jeg kan få hul

igennem til nogle forældre, og et møde her kan hjælpe til med, at de kan

komme videre og selv finde ud af det, så vil jeg gerne, men de er hårde. Så

sjove er de ikke.

3.4

Opsamling

Kapitlet har på grundlag af dommerinterview belyst, hvordan fuldbyrdelsessager om for-

ældreansvar adskiller fra de ’almindelige’ forældreansvarssager om forældremyndighed,

bopæl og samvær: Fuldbyrdelsessager har en mere afgrænset karakter, idet sagsbe-

handlingen går ud på at vurdere, om allerede gyldige aftaler eller afgørelser om samvær

eller bopæl skal eksekveres eller ikke. De kendelser, som retten afsiger om udlevering af

et barn, er her-og-nu-afgørelser, der har en mere konkret og kortfristet karakter end de

almindelige forældreansvarssager, idet de retter sig mod et eller de næste samvær.

Før den familieretlige reform var udgangspunktet, at fuldbyrdelse skulle ske, medmindre

barnets sjælelige eller legemlige sundhed ville blive udsat for alvorlig fare. Efter reformen

er det præciseret, at fuldbyrdelse nu kan ske under hensyn til barnet, og hvis det vare-

tager barnets bedste. Der er tale om et ændret skøn, men de dommere, som blev inter-

viewet til undersøgelsen, havde delte meninger om, hvor meget lovændringen ville

komme til at betyde. En pragmatisk betragtning var, at retten nu fået en klarere hjemmel

til bestemme, at et barn ikke skal udleveres.

På grund af undersøgelsens design er det vanskeligt at tilvejebringe et udtømmende ind-

tryk af, hvad det har betydet for fuldbyrdelsesområdet, at sagerne blev overflyttet fra fo-

gedretten til de nyoprettede familieretsafdelinger. Vi kan dog konstatere, at de enkelte

retter har organiseret sig forskelligt, og at man gennem medarbejderrokader har sikret, at

området ikke lider af et videnstab. Ifølge de indhentede data fra retterne blev sagerne

fortrinsvis behandlet af funktionschefer og dommerfuldmægtige før reformen, mens de

efter reformen i lidt hyppigere tillige behandles af retsassessorer. Kun et fåtal af de sager,

der indgår i undersøgelsen i 2020/2021, er behandlet af udnævnte dommere.

Flere interviewede dommere pegede på, at fuldbyrdelsessager om forældreansvar er et

jurafattigt område, men at de til gengæld kan være dramatiske og konfliktfyldte og derfor

mentalt udfordrende at arbejde med. Sagerne stiller således krav til dommerens rolle

som konfliktløser.

4.1

Sagernes karakter

Indledning

I dette og de efterfølgende kapitler beskriver vi udvalgte karakteristika ved fuldbyrdel-

sessagerne. Formålet er at vise, hvad der karakteriserer familier med fuldbyrdelsessager

i forhold til familier, der har andre typer sager i det familieretlige system, samt at ind-

kredse, hvad der kendetegner forældrenes uenigheder og konflikter. Kapitlet bygger på

myndighedsstatstik, forældrebesvarelser fra VIVEs tilfredshedsundersøgelse og på de

indsamlede data blandt dommerne i henholdsvis foged- og familieretterne.

Kapitlet fokuserer på følgende temaer: Først præsenteres udviklingen i omfanget af fuld-

byrdelsessager. Så beskrives den sociodemografiske profil og trivselsbilledet hos børn

og forældre, der er involvereret i fuldbyrdelsessagerne. Dernæst belyses, hvordan dom-

mere og forældre med en fuldbyrdelsessag anskuer konflikten. På dette grundlag har vi

inddelt sagerne i fire kategorier for at illustrere variationsbredden i de fuldbyrdelsessa-

ger, som retten behandler.

4.2

4.2.1

Udviklingen i fuldbyrdelsessager

Modtagne og afsluttede sager ved fogedretten henholdsvis

familieretten

Via Domstolsstyrelsens statistik er det muligt at følge udviklingen i modtagne og afslut-

tede fuldbyrdelsessager over en længere årrække – fra 2004-2018. Data viser, at der

frem til 2008 blev afsluttet ca. 1.700 sager om året. I perioden 2009-2012 steg antallet

af sager betydeligt, hvorefter det siden har stabiliseret sig på et nyt højt plateau med

omkring 2.500 årligt afsluttede sager, jf. Figur 4.1.

Der findes ingen efterviselig forklaring på stigningen i sager fra 2009-2012, hverken hos

Domstolsstyrelsen eller blandt de interviewede dommere i fogedretterne. Flere erfarne

fogedretsdommere, som blev interviewet til denne undersøgelse, var ikke engang op-

mærksomme på, at antallet af fuldbyrdelsessager voksede i denne periode. Man skal i

denne sammenhæng være opmærksom på, at sagerne om udlevering af børn kun ud-

gjorde et meget lille hjørne af fogedretternes samlede virke, hvorfor man i den enkelte

retskreds måske ikke har lagt mærke til, at der kom lidt flere af denne type sager ind.

Stigningen i sagsantallet bliver først synlig, når man anskuer alle retskredse under ét.

Der har i den offentlige debat været fremsat forskellige formodninger om, hvorfor sags-

antallet steg. En foreslået hypotese er, at stigningen kunne bero på, at befolkningen ge-

nerelt er blevet rettighedsorienterede eller klagelystne. Hvis denne hypotese er korrekt,

burde kurvens stigning imidlertid have været jævnt opadgående og ikke afgrænse sig til

nogle enkelte år.

En anden hypotese er, at stigningen i fogedretssager er en virkning af forældreansvars-

loven fra 2007, om end det er uklart hvorfor. Imod denne hypotese taler det forhold, at

der ikke var en tilsvarende udvikling i andre typer af forældreansvarssager, som blev

behandlet ved henholdsvis Statsforvaltningen og byretten (Ottosen, 2016). Desuden af-

spejler senere ændringer af forældreansvarsloven (2012 henholdsvis 2015) sig heller

ikke i stigninger eller fald af fogedretssager: En lovændring i 2012 om bl.a. transportreg-

ler kunne fx have ført til flere fogedretssager (fordi fogedretten måske blev en katalysa-

tor for forældres uenigheder om transport), mens ændringen i 2015 (chikanepakken)

burde have ført til færre fogedsager, fordi erstatningssamvær nu blev mere automatise-

ret og dermed ikke længere var en større problematik for fogedretten.

En tredje og måske mere plausibel hypotese er, at stigningen i fuldbyrdelsessager hæn-

ger sammen med domstolsreformen i 2007, hvor man samlede 82 fogedretter i 24 rets-

kredse. Denne sammenlægning kan have indebåret, at man begyndte at registrere sager

på en mere systematisk, ensartet eller synlig måde. Det følger af denne hypotese, som

vi ikke kan teste, men som dog understøttes af flere kilder til undersøgelsen, at stignin-

gen i fuldbyrdelsessager er et resultat af ændrede administrative processer

Der kan ikke gives et retvisende billede af antallet af antallet af afsluttede fuldbyrdelses-

sager i reformåret 2019, idet reformen trådte i kraft i april måned. Domstolsstyrelsen har

ikke siden offentliggjort statistik over modtagne og afsluttede fuldbyrdelsessager, men har

til denne undersøgelse udarbejdet et særskilt udtræk for hele 2020. Dette udtræk viser, at

Familieretten i 2020 samlet set afsluttede 2.464 sager om fuldbyrdelse af forældremyn-

dighed, bopæl og samvær, hvoraf én drejede sig om en international tvangsfuldbyrdelse.

Antallet af fuldbyrdelsessager ligger dermed på samme niveau i perioden efter reformen,

som det gjorde i årene forud for, at reformen blev indført.

Hypotesen understøttes af en tidligere praksisundersøgelse (Justitsministeriet, 2004), der peger på en uensartet

journaliseringspraksis ved fogedretterne samt på følgende udsagn fra en erfaren fogedretsdommer, der medvir-

kede i undersøgelsen:

”Det kan jeg godt forklare noget om. Det har været sådan i lange perioder, at der ikke var

nogen fælles konsensus om, om sagen skulle have et nyt nummer, hvis den kom igen. […] Så hvis det er noget

med journaliseringspraksis for at få det størst mulige sagsantal sådan set på overfladen og i statistikkerne, så tror

jeg gerne det værste. Både om mig selv og mine kollegaer. Det er sagt lige ud af landevejen

”.

Figur 4.1

Modtagne og afsluttede fuldbyrdelsessager om samvær, forældremyndig-

hed og bopæl ved fogedretten 2004-18. Antal.

3000

2500

2000

1500

1000

500

2006

2004

2009

2005

2008

2007

2014

2010

2013

2016

2012

2015

2018

2017

2011

FM-sager, modtagne

FM-sager, afsluttede

Kilde:

Domstolsstyrelsens sagsstatistik.

4.3

Karakteristika ved familierne

VIVEs tilfredshedsundersøgelser, som er baseret på forældrebesvarelser, indeholder in-

formation om udvalgte karakteristika ved de familier, som kommer i kontakt med de fami-

lieretlige myndigheder via Familieretshuset. Generelt viser undersøgelserne, at den socio-

demografiske sammensætning blandt familier med familieretlige sager i det væsentlige er

den samme før og efter den familieretlige reform. Der kan heller ikke konstateres nogen

udvikling i forældrenes konfliktniveau og omkring deres forældresamarbejde. Der er såle-

des vedvarende et højt konfliktniveau i mange sager, idet 6 ud af 10 forældre angiver, at

deres konfliktniveau er højt, meget højt eller ekstremt højt (Dahl, 2020).

På undersøgelsestidspunktet for den anden måling i starten af 2020 havde 7 pct. af alle

de forældre, som havde været i kontakt med det familieretlige system efter reformen i

2019, haft en fuldbyrdelsessag i familieretten, 32 pct. havde haft en anden sag i familie-

retten (fx om bopæl, forældremyndighed og samvær), og 61 pct. af de adspurgte forældre

havde udelukkende haft en sag, der verserede i Familieretshuset. Ser man isoleret på sa-

gerne i familieretten, havde 19 pct. af de adspurgte forældre været i kontakt med retten

om en fuldbyrdelsessag, mens 81 pct. havde haft en anden sag i familieretten. Ifølge til-

fredshedsundersøgelsen er det således kun en mindre del af forældrene, der opsøger ret-

ten for at få barnet udleveret fra den anden forælder. Som omtalt i kapitel 2 er der imidlertid

også forældre, som henvender sig direkte til familieretten om en fuldbyrdelsessag, uden

først at have været i Familieretshuset.

Vi har belyst, om familier med fuldbyrdelsessager ligner eller adskiller sig fra familier med

andre sager i det familieretlige system, dvs. dem, der alene har haft en forældreansvars-

sag i Familieretshuset, eller dem, som har haft en sag om forældremyndighed, bopæl

eller samvær i familieretten efter den familieretlige reform. Opgørelsen viser, jf. Figur 4.2,

at forældre med fuldbyrdelsessager gennemsnitligt har lidt færre uddannelsesressour-

cer end forældre med andre familieretlige sager, at de oftere er i nye parforhold, og at

bruddet med den ekspartner, som de er i konflikt med, for tre fjerdedeles vedkommende

ligger mindst to år tilbage i tiden. Derudover viser data i tilfredshedsundersøgelsen, at

der lidt hyppigere er små børn (< 7 år) i fuldbyrdelsessagerne sammenlignet med andre

familieretlige sager. Forskellene er dog ikke statistisk signifikante.

Figur 4.2

Sociodemografiske karakteristika ved familier med fuldbyrdelsessager

sammenlignet med andre familieretlige sager. Forældrebesvarelser. 2020.

Procent.

Erhvervsfaglig udd. Videregående udd.

Fuldbyrdelsessag

Kun sag ved Familieretshuset

Anm.:

Kilde:

N= 1.682. Ingen af forskellene er statistisk signifikante

Dahl (2020).

Barnet < 7 år

Respondent er

single

Mindst 2 år siden

samlivsbrud

Anden sag i familieretten

Alle familieretlige sager

Fuldbyrdelsesundersøgelsen (der er baseret på dommeres besvarelser) viser supple-

rende, at tre fjerdedele af de børn, der er involveret i en fuldbyrdelsessag, er enebørn.

Samme undersøgelse indikerer tillige, at der efter reformen er sket en lille stigning i an-

delen af sager, der omhandler større 12-17-årige børn, fra 14 til 22 pct., mens andelen af

sager med 0-6-årige børn omvendt er faldet en smule fra 43 pct. til 36 pct.

4.4

Trivsel hos børn og forældre

Tidligere analyser om skilsmissebørn har vist, at børn, der er involveret i en sag ved de

familieretlige myndigheder, har et højere niveau af adfærds- og trivselsproblemer sam-

menlignet med andre børn i Danmark, når børnetrivslen måles ved hjælp af det standar-

diserede instrument SDQ

. Kun 55 pct. af de børn, der er involveret i en familieretlig sag,

falder således inden for det trivselsmæssige normalområde mod 83 pct. af andre danske

børn. Generelt ses en markant dårligere børnetrivsel i sager med et højt konfliktniveau

Strength and Difficulties Questionnaire (Goodman, 1997).

og mange risikofaktorer, dvs. flere sociale problemer i forhold til sager med lavt konflikt-

niveau og fravær af sociale problemer (Ottosen, Dahl & Boserup, 2017).

I tilfredshedsundersøgelsen (baseret på forældrebesvarelser) er trivslen hos børn og for-

ældre, der har været involveret i en familieretlig sag efter den familieretlige reform, til-

svarende kortlagt ved hjælp af standardiserede måleinstrumenter. Der er tale om triv-

selsbilledet, som det så ud på undersøgelsestidspunktet, dvs. efter eller mens familiens

sag blev behandlet i det familieretlige system. Som ved tidligere analyser er børnetrivs-

len belyst ved instrumentet SDQ, hvor forældre rapporterer om deres børns trivsel, mens

forældrenes egen selvrapporterede trivsel er målt ved hjælp af instrumentet HSCL

Når man, jf. Figur 4.3, sammenholder de involvererede børns trivselsbillede på tværs af

sager i forskellige dele af det familieretlige system, ses det, at kun 42 pct. af de børn,

der har været involveret i en fuldbyrdelsessag, er i normal trivsel (0-10 point på SDQ-

skalaen), mens 58 pct. falder uden for det trivselsmæssige normalområde (11-40 point

på SDQ-skalaen). En tilsvarende andel af forældre, som har haft en fuldbyrdelsessag,

oplyser, at de er ”ret bekymrede” eller ”virkelig meget bekymrede” for deres barns trivsel.

I forhold til børn i andre familieretlige sager er børn, der er impliceret i fuldbyrdelsessa-

ger, dem der er trives dårligst.

Et tilsvarende billede tegner sig ved måling af forældrenes trivsel. Her finder vi, at 30

pct. af forældre med fuldbyrdelsessager har en høj grad af mistrivsel mod 22 pct. af alle

forældre, der har haft en anden sag i det familieretlige system (ikke vist).

Både børn og forældre, som er involveret i fuldbyrdelsessager, synes altså at være mere

udfordrede/belastede end børn og forældre med andre familieretlige sager. Undersøgel-

sen kan dog ikke klarlægge, om de observerede sammenhænge skyldes den familieret-

lige konflikt eller andre forhold hos familierne. Man skal som nævnt være opmærksom

på, at de familier i tilfredshedsundersøgelsen, som har haft en fuldbyrdelsessag, også

har været i kontakt med Familieretshuset.

Figur 4.3

Trivsel blandt børn i fuldbyrdelsessager sammenlignet med andre familie-

retlige sager. Forældrebesvarelser. 2020. Procent.

Fuldbyrdelsessag

Anden sag i familieretten

Kun sag i Familieretshuset

Alle familieretlige sager

100

Gennemsnitlig trivsel

Enkelte adfærds- og trivselsproblemer

Mange adfærds- og trivselsproblemer

Anm.:

N = 1.682. Forskellene er statistisk signifikante på 10 pct.-niveau, (p = 0,073). Normal trivsel = 0-10 på SDQ-

skala, Enkelt adfærds- og trivselsproblemer = 11-13 på SDQ-skala, Mange adfærds- og trivselsproblemer =

14-40 på SDQ-skala.

Dahl (2020).

Kilde:

Hopkins Symptoms Checklist.

4.5

Sagernes art: Hvem udleverer ikke?

I overensstemmelse med en tidligere undersøgelse om fogedretternes praksis (Justits-

ministeriet, 2004) viser den aktuelle fuldbyrdelsesundersøgelse, at flertallet – to ud af

tre – af fuldbyrdelsessagerne handlede om samvær, hvor samværsforælderen (typisk

faren) anmodede om rettens bistand til at få gennemført en aftale eller afgørelse om

samvær. Færre sager drejer sig om, at barnet ikke blev tilbageleveret til bopælsforælde-

ren eller forældremyndighedsindehaveren. De dommere, som er interviewet til undersø-

gelsen, tilkendegav, at retten skal handle resolut, når sagen drejer sig om et barn, der

ikke bliver bragt hjem til bopælsforælderen.

Som beskrevet er datagrundlaget i fuldbyrdelsesundersøgelsen ikke nødvendigvis stærkt

nok til at drage håndfaste konklusioner om udviklingen. Med dette forbehold in mente pe-

ger undersøgelsen dog på, at der henover reformperioden, dvs. fra 2019 til 2020, er en

stigning i andelen af sager, hvor et barn efter endt samvær ikke er blevet tilbageleveret til

bopælsforælderen, jf. Tabel 4.1. Desuden ses et fald i sager, der omhandler ’andet’, hvilket

ifølge de interviewede dommere fx kan dække over uenighed om, hvilke aftaler der er om

barnet. Når man anskuer udviklingen over en længere periode, dvs. tillige inddrager data

fra praksisundersøgelsen i 2004, er andelen af samværssager faldet til fordel for sager,

der omhandler tilbagelevering til bopælsforælderen (eller forældremyndighedsindehave-

ren).

Tabel 4.1

Sagens art

Udlevering til samværsforælder

Tilbagelevering til bopælsforælder/forældremyndighedsindehaver

Andet (fx uenighed om aftale) eller uoplyst

Procent i alt

Antal

Kilde:

Undersøgelse af fuldbyrdelsessager, 2019 og 2020.

Sager om henholdsvis manglende udlevering til samvær og manglende til-

bagelevering til bopæl. Dommerbesvarelser. Procent.

2020

100

270

2019

100

2004

101

1.224

Undersøgelsen kan ikke give en entydig forklaring på denne udvikling. På den ene side

optræder der i sagsbeskrivelserne fra 2020 eksempler på tilbageleveringskonflikter, som

næppe kan have været aktuelle for knap 20 år siden, fx om hvem der egentlig er bopæls-

forælder, når et barn er opfattet af en 7/7-ordning (deleordninger var mindre udbredte i

2004)

. Tilsvarende er der eksempler på, at covid-19-situationen i 2020 optræder som

årsag til, at børn ikke er blevet tilbageleveret (fx hvis barnet og/eller samværsforælderen

havde sygdomssymptomer). På den anden side forekommer det gennemgående mønster

i de fleste af tilbageleveringssagerne at være foranlediget af ’almengyldige’ problemstillin-

ger, fx at barnet ikke ville hjem, eller at der var bekymrende forhold tilstede hos bopæls-

forælderen eller hos samværsforælderen selv. I Boks 4.1 har vi givet nogle eksempler på,

Flere interviewede dommere har peget på, at der i tiden efter reformen sås eksempler på, at nogle forældre star-

tede en bopælssag ved at rejse en fuldbyrdelsessag ved retten i forventning om, at den da ville blive hurtigere

behandlet af Familieretshuset. De til undersøgelsen indhentede sagsbeskrivelser tyder dog ikke på, at det har

været en udbredt praksis.

hvori disse bekymringer kan bestå. I nogle tilfælde ender disse sager med at løse sig selv

inden retsmødet, fordi den tilbageholdende forælder alligevel udleverer barnet.

Boks 4.1

Eksempler på sager, hvor barnet ikke tilbageleveres til bopælsforælderen (eller

forældremyndighedsindehaveren)

Faren ville ikke udlevere datter på 3 år til moren, som var bopælsforælder, fordi

morens hund havde bidt barnet i ansigtet. Parterne blev enige om, at barnet skulle

udleveres til moren, da hun havde overdraget hunden til tredjemand inden retsmø-

det.

Case 1:

Case 2:

Barnet blev tilbageholdt fra bopælsforælder (faren) grundet anklager om vold.

Retsmødet blev flyttet på grund af videoafhøring af barnet. Faren påstod barnet

udleveret til ham som bopælsforælder, jf. retsplejelovens § 596, stk. 2. Moren på-

stod sagen nægtet fremme. Der blev afholdt børnesamtale i sagen. Barnet var

bange og ville ikke hjem, og anklagerne om vold blev bekræftet af barnet. Politiet

frafaldt sigtelsen undervejs, da bevisbyrden ikke kunne løftes.

Fuldbyrdelsesundersøgelsen viser, at 70 pct. af sagerne i 2020 initieres af fædre, der

som beskrevet typisk også er samværsforældre. Ligesom vi ser en mindre stigning i an-

delen af bopælssager, kunne tallene dog tyde på, at lidt flere sager i 2020 – sammenlig-

net med 2004 – startes af mødre, idet justitsministeriets undersøgelse viste, at hele 80

pct. af sagerne var initierede af mænd. Det gælder dog fortsat, at langt de fleste sager

initieres af den forælder, der har status som samværsforælder.

4.6

Begrundelser for ikke at udlevere barnet

Både fuldbyrdelsesundersøgelsen (dommerbesvarelser) og tilfredshedsundersøgelsen

(forældrebesvarelser) har spurgt om årsagen til, at forældrene ikke vil udlevere deres

barn til den anden forælder.

Fuldbyrdelsesundersøgelsen fra 2019 og 2020 viser lige som justitsministeriets praksis-

undersøgelse fra 2004, at den hyppigste begrundelse for den manglende udlevering er,

at barnet ikke vil udleveres (henholdsvis 29, 24 og 31 pct.), jf. Tabel 4.2. I justitsministe-

riets praksisundersøgelse og i fuldbyrdelsesundersøgelsen fra 2019 er der tillige relativt

høje andele (henholdsvis 20 og 33 pct.), der begrunder den manglende udlevering med,

at den ene forælder er utryg ved den anden forælder. I 2020, hvor datagrundlaget er

bedre end i 2019, gælder dette dog kun i 12 pct. af sagerne. I omkring hver tiende sag er

den manglende udlevering begrundet med forældrenes mistanke om vold eller overgreb

mod barnet, mistanke om misbrug hos modparten, samt med at der har været misfor-

ståelser omkring aftalerne. Disse begrundelser optræder med omtrent samme hyppig-

hed i 2019 og 2020.

Tabel 4.2

Begrundelser for ikke at udlevere barnet. Dommerbesvarelser 2019 og

2020 samt i 2004. Procent.

Undersøgelsen

af fuldbyrdel-

sessager 2020

271

Undersøgelsen

af fuldbyrdel-

sessager 2019

Justitsministe-

riets praksisun-

dersøgelse

2004

775

Begrundelser for ikke at udlevere

Barnet vil ikke udleveres

Mistanke om misbrug hos modparten

Mistanke om vold/ overgreb mod barnet

Barnet var ramt af sygdom

Misforståelser omkring aftaler

Rekvisitus/rekvisita er utryg ved rekvirenten

Praktiske problemer i forbindelse med udlevering

Antal sager

Kilde:

Fuldbyrdelsesundersøgelsen, 2019 og 2020; Justitsministeriets praksisundersøgelse, 2004.

Næsten tilsvarende spørgsmål blev stillet til forældrene i tilfredsundersøgelsen, der dog

også kunne svare, at et højt konfliktniveau mellem forældrene var grund til, at barnet ikke

blev udleveret. Hvad enten der var tale om bopæls- eller samværsforældre begrundede

de hyppigst den manglende udlevering med deres høje konfliktniveau (i alt 47 pct.), jf.

Figur 4.4. Derudover ses, at især bopælsforældre ofte begrunder den manglende udle-

vering med, at barnet ikke ønskede at komme på samvær (54 pct.). Andre, men mindre

hyppigt forekommende forklaringer er, at den forælder, der ikke vil udlevere, mistænker

den anden forælder for at have misbrugsproblemer eller for at begå vold eller overgreb

mod barnet. Overordnet set flugter forældrebesvarelserne nogenlunde med dommernes

besvarelser.

Figur 4.4

Begrundelser for ikke at udlevere til eller tilbagelevere fra samvær. Foræl-

drebesvarelser fra tilfredshedsundersøgelsen i 2020. Procent.

Barn ønskede ikke samvær

Mistanke om rusmiddel-misbrug

Mistanke om vold/overgreb mod barn

Barnet var syg

Misforståelser af aftaler

Højt konfliktniveau

Vold mellem forældre

Bopælsforældre

Anm.:

Kilde:

Samværsforældre

Alle

N= 119. Ved følgende indikatorer er forskellene mellem bopæls- og samværsforældre statistisk signifikante:

Barn ønskede ikke samvær

Mistanke om vold/ overgreb.

Dahl (2020).

Såvel dommerbesvarelser som forældrebesvarelser peger med andre ord på, at den umid-

delbart hyppigste begrundelse for ikke at udlevere barnet er, at barnet ikke ønsker at være

hos den anden forælder. De sagsbeskrivelser, som er indhentet til undersøgelsen, afspej-

ler, at der kan være forskellige bevæggrunde til, at et barn ikke vil udleveres til den ene

(eller den anden) forælder.

I nogle sager kan barnet have oplevet noget i samværsforælderens hjem, som gør det ked

af det. Det kan fx føle sig overset eller tilsidesat af forælderen eller opleve at blive for-

skelsbehandlet i forhold til andre børn, der er i hjemmet. Selvom bopælsforælderen grund-

læggende er indforstået med, at der skal være samvær mellem barnet og samværsforæl-

deren, kan det være vanskeligt at udlevere et barn, der græder, har ondt i maven eller på

anden vis modsætter sig at skulle afsted. Sagsbeskrivelserne viser, at sådanne situationer

også kan opstå for samværsforældre, dvs. at et barn efter et samværsophold ikke vil hjem

til bopælsforælderen. I andre sager kan baggrunden være, at barnet er fanget i forældre-

nes indbyrdes og dybe konflikt efter et dramatisk samlivsbrud og føler sig tvunget til at

vælge side til fordel for den ene forælder for at passe på sig selv. I atter andre sager kan

der ligge tunge sociale problemstillinger bag, at barnet ikke vil på samvær. Det gjorde sig

fx gældende i nedenstående sag, hvor den ene forælder, som i forvejen havde meget be-

grænset samværsordning med barnet, havde en psykiatrisk diagnose:

Moren nægter at udlevere barn under henvisning til, at barn lider af angst og

er bange for at være sammen med far. Faren ønsker udlevering i henhold til

gældende samværsafgørelse, som lyder på 5 timer én gang hver anden uge.

Faren har senest i januar i år fået afslag på anmodning om at få fastsat mere

samvær. Parterne har været i konflikt i hele barnets levetid. Begge forældre

mener, den anden er uegnet som forælder. Barnet gav under børnesamtale

udtryk for, at det ikke ønsker samvær på nuværende tidspunkt. Faren mener,

det er moren, der har instrueret barnet i at sige det. Tvangsfuldbyrdelse blev

nægtet, og sagen blev henvist til Familieretshuset for at tage stilling til, om

samværet skal ændres. (Sagsbeskrivelse, familieretten, 2020)

4.7

Konfliktniveau, risikofaktorer og gengangersager

Kompleksiteten i familieretlige sager kan indkredses ved at fokusere på forældrenes ind-

byrdes samspilsdynamik (fx konfliktniveauet, gensidig mistillid), forældrenes omsorgs-

kapacitet (fx evne til at friholde barnet fra konflikten, omsorgsvigt), individuelle forhold

hos forældrene (fx misbrug, psykisk sygdom) samt på de ydre markører ved sagen (fx

gentagne sagsanlæg) (Ottosen,

Dahl & Boserup,

2017).

I denne undersøgelse har vi anvendt tre indikatorer for at belyse fuldbyrdelsessagernes

kompleksitet. For det første har vi indhentet oplysninger om forældres konfliktniveau. Vi

har anvendt en 8-trinsskala, der efterfølgende er inddelt i tre grupper: lavt, moderat eller

højt konfliktniveau. For det andet har vi spurgt, om der var såkaldte risikofaktorer i sa-

gerne. Risikofaktorer forstås som sociale problemer eller omstændigheder, der kan på-

virke evnen til at varetage omsorgen for barnet (fx forekomst af misbrug eller psykisk

sygdom)

. Endelig har vi indhentet information om, hvorvidt der er tale om såkaldte gen-

gangersager, hvor forældrene tidligere har haft sager ved de familieretlige myndigheder.

Disse oplysninger er både indhentet blandt dommere og blandt forældre med en fuld-

byrdelsessag.

4.7.1

Dommeres besvarelser

Besvarelserne fra retterne viser, at forældrenes konfliktniveau er højt i en ganske stor

andel af sagerne. Andelen af sager, hvori dommerne vurdererede, at konfliktniveauet var

højt, var 53 pct. i 2019 (fogedretten) og 41 pct. i 2020 (familieretten), jf. Tabel 4.3. Denne

forskel hidrører fra, at de familieretlige medarbejdere (26 pct.) hyppigere end de foged-

retlige medarbejdere (10 pct.) har oplyst, at de ikke kendte til forældrenes konfliktniveau.

En gennemgang af sagsbeskrivelserne viser, at det manglende kendskab hænger sam-

men med, hvordan retten har behandlet sagen: Der er ofte tale om sager, hvor dommeren

ikke har haft kontakt med forældrene, fordi retten afviste sagen, eller fordi den blev truk-

ket tilbage af ansøgeren, inden der blev gennemført et retsmøde. I andre tilfælde var

kontakten med forældrene udelukkende telefonisk.

Et tilsvarende mønster ses i forhold til forekomsten af risikofaktorer i sagerne, hvor om-

kring halvdelen af dommerne har svaret ’ved ikke’ til spørgsmålene, om der var særlige

sociale problembelastninger i sagerne. I 27 pct. (2019) henholdsvis 31 pct. af sagerne

(2020) er det oplyst, at der forelå mindst en risikofaktor.

I forhold til oplysninger om gengangersager angav dommerne i henholdsvis 40 pct. af

sagerne i 2019 (fogedretten) og i 32 pct. af sagerne i 2020 (familieretten), at der tidligere

havde været en fuldbyrdelsessag ved retten. Henholdsvis 19 pct. (2019) og 29 pct.

(2020) svarede, at de ikke vidste, om der tidligere havde været en fuldbyrdelsessag.

Forskellene er ikke statistisk signifikante, men afspejler en tendens til, at de familieretlige

dommere i mindre grad end de fogedretlige dommere har haft kendskab til sagshistorik-

ken. Det kan være en virkning af, at det delvist er nye medarbejdere, der møder foræl-

drene i familieretten.

Der indgår seks sociale problemer/risikofaktorer i undersøgelsen: 1) forekomst af misbrug hos forældrene, 2) psy-

kisk sygdom hos forældrene, 3) om omsorgen for barnet varetages utilstrækkeligt, 4) forekomst af fysisk vold, 5)

forekomst af psykisk vold og 6) forekomst af kriminalitet hos forældrene.

Tabel 4.3

Vurdering af forældrenes konfliktniveau, forekomst af risikofaktorer samt

omfanget af gengangersager. Dommerbesvarelser, 2019 og 2020.

2020

2019

100

Konfliktniveau

Lavt

Moderat

Højt

Kender ikke konfliktniveauet

I alt

100

271

Fuldbyrdelsesundersøgelsen, 2019 og 2020.

Risikofaktorer

Ingen risikofaktorer

Mindst en risikofaktor

Kender ikke til risikofaktorer

I alt

Tidligere fuldbyrdelsessag ved retten (’gengangersag’)

Nej

Ved ikke

I alt

Kilde:

4.7.2

Forældrebesvarelser

Tilfredshedsundersøgelsen viser, at et stort flertal (78 pct.) af de adspurgte forældre, jf.

Figur 4.5, som var involveret i en fuldbyrdelsessag i 2020, selv oplevede, at deres sag

var præget af et højt konfliktniveau. Niveauet er væsentligt højere end blandt forældre

med andre sager i familieretten (64 pct.) eller i Familieretshuset (56 pct.). Andelen, der

generelt oplever et højt konfliktniveau i deres sag, er højere end andelen, der begrunder

den manglende udlevering med selve konfliktniveauet, jf. Figur 4.4. En del ser altså ikke

konfliktniveauet som den direkte årsag til den manglende udlevering, men fx i stedet

barnets modstand mod at komme på samvær/komme tilbage til bopælsforælderen. Det

høje konfliktniveau kan således formodentlig også være en virkning af den manglende

udlevering frem for årsagen dertil.

I forhold til tilstedeværelse af risikofaktorer viser Figur 4.5 videre, at forældre med fuld-

byrdelsessager på nogle områder rapporterer om en lidt eller noget højere forekomst af

problemer (psykisk sygdom, utilstrækkelig omsorg for barnet, fysisk og psykisk vold) set i

forhold til forældre med andre sager i det familieretlige system. Samme forskelle ses dog

ikke i forhold til problemer med kriminalitet og misbrug hos forældrene.

Vi har udført særskilte analyser, som sammenstiller bopæls- og samværsforældres pro-

blemopfattelse. Disse analyser viser, at bopælsforældre i fuldbyrdelsessager i højere grad

end samværsforældre oplever, at konfliktniveauet er højt, at der er problemer med psykisk

og fysisk vold, eller at omsorgen for barnet bliver varetaget utilstrækkeligt. Omvendt peger

samværsforældre hyppigere på, at psykisk sygdom er et problem i deres fuldbyrdelsessag

(figur ikke vist).

Figur 4.5

Forældres vurdering af konfliktniveau og risikofaktorer samt oplysning om

tidligere sager i det familieretlige system. Forældrebesvarelser. 2020. Pro-

cent.

Højt konfliktniveau

Misbrug

Psykisk sygdom

Utilstrækkelig omsorg

Fysisk vold

Psykisk vold

Kriminalitet

Fuldbyrdelsessag

Kun sag i Familieretshuset

Anden sag ved familieretten

Alle familieretlige sager

Anm.:

Kilde:

N = 1.682. Forskelle er statistisk signifikante (p < 0,001).

Dahl (2020).

4.8

Kategorisering af sagerne efter konfliktniveau og

risikofaktorer

Når man hører om fuldbyrdelsessager i medierne eller i den retspolitiske debat, dukker

begrebet ”samværschikane” ofte op. Begrebet dækker over bopælsforældre, der ube-

rettiget forhindrer barnet i at have samvær og anden kontakt med den anden forælder.

For eksempel var der i 2020 en meget omtalt højesteretsdom, hvor retten ophævede

den fælles forældremyndighed over et barn og tillagde faren fuld forældremyndighed,

efter at moren gennem en længere periode havde udøvet grov samværschikane. Det

fremgår af de offentliggjorte domme fra sagen, at moren flere gange havde tilsidesat

fogedrettens kendelser om at udlevere barnet til samvær

. I perioden 2020-2021 findes

yderligere et par landsretsdomme med samme tematik og udfald.

Spørgsmålet er, om denne type konflikter er repræsentative for den samlede mængde

af fuldbyrdelsessager? Det spurgte vi de interviewede dommere om i den første inter-

viewrunde i 2019. Her forklarede en fogedretsdommer:

Der findes helt klart en gruppe af mødre, altså det er indiskutabelt, som chika-

nerer. Og som chikanerer forholdet mellem deres tidligere mand og deres

barn. Og det er et problem. Men der findes også en stor gruppe af fædre, som

er konfliktoptrappende og som også har, absolut, udviklingspunkter, om man

Højesteret (2020): https://www.domstol.dk/hoejesteret/aktuelt/2020/9/om-foraeldremyndighed/

https://www.ft.dk/samling/20201/almdel/sou/bilag/349/2434428.pdf

så må sige. Så det er jo ikke sådan, at man kan sige, at fogedretten har været

sådan et system, der skulle holde chikanerende mødre i skak. Det er ikke kun

det, overhovedet, vi ser. Det synes jeg ikke. Ret skal være ret, også for mød-

rene. (Fogedretsdommer, 2019)

Generelt afspejler både dommerinterviewene og de sagsbeskrivelser, som indgår i un-

dersøgelsen, at der kan ligge mange forskelligartede forhold og problemtyper bag, at en

fuldbyrdelsessag bliver rejst ved retten. Nogle gange beror de på misforståelser eller

andre mindre problemer; andre gange er der tale om dybe eller alvorlige problemstillin-

ger. Nedenfor beskriver vi denne variation mere uddybende. Flere dommere, som vi har

talt med eller har indhentet sagsbeskrivelser fra, peger dog på, at forældres manglende

evne til at kommunikere eller sætte sig ind i andres perspektiv er et underliggende ka-

rakteristika, der går igen i mange af fuldbyrdelsessagerne. Forældrene kan være kapret

så meget af deres egen konflikt eller mangle evnen til at træde ud deres egne følelser,

at det hæmmer dem i at se deres barns behov. For eksempel beskrev en dommer en

sag, hvor begge forældrene beskyldte hinanden for chikane: En mor havde undladt at

udlevere en datter til et par samvær, fordi et yngre barn i familien var alvorligt syg og

ikke måtte udsættes for nogen smitterisiko i tiden op til en operation. Moren havde til-

budt faren erstatningssamvær og genoptagelse af den normale samværsaftale, men fa-

ren var meget utilfreds med, at de manglende udleveringer ikke fik nogen form for retlige

konsekvenser for moren i form af en straf. I en kommentar til sagen fremhævede dom-

meren, at faren mest var optaget af aftalebruddet og ikke udviste forståelse for, at dat-

teren og hendes familie i forvejen var presset af, at en søskende i familien var alvorligt

syg. Dommeren anførte, at det oftest kendetegner sagerne, at forældrene fokuserer på

sig selv og deres egen indbyrdes konflikt frem på barnets behov. Selvom fuldbyrdelses-

sager opstår, fordi den ene forælder har misligholdt en aftale, rummer sagerne ofte un-

derliggende konflikter, der ikke altid kun kan tilskrives den ene forælder.

På grundlag af forældrebesvarelserne om forældrenes konfliktniveau og risikofaktorer

(dvs. de seks spørgsmål om sociale problemer i sagen), jf. det foregående afsnit, har vi

konstrueret et samlet mål for sagernes kompleksitet for at indkredse den variations-

bredde, der kan være i fuldbyrdelsessagerne. Kategoriseringen er inspireret af vores tid-

ligere analyser om familieretlige sager (Ottosen,

Dahl & Boserup,

2017; Dahl, 2019; 2020).

Vi skelner mellem fire grupper: Gruppe 1 består af de mindst komplekse sager, hvor kon-

fliktniveauet er lavt eller moderat, og hvor der ifølge forældrene ikke er risikofaktorer

(dvs. sociale problemer) i sagen. Gruppe 2 består af sager, hvor konfliktniveauet er højt,

men hvor der heller ikke optræder nogen risikofaktorer. Gruppe 3 består af sager, hvor

der er enkelte sociale problemer i sagen, uden at det drejer sig om fysisk eller psykisk

vold. Konfliktniveauet kan være både lavt, moderat eller højt. Gruppe 4 består af sager,

hvor der er mindst tre risikofaktorer i sagen, eller hvor respondenten angiver, at fysisk

eller psykisk vold er et problem i relationen til den anden forælder. Også her kan kon-

fliktniveauet være lavt, moderat eller højt. Sagerne i gruppe 4 antages at være de mest

komplekse.

Figur 4.6 viser, hvordan sagerne fordeler sig ifølge forældrenes besvarelser i tilfreds-

hedsundersøgelsen: Andelen af fuldbyrdelsessager, der tilhører Gruppe 4, er væsentligt

højere, end vi ser blandt sager, der kun behandles i Familieretshuset, og noget højere i

forhold til sager, der behandles i retten, men ikke omhandler fuldbyrdelse af samvær. Alt

i alt kan ca. 80 pct. af fuldbyrdelsessagerne således betegnes som Gruppe 3- og Gruppe

4-sager ifølge forældrene.

Figur 4.6

Kategorisering af sagerne efter kompleksitet. Forældrebesvarelser. 2020.

Procent.

Fuldbyrdelsessag

Anden sag ved familieretten

Kun Familieretshuset

Alle familieretlige sager

100

Lavt konfliktniveau

Enkelte risikofaktorer

Højt konfliktniveau

Vold eller mindst 3 risikofaktorer

Anm.:

Kilde:

N= 1.682. Forskellene er statistisk signifikante (p < 0,001).

Dahl (2020).

På grundlag af de sagsbeskrivelser og interviews, der er indhentet til undersøgelsen af

fuldbyrdelsessager, er det muligt at illustrere, hvad de forskellige grupperinger af sager

drejer sig om. Et eksempel på Gruppe 1-sager, hvor der er et relativt lavt konfliktniveau,

kan som i nedenstående drejer sig om transport eller misforståelser:

Jeg havde en sag, hvor moren var flyttet til Bornholm, mens faren var blevet

boende i Midtjylland. Det var en forfærdelig lang tur, og det kostede knaster.

Og moren havde ikke råd til at betale. Der var lavet en afgørelse om, at hun

skulle betale den ene vej, og han skulle betale den anden vej. Og hun havde

simpelthen ikke kongens mønt. Så hvad gør man? Jeg ved det faktisk ikke. Og

hun ville faktisk gerne udlevere, men hun kunne simpelt hen ikke få det til at

hænge sammen økonomisk. Og jeg tror simpelthen, Statsforvaltningen havde

opgivet det, for der har været mange problemer med det, ikke? (Interview med

fogedretsdommer, 2019)

I Gruppe 2-kategorien finder man som sagt sager, hvor konfliktniveauet er højt, men hvor

der ikke er åbenlyse risikofaktorer i sagen. Sagsbeskrivelserne vidner om, at en hel del

af disse sager, som nedenstående eksempler illustrerer, handler om børn, der modsætter

sig samvær:

Forældrene har meget højt konfliktniveau, og parterne kan ikke tale direkte

sammen. Barnet ønsker ikke at blive udleveret af ikke nærmere specificerede

årsager, men samværsforælderen ønsker at gennemtvinge den resolution, de

har indgået. Den juridiske sagsbehandler beslutter, at parterne skal mødes

med en psykolog for at få talt om barnets grunde til ikke at komme på samvær.

Mødet forløber ifølge psykologen rigtig fint. Fogedretten afsiger kendelse om

udlevering og erstatningssamvær, men bopælsforælderen efterlever ikke ken-

delsen. Samværsforælderen anmoder derfor om at få startet en ny sag. (Sags-

beskrivelse, fogedretten, 2019)

Konflikt om 14-årig dreng, der ikke udleveres til samvær. Faren, der er bopæls-

forælder, ønsker, at barnet ikke skal udleveres, mens moren ønsker ham ud-

leveret. Det er ud fra forklaringerne svært at afgøre, hvad barnet ønsker, da

begge forældre har modsatrettede forklaringer. Børnesamtalen afslører, at

drengen gerne vil på samvær, hvis forældrene holder op med at tale grimt til

og om hinanden og rode op i gamle konflikter. Sagen bliver forligt ved, at dren-

gen skal udleveres til næste samvær. (Sagsbeskrivelse, familieretten, 2020)

Sagerne i Gruppe 2 kan dog også omhandle forældre, der tilbageholder deres børn uden

at komme med begrundelser, der kan godtages af retten. I nedenstående sag, hvor der

var et højt konfliktniveau mellem forældre, fandt retten ikke, at den manglende udlevering

til samvær var funderet i en begrundet bekymring for børnenes trivsel. Her fandt retten

det nødvendigt at afsige kendelse om en tvangsbøde for at få samværet gennemført:

Sag om samvær for en far bosat i X-land, hvor hele familien boede indtil for et

år siden, da moren og deres to børn flyttede til Danmark på grund af farens

konstaterede utroskab. Sagen blev anlagt ved familieretten kort efter den fa-

milieretlige reform. Mor ønskede ikke at samarbejde. En ny sag blev indgivet

til familieretten, som afsagde kendelse om, at der ifalder moren en tvangsbøde

på 4.000 kr., hvis hun ikke udleverer de to børn til weekendsamvær en aftalt

dato i juni. (Sagsbeskrivelse, familieretten, 2019)

I Gruppe 3 og 4 finder vi sager med påståede og beviste risikofaktorer. Det kan både

være forældre og børn, der beretter om disse risikofaktorer. Sagerne i Gruppe 3 handler

ikke sjældent om sociale problembelastninger hos den ene eller begge forældre, fx psy-

kisk sygdom eller misbrugsproblemer, hvilket skaber bekymringer om, hvorvidt forælde-

ren (eller forældrene) kan varetage omsorgen for børnene på betryggende vis:

Faren (samværsforælder) anlagde sagen, da moren ikke havde udleveret de

to drenge på 9 og 12 år til et weekendsamvær. Samværet var fastsat ved par-

ternes tidligere retsforlig. På grund af farens alkoholmisbrug var der fastsat

vilkår om, at han forud for hvert samvær skulle dokumentere over for mor, at

han senest 2 dage før samværet havde indtaget antabus ved en erklæring fra

egen læge eller alkoholcenteret. Samværet havde fungeret upåklageligt, siden

retsforliget blev indgået, men i forbindelse med et weekendsamvær frem-

sendte faren et journalark til moren, hvoraf det alene fremgik, at han var kro-

nisk alkoholmisbruger og var ordineret antabus, men ikke, at en læge eller al-

koholcenteret havde overværet, at far indtog antabussen. Moren anmodede

om dokumentation for, at antabussen rent faktisk var indtaget, og det imøde-

kom faren ikke. Moren udleverede derfor ikke drengene til samvær. Retten af-

sagde kendelse om, at farens dokumentation var utilstrækkelig og fandt derfor

ikke, at moren havde misligholdt samværet ved ikke at udlevere drengene.

(Sagsbeskrivelse, familieretten, 2020)

Ved sagerne i Gruppe 4, der rummer flere samtidigt forekommende risikofaktorer eller

påstande om vold eller andre former for overgreb, kan der ofte være behov for en særlig

udredning eller undersøgelse for at klarlægge, om disse forhold har betydning for, om

barnet skal udleveres eller ikke. I sagsmaterialet er der eksempler på sager, hvor disse

udredninger foretages af en psykolog ved retten, eller ved at andre myndigheder er in-

volveret, fx politiet, kommunen og efter reformen også Familieretshuset. Selvom sagerne

i Gruppe 4 indeholder påstande om alvorlige risikofaktorer for barnet, er det ikke altid

her, retten anvender sine mest vidtgående virkemidler, hvad de tre eksempler på Gruppe

4-sager også illustrerer:

Begge forældre har problemer med alkohol og stoffer. Faren, der er samværs-

forælder, har en psykiatrisk diagnose, mens moren er i behandling for langva-

rig fysisk sygdom. Forældrene er uenige om, hvorvidt faren på grund af sin

sygdom kan drage omsorg for barnet. Han mener, at sygdommen er velbe-

handlet, mens moren er utryg ved samværet og oplever, at barnets behov ikke

tilgodeses. Faren har ikke set sit barn i 3 måneder. Der etableres kontaktska-

bende møde hos børnesagkyndig psykolog. Psykologen rapporterer, at kon-

takten er positiv, og forældrene indgår på den baggrund forlig om, at samvæ-

ret fremover gennemføres. (Sag i Fogedretten, 2019)

Moren tilbageholdt en pige på 7 år fra faren, der er bopælsforælder, under

henvisning til en underretning fra pigens lærer om, at pigen havde fortalt, at

faren slog hende, hvilket pigen efterfølgende havde bekræftet under en bør-

nesamtale med sin far. Faren nedlagde påstand om tilbagelevering til ham som

bopælsforælder. Mor nedlagde påstand om, at sagen blev nægtet fremme.

Der var flere andre konfliktskabende elementer, idet det var klart, at parterne

havde generelle uenigheder af opdragelsen og forskellige opfattelser om bar-

nets trivsel. Der var tillige en underliggende konflikt om magtforholdet mellem

forældrene som henholdsvis bopælsforælder og samværsforælder. Yderligere

var kommunikationen mellem parterne også i sig selv anledning til konflikt, idet

far kunne finde på at komme med truende eller ubehagelige udsagn over for

mor. Pigen oplyste under en børnesamtale, at faren havde slået hende flere

gange – i alt op til 10 gange, men at hun ikke var blevet slået hårdt, idet faren

tog farten af sin hånd, inden han ramte hende. Hun oplyste derfor, at det ikke

gjorde ondt, når han havde gjort det, men at det gjorde hende forskrækket.

Hun oplyste videre, at det var et år siden, at han sidst havde gjort det. Pigen

tilkendegav yderligere klart, at hun savnede sin far og gerne ville se ham, og

at hun var meget vred på kommunen, idet hun mente, at det var kommunens

skyld, at hun ikke havde set sin far de sidste 3 uger, siden hun havde haft

børnesamtalen med kommunen. Sagens udfald blev, at mor accepterede en

tilkendegivelse fra familieretten om, at hun straks skulle udlevere pigen til far.

(Sagsbeskrivelse, familieretten, 2020)

Anmodning om udlevering af barnet til bopælsforælder, jf. retsplejelovens

§ 596, stk. 2. Moren påstod barnet udleveret til hende som bopælsforælder. Fa-

ren påstod sagen nægtes fremme. Faren forklarede, at barnet ikke blev udleve-

ret, da han var bekymret for forhold hos moren, som relaterede sig til mors kæ-

reste (vold og omsorgssvigt). Moren forklarede, at beskyldningerne var kommet

gentagne gange gennem flere år, men tilbagevist af børnesamtaler mv. Faren

har sendt 7 underretninger på moren, kommunen har hver gang lukket sagen.

Faren forklarede, at han havde svært ved at navigere rundt i systemet, herunder

Familieretshuset (far var diagnosticeret med psykisk lidelse). Moren gjorde gæl-

dende, at hendes kæreste ikke bor på hendes bopæl. Det blev indgået forlig om,

at barnet skulle udleveres den efterfølgende dag uden mors kærestes tilstede-

værelse. Parterne blev vejledt om at rette henvendelse til Familieretshuset for

yderligere udredning af sagen. (Sag i familieretten, 2020)

Ud fra beskrivelserne af de i alt 360 fuldbyrdelsessager, som vi har indhentet information

om i 2019-2021, finder vi hverken på grundlag af en kvantitativ opgørelse eller ud fra en

kvalitativ betragtning grundlag for at konkludere, at konfliktindholdet i sagerne skulle

have ændret karakter henholdsvis før og efter den familieretlige reform. Såvel før som

efter reformen er der sager, hvor forældrenes konfliktniveau er lavt og højt, ligesom der

er sager med ingen, få eller flere risikofaktorer.

4.9

Opsamling

Kapitlet tegner på baggrund af myndighedsstatistik, VIVEs tilfredshedsundersøgelse fra

begyndelsen af 2020 (forældrebesvarelser) samt data fra fuldbyrdelsesundersøgelsen

(dommerbesvarelser) et billede af de familier, der opsøger retten (før fogedretten – nu

familieretten) med en fuldbyrdelsessag.

Kapitlet viser for det første, at der var en stigning i fuldbyrdelsessager i perioden 2008-

2012, som siden stabiliserede sig på et højt niveau med ca. 2.500 årlige sager. Stigningen

er sandsynligvis et resultat af ændrede administrative processer som følge af domstols-

reformen i 2007. Antallet af fuldbyrdelsessager var i 2020 på samme niveau som i årene

forud for den familieretlige reform. De ca. 2.500 årlige sager dækker ikke over 2.500

familier, idet ca. 40 pct. af sagerne er gengangersager, hvor en familie tidligere har haft

en anden eller flere fuldbyrdelsessager ved retten.

VIVEs tilfredshedsundersøgelser (baseret på forældrebesvarelser) viser generelt, at den

sociodemografiske sammensætning blandt familier med familieretlige sager i det væsent-

lige er den samme før og efter den familieretlige reform. Der kan heller ikke konstateres

nogen udvikling i forældrenes konfliktniveau og omkring deres forældresamarbejde. Børn,

der er involveret i en fuldbyrdelsessag, er gennemgående lidt yngre end i andre familie-

retlige sager, og mange af dem er i mistrivsel. Forældrenes trivsel er ligeledes dårligere

end i andre familieretlige sager.

Når man anlægger en længere tidshorisont, indikerer data, at der over tid har været en

stigning i andelen af sager, hvor børn ikke tilbageleveres til bopælsforælderen. Den hyp-

pigste begrundelse for ikke at udlevere er, at barnet ikke vil på samvær (eller tilbage til

bopælsforælderen).

Ifølge de involverede forældres oplysninger viser undersøgelsen, at fuldbyrdelsessager

hyppigere end andre familieretlige sager er karakteriseret ved et højt konfliktniveau og

ved, at der er flere risikofaktorer i sagerne. Når man grupperer familierne med fuldbyrdel-

sessager efter forældrenes egen opfattelse af konfliktniveauet og omfang af sociale pro-

blemer (risikofaktorer), er to tredjedele af familierne kendetegnet ved, at der er mindst tre

risikofaktorer, eller at der er fysisk eller psykisk vold i sagen. Dette er en væsentligt højere

andel end i andre familieretlige sager. Da vi i surveyen spurgte dommerne om det samme,

var de ofte usikre på, om der var risikofaktorer i sagen. Det kan både skyldes, at disse

problemer ikke har været en del af den aktuelle sag, eller at dommerne kræver en højere

grad af bevisførelse for at ville angive, at der fx er misbrug eller vold i sagen. I de sagsbe-

skrivelser, som dommere har udarbejdet til undersøgelsen, omtales dog ofte sager med

flere tilstedeværende risikofaktorer, der kan have negativ betydning for børnenes trivsel.

Der optræder dog også en del eksempler på sager, hvor det høje konfliktniveau mellem

forældrene er den primære årsag til den manglende udlevering, og om sager, hvor foræl-

drene er villige til at samarbejde, men hvor praktiske problemer gør det vanskeligt at over-

holde en samværsaftale. Vi finder ingen indikation på, at målgruppen for fuldbyrdelsessa-

ger eller sagernes karakter skulle have ændret efter reformen.

Behandling af fuldbyrdelsessagerne

I dette kapitel beskrives sagsbehandlingen på fuldbyrdelsesområdet med fokus på lig-

heder og forskelle i henholdsvis fogedrettens sagsbehandling før april 2019 og familie-

rettens sagsbehandling, efter at den familieretlige reform trådte i kraft.

Kapitlet redegør først for, hvordan sagerne bliver forberedt, herunder hvilke sager der går

videre til behandling, og hvilke der afvises, henvises eller trækkes tilbage uden en egentlig

sagsbehandlingsproces. Derefter beskrives selve retsmødet med fokus på de deltagende

aktører, rammerne for mødet og de virkemidler, der bliver brugt for at løse konflikterne. Så

følger et afsnit om afvikling af børnesamtalerne i retten, hvorefter vi fokuserer på sagernes

udfald, dvs. om sagen forliges, eller om der afsiges en kendelse. Herunder beskrives også

udviklingen i de tvangsmidler, der tages i anvendelse i forskellige typer af sager. Det sidste

afsnit i kapitlet handler om børns samværsordninger i tiden efter fuldbyrdelsessagen i fa-

milieretten og er baseret på forældrebesvarelser.

5.1

Visitering og forberedelse af sagerne

Når en forælder henvender sig til retten omkring manglende udlevering eller tilbageleve-

ring af et barn, tager retten først stilling til, om der er grundlag for at behandle sagen. Det

gjorde sig både gældende, dengang sagerne var placeret i fogedretten, og efter at de er

blevet overført til familieretten. Behandling af sagen kræver fx, at der eksisterer et udle-

veringsgrundlag – dvs. at forældrene har en skriftlig samværsaftale med en fuldbyrdelses-

klausul, som de selv har indgået, eller som er udarbejdet af Familieretshuset eller i familie-

retten, og det kræver, at sagen er oprettet i den rigtige retskreds. Det kan også ske, at

betingelsen for et misligholdt samvær ikke er tilstede. Retten modtager således henven-

delser fra samværsforældre om forventet misligholdelse, fx fordi bopælsforælderen har

tilkendegivet, at hun/han ikke agter at udlevere barnet til det næstkommende samvær.

Sådanne forventninger kan fogedretten ikke handle på (jf. Rothe, 2003; Engberg, 2016).

Hvis der ikke er grundlag for at behandle sagen, vil den blive afvist eller henvist af retten.

Det kan også ske, at forældrene selv tilbagekalder sagen, hvis de selv har fundet ud af at

få samværet genoptaget, eller efter at de har haft en indledende kontakt med retten. Såvel

før som efter reformen fortalte de interviewede dommere om, at de som et led i sagsfor-

beredelsen kontakter forældrene telefonisk for at høre, hvad der er op og ned i en sag eller

for at vejlede om de næste skridt i sagens proces. I nogle tilfælde bliver sagen lukket efter

denne telefonkontakt, fx fordi det bliver opklaret, at begæringen om udlevering beror på

en misforståelse, eller fordi det lykkes dommeren at overtale en forælder til at udlevere

eller tale den anden forælder ned:

Sagen kommer ind, og vi kan sagtens bruge en time på dem i telefonen. Det er

en sag med en forælder, der er oprørt og i starten bliver en smule indigneret

over, at jeg ringer og spørger, om der er en grund til, at vi optrapper konfliktni-

veauet ved at indkalde din eks til et møde. Den anden skal tage fri fra arbejde,

og nu fungerer samværet jo igen. Kunne det ikke være, at du skulle overveje en

ekstra gang, om det er smart af hensyn til jeres fremtidige samarbejde? (Inter-

view med fogedretsdommer, 2019)

En del af de anmodninger om udlevering af barnet, som retten modtager, går således i

sig selv igen, uden at der afholdes et retsmøde: De indhentede data fra retterne viser, jf.

Tabel 5.1, at ca. en fjerdedel af de ikke-behandlede sager i både 2019 og 2020 blev

afvist, fordi forældrene ikke henvendte sig til rette retskreds, som er den, hvor barnet

befinder sig i

. Henholdsvis 41 pct. i 2019 og 32 pct. i 2020 af de ikke-behandlede sager

blev afvist, fordi der ikke var en samværsaftale, eller fordi samværsaftalen ikke var i

overensstemmelse med de krav, rekvirenten stillede. En fjerdedel af de ikke-behandlede

sager blev i begge år trukket tilbage, fordi samværet blev genoptaget, efter at sagen var

blevet oprettet. Og endelig ser vi en mindre del, der afvises, fordi de enten ikke omhand-

ler udlevering af barnet, eller hvor der efter oprettelsen af sagen er blevet lavet en ny

samværsaftale. I Boks 5.1 gives nogle typiske eksempler på sager, der er blevet afsluttet,

uden at der var et retsmøde.

Tabel 5.1

Begrundelser for manglende behandling af fuldbyrdelsessag. Dommerbe-

svarelser. Procent

2020

Sagen hører til anden ret

Manglende eller ufuldstændig aftale

Samvær genoptaget

Andet

Procent i alt

Antal

Kilde:

Fuldbyrdelsesundersøgelsen, 2019 og 2020.

2019

100

Sagen skal som udgangspunkt indgives i den retskreds, hvor barnet befinder sig. Det er ikke nødvendigvis den

retskreds, hvor barnet bor, men der, hvor barnet opholder sig på tidspunktet for sagens opstart, jf. Danmarks

Domstole: Vejledning om familieretlige sager, 2021.

Boks 5.1

Case 1:

Eksempler på sager, som afsluttes uden et retsmøde

Sagen, der drejede sig om udlevering af tre børn til samvær, blev afvist, da parterne

ikke har en underskrevet samværsaftale. (Sagsbeskrivelse, familieretten, 2020)

Case 2:

Konflikten drejede sig om, at moren, der er bosat ved København, ikke udleverede en

dreng på 7 år til det seneste samvær med far, der bor i en anden landsdel. Moren

fandt, at det var for belastende for drengen at skulle rejse tværs gennem landet hver

14. dag og mente, at han kun burde komme på samvær hver 4. uge. Sagen blev af-

vist, fordi faren udeblev fra mødet i familieretten uden at have lovligt forfald. (Sags-

beskrivelse, familieretten, 2020)

Case 3:

Den samværsberettigede forælder havde beholdt barnet efter samvær. Bopælsfor-

ælderen ønskede barnet hjem. Der blev berammet et telefonmøde, men inden afhol-

delsen blev sagen tilbagekaldt, da barnet var kommet hjem. (Sagsbeskrivelse, fami-

lieretten, 2020)

Case 4:

To børn var ikke blevet udleveret til samvær med deres far, fordi han bad om at få

dem testet for covid-19 forud for samværet, hvilket ikke havde været muligt. Moren

troede derfor, at han ikke ønskede samvær. Efter telefonsamtaler med parterne blev

sagen tilbagekaldt, da moren ville overholde samværsaftalen for fremtiden. (Sagsbe-

skrivelse, familieretten, 2020)

Når vi lægger alle sager i datamaterialet til grund, blev 9 pct. af sagerne i datamaterialet

trukket tilbage af forældrene i 2019, jf. Figur 5.1, 6 pct. blev afvist af retterne uden be-

handling, 3 pct. blev lukket efter en telefonsamtale med den ene eller begge forældre,

hvor sagen ikke blev behandlet, mens 8 pct. blev behandlet på et telefonisk eller virtuelt

møde uden efterfølgende fysisk retsmøde. De resterende 74 pct. blev behandlet på et

fysisk retsmøde. I 2020 var der lidt flere sager, der blev trukket tilbage af forældrene (14

pct.), lidt flere, der blev afvist af retterne (8 pct.), lidt flere, der blev lukket efter en tele-

fonsamtale, uden at sagen blev behandlet (6 pct.), og lidt flere, der blev behandlet på et

virtuelt eller telefonisk møde (11 pct.). Der var derfor også færre sager, som blev behand-

let på et fysisk retsmøde (61 pct.).

Figur 5.1

Andel af sager, der behandles på retsmøde, afvises eller trækkes tilbage.

2019 og 2020. Dommerbesvarelser. Procent.

100

2019

2020

Tilbagetrukket uden kontakt

Telefonisk kontakt - ikke møde

Fysisk møde

Anm.:

Kilde:

N = 2019: 85; 2020: 271.

Fuldbyrdelsesundersøgelsen, 2019 og 2020.

Afvist uden kontakt

Telefon/skypemøde

5.2

5.2.1

Retsmøder

Telefonretsmøder

Data tyder på, at det henover reformperioden er blevet lidt mere almindeligt at afvikle

retsmøderne telefonisk. Det kan skyldes covid-19-pandemien, der har begrænset det

fysiske fremmøde. Før reformen og før covid-19-pandemien iagttog vi en lidt varierende

praksis på tværs af retterne, idet en dommer i en fogedret fastslog, at det telefoniske

retsmøde ikke var udgangspunktet, mens en dommer i en anden retskreds skønnede, at

man der fik afsluttet 30-40 pct. af konflikterne på baggrund af telefonretsmøder. Blandt

de familieretlige dommere, som er interviewet efter reformen, kan vi tilsvarende iagttage,

at der er en varierende anvendelse af telefonretsmøder.

Rationalet for at afholde et telefonsretsmøde frem for et retsmøde, hvor forældrene mø-

der personligt frem, var dog relativt enslydende på tværs af retskredsene: Det er en

konkret vurdering fra sag til sag, om den skal behandles over telefonen. En væsentlig

forudsætning for at afholde telefonsretsmøder er, at dommeren har tiltro til, at sagen kan

afsluttes med, at partnerne bliver forligt. Kendelser kan ikke afsiges over telefonen. Des-

uden foretager dommeren en proportionalitetsafvejning. Hvis der er tale om en lille mis-

ligholdelse, fx et enkelt mistet samvær, som der anmodes erstatning for, selv om foræl-

drenes samarbejde efterfølgende fungerer igen, kan det give mening at overveje et te-

lefonretsmøde: Dermed slipper forældrene for at tage fri fra arbejde for at møde person-

ligt op i retten, og man undgår at involvere barnet direkte. Hvis man undervejs i telefon-

samtalen erkender, at det ikke er muligt at opnå forlig, eller at sagen ikke trækkes tilbage,

indkaldes forældrene til et fysisk retsmøde.

5.2.2

Fysiske retsmøder: Hvem deltager?

De fysiske retsmøder i fuldbyrdelsessagerne er lukkede. Der er typisk ikke andre end

parterne til stede sammen med en eventuel advokat. I nogle tilfælde ønsker parterne at

få deres egne forældre, nye ægtefæller eller en bisidder med til mødet, og dette kan

dommeren tillade, hvis begge parter synes, det er i orden – og de deltagende pårørende

forholder sig i ro under mødet.

Som udgangspunkt afvikles fuldbyrdelsessager – såvel før som efter reformen – som

selvmøder, dvs. at forældrene selv skal føre deres sag. En fogedretsdommer forklarede:

”Størstedelen af sagerne drejer sig om et samvær, der ikke er blevet gennemført. Der er

to forklaringer, og så skal man finde ud af, hvis forklaring, man skal lægge vægt på”.

Udgangspunktet er derfor, at forældrene ikke får beskikket en advokat, og flere af de

interviewede dommere (om end ikke alle) understregede, at de på det punkt var restrik-

tive: Det var en løsning, de sjældent greb til, heller ikke når de økonomiske betingelser

for advokatbeskikkelse var opfyldt. Et par dommere fremhævede, at det særligt forekom

nyttesløst at overveje advokatbeskikkelse i gengangersagerne:

”Ved de her genganger-

sager, hvor der er et forældrehold, der kommer næsten hver anden måned med en ny

sag, der siger vi, at nu stopper det der advokat-halløj”.

Der kan imidlertid være undtagelsessituationer, hvor en beskikket advokat har sin beret-

tigelse, fx hvis der er tale om en juridisk kompliceret sag, som kræver særlig sagkyndig

rådgivning. Det kan også havde sin berettigelse, hvis der er tale om meget problem- eller

konfliktfyldte sager, hvor det er svært for dommeren at finde ud af, hvad der op og ned

i sagen, eller hvor den ene forælder fremstår som svag. En dommer gav et eksempel:

Der kan være nogen, hvor jeg tænker, at her giver det god mening. Hvis det

er en meget sårbar forælder, én med en diagnose, én, der har haft flere ind-

læggelser, én, der havde fået tvangsfjernet et andet barn, og hvor det barn,

der var genstand for striden, var kommet til i forbindelse med en engangsse-

ance, og hun var i øvrigt højgravid med et barn med en anden far. Der var en

typisk borderlinepige, der ikke kunne finde ud af noget som helst. Hun lavede

drama ud af alt, og der gav det god mening, at hun havde en advokat, der

kunne støtte hende og også sætte hende på plads. (Fogedretsdommer, 2019)

Flere interviewede dommere vurderede, at halvdelen af sagerne afvikles som selvmøder,

mens den ene eller begge forældre havde advokater med i den øvrige halvdel af sagerne.

Når advokater kommer ind i billedet, er det, fordi forældrene selv medbringer dem og

betaler for advokatbistanden. Dommerne mødte især advokaterne i de meget konflikt-

fyldte sager, hvor der som regel også var samtidigt verserende sager hos andre myn-

digheder, fx en bopæls- eller forældremyndighedssag ved byretten/familieretten, hvor

forældrene skal have en advokat. Hvis det kom dommeren i fuldbyrdelsessagen for øre,

kunne hun/han på forhånd vejlede forældrene om, at det ville være en god idé også at

medbringe advokaten til retsmødet i fuldbyrdelsessagen, da det kunne smidiggøre mø-

dets forløb for alle parter:

Det hjælper rigtig meget, at der er en advokat, der måske kan formidle bud-

skabet bedre til parterne. De hjælper faktisk rigtig meget til, at sagerne så må-

ske ikke udvikler sig til det, de ellers ville. (Familieretsdommer, 2021)

Indtrykket fra samtalerne med dommerne er med andre ord, at det i de mange tilfælde

kunne være konstruktivt for processen, hvis forældre med komplekse sager medbragte

en advokat til mødet i retten. Dog bemærkede nogle dommere også, at de havde oplevet,

at visse advokater bidrog til at optrappe konflikten.

5.2.3

Rammerne for retsmødet

Samtalerne med fogedsretsdommerne før reformen efterlod indtryk af, at der var varie-

rende praksis for, hvordan retsmøderne blev afviklet. Nogle fandt, at møderne fungerede

bedst, hvis man kørte dem ’lidt rundbordssamtaleagtigt’. De foretrak en mindre formel

ramme og lod retsmødet foregå i et almindeligt, større mødelokale omkring et mødebord,

eventuelt med et skrivebord for den ene ende, hvor dommeren havde sin plads. Andre

foretrak at anvende et rigtigt retslokale, der understreger den retlige autoritet og myn-

dighed. En sådan ramme kan i højere grad end et almindeligt mødelokale være med til at

holde forløbet under kontrol.

Kommer man til sådan et lille mødelokale, som vi sidder i her, og din eks sidder

over for dig, og du er virkelig, virkelig rasende på vedkommende, så kan det

være meget, meget svært. Så kan det ende i total kaos. Og så kan det være

meget svært for den fogeddommer, der sidder der. […] Det gør bare noget

ved folk, når de kommer ind i en retssal. Man bliver lidt overvældet. Så det er

helt bevidst, at jeg har besluttet, at det er det, vi gør her. Og det virker rigtig

godt, synes jeg. Du får parterne på afstand. Du får det hele lidt på afstand. Og

der bliver en anden stemning. (Fogedretsdommer, 2019)

Der blev afsat 1-2 timer til mødet, hvis det kun var forældrene, der deltog, og op til 4

timer, hvis der også skulle være en børnesamtale, hvilket er udgangspunktet, hvis barnet

i sagen er fyldt seks år.

Samtalerne med fogedretsdommerne efterlod indtryk af, at retsmøderne i praksis kan få

et forskelligt flow, afhængigt af, hvilken retskreds der var tale om, og især når barnet var

involveret direkte sagen og der skulle afholdes en børnesamtale. Vi hørte især om to

modeller:

▪

To-dags-modellen: Der bliver afholdt et indledende møde med forældrene, som

redegør for konflikten, og dommeren undersøger i denne fase, om der er mulighed

for forlig. Hvis det ikke er muligt, udsætter hun/han sagen, og der fastsættes en

ny mødedato, hvor dommeren og en børnesagkyndig afholder en børnesamtale

med barnet. Umiddelbart herefter afholder dommeren og den børnesagkyndige

et møde med forældrene, hvor pointerne fra børnesamtalen opsummeres, og hvor

dommeren kan afsige en kendelse, såfremt der ikke bliver opnået et forlig.

Et-dags-modellen: Ved andre retter afvikles hele forløbet over én dag. Dommeren

starter (eventuelt sammen med den børnesagkyndige) med at afholde et indle-

dende møde med forældrene, der redegør for problemet. Barnet passes i mellem-

tiden af en pårørende uden for mødelokalet. Efter det indledende møde afholder

dommeren og den børnesagkyndige en børnesamtale med barnet. Herefter ven-

der den børnesagkyndige og dommeren tilbage til forældrene. Pointerne fra bør-

nesamtalen refereres, og det undersøges, om der er forligsmuligheder, eller om

der skal afsiges en kendelse.

▪

Forskellen mellem de to modeller er essentielt, om sagen strækkes over én eller to dage.

Ved et-dags-modellen er der mulighed for, at den børnesagkyndige kan deltage i hele

mødeforløbet. Men denne model kan også indebære, at barnet møder forgæves, hvis

det allerede i den indledende fase lykkes at få forældrene til at indgå et forlig.

På det indledende retsmøde med forældrene, ridser dommeren først rammerne op, ud-

spørger forældrene og lytter til deres forklaringer og kommentarer. Dommeren kan heri-

gennem vurdere konfliktens dybde, og om der er mulighed for at få partnerne forligt.

Dommeren kan undervejs tilkendegive, hvordan hun/han mener, at sagens udfald bør

være. Hvis det lykkes at opnå et forlig mellem forældrene, kan sagen formelt slutte der.

Hvis ikke der er forligsmuligheder, og der ikke skal afholdes en børnesamtale, fx fordi

barnet er for lille til det, afsiger dommeren en kendelse på stedet eller optager sagen til

kendelse, dvs. at afgørelsen først bliver afsagt et par dage eller en uge efter. Kendelsen

er rettens beslutning om, hvordan det skal være. Hvis parterne ikke kan acceptere ken-

delsen, kan de kære den (dvs. klage) til landsretten højere oppe i retssystemet. Et forlig

kan ikke indbringes nogen steder.

Ud fra de informationer, som vi har indhentet fra familieretsdommere efter reformen,

foregår mødeafviklingen i fuldbyrdelsessagerne i det væsentlige på samme vis som før

reformen. Som en effekt af reformen har familieretterne dog i dag indrettet særlige zoner

og/eller lokaler i retten, hvor møder med forældrene og samtaler med børnene foregår.

Enkelte dommere fremhævede endvidere, at de mødemodeller, som familieretten kan

anvende i de ’almindelige’ forældreansvarssager,

også havde været inspirerende for

afviklingen af fuldbyrdelsesagernene.

5.3

Børnesamtaler

Hvis forældrene ikke er blevet forligt under det indledende retsmøde, og hvis barnet har

den fornødne modenhed og alder (i praksis fra 6 år), afholder dommeren sammen med en

børnesagkyndig en børnesamtale som led i oplysningen af sagen.

Hovedformålet med børnesamtalen er at give barnet mulighed for at komme til orde, såle-

des at retten ser sagen fra barnets perspektiv. Man kan ikke udelukke, at samtalen også i

praksis kan fungere som et værktøj til at få information om familiens forhold og barnets

relation til forældrene (Engberg, 2009). Som sådan indgår børnesamtalen i vurderingen af,

om det vil være godt eller skidt for barnet at blive udleveret. Den kan endvidere blive brugt

som et strategisk redskab til at få bragt forældrene til enighed (såvel forud for som efter

børnesamtalen).

5.3.1

Dommerbesvarelser

På baggrund af de data, som er indhentet fra retterne før og efter reformen, viser vores

analyse, at der blev afholdt en børnesamtale i selve fuldbyrdelsessagen i knap hver

fjerde sag, jf. Figur 5.2. Man skal imidlertid være opmærksom på, at en stor del – 40 pct.

– af børnene, der er involveret i disse sager, er under 6 år. De helt små børn gennemfører

man normalt ikke en samtale med. Fokuserer man derfor alene på sager med børn, som

var over 6 år, blev der afholdt en børnesamtale i 37 pct. af sagerne i både 2019 og 2020.

Det er næsten dobbelt så mange som i starten af 00’erne: Justitsministeriets praksisun-

dersøgelse fra 2004 viste, at under hver fjerde af de 9-17-årige og kun 3 pct. af de 6-8-

årige deltog i en børnesamtale, i alt 16 pct. Forskellene tyder ikke kun på, at det over tid

er blevet mere udbredt at gennemføre børnesamtaler, men også på, at man i tiltagende

grad er begyndt at tale med de yngre børn. Det gælder i særlig grad i de sager, hvor

begrundelsen for den manglende udlevering er, at barnet ikke vil udleveres. Her anførte

dommerne i 2020, at der var gennemført en børnesamtale i 63 pct. af sagerne.

Endelig viser data fra retterne, at der kun i få tilfælde har været gennemført en børne-

sagkyndig undersøgelse i fuldbyrdelsessagerne. I 2019 skete det i 6 pct. af sagerne,

mens det i 2020 skete i 10 pct. af sagerne. Omfanget af børnesagkyndige i undersøgelser

i fuldbyrdelsessagerne var på samme niveau i starten af 00’erne (Justitsministeriets

forskningsenhed, 2004). I de få tilfælde, hvor der indgår en børnesagkyndig undersø-

gelse i fuldbyrdelsessagen i 2020, var undersøgelsen i lige høj grad gennemført af Fa-

milieretshuset, familieretten eller kommunen. Der er således ikke nødvendigvis tale om

undersøgelser, som er foranlediget af den aktuelle konflikt om udlevering, men om infor-

I forbindelse med etableringen af familieretterne har Danmarks domstole tydeliggjort, at forældreansvarssager

kan afvikles efter fire forskellige sagsforløb: a) ’forligsmetoden’, b) forberedende møde, der overgår til hovedfor-

handling, c) hovedforhandling uden forberedende møde og d) retsmægling (Danmarks domstole, 2021).

mation fra (nyere) undersøgelser, som partnerne har indsendt til brug for rettens oplys-

ning af sagen. Det kan fx dreje sig kommunale undersøgelser af familiens forhold, hvor

der har været underretninger eller bekymring for barnets trivsel.

Figur 5.2

Afholdte børnesamtaler i fuldbyrdelsessagerne i 2020. Dommerbesvarel-

ser. Procent.

Andel af alle

Andel hvor barnet + 6 år

Andel hvor barnet er + 6 år og

ikke vil udleveres

Anm.:

N = 271 (alle); 173 (barn +6 år); 76 (barn +6 år, vil ikke udleveres).

Kilde:

Fuldbyrdelsesundersøgelsen, 2020.

5.3.2

Forældrebesvarelser

Tilfredshedsundersøgelsen blandt forældrene indhentede informationer om, hvorvidt de-

res barn var blevet direkte inddraget i sagsforløbet, herunder specifikt hvorvidt deres barn

havde deltaget i en børnesamtale i Familieretshuset henholdsvis familieretten, og om det

havde fået tildelt en kontaktperson i Familieretshuset. Generelt viser undersøgelsen, at

andelen af børn, der inddrages direkte i sagen, har været stigende efter reformen, og at

denne stigning især ses i de sager, som har været behandlet i familieretten.

Figur 5.3 indeholder et samlet mål for børneinddragelsen i sager med 7-17-årige

børn i

de forskellige dele af det familieretlige system. Opgørelsen viser, at børn, der var involveret

i en fuldbyrdelsessag, blev inddraget noget hyppigere i forhold til andre verserende for-

ældreansvarssager i familieretten. Fuldbyrdelsessagerne adskiller sig især fra familieret-

tens øvrige sager ved, at der er blevet gennemført en børnesamtale i retten, og ved at

barnet hyppigere har fået tildelt en kontaktperson fra Familieretshuset. Forældrenes op-

lysninger om afholdte børnesamtaler i fuldbyrdelsessager er nogenlunde på niveau med

dommerbesvarelserne.

Familieretshuset og i familieretten sætter normalt en grænse ved 6-7 år, når de vælger, om børn skal inddrages i

den familieretlige sag.

Figur 5.3

Forældres information om børneinddragelse i fuldbyrdelsessager og i andre

sager i det familieretlige system, hvor barnet er fyldt 7 år. Procent.

Barn inddraget

Børnesamtale i

Familieretshuset

Fuldbyrdelsessag

Kun sag i Familieretshuset

Anm.:

Kilde:

Børnesamtale i

familieretten

Kontaktperson fra

Familieretshuset

Anden sag ved familieretten

Alle familieretlige sager

N = 1.168. Forskellene er statistisk signifikante (p < 0,001).

Dahl (2020).

5.4

5.4.1

Forlig

Sagernes udfald og anvendelsen af tvangsmidler

Forlig og kendelser

Det antages i almindelighed, at man når frem til bedre og mere holdbare løsninger ved

at bringe parterne til enighed, frem for at dommeren træffer en afgørelse i sagen. Retten

vil som udgangspunkt gå efter at få forældrene forligt, så de aktuelt og fremover accep-

terer at efterleve de aftaler, der er indgået, eller indvilliger i at lave en ny aftale, som

begge forældre kan stå inde for. Virkemidlerne til at opnå et forlig kan være forskellige

juridiske og psykologiske greb, der fx taler til forældrenes autoritetstro over for retten

eller taler til deres omsorgsidentitet og ønske om at beskytte deres børn. En dommer i

fogedretten fortalte, hvordan hun først forsøgte at få forældrene forligt på et indledende

møde ved at forklare dem om reglerne i retsplejeloven og ved at appellere til, at de kunne

skåne deres barn for at blive direkte involveret i sagen:

Jeg fortæller selvfølgelig, hvordan retsplejeloven er med hensyn til, hvad der

skal til, før man efter lovens ordlyd ville nå frem til, at der var alvorlig fare for

barnets legemlige eller psykiske sundhed. Forklarer dem, hvor meget der faktisk

skal til. Så siger jeg til dem, at hvis vi kan undgå at have et retsmøde, så undgår

vi, at barnet skal involveres i en børnesamtale. (Fogedretsdommer, 2019)

Hvis denne appel ikke er tilstrækkelig, er det fortsat muligt at opnå et forlig, fx efter at

der har været gennemført en børnesamtale. Her kan barnets oplevelse af sagen bruges

til at overbevise forældrene om, at en manglende vilje til at overholde aftalerne eller til

at indgå et kompromis belaster deres barn:

Så fortæller jeg forældrene i hovedtræk, hvad barnet har fortalt, og så giver jeg

ordet til psykologen, som fortæller om sit indtryk af samtalen. Og så er det tit,

at der er et forligsvindue igen. For så får forældrene en sagkyndig vurdering på,

hvor problematisk det her er, eller om det bare er en almindelig skilsmissepro-

blematik eller en almindelig skilsmissereaktion. (Fogedretsdommer, 2019)

Retten kan også anvende andre virkemidler til at bringe forældrene til enighed. Ved at ud-

spørge forældrene og lytte til deres forklaringer kan dommeren vurdere konfliktens dybde

og undersøge, om der findes løsningmuligheder, som begge parter ville kunne stå inde for.

Dommeren kan også tale forældrene til rette ved at tilkendegive, hvordan hun/han mener,

at sagens udfald bør være. I Boks 5.2 har vi oplistet eksempler på sagsforløb, hvor foræl-

drene – i alt fald på kort sigt – er blevet bragt til enighed om en løsning på deres aktuelle

og konkrete konflikt.

Boks 5.2

Eksempler på sagsforløb, hvori der findes en forligsmæssig løsning

Forlig, ingen børnesamtale:

Faren ønsker søn udleveret til samvær. Moren oplyste bl.a., at

far ikke har fast bopæl, og at han har en pistol, da en rocker er efter ham. En støttekontakt-

person fra kommunen har lavet en underretning til kommunen, og forældrene har i den an-

ledning været til møde. Mor fortæller, at hun er utryg ved, at sønnen er hos far, som hun i øv-

rigt ikke stoler på. Hun stoler heller ikke på farmor. Far oplyste bl.a., at det er korrekt, at han

ikke har en bopæl, men at de kan være hos farmor, når sønnen er på samvær. Der er et væ-

relse, hvor de kan være. Der er ikke en rocker efter ham, og han har ikke en rigtig pistol, men

en hard ball pistol og en hard ball riffel. Begge er skilt ad. Faren forventer om kort tid at have

en bolig igen. Det blev aftalt, at samværet gennemføres hos farmor. Sagen blev derefter

sluttet (fogedretten, 2019).

Forlig efter børnesamtale:

Sagen drejede sig om udlevering af en dreng til samvær. Der verse-

rerede sag om samværet i Familieretshuset. Mor vil ikke udlevere ham til samvær, idet hun op-

lyste, at drengen ikke vil afsted. Han får det dårligt, når han skal på samvær. Hun ønskede sa-

gen henvist til Familieretshuset. Der blev afholdt en børnesamtale. Barnet gav udtryk for, at han

gerne ville have samværet ændret, så han ville se sin far mindre. Sagen endte med, at parterne

indgik et forlig om en midlertidig ændring af samværet, indtil Familieretshuset har truffet afgø-

relse i samværssagen (Familieretten, 2020).

Forlig efter tilkendegivelse:

Der er et meget højt konfliktniveau mellem moren (bopælsforæl-

der) og faren, hvor især mor ikke stoler på far. Mor ønsker ikke at møde far og er bange for, at

far ikke kan tage sig ordentligt af børnene. Børnene, der er små, kan godt lide far. Sagen blev

forligt, efter retten tilkendegav, at en kendelse vil gå ud på, at samværet tvangsfuldbyrdes. Der

er samtidigt verserende sager i Familieretshuset og kommunen (Familieretten, 2020).

Kendelser

Lykkes det ikke at få forældrene forligt, vil retten afsige en kendelse, der angiver, hvad

forældrene skal gøre i forhold til udleveringen, og hvad der eventuelt vil ske, hvis de ikke

efterlever rettens kendelse. En kendelse kan handle om, at den ene forælder bliver på-

lagt at udlevere barnet ifølge aftalen, og at der eventuelt vil blive anvendt tvangsmidler

for at få aftalen fuldbyrdet, jf. nedenfor. Der kan dog også træffes kendelser om, at bar-

net ikke skal udleveres efter aftalen. Det kan fx være, fordi et – ofte større barn – mod-

sætter sig udleveringen, og hvor dommeren vurderer, at den eksisterende aftale ikke

(længere) passer til barnets behov, eller fordi dommeren skønner, at det vil skade barnet

(eller ikke være til barnets bedste) at blive udleveret til samværet. På grundlag af de

informationer, som vi har indhentet til undersøgelsen, skete det både før og efter den

familieretlige reform med omtrent samme hyppighed, at foged- henholdsvis familieretten

afsagde kendelse om, at barnet skulle udleveres, som at det ikke skulle udleveres. I Boks

5.3 er der eksempler på sagsforløb, hvori dommeren har afsagt en kendelse.

Boks 5.3

Eksempler på sagsforløb, hvori der er afsagt kendelser

Kendelse om at barnet skal udleveres:

Faren (samværsforælder) ønskede, at barnet skulle

udleveres til samvær i overensstemmelse med Statsforvaltningens resolution. Moren ønskede,

at sagen skulle nægtes fremme. Moren frygtede for, at faren ville udsætte barnet for incest,

idet faren selv havde været udsat for incest i sin barndom. Barnet var 2,5 år, så der var ingen

børnesamtale. Fogedretten traf kendelse om, at barnet skulle udleveres til samvær. Samværs-

afgørelsen fra Statsforvaltningen var helt ny. (Fogedretten, 2019)

Kendelse om, at børn skal udleveres, ellers tvangsbøder:

Far (samværsforælder) ønskede

børn på 10 og 12 år udleveret i overensstemmelse med en kendelse om overvåget samvær, der

var afsagt i forbindelse med forældreansvarssag om samvær og forældremyndighed. Det var

bestemt, at børnene skulle på overvåget samvær 8 gange i Familieretshuset. Mor ønskede sa-

gen nægtet fremme. Hun forklarede, at børnene ikke ville på samvær. Moren var under sagen i

lytterum, da hun ikke ønskede at være i retslokalet sammen med far – der har været straffesa-

ger om vold mellem parterne. Retten besluttede at afholde børnesamtale med børnene, og det

blev aftalt, at børnene skulle have kontakt med faren via Facetime inden børnesamtalerne.

Denne aftale blev ikke overholdt. Der blev afholdt retsmøde umiddelbart efter børnesamta-

lerne, hvor den børnesagkyndige redegjorde for, at børnene udtrykte for modvilje mod sam-

vær. Faren ønskede erstatningssamvær, moren ønskede frifindelse herfor. Retten afsagde ef-

terfølgende kendelse om, at børnene skulle udleveres til samvær, og derudover blev der fast-

sat erstatningssamvær og tvangsbøder på 2.500 kr., såfremt børnene ikke blev udleveret. Bør-

nene blev udleveret til samvær den efterfølgende gang, men samværet blev ikke gennemført,

da børnene efter 5 minutter ønskede en pause, hvorefter de kom ud i venterummet til deres

mor. Det var derefter ikke muligt at genoptage samværet. Ved et efterfølgende retsmøde blev

sagen drøftet. Retten tilkendegav, at tvangsbøderne ikke ville blive udløst, da børnene var ud-

leveret i overensstemmelse med kendelsen. Mor tilkendegav, at hun fortsat ville udlevere. Sa-

gen blev på den baggrund lukket, og der blev indkaldt til telefonmøde i forældreansvarssagen

om det videre forløb. Sagen blev behandlet af samme dommer, som varetager forældrean-

svarssagen. (Familieretten, 2020)

Kendelse om, at børn ikke skal udleveres:

De to børn på 12 og 14 har bopæl hos moren. Medio

november tilspidser konflikterne i hjemmet, og pigerne tager, efter at der havde været samtaler

på kommunen, ophold hos faren. Faren indleder en sag om midlertidig bopæl. Mor anmoder Fa-

milieretten om bistand til udlevering. Far påstår anmodning nægtet fremme. Familieretten ind-

henter udtalelse fra kommunen, der er meget bekymrede over forholdene hos mor. Forældrene

afgiver forklaringer i retsmøde. Mor fastholder påstanden. Der afholdes børnesamtaler. Begge

børn helt entydige. De ønsker ikke at komme tilbage til mor. Familieretten træffer afgørelse om

ikke at udlevere børnene til mor. (Familieretten, 2020)

Henvisning af sagen til Familieretshuset

I forbindelse med den familieretlige reform blev der indsat en ny bestemmelse i retsple-

jelovens § 456 p om, at der kun kan ske fuldbyrdelse, hvis der ikke af hensyn til barnet

er behov for at henvise sagen til Familieretshuset til vurdering af, om den aftale eller

afgørelse, der søges fuldbyrdet, skal ændres eller ophæves. Hensigten med bestemmel-

sen er ifølge lovens forarbejder

at understøtte tiltaget om, at fuldbyrdelse i den kon-

krete situation varetager barnets bedste. Bestemmelsen giver retten et nyt redskab i de

tilfælde, hvor det ikke lykkes at få en sag forligt, idet henvisningsmuligheden giver Fa-

milieretshuset (eller familieretten) anledning til at revurdere, om selve fuldbyrdelses-

grundlaget bør revideres. I forarbejderne til ændring af forældreansvarsloven var det

forudsat, at sager, der blev henvist til Familieretshuset, så vidt muligt skulle behandles i

en særlig hurtig proces (et såkaldt ’fast-track’ spor).

Undersøgelsen viser, at den nye bestemmelse om henvisning er anvendt i hen ved halv-

delen af de sager, hvor dommeren afsagde kendelse om, at der ikke skulle gennemføres

en udlevering. De indhentede sagsbeskrivelser viser, at beslutningen om at henvise en

sag til fornyet udredning kan komme på tale i forskellige situationer, jf. eksemplerne på

sagsforløb i Boks 5.4. I nogle tilfælde kan der være tale om sager med en høj grad af

kompleksitet, hvor retten har svært ved at gennemskue, hvad der er op og ned i sagen.

I andre tilfælde kan der være tale om, at et barn modsætter sig at fortsætte i den ordning,

det er omfattet af, eller der kan være tilfælde, hvor der under fuldbyrdelsessagen kom-

mer nye oplysninger frem, som giver anledning til at overveje, om den gældende aftale

er til barnets bedste.

De familieretsdommere, som blev interviewet til undersøgelsen, hilste henvisningsbestem-

melsen velkommen og fandt den særlig anvendelig i de tilfælde, hvor der kan være tvivl

om, hvorvidt barnet vil lide skade ved at blive udleveret. Samtidig oplyste de, at de enten

ikke kendte til eller ikke havde oplevet, at henvisningssager blev behandlet i et særligt

fast-track-spor i Familieretshuset. Det var indtrykket, som en dommer formulerede det, at

de henviste sager røg ned i det ”samme sorte hul” som andre sager, der anlægges ved

Familieretshuset. Fordi Familieretshuset har haft lange ventetider på grund af en stor sags-

pukkel, havde nogle af dommere været tilbageholdende med at anvende henvisningsbe-

stemmelsen.

Forslag til Lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige

andre love.

Boks 5.4

Eksempler på kendelser, hvor sagen henvises til Familieretshuset

Case 1:

Faren ønskede børnene udleveret i overensstemmelse med nyere samværsaftale,

hvor der var fastsat weekend- og feriesamvær. Moren påstod at sagen nægtes fremme. Mo-

ren forklarede, at parterne har haft et turbulent forhold med vold og lignende. Faren har si-

den aftalen blev indgået haft samvær 17 dage og kun med 5 enkeltstående overnatninger.

Parternes samarbejde og manglen på samme er meget konfliktfyldt, og de kommunikerer

meget lidt. Far er anmeldt til politiet for hærværk, trusler og vold. Der blev afsagt kendelse

om, at sagen skal henvises til yderligere udredning i Familieretshuset, da der er oplyst flere

risikofaktorer. Det ligger uden for rammerne af en tvangsfuldbyrdelse at belyse disse pro-

blemstillinger tilstrækkeligt.

Case 2:

Faren ønskede 14-årig dreng udleveret i henhold til samværsaftalen og erstatnings-

samvær. Moren påstod sagen nægtes fremme. Den underliggende konflikt er muligvis jalousi

fra farens side, da moren forlod ham for en anden mand. Faren har lavet flere underretninger

til kommunen angående moderens evne som mor, uden kommunen har fundet anledning til

noget. Drengen ønsker ikke samvær med faderen på nuværende tidspunkt, da faderen pres-

ser ham til arbejde og ikke respekterer sønnens privatliv. Sagens udfald: Sagen nægtes

fremme og henvises til Familieretshuset.

Case 3:

En 9-årig dreng med bopæl hos faren ønsker ikke længere at komme på samvær hos

moren. Efter en optrapningsordning er der nu samvær med to overnatninger hver anden

weekend. Drengen var på samvær hos moren hele efterårsferien, og det blev for meget for

ham. Han fik opfattelsen af, at mor ignorerede ham, og han havde ikke tid til ham. Han var

med på besøg hos naboen hver aften, hvor der blev indtaget alkohol. Drengen var tillige me-

get berørt over, at hans storebror nu boede hos morforældrene, og hans søstre var blevet

frivilligt anbragt. Denne oplysning var dommeren og den børnesagkyndige ikke bekendt med,

før drengen oplyste det. I starten af børnesamtalen gav drengen udtryk for, at han aldrig øn-

skede samvær med sin mor igen, og dette blev med tvang, hvis vi besluttede det. Senere

skiftede han lidt mening og ville gerne se mor igen, men ikke i længere perioder. Den børne-

sagkyndige tilkendegav, at der var mange nye oplysninger og forandrede forhold, herunder

anbringelse af to børn uden for hjemmet hos mor, hvorfor det var hendes opfattelse, at der

skulle yderligere oplysninger til, før det var forsvarligt og for drengens bedste at blive udle-

veret til samvær. Dommeren besluttede derfor at henvise sagen til Familieretshuset til klar-

læggelse af, om samværsaftalen skal fuldbyrdes, ændres eller ophæves.

Andre udfald

I en mindre del af de fuldbyrdelsessager, som familieretten behandlede i 2020 (ca. hver

6. sag), er det oplyst, at der hverken blev indgået forlig eller afsagt en kendelse, men at

sagen fik et andet udfald. En gennemgang af sagsbeskrivelserne viser, at der er tale om

forskelligartede problemstillinger: Nogle sager handler fx om, at retten har givet vejled-

ning, andre drejer sig om (manglende) hjemmel til erstatningssamvær, mens atter andre

er sager, der er blev sendt til retsmægling. En større gruppering drejer sig imidlertid om

sager, der er blevet udsat, fordi retten afventede beslutninger eller information fra andre

instanser, fx fra Familieretshuset, kommunen eller barnets skole. Der var således tale om

sager, der blev behandlet samtidigt af flere myndigheder, jf. kapitel 6.

5.4.2

Kendelser med tvangsmidler

Hvis en forælder, på trods af rettens pålæg om at udlevere et barn, ikke er villig til at

efterkomme kendelsen, kan det komme på tale at anvende tvangsmidler, som kan ske

ved at fastsætte bøder, som er mindre indgribende, eller ved at anvende umiddelbar

magt, som er det mest indgribende tvangsmiddel.

Da området før den familieretlige reform hørte ind under fogedretten, var det muligt at

anvende tvangsbøder og som den sidste udvej at anvende umiddelbar magt ved at af-

hente barnet ved en udkørende fogedforretning. Området er efter den familieretlige re-

form blevet justeret ved, at tvangsbøderne fastsættes i forhold til forælderens indkomst-

forhold for reelt at kunne påvirke deres adfærd. I forhold til anvendelse af umiddelbar

magt er der indsat en ny bestemmelse i retsplejeloven om, at det som udgangspunkt

skal ske ved at tilbageholde den forælder, der har barnet, et andet sted end barnets

opholdssted. Hvis dette ikke er muligt, skal familieretten vurdere, om der er grundlag for

at gennemføre fuldbyrdelsen ved at afhente barnet

. Hvis dette undtagelsesvist er til-

fældet, skal der deltage en børnesagkyndig fra Familieretshusets Børneenhed og en re-

præsentant fra kommunen til at varetage barnets interesser, medmindre der foreligger

ganske særlige omstændigheder. Den børnesagkyndige skal til brug for familierettens

vurdering foretage en vurdering af, om fuldbyrdelse sker af hensyn til barnet og vareta-

ger barnets bedste (Social- og Indenrigsministeriet, 2020).

Undersøgelsen viser, at tvangsmidler anvendes ganske sjældent. Da området lå i foged-

retten, blev der anvendt tvangsmidler i 15 pct. af alle sager, og det var kun i få tilfælde,

at tvangsmidlerne faktisk blev effektuerede. Efter reformen er andelen af sager, hvori

der anvendes tvangsmidler, faldet til 10 pct., jf. Tabel 5.2 i afsnit 5.4.3.

Konkret blev der i 2019 i 10 pct. af de 89 analyserede sager anvendt tvangsbøder mod

7 pct. af de 271 sager i 2020. I seks af de 89 sager i 2019 blev et barn afhentet ved en

udkørende fogedforretning – heraf drejede fire af sagerne sig om det samme barn. I

sagsmaterialet fra 2020 var der tre eksempler på, at et barn blevet udleveret ved myn-

dighedernes bistand, svarende til 1,1 pct. af sagerne. I et tilfælde blev den forælder, der

nægtede at udlevere, tilbageholdt under afhentningen, og i to tilfælde var der en udkø-

rende forretning. Ud over de tre tilfælde, hvor myndighederne bistod i forbindelse med

udleveringen, var der blandt de 271 sager, som er indsamlet i 2020, to eksempler på, at

forældrene blev vejledt om muligheden for tilbageholdelse.

Tvangsbøder

Tvangsmidlerne var både før efter reformen for de fleste dommere den sidste udvej, da

de dels ikke oplever, at det skaber de ønskede resultater, når forældrene tvinges til at

gøre noget mod deres vilje, dels oplever, at anvendelsen af tvangsmidler kan være ska-

delige for børnene. Tvangsbøder eller en udkørende forretning er reelt ikke er noget

særligt godt middel til at få forældrene til at samarbejde og tilrettelægge en hensigts-

mæssig hverdag for deres børn:

Ifølge retsplejelovens § 456 r stk. 4 hedder det desuden: ”Inden fuldbyrdelse ved anvendelse af umiddelbar magt

gennem afhentning af barnet, jf. stk. 5, udsætter familieretten kortvarigt sagen med henblik på gennemførelse af

børnesagkyndig rådgivning efter § 32 a i forældreansvarsloven, medmindre der foreligger særlige omstændighe-

der”. I ingen af de sagsbeskrivelser, vi har modtaget fra retterne, hvor afhentning kom på tale, er det beskrevet,

at der blev gennemført børnesagkyndig rådgivning efter denne bestemmelse. At det ikke er nævnt, er ikke ens-

betydende med, at børnesagkyndig rådgivning ikke fandt sted.

Social- og Indenrigsministeriet (2020): Vejledning om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. VEJ nr

10064 af 20/12/2020, https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2020/10064.

Jeg har jo midlerne. Jeg bruger dem også, hvis det er nødvendigt. Men det er

jo bare ikke noget, jeg er interesseret i. Det, jeg er interesseret i, er, at forældre

kan forstå, at de har misforstået hinanden, eller at de kan blive enige om et

eller andet. (Fogedretsdommer, 2019)

Fastsættelse af tvangsbøder foregår ved, at dommeren afsiger en kendelse om, at der

vil blive udløst en bøde på et givent beløb, såfremt barnet ikke bliver udleveret til typisk

det førstkommende samvær. Forholder forælderen sig efterretteligt til dette pålæg, bort-

falder bøden, mens den sendes til inddrivelse hos politiet, hvis barnet ikke udleveres (jf.

Engberg, 2018). Tvangsbøden kan omsættes til en forvandlingstraf (afsoning), hvis be-

løbet ikke betales.

Undersøgelsen viser, at selvom der i en række sager er blevet fastsat en tvangsbøde, så

er det sjældent, at den faktisk effektueres. Det skyldes, at forældrene i de fleste af sagerne

valgte at rette ind og udlevere barnet. Fastsættelse af tvangsbøder ser således ud til at

have en motiverende effekt, hvilket også var de interviewede dommeres erfaring.

Det relativt spinkle datagrundlag for undersøgelsen egner sig ikke til at vurdere, om den

indkomstbestemte bødestørrelse er mere virkningsfuld end den tidligere ordning, hvor

der var faste bødestørrelser, og heller ikke de interviewede familieretsdommere havde

klare formodninger om, hvorvidt det var en effektiv praksis. Til gengæld havde de fleste

dommere fra såvel foged- som familieretten klare synspunkter om, at indretningen af

tvangsbøderne var et ’bøvlet’ system, som det var administrativt vanskeligt at operere i

– her forklaret af en erfaren fogedretsdommer:

Jeg kan lige så godt sige, at tvangsbøder er et dårligt middel, fordi der er en

meget kompleks fuldbyrdelsesprocedure og videre forløb i det. Tvangsbøden

retter sig mod et konkret samvær, og du kan ikke lave en kendelse, der siger, at

du skal i al evighed, så længe der er samvær, skal have bøder, når du ikke ud-

leverer. […] Hvis der ikke bliver udleveret, så kommer den anden ægtefælle ind

igen til fogedretten med en ny henvendelse […], og så skal tvangsbøden så ud-

løses. Så skal vi holde et nyt møde og igen tage stilling til, om det nu er rigtigt,

at der ikke er blevet udleveret, og om der var en god grund til det. Hvis der så

træffes en beslutning om, at forælderen uretmæssigt tilbageholder barnet og

skal have en bøde, så sender vi bøden til politiet, som skal inddrive bøden. Når

politiet ikke har mulighed for det, sender de den til SKAT eller nu Gældsstyrel-

sen, der skal forsøge at inddrive den. Hvis det ikke sker, sender de den tilbage

til politiet og beder om at få fastsat en forvandlingsstraf. Så kommer der en sær-

skilt procedure for det, og det skal så føres for retten en gang til. Det, som er

humlen i alt det her, er, at der er tale om tvangsbøder, og det vil sige, at man

kan slippe for sanktionen ved at gøre det, man skal. En forælder kan tilbage-

holde barnet lige indtil den dag, hvor afsoningen af tvangsbøderne skal ske, og

udleverer hun så der, falder hele forløbet væk. (Fogedretsdommer, 2019)

Tilbageholdelse af den forælder, der ikke udleverer

Som nævnt er der kun en enkelt sag i datasættet, som omhandler en situation, hvor en

forælder, der nægtede at udlevere et barn, blev tilbageholdt ved umiddelbar magt. I for-

bindelse med den senere gennemførte interviewrunde med de familieretlige dommere

hørte vi om endnu en sag, der formentlig blev behandlet efter dataindsamlingens afslut-

ning. Det er selvsagt ikke muligt at generalisere på grundlag af kun to sager, men de to

anonymiserede sagsbeskrivelser kan tilvejebringe et indtryk af, hvordan sådanne tilba-

geholdelser kan foregå.

Den første sag omhandlede en sag, hvor børnene ikke blev tilbageleveret til bopælsfor-

ælderen. Ifølge dommeren var sagen karakteriseret ved, at der var et højt konfliktniveau

mellem forældrene, og at der ikke var nogen åbenbare risikofaktorer i sagen. Faren

havde fået midlertidig bopæl for to af parternes tre piger, og for den sidste havde han

fået midlertidig forældremyndighed. Moren tilbageholdt pigerne efter samvær og havde

anmeldt faren for vold mod pigerne. Af sagsbeskrivelsen fremgår det, at familien var i

løbende kontakt med kommunen, at der havde været et forløb i børnehuset, samt at

partnerne havde deltaget i noget konfliktløsning. Retten havde afholdt børnesamtale

med den ældste pige, de yngste var for små. Den ældste pige var ifølge dommerens

vurdering påvirket af moren og bange for deres far, selvom børnene forud for morens

tilbageholdelse af dem var velfungerende hos ham. Moren udeblev fra flere retsmøder

uden lovligt forfald, og det frygtedes under sagen, at hun var gået under jorden med

børnene. Moren var blevet idømt 2 tvangsbøder a 1.500 kr., og der havde været forsøg

på politifremstilling. Til sidst blev moren tilbageholdt i retten. Mormoren havde børnene

og kørte dem til en aftalt legeplads. Retten sendte faren afsted til legepladsen for at

hente børnene. Da det blev bekræftet, at børnene var hentet af far, ophævede retten

tilbageholdelsen, som uden politiets bistand varede i ca. 40 minutter.

Den anden sag drejede sig om 10-årig dreng, der ikke blev tilbageleveret til sin mor, der

havde fuld forældremyndighed og bopæl over barnet. Faren havde mistet samværsret-

ten til barnet. Partnerne havde tidligere haft sager i familieretten. Ved retsmødet, hvor

begge parter og barnet mødte frem, påstod faren, at drengen ikke skulle tilbageleveres

til moren. Det var magtpåliggende for faren, at drengen blev hørt, idet drengen havde

ytret et stærkt ønske om at være mere sammen med faren. Efter en børnesamtale kon-

kluderede dommeren og den børnesagkyndige, at der ikke var noget til hinder for, at

drengen blev tilbageleveret til moren. Drengens ønske om at være mere hos faren ud-

sprang af, at han havde ondt af og ville passe på sin far, der også havde mistet kontakten

til drengens ældre bror. Forelagt referatet fra børnesamtalen fastholdt faren, at han ikke

ville tilbagelevere barnet. På denne baggrund besluttede dommeren at tilbageholde fa-

ren i retslokalet sammen med en af rettens vagter, mens hun selv forlod lokalet sammen

med moren for at tage kontakt med barnet, der befandt sig i rettens ventezone sammen

med sin farforældre. Drengen ville først ikke med moren, men indvilgede deri, da der

efter lidt tid var faldet ro over ham. Ifølge beretningen ventede faren på moren og dren-

gen uden for retsbygningen, og han gav drengen et kram, inden de gik hvert til sit.

De to sager ligner hinanden derved, at de begge handler om et barn, der ikke bliver til-

bageleveret til den forælder, som barnet bor hos. Disse sager betragtes som hastesager,

hvorfor retten skal handle resolut. I den anden sag har den forælder, der nægter at til-

bagelevere, end ikke juridisk ret til samvær med barnet. Desuden foregår begge tilbage-

holdelser i forbindelse med, at der afholdes et retsmøde. De to sager reflekterer imidler-

tid, at beslutningen om – og muligheden for – at tilbageholde en forælder kan ske på

forskellige tidspunkter i et sagsforløb. Mens den første sag efterlader indtryk af, at der

er gået en rum tid, inden børnene kom tilbage til deres far, skete tilbageleveringen i den

anden sag allerede ved det første retsmøde.

Tre ud af fire interviewede familieretsdommere havde kendskab til, at der havde været

en tilbageholdelsessag ved deres ret. De tilbageholdelsessager, de havde kendskab til,

var – som i sagsbeskrivelserne ovenfor – foregået i retsbygningen. Generelt hilste de det

nye tvangsmiddel, der kan betragtes som trinnet før afhentning af barnet, som velkom-

ment, fordi det foregik på en mere lempelig måde, end når man, som en dommere for-

mulerede det: ”skal stille med hele kavaleriet”. En anden dommer pegede dog på, at til-

bageholdelsesmuligheden også godt kunne være voldsom for både børn og forældre,

som er uforberedte på, hvad der kommer til at ske ved retsmødet.

Afhentning af barnet ved umiddelbar magt

De udkørende forretninger spiller en stor rolle i den politiske debat om det familieretlige

system og fylder også en del i de interviews, som vi gennemførte med dommerne. Reelt

er det relativt sjældent, at der køres ud efter børn, der ikke er blevet udleveret til samvær

eller tilbageleveret til bopælsforælderen. Afhentning kan dog spille en rolle i flere sager,

da truslen om dette tvangsmiddel kan bruges til at få forældrene til at rette ind:

Det sker sjældent, at man kører ud. Man bruger det til at presse den anden

forælder til at udlevere. Man siger: Ellers så ender det med, at vi kommer ud

og henter hende sammen med politiet og børnepsykologen. Oftest, så får de

udleveret derefter. (Fogedretsdommer, 2019)

Som nævnt ovenfor blev det i forbindelse med den familieretlige reform præciseret, at

afhentning af børn ved umiddelbar magt skal ske af hensyn til barnet og varetage bar-

nets bedste. Det er den børnesagkyndige fra Familieretshuset, der til brug for rettens

afgørelse foretager denne vurdering.

Blandt de i alt 360 sager, som indgår i datamaterialet fra 2019 og 2020, blev fem børn

søgt afhentet ved umiddelbar magt, tre i 2019 og to i 2020. De fem sager er beskrevet

med varierende udførlighed. Det er derfor vanskeligt at vurdere, om afhentning af børn i

højere grad sker af hensyn til barnet og for dets bedste efter reformen end før reformen.

For at tilvejebringe et billede af de omstændigheder, der kan føre til anvendelse af umid-

delbar magt, redegør vi i anonymiseret form for de fem sager. I tre tilfælde var der tale

om et barn, der ikke blev udleveret til samvær, mens to sager drejede sig om et barn,

der ikke blev tilbageleveret til bopælsforælderen.

Sag 1:

Sagen drejede sig om en 9-årig dreng, der ikke blev udleveret til samvær. Drengen

opholdt sig hos faren, som ikke ville udlevere til samvær, fordi drengen havde sagt, at

han ikke ville på samvær. Der var store konflikter mellem forældrene, hvis samliv var

ophørt i forbindelse med, at mor udøvede vold mod far, hvorefter far tog ophold på et

krisecenter med drengen. Drengen blev holdt hjemme fra skole. Retten afholdt børne-

samtale med drengen, der tilkendegav, at han ikke ville på samvær hos mor, fordi hun

var ond. Den børnesagkyndige vurderede, at drengen var blevet manipuleret af far til at

sige sådan, og at det ikke ville være til skade for ham at blive udleveret til samvær med

moren. Der blev afsagt kendelse om, at drengen skulle udleveres, hvilket ikke skete.

Drengen blev tvangsmæssigt udleveret under en udkørende fogedforretning og blev i

forbindelse hermed tvangsfjernet af kommunen (Fogedretten, 2019).

Sag 2:

Sagen, som havde verseret gennem halvandet år, drejede sig om et nu toårigt barn,

der ikke blev udleveret til samvær. Der var fælles forældremyndighed og et meget højt

konfliktniveau mellem forældrene, men ingen umiddelbare risikofaktorer. Moren havde af

mange forskellige ikke-dokumenterede grunde nægtet at udlevere barnet til samvær. Hun

nægtede konsekvent at følge enhver myndighedsafgørelse og udtømte enhver klagemu-

lighed med den konsekvens, at sagen blev trukket i langdrag. Ifølge sagsbeskrivelsen

havde hun det svært med autoriteter og manglede evnen til at se indad. Fogedretten

havde ved seks lejligheder afhentet drengen i vuggestuen ved en udkørende fogedretning.

Ved afhentningen var faren gået ind for at hente barnet, mens fogeden og psykologen

stod i baggrunden. Drengen havde været glad for at se sin far. Moren var ikke forinden

blevet underrettet om afhentningerne. Efter den sidste afhentning tog hun drengen ud af

vuggestuen og var i samråd med sin advokat gået under jorden (Fogedretten, 2018-2019).

Sag 3:

Sagen drejede sig om en 10-årig pige, der for nogle uger siden ikke blev tilbage-

leveret til sin far, som var bopælsforælder. Retten besluttede at foretage en umiddelbare

fogedforretning ved at hente barnet på skolen uden at varsle samværsmoren. En børne-

sagkyndig psykolog, to repræsentanter fra kommunen, bopælsfaren og fogeden tog ud

på barnets skole. Efter tre timer, hvor barnet var blevet præsenteret for diverse forslag

til samværsmuligheder, som hun alle afviste, vurderede psykologen og fogeden henset

til barnets alder, mentale tilstand mv., at det ikke var formålstjenligt at fortsætte mødet.

Fogeden opgav dermed at få barnet udleveret til faren (Fogedretten, 2019).

Sag 4:

Sagen drejede sig om et 7-årigt barn, der ikke blev tilbageleveret til sin far, der var

bopælsforælder. Konflikten begyndte i 2018, hvor moren, der dengang var bopælsforæl-

der, ikke ville udlevere til samvær. Retten afsagde i 2020 dom om, at barnet skulle have

bopæl hos faren, og moren skulle have samvær med barnet. Bopælen blev tillagt faren på

grund af samværschikane. Moren ankede dommen til landsretten, hvor faren nedlagde

påstand om, at den fælles forældremyndighed skulle ophæves, og at han skulle have for-

ældremyndigheden alene. Faren fik ved landsrettens dom i 2020 tillagt forældremyndig-

heden over barnet alene på grund af samværschikane. Far nedlagde under fuldbyrdelses-

sagen påstand om, at retten skulle bistå med udlevering af barnet til ham. Retten fastsatte

under sagen tvangsbøder, tog forgæves ud på mors bopæl for at udlevere barnet til far og

udløste tvangsbøder. Barnet blev i 2020 udleveret til far ved politiets mellemkomst. Der

var et højt konfliktniveau mellem forældrene. Der blev ikke gennemført nogen børnesam-

tale forud for afhentningen (Familieretten, 2020).

Sag 5:

Sagen drejede sig om en 8-årig dreng, der ikke blev udleveret til samvær hos sin

far. Der var fornylig fastsat en samværsordning, som moren havde klaget over, og nu

havde samværet været afbrudt i en periode på grund af morens modstand. Ved det første

retsmøde forklarede faren, at drengen, da faren afhentede ham til samvær, havde sagt, at

han ikke ville med. Moren havde ikke hjulpet med at få drengen afsted. Moren forklarede,

at drengen havde grædt og ikke mestrede at skulle på samvær. Der blev afholdt børne-

samtale, hvor drengen fortalte, at det var kedeligt at være hos far, men han fortalte ikke

om episoder, som gav den børnesagkyndige eller dommeren grund til at tro, at der skete

noget under samværene hos far, som ikke ville være godt for drengen eller påvirke hans

trivsel. Den børnesagkyndige vurderede, at drengen havde en fastlåst opfattelse af sin far,

og at han var påvirket af moren. Retten refererede børnesamtalen for forældrene, uden at

det lykkedes at finde en forligsmæssig løsning. Derpå afsagde retten kendelse om, at mo-

ren ville få en tvangsbøde, hvis barnet ikke blev udleveret. Moren kærede kendelsen. Da

den børnesagkyndige og dommeren overbragte drengen afgørelsen, reagerede han mut,

men græd ikke. Ved det næste retsmøde forklarede faren, at samværet ikke var gennem-

ført, fordi han ikke kunne få barnet med. Moren oplyste, at hun ikke kunne motivere barnet

til at tage med faren. Retten udløste herefter tvangsbøden, som moren kærede. Efter drøf-

telse med den børnesagkyndige og kommunens repræsentanter besluttede retten heref-

ter at fuldbyrde samværet. Retten vejledte moren om, at retten kunne foretage fysisk til-

bageholdelse af hende, mens faren, den børnesagkyndige og kommunens repræsentanter

hentede drengen. Moren tilkendegav efter drøftelse med sin advokat, at hun ikke ville hin-

dre faren i at hente drengen på skolen. Der var dermed ikke grundlag for at tvangstilbage-

holde moren. Retten besluttede, at den børnesagkyndige og kommunens repræsentanter

skulle køre ud til drengens skole for at forklare ham om beslutningen og om, hvad der skulle

ske. 55 minutter efter modtog retten telefonisk besked om, at drengen nu var udleveret til

far. Dommeren fik en tilbagemelding fra den børnesagkyndige og fra kommunens repræ-

sentanter om, at drengen ikke havde modsat sig samværet med faren og ikke havde givet

udtryk for, at han ikke ville med faren hjem. Tværtimod blev det beskrevet, at det var en

glad dreng, der havde taget far i hånden og var kørt med ham hjem fra skole. Familieretten

har ikke efterfølgende fået fornyede anmodninger om fuldbyrdelse af samvær (Familieret-

ten, 2020).

De fem sager om afhentning af børn ved umiddelbar magt afspejler, at der har været

forskelligartede omstændigheder omkring afhentningerne. Samlet set kan følgende po-

inter udstrækkes af sagsbeskrivelserne:

▪

I alle sager er der et højt konfliktniveau mellem forældrene, og i flere sager er det

oplyst, at forældrene tidligere har haft sager, som har verseret ved de familieret-

lige myndigheder. Den tilbageholdende forælders manglende vilje til efterleve tid-

ligere myndighedsafgørelser eller forsøg på at forhale sagsbehandlingen er et

centralt element i mindst tre af sagerne.

I tre af de fire sager, hvor barnet er fyldt 6 år, har der været afholdt en børnesam-

tale, hvor den børnesagkyndige i to tilfælde vurderede, at børnenes modstand

ikke var oprigtigt ment, men et resultat af, at det var påvirket af den tilbagehol-

dende forælders indstilling.

I tre af sagerne er afhentningen foregået på barnets skole, dvs. på neutral grund,

og det er i to af disse sagsbeskrivelser oplyst, at afhentningerne blev forberedt i

samråd med skolens ledelse. I to sager er stedet for afhentningen ikke oplyst; man

må formode, at den er foregået på den tilbageholdende forælders adresse.

I tre af de fem sagbeskrivelser har dommeren reflekteret over, hvordan barnet har

reageret under afhentningen.

I tre af de fem sager resulterede afhentningen i, at barnet blev udleveret, mens

det i to tilfælde endte med ikke at lykkes, fordi bopælsforælderen forsvandt med

barnet, eller fordi man måtte opgive at få barnet med.

▪

Man kan karakterisere anvendelse af umiddelbar magt som et nødvendigt onde, fordi den

er det sidste værn mod selvtægt eller disrespekt over for rettens tidligere afgørelser. Imid-

lertid tyder såvel sagsbeskrivelser som de gennemførte dommerinterviews som helhed på,

at den udkørende forretning hverken bidrager til at løse forældrenes samarbejdsvanske-

ligheder eller gør barnets hverdag bedre. Samtalerne med især fogedretsdommerne, der

ofte havde længerevarende erfaring med at anvende umiddelbar magt, afspejlede, at en

udkørende fogedforretning kunne ende i magtesløshed for både børn, forældre og myn-

digheder. For eksempel fortalte en erfaren dommer om en episode, hun havde overværet

efter at have bestemt, at barnet skulle udleveres til samvær:

Faren forsøgte at tage pigen i hånden, men måtte opgive. Den børnesagkyn-

dige bar hende ned til farens bil, og han kørte med hende. Faren skrev efter-

følgende, at han nok ikke ville bede om at få barnet udleveret igen, da hun slet

ikke havde villet sige noget hele weekenden og bare havde isoleret sig på sit

værelse. (Fogedretsdommer, 2019)

Når det drejer sig om større børn, der selv har modvilje mod at komme på samvær eller

hjem til bopælsforælderen, var de fleste interviewede dommere af den opfattelse, at det

er meningsløst at udlevere med tvang:

Hvis det er store børn, giver det ikke mening at gøre det. En gang havde jeg

besluttet, at en dreng på 8 år skulle udleveres, og efterfølgende tog han bus-

sen hjem. Han var også en handlekraftig dreng. Men større børn over 12 år –

det giver ingen mening. Det fortæller man forældrene på mødet, og det forstår

de godt. (Fogedretsdommer, 2019)

Der findes ingen systematisk registrering af, hvor mange børn der årligt bliver afhentet

ved umiddelbar magt, men det er opgjort for enkelte år såvel før som efter reformen.

Domstolsstyrelsen har således oplyst til Social- og Indenrigsministeriet, at der i 2013 var

33 og i 2014 29 udkørende fogedforretninger, svarende til 1,1-1,4 pct. af alle afsluttede

fuldbyrdelsessager. Dette er på niveau med situationen i 2002 (Justitsministeriets Forsk-

ningsenhed, 2004). I flere tilfælde blev barnet ikke truffet. I andre sager, hvor barnet blev

truffet, vurderede fogeden i situationen, at det ikke var i barnets tarv at blive udleveret.

Der er ingen oplysninger om, hvor mange børn disse sager omfattede, og hvor tit sagerne

endte med, at fogeden bragte barnet eller børnene med sig (Ottosen, 2016).

I 2016 blev det i 18 sager besluttet at afhente et barn med magt, mens det tilsvarende

drejede sig om 9 sager i 2017. Det var således i under 1 pct. af sagerne, hvor det bliver

besluttet, at sagen skulle løses ved umiddelbar magt (Børne- og Socialministeriet, 2018).

Der er ingen oplysninger om, hvor mange af børnene der faktisk blev truffet og afhentet

af fogeden.

Domstolsstyrelsen har til denne undersøgelse indhentet informationer om udkørende

forretninger i 2020, dvs. efter reformen. Senere tal findes ikke. Ifølge Domstolsstyrelsens

opgørelse for hele 2020 var der fire sager, hvor det blev besluttet at afhente et eller flere

børn ved umiddelbar magt. Det svarer til 0,2 pct. af alle afsluttede fuldbyrdelsessager

dette år. De fire sager omhandlede i alt 10 børn. I to sager (som omhandlede de fleste af

børnene) var børnene ikke blevet tilbageleveret til bopælsforælderen, og i to andre sager

var børnene ikke udleveret til samvær. I tre af de fire sager blev børnene ikke truffet. I

den sidste sag, hvor barnet blev truffet, blev det udleveret uden brug af fysisk magt.

Med 33 sager i 2013, 29 sager i 2014, 18 sager i 2016, 9 sager i 2017 og 4 sager i 2020

tegner informationerne et klart billede af, at der over de senere år har været et fald i

antallet af sager, hvor retten faktisk har været ude på adressen (hjemmet, skolen mv.)

for at få barnet udleveret, og at det efter reformen er yderst sjældent, at det er sket.

5.4.3

Udviklingstræk i de realitetsbehandlede sager fra 2019 til 2020

Mens vi tidligere i kapitlet belyste, om der kunne iagttages udviklingstendenser i de sager,

som bliver tilbagekaldt eller afvises af familieretten, sætter vi her fokus på de sager, som

retten realitetsbehandlede henholdsvis før og efter den familieretlige reform. På grundlag

af det (alt andet lige) spinkle datagrundlag tyder de spørgeskemabesvarelser, som vi har

indhentet fra retterne, på, at der er sket en forandring henover reformperioden. Vi kan

således iagttage, at der er sket en stigning i andelen af indgåede forlig fra 29 pct. i 2019 til

45 pct. i 2020, mens der har været et fald i andelen af afsagte kendelser (fra 54 pct. i 2010

til 40 pct. i 2020). Forholdet mellem kendelser uden og med tvangsmidler er omtrent det

samme begge år, idet ca. hver fjerde kendelse indeholder et tvangsmiddel, som oftest er

truslen om en bøde. Andelen af realitetsbehandlede sager, der fik et andet udfald (end

forlig henholdsvis kendelse) er det samme i 2019 og 2020.

Tabel 5.2

Udviklingstræk i behandlingen af fuldbyrdelsessager fra 2019 til 2020.

Dommerbesvarelser. Procent.

2020

Pct.

Forlig

Kendelser i alt, heraf:

Pct.

2019

Kendelser uden tvangsmidler

Kendelser med tvangsmidler

Andet udfald

Realitetsbehandlede sager, i alt:

Ikke behandlede sager (afvist, tilbagekaldt)

Sager i alt, antal

Kilde:

Fuldbyrdelsesundersøgelsen 2019, 2020.

100

199

271

100

Tabel 5.3 viser sammenhængen mellem udvalgte baggrundsfaktorer og sagernes udfald

i 2020

. Tabellen viser, at sandsynligheden for, at der blev indgået forlig eller afsagt en

kendelse om, at barnet skulle udleveres efter den gældende aftale, var større, hvis der

ikke var nogle kendte risikofaktorer i sagen, eller hvis barnet ikke selv modsatte sig ud-

leveringen. Omvendt blev der oftere afsagt en kendelse om, at barnet

ikke

skulle udle-

veres til samvær/tilbageleveres til bopælsforælderen, når der var kendte risikofaktorer i

sagen, og når barnet gav udtryk for modstand mod udleveringen.

Tilbøjeligheden til at afsige en kendelse eller justere på de eksisterende samværsaftaler

ved forlig er større, når barnet er blevet hørt. Således viser analyserne af data fra 2020,

Der er ikke sammenlignelige tal fra 2019, da spørgsmålene ikke er stillet på samme måde.

at 25 pct. af de sager, hvor barnet har været til samtale, er endt med en kendelse om, at

barnet ikke skal udleveres, mod 11 pct. af sager, hvor barnet ikke har været til samtale.

14 pct. er endt med en kendelse om, at barnet skulle udleveres, mod 7 pct. af sager, hvor

barnet ikke har været til samtale. Derudover ser vi, at 20 pct. af sagerne med børnesam-

taler er endt med, at forældrene har indgået forlig om en ny aftale mod 15 pct. af sager,

hvor barnet ikke har været til samtale. Analysen tyder således på, at barnets mening

udgør et relativt stærkt grundlag for, at der afsiges retlige kendelser i sagerne.

Derudover viser analyserne, at der oftere blev afsagt kendelser om, at barnet ikke skulle

udleveres, og at aftalerne omkring barnet skulle ændres i sager, der omhandler tilbage-

levering til bopælsforælderen.

Tabel 5.3

Sammenhæng mellem sagens udfald og udvalgte baggrundsfaktorer. Reali-

tetsbehandlede sager. 2020. Dommerbesvarelser. Procent.

Risikofaktorer i sagen?

Er barnets modstand

årsag til manglende

udlevering?

Barnet

modsætter

sig

udlevering

100

Barnet

modsætter

sig ikke

udlevering

100

108

Handler sagen om udle-

vering til samvær eller

tilbagelevering til

bopælsforælder?

Udlevering

til samvær

Tilbage-

levering til

bopæls-

forælder

100

Ingen risi-

kofaktorer

Mindst en

risikofaktor

Forlig med udlevering

Forlig uden udlevering

Kendelse med udlevering

Kendelse uden udlevering

Andet udfald

I alt procent

100

126

Kilde:

Fuldbyrdelsesundersøgelsen, 2020.

5.5

Samværshyppighed blandt børn med fuldbyrdelsessager

Fuldbyrdelsesundersøgelsen giver information om, hvordan retten gennem rådgivning,

forligsbestræbelser eller kendelser bidrager til effektuering af de ordninger om samvær

eller bopæl, som børn er omfattet af. Undersøgelsen kan imidlertid ikke afdække, hvilke

præcise samværsordninger, børnene ender med at få. På grundlag af sagsbeskrivelser-

nes information om forlig og kendelser, der udmøntes ved, at sagen ikke fremmes, skøn-

ner vi, at udfaldet i ca. hver fjerde sag er, at barnet ikke har samvær. Dertil skal lægges

de ikke-realitetsbehandlede sager, som retten afviser, fordi der ikke er et fuldbyrdelses-

grundlag.

Tilfredshedsundersøgelsen fra 2020, der er baseret på forældrebesvarelser, kan give en

indikation på, hvilke samværsordninger børn i fuldbyrdelsessager var omfattet af, mens

eller i tiden efter, at sagen blev behandlet ved de familieretlige myndigheder. På tids-

punktet, hvor forældrene besvarede spørgeskemaet, havde ca. halvdelen afsluttet deres

sagsforløb, mens de øvrige fortsat var i gang med deres sag. Det er muligt, at fordelin-

gerne, som beskrives i dette afsnit, ville se anderledes ud, hvis alle sager var afsluttet.

Tilfredshedsundersøgelsen afdækker, hvor hyppigt børnene har været sammen med

samværsforælderen i løbet af den sidste måned. Generelt viser undersøgelsen fra 2020,

at lidt flere børn ikke havde haft samvær (25 pct.), efter den familieretlige reform trådte

i kraft i forhold til før reformens iværksættelse (18 pct.). Stigningen i andelen af børn,

som ikke har haft samvær den sidste måned, kan muligvis være en konsekvens af en

øget tilbøjelighed til at træffe (eventuelt midlertidige) afgørelser om samværsophør for

at tilgodese barnets behov i sager, hvor der er et højt konfliktniveau (jf. Dahl, 2020).

Som nævnt har vi kun data om børns samvær i de fuldbyrdelsessager, som blev behand-

let efter reformens iværksættelse. Disse opgørelser viser, jf. Figur 5.4, at børn, der har

været involveret i en fuldbyrdelsessag, i mindre omfang har haft samvær med den for-

ælder, de ikke bor sammen med, sammenlignet med børn i andre familieretlige sager. 44

pct. af børnene i fuldbyrdelsessagerne havde ikke haft samvær i løbet af den sidste må-

ned, mens kun 35 pct. havde regelmæssigt samvær med overnatning (fx deleordning,

9/5-ordning eller weekendsamvær).

Henset til, at fuldbyrdelsessager oftest handler om manglende udlevering til samvær,

som efter forældrenes egne oplysninger ofte er begrundet i, at barnet ikke ønsker at

komme på samvær, samt at halvdelen af sagsforløbene endnu ikke var afsluttede på

undersøgelsestidspunktet, er informationerne om de involverede børns samvær muligvis

ikke så overraskende.

Figur 5.4

Samværshyppighed i den sidste måned blandt børn i fuldbyrdelsessager

sammenlignet med børn i andre familieretlige sager. Forældrebesvarelser.

2020. Procent.

Fuldbyrdelsessag

100

Anden sag i familieretten

Kun Familieretshuset

Alle familieretlige sager

Ikke samvær

11/3, 12/2 eller 13/1-ordning

Anm.:

Kilde:

Dagssamvær

9/5 eller 10/4-ordning

Ikke regelmæssigt

7/7 eller 6/8-ordning

N = 1.682. Forskellene er statistisk signifikante (p < 0,001).

Dahl (2020).

5.6

Opsamling

Kapitel 5 har fokuseret på rettens behandling af fuldbyrdelsessager, fortrinsvis på grund-

lag af de data, som er indhentet fra fogedretterne i 2019 og familieretterne i 2020/2021.

Gennemgangen har vist, at en del af de anmodninger om udlevering af et barn, som retten

modtager, bliver afvist eller af forskellige grunde går i sig selv igen, uden at der afholdes

et retsmøde. I 2020 drejede det sig om hver fjerde anmodning.

Retsmøder afvikles i udgangspunktet som selvmøder, hvor forældrene selv fremlægger

deres sag, men i meget konfliktfyldte sager kan det smidiggøre processen, når en advokat

deltager. Retsmøder kan afvikles som fysiske møder eller som telefonretsmøder. Under-

søgelsen afspejler, at telefonretsmøder bliver anvendt i varierende omfang på tværs af

retterne – det gælder både før og efter reformen, men når denne mødeform bliver brugt,

er det især i tilfælde, hvor dommeren har tiltro til, at sagen kan afsluttes med et forlig.

Undersøgelsen viser, at retten – såvel før som efter reformen – har afholdt en børnesam-

tale i hver tredje sag. Børn over 6 år indkaldes i flertallet af sagerne, hvis begrundelsen

for den manglende udlevering er, at barnet modsætter sig at blive udleveret. De under-

søgelsesdata fra 2020, som er baseret på forældrebesvarelser, indikerer, at børn, der er

involveret i en fuldbyrdelsessag, hyppigere har deltaget i en børnesamtale end børn, der

er impliceret i en sag i Familieretshuset eller i den øvrige familieret.

Om sagernes udfald viser undersøgelsen, at der bliver indgået flere forlig og afsagt færre

kendelser efter reformen end før. Forholdet mellem kendelser om, at barnet skal udle-

veres (fremmes) henholdsvis ikke skal udleveres (nægtes fremmet), er det samme før

som efter reformen. I omkring halvdelen af de afsagte kendelser bestemmer dommeren,

at barnet skal udleveres; i den anden halvdel nægter dommeren at fremme sagen. Un-

dersøgelsen viser, at der oftere afsiges en kendelse om, at barnet ikke skal udleveres,

når der er kendte risikofaktorer i sagen, og når barnet udtrykker modstand mod udleve-

ringen. Analysen tyder endvidere på, at barnets mening udgør et relativt stærkt grundlag

for, at der afsiges retlige kendelser i sagerne.

I forbindelse med den familieretlige reform fik retten som noget nyt mulighed for at hen-

vise sagen til Familieretshuset. Undersøgelsen viser, at denne mulighed blev anvendt i

halvdelen af de sager, hvor dommeren nægtede at fremme sagen. Når henvisningsmu-

ligheden bliver brugt, er det i nogle tilfælde, fordi der er tale om sager med en høj grad

af kompleksitet, hvor retten har svært ved at gennemskue, hvad der er op og ned i sagen.

I andre tilfælde kan der være tale om, at et barn modsætter sig at fortsætte i den ordning,

det er omfattet af, eller der kan være tilfælde, hvor der kommer nye oplysninger frem

under fuldbyrdelsessagen, som giver anledning til at overveje, om den gældende aftale

er til barnets bedste. Da den familieretlige reform blev forberedt, var det tanken, at hen-

visningssagerne skulle behandles i et særligt fast-track-spor i Familieretshuset. Under-

søgelsen peger imidlertid på, at denne ordning i praksis er ukendt for dommerne eller

ikke fungerer.

Forholdet mellem afsagte kendelser uden og med tvangsmidler er omtrent det samme

før som efter reformen: ca. hver fjerde kendelse indeholder et tvangsmiddel, der oftest

er truslen om en bøde.

Afhentning af barnet ved umiddelbar magt er rettens yderste tvangsmiddel. I forbindelse

med reformen fik retten som et nyt redskab mulighed for at tilbageholde den forælder,

der ikke vil udlevere, for at undgå at skulle afhente barnet med magt. I de data, vi har

indhentet fra retterne i 2020, kom tilbageholdelse af en forælder på tale i to sager. I

begge tilfælde var der tale om sager, hvor barnet ikke var blevet tilbageleveret til bo-

pælsforælderen. Tilbageholdelserne var planlagt til at foregå i retsbygningen i forbin-

delse med afholdelse af et retsmøde.

Blandt de i alt 360 sager, som indgår i datamaterialet fra 2019 og 2020, blev fem børn

søgt afhentet ved umiddelbar magt, tre i 2019 og to i 2020. Da de fem sager er beskrevet

med varierende udførlighed, er det vanskeligt at vurdere, om afhentning af børn ved

umiddelbar magt i højere grad sker af hensyn til barnet og for dets bedste efter reformen

end før reformen. I mindst tre af de fem sager synes den tilbageholdende forælders

manglende vilje til efterleve tidligere myndighedsafgørelser eller forsøg på at forhale

sagsbehandlingen at være et centralt element i sagen. I tre af de fem sager resulterede

afhentningen i, at barnet blev udleveret, mens det i to tilfælde endte med ikke at lykkes,

fordi bopælsforælderen forsvandt med barnet, eller fordi man måtte opgive at få barnet

med.

Ifølge Domstolsstyrelsens registreringer var der i hele 2020 fire sager, hvor det blev be-

sluttet at afhente et eller flere børn med umiddelbar magt. Det svarer til 0,2 pct. af alle

afsluttede fuldbyrdelsessager dette år. Ud fra de statistiske informationer, som Dom-

stolsstyrelsen har udarbejdet på udvalgte måletidspunkter fra 2013 til 2020, tegner der

sig et klart billede af, at der i de senere år har været et fald i antallet af sager, hvori børn

bliver afhentet med umiddelbar magt, og at det efter reformen var yderst sjældent, at

det skete.

6.1

Et mere sammenhængende system?

Indledning

En af målsætningerne med den familieretlige reform har været, at familierne skulle op-

leve et mere enstrenget familieretligt system og en mere sammenhængende sagsbe-

handling på tværs af det familieretlige system (dvs. Familieretshuset og familieretterne)

og de kommunale socialforvaltninger, hvis familierne var i samtidig kontakt med flere af

myndighederne (Socialministeriet, 2018)

. For fuldbyrdelsessagerne er målsætningen

om øget sammenhæng formelt blevet indfriet ved, at området nu er overført til de nye

familieretlige afdelinger, hvor de øvrige forældreansvarssager bliver behandlet. Ligele-

des skulle der skabes sammenhæng for børnene ved, at børnesamtalen i en fuldbyrdel-

sessag nu skulle gennemføres af en børnesagkyndig fra Familieretshuset, som det invol-

verede barn eventuelt tidligere måtte have haft kontakt til. Spørgsmålet er, hvordan det

fungerer i praksis.

På grundlag af de datakilder, som indgår i undersøgelsen, fokuserer dette kapitel på

sammenhængen i sagsbehandlingen i familieretten og på tværs af de forskellige myn-

digheder. Først præsenterer vi resultater fra tilfredshedsundersøgelsen, der kaster lys

over, om forældre med samtidige sager har oplevet et sammenhængende sagsbehand-

lingsforløb. Dernæst belyser vi på grundlag af fuldbyrdelsesundersøgelsens kvantitative

survey og kvalitative interviews og sagsbeskrivelser, hvordan sammenhængene tegner

sig fra et sagsbehandlerperspektiv. Vi kortlægger, hvordan det fungerer, når familieret-

ten nu anvender børnesagkyndige fra Familieretshuset, og hvori familieretternes samar-

bejde består, når der er samtidige sager i familieretten henholdsvis på tværs af myndig-

hederne. Endelig belyser vi i kapitlets sidste del, om det oplysningsgrundlag, som fami-

lieretterne modtager til brug for fuldbyrdelsessagen, ser ud til at have ændret sig efter

reformen.

6.2

Forældres erfaringer

Ved afslutningen af en familieretlig sag skal forældre gerne opleve, at de har fået bistand

til at løse deres uenigheder, og at der derfor ikke er behov for at henvende sig til de

familieretlige myndigheder igen.

De forældre med fuldbyrdelsessager, som medvirkede i VIVEs tilfredshedsundersøgelse

i 2020, er pr. definition borgere med flere samtidige sager. De blev udvalgt til undersø-

gelsen, fordi de havde henvendt sig med en sag om forældremyndighed, bopæl eller

samvær i Familieretshuset i 2019 efter reformens ikrafttræden, og samtidig har de oplyst,

at de har haft en fuldbyrdelsessag i familieretten om et barn, der ikke blev udleveret. Vi

ved ikke, om fuldbyrdelsessagen blev rejst før eller efter sagen i Familieretshuset, men

under alle omstændigheder havde disse forældre erfaringer med, hvordan forskellige

dele af det familieretlige system spillede sammen. Samtidig mødte netop disse forældre

det familieretlige system på et tidspunkt, hvor Familieretshuset havde oparbejdet en stor

Socialministeriet, 2018: Aftale om ét samlet familieretligt system.

arbejdspukkel med deraf følgende lange sagsbehandlingstider. Det betød, at forældrene

kunne vente længe på at få deres familieretlige problemstilling løst.

I undersøgelsen blev forældrene spurgt, om deres sag var afsluttet, og om det problem,

de henvendte sig med, var blevet løst. I forlængelse heraf blev de også spurgt, om de

overvejede at genoptage sagen. Endelig blev forældrene bedt om at vurdere varigheden

af sagsforløbet. I Figur 6.1 sammenlignes forældre med fuldbyrdelsessager med foræl-

dre, der har haft sager i andre dele i af det familieretlige system. Besvarelserne viser, at

forældre med en fuldbyrdelsessag sjældnere end andre forældre har oplevet, at deres

sag var afsluttet, eller at deres problem blev løst. Det kan hænge sammen med, at de i

højere grad end andre forældre har haft flere samtidige sager. Er deres problem fx startet

med, at barnet ikke blev udleveret til samvær, og har familieretten derpå fundet, at sagen

skulle henvises til Familieretshuset for at blive udredt nærmere, er det med de lange

ventetider in mente plausibelt, at mange sager endnu var uafsluttede og problemet der-

med uløst, da forældrene deltog i undersøgelsen. Næsten alle forældre med fuldbyrdel-

sessager (89 pct.) vurderer – og meget hyppigere end forældre med andre sager – at

deres sagsforløb var for langt. Endelig viser besvarelserne, at forældre med fuldbyrdel-

sessager lidt hyppigere end andre forældre overvejer at genoptage deres sag.

Figur 6.1

Forældres oplevelse af sagens afslutning i fuldbyrdelsessager og i andre sa-

ger i det familieretlige system. Tilfredshedsundersøgelsen 2020. Procent.

100

Problemet er løst

Sagen er afsluttet

Overvejer at

genoptage sagen

Forløbet var for

langt

Vil anbefale

familieretlige

myndigheder til

andre

Fuldbyrdelsessag

Anm.:

Kilde:

Anden sag ved familieretten

Kun Familieretshuset

Alle familieretlige sager

N = 1.541. Ved alle indikatorer, bortset fra

Overvejer at genoptage sagen

er forskellene statistisk signifikante

(p < 0,05).

Dahl (2020).

I tilfredshedsundersøgelsen blev forældre, der havde været i kontakt med mindst to fa-

milieretlige medarbejdere i deres sag, også spurgt om, i hvilken grad de havde oplevet,

at det samlede forløb i den eller de familieretlige myndigheder havde været sammen-

hængende og velkoordineret. Generelt viste undersøgelsen, at der ikke kunne iagttages

nogle ændringer i forældrenes opfattelse af sammenhængen før henholdsvis efter re-

formens ikrafttræden. På begge tidspunkter var der således knap 40 pct., der slet ikke

oplevede, at forløbet havde hængt sammen, mens 21 pct. oplevede, at det i mindre grad

var tilfældet.

Som omtalt i kapitel 2 har tilfredshedsundersøgelsen ingen informationer om forældres

oplevelser med fogedretssystemet før reformen. Men sammenholder vi forældre, der har

haft fuldbyrdelsessager efter reformen, med andre forældre, som har haft sager i det

familieretlige system efter april 2019, ses, at forældre med fuldbyrdelsessager i mindre

grad end forældre med andre familieretlige sager har oplevet, at der var sammenhæng i

sagsbehandlingsforløbet: Omkring halvdelen af forældrene med fuldbyrdelsessager op-

lyste, at de slet ikke oplevede et sammenhængende forløb, mens yderligere 22 pct. kun

oplevede det i mindre grad.

Alt i alt tegner der sig ud fra tilfredshedsundersøgelsen det billede, at forældre med fuld-

byrdelsessager er mere utilfredse med sagsbehandlingssystemet end andre forældre,

der var i kontakt med det familieretlige system. Det kan som nævnt skyldes, at disse

forældre i højere grad end andre formodes at have flere samtidige problemer

, samt at

de har været i kontakt med systemet på et tidspunkt, hvor reformen endnu ikke var fuldt

implementeret.

Figur 6.2

Forældres oplevelse af sammenhæng i sagsbehandlingsforløbet i fuldbyr-

delsessager og i andre sager i det familieretlige system. 2020. Procent.

100

Fuldbyrdelsessag

Anden sag ved familieretten

Kun Familieretshuset

Alle familieretlige sager

I meget høj grad

Anm.:

Kilde:

I høj grad

I nogen grad

I mindre grad

Slet ikke

Ved ikke

N = 1.278. Forskellene er ikke statistisk signifikante.

Dahl (2020).

Tilfredshedsundersøgelsen kan ikke belyse, hvordan billedet tegner sig for de forældre, der henvender sig direkte

til familieretten med en fuldbyrdelsesproblematik, da der ikke har været brug for koordinering og samarbejde

mellem myndigheder i disse sager.

6.3

6.3.1

Dommeres erfaringer med tværgående

myndighedssamarbejde

Samarbejde med børnesagkyndige fra Familieretshuset

Før den familieretlige reform blev børnesamtaler gennemført af dommeren sammen med

en børnesagkyndig psykolog, der var knyttet til retten. Hver retskreds har et korps af –

typisk privatpraktiserende – psykologer med børnefaglige kompetencer.

I forbindelse med implementeringen af den familieretlige reform er det blevet præciseret

i retsplejeloven, at den børnesagkyndige nu skal komme fra Børneenheden i Familierets-

huset, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Hensigten med bestemmel-

sen er at skabe sammenhæng i sagsforløbet for det barn, der måske forud for fuldbyr-

delsessagen i familieretten tillige har været involveret i et forløb i Familieretshuset: Bar-

net bør kun møde én voksen repræsentant fra ’systemet’.

En rapport om samarbejdet mellem Familieretshuset og familieretterne efter den familie-

retlige reform (Familieretshuset, 2021) viser, at Familieretshusets børnesagkyndige (bar-

nets kontaktperson) primært bliver anvendt af familieretterne i forbindelse med børne-

samtaler, som afholdes i fuldbyrdelsessager, og kun sjældent ved de ’almindelige’ foræl-

dreansvarssager om forældremyndighed, bopæl og samvær. Rapporten peger på, at det

kan være en praktisk udfordring for begge systemer at tilvejebringe en børnesagkyndig

med så kort varsel (højst to uger), som er påkrævet i fuldbyrdelsessager. Desuden peger

rapporten på, at der er behov for en forventningsafstemning mellem systemerne, idet

familieretten ikke kun forventer, at den børnesagkyndige forestår selve børnesamtalen,

men også fungerer som dommerens rådgiver og deltager i hele hovedforhandlingen i

retten.

Ifølge de data, som til denne undersøgelse blev indhentet fra retterne, blev 38 pct. af

børnesamtalerne i 2020 gennemført af en psykolog fra retten, mens det i 60 pct. af sa-

gerne var en børnesagkyndig/barnets kontaktperson fra familieretshuset, der gennem-

førte samtalen. I en enkelt sag blev samtalen varetaget af en repræsentant fra kommu-

nen. Interviewene med familieretsdommerne afspejler, at der på tværs af retskredsene

har været gjort varierende brug af de børnesagkyndige fra Familieretshuset. Det skyldes,

dels at Familieretshuset ikke har haft mulighed for at frisætte medarbejderressourcer til

børnesamtalerne på grund af en stor sagspukkel, dels at der generelt har været en sti-

gende efterspørgsel på børnesagkyndige fra forskellige dele af det familieretlige system,

efter at reformen blev indført. På baggrund af interviewene med familieretsdommerne

og de skriftlige tilkendegivelser, som findes i de indhentede sagsbeskrivelser, indikerer

undersøgelsen, at familieretsdommerne har oplevet at få kompetent bistand af de bør-

nesagkyndige fra Familieretshuset, som har varetaget børnesamtalen i fuldbyrdelsessa-

gerne.

6.3.2

Samarbejde i samtidigt verserende sager

Ifølge fuldbyrdelsesundersøgelsen er halvdelen af sagerne ’rene’ fuldbyrdelsessager, hvor

familierne ikke samtidig har en anden verserende sag i det familieretlige system eller i

kommunen. I den anden halvdel var der samtidigt verserende sager i Familieretshuset, i

den øvrige familieret eller i kommunen. Der var lidt flere samtidigt verserende sager før

reformen (56 pct.) end efter (48 pct.), jf. Figur 6.3. Såvel før som efter reformen havde 30

pct. af forældrene samtidig med fuldbyrdelsessagen også en sag i Statsforvaltningen eller

Familieretshuset. Henholdsvis 2 pct. i 2019 og 6 pct. i 2020 havde en samtidig sag i byret-

ten/den øvrige familieret, fx om bopæl eller samvær. Henholdsvis 9 og 3 pct. havde en

samtidig kommunal sag. Endelig havde henholdsvis 15 og 10 pct. ud over fuldbyrdelses-

sagen både en kommunal sag og en sag i andre dele af det familieretlige system, dvs.

verserende sager hos mindst tre forskellige aktører.

Figur 6.3

Andelen med samtidige sager i det familieretlige system, 2019 og 2020

(dommerbesvarelser). Procent.

100

2019

2020

Ingen samtidig sag

Familieretshus/ Statsforvaltning

Kommunen & øvrig familieret

Anm.:

Forskellene mellem 2019 og 2020 er ikke statistisk signifikante.

Retten

Kommunen

Kilde:

Fuldbyrdelsesundersøgelsen 2019, 2020.

Samme medarbejder i samtidige sager ved familieretten?

I de ’almindelige’ forældreansvarssager ved familieretten kan retten bestemme, at sam-

tidigt verserende sager skal behandles sammen. Det kan være tilfældet, hvis der allerede

verserer en sag om forældremyndighed eller bopæl mellem parterne, og der samtidig er

en verserende prøvelsessag om samvær (Danmarks Domstole, 2021). Det bidrager til at

skabe sammenhæng i sagsbehandlingen.

Blandt en række af undersøgelsens fuldbyrdelsessager, der samtidig er gengangersa-

ger, kan vi desuden se, at partnerne bliver mødt af den samme medarbejder, der tidligere

har behandlet deres sag om fuldbyrdelse, og som således kender familiens problemstil-

linger. Det gjorde sig gældende både før og efter reformen.

Fordi de ’almindelige’ forældreansvarssager og fuldbyrdelsessagerne nu er integreret i

den samme afdeling, har vi ønsket at kaste lys på, om det er almindeligt, at den dommer,

der fornylig havde behandlet familiens forældreansvarssag om fx samvær, også varetog

sagen, hvis der senere opstod problemer om udlevering af barnet.

De interviewede familieretsdommere mente ikke, at en sådan praksis var særlig udbredt.

For det første var det deres indtryk, at overlappet mellem familierettens almindelige for-

ældreansvarssager (§ 6- og § 7-sager) og fuldbyrdelsessagerne var ganske begrænset.

For det andet – og væsentligst – er det praktisk uigennemførligt, fordi fuldbyrdelsessa-

gerne har en hastende karakter. Det harmonerer dårligt med en dommerkalender, der

kan være booket op mange måneder frem. Endelig hørte vi det synspunkt, at det kunne

se mærkeligt ud for parterne, hvis den dommer, der for kort tid siden havde truffet af-

gørelse om, at der skulle være samvær, senere besluttede, at samværet ikke skulle frem-

mes lige nu. Derfor var det bedre, at en anden medarbejder tog sig fuldbyrdelsessagen.

Selvom vi har kendskab til, at nogle udnævnte dommere behandler fuldbyrdelsessager,

var indtrykket ud fra interviewene med familieretsdommerne, at det forekommer sjæl-

dent. Der synes at være en arbejdsdeling, hvor funktionschefer, retsassessorer og dom-

merfuldmægtige tager sig af fuldbyrdelsessagerne, mens de udnævnte dommere tager

sig af de ’almindelige’ forældreansvarssager, jf. kapitel 3.

De indtryk, som kom frem gennem interviewene med familieretsdommere, bekræftes af

de kvantitative data. Ved dataindsamlingen i 2020 spurgte vi, om det var den samme

medarbejder, som varetog sagsbehandlingen, hvis der ud over den aktuelle fuldbyrdel-

sessag var en anden samtidigt verserende sag i familieretten. I 23 af de 271 sager, som

indgår i fuldbyrdelsesundersøgelsen, var der en anden samtidig sag. I lidt under halvde-

len af disse sager (N = 10) var det den samme medarbejder ved familieretten, der be-

handlede begge sager. Ifølge oplysningerne drejede den anden sag sig i fleste tilfælde

om samvær. Undersøgelsen viser med andre ord, at overlappet mellem fuldbyrdelses-

sager og ’almindelige’ forældreansvarssager i familieretten er lille (8,5 pct. af fuldbyrdel-

sessagerne), og at det derfor også er sjældent, at borgeren møder den samme medar-

bejder (4 pct. af fuldbyrdelsessagerne).

Samarbejde på tværs af myndigheder i samtidigt verserende sager

I både 2019 og 2020 har fuldbyrdelsesundersøgelsen belyst, om dommeren i fuldbyrdel-

sessagen havde været i kontakt med den medarbejder, der samtidigt behandlede fami-

liens problemer hos en anden myndighed, og om sagsbehandlingen i fuldbyrdelsessagen

var koordineret med den øvrige sagsbehandling. Besvarelserne viser, jf. Tabel 6.1, at der

kun i få tilfælde var direkte kontakt med sagsbehandlere i andre dele af det familieretlige

system eller kommunerne, og at der kun i meget få tilfælde er det sket en koordinering

af sagerne. Således blev sagsbehandlingen i 7 pct. af de samtidigt verserende sager

koordineret på tværs af familieretlige og kommunale aktører, mens der i yderligere 15

pct. af disse sager var en kontakt mellem aktørerne, uden at sagerne blev koordineret. I

2020 var lidt flere af sagerne koordineret end i 2019, mens kontakten til andre aktører

omvendt faldt fra 22 pct. til 12 pct.

Tabel 6.1

Samtidigt verserende sager, opdelt efter om fogedretten henholdsvis fami-

lieretten har kontakt og koordinerer med de andre myndigheder. 2019 og

2020. Dommerbesvarelser. Procent.

Ikke kontakt

Pct.

2019

2020

I alt

103

141

Kontakt

Pct.

Koordinering

Pct.

100

I alt

130

180

Anm.: - tallene er for små til, at de må vises.

Kilde:

Fuldbyrdelsesundersøgelsen 2019, 2020.

Den statistisk baserede opgørelse modsvares af de informationer, som kom frem under

de kvalitative interviews. Da vi i 2019 gennemførte interviews med fogedretsdommerne,

fortalte flere, at de kun kontaktede Statsforvaltningen, hvis de fandt fejl i den samværs-

resolution, som forældrene havde fremsendt, eller hvis de fik oplyst, at der var en ver-

serende sag i Statsforvaltningen, som inden for nær fremtid ville blive afsluttet. Sidst-

nævnte kunne fx få betydning for, om sagen i fogedretten skulle udsættes eller lukkes.

Andre dommere fortalte, at de aldrig havde været i kontakt med Statsforvaltningen. I

nogle tilfælde var årsagerne praktisk begrundede: Flere beklagede sig over, at det var

umuligt at komme igennem til Statsforvaltningen på grund af lange telefonkøer.

Da vi et år senere interviewede nogle familieretsdommere, var det i det væsentligste de

samme informationer, vi hørte om forholdet mellem familieretten og Familieretshuset:

Der var vandtætte skotter mellem de to aktører, og de familieretlige dommere kontak-

tede stort set kun en medarbejder i Familieretshuset, hvis de fik kendskab, til at der var

en afgørelse undervejs i Familieretshuset, som kunne influere på behandlingen af fuld-

byrdelsessagen. Om samarbejdet med kommunen fortalte nogle familieretsdommere, at

de kun så en kommunal repræsentant, når det en sjælden gang kom på tale at afhente

et barn ved umiddelbar magt. Andre fortalte om et mere udviklet samarbejde, hvor kom-

munen bidrog med oplysninger om barnet, og ved en af retterne var det ikke unormalt,

at den kommunale medarbejder var tilstede omkring retsmødet for at tage vare på bar-

net, eller en sjælden gang sad med i selve retssagen.

Ud fra de interviews, som vi gennemførte med fogedrets- og familieretsdommerne, var

helhedsindtrykket med andre ord, at samarbejdet med Familieretshuset og kommunen

ikke var videre udviklet, om end enkelte mente, at samarbejdsfladen til kommunen var

blevet styrket efter reformen.

For at tilvejebringe et indtryk af, hvordan myndighedssamarbejdet kan foregå, har vi i

Boks 6.1 oplistet eksempler på sagsbeskrivelser, hvor der ud over fuldbyrdelsessagen

har været en (eller flere) samtidigt verserende sager hos andre myndigheder. Den første

case er et typisk eksempel på sager, hvor familieretten ikke har nogen kontakt til sags-

behandleren i Familieretshuset, der har en samværssag under behandling. Her vælger

familieretten at udsætte fuldbyrdelsessagen, indtil Familieretshuset har taget stilling til,

hvad der skal ske i samværssagen for at undgå at afsige en kendelse, der risikerer at

stride mod den beslutning, som Familieretshuset når frem til. Case 2 er et eksempel på

en sag, hvor dommeren etablerer kontakt til barnets sagsbehandler i kommunen for at

indhente yderligere oplysninger til brug for sagens afgørelse. Case 3, som er en kom-

pleks gengangersag, er et eksempel på en sag, hvor der sker en højere grad af koordi-

nering mellem de forskellige aktører, idet familieretten både underretter barnets bopæls-

kommune og Familieretshuset om dens bekymring for barnet.

Boks 6.1

Eksempler på samtidigt verserende sager hos andre myndigheder

Case 1: Samtidigt verserende sag i Familieretshuset (ikke kontakt):

Moren har ikke udleve-

ret 6-årig datter til samvær med den begrundelse, at datteren ikke ville. Barnet reagerer

voldsomt i forbindelse med samvær (bl.a. laver i bukserne, selv om hun er renlig, usikker på

sig selv, trøstespiser). Moren refererer datteren for at sige, at far udspørger hende om mor

og dennes nye kæreste. Faren ønsker almindeligt samvær (2 timer en gang om ugen). Han

bestrider at udspørge datteren og siger, at samværet fungerer fint. Faren har søgt Familie-

retshuset om mere samvær. Sagen blev udsat for at afvente en børnesamtale i Familierets-

huset og herefter Familieretshusets stillingtagen.

Case 2: Samtidigt verserende sag i kommunen (kontakt):

13-årig pige med bopæl hos fa-

ren kom ikke hjem fra samvær hos moren. Faren bad om hjælp til at få hende hjem. Barnet

gav selv udtryk for, at hun ville være hos moren. Pigen er beskrevet som ikke-alderssva-

rende. Moren påstod sagen nægtet fremme. Efter indhentelse af en udtalelse fra barnets bo-

pælskommune/sagsbehandler, der var bekymret for barnets ophold hos moren, afsagde fa-

milieretten kendelse om, at barnet skulle hjem, og at der ikke skulle indhentes yderligere op-

lysninger eller afholdes en ny samtale med barnet. Og der blev fastsat tvangsbøde, hvis hun

ikke blev tilbageleveret. Både moren og faren medvirkede herefter begge til en fredelig og

helt udramatisk tilbagelevering.

Case 3: Samtidigt verserende sager i Familieretshuset og kommunen (koordineret):

An-

modning fra moren om bistand til udlevering af barn til hende som bopælsforælder. Faren

påstod sagen nægtet fremme. Der har været et længere forløb med tre tvangsfuldbyrdelser.

I forbindelse med sagerne har der været afholdt to børnesamtaler, herunder en i nærvæ-

rende sag. Faren ønskede ikke at udlevere barnet på baggrund af anklager mod morens kæ-

reste. Barnet gav udtryk for problemstillinger vedrørende morens kæreste under børnesam-

talen. Moren accepterede, at hendes kæreste i en periode ikke skulle være en del af barnets

liv. På den baggrund blev der indgået forlig om udlevering den efterfølgende dag. Den bør-

nesagkyndige psykolog har på baggrund af børnesamtalen underrettet barnets bopælskom-

mune, da hun i alvorlig grad er bekymret for barnets trivsel og udvikling. Retten har på bag-

grund af de gentagne sager og den vedvarende konflikt sendt en bekymringsskrivelse til Fa-

milieretshuset omkring sagen – det er rettens opfattelse, at barnets trivsel i høj grad er ned-

adgående i den mellemliggende periode mellem børnesamtalerne. Retten er bekendt med, at

der verserer en sag om samvær, bopæl og forældremyndighed i Familieretshuset. Retten er

orienteret om, at barnets bopælskommune har startet en § 50-undersøgelse.

6.3.3

Oplysningsgrundlaget

Når en offentlig forvaltningsmyndighed som Familieretshuset behandler en forældrean-

svarssag, påhviler det myndigheden at sørge for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, inden

den træffer en afgørelse. I retssager, herunder også i fuldbyrdelsessager, er det parter-

nes ansvar at tilvejebringe de nødvendige oplysninger til sagens afgørelse, men mangler

der noget, skal dommeren sørge for at bede om det, der mangler. De dommere, som vi

talte med i både 2019 og 2020, fortalte, at de ved den indledende kontakt med foræl-

drene opfordrede parterne til at medbringe de relevante dokumenter, og at retten i ud-

gangspunktet ikke selv er forpligtet til at kontakte andre myndigheder for at tilvejebringe

oplysninger til sagen. Vi fik oplyst, at det kan variere, hvor meget dommeren på forhånd

ved om en sag inden retsmødet. Nogle forældre skriver meget langt og vedhæfter ma-

teriale fra deres samværssag i Statsforvaltningen/Familieretshuset, hvilket kan være en

hjælp til at forstå sagens baggrund. Andre forældre fremsender blot en skriftlig anmod-

ning med de formelle oplysninger og samværsresolutionen, som kan være ledsaget af

en lakonisk besked om, at de gerne vil have barnet udleveret.

Vi har gennemgået de indhentede sagsbeskrivelser for at bedømme, om oplysnings-

grundlaget har ændret sig: Bliver sagsbehandlingstiltag hos de andre myndigheder, dvs.

Statsforvaltningen/Familieretshuset og kommunen, omtalt i samme omfang før og efter

reformen? Som nævnt i kapitel 2 er de sagsbeskrivelser, der indgår i undersøgelsen,

dommernes resumé af sagernes problem og løsning. Skønt disse resumeer er udarbejdet

med varierende udførlighed, har vi antaget, at omtaler af andre aktørers indsatser er

nævnt, fordi de har relevans for rettens vurdering af fuldbyrdelsessagen.

Analysen viser, at indsatser hos Statsforvaltningen henholdsvis Familieretshuset er nævnt

i 12 pct. af sagsbeskrivelserne, mens kommunale tiltag er omtalt i 18 pct. af sagsbeskrivel-

serne, jf. Tabel 6.2. Der er henover reformperioden ingen væsentlig forskel på, hvor ofte

sagsbehandlingstiltag hos Statsforvaltningen eller Familieretshuset bliver nævnt. Til gen-

gæld optræder omtaler af kommunale tiltag omtrent dobbelt så hyppigt i sagsbeskrivel-

serne fra Familieretten (21 pct.) som i de beskrivelser, der blev udarbejdet af fogedrets-

dommerne før reformen (11 pct.). Skønt datamaterialet er spinkelt, peger udviklingen såle-

des i retning af, at kommunen nu fremtræder som en tydeligere aktør.

I beskrivelserne træder kommunen fx frem ved, at retten selv sender en underretning til

kommunen eller er blevet orienteret om, at andre har foretaget en sådan underretning.

Der er også en række eksempler på, at retten sikrer, at der bliver indhentet information

om kommunens tiltag i forhold til børnene/familien. I nogle tilfælde forekommer disse

informationer at have været et væsentlig grundlag for rettens afgørelse eller mulighed

for finde en forligsmæssig løsning.

Den observerede udvikling er formentlig et resultat af, at fuldbyrdelsessagerne nu er or-

ganisatorisk forankret i familieretterne, men det er vanskeligt at afgøre, om den er en til-

sigtet eller utilsigtet virkning af reformen: Skyldes det, at familieretterne har en mere hel-

hedsorienteret tilgang til barnet, end fogedretterne havde, eller skyldes det andre forhold?

Der var delte betragtninger om dette spørgsmål blandt de interviewede familieretsdom-

mere: En dommer oplevede, at kommunen og familieretten havde fundet en mere samar-

bejdende form efter reformen, hvilket var positivt for løsningen af familiens problemer; an-

dre mente ikke, at samarbejdet var forstærket. En dommer, der tidligere havde været ved

fogedretten, havde erfaret, at sagsmaterialet var blevet mere omfangsrigt efter reformen.

Det tilskrev hun, at forældrene ikke længere indsender sagens akter til retten pr. post eller

mail, men nu uploader dem via den digitale sagsportal minretsag.dk. For dommerne med-

fører det, at der er mere baggrundsstof at orientere sig i, men samtidig kan det udvidede

oplysningsgrundlag understøtte og kvalificere rettens afgørelse. I den forstand kan man

måske tale om, at det tværsektorielle myndighedssamarbejde mellem retten og kommu-

nerne er blevet forstærket på en indirekte måde som følge af digitaliseringen.

Tabel 6.2

Procentandele sagsbeskrivelser, hvori sagsbehandlingsindsatser hos

Statsforvaltningen/Familieretshuset henholdsvis kommunen er omtalt

Omtaler af indsatser hos

Statsforvaltningen/

Familieretshuset

Pct.

Omtaler af indsatser

i kommunen

Pct.

I alt

271

360

2019

2020

I alt

Kilde:

Fuldbyrdelsesundersøgelsen 2019, 2020.

6.4

Opsamling

Med udgangspunkt i fuldbyrdelsessagerne har dette kapitel undersøgt, om sagsbehand-

lingsforløbene er blevet mere sammenhængende for borgerne, sådan som det var mål-

sætningen med reformen. Spørger man forældre, der ud over en fuldbyrdelsessag også

har haft en anden sag i det familieretlige system efter reformen, er der udbredt utilfreds-

hed. Ni ud af ti forældre havde ikke fået løst den problematik, de henvendte sig med

nogle måneder tidligere, og tre fjerdedele af forældrene oplevede ikke, at sagsbehand-

lingsforløbet var sammenhængende. Forældre med fuldbyrdelsessager er gennemgå-

ende mere utilfredse end forældre, der har andre sager i det familieretlige system. Det

kan skyldes, at de i højere grad formodes at have flere samtidige problemer.

Reformen indebar, at børnesagkyndige fra Familieretshuset fremover skulle varetage

børnesamtalen i fuldbyrdelsessagerne. Undersøgelsen viser, at dette mål blev delvist

indfriet i 2020, hvor Familieretshusets børnesagkyndige deltog i 60 pct. af de afholdte

børnesamtaler. Medarbejderne fra familieretterne beskriver samarbejdet som velfunge-

rende, men peger også på, at der er stigende efterspørgsel efter disse børnesagkyndige,

hvilket er baggrunden for, at familieretten i en del børnesamtaler trækker på sit eget

korps af sagkyndige psykologer.

Undersøgelsen har belyst, i hvilken grad der foregår et tværgående samarbejde mellem

medarbejdere og myndigheder, når der er samtidigt verserende sager. Undersøgelsen

viser for det første, at overlappet mellem samtidige fuldbyrdelsessager og andre verse-

rende forældreansvarssager i familieretten er ganske beskedent, hvorfor borgeren sjæl-

dent møder den samme medarbejder i fuldbyrdelsessagen, som også har behandlet den

anden sag i retten (4 pct. af fuldbyrdelsessagerne). For det andet viser undersøgelsen,

at der foregår en form for kontakt eller koordinering i omkring hver femte fuldbyrdelses-

sag, hvor der samtidigt verserer en sag hos Familieretshuset eller i kommunen. Der er en

lidt højere grad af koordinering efter reformen i forhold til før. Undersøgelsesmaterialet

efterlader indtryk af, at der i fuldbyrdelsessagerne er ganske vandtætte skotter mellem

Familieretshuset og familieretten. Det gælder både før og efter reformen. Når der er kon-

takt eller koordinering med Familieretshuset, sker det typisk ved, at familieretten udsæt-

ter fuldbyrdelsessagen, hvis den har fået kendskab til, at Familieretshuset er ved at af-

slutte en sag om fx samvær. I forhold til familierettens samarbejde med kommunen ser

undersøgelsen tegn på, at dette fremstår lidt mere forstærket efter reformen end før, om

end på en indirekte måde. Vi kan således registrere, at kommunale sagsbehandlingstiltag

omtales med større hyppighed i familierettens sagsbeskrivelser efter reformen (21 pct.

af sagerne) end før (11 pct. af sagerne). Ændringen kan være et resultat af, at forældrene

nu uploader sagens akter digitalt. Det har gjort oplysningsgrundlaget mere omfattende,

men kan også bidrage til at kvalificere familierettens afgørelser.

Litteratur

Anvendte retskilder

Forældreansvarsloven:

L133 (som fremsat): Forslag til forældreansvarslov. Fremsat den 31. januar 2007 af mi-

nisteren for familie- og forbrugeranliggender (Carina Christensen),

https://www.ft.dk/samling/20061/lovforslag/l133/20061_l133_som_fremsat.htm

L103 Forslag til lov om ændring af forældreansvarsloven og retsplejeloven. (Imødegå-

else af samarbejdschikane m.v.). Fremsat den 17. december 2014 af ministeren for

børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen),

https://www.ft.dk/samling/20141/lovforslag/l103/20141_l103_som_fremsat.htm

Børne- og Socialministeriet (2018): Forslag til Lov om ændring af forældreansvarsloven,

lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer som

følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager

efter forældreansvarsloven). 2018/1 LFS 91,

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=203548

Højesteret (2020): Om forældremyndighed, hentet 14.12.2021 fra:

https://www.domstol.dk/hoejesteret/aktuelt/2020/9/om-foraeldremyndighed/

LOV nr. 1711 af 27/12/2018: Lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægte-

skabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov

om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter for-

ældreansvarsloven), Offentliggørelsesdato: 28-12-2018, Børne- og Socialministe-

riet, https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=206293

LBK nr. 776 af 07/08/2019 (Forældreansvarsloven), Offentliggørelsesdato: 09-08-2019.

Social- og Indenrigsministeriet,

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=209794

VEJ nr. 9279 af 20/03/2019 (Forældreansvarsvejledningen), Offentliggørelsesdato: 28-

03-2019, Børne- og Socialministeriet,

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=208382

Retsplejeloven:

Justitsministeriet (2004):

Retsplejelovens kap. 45: Grundlaget for tvangsfuldbyrdelse

København: Justitsministeriet.

Justitsministeriet (2007):

Retsplejelovens kap. 48a: Særregler om tvangsfuldbyrdelse

af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær

. København: Justitsministeriet.

L128/ 1968. Forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje (1968),

https://www.folketingstidende.dk/samling/19681/lovforslag/L128/19681_L128_som_

vedtaget.pdf

L134 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser som

følge af forældreansvarsloven. (Behandling af retssager om forældremyndighed og

tvangsfuldbyrdelse). Fremsat den 31. januar 2007 af ministeren for familie- og for-

brugeranliggender (Carina Christensen) (Lovforslaget til nugældende),

https://www.ft.dk/samling/20061/lovforslag/L134/20061_l134_som_fremsat.htm

LBK nr. 938 af 10/09/2019 Gældende (Retsplejeloven), Offentliggørelsesdato: 13-09-

2019, Justitsministeriet,

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=209542

Social- og Ældreministeriet (2021):

Bilag

3: Domme, hvor spørgsmålet om samarbejds-

chikane har indgået i rettens begrundelse for at ophæve den fælles forældremyn-

dighed

. København: Social- og Ældreministeriet.

Andre referencer

Andersen, E. (1964):

Familieret

. København: Jurist-og Økonomforbundets Forlag.

Ahnfelt-Rønne, Ø. (1940): Bør samkvemsretten efter myndighedslovens § 27 ophæves?

In:

Juridisk Forenings Årbog, 1939-40,

pp. 23-39. København: Nielsen & Lydiche.

Bailey, M.J. (2017):

Overview and Assessment of Approaches to Access Enforcement:

An Update

. Ottawa, ON: Department of Justice Canada.

Børnerådet (2002):

Tvangsfuldbyrdelse af samvær

. Billund: Børnerådet.

Dahl, K.M. (2018):

Forældre sammen – hver for sig. Effektevaluering af et konflikthånd-

teringsforsøg i Statsforvaltningen

. København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og

Analysecenter for Velfærd.

Dahl, K.M. (2019):

Forældres tilfredshed med de familieretlige myndigheder: Baseline-

undersøgelse af det familieretlige system i forbindelse med reform af området april

2019

. København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Dahl, K.M. (2020):

Forældres tilfredshed med de familieretlige myndigheder: 1. opfølg-

ning af udvikling efter reform af området i april 2019.

København: VIVE – Det Natio-

nale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Danmarks Domstole (2021):

Vejledning om familierettens behandling af forældrean-

svarssager og om tvangsfuldbyrdelse

. København: Danmarks Domstole.

Danielsen, S. (2003):

Nordisk børneret II: Forældreansvar. Et sammenlignende studie af

dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk ret med drøftelser af harmoniseringsmulig-

heder og reformbehov

. København: Nordisk Ministerråd.

Domstolsstyrelsen (2018):

Statistik for fogedsager for 2017: Afsluttede fogedsager op-

delt på sagstyper

. København: Domstolsstyrelsen.

Engberg, H. (2009). Sagkyndig medvirken i børnefogedsager.

Fuldmægtigen, 2009,

20–23.

Engberg, H. (2016). Anticiperet misligholdelse i samværssager.

Fuldmægtigen, 2016

, 1-3.

Engberg, H. (2018). Tvangsbøder i børnesager.

Fuldmægtigen, 2018

, 1-4.

Familieretshuset (2021):

Rapport om det familieretlige system og samarbejdet mellem

familieretterne og Familieretshuset.

København: Familieretshuset.

Goodman, R. (1997). The Strengths and Difficulties Questionnaire: A research

note.

Journal of Child Psychology and Psychiatry

(5), 581-586.

Justitsministeriets forskningsenhed (2004):

Undersøgelse af fogedretternes praksis i

samværs- og forældremyndighedssager

. København: Justitsministeriets forsk-

ningsenhed.

Justitsministeriets ægteskabsudvalg (1964):

Betænkning II (nr. 369/1964) om ægte-

skabs indgåelse og opløsning samt forældremyndighed og samkvemsret

. Køben-

havn: Justitsministeriets ægteskabsudvalg.

Kistrup, M., Møgelvang-Hansen, P., & Lindencrone Petersen, L. (2015):

Fogedsager

. (5.

ed.) København: Karnov Group.

Munch-Petersen, E. (1948):

Tvangsfuldbyrdelse og foreløbige retsmidler

. København:

G. E. C. Gads Forlag.

Ottosen, M.H. (2016):

Analyse om udviklingen i familieretlige konflikter

København:

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Ottosen, M.H., Dahl, K.M., & Boserup, B. (2017):

Forældrekonflikter efter samlivsbrud-

det: Karakteristika og risikofaktorer i komplekse forældreansvarssager

København:

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Ottosen, M.H. & Stage, S. (2011):

Dom til fælles forældremyndighed: Evaluering af for-

ældreansvarsloven

. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Retsplejerådet (1989):

Betænkning om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end penge-

krav. Betænkning

nr. 1170

. København: Retsplejerådet.

Retten Rundt (2019): Familieretten – barnet i centrum.

Retten Rundt

, 3, 30.

Rothe, H. (2003):

Nogle aspekter af

fogedrettens rolle

i samværssager. In: Iversen, t.,

Kristensen, L.H., & Werlauff, E.

Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard

, pp. 341-52. Kø-

benhavn: Jurist- og Økonomiforbundets Forlag.

Röbäck, K. (2012):

Barns röster i vårdnadstvister - om verkställighet och professionel-

las riskbedömningar

. Göteborg: Samhällsvetenskapliga fakulteten, Göteborgs uni-

versitet.

Snævar, A. (1964):

Forældremyndighed og samkvemsretten: Forhandlingerne på det

treogtyvende nordiske juristmøde i København den 22.-24. august 1963. Bilag 1, S.

47-79

. København: De Nordiske Juristmøder.

Trinder, L., Hunt, J., Macleod, A., Pearce, J. & Woodward, H. (2013):

Enforcing contact

orders: Problem-solving or punishment

. Exeter: University of Exeter.

Wasoff, F. (2007):

Dealing with Child Contact Issues: A Literature Review of Mecha-

nisms in Different Jurisdictions

. Edinburgh: The Scottish Government.

Udvalget om Forældremyndighed og Samvær (2006):

Betænkning 1475/2006 om Bar-

nets perspektiv: Forældremyndighed, barnets bopæl, samvær, tvangsfuldbyrdelse

København: Familiestyrelsen.

Bilag 1

Bilagstabel 1.1

Lovregler om fuldbyrdelse efter

forældreansvarsloven

Særregler for fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og

samvær før og efter 1. april 2019 (de væsentlige ændringer er marke-

ret i teksten)

Før 1. april 2019

Efter 1. april 2019

§ 478

Tvangsfuldbyrdelse kan ske på grundlag af

1) domme og kendelser afsagt af domstole

eller af andre myndigheder, hvis afgørelser

efter lovgivningen kan tvangsfuldbyrdes,

betalingspåkrav med påtegning efter § 477

e, stk. 2, samt beslutninger om sagsom-

kostninger truffet af de nævnte myndighe-

der,

2) forlig indgået for de under nr. 1 nævnte

myndigheder samt forlig indgået under vil-

kårsforhandling i henhold til lov om ægte-

skabs indgåelse og opløsning,

3) aftaler om forældremyndighed, der er

anmeldt til eller godkendt af Familieretshu-

set eller familieretten, afgørelser om foræl-

dremyndighed, barnets bopæl eller sam-

vær, der er truffet af Familieretshuset, afta-

ler om barnets bopæl eller samvær, der er

indgået over for Familieretshuset, samt af-

taler om barnets bopæl eller samvær, når

det udtrykkeligt i aftalen er bestemt, at den

kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse.

Kapitel 42 b

Grundlaget for

tvangsfuldbyr-

delse

§ 478

Tvangsfuldbyrdelse kan ske på grundlag af

1) domme og kendelser afsagt af domstole

eller af andre myndigheder, hvis afgørelser

efter lovgivningen kan tvangsfuldbyrdes,

betalingspåkrav med påtegning efter § 477

e, stk. 2, samt beslutninger om sagsom-

kostninger truffet af de nævnte myndighe-

der,

2) forlig indgået for de under nr. 1 nævnte

myndigheder samt forlig indgået under vil-

kårsforhandling i henhold til lov om ægte-

skabs indgåelse og opløsning,

3) aftaler om forældremyndighed, der er

anmeldt til eller godkendt af Statsforvalt-

ningen eller retten, afgørelser om forældre-

myndighed, barnets bopæl eller samvær,

der er truffet af Statsforvaltningen, aftaler

om barnets bopæl eller samvær, der er ind-

gået over for Statsforvaltningen, samt afta-

ler om barnets bopæl eller samvær, når det

udtrykkeligt i aftalen er bestemt, at den kan

tjene som grundlag for fuldbyrdelse.

Tvangsmidler og

betingelser

Kapitel 48 a.

Særregler om tvangsfuldbyrdelse af foræl-

dremyndighed, barnets bopæl og samvær

Særregler om tvangsfuldbyrdelse af foræl-

dremyndighed, barnets bopæl og samvær

§ 456 p.

Fuldbyrdelse efter reglerne i dette kapitel

kan kun ske under hensyn til barnet og skal

varetage barnets bedste. Fuldbyrdelse kan

endvidere kun ske, hvis der ikke er behov

for af hensyn til barnet at henvise sagen til

Familieretshuset til vurdering af, om den af-

tale eller afgørelse, der søges fuldbyrdet,

skal ændres eller ophæves.

§ 536.

Domme og kendelser om forældremyndig-

hed, barnets bopæl og samvær samt rets-

forlig, afgørelser og aftaler, der kan fuld-

byrdes efter § 478, stk. 1, nr. 1-3, tvangs-

fuldbyrdes efter reglerne i § 537. Det

samme gælder anmodninger om udlevering

af et barn til forældremyndighedsindehave-

ren eller bopælsforælderen efter § 596, stk.

§ 456 q.

Domme og kendelser om forældremyndig-

hed, barnets bopæl og samvær samt rets-

forlig, afgørelser og aftaler, der kan fuld-

byrdes efter § 478, stk. 1, nr. 1-3, fuldbyr-

des af familieretten efter reglerne i dette

kapitel. Det samme gælder anmodninger

om udlevering af et barn til forældremyn-

dighedsindehaveren eller bopælsforælde-

ren efter § 596, stk. 2. § 449 c og kapitel

45, 46 og 53 gælder også for sager efter 1.

og 2. pkt., dog således at familieretten træ-

der i stedet for fogedretten.

Før 1. april 2019

Stk. 2.

De domme, kendelser, retsforlig, afgørel-

ser, aftaler og anmodninger, der er nævnt i

stk. 1, kan fuldbyrdes ved anvendelse af

tvangsbøder eller umiddelbar magt. Foged-

retten er ikke bundet af rekvirentens an-

modning ved valg af fuldbyrdelsesmåde.

Samvær med andre end barnets forældre

kan kun fuldbyrdes ved anvendelse af

tvangsbøder.

Efter 1. april 2019

Stk. 2.

De domme, kendelser, retsforlig, afgørel-

ser, aftaler og anmodninger, der er nævnt i

stk. 1, kan fuldbyrdes ved anvendelse af

tvangsbøder, jf. § 456 r, stk. 3, eller ved an-

vendelse af umiddelbar magt ved tilbage-

holdelse af den forælder, der har barnet, et

andet sted end barnets opholdssted eller

ved afhentning af barnet, jf. § 456 r, stk. 5.

Familieretten er ikke bundet af rekvirentens

anmodning ved valg af fuldbyrdelsesmåde.

Samvær med andre end barnets forældre

kan kun fuldbyrdes ved anvendelse af

tvangsbøder.

Stk. 3.

I tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte

fuldbyrdelsen på indhentelse af en børne-

sagkyndig erklæring.

Stk. 4.

Fogedretten kan ændre omfang, tid og sted

for samværet samt vilkårene herfor under

fuldbyrdelsessagen.

Stk. 5.

Fogedretten kan fastsætte erstatningssam-

vær for et samvær, der ikke har kunnet ud-

øves under fuldbyrdelsessagen.

Stk. 6.

Fuldbyrdelse kan ikke ske, hvis barnets

sjælelige eller legemlige sundhed derved

udsættes for alvorlig fare.

§ 537.

Fogedretten kan tilkalde en repræsentant

fra kommunen til at varetage barnets inter-

esser under sagen. Fogedretten kan efter

omstændighederne give en kortere udsæt-

telse af tidspunktet for barnets udlevering

eller samværets udøvelse.

Stk. 2.

Et barn, som har den fornødne alder og

modenhed, skal under en samtale have mu-

lighed for at give udtryk for sine egne syns-

punkter, medmindre det er til skade for

barnet. Afholdes en samtale med barnet,

skal der deltage en børnesagkyndig eller en

repræsentant fra kommunen. § 450 c, stk.

1, 1. pkt., og stk. 3, finder tilsvarende an-

vendelse.

Stk. 3.

Familieretten kan i tvivlstilfælde udsætte

fuldbyrdelsen på indhentelse af en børne-

sagkyndig erklæring.

Stk. 4.

Familieretten kan ændre omfang, tid og

sted for samværet og vilkårene herfor

under fuldbyrdelsessagen.

Stk. 5.

Familieretten kan fastsætte erstatnings-

samvær for et samvær, der ikke har kunnet

udøves under fuldbyrdelsessagen.

§ 456 r.

Familieretten kan tilkalde en repræsentant

fra kommunen til at varetage barnets inter-

esser under sagen. Familieretten kan efter

omstændighederne give en kortere udsæt-

telse af tidspunktet for barnets udlevering

eller samværets udøvelse.

Stk. 2.

Et barn, som har den fornødne alder og

modenhed, skal under en samtale have mu-

lighed for at give udtryk for sine egne syns-

punkter, medmindre det er til skade for

barnet. Afholdes en samtale med barnet,

skal der deltage en børnesagkyndig eller en

repræsentant fra kommunen. § 450 b, stk.

1, 1. pkt., og stk. 3, finder tilsvarende an-

vendelse. Den børnesagkyndige skal

komme fra Børneenheden i Familieretshu-

set, medmindre der foreligger særlige om-

stændigheder.

Før 1. april 2019

Stk. 3.

Tvangsbøder fastsættes som daglige eller

ugentlige bøder, der løber, indtil barnet ud-

leveres. Ved fuldbyrdelsen af bestemmel-

ser om udøvelse af samvær kan der dog

fastsættes en enkelt bøde, der forfalder,

når en bestemmelse om udøvelse af sam-

vær på et nærmere angivet tidspunkt ikke

efterkommes.

Efter 1. april 2019

Stk. 3.

Tvangsbøder fastsættes som daglige eller

ugentlige bøder, der løber, indtil barnet ud-

leveres. Ved fuldbyrdelsen af bestemmel-

ser om udøvelse af samvær kan der dog

fastsættes en enkelt bøde, der forfalder,

når en bestemmelse om udøvelse af sam-

vær på et nærmere angivet tidspunkt ikke

efterkommes. Bødens størrelse fastlægges

i forhold til indkomsten hos den forælder,

der har barnet, og bøden fastsættes som

minimum til 1.500 kr.

Stk. 4.

Medmindre der foreligger særlige omstæn-

digheder, udsætter fogedretten inden fuld-

byrdelse ved anvendelse af umiddelbar

magt kortvarigt sagen med henblik på gen-

nemførelse af børnesagkyndig rådgivning

efter § 32 a i forældreansvarsloven.

Stk. 4.

Inden fuldbyrdelse ved anvendelse af

umiddelbar magt gennem afhentning af

barnet, jf. stk. 5, udsætter familieretten

kortvarigt sagen med henblik på gennem-

førelse af børnesagkyndig rådgivning efter

§ 32 a i forældreansvarsloven, medmindre

der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 5.

Skal der anvendes umiddelbar magt, skal

der deltage en børnesagkyndig og en re-

præsentant fra kommunen til at varetage

barnets interesser, medmindre der forelig-

ger ganske særlige omstændigheder.

Stk. 5.

Skal der anvendes umiddelbar magt, skal

dette som udgangspunkt ske ved tilbage-

holdelse af den forælder, der har barnet, et

andet sted end barnets opholdssted. Er

dette ikke muligt, skal familieretten vurdere,

om der er grundlag for at gennemføre fuld-

byrdelsen ved afhentning af barnet. Gen-

nemføres fuldbyrdelsen ved afhentning af

barnet, skal der deltage en børnesagkyndig

fra Børneenheden i Familieretshuset og en

repræsentant fra kommunen til at varetage

barnets interesser, medmindre der forelig-

ger ganske særlige omstændigheder. Den

børnesagkyndige skal til brug for familieret-

tens afgørelse foretage en vurdering af, om

fuldbyrdelsen sker af hensyn til barnet og

varetager barnets bedste.

§ 596.

Besiddelseskrav som nævnt i § 528 kan

gennemtvinges af fogedretten ved en

umiddelbar fogedforretning uden sædvan-

ligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, såfremt

den berettigede (rekvirenten) i fogedretten

kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav

mod den forpligtede (rekvisitus).

Om umiddelbar

håndhævelse

(forældremyn-

dighed og

bopæl)

§ 596.

Besiddelseskrav som nævnt i § 528 kan

gennemtvinges af fogedretten ved en

umiddelbar fogedforretning uden sædvan-

ligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, såfremt

den berettigede (rekvirenten) i fogedretten

kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav

mod den forpligtede (rekvisitus).

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende an-

vendelse, når fogedrettens bistand er på-

krævet til håndhævelse af forældremyndig-

hed eller barnets bopæl. Fuldbyrdelse sker

efter bestemmelsen i § 537.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende an-

vendelse, når familierettens bistand er på-

krævet til håndhævelse af forældremyndig-

hed eller barnets bopæl. Fuldbyrdelse sker

efter bestemmelserne i kapitel 42 b.