Skatteudvalget 2023-24
SAU Alm.del
Offentligt
2839783_0001.png
18. marts 2024
J.nr. 2024 - 1668
Til Folketinget
Skatteudvalget
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 334 af 19. februar 2024 (alm. del). Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget Mikkel Bjørn (DF).
Jeppe Bruus
/ Jeanette Rose Hansen
SAU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 334: MFU spm. om Danmark vil kunne undtage dans og/eller fitness drevet i privat regi for moms gennem anvendelse af undtagelserne i momsdirektivets artikel 133
2839783_0002.png
Spørgsmål
Vil Danmark kunne undtage dans og/eller fitness drevet i privat regi for moms gennem
anvendelse af undtagelserne i momsdirektivets artikel 133 litra c) eller d) ift. aktiviteterne i
artikel 132 litra m?
Svar
EU’s momsdirektiv momsfritager i artikel 132 en række nærmere opremsede varer og
ydelser, herunder visse former for levering af ydelser knyttet til udøvelsen af sport eller
fysisk træning, som præsteres af organer, der ikke arbejder med gevinst for øje, jf. artikel
132 litra m.
I tilknytning til momsfritagelserne opremset i artikel 132, giver direktivets artikel 133
medlemslandene mulighed for at stille yderligere betingelser for momsfritagelserne i det
omfang, medlemslandene tillader
andre organer end offentligretlige organer
at være momsfritaget
for eksempelvis ydelser knyttet til udøvelsen af sport eller fysisk træning.
Iht. artikel 133 kan medlemslandene bl.a. kræve, at andre anerkendte organers priser skal
være godkendt af det offentlige, at priserne skal være lavere end de priser, som momsplig-
tige virksomheder forlanger for tilsvarende leverancer, og/eller at fritagelsen ikke må
kunne skabe konkurrenceforvridning til skade for momspligtige virksomheder.
Muligheden i momsdirektivets artikel 133 for at stille yderligere krav til momsfritagelse af
andre organer end offentligretlige organer ændrer ikke på den grundlæggende betingelse i
artikel 132 litra m for momsfritagelsen for ydelser knyttet til sport og fysisk træning om,
at ydelserne ikke må leveres med gevinst for øje. Artikel 133 giver således alene mulighed
for at fastsætte betingelser, der begrænser fritagelsen. Disse betingelser vil således kunne
anvendes til at begrænse rammerne for momsfritagelse af fx frivillige idrætsforeninger.
Danmark har ikke implementeret betingelserne i artikel 133 og har derfor ikke udnyttet
muligheden for at stille yderligere betingelser for andre organers mulighed for at levere
momsfritagne ydelser knyttet til udøvelsen af sport og fysisk træning. Virksomheder, der
drives med gevinst for øje, og som leverer ydelser knyttet til udøvelsen af sport og fysisk
træning vil ikke kunne momsfritages via artikel 133.
Side 2 af 2