Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del
Offentligt
2772412_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
30. oktober 2023
Strafferetskontoret
Rune Kistrup
2023-06876
3005587
Besvarelse af spørgsmål nr. 8 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 8 (Alm. del), som Folketingets
Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. oktober 2023. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Mette Thiesen (DF).
Peter Hummelgaard
/
Morten Holland Heide
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/3
 REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 8: Spm., om beruselse hos den initiativtagende part i en sag om påstået voldtægt omvendt kan indgå i forsætsvurderingen, således at en eventuel fejlopfattelse hos denne af, hvorvidt der foreligger et gyldigt samtykke fra den anden parts side, vil være undskyldelig og forsætsudelukkende
Spørgsmål nr. 8 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren oplyse, om beruselse hos den initiativtagende
part i en sag om påstået voldtægt omvendt kan indgå i
forsætsvurderingen, således at en eventuel fejlopfattelse hos
denne af, hvorvidt der foreligger et gyldigt samtykke fra den
anden
parts
side,
vil
være
undskyldelig
og
forsætsudelukkende?”
Svar:
Ifølge straffelovens § 216, stk. 1, straffes for voldtægt den, der har samleje
med en person, som ikke har samtykket heri. Det er en forudsætning for
anvendelse af bestemmelsen, at gerningspersonen har handlet forsætligt.
Gerningspersonen skal således have forsæt med hensyn til, at ofret ikke
samtykkede i samlejet.
Straffeloven indeholder ikke regler om bedømmelsen af forsættet, hvis
gerningspersonen var beruset. En beruselse vil imidlertid efter
omstændighederne kunne få betydning for den almindelige
forsætsvurdering.
Af Trine Baumbach og Thomas Elholm, Strafferettens almindelige del, 2.
udgave (2022), side 194, fremgår følgende om forsætsvurderingen ved
beruselse:
”Der er næppe tvivl om, at en mild rus normalt ikke påvirker
forsætsvurderingen, men noget tyder på, at domstolene i praksis
også ser bort fra stærk beruselse. I hvert fald foretages i nogle
tilfælde en forsætsbedømmelse uden afgørende skelen til, om
personen var ædru eller beruset, jf. f.eks. U 1987.564 V, om en
beruset person, som smed en røgbombe under et bord til en fest
(forsæt til § 183, stk. 1), og TfK 2011.673/2 V om en stærkt
beruset person, der forvekslede en ovn med en pappresse (forsæt
til ildebrand, jf. § 181, stk. 1). Retspraksis kan give anledning til
tvivl, som let fører til den konklusion, at det beror på de nærmere
omstændigheder i sagen, hvilket givetvis også kan anføres som
forklaring på de ovenfor nævnte domme. Enkelte generelle træk
kan dog alligevel udledes. Waaben sammenfatter retstilstanden
således, at der med hensyn til uagtsomhedsdelikter sjældent
opstår problemer, fordi uagtsomhedsbegrebet er så rummeligt,
»at det normalt uden vanskelighed kan omfatte handlinger
foretaget i beruset tilstand, når der er trang til at straffe«, mens
rus kan udelukke indsigt eller forståelse, som hører til forsættet.
Greve sammenfatter spørgsmålet om forsætsvurderingen ved
Side 2/3
 REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 8: Spm., om beruselse hos den initiativtagende part i en sag om påstået voldtægt omvendt kan indgå i forsætsvurderingen, således at en eventuel fejlopfattelse hos denne af, hvorvidt der foreligger et gyldigt samtykke fra den anden parts side, vil være undskyldelig og forsætsudelukkende
beruselse med en bemærkning om, at det formentlig afhænger
af forbrydelsens art: »Man vil nok snarere antage forsæt ved
vold end ved forbrydelser af en kompliceret natur.« Meget taler
for begge forfatteres opfattelser. Hertil bør lægges, at Greves
bemærkning (naturligvis) ikke alene gælder vold, men også en
række andre ukomplicerede person- eller almenfarlige
forbrydelser. Netop med hensyn til den type delikter svækker
spiritusindtagelsen ofte gerningspersonens hæmninger, men
ikke hans vilje til at handle i situationen.”
Endelig bemærker Justitsministeriet, at det følger af straffelovens § 16, stk.
1, 3. pkt., at hvis gerningspersonen som følge af indtagelse af alkohol eller
andre rusmidler forbigående befandt sig i en tilstand af sindssygdom eller i
en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf ikke pålægges, når særlige
omstændigheder taler derfor. De omfattede tilstande betegnes ofte som
”patologiske rustilstande”, og domstolene er generelt meget restriktive ved
den bevismæssige bedømmelse af, om en sådan tilstand har foreligget, jf.
Thomas Elholm m.fl., Kommenteret straffelov – Almindelig del, 12. udgave
(2023), side 237f.
Side 3/3