Retsudvalget 2023-24
REU Alm.del
Offentligt
2847336_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
5. april 2024
Strafferetskontoret
Jakob Laudrup
2024-03649
3200761
Besvarelse af spørgsmål nr. 766 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 766 (Alm. del), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 8. marts 2024.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mikkel Bjørn (DF).
Peter Hummelgaard
/
Morten Holland Heide
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/3
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 766: Spm., om man kan eller bør kunne holde eksterne tolke erstatningsansvarlige for statens udgifter til forsvarssalærer til retsmøder, hvor tolken udebliver
Spørgsmål nr. 766 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren i forlængelse af REU alm. del - svar på
spørgsmål 684 redegøre for, om man kan eller bør kunne holde
eksterne tolke erstatningsansvarlige for statens udgifter til
forsvarssalærer til retsmøder, hvor tolken udebliver?”
Svar:
1.
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Domstolsstyrelsen, der har oplyst følgende:
”Der føres ikke løbende statistik over, hvor mange retsmøder i
straffesager der aflyses på grund af en tolks udeblivelse.
Domstolsstyrelsen har i efteråret 2021 gennemført en analyse af
årsager til omberammelse og udsættelse af straffesager med
deltagelse af samtlige by- og landsretter samt Retten på
Færøerne, kredsretterne i Grønland og Grønlands Landsret.
Formålet med analysen var at få data på omfanget af og
identificere årsagerne til omberammelser og udsættelser af
planlagte retsmøder i en fastlagt periode samt at få indblik i
omfanget af den ekstra sagsbehandlingstid ved domstolene som
følge af omberammelser og udsættelser af retsmøder.
Analysen viser, at der i de i alt 4.539 registrerede retsmøder ved
byretterne i perioden var ét tilfælde, hvor et retsmøde måtte
aflyses på grund af en tolks udeblivelse.
De indsamlede data repræsenterer et øjebliksbillede for
registreringsperioden og udgør på grund af potentielle
periodeudsving i sagstyper mv. ikke en repræsentativ stikprøve
for alle straffesager ved retterne.
Efter ophævelsen af Rigspolitiets rammeaftale med
EasyTranslate i 2019 oprettede Rigspolitiet en midlertidig
fortegnelse over tolke, der skal lette opgaven med at bestille og
indkøbe tolkeydelser. Det er rettens beslutning, om der i en
konkret sag skal vælges en tolk, der fremgår af
tolkefortegnelsen, eller om der skal bruges en anden tolk. Retten
aftaler pris og andre vilkår med tolken, når der indgås aftale om
en konkret ydelse.
Når aftalen med tolken er indgået, modtager tolken en
indkaldelse fra retten med information om tid og sted for
retsmødet, ligesom tolken også modtager påmindelse via SMS.
Dette for at minimere risikoen for, at en tolk udebliver fra et
Side 2/3
REU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 766: Spm., om man kan eller bør kunne holde eksterne tolke erstatningsansvarlige for statens udgifter til forsvarssalærer til retsmøder, hvor tolken udebliver
retsmøde, hvorved retsmødet potentielt må aflyses. Der er ikke
krav om, at indkaldelsen skal forkyndes for tolken.
Såfremt retten anvender en tolk fra Rigspolitiets midlertidige
tolkefortegnelse, og vedkommende tolk f.eks. udebliver fra et
retsmøde uden gyldig grund, kan retten klage til Politiets
Administrative Center (PAC), som varetager administration af
tolkefortegnelsen. Rigspolitiet kan i forlængelse heraf fjerne en
tolk fra tolkefortegnelsen, såfremt der foreligger saglige og
objektive grunde herfor.
Fra og med maj 2023 orienteres Domstolsstyrelsen, når en ret
klager til PAC over en tolk fra Rigspolitiets midlertidige
tolkefortegnelse. Domstolsstyrelsen er pr. 18. marts 2024 ikke
bekendt med, at en ret har klaget til PAC over en tolk fra
Rigspolitiets midlertidige tolkefortegnelse.”
2.
Justitsministeriet kan supplerende oplyse, at der ifølge retsplejelovens
§ 1007, stk. 1, udredes omkostningerne ved sagens behandling og straffens
fuldbyrdelse af det offentlige i straffesager, som forfølges af en offentlig
myndighed, med forbehold for at få omkostningerne erstattet af den sigtede,
tiltalte eller andre personer efter reglerne i retsplejelovens kapitel 91.
Af reglerne i retsplejelovens kapitel 91 fremgår det bl.a., at findes en sigtet
skyldig, er den sigtede pligtig til at erstatte det offentlige de nødvendige
udgifter, som er medgået til sagens behandling. Udgangspunktet vil derfor
være, at det er den skyldige, der skal betale sagens omkostninger, herunder
udgifterne til forsvarssalær.
Jeg finder for nuværende ikke anledning til at tage initiativ til i
almindelighed at pålægge tolke erstatningsansvar for forsvarssalær ved
eventuel udeblivelse.
Side 3/3